1986 BTL 98 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF KONKURSLOVEN (GÆLDSSANERING MED SPECIELT HENBLIK PÅ STUDIEGÆLD) NR L 98 1986-87, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Udvalget har endvidere modtaget en mundtlig henvendelse fra Komiteen
af Forældre til Studiegældsramte.
Der er af udvalget stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de
ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller »udvalget§ lovforslaget til »vedtagelse§ med de
stillede ændringsforslag.
Udvalget ønsker at bemærke, at ændringen skal ses i sammenhæng med,
at der i denne folketingssamling gennemføres ændringer i
lovgivningen angående sanering af studiegæld. Skyldnere, som i
øvrigt ofte vil have anden gæld end studiegæld, skal have
valgfrihed mellem konkurslovens gældssaneringsregler og
studiestøttelovgivningens regler og eventuelle andre former for
sanering. En gældssanering bør således ikke kunne afvises under
henvisning til, at der foreligger andre saneringsmuligheder, men
det er på den anden side klart, at skyldneren ikke sideløbende kan
køre gældssaneringssager efter forskellige regler. Såfremt
sanering af studiegæld er nægtet, vil dette forhold og baggrunden
for nægtelsen selvsagt kunne indgå i skifterettens overvejelser,
såfremt der efterfølgende søges sanering ved skifteretten.
Udvalget ønsker at understrege, at der i forbindelse med en kendelse
om gældssanering skal tages hensyn til »skyldnerens forhold og
omstændighederne i øvrigt«. Denne bestemmelse vil ofte kunne være
af praktisk betydning i forhold til studiegæld, som jo er en gæld,
der er påtaget med henblik på en langsigtet investering, ofte for
at opnå en højere indtjening. En sådan langsigtet investering vil
oftest ikke kunne forudses afviklet inden for en 5-års periode, og
skifteretten bør naturligvis tage dette med i overvejelserne, når
der træffes bestemmelse om afsigelse af kendelse.
Ændringsforslag
Af »udvalget§, tiltrådt af »justitsministeren§
Til § 1
1) I den foreslåede affattelse af § 197, stk. 1, affattes nr. 1
således
»1) Skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand til og inden
for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine
gældsforpligtelser, og«.
2) I den foreslåede affattelse af § 197 affattes stk. 2, 2. pkt.,
således
»Ved afgørelsen om gældssanering skal det ikke tages i betragtning,
hvorvidt skyldneren har mulighed for at opnå eftergivelse efter
anden lovgivning.«
Til § 2
3) Paragraffen affattes således
»§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1987.
Stk. 2. Hvis begæring om gældssanering er indgivet til skifteretten
inden lovens ikrafttræden, anvendes de hidtil gældende regler.«
Ny paragraf
4) Efter § 2 indsættes som ny paragraf
»§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med
de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold
tilsiger.«
BEMÆRKNINGER
Til nr. 1
Det antages, at den periode på 5 år, som efter forarbejderne til
konkurslovens § 198 skal være den normale afviklingstid for den
nedskrevne gæld, kan være vejledende for, hvor langt ud i
fremtiden skyldnerens bevis for manglende betalingsevne efter det
særlige insolvensbegreb i § 197, stk. 1, nr. 1, skal føres.
Formålet med ændringsforslaget er at angive, at tidshorisonten for
denne prognose vedrørende skyldnerens fremtidige
indtægtsmuligheder skal være »inden for de nærmeste år«. Hermed
skal i almindelighed forstås en periode på 3-5 år.
Til nr. 2
Formålet med ændringsforslaget er at fastsætte, at skifteretten ved
afgørelsen af, om betingelserne for gældssanering er opfyldt, ikke
skal tage i betragtning, hvorvidt der er mulighed for at opnå
eftergivelse (sanering) af (en del af) gælden efter anden
lovgivning, f.eks. vedrørende studiegæld.
Såfremt der er søgt om eftergivelse efter denne anden lovgivning,
skal skifteretten dog udsætte behandlingen af begæringen om
gældssanering efter konkurslovens regler, indtil der er truffet
afgørelse om eftergivelse efter den anden lovgivning.
Den foreslåede bestemmelse udelukker ikke, at skifteretten kan tage
hensyn til muligheden for at opnå tilskud eller rentelettelse til
betaling af (en del af) gælden, f.eks. efter lovgivningen om
studiegæld.
Hagen Hagensen (KF) fmd. Annelise Gotfredsen (KF) Karen Thurøe
Hansen (KF) Grethe Fenger Møller (KF) Bjørn Elmquist (V)
Birthe Rønn Hornbech (V) Birgith Mogensen (CD) Inger Stilling
Pedersen (KRF) Ole Espersen (S) Henning Rasmussen (S)
Korneliusen (S) Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S) Jimmy
Stahr (S) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd. Bernhard
Baunsgaard (RV)
Partierne FP og VS havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 98
Betænkning over Forslag til lov om ændring af konkursloven (Gældssanering med specielt henblik på studiegæld)
Nr L 98 1986-87, 1. samling
Afgivet af retsudvalget
Afgivet: 19870521