Legislator Case Law & Legislation
198614K00069 DK

1986 BTL 69 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ERSTATNING TIL BESÆTTELSESTIDENS OFRE NR L 69 1986-87, 1. SAMLING

7 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (7)

Statutory Text (7 Articles)

Betænkning over lovforslag 1986 69 Valid

Bilag 1

Et af udvalgets spørgsmål til socialministeren

samt dennes besvarelse heraf

SPØRGSMÅL 5

Hvilke bemærkninger har ministeren til det af Erstatningsrådet

foreslåede om indsættelse af en ny § 1 b? Endvidere ønskes oplyst,

hvilke konsekvenser det i øvrigt ville kunne få, om man udvidede

tidsperioden fra de foreslåede 6 til 12 måneder.

SVAR

Indledningsvis bemærkes, at Erstatningsrådet i sin redegørelse af 20.

januar 1987 udtaler, at en ny bestemmelse som foreslået i § 1 a,

stk. 1, nr. 3, vil medføre en urimelig forskelsbehandling over for

personer, der har deltaget i belastende modstandsarbejde, men ikke

fuldt ud opfylder varighedskravet på 1 år, eller personer, der på

grund af deltagelse i modstandsarbejde har været interneret her i

landet. Socialministeriet er som tidligere anført enigt med

Erstatningsrådet heri.

Når rådet har foreslået en eventuel ny § 1 b, er dette alene udtryk

for en redaktionel ændring i forhold til det foreliggende

lovforslag. En sådan § 1 b vil derfor medføre den samme urimelige

forskelsbehandling.

Skulle en sådan løsning imidlertid alligevel vælges, kan

Socialministeriet være enigt med Erstatningsrådet i, at en

placering som § 1 b vil være mest hensigtsmæssig af de af rådet

anførte grunde, jf. redegørelsen af 20. januar 1987.

Erstatningsrådets forslag om en eventuel udvidelse af varighedskravet

fra 6 til 12 måneder skal ses på baggrund af det samtidige forslag

om, at eventuel sejlads i allieret tjeneste skal kunne indgå i

tidsperioden.

En udvidelse af tidsperioden må selvsagt antages at formindske

antallet af mulige erstatningsberettigede. Dette vil dog næppe

have betydning for de søfarende, der var interneret i Shanghai

under besættelsen, under hensyn til interneringsperiodens

varighed.

Det er ikke muligt at indhente nærmere oplysninger for så vidt angår

personer, der eventuelt kan være erstatningsberettigede, jf.

svarene på spørgsmål 1 og 4.

Betænkning over lovforslag 1986 69 Valid

§ 1, og således som anført i Sikringsstyrelsens udtalelse kun vil

kunne medføre mulighed for erstatningstilkendelse, såfremt

betingelserne for dispensation for anmeldelsesfristens

overskridelse, jf. §§ 7 og 66, er opfyldt.

Dette vil som anført af Sikringsstyrelsen sige, at der foreligger

væsentlig invaliditet, og at det ikke skønnes at være overvejende

sandsynligt, at lidelsen skyldes andre forhold end de forhold,

hvorunder den pågældende har levet under besættelsen.

Det er Erstatningsrådets opfattelse, at der som følge af disse

betingelser, selv om dispensation meddeles, i en række, og

formentlig de fleste, tilfælde ikke vil blive tale om ydelse af

erstatning. Dette vil formentlig i særlig grad være tilfældet med

hensyn til tilkendelse af erstatning til enker.

For så vidt angår forslaget om i § 1 a, stk. 1, at indsætte et nyt

nr. 3 omfattende primært Shanghai-søfolkene skal Erstatningsrådet

bemærke, at rådet deler de betænkeligheder, som Sikringsstyrelsen

i sin udtalelse giver udtryk for.

Rådet finder, at der vil blive tale om en urimelig forskelsbehandling

over for personer, der har deltaget i belastende modstandsarbejde,

men ikke fuldt ud opfylder bestemmelsens varighedskrav, eller

personer, der - som nævnt af Sikringsstyrelsen - på grund af

deltagelse i modstandsarbejde har været interneret her i landet.

I denne forbindelse bør det ikke overses, at en ændring af

lovbestemmelsen som foreslået kunne befrygtes at få den

konsekvens, at også andre grupper med baggrund i besættelsestiden

måtte kunne fremsætte ønske om inddragelse under erstatningsloven,

hvilket ville kunne medføre yderligere urimeligheder i forhold til

de folk, der gjorde en aktiv indsats i Danmark.

Efter disse generelle betragtninger skal rådet i øvrigt pege på, at

en indsættelse af et nyt nr. 3 og i konsekvens heraf ændring af de

hidtidige nr. 3 og 4 til nr. 4 og 5 forekommer mindre

hensigtsmæssig. Efter en eventuel lovændring som foreslået vil der

vedrørende de to grupper kunne være risiko for usikkerhed i

forhold til tidligere behandlede sager.

Rådet går ud fra, at indplacering som nyt nr. 3 er sket, fordi det

nye nr. 3 ligesom det gældende nr. 2 omhandler søfolk.

Imidlertid er der den væsentlige forskel på nr. 2 og det nye nr. 3,

at personer omfattet af nr. 2 har ydet en indsats, medens dette

ikke er tilfældet vedrørende alle personer omfattet af det nye nr.

3. At personer omfattet af de nugældende nr. 3 og 4 også har ydet

en indsats, gør placeringen yderligere uhensigtsmæssig.

Rådet vil finde, at indsættelsen af den foreslåede gruppe i givet

fald lige så godt kunne ske som et nyt nr. 5.

Rådet skal pege på, at det muligvis endog ville være mere

hensigtsmæssigt på baggrund af de særlige forhold, der har ført

til ønsket om at indsætte et nyt nr., at den nye bestemmelse

indsættes som en ny paragraf 1 b.

Bestemmelsen kunne eventuelt formuleres således: »Danske

statsborgere, som under den tyske besættelse som søfarende har

været interneret eller tilbageholdt i mindst 6 måneder i

udenlandsk havn, og deres efterladte er berettigede til ydelse

efter bestemmelserne i dette afsnit på samme måde som fastsat i §

1 a.«

Erstatningsrådet skal i denne forbindelse pege på, at der for rådet

har foreligget et antal tilfælde omhandlende danske søfolk, der

efter den 9. april 1940 havde begyndt sejlads i allieret tjeneste,

men som på grund af, at de ved Frankrigs kapitulation havde

befundet sig i fransk havn i selve Frankrig eller i franske

besiddelser i Nordafrika, var blevet afskåret fra at fortsætte i

allieret tjeneste, og som yderligere i en række tilfælde var

blevet underkastet frihedsberøvelse eller tilbageholdelse, dog af

betydelig kortere varighed end for Shanghai-søfolkene.

Erstatningsrådet har i sådanne tilfælde meddelt dispensation efter

erstatningslovens § 64, stk. 1, således at tilfældene kunne

behandles efter erstatningslovens § 1.

Erstatningsrådet skal pege på, at det, såfremt det under hensyn til

det foreliggende lovforslags intention findes hensigtsmæssigt at

indsætte en ny bestemmelse som foreslået i erstatningsloven, burde

overvejes at udforme det tidsmæssige krav således, at eventuel

sejlads i allieret tjeneste kunne sammenlægges med efterfølgende

frihedsberøvelse eller tilbageholdelse.

I så fald burde det dog muligvis overvejes at øge det tidsmæssige

krav fra 6 måneder til 12 måneder.

På ERSTATNINGSRåDETS VEGNE

N. E. Bank-Mikkelsen

K. Kampmann

Socialministerens kommentarer til Erstatningsrådets

redegørelse af 20. januar 1987

Under henvisning til mit indlæg ved 1. behandling af ovennævnte

lovforslag, hvori jeg tilkendegav, at jeg ville opfordre

Erstatningsrådet til at overveje en dispensation for

Shanghai-søfolkene efter lovens § 64, stk. 1, samt eventuelle

andre muligheder, fremsender jeg hermed Erstatningsrådets

redegørelse. Jeg vil anmode om, at denne redegørelse må indgå i

udvalgets arbejde.

Som kommentar til redegørelsen vil jeg påpege, at Erstatningsrådet på

det grundlag, der nu foreligger, finder, at der kan gives

dispensation efter § 64, stk. 1, i disse sager. Jeg er enig heri.

Som påpeget af Erstatningsrådet giver dette ikke i sig selv garanti

for, at erstatning tilkendes. Jeg skal dog i denne forbindelse

pege på, at betingelserne for at opnå erstatning i disse tilfælde

herefter vil være, at der skal foreligge væsentlig invaliditet, og

at der ikke skal skønnes at være overvejende sandsynlighed for, at

lidelsen skyldes andre forhold end de forhold, hvorunder

pågældende har levet under besættelsen. Gennem disse regler

opstilles således en formodning om, at invaliditeten skyldes

forholdene under besættelsen.

Jeg finder da heller ikke, at der er nogen grund til at tilkende

erstatning efter lov om erstatning til besættelsestidens ofre,

hvis det er overvejende sandsynligt, at lidelsen har en anden

årsag end pågældendes forhold under besættelsen. Jeg skal særlig

henvise til, at Erstatningsrådet har udtalt, at en gunstigere

tilkendelsesregel vil betyde en urimelig forskelsbehandling i

forhold til andre grupper.

Betænkning over lovforslag 1986 69 Valid

Bilag 2

Erstatningsrådets redegørelse af 20. januar 1987

ERSTATNINGSRÅDET

Den 20. januar 1987

SOCIALMINISTERIET.

I skrivelse af 3. november 1986 (1. kt. j.nr. 1401) har

Socialministeriet anmodet Erstatningsrådet om en udtalelse i

anledning af forslag til lov om ændring af lov om erstatning til

besættelsestidens ofre, fremsat af Tommy Dinesen (SF) m.fl. den

29. oktober 1986.

Efter forslaget indsættes i erstatningslovens § 1 a, stk. 1, et nyt

nr. 3 af følgende ordlyd: »3) har været interneret eller

tilbageholdt som søfarende i mindst 6 måneder i udenlandsk havn,

eller«.

De nugældende nr. 3 og 4 bliver herefter nr. 4 og 5.

Efter bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse medfører denne,

at personkredsen, der er omfattet af erstatningsloven, udvides med

søfolk, der har været interneret eller tilbageholdt i mindst 6

måneder i udenlandsk havn.

Det anføres videre, at ændringen specielt vedrører de danske søfolk,

der under 2. verdenskrig blev forhindret i at forlade Shanghai, og

som er udførligt omtalt i de almindelige bemærkninger, men at

bestemmelsen i øvrigt også finder anvendelse på andre, der har

været udsat for en lignende situation.

Det anføres endvidere i bemærkningerne, at socialministeren i et svar

på et skriftligt spørgsmål har oplyst, at den pågældende

personkreds ikke kan omfattes af dispensationsbestemmelsen i

erstatningslovens § 64, stk. 1, hvorfor en udvidelse af

personkredsen er nødvendig.

Erstatningsrådet har behandlet det rejste spørgsmål i møder den 8.

december 1986 og den 16. januar 1987.

Ved behandlingen var Erstatningsrådet bekendt med den udtalelse, som

Sikringsstyrelsen har afgivet til Socialministeriet den 13.

november 1986.

Endvidere var rådet bekendt med, at der under 1. behandling af

lovforslaget såvel af socialministeren som af ordførere blev peget

på den mulighed, at den hidtil fulgte praksis vedrørende

anvendelse af erstatningslovens § 64, stk. 1, for så vidt angår

Shanghai-søfolkene og andre i en tilsvarende situation blev

ændret.

Erstatningsrådet skal udtale følgende

Som det er Socialministeriet bekendt, har Erstatningsrådet fundet, at

dispensation efter § 64, stk. 1, måtte forudsætte, at der forelå

en indsats fra den pågældende. For så vidt angår de søfolk, der

under 2. verdenskrig opholdt sig i Shanghai, forelå ikke for alles

vedkommende nogen indsats, og Erstatningsrådet har derfor ikke

fundet grundlag for at meddele dispensation.

Det kan oplyses, at der fra Erstatningsrådet har foreligget en sag om

en sømand, der på grund af sygdom var afmønstret i Shanghai den 3.

januar 1940 og derefter var forblevet i Shanghai.

Han blev den 13. oktober 1944 arresteret af japanerne og idømt 10 års

fængsel for sammen med en i Shanghai bosat dansker at have hjulpet

engelske og amerikanske officerer til flugt.

Han var fængslet til den 16. august 1945.

Efter at den pågældende i 1960 havde indgivet anmeldelse af krav på

erstatning efter erstatningslovens afsnit 1, meddelte

Erstatningsrådet dispensation efter § 64, stk. 1, og efter at

Sikringsstyrelsen i 1977 havde fastsat invaliditeten til 100 pct.,

blev der efter § 1 i lov nr. 376 af 12. juli 1946 om tillæg til

erstatningsloven, jf. dennes afsnit 2, tillagt ham hædersgave. Han

afgik ved døden i 1977.

Erstatningsrådet har drøftet, om der i de meget udførlige

oplysninger, der nu gennem den af Frihedsfonden foretagne

undersøgelse er tilvejebragt om Shanghai-søfolkenes forhold under

2. verdenskrig og deres nuværende helbredsforhold, måtte kunne

findes en begrundelse for at meddele dispensation efter § 64, stk.

1, selv om der ikke for alles vedkommende kan dokumenteres en

indsats.

Efter de nu foreliggende oplysninger har de pågældende under opholdet

i Shanghai været udsat for belastninger, der for manges

vedkommende har medført en stærk forringelse af deres helbred.

Rådet mener, at dette kan begrunde en ændring af praksis, således

at der gives dispensation efter § 64, stk. 1.

Erstatningsrådet har herved fundet det af betydning, at

erstatningslovens § 1 omfatter personer, der her i landet har

været ramt af krigshandlinger og krigslignende handlinger, og

herunder også personer, der har været tilfældige ofre for sådanne

handlinger, uden egen indsats.

Erstatningsrådet har imidlertid under hensyn til, at spørgsmålet om

en udvidelse af den af erstatningsloven omfattede personkreds nu

er under behandling i Folketinget, ikke ment på egen hånd at burde

foregribe afgørelsen ved at foretage en sådan ændring i konkret

foreliggende sager.

Herved har Erstatningsrådet også taget i betragtning, at meddelelse

af dispensation efter erstatningslovens § 64, stk. 1, alene vil

medføre, at tilfældet vil kunne behandles efter erstatningslovens

Betænkning over lovforslag 1986 69 Valid

§ 64, stk. 1. Mindretallet er enigt i, at Shanghai-søfolkenes

sager skal optages til behandling efter lov om erstatning til

besættelsestidens ofre, og har hæftet sig ved de vurderinger, der

foreligger i Erstatningsrådets redegørelse af 20. januar 1987.

Det fremgår heraf, at når der dispenseres for Shanghai-søfolkene

efter lovens § 64, stk. 1, vil betingelsen for tilkendelse af

erstatning være, dels at der skal foreligge væsentlig invaliditet,

dels at der ikke skal skønnes at være overvejende sandsynlighed

for, at lidelsen skyldes andre forhold end de forhold, hvorunder

pågældende har levet under besættelsen. Mindretallet finder, at

dette er rimelige krav.

Det fremgår også af Erstatningsrådets redegørelse, at konsekvenserne

af at lade Shanghai-søfolkene henføre under lovens § 1 a ville

være en urimelig forskelsbehandling i forhold til f.eks. personer,

der har deltaget i stærkt fysisk eller psykisk belastende

modstandsarbejde her i landet, men som blot ikke opfylder lovens

krav om mindst 12 måneders uafbrudt aktivitet. Ligeledes ville der

blive tale om en urimelig forskelsbehandling i forhold til

personer, der var interneret under belastende forhold her i

landet.

Hvad angår ændringsforslaget om indsættelse af en ny § 1 b, skal det,

som det også fremgår af svaret på spørgsmål 5, bemærkes, at dette

alene er en redaktionel ændring i forhold til det foreliggende

lovforslag og vil medføre nøjagtig den samme urimelige

forskelsbehandling.

Mindretallet indstiller derfor det foreliggende lovforslag til

FORKASTELSE ved 3. behandling.

Ændringsforslag

Af et FLERTAL (S, SF og RV)

Til teksten

1) Den foreslåede ændring af § 1 a udgår, og i stedet indsættes

»Efter § 1 a indsættes som ny paragraf

»§ 1 b. Danske statsborgere, som under den tyske besættelse som

søfarende har været interneret eller tilbageholdt i mindst 12

måneder i udenlandsk havn, og deres efterladte er berettigede til

ydelse efter bestemmelserne i dette afsnit på samme måde som

fastsat i § 1 a.«»

BEMÆRKNINGER

Til nr. 1

Ændringsforslaget er stillet delvis på baggrund af udtalelsen fra

Erstatningsrådet af 20. januar 1987.

AGNETE LAUSTSEN (KF) fmd. KAREN HØJTE JENSEN (KF) LIZZIE

LICHTENBERG (KF) MERETE AARUP (KF) BIRTHE RØNN HORNBECH (V)

HANNE SEVERINSEN (V) BIRGITH MOGENSEN (CD) KOFOD-SVENDSEN (KRF) HANNE ANDERSEN (S) JYTTE ANDERSEN (S) METTE GROES (S)

JOANNA RØNN (S) ERIK B. SMITH (S) nfmd. TAANQUIST (S)

AGERSCHOU (SF) BIRTHE HANSEN (SF) AASE OLESEN (RV)

Partierne FP og VS havde ikke medlemmer i udvalget.

Betænkning over lovforslag 1986 69 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret

skriftligt. Nogle af disse spørgsmål og ministerens svar herpå er

optrykt som bilag til betænkningen.

Udvalget har endvidere modtaget skriftlig henvendelse fra

Sammenslutningen af Erhvervshæmmede fra Frihedskampen.

Der er af et flertal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de

ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et FLERTAL (Socialdemokratiets, Socialistisk

Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget)

lovforslaget til VEDTAGELSE med det stillede ændringsforslag.

Under 1. behandling var der bred enighed om lovforslagets

intentioner, men nogen tvivl om måden at løse problemet på. Det

fremgik, at socialministeren havde ændret sin hidtil lidt

afvisende holdning og nu mente, at den bedste løsning ville være,

at der blev givet dispensation efter lovens § 64, stk. 1, og under

udvalgsarbejdet har ministeren i en kommentar til en redegørelse

fra Erstatningsrådet fremhævet, at den pågældende

dispensationsbestemmelse bør kunne anvendes.

Imidlertid fremgår det af Erstatningsrådets redegørelse, at

meddelelse af dispensation efter § 64, stk. 1, alene vil medføre,

at tilfældet vil kunne behandles efter erstatningslovens § 1, og

kun vil kunne give mulighed for erstatningstilkendegivelse,

såfremt betingelserne for dispensation fra kravet om

anmeldelsesfristens overholdelse er opfyldt, jf. §§ 7 og 66. Det

indebærer ifølge redegørelsen, at der skal foreligge væsentlig

invaliditet, og at det ikke kan skønnes at være overvejende

sandsynligt, at lidelsen skyldes andre forhold end de forhold,

hvorunder den pågældende har levet under besættelsen.

Erstatningsrådet konkluderer herefter, at der formentlig i de fleste

tilfælde ikke vil blive tale om ydelse af erstatning, samt at

dette formentlig i særlig grad vil være tilfældet med hensyn til

tilkendelse af erstatning til enker.

Det er derfor flertallets opfattelse, at en benyttelse af § 64, stk.

1, ikke vil tilgodese de såkaldte Shanghai-søfolk og deres

efterladte.

Regeringspartierne ønsker en klassificering af folk, der led under

krigen og dens følger, hvorimod fanger og modstandsfolk ikke

ønsker denne sortering.

Frihedsfonden ved Paul Thygesen og Jørgen Kieler har imidlertid den

opfattelse, at dispensation ikke er nok.

Flertallet ønsker derfor at sikre såvel Shanghai-søfolkene som deres

enker imod enhver fortolkningstvivl ved dette lovforslag.

Et MINDRETAL (Det Konservative Folkepartis, Venstres,

Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af

udvalget) finder ikke, at der er behov for at gennemføre en

ændring som foreslået. Det skal herved især bemærkes, at

Erstatningsrådet med socialministerens tilslutning er af den

opfattelse, at Shanghai-søfolkene kan bevilges dispensation efter

Betænkning over lovforslag 1986 69 Valid

Nr BTL 69

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om erstatning til besættelsestidens ofre

Nr L 69 1986-87, 1. samling

Afgivet af socialudvalget

Afgivet: 19870409

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →