1986 BTL 58 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM SUNDHEDSVÆSENETS CENTRALSTYRELSE M.V. NR L 58 1986-87, 1. SAMLING BLAD NR 847

§ 02. Klage skal være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor

klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages

over. Nævnet kan dog se bort fra overskridelse af fristen, hvis

særlige grunde taler derfor.

Stk. 2. Fristen i stk. 1 gælder ikke for sager, som Sundhedsstyrelsen

indbringer for nævnet, jf. § 13, stk. 3.

Stk. 3. Såfremt en afgørelse truffet af et lokalt patientklagenævn

ønskes indbragt for det centrale patientklagenævn, jf. § 14, stk.

2, skal anmodning herom indgives inden 4 uger efter, at afgørelsen

er kommet den ankende til kundskab.

§ 2 var at præcisere, at indenrigsministeren er beføjet til at

træffe bestemmelser om Sundhedsstyrelsens virksomhed. Der

tilsigtedes derimod ikke nogen ændring i den hidtidige adgang for

indenrigsministeren til at fastsætte retningslinjer for form og

omfang af styrelsens sundhedsfaglige rådgivning.

Til nr. 2

Med den foreslåede ændring præciseres det, hvilke pligter der

påhviler Sundhedsstyrelsen efter § 3, stk. 1.

Til nr. 3

Ændringen præciserer, at Sundhedsstyrelsens rådgivning m.v. i

sundhedsfaglige spørgsmål sker direkte over for vedkommende

myndighed.

Til nr. 4

Ændringsforslaget skal sikre, at Sundhedsstyrelsens øverste ledelse

varetages af en person, der har den fornødne faglige viden.

Til nr. 5

Problemer løses bedst nær ved det sted, de er opstået. Derfor er det

at foretrække, at der oprettes et patientklagenævn i hver

amtskommune og et fælles for Københavns og Frederiksberg kommuner.

Kapitel 3 i den foreslåede affattelse omhandler således både lokale

og et centralt patientklagenævn.

Klagenævnene er i struktur ens med repræsentanter for såvel brugere

som de medicinalpersoner, sagen omhandler, samt 2 jurister.

En klage behandlet i det lokale klagenævn kan inden for en 4 ugers

frist ankes til det centrale klagenævn.

Sager, der vedrører statsansat personale, behandles i det centrale

patientklagenævn.

Det er afgørende vigtigt, at patienter, der ønsker at få en klage

behandlet i et patientklagenævn, får den nødvendige assistance fra

den offentlige myndighed.

Til nr. 6 og 7

Mindretallet ønsker med ændringsforslagene at sikre

patientklagenævnenes fulde uafhængighed.

Til nr. 8

Denne ændring præciserer instituttets funktioner.

Til nr. 9

Ændringsforslaget sigter på at sikre den for Seruminstituttet helt

nødvendige faglige viden.

Til nr. 10 og 11

I besvarelsen af spørgsmål 34 på bilag 64 har ministeren erklæret sig

»enig med tilsynsrådet i, at instituttets virksomhed fortsat

gennem et særligt organ bør integreres i planlægningen for den

samlede sundhedssektor«.

Til nr. 12

Ændringerne bygger på det forhold, at det vil kræve nogen tid at

etablere patientklagenævnet, og at eöt ikrafttrædelsestidspunkt

for hele loven er mest hensigtsmæssigt.

Karen Højte Jensen (KF) nfmd. Flemming Jensen (KF) Lizzie

Lichtenberg (KF) Lis Aaltonen (KF) Svend Heiselberg (V) Niels

Anker Kofoed (V) Maisted (V) Steffensen (KRF) Hanne Andersen

(S) Dorte Bennedsen (S) Tove Lindbo Larsen (S) Lerke (S)

Henning Rasmussen (S) fmd. Taanquist (S) Agerschou (SF)

Tommy Dinesen (SF) Aase Olesen (RV)

Partierne CD, FP og VS havde ikke medlemmer i udvalget.

1

Nogle af udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren samt dennes svar

herpå

Spørgsmål 29

Hvad er begrundelsen for, at den nu gældende pligt for

centraladministrationen til at høre Sundhedsstyelsen i alle sager,

der skønnes at kræve sundhedsfaglig indsigt, er udeladt i

lovforslaget?

Svar

Det har bl.a. af Sundhedsstyrelsen været fremført, at lovforslaget

ikke medtager den obligatoriske høringsbestemmelse i den gældende

lovs § 2. Der er imidlertid ikke i medfør af gældende lov tale om

en obligatorisk høringsbestemmelse, idet styrelsen alene skal

høres af »centraladministrationens forskellige afdelinger i alle

sager, hvis afgørelse af vedkommende ministerium skønnes at kræve

sådan indsigt . . . ». Der er derfor ikke i lovforslaget udeladt

nogen høringspligt for centraladministrationen.

Det er imidlertid et helt grundlæggende princip i dansk

forvaltningsret, at det påhviler den enkelte

forvaltningsmyndighed, eventuelt i samarbejde med andre

myndigheder, at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende

sager. En opfyldelse af denne almindelige retsgrundsætning vil

ofte medføre, at en forvaltningsmyndighed foretager en høring af

Sundhedsstyrelsen, såfremt oplysninger af sundhedsfaglig karakter

er nødvendige ved behandlingen af en sag.

På det grundlag findes det overflødigt at medtage en bestemmelse om

skønsmæssig høring, svarende til den gældende lov.

Spørgsmål 31

Hvorledes vil det være muligt at sikre det læge element i de lokale

klagemodtagelser, således som lovforslaget er udformet?

Svar

Lovforslaget bygger først og fremmest på et princip om, at lægmænd

skal have indflydelse på den afgørelse, der træffes i den enkelte

klagesag af det centrale patientklagenævn. Hermed får lægmændene

også en væsentlig inflydelse på, hvorledes sagen gennenføres

overfor og opleves af den enkelte klager, idet

lægmandsrepræsentanterne blandt andet skal sikre, at klageren -

også hvor denne måske har svært ved at udtrykke sig eller få peget

på relevante forhold - for en så betryggende behandling af sin sag

som muligt.

En klagevejledning kan fås enten i kommuner/ amtskommuner eller i

statsamtet, jf. lovforslagets § 24. Den særlige mulighed for

klagevejledning i statsamtet sigter på at tilbyde en vejledning,

der overfor patienten fremtræder som neutral i forhold til

sygehus- og sundhedsvæsenet.

Statsamtet har en særlig erfaring i rådgivning af personer, som ofte

befinder sig i retlige, sociale eller personlige

konfliktsituationer.

Personer, som mener sig fejbehandlet, og som ønsker at klage, kan

imidlertid også tænkes at have brug for en særlig personlig

rådgivning og støtte under samtalen med statsamtets medarbejder.

Den bedste støtte vil ofte være klagerens nærmeste pårørende eller

andre, som klageren har særlig tillid til, og disse vil altid

kunne repræsentere eller bistå klageren, både når det drejer sig

om den første kontakt med klagevejledningen men også på senere

stadier af klagesagen, jf. princippet herom i forvaltningslovens §

8. Det vil blive et led i statsamtets vejledningspligt, at amtet,

så snart klageren henvender sig, orienterer om denne mulighed.

Herudover vil statsamtet tillige skulle oplyse klageren om, hvilke

muligheder der i øvrigt findes for råd og støtte, særligt i det

lokale område. Der tænkes her bl.a. på det almindelige sociale

system, men også på oplysninger om eventuel privat lokal

rådgivning, som patienten kan henvende sig til og som sammen med

patienten kan deltage i klagevejledningen i statsamtet.

Endelig skal statsamtet som led i sin vejledningspligt oplyse

klageren om den mulighed, der i særlige tilfælde består for gratis

retshjælp hos en advokat også i forbindelse med klagesager. Selvom

der her først og fremmest er tale om juridisk rådgivning, kan

sådanne henvendelser til advokater formentlig også i visse

tilfælde medvirke til en mere personlig afklarig for klageren

omkring det pågældende klageforhold.

Spørgsmål 32

Hvorledes forestiller ministeren sig, at de lokale klagemodtagelser

skal fungere?

Svar

Den lokale klagevejledning i statsamterne skal vejlede om alle typer

af klager inden for sundhedsvæsenet, herunder klager, der henhører

under amtskommunerne m.v., særlige overenskomstorganer og lign.

Klagevejledningen vil i øvrigt få følgende hovedopgaver

at fungere som det sted, hvortil alle typer af klager inden for

sundhedsvæsenet kan indleveres og derefter videresendes til rette

klageinstans (uden at dette dog hindrer patienterne i at skrive

direkte til rette klageinstans),

at yde befolkningen generel vejledning om klagemuligheder, klageveje,

dokumentationsbehov m.v. (ved fremmøde eller telefonisk),

at søge åbenbare misforståelser eller mangler i de enkelte klagesager

afklaret inden fremsendelsen til rette klageinstans.

Klagevejledningen vil i sit arbejde kunne søge bistand hos de lokale

embedslægeinstitutioner og vil i øvrigt være klageren behjælpelig

med at skabe kontakt til lokale rådgivninger og lign. inden for

social- og sundhedsområdet.

2

En af henvendelserne til udvalget samt ministerens kommentar hertil

Til folketingets kommunaludvalg

I anledning af, at forslag til lov om sundhedsvæsenets

centralstyrelse m.v. er til behandling i kommunaludvalget, ønsker

gruppen af overlæger og afdelingsforstandere ved Statens

Seruminstitut at tilkendegive følgende synspunkter vedrørende de

for Seruminstituttet foreslåede bestemmelser (* 1)

henvendelse, fordi de savner en påpegning af behovet for en stilling

som produktionschef på direktørniveau.

I den gældende lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse defineres

Seruminstituttets funktionsområde på følgende måde

Seruminstituttet er landets centrallaboratorium for så vidt angår

human bakteriologi, virologi og serologi.

I lovforslaget er § 10, stk. 1 i gældende lov blevet til § 25, stk.

1, der kun siger, at Seruminstituttet udfører undersøgelser for

bl.a. sygehuse og praktiserende læger.

Det er af væsentlig betydning, også for international sammenhæng, for

Seruminstituttets position som videncentrum for diagnose,

forebyggelse og behandling af infektionssygdomme, at instituttets

opgaver som centralinstitut for bekæmpelsen af infektionssygdomme

er lovfæstet. Vi foreslår derfor definitionen af Seruminstituttets

funktionsområde bevaret i lovteksten.

I den gældende lov er Seruminstituttets øverste ledelse fastlagt som

bestående af to direktører, en falig og en administrativ. Der er

desuden i gældende lov beskrevet et tilsynsråd for instituttet.

Dette tilsynsråd har især haft som opgave at formidle en

integrering af planlægningen af instituttets aktiviteter indenfor

rammerne af det samlede sundhedsvæsen, og at tjene som

appelinstans, hvis de to direktører ikke kunne blive enige i en

konkret sag. Bestemmelserne om instituttets ledelse og om

etableringen af et tilsynsråd er ikke medtaget i det foreliggende

lovforslag.

Seruminstituttet er for tiden inde i en omstillingsproces, idet en

række opgaver bliver decentraliserede, nye opgaver tages op og nye

komplicerede metoder indføres. Specielt må et nævnes, at den

moderne bioteknologiske udvikling stiller store krav til

instituttets tilpasningsevne.

En sådan omstillingsproces kræver en initiativtagende faglig ledelse,

der både på kort og på lang sigt kan arbejde med de problemer og

de muligheder, som udviklingen medfører. Dette kræver imidlertid,

at der er ro om den faglige ledelses status og kompetance. Ved at

fjerne lovgrundlaget for instituttets øverste ledelse og for dets

organisatoriske tilknytning til det øvrige sundhedsvæsen skaber

det foreliggende lovforslag imidlertid usikkerhed om grundlaget

for instituttets langsigtede planlægning.

Det er vigtigt, at den inflydelse på instituttets ledelsesfunktioner,

der i gældende lov er tillagt medicinaldirektøren, bevares, enten

ved at der fortsat er et tilsynsråd med medicinaldirektøren som

formand eller på anden fagligt lige så overordnet måde.

Instituttet er, og skulle fortsat være, et praktisk serviceistitut

for sundhedsvæsenet i nært samspil med sygehuse og læger.

Sundhedsstyrelsen må derfor så direkte som muligt medinddrages i

instituttets planlægning.

Vi anser det i øvrigt for påkrævet, at der sker en styrkelse af de

faglige ledelsesfunktioner på instituttet, f.eks. gennem

udpegning eller valg af sektorledere, ansættelse af en chef for

produktionen, udbygning af et fagligt sekretariat og

decentralisering af beslutningskompetance på en række områder. Med

hensyn til den øverste ledelse anser vi det for særligt vigtigt,

at man bevarer den fagligt kvalificerede indflydelse på alle

væsentlige beslutninger og overvejelser, og vi er derfor

betænkelige ved, at princippet om en sideordnet faglig og

administrativ ledelse ikke er medtaget i lovforslaget, således at

det ikke længere vil være en parlamentarisk opgave at foretage

ændringer på dette væsentlige punkt.

I egenskab af dirigent og referent ved et plenarmøde af overlæger og

afdelingsforstandere ved Statens Seruminstitut indsender vi denne

henvendelse til folketingets kommunaludvalg. Den endelige

formulering af henvendelsen har været udsendt til almindelig

godkendelse.

»Statens Seruminstitut, den 12. januar 1987§

BENT MANSA

afdelingsforstander

WILHELM FREDERIKSEN

overlæge

Indenrigsministerens kommentar

Som det fremgår af besvarelsen af det af kommunaludvalget stillede

spørgsmål nr. 19 (L 58 - bilag 37), vil jeg fremsætte

ændringsforslag, således at instituttets funktion som landets

centrallaboratorium præciseres i lovteksten.

Som det fremgår af henvendelsen, foregår der på Statens Seruminstitut

en omfattende omlægning og modernisering af instituttets drift.

Det er et naturligt led i omlægningen, at behovet for nødvendige

tilpasninger af instituttets organisation også vurderes. Måtte der

vise sig behov for at foretage ændringer i organiseringen af den

øverste ledelse af instituttet, vil kommunaludvalget blive

orienteret inden ændringerne iværksættes.

§ 03. Til det enkelte lokale patientklagenævn knyttes et sekretariat.

Udgifterne i forbindelse hermed afholdes af amtskommunen,

henholdsvis Københavns og Frederiksberg kommuner i forening.

§ 04. De enkelte amtsråd (i Københavns og Frederiksberg kommuner

kommunalbestyrelserne i forening) bistår i det fornødne omfang med

den formelle udformning af klagen, jf. § 13, stk. 1, videresender

denne til rette klageinstans samt orienterer klageren om,

hvorledes klagesagen vil blive behandlet.«

Af et mindretal (SF)

Underændringsforslag

til ændringsforslag nr. 5

6) I den under ændringsforslag nr. 5 foreslåede affattelse af § 17

indsættes efter stk. 5 som nyt stykke

»Stk. 6. En person, der er medlem af et amtsråd eller af Københavns

eller Frederiksberg kommunalbestyrelser, kan ikke beskikkes som

formand for eller medlem af et lokalt patientklagenævn.«

Underændringsforslag

til ændringsforslag nr. 5

7) I den under ændringsforslag nr. 5 foreslåede affattelse af § 18

indsættes efter stk. 5 som nyt stykke

»Stk. 6. En person, der er medlem af et amtsråd eller af Københavns

eller Frederiksberg kommunalbestyrelser, kan ikke beskikkes som

formand for eller medlem af det centrale patientklagenævn.«

Af

indenrigsministeren, tiltrådt af et flertal (S, KF, V, RV og KRF)

8) Stk. 1, 1. pkt., affattes således

»Statens Seruminstitut, der er et institut under indenrigsministeren,

er landets centrallaboratorium for så vidt angår human

bakteriologi, virologi og serologi, og udfører undersøgelser for

bl.a. sygehuse og praktiserende læger samt fremstiller og

fremskaffer vacciner, sera, blodprodukter m.v.«

Af

et mindretal (S og SF)

9) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke

»Stk. 01. Instituttets ledelse varetages af en direktion, bestående

af en faglig direktør og en administrativ direktør.«

10) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke

»Stk. 02. Der nedsættes et tilsynsråd for instituttet. Rådet består

af medicinaldirektøren samt 2 medlemmer udpeget af

indenrigsministeren, det ene efter udpegning af

Sundhedsstyrelsen.«

11) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke

»Stk. 03. Indenrigsministeren fastsætter regler om direktionens og

tilsynsrådets virksomhed.«

Af indenrigsministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 28

12) I stk. 1, 1. pkt., ændres datoen »1. januar 1987« til: »1. januar

1988«, stk. 1, 2. og 4. pkt., ophæves, og i stk. 2, 1. pkt., og

stk. 3, 1. pkt., ændres datoen »1. juli 1987« til: »1. januar

1988«.

BEMÆRKNINGER

Til nr. 1

Hovedformålet med lovforslagets kapitel 1 er, at det udtrykkeligt

slås fast i loven, at Sundhedsstyrelsen er en styrelse under

Indenrigsministeriet, således som det fremgår af § 1. Formålet med

§ 13. Klager over den faglige virksomhed, der udøves af personer

inden for sundhedsvæsenet, indbringes for det lokale

patientklagenævn, jf. § 17, i den sygehuskommune, i hvilken den

eller de pågældende personer er ansat eller udøver faglig

virksomhed. Klager over faglig virksomhed, der udøves af personer,

ansat af en statslig myndighed, indbringes dog for det centrale

patientklagenævn, jf. § 18.

Stk. 2. Stk. 1 gælder dog ikke for klager, for hvilke der i øvrigt i

lovgivningen er foreskrevet særlig klageadgang.

Stk. 3. Sundhedsstyrelsen skal til henholdsvis de lokale og de

centrale patientklagenævn, jf. stk. 1, indbringe sager, som

styrelsen finder vil kunne give grundlag for kritik eller anden

sanktion over for personer inden for sundhedsvæsenet.

§ 14. Såvel de lokale som det centrale patientklagenævn er i deres

virksomhed uafhængig af instruktioner om den enkelte sags

afgørelse.

Stk. 2. Afgørelser truffet af de lokale patientklagenævn kan

indbringes for det centrale patientklagenævn.

Stk. 3. Det centrale patientklagenævns afgørelser kan ikke indbringes

for anden administrativ myndighed.

§ 15. Såvel de lokale som det centrale patientklagenævn kan give

udtryk for deres opfattelse af sagen, herunder eventuelt fremsætte

kritik over for den pågældende sundhedsperson eller søge iværksat

andre sanktioner.

§ 16. De lokale og det centrale patientklagenævn behandler klager

over de ved særlig lovgivning autoriserede personer inden for

sundhedsvæsenet, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Indenrigsminsteren fastsætter nærmere regler om, hvilke

persongrupper inden for sundhedsvæsenet, som ikke har autorisation

efter særlig lovgivning, der i øvrigt er omfattet af reglerne i

dette kapitel.

Stk. 3. Indenrigsministereiet kan efter forhandling med de lokale og

det centrale patientklagenævn fastsætte regler om, at

patientklagenævnenes virksomhed ikke skal omfatte dele af den

faglige virksomhed, der udøves af persongrupper, som er

autoriseret efter særlig lovgivning. Særlige hensyn skal dog tale

herfor.

§ 17. De lokale patientklagenævn, består af en formand og et antal

beskikkede medlemmer, nedsættes af amtsrådene i hver enkelt

amtskommune. I Københavns og Frederiksberg kommuner nedsætter

kommunalbestyrelserne i forening et patientklagenævn.

Stk. 2. Det enkelte amtsråd (i Københavns og Frederiksberg kommuner

kommunalbestyrelserne i forening) udpeger det lokale

patientklagenævns formand, der skal opfylde de almindelige

betingelser for at kunne beskikkes som dommer. Endvidere udpeger

amtsrådet/ kommunalbestyrelserne i forening et medlem af

patientklagenævnet, der har bestået juridisk embedseksamen.

Stk. 3. Amtsrådet/ kommunalbestyrelserne i forening beskikker efter

indhentet udtalelse fra Forbrugerrådet to medlemmer, hvoraf det

ene skal repræsentere De Samvirkende Invalideorganisationer.

Stk. 4. Amtsrådet/ kommunalbestyrelserne i forening beskikker for

hvert fagligt området et antal medlemmer, der alle er fagligt

uddannede.

Stk. 5. Medlemmerne beskikkes for en periode, der følger den

kommunale valgperiode. Genbeskikkelse kan finde sted.

§ 18. Det centrale patientklagenævn nedsættes af indenrigsministeren

og består af en formand og et antal beskikkede medlemmer.

Stk. 2. Indenrigsministeren udpeger nævnets formand, der skal opfylde

de almindelige betingelser for at kunne beskikkes som landsdommer.

Endvidere udpeger indenrigsministeren et medlem af nævnet, er har

bestået juridisk embedseksamen.

Stk. 3. Indenrigsministeren beskikker efter indhentet udtalelse fra

Forbrugerrådet to medlemmer, hvoraf det ene skal repræsentere De

Samvirkende Invalideorganisationer.

Stk. 4. Indenrigsministeren beskikker for hvert fagligt område et

antal medlemmer, der alle er fagligt uddannede.

Stk. 5. Medlemmerne beskikkes for en periode, der følger den

kommunale valgperiode. Genbeskikkelse kan finde sted.

§ 19. Ved afgørelsen af den enkelte sag i et patientklagenævn skal

nævnet sammensættes af

1) formanden og det juridiske medlem,

2) to medlemmer efter henholdsvis § 17, stk. 3, og § 18, stk. 3, samt

3) to medlemmer efter henholdsvis § 17, stk. 4, og § 18, stk. 4,

afhængig af sagens faglige karakter.

Stk. 2. Formanden afgør, inden for hvilket fagligt området eller

områder medlemmer efter henholdsvis § 17, stk. 4, og § 18, stk. 4,

skal deltage.

§ 20. Formanden for et patientklagenævn kan bestemme, at særligt

sagkyndige eller andre kan deltage uden stemmeret ved nævnets

behandling af sager.

§ 21. (et lokale patientklagenævn kan til oplysning af sagen afkræve

andre, der har kendskab til forholdene, oplysninger, som må anses

for nødvendige for sagen, og herunder indhente sygehusjournaler

eller udskrifter heraf. Endvidere kan nævnet forlange optaget

retsligt forhør.

§ 22. Det centrale patientklagenævn skal indhente en udtalelse fra

Sundhedsstyrelsen, før nævnet træffer afgørelse i sagen. Til brug

for sin vurdering kan Sundhedsstyrelsen forelægge sagen for

Retslægerådet.

Stk. 2. Personer, der er omfattet af denne lov, skal efter anmodning

meddele Sundhedsstyrelsen enhver oplysning til brug for behandling

af sagen.

§ 23. Indenrigsministeren fastsætter efter forhandling med

Amtsrådsforeningen i Danmark og Københavns og Frederiksberg

kommuner forretningsordenen for de lokale patientklagenævn.

Indenrigsministeren fastsætter endvidere efter forhandling med det

centrale patientklagenævn dettes forretningsorden.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan i forretningsordenen fastsætte regler

om, at nævnet kan bemyndige formanden til at træffe afgørelse i

visse sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl.

§ 24. Patientklagenævnene afgiver en årlig redegørelse til

indenrigsministeren om dets virksomhed.

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Udvalget har envidere modtaget mundtlige og/ eller skriftlige

henvendelser fra

Amtsrådsforeningen i Danmark,

Danmarks Radio, Båndværkstedet,

Dansk Selskab for Mykopathologi,

De Samvirkende Invalideorganisationer,

Forbrugerrådet,

Institut for medicinsk mikrobiologi, Aarhus Universitet,

Kommunernes Landsforening,

Kontaktudvalget v/ Statens Seruminstitut,

Københavns Magistrats 2. afdeling,

Landsforeningen til naturhelbredelsens Fremme,

Nørgaard, Jørgen, Kokkedal,

Patientsammenslutningen Danmark af 1985,

Sammenslutningen af fejlbehandlede patienter og

Statens Seruminstitut, gruppen af overlæger og afdelingsforstandere.

Der er af indenrigsministeren og af nogle mindretal stillet

ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Som bilag til betænkningen er optrykt nogle af udvalgets spørgsmål

samt indenrigsministerens svar herpå. Endvidere er optrykt en af

henvendelserne til udvalget og indenrigsministerens kommentar

hertil.

Herefter indstillet et flertal (Det Konservative Folkepartis,

Venstres, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis

medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af

indenrigsministeren stillede ændringsforslag, idet flertallet har

den opfattelse, at Sundhedsstyrelsen fuldt ud bevarer sin

uafhængighed i sundhedsfaglige spørgsmål. Lederen af styrelsen vil

fortsat være en person med sundhedsfaglig baggrund.

Flertallet finder endvidere ikke, at der, som foreslået af

Socialdemokratiet, skal oprettes lokale patientklagenævn i de

enkelte sygehuskommuner med besluttende kompetence i spørgsmål

vedrørende mecdicinalpersoners faglige virksomhed. Efter

flertallets opfattelse taler hverken retssikkerhedsmæssige eller

ressourcemæsige hensyn for oprettelse af sådanne lokale nævn.

Derimod ser flertallet gerne, at der i de enkelte amtskommuner

etableres eön instans (klagevisitation), der kan give patienterne

vejledning om alle klagespørgsmål og eventuelt videresende klager

til rette instans.

Et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) kan ikke

støtte vedtagelsen af lovforslaget. Mindretallet kan dog tiltræde

ministerens ændringsforslag og stiller selv en række

ændringsforslag, heraf nogle sammen med Socialistisk Folkeparti.

Allerede ved 1. behandling af det tilsvarende lovforslag sidste

folketingsår (L 66) gav Socialdemokratiet udtryk for, at der kunne

være grund til at tage den mere end 50-årige lovgivning om

Sundhedsstyrelsen op til overvejelse, men Socialdemokratiet måtte

tage afstand fra den løsningsmodel, regeringen foreslog.

Efter at det viste sig, at regeringen ikke kunne få vedtaget L 66 i

forrige folketingsår, havde det været at forvente, at regeringen

havde vist den lydhørhed og åbenhed over for andre synspunkter,

som kunne have skabt den brede opbakning bag lovforslaget.

Med den stort set uændrede genfremsættelse af lovforslabget i form af

L 58, viste ministeren, at han ikke ønskede at udnytte denne

mulighed.

Som lovforslaget fremtræder nu og ikke mindst på baggrund af

bemærkningerne til lovforslaget og svarene, der er givet både til

L 66 og L 58 ligger der efter Socialdemokratiets opfattelse alt

for store muligheder for at stille hindringer i vejen for en

selvstændig og af regeringen uafhængig rådgivning på

sundhedsområdet.

At dette er andet end grå teori, blev bekræftet i marts i år, da

Indenrigsministeriet forsøgte at forhindre, at Sundhedsstyelsens

økonomiske og operative forslag om indsatsen mod AIDS kom

Folketingets og offentlighedens kundskab.

En anden væsentlig indvending mod lovforslaget er, at bestemmelsen

om, at Sundhedsstyrelsens chef skal være læge, er fjernet. Det

skal sammenholdes med, at bestemmelserne om ledelsesstrukturen for

Statens Seruminstitut også er udgået, og at ministeren har givet

udtryk for, at man »finder det hensigtsmæssigt også at overveje

bl.a. en struktur med en administrerende direktør som øverste

leder af instituttet«.

Disse to ændringer må opfattes som et udtryk for, at man for begge

disse vigtige institutioner vil nedprioritere den lægefaglige

rådgivning og ekspertise til fordel for administrativt uddannede

jurister.

Denne omprioritering og svækkelse er Socialdemokratiet ikke enig i.

Ud over reglerne om Sundhedsstyrelsen og Seruminstituttet omhandler

dette lovforslag også oprettelse af et patientklagenævn. Logikken

i at koble dette område sammen med de to øvrige er svær at få øje

på.

Den måde, klagesager i dag behandles på er alle enige om er klart

utilfredsstillende. Lægers selvdømme må ændres. Det er derfor

beklageligt, at ministeren ikke har været mere lydhør og

samarbejdsvillig over for oppositionens ønsker.

Socialdemokratiet mener, at det ville være langt mere

tilfredsstillende, at der ud over et centralt klagenævn også blev

oprettet et patientklagenævn i hver amtskommune og et i

Frederiksberg og Københavns Kommuner i fælleskab. Klager løses

bedst nær det sted, hvor klager opstår. Det vil også være

betydeligt lettere for sygehusejerne at få oplysning om klagers

indhold og dermed lettere hurtigt at rette eventuelle fejl.

Tillige mener Socialdemokratiet, at den almindelige befolknings

repræsentation er alt for svag. Man kan undre sig over, at

regeringen ikke ønsker at bruge Forbrugerrådet i denne

forbindelse.

Det er socialdemokratiets opfattelse, at befolkningens krav om bedre

og lettere klageadgang ikke opfyldes med regeringens lovforslag.

Derfor har Socialdemokratiet stillet ændringsforslag om en ny

affattelse af kapitlet om patientklagenævn, der sikrer oprettelsen

af patientklagenævn både lokalt og centralt.

Yderligere sikres den almindelige befolkning repræsentation i nævnene

sammen med jurister og de i forhold til sagen relevante

medicinalpersoner.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)

må beklage, at indenrigsministeren absolut har villet kæde

lovforslaget om et patientklagenævn sammen med sundhedsvæsenets

centralstyrelse.

SF har flere gange i Folketinget fremsat beslutningsforslag om

oprettelse af et patientklagenævn og en

patientombudsmandsinstitution, men har sagt at det ikke var

afgørende, om det blev et nævn eller en ombudsmandsinstitution.

Det, der må være det afgørende, er patienternes mulighed for at klage

til en uvildig instans, idet mange patienter har følt, at

Sundhedsstyelsens afgørelser mere tog hensyn til lægerne end

patienterne.

SF mener, at det er vigtigt, at der gives mulighed for at klage og

behandle klager lokalt, altså i den amtskommune, man bor i. SF

mener også, at der i patientklagenævnene ikke bør være medlemmer,

der også er medlemmer af amtsrådene eller Københavns eller

Frederiksberg kommunalbestyrelser (sygehusejerne).

Herved sikres patientklagenævnenes uafhængighed af sygehusejerne.

SV vil på baggrund af ministerens stædige fastholdelse af at kæde

spørgsmålet om Sundhedsstyrelsen sammen med lovforslaget om et

patientklagenævn ved lovforslagets 3. behandling hverken stemme

for eller imod, men har dog stillet og tiltrådt en række

ændringsforslag.

ÆNDRINGSFORSLAG

Af indenrigsministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 2

1) Paragraffen udgår.

Til § 3

2) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke

»Stk. 2. Når Sundhedsstyrelsen bliver bekendt med overtrædelser eller

mangler på sundhedsområdet, skal styrelsen orientere vedkommende

myndighed i fornødent omfang. Ligeledes skal Sundhedsstyrelsen

orientere offentligheden, når særlige sundhedsmæssige forhold gør

det nødvendigt.«

Til § 4

3) Paragraffen affattes således

Ȥ 4. Indenrigsministeren og andre myndigheder har adgang til direkte

rådgivning og anden bistand fra Sundhedsstyrelsen i

sundhedsfaglige spørgsmål.«

Af

et mindretal (S og SF)

Ny paragraf

4) Efter § 5 indsættes i kapitel 1 som ny paragraf

»§ 01. Medicinaldirektøren, der skal være læge, er chef for

Sundhedsstyrelsen.«

Til kapitel 3

Af et mindretal (S)

5) Kapitel 3, §§ 13-24, udgør, og i stedet indsættes

»Kapitel 3

Sundhedsvæsenets lokale og centrale patientklagenævn

Ingen

Nr BTL 58

Betænkning over Forslag til lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Nr L 58 1986-87, 1. samling Blad nr 847

Afgivet af kommunaludvalget

Afgivet: 190507dd