1986 BTL 32 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM PRIVATE REGISTRE M.V. OG LOV OM OFFENTLIGE MYNDIGHEDERS REGISTRE NR L 32 1986-87, 1. SAMLING BLAD NR 1034

§ 1, nr. 10, anførte, hvorefter betaling bør fastsættes som et

ekspeditionsgebyr for virksomhedernes meddelelse af

registerindsigt, og at dette svarer til principperne for

fastsættelsen af bestemmelserne om betaling for efter

offentlighedsloven, hvorimod det ikke er tanken at fastsætte

betalingen således, at virksomhedernes omkostninger altid dækkes.

På denne baggrund og idet udvalget går ud fra, at udvalget bliver

orienteret om de nævnte regler, inden disse fastsættes, finder

udvalget, at bestemmelsen bør opretholdes.

Udvalget har drøftet en række udkast til ændringsforslag, der

yderligere sikrer beskyttelsen af de registreredes integritet i

den private sektor. Udvalget finder i den forbindelse anledning

til at understrege, at også straffelovgivningens bestemmelser,

navnlig bestemmelserne om freds- og ærekrænkelser, tjener til

beskyttelse af den enkeltes privatliv også i forbindelse med

anvendelse af edb-registre. Bestemmelsen om straf i § 27, stk. 1,

i den gældende registerlov, udelukker således ikke, som også

udtrykkeligt anført i bestemmelsen, at virkomheder m.v., der

overtræder registerlovgivningens bestemmelser, idømmes straf efter

straffelovgivningen, hvis gerningsindholdet heri er opfyldt.

Udvalget har indgående overvejet, om bestemmelserne om oprettelse og

især samkøring af offentlige myndigheders edb-registre, burde

skærpes yderligere. Der er i udvalget enighed om, at der bør

udvises stor tilbageholdenhed ved anvendelse af navnlig samkøring

med henblik på efterfølgende kontrol af borgerne m.v. Også

oprettelse af edb-registre bør efter udvalgets opfattelse nøje

overvejes. De muligheder, herunder den øgede effektivitet og de

besparelser, som den nye teknik indebærer, bør ikke udnyttes, hvis

hensynet til den enkeltes privatliv herved sættes over styr.

Udvalget har bemærket, at såvel Registertilsynet som

statsrevisorerne og Justitsministeriet har gjort opmærksom på de

særlige farer, som registersamkøring i kontroløjemed indebærer, og

understreger betydningen af, at disse synspunkter indgår med

betydelig vægt ved vurderingen af, om sådanne samkøringer bør

foretages. Dette gælder såvel ved samkøring mellem offentlige

registre som ved samkøring mellem offentlige og private registre.

Udvalget har imidlertid fundet, at den gældende ordning i lov om

offentlige myndigheders registre, hvorefter kompetencen til at

træffe beslutning om oprettelse af edb-registre og samkøring

ligger hos vedkommende minister eller kommunalbestyrelse, fortsat

er den mest hensigtsmæssige, idet denne ordning muliggør en

folkelig kontrol med registeranvendelsen og stiller

Registertilsynet friere i bestræbelserne på at beskytte den

enkeltes integritet bedst muligt. Udvalget har i den forbindelse

hæftet sig ved, at Justitsministeriet har oplyst, at tilsynets

tilkendegivelser og henstillinger som altovervejende hovedregel

følges i den offentlige forvaltning, og at tilsynet offentliggør

mange af sine principielle afgørelser.

Udvalget har drøftet, om de offentlige myndigheders manuelle registre

burde undergives regulering efter registerlovgivningen.

Justitsministeren har imidlertid oplyst i besvarelsen af spørgsmål

30 (L 32 bilag 74), at en udvidelse som den foreslåede vil

medføre, at den offentlige registerlov måtte ændres sådan, at den

mere fik karakter af en arkivlov med den fornødne hensyntagen til

behandlingen af manuelle sagsakter. Hertil kommer, at adgangen til

at videregive oplysninger fra manuelle sagsakter og registre

reguleres af bestemmelserne i den nyligt vedtagne

forvaltningsprocesreform, herunder bestemmelserne i

offentlighedsloven, der som udgangspunkt giver enhver, herunder

pressen, et retskrav på at blive gjort bekendt med oplysninger i

de manuelle sagsakter. Heroverfor står, at hovedprincippet i

registerlovgivningen, der er begrundet i behovet for at beskytte

den enkeltes integritet, som udgangspunkt er at forbyde enhver

videregivelse af personoplysninger til offentligheden, medmindre

den registrerede giver samtykke til videregivelsen. En udvidelse

af anvendelsesområdet for registerlovgivningen vil således medføre

en tilsvarende indskrænkning i offentlighedens mulighed for at

føre kontrol med, hvorledes sagerne behandles i den offentlige

forvaltning. I tilfælde, hvor manuelle registre frembyder en

særlig risiko, er der allerede efter § 3, stk. 1, i den gældende

lov om offentlige myndigheders registre hjemmel til, at

vedkommende minister efter indhentet udtalelse fra

Registertilsynet kan inddrage sådanne manuelle registre under

loven.

På denne baggrund har retsudvalget opfordret justitsministeren til

at undersøge, om der i den offentlige forvaltning findes

dokumentsamlinger, manuelle registre, journaler m.v. med følsomme

personoplysninger, hvor der ud fra integritetssynspunkter kunne

være behov for at sætte lovens regler, herunder sletningsreglerne,

i kraft.

Udvalget har endvidere overvejet at foreslå indført et forbud mod

automatisk registrering af kaldte telefonnumre også i den

offentlige sektor. Justitsministeren har i den forbindelse oplyst

i besvarelsen af spørgsmål 6 og spørgsmål 15 (L 32 - bilag 15 og

49), at den gældende lov allerede indeholder en regulering af

sådan registrering, der efter Justitsministeriets opfattelse

indebærer, at automatisk registrering af kaldte telefonnumre som

hovedregel ikke kan finde sted i den offentlige sektor, idet

Registertilsynets udtalelse skal indhentes, inden registreringen

påbegyndes, og vedkommende minister eller kommunalbestyrelse skal

godkende registreringen. På denne baggrund har udvalget ikke

fundet det fornødent at fastsætte yderligere bestemmelser herom

for den offentlige sektor.

Udvalget skal endelig oplyse, at det af tidsmæssige grunde ikke har

været muligt at udarbejde forslag til de konsekvensændringer, som

ændringsforslagene nødvendiggør. Disse forslag vil ligesom forslag

om ikrafttræden blive stillet uden for betænkningen.

Herefter indstiller et mindretal (Det Konservative Folkepartis,

Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis

medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af

udvalget og de af mindretallet under nr. 12 og 13 tiltrådte

underændringsforslag til ændringsforslag nr. 11.

Et andet mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af udvalget og det

af mindretallet under nr. 11 stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af udvalget og de af

mindretallet under nr. 11 og nr. 18 stillede ændringsforslag.

Et fjerde mindretal (Det Radikale Venstres medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af udvalget og de af

mindretallet under nr. 12 og 13 stillede underændringsforslag til

ændringsforslag nr. 11 samt det af mindretallet under nr. 18

tiltrådte ændringsforslag.

Ændringsforslag

Til § 1

Af udvalget, tiltrådt af justitsministeren

1) I den under nr. 3 foreslåede affattelse af § 2, stk. 3, 1. pkt.,

udgår ordet »endvidere«.

2) I nr. 3 ændres »indsættes som stk. 3 » til: »indsættes som nye

stykker«, og efter det foreslåede stk. 3 indsættes som nye

stykker

»Stk. 4. Loven omfatter endvidere ikke edb-registre, der alene

indeholder retskildemateriale (retsinformationssystemer), som

indgår i det statslige retsinformationssystem, og som er

offentligt tilgængelige.

Stk. 5. Registertilsynet kan tillade, at andre

retsinformationssystemer helt eller delvis undtages fra lovens

bestemmelser, når dette skønnes ubetænkeligt. Registertilsynet kan

fastsætte betingelser for tilladelsen til beskyttelse af de

registreredes privatliv.«

3) I nr. 5 indsættes før de foreslåede nye stykker som nyt stykke

»Stk. 3. Registertilsynet kan tillade, at oplysninger registreres,

uanset at betingelserne i stk. 2 ikke er opfyldt, når det er

nødvendigt for virksomheden m.v. at være i besiddelse af den

pågældende oplysning for at muliggøre en berettiget varetagelse af

offentlige eller private interesser, herunder hensynet til den

pågældende selv, der klart overstiger hensynet til de interesser,

der taler imod registrering.«

De foreslåede stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5, og i

henvisningen ændres »stk. 5-7« til: »stk. 6-8«.

4) Nr. 8 affattes således

»8. I § 4 ophæves stk. 3, og i stedet indsættes som nye stykker

»Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 gælder ikke for videregivelse, der

alene finder sted til brug i videnskabeligt eller statistisk

øjemed. I samme øjemed må der uanset bestemmelsen i stk. 1 ske

videregivelse af oplysninger om helbredsforhold.

Stk. 4. Samkøring af forskellige virksomheders registre, hvor der

gøres brug af elektronisk databehandling, må ikke finde sted.

Dette gælder dog ikke samkøring, der foretages med henblik på

ajourføring af oplysninger om navne, adresser og lignende.

Stk. 5. Registertilsynet kan give tilladelse til samkøring som nævnt

i stk. 4, 1. pkt., når betingelserne i § 4, stk. 1-3, for

videregivelse af oplysningerne er opfyldt og hensynet til de

interesser, som samkøringen skal varetage, klart overstiger

hensynet til de registrerede personer og der er givet disse

meddelelse om, at samkøring kan finde sted. Registertilsynet kan

fastsætte nærmere vilkår for tilladelsen, herunder vilkår for

anvendelsen af de oplysninger, der fremkommer ved samkøringen.«»

5) I nr. 9 indsættes før den foreslåede § 4 a som ny paragraf

»§ 4 a. Oplysninger om personnummer må kun registreres, når

betingelserne i § 3, stk. 2, er opfyldt.

Stk. 2. Registrerede oplysninger om personnummer må kun videregives,

når betingelserne i § 4, stk. 2, er opfyldt, og når videregivelse

er af afgørende betydning for at sikre en entydig identifikation

af den registrerede eller videregivelsen kræves af en offentlig

myndighed.«

Den foreslåede § 4 a bliver herefter § 4 b.

6) I det under nr. 9 foreslåede § 4 a, stk. 2, der bliver § 4 b, stk.

2, udgår ordene »ikke skriftligt har gjort indsigelse imod

videregivelsen«, og i stedet indsættes: »har givet sit

udtrykkelige samtykke til videregivelsen«.

7) Det under nr. 9 foreslåede § 4 a, stk. 3, der bliver § 4 b, stk.

3, affattes således

»Stk. 3. Meddelelse som nævnt i stk. 2 skal indeholde oplysning om,

til hvilken type virksomhed oplysningerne agtes givet.«

8) I nr. 11 indsættes efter den foreslåede § 7 f som nyt kapitel

»Kapitel 2 c

Pressens informationsregistre

§ 1 i de gældende registerlove, at udtrykket »register« eller

»systematisk registrering« alene anvendes om systematisk

opbevaring af oplysninger. I dette krav ligger, at oplysningerne

ikke må være opbevaret tilfældigt, således at fremfinding af en

bestemt personoplysning i registeret principielt vil kræve, at

alle registerets oplysninger gennemgås manuelt.

Kravet om, at personoplysninger skal være registreret systematisk for

at være omfattet af registerlovgivningen, medfører for

retsinformationssystemernes vedkommende for det første, at

retsinformationssystemer, der indeholder personoplysninger f.eks.

i tilknytning til konkrete afgørelser, og hvor de personer, som

oplysningerne vedrører, alene identificeres ved journalnummer,

registreringsnummer eller lignende, ikke omfattes af

registerloven, såfremt systemet er indrettet således, at det ikke

er muligt at søge på de pågældende identifikationsnumre. I disse

tilfælde vil det være nødvendigt at gennemgå samtlige registres

oplysninger for at finde frem til netop de personoplysninger, som

der søges efter.

For det andet indebærer dette krav, at registre, der på anden måde

indeholder oplysninger om personer, ikke kan anses for omfattet af

registerlovgivningen, hvis det ikke er muligt ved søgning i

registeret uden uforholdsmæssigt besvær at finde de pågældende

personer frem. Dette vil også her være tilfældet, hvis en

fremfinding af de oplysninger, der søges, kræver, at samtlige

registerets oplysninger gennemgås. Som eksempel kan nævnes

registre, der indeholder oplysninger om konkrete sager, og hvor

der i tilknytning til oplysninger om den, som sagen vedrører,

hovedpersonen, registreres oplysninger om bipersoner, som det ikke

er muligt at finde frem uden en fuldstændig gennemgang af

registeret. Fra praksis kendes en sådan registrering fra

hospitalsregistre, hvor der i tilknytning til oplysninger om

patienten registreres oplysninger om pårørende, eller fra

advokaters registre, hvor der i tilknytning til registrering af

oplysninger om en sag, som advokaten har ført for en klient, også

registreres oplysninger om vidner, syns- og skønsmænd og andre

parter i sagen. Hvis sådan registrering af oplysninger om

bipersoner ikke sker systematisk, idet oplysningerne om bipersoner

ikke kan findes ved søgning i registeret, uden at samtlige

registerets oplysninger i princippet skal gennemgås, vil disse

personoplysninger ikke være omfattet af bestemmelserne hverken i

lov om private registre m.v. eller i lov om offentlige

myndigheders registre.

Uanset at registerlovgivningen som udgangspunkt således ikke finder

anvendelse i tilfælde, hvor personoplysninger er registreret ved

anvendelse af et særligt identifikationsnummer, og hvor der ikke

kan søges på dette nummer, og i tilfælde, hvor oplysninger om

bipersoner registreres som nævnt ovenfor, vil lovgivningen dog

undtagelsesvis alligevel kunne finde anvendelse, hvis mængden af

oplysninger, der opbevares, er så beskeden, at det vil være

relativt let at finde frem til den enkelte, eller hvis det ved en

kombination af registerets øvrige oplysninger er muligt med ret

stor sikkerhed at finde oplysninger om enkeltpersoner frem.

5. For de retsinformationssystemer, der er omfattet af

registerlovgivningens bestemmelser, dvs. edb-registre, der alene

indeholder retskildemateriale, hvori indgår systematisk

registrerede oplysninger, der kan henføres til enkeltpersoner, kan

bestemmelserne i den gældende registerlovgivning som nævnt ovenfor

virke mindre hensigtsmæssige. Således vil bestemmelserne om

videregivelse af oplysninger fra andre registre, f.eks. andre

retsinformationssystemer, journalsystemer, praksissamlinger og

lignende, til retsinformationssystemer kunne vanskeliggøre

opbygningen af disse. På tilsvarende måde vil disse bestemmelser

gøre det vanskeligt at videregive oplysninger fra

retsinformationssystemet til offentligheden eller andre.

5.1. For retsinformationssystemer, der indgår i statens

retsinformationssystem, gælder det særlige, at Justitsministeriet

i samråd med Retsinformationsrådet og Registertilsynet fastsætter,

hvilke oplysninger - herunder personoplysninger - der kan indgå i

systemet, hvorledes oplysningerne må videregives, og hvilke

foranstaltninger med henblik på beskyttelse af de registreredes

integritet der i øvrigt bør træffes. Hvis sådanne registrerede

oplysninger tillige er tilgængelige for offentligheden, indebærer

dette en yderligere garanti for oplysningernes rigtighed og den

registreredes mulighed for at gøre sig bekendt med disse.

På denne baggrund foreslås retsinformationssystemer, der indgår i

det statslige retsinformationssystem, og hvori oplysningerne er

offentligt tilgængelige, undtaget fra registerlovgivningen, hvad

enten de føres for en privat virksomhed m.v. eller for en

offentlig myndighed.

Dette indebærer bl.a., at oplysninger frit kan tilgå sådanne systemer

fra offentlige myndigheder og private virksomheder m.v., hvad

enten dette sker manuelt eller under anvendelse af edb.

Undtagelsen medfører endvidere, at oplysninger frit kan

videregives fra statens retsinformationssystem.

Det bemærkes, at oplysningerne i statens retsinformationssystem anses

for offentligt tilgængelige, hvis en større kreds af brugere har

adgang til dem, også selv om adgangen forudsætter indgåelse af en

aftale med statens retsinformationssystem, eller at udgifterne ved

anvendelse af systemet betales helt eller delvis af brugeren.

Som nævnt vil Justitsministeriet i samråd med Retsinformationsrådet

og Registertilsynet fastsætte nærmere retningslinier for optagelse

af retskildemateriale i det statslige retsinformationssystem,

herunder om anonymisering og andre foranstaltninger med henblik på

integritetsbeskyttelse. Udgangspunktet for så vidt angår konkrete

afgrøelser vil naturligt være den praksis, der har udviklet sig

med hensyn til offentliggørelse i Ministerialtidende og andre

publikationer, som udgives med henblik på udbredelse af kendskabet

til retslig og administrativ praksis.

5.2. For andre retsinformationssystemer, dvs.

retsinformationssystemer, der omfattes af registerlovgivnigen, men

som ikke indgår i statens retsinformationssystem, skal

registerlovgivningen også efter ændringsforslaget som udgangspunkt

gælde fuldt ud. Som følge af, at navnlig lovens bestemmelser om

videregivelse af personoplysninger til og fra sådanne systemer, om

sletning og ajourføring samt om registerindsigt i nogle tilfælde

kunne virke mindre hensigtsmæssigt, foreslås indført en adgang til

at gøre undtagelse fra disse bestemmelser, hvis dette på grund af

registerets indhold, videregivelsen af oplysninger fra registeret

m.v. må skønnes ubetænkeligt.

Som følge af forskellen mellem bestemmelserne om kompetencen til at

træffe bestemmelse om oprettelse af registre i lov om private

registre m.v. og lov om offentlige myndigheders registre foreslås

det, at Registertilsynet kan tillade sådan fravigelse fra

bestemmelserne i lov om private registre for

retsinformationssystemer, der føres for private virksomheder m.v.,

mens Justitsministeriet efter indhentet udtalelse fra

Registertilsynet kan gøre undtagelse, for så vidt angår

retsinformationssystemer, der føres for offentlige myndigheder.

Til nr. 3

1. I henvendelser til retsudvalget har Amnesty International,

Menneskerettighedsprojektet, Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde

Kors peget på, at bestemmelserne i § 3, stk. 2, og § 4, stk.1, i

den gældende lov om private registre m.v. kan give

menneskerettighedsorganisationer vanskeligheder i deres praktiske

arbejde.

Efter bestemmelsen i lovens § 3, stk. 2, er det, for at en

virksomhed, forening eller lignende kan registrere oplysninger om

en persons rent private forhold, dvs. race, religion og hudfarve,

politiske, seksuelle og strafbare forhold, helbredsforhold,

misbrug af nydelsesmidler og lignende, bl.a. en betingelse, at

oplysningerne er afgivet af den pågældende selv eller indhentet

med dennes samtykke, og at der foreligger omstændigheder, hvor den

pågældende må vide, at oplysningerne vil blive registreret.

Efter bestemmelsen i lovens § 4, stk. 1, kan oplysninger om rent

private forhold som hovedregel kun videregives med samtykke fra

den pågældende eller en person, der handler på dennes vegne.

Disse bestemmelser indebærer således, at registrering og

videregivelse af sådanne meget følsomme oplysninger om en person

normalt forudsætter, at personen selv medvirker ved oplysningernes

indsamling og giver tilladelse til videregivelse af oplysningerne.

Organisationerne har imidlertid anført i henvendelsen, at det i

særlige situationer kan være vanskeligt at indhente samtykke fra

de registrerede personer. Dels kan der være tale om, at de

pågældende ikke kan findes, eller at der ikke kan rettes

henvendelse til dem som følge af fængsling og lignende. Dels kan

det i nogle tilfælde tænkes, at en henvendelse vil have uheldige

konsekvenser for den registrerede.

I mange lande vil det imidlertid være muligt at indhente den

registreredes samtykke til registrering og videregivelse af

følsomme oplysninger om den enkelte, også uanset at den pågældende

er frihedsberøvet, og uden at det må befrygtes, at det vil få

utilsigtede, uheldige konsekvenser for den pågældende. Det er

derfor næppe påkrævet generelt at tillade, at humanitære

organisationer her i landet kan registrere og videregive

oplysninger om rent private forhold uden hensyn til, om

betingelserne i lov om private registre m.v. er opfyldt.

Justitsministeriet har i besvarelsen af retsudvalgets spørgsmål 27 og

29 (L 32 - bilag 69) oplyst, at en fravigelse af samtykkereglerne

ved registrering og videregivelse som sker med henblik på at

hjælpe den pågældende ud af en farlig situation, og hvor den

pågældende i strid med grundlæggende menneskerettigheder er

afskåret fra at give sit samtykke, begrundes i nødretssynspunkter,

ligesom der i en række tilfælde vil kunne registreres og

videregives oplysninger på grundlag af samtykke fra personer, der

handler på den forsvundnes eller fængsledes vegne.

Der er således allerede i dag efter disse synspunkter mulighed for i

begrænset omfang i disse særlige situationer at kunne registrere

og videregive oplysninger om rent private forhold uden den

pågældendes udtrykkelige samtykke.

Med henblik på at skabe en klarere retstilstand foreslås det at

medtage en bestemmelse i lovens § 3 og § 4, der åbner mulighed

for, at Registertilsynet efter en konkret vurdering kan tillade,

at bl.a. humanitære organisationer kan registrere og videregive

oplysninger om rent private forhold, når den pågældendes samtykke

til registrering og videregivelse af oplysningerne ikke kan

indhentes, og registrering og videregivelse sker til varetagelse

af offentlige eller private interesser, herunder hensynet til den

pågældende selv, der klart overstiger hensynet til de interesser,

der taler imod registrering og videregivelse af oplysningerne.

Til nr. 4

Udvalget kan tilslutte sig, at samkøring af edb-registre med følsomme

oplysninger som anført i den foreslåede affattelse af lovens § 4,

stk. 2 og 3, kun skal kunne foretages med Registertilsynets

forudgående tilladelse. Private erhvervsvirksomheder kan ved

samkøring af registre skaffe sig adgang til en lang række

personoplysninger og kan på denne måde opnå en urimelig

magtposition over for registrerende enkeltpersoner og

persongrupper.

Dog ser udvalget ingen grund til, at forbuddet mod samkøring (som

nævnt side 16 i lovforslagets bemærkninger) kun skal gælde

tilfælde, hvor begge registre indeholder følsomme oplysninger. Ved

at samkøre et register med følsomme oplysninger med et register

med mindre følsomme oplysninger kan en virksomhed skaffe sig en

meget detaljeret viden om borgerne. Efter forslagsstillernes

opfattelse bør forbuddet derfor gælde alle samkøringer. Ligeledes

bør det udtrykkeligt fastslås, at tilladelsen forudsætter, at

betingelserne for videregivelse er opfyldt, samt at

Registertilsynet i det enkelte tilfælde finder, at hensynet til de

interesser, samkøringen skal varetage, er mere tungtvejende end

hensynet til de registrerede, og at disse er gjort bekendt med

muligheden for samkøring.

Bestemmelsen er ikke til hinder for samkøring af navne, adresser og

lignende, f.eks. faglige organisationer og A-kasser, der fører et

fælles adresseregister. Bestemmelsen omfatter endvidere ikke

samkøring med henblik på revison af telefonnumre m.v.

Til nr. 5

Ændringsforslaget indebærer en skærpelse af de bestemmelser, der

gælder for private virksomheders m.v. registrering og

videregivelse af oplysninger om personnumre.

Efter bestemmelsen i § 3, stk. 1, i den gældende lov om private

registre m.v. kan virksomheder m.v. registrere oplysninger om

personnumre, når dette er et naturligt led i den normale drift af

virksomheder m.v. af den pågældende art. Efter lovens § 4, stk. 2,

må videregivelse af registrerede oplysninger om personnumre

normalt finde sted under tilsvarende betingelser.

Mange mennesker nærer stor betænkelighed ved registrering og

videregivelse af oplysninger om personnummer. Personnummeret

opfattes af mange som en fortrolig oplysning og som en nøgle, der

muliggør, at den, der er i besiddelse af nummeret, kan få

udleveret en lang række private oplysninger om den pågældende. Det

er endvidere gjort gældende, at personnummeret er nødvendigt for

at muliggøre samkøring af registre.

Efter ændringsforslaget skal der således gælde samme regler for

registrering af personnummer som for registrering af oplysninger

om rent private forhold. Dette indebærer, at registrering må ske,

hvis dette følger af anden lovgivning. Endvidere må registrering

ske, hvis oplysningerne er afgivet af den pågældende selv eller

indhentet med den pågældendes samtykke, og der foreligger

omstændigheder, hvor den pågældende må vide, at oplysningerne vil

blive registreret. Det er her yderligere en betingelse, at det er

nødvendigt for virksomheden m.v. at være i besiddelse af den

pågældende oplysning for at muliggøre en berettiget varetagelse af

virksomhedens eller andres tarv.

Endvidere medfører ændringsforslaget, at det bliver en yderligere

betingelse for videregivelse af oplysninger om personnummer, at

videregivelse er af afgørende betydning for at sikre en entydig

identifikation af den pågældende.

Endvidere kan videregivelse ske, når en offentlig myndighed kræver,

at oplysningerne videregives. Dette kan dels tænkes i tilfælde,

hvor kravet er hjemlet i lovgivnigen f.eks. i skattekontrolloven,

men også i andre tilfælde, f.eks. hvor offentlige myndigheder

stiller krav om udevering af personnummeret som betingelse for, at

der ydes tilskud fra det offentlige.

Til nr. 6 og 7

Udvalget kan bifalde, at der nu foreslås gennemført en lovregulering

af en virksomheds videregivelse af kundeoplysninger til en anden

virksomhed med henblik på udsendelse af reklameforsendelser og

lignende til forbrugere. Ifølge den foreslåede § 4 a, der efter

ændringsforslaget blev § 4 b, må kundeoplysninger kun videregives

til andre virksomheder til markedsføringsformål, hvis

betingelserne i § 4 er opfyldt. Der stilles desuden krav om, at

den enkelte kunde ved kundeforholdets etablering eller senere har

fået tydelig skriftlig meddelelse om, at videregivelse kan finde

sted, og at den registrerede ikke skriftligt har gjort indsigelse

herimod.

Hvis det i overensstemmelse med lovforslaget kun kræves, at kunden

ikke har gjort indsigelse, er der ingen sikkerhed for, at kunden

nu også indforstået med videregivelse, og især da ikke hvis

indsigelsen skal være skriftlig.

Udvalget foreslår derfor, at videregivelse kun må ske med kundens

udtrykkelige samtykke.

Efter udvalgets opfattelse er det åbenbart, at adskillige forbrugere

vil vige tilbage fra at formulere deres indsigelse skriftligt.

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget, side 17, er som

begrundelse for skriftlighedskravet anført bevismæssige hensyn og

hensynet til lettelse af Registertilsynets arbejde. Selv om der

måske kunne opnås en vis lettelse af tilsynets arbejdsbyrde,

finder udvalget dog hensynet til de adskillige forbrugere, der

ville vige tilbage fra at bruge deres indsigelsesret, mere

tungtvejende.

Under alle omstændigheder finder udvalget det ikke rimeligt, at

virksomheden blot skal medele, at videregivelse kan finde sted,

men ikke behøver at angive præcist, hvilken slags virksomhed der

kommer i betragtning. For den, der skal afgøre, om videregivelse

kan accepteres, er det selvsagt væsentligt at vide, i hvert fald

hvilken type virksomhed der skal aftage oplysningen. Efter

udvalgets opfattelse bør den tydelige skriftlige meddelelse til

den registrerede derfor angive, til hvilke typer virksomheder

oplysningerne vil blive givet.

Til nr. 8

Det er oplyst, at dele af dagspressen overvejer at opbygge eller

allerede har opbygget informationssøgesystemer, der først og

fremmest er baseret på avisartikler fra egne og andre aviser, men

som også kan indeholde oplysninger, der ikke er offentliggjort.

Registertilsynet har fundet, at pressens almindelige manuelle

udklipsarkiver ikke kan anses for omfattet af loven om private

registre, idet disse indeholder offentligt tilgængelige

oplysninger, som ikke »med rimelighed kan forlanges unddraget

offentligheden«. Derimod må avisartikler (pressens udklipsarkiver)

indlagt på EDB anses for omfattet af loven, i det omfang de

indeholder oplysninger om enkeltpersoner. Dette betyder bl.a., at

der efter den gældende lov fra disse informationssøgesystemer ikke

må videregives oplysninger om f.eks. seksuelle forhold, strafbare

forhold eller sygdomsforhold uden samtykke fra den registrerede.

Basismaterialet i disse informationssøgesystemer er i hovedsagen

offentligt tilgængeligt, idet oplysningerne kan findes ved

gennemlæsning af de ældre udgaver af aviserne. Indholdet af

sådanne avisartikler er reguleret i presselovgivningen og i

straffeloven. Som nævnt kan registrene dog også indeholde

materiale, som ikke har været trykt. Det må antages, at sådanne

systemer i praksis vil kunne give en omfattende beskrivelse af

enkeltpersoner på en hidtil uset hurtig og nem måde, uden at den

registrerede har indflydelse på registreringen eller kendskab til,

hvem der modtager disse oplysninger.

Registertilsynet har oplyst, at pressens informationssystemer ikke

alene anvendes til pressens eget brug, men også til videregivelse

med erhvervsmæssigt sigte til virksomheder og private uden

tilknytning til pressen.

Det er endvidere karakteristisk, at disse oplysninger ofte vil

vedrøre rent private forhold, samtidig med, at oplysningernes

rigtighed ikke er - eller kan være - kontrolleret nærmere. Ofte

vil der være tale om oplysninger eller antagelser, der alene er af

foreløbig karakter, og som senere viser sig at være helt eller

delvis urigtige, uden at de oprindelige oplysninger eller

antagelser berigtiges.

Anvendelsen af sådanne oplysninger og navnlig videregivelse heraf kan

have meget store konsekvenser for den registrerede samtidig med,

at det ofte vil være vanskeligt eller umuligt at kræve

oplysningerne slettet eller berigtiget, idet der ikke er tale om

oplysninger, som på tidspunktet for deres registrering var

urigtige eller vildledende, og idet en løbende ajourføring næppe

vil være praktisk mulig.

På denne baggrund foreslås det, at pressens informationsregistre

undergives en særlig regulering i registerlovgivningen, hvis

registrene alene indeholder oplysninger, der er offentliggjort i

et periodisk skrift.

For sådanne registre foreslås det, at registerlovgivningens

almindelige bestemmelser, herunder bestemmelserne om registrering

af oplysninger, videregivelse af oplysninger, sletning og

ajourføring af oplysninger samt sikkerhedsforanstaltninger, ikke

skal gælde, men at registrene skal anmeldes til Registertilsynet,

der kan fastsætte nærmere vilkår for registeret til beskyttelse af

den registreredes privatliv. Videregivelse af følsomme oplysninger

fra registeret kan ske uden samtykke fra den registrerede, hvis

dette følger af anden lovgivning eller videregivelsen sker

således, at oplysningerne offentliggøres i et periodisk skrift.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 7 i har den registrerede ret

til registerindsigt i disse registre.

Denne lempeligere regulering af pressens informationsregistre skal

ses på baggrund af hensynet til pressefriheden og det forhold, at

bestemmelserne i straffeloven og presseloven i et vist omfang

sikrer mod registrering og videregivelse af urigtige eller

vildledende oplysninger fra sådanne registre.

For pressens informationsregistre i øvrigt gælder

registerlovgivningens almindelige regler. Dette indebærer, at

registrering af følsomme oplysninger, der ikke er offentliggjort i

et periodisk skrift, kun må ske, såfremt oplysningen er afgivet af

den registrerede selv eller indhentet med hans samtykke, og der

foreligger omstændigheder, hvor han må vide, at oplysningen vil

blive registreret. Det er endvidere en betingelse, at det er

nødvendigt for virksomheden m.v. at være i besiddelse af de

pågældende oplysninger for at muliggøre en berettiget varetagelse

af virksomhedens eller andres tarv. På tilsvarende måde vil

videregivelse af oplysninger fra sådanne registre kræve samtykke

fra den registrerede, uanset om oplysningerne offentliggøres i et

periodisk skrift.

For så vidt angår pressens manuelle udklipsarkiver følger det af

bestemmelsen i § 1, stk. 1, i den gældende registerlov, at disse

udklipsarkiver ikke omfattes af lov om private registre m.v.

Til nr. 9

Udvalget finder, at »bagatelgrænsen« for videregivelse af summariske

kreditoplysninger, der i lovforslaget er fastsat til 500 kr., bør

forhøjes til 1.000 kr.

Endvidere foreslås det, at oplysninger om endelige retsafgørelser,

hvorved en skyldners forslag om gældssanering er taget helt eller

delvis til følge, ikke må videregives som summariske

kreditoplysninger, idet en endelig gældssanering ikke i sig selv

bør kunne føre til, at den skyldner, hvis økonomiske forhold nu er

saneret, optages på kreditoplysningsbureauernes »sortlister«.

Til nr. 10

Oplysninger om fritidsinteresser m.v. kan ikke frit indhentes, men

beror f.eks. på sportsforeningers oplysninger til et bureau eller

til nogen, der videregiver oplysningerne til et sådant bureau.

Dertil kommer det meget uklare kriterium »alment anerkendte

grupper«, der kan føre til en meget personlig reklameindsats.

Sådanne meget nærgående markedsføringsinitiativer kan absolut

virke krænkende og medvirke til at udviske grænsen for den

personligt prægede og mente reklameindsats og det

massefremstillede tilsyneladende individuelt prægede fremstød.

Til nr. 11

Med ændringsforslaget indføres en ansvarsregel, der fastlægger et

objektivt ansvar.

Loven indeholder ingen regler om den registreredes ret til erstatning

af økonomisk tab eller godtgørelse for ikke-økonomisk skade

forårsaget af registrering eller videregivelse af urigtige eller

vildledende oplysninger eller anden uberettiget registrering og

videregivelse af oplysninger. Spørgsmålet må således afgøres efter

dansk rets almindelige erstatningsregel, culpareglen, og for så

vidt angår godtgørelse for ikke-økonomisk skade

erstatningsansvarslovens § 26 (godtgørelse for tort i anledning af

retsstridig krænkelse af frihed, fred, ære eller person).

Anvendelsen af disse regler besværliggøres bl.a. af, at den

registeransvarliges erstatningspligt er betinget af, at der er

handlet forsætligt eller uagtsomt, ligesom egentligt

erstatningsansvar forudsætter, at der føres tilstrækkeligt bevis

for, at den registrerede som følge heraf har lidt et økonomisk

tab, mens tilkendelse og udmåling af godtgørelse efter

erstatningsansvarslovens § 26 beror på en nærmere afvejning af

domstolene ud fra en konkret vurdering i den enkelte sag, hvis

udfald det derfor er vanskeligt at forudsige.

Reglerne om de registeransvarliges erstatningspligt over for de

registrerede synes da også hidtil kun at være bragt i anvendelse i

et uhyre beskedent antal tilfælde, til trods for at lovens regler

i ikke ubetydeligt omfang må antages at have været overtrådt med

skadevirkninger for de registrerede som følge. Dette er så meget

mere uheldigt, som håndhævelsen af lovens bestemmelser bygger på

en kombineret offentlig og privat kontrol, hvis effektivitet efter

forslagsstillernes opfattelse er afhængig af, at erstatningsansvar

er en reel mulighed, ikke mindst i betragtning af de forholdsvis

beskedne ressourcer, der er stillet til Registertilsynets

rådighed.

Spørgsmålet om erstatningsansvar for registrering og videregivelse af

urigtige eller vildledende oplysninger kan især blive relevant i

forbindelse med oplysningernes vandring fra en virksomhed over en

kreditoplysningsvirksomhed eller et advarselsregister m.v.

(herunder pengeinstitutternes kreditoplysningsvirksomhed) til en

anden virksomhed. Uanset hvor der er begået fejl, og uanset om der

kan påvises uagtsomhed, bør det efter forslagsstillernes

opfattelse sikres, at registrerede uden besvær kan tilkendes

erstatning. Da oplysningerne koncentreres i

kreditoplysningsbureauerne og advarselsregistrene m.v., og da det

er disse, som i første omgang får fordel af, at oplysningerne

overhovedet må cirkulere, finder forslagsstillerne det rimeligt,

at der i hvert fald for disse virksomheders vedkommende indsættes

regler om objektivt ansvar. Herved skabes det nødvendige

økonomiske incitament for de registeransvarlige til at sikre sig,

at registrerede oplysninger er korrekte. Der henvises herved til

betalingskortlovens § 22, hvorefter kortudstederne er ansvarlige

for tab, som skyldes bl.a. fejlregistrering og konteringsfejl,

selv om fejlen er hændelig.

På registerlovgivningens område vil indførelse af en regel om

objektivt ansvar dog næppe i sig selv være tilstrækkeligt til at

effektivisere erstatningssanktionen. Selv om der indføres en sådan

regel, vil det ofte være vanskeligt at bevise, at den registrerede

har lidt et økonomisk tab, hvortil kommer, at skadevirkningerne

ved f.eks. uberettiget registrering eller videregivelse af

følsomme oplysninger ofte vil være af ikke-økonomisk art. I disse

tilfælde yder erstatningsansvarslovens § 26 ganske vist den

registrerede et vist værn, men som nævnt ovenfor beror

tilkendelse, udmåling og godtgørelse efter denne bestemmelse på en

konkret afvejning foretaget af domstolene. Efter

forslagsstillernes opfattelse forekommer det derfor velbegrundet,

at der gennemføres en særlig bestemmelse om godtgørelse af

ikke-økonomisk skade, således at den registrerede som almindelig

regel er berettiget til godtgørelse af et i loven fastsat

mindstebeløb på f.eks. 500 kr.

Til nr. 12 og 13

Forslagsstillerne finder den i ændringsforslag nr. 11 foreslåede

erstatningsregel, der indebærer et ubetinget objektivt ansvar,

særdeles betænkelig. Ganske vist er det af stor betydning, at der

kan tilkendes erstatning for tab, som borgerne lider som følge af

urigtige eller vildledende registreringer, men sådanne tab vil i

mange tilfælde være en følge af forhold, som den, der fører

registret, er uden indflydelse på. Rent bortset fra det

retssikkerhedsmæssigt betænkelige i at indføre regler om objektivt

ansvar i sådanne tilfælde vil en regel med dette indhold kunne

medføre, at den, der fører registeret, bliver mindre agtpågivende

ved registrering og videregivelse af oplysninger og blot indregner

omkostningerne ved det objektive erstatningsansvar i sine

driftsudgifter. På denne baggrund foreslås det, at det i loven

præciseres, også for at understrege betydningen af respekten for

den enkeltes privatliv, at dansk rets almindelige

erstatningsregel, culpareglen, gælder på dette område.

Til nr. 15

Dermed sikres det, at yderligere videregivelse fra modtagerne af

oplysningerne skal ske uden risiko for identifikation af

enkeltpersoners forhold.

Til nr. 16 og 17

1. Det følger af § 21, stk. 1, jf. § 16, stk. 1, i den gældende lov

om offentlige myndigheders registre, at registrerede oplysninger,

der i forvejen er offentligt tilgængelige, kan videregives fra en

offentlig myndighed til en anden. Den affattelse af § 21 i lov om

offentlige myndigheders registre, der er foreslået i lovforslagets

§ 2, nr. 16, tilsigter ikke at gøre ændring heri. Bestemmelserne i

forvaltningslovens § 28, stk. 1 og 2, indebærer imidlertid, at

oplysninger om rent private forhold som udgangspunkt ikke kan

videregives. For derfor at præcisere, at andre oplysninger end

oplysninger om rent private forhold kan videregives, når disse

oplysninger i forvejen er offentligt tilgængelige, foreslås

bestemmelsen i § 21, stk. 3, ændret, således at det udtrykkeligt

angives, at sådanne oplysninger kan videregives fra et offentligt

register til andre offentlige myndigheder, såfremt oplysningerne i

forvejen er offentligt tilgængelige.

2. Det er karakteristisk for edb-registre, at oplysninger fra

sådanne registre ofte videregives fra den registeransvarlige, uden

at det sker som led i behandlingen af en sag i denne myndighed.

Som eksempel kan nævnes, at landets politimestre til

Rigspolitichefens centrale kriminalregister indberetter

oplysninger om efterforskning og afgørelser i konkrete

straffesager. Disse oplysninger videregives ofte senere såvel til

Rigspolitichefens efterforsknings- eller eftersøgningstjeneste som

til de lokale politimestre i forbindelse med efterforskning m.v. i

konkrete straffesager, uden at videregivelsen sker som led i

behandlingen af en sag i det centrale kriminalregister.

Denne ordning må ses på baggrund af den praktiske opbygning af

politiets organisation, hvor Rigspolitichefembedet er en

selvstændig myndighed i forhold til de lokale politimesterembeder.

En tilsvarende udveksling af registrerede oplysninger kan tænkes

mellem et ministerium og dets styrelser og lokale institutioner

eller mellem en statslig myndighed og de kommunale forvaltninger,

der bistår myndigheden ved administration af et bestemt

sagsområde, f.eks. imellem Statsskattedirektoratet og de kommunale

ligningsmyndigheder.

Den formulering af bestemmelsen i § 21, stk. 2, nr. 4, der er

foreslået i lovforslagets § 2, nr. 16, foreskriver efter en snæver

sproglig fortolkning, på samme måde som den tilsvarende

bestemmelse i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 4, at

videregivelse kun kan ske, når der foreligger en konkret sag hos

den myndighed, der ønsker at videregive oplysninger, og at

videregivelsen er et nødvendigt led i denne sags behandling. Under

hensyn til de særlige vilkår, der gælder ved førelsen af

edb-registre, er det imidlertid fundet nødvendigt at præcisere, at

videregivelse også kan ske, selv om der ikke foreligger en konkret

sag hos den myndighed, der fører registeret, og som ønsker at

videregive oplysningerne, men hvor videregivelsen er nødvendig af

hensyn til en anden myndigheds virksomhed eller er påkrævet for en

afgørelse, som denne myndighed skal træffe.

I forhold til bestemmelsen i § 21, stk. 2, i den gældende lov om

offentlige myndigheders registre er der tale om en skærpelse af

betingelserne for videregivelse af oplysninger om rent private

forhold. Efter den gældende lov kan videregivelse således ske,

hvis oplysningerne har væsentlig betydning for vedkommende

myndigheds virksomhed, eller har væsentlig betydning for en

afgørelse, som myndigheden skal træffe. Den foreslåede

formulering, hvorefter videregivelse skal være »nødvendig« eller

»påkrævet«, indebærer, at videregivelse af sådanne oplysninger kun

kan finde sted i tilfælde som nævnt ovenfor, hvor det på grund af

de pågældende myndigheders opbygning eller lignende må antages, at

myndighederne ikke kan varetage deres opgaver, medmindre

oplysningerne videregives.

Til nr. 18

Det danske princip om hemmelighed vedrørende optegnelser i registrene

hos politiets og forsvarets efterretningstjenester, giver disse

registreringer et skær af mystik. Såfremt det er påkrævet at

foretage en sådan registrering, kan den efter forslagsstillernes

opfattelse udmærket finde sted under iagttagelse af princippet om

registerindsigt. Dette er f.eks. tilfældet i USA gennem Freedom of

Information Act.

Til nr. 19

Efter § 2, nr. 5, skal registre, der indeholder oplysninger om rent

private forhold, indrettes således, at de registrerede personer på

begæring automatisk kan få oplysning om de registrerede

oplysninger med passende mellemrum. En gennemførelse af denne

bestemmelse vil medføre ikke ubetydelige udviklingsomkostninger,

hvis de statslige og kommunale edb-registre skal indrettes på at

kunne give sådan automatisk registerindsigt.

Det er vanskeligere at vurdere, hvor mange personer der vil bevare

automatisk registerindsigt. Erfaringerne med den hidtidige

administration af lov om offentlige myndigheders registre viser

imidlertid, at interessen for registerindsigt generelt er

beskeden. Hvis det således antages, at antallet af personer, der

ønsker registerindsigt, vil være beskedent, vil udgiften til

etablering af en ordning med automatisk registerindsigt næppe stå

i forhold til de fordele, som adgangen til automatisk

registerindsigt på begæring medfører for de få personer, der

fremsætter begæring herom.

På denne baggrund kan der være anledning til, forinden en ordning

med automatisk registerindsigt på begæring sættes i værk, at

undersøge hvilke omkostninger der i praksis vil være forbundet med

en sådan ordning, og hvor mange der ønsker at benytte sig af den.

Herigennem bliver det også muligt at vurdere, om en ordning med

automatisk registerindsigt på begæring mest hensigtsmæssigt kan

administreres manuelt i de enkelte forvaltninger, eller om det vil

være nødvendigt at iværksætte edb-tekniske løsninger heraf.

Med henblik på, at Justitsministeriet kan foretage undersøgelser til

belysning heraf, herunder iværksætte forsøgsprojekter med

automatisk registerindsigt på begæring i såvel statslige som

kommunale registre, der indeholder oplysninger om rent private

forhold, foreslås denne bestemmelse først sat i kraft efter

justitsministerens bestemmelse. Det forudsættes, at undersøgelsen

iværksættes snarest, og at resultatet af undersøgelsen forelægges

retsudvalget, inden bestemmelsen sættes i kraft.

Hagen Hagensen (KF) fmd. Annelise Gotfredsen (KF) Karen Thurøe

Hansen (KF) Grethe Fenger Møller (KF) Bjørn Elmquist (V)

Birthe Rønn Hornbech (V) Birgith Mogensen (CD) Inger Stilling

Pedersen (KRF) Ole Espersen (S) Henning Rasmussen (S)

Korneliusen (S) Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S) Jimmy

Stahr (S) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd. Bernhard

Baunsgaard (RV)

Partierne FP og VS havde ikke medlemmer i udvalget.

kapitel 3 (om kreditoplysningsbureauer), og at bestemte typer

oplysninger ikke må indgå i de pågældende registre.

Justitsministeriet har endvidere oplyst, at denne bestemmelse

indebærer, at Justitsministeriet administrativt kan fastsætte

regler for pengeinstitutternes videregivelse af

soliditetsoplysninger, der svarer til de bestemmelser, der gælder

for kreditoplysningsbureauernes videregivelse af sådanne

oplysninger. Selv om udvalget har noteret sig, at bank- og

sparekasseforeningerne allerede har udarbejdet vejledende regler

om pengeinstitutternes videregivelse af kreditoplysninger, der

bl.a. indebærer, at pengeinstitutternes kunder har ret til at

kræve, at oplysninger ikke videregives, finder udvalget dog, at

der med de fornødne modifikationer bør tilvejebringes ensartethed

mellem de regler, der gælder for kreditoplysningsbureauernes

videregivelse af kreditoplysninger, og de bestemmelser, der gælder

for pengeinstitutternes videregivelse af sådanne oplysninger.

På denne baggrund opfordrer udvalget justitsministeren til at

udarbejde regler for pengeinstitutters videregivelse af

soliditetsoplysninger under hensyntagen til de særlige vilkår, der

gør sig gældende for denne del af pengeinstitutternes virksomhed.

Udvalget har overvejet, om der i registerlovgivningen skulle indføres

adgang til registerindsigt i manuelle registre for så vidt angår

oplysninger som angivet i § 3, stk. 2, i lov om private registre.

Udvalget har imidlertid fundet, at en sådan bestemmelse ville omfatte

meget uensartede typer af registre, således f.eks. advokaters

sagsakter, virksomheders personalekartoteker og praktiserende

lægers registre.

Ifølge justitsministerens oplysninger synes dette spørgsmål bedst og

enklest at kunne løses ved ændringer i lovgivningen vedrørende de

enkelte sektorer. Udvalget forudsætter, at spørgsmålet om

registerindsigt i manuelle registre ved førstkommende revision af

lovgivningen på de respektive områder tages op.

Udvalget har overvejet, om den i lovforslagets § 1, nr. 10, indsatte

hjemmel til, at justitsministeren kan fastsætte regler om betaling

for skriftlige meddelelser om registerindsigt, bør udgå. Udvalget

har imidlertid noteret sig det i bemærkningerne til lovforslagets

§ 7 g. Loven omfatter ikke registre, hvor der gøres brug af

elektronisk databehandling, og som alene indeholder oplysninger,

der er offentliggjort i et periodisk skrift.

Stk. 2. Registre som nævnt i stk. 1 må kun oprettes efter

forudgående anmeldelse til Registertilsynet.

Stk. 3. Registertilsynet kan fastsætte nærmere vilkår for registeret

til beskyttelse af de registreredes privatliv, herunder om

samtykke fra den registrerede, om sletning og ajourføring af

oplysninger samt om sikkerhedsforanstaltninger mod, at registeret

misbruges eller kommer til uvedkommendes kendskab.

§ 7 h. Registrerede oplysninger som nævnt i § 7 g, stk. 1, må ikke

videregives uden samtykke fra den registrerede eller den, der

handler på dennes vegne, medmindre dette følger af anden

lovgivning eller videregivelse sker således, at oplysningerne

offentliggøres i et periodisk skrift.

§ 7 i. Virksomheder m.v. skal på begæring fra en person give denne

meddelelse om, hvad der er registreret om den pågældende.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 7 a, stk. 3, og §§ 7 b-7 e gælder

tilsvarende for begæringer som nævnt i stk. 1.«

9) Det under nr. 12 foreslåede § 12, stk. 3, affattes således

»Stk. 3. Summariske oplysninger om skyldforhold må kun videregives,

hvis oplysningerne hidrører fra Statstidende, eller hvis

oplysningerne vedrører skyldforhold til samme kreditor på mere end

1.000 kr. og kreditor har erhvervet den registreredes skriftlige

erkendelse af en forfalden gæld, eller hvis der er foretaget

retslige skridt mod den pågældende. Oplysninger om endeligt

godkendt gældssanering må dog ikke videregives.«

10) Efter nr. 12 indsættes som nyt nummer

»01. § 17, stk. 1, nr. 3, ophæves.«

Af et mindretal (S og SF)

11) Efter nr. 19 indsættes som nyt nummer

»02. Efter § 28 indsættes som ny paragraf

»§ 28 a. Den, der i erhvervsmæsigt øjemed driver registre, som er

omfattet af denne lov, er ansvarlig for tab hos den registrerede,

som skyldes videregivelse af urigtige eller vildledende

oplysninger, uanset om fejlen er hændelig.

Stk. 2. Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte

forsætligt har medvirket til tabet. Erstatning kan endvidere

nedsættes og i særlige tilfælde bortfalde, hvis skadelidte ved

grov uagtsomhed har medvirket til tabet.«»

Af et mindretal (RV), tiltrådt af et mindretal (KF, V, CD og KRF)

Underændringsforslag

til ændringsforslag nr. 11

12) I den under ændringsforslag nr. 11 foreslåede § 28 a, stk. 1,

udgår i 1. pkt. ordene », uanset om fejlen er hændelig«, og i

stedet indsættes: »efter dansk rets almindelige regler«.

Underændringsforslag

til ændringsforslag nr. 11

13) I den under ændringsforslag nr. 11 foreslåede § 28 a udgår stk.

2.

Til § 2

Af udvalget, tiltrådt af justitsministeren

14) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer

»01. I § 1 indsættes som nye stykker

»Stk. 4. Loven omfatter ikke edb-registre, der alene indeholder

retskildemateriale (retsinformationssystemer), som indgår i det

statslige retsinformationssystem, og som er offentligt

tilgængelige.

Stk. 5. Justitsministeren kan efter indhentet udtalelse fra

Registertilsynet tillade, at andre retsinformationssystemer helt

eller delvis undtages fra lovens bestemmelser, når dette skønnes

ubetænkeligt. Justitsministeren kan fastsætte betingelser for

tilladelsen til beskyttelse af de registreredes privatliv.«»

15) I den under nr. 12 foreslåede affattelse af § 16 indsættes efter

stk. 6 som nyt stykke

»Stk. 7. Oplysninger, der er videregivet til brug i statistisk eller

forskningsmæssigt øjemed, må ikke yderligere videregives.«

16) Det under nr. 16 foreslåede § 21, stk. 2, nr. 4, affattes

således

»4) videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en myndigheds

virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal

træffe, eller«.

17) I det under nr. 16 foreslåede § 21, stk. 3, indsættes efter »en

offentlig myndighed«: »når oplysningerne i forvejen er offentligt

tilgængelige, eller«.

Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (RV)

18) Efter nr. 18 indsættes som nyt nummer

»02. § 31 ophæves.

Til § 3

Af udvalget, tiltrådt af justitsministeren

19) I stk. 1 indsættes som 2. pkt.

»Bestemmelsen i § 2, nr. 5, træder dog først i kraft efter

justitsministerens nærmere bestemmelse.«

BEMÆRKNINGER

Til nr. 1, 2 og 14

1. Som anført i justitsministeriets beretning af 12. december 1984

om erfaringerne med registerlovgivningens administration har den

tekniske udvikling i stigende omfang medført, at private

virksomheder og offentlige myndigheder med fordel har kunnet

oprette informationssøgesystemer på edb. Brugerne af disse

systemer vil således normalt kunne søge på hvert enkelt ord i

systemet og sammenstille disse efter eget ønske. Det må antages,

at sådanne systemer i vidt omfang vil supplere eller erstatte de

hidtil kendte almindelige opslagsværker.

2. Navnlig retsinformationssystemer, hvor retskildemateriale

opbevares i systematiseret form med henblik på fremfinding af

oplysninger til brug ved løsning af retsspørgsmål, må antages at

ville få betydelig udbredelse.

Det er karakteristisk, at de oplysninger, der indlægges i sådanne

retsinformationssystemer, ofte i forvejen er offentligt

tilgængelige. Det må imidlertid forventes, at også oplysninger,

der ikke er offentliggjorte eller på anden måde i forvejen

offentligt tilgængelige - f.eks. konkrete afgørelser truffet af

offentlige myndigheder og domstole - vil indgå i sådanne systemer.

Det er endvidere karakteristisk for retsinformationssystemerne, at

oplysningerne heri er offentligt tilgængelige for en stor kreds af

brugere eventuelt mod betaling af omkostningerne ved søgning i

systemet. I nogle tilfælde kan såvel offentlige myndigheder som

private virksomheder imidlertid ønske at føre

retsinformationssystemer, der ikke er tilgængelige for

offentligheden, men kun for en snævrere kreds af abonnenter eller

eventuelt alene for den pågældende virksomhed eller myndigheden

selv (»visdomsbøger«, praksissamlinger m.v.).

De fleste oplysninger i retsinformationssystemer vil ikke kunne

henføres til bestemte personer. Det gælder f.eks. for generelle

retsforskrifter (love, bekendtgørelser og cirkulærer m.v.) og

anonymiserede administrative afgørelser eller domme. Det vil

imidlertid også kunne tænkes, at oplysninger om personnavne i et

vist omfang registreres i tilknytning til sådanne retsforskrifter

eller afgørelser. Endvidere vil der kunne tænkes optaget

enkeltafgørelser i retsinformationssystemer, der indeholder

oplysninger om de personer, som afgørelsen vedrører, enten med

angivelse af personens navn og adresse eller identificerede gennem

journalnummer, registreringsnummer eller lignende.

3.1. Den gældende lov om private registre m.v. omfatter efter § 1,

stk. 1, bl.a. registrering af personoplysninger, hvor der gøres

brug af elektronisk databehandling. Loven gælder efter § 2, stk.

2, ikke for registrering, der alene finder sted til brug for

udgivelse af almindelige opslagsværker.

For retsinformationssystemer, der omfattes af lov om private

registre, vil navnlig lovens bestemmelser om registrering af

oplysninger, videregivelse af oplysninger, sletning og ajourføring

af oplysninger samt registerindsigt være vanskelige at forene med

disse særlige registeraktiviteter.

3.2. Lov om offentlige myndigheders registre regulerer på

tilsvarende måde edb-registre, der føres for den offentlige

forvaltning, og som indeholder personoplysninger. Også

retsinformationssystemer, der indeholder personoplysninger,

omfattes således af loven, uanset om oplysningerne i systemet

baserer sig på allerede offentliggjort materiale, almindelige

opslagsværker m.v. De bestemmelser, der efter loven gælder navnlig

for registrering af oplysninger, videregivelse af oplysninger,

ajourføring og sletning af oplysninger samt registerindsigt, er

ikke udarbejdet med henblik på denne særlige registeraktivitet og

lader sig kun vanskeligt forene hermed.

3.3 På grundlag af hovedretningslinjerne i retsinformationsrådets

betænkning nr. 1001/ 1984 er det statslige retsinformationssystem,

Retsinformation, for tiden under opbygning.

Efter lovtidendeloven påhviler det ministerierne at offentliggøre

administrative enkeltafgørelser af almindelig interesse i

Ministerialtidende. Endvidere sikrer offentlighedsloven og

forvaltningsloven borgerne indsigt i administrationens

sagsbehandling i form af aktindsigt. I takt med den tekniske

udvikling vil hensynet til offentlighedens indsigt i forvaltningen

formentlig forudsætte, at der skabes mulighed for, at

retskildemateriale i form af f.eks. principielle og

praksisskabende enkeltafgørelser gennem Retsinformation gøres

tilgængelige ikke blot for de pågældende myndigheder selv, men

også for offentligheden bl.a. ved søgning på edb-terminal m.v. i

Retsinformation. Endvidere taler hensynet til sikring mod, at det

offentlige tillægges en fortrinsstilling, at også private

virksomheder i Retsinformation kan etablere informationssystemer

med retskildemateriale på nogenlunde tilsvarende vilkår som dem,

der gælder for offentlige myndigheder.

4.1. Efter Justitsministeriets opfattelse kan og bør

retsinformationssystemer i meget vidt omfang kunne føres såvel i

den private som i den offentlige sektor på en sådan måde, at der

hverken registreres eller videregives oplysninger om

enkeltpersoner. Dette gælder allerede i dag for

retsinformationssystemer, der alene indeholder oplysninger om

generelle retsforskrifter, anonymiserede domme og administrative

afgørelser, oplysninger fra Folketingstidende m.v. Behovet for

oplysninger om retskildemateriale til brug ved løsning af

abstrakte retsspørgsmål vil i vidt omfang kunne tilgodeses ved

sådanne oplysninger på samme måde, som tilfældet er i dag ved

anvendelsen af lovsamlinger, lovkommentarer, vejledningr og

juridiske lærebøger.

Sådanne retsinformationssystemer omfattes hverken af lov om private

registre m.v. eller af lov om offentlige myndigheders registre.

4.2. Som ovenfor nævnt vil oplysninger om personnavne kunne tænkes

angivet i tilslutning til retskildemateriale, der i øvrigt er

anonymiseret. Dette gælder f.eks. oplysninger om navne på

folketingsmedlemmer i forbindelse med fremsættelse af love og

beslutningsforslag m.v., stemmeafgivning, spørgsmål til og svar

fra ministre samt navne på dommere, voldgiftsmænd og advokater i

forbindelse med oplysninger om retssager og navne på ansatte i den

offentlige forvaltning, der har truffet afgørelse i konkrete

sager.

Heller ikke registre, der indeholder oplysninger om sådanne navne,

vil være omfattet af de gældende registerlove, idet der ikke er

tale om oplysninger, der kan henføres til de pågældende personer

(oplysninger om de pågældende), men alene oplysninger om de

pågældendes udførelse af deres stilling eller hverv.

4.3. Det fremgår endvidere af det ovenfor anførte, at

retsinformationssystemer i nogle tilfælde kan tænkes ført således,

at registerets oplysninger om retsafgørelser og administrative

afgørelser fremtræder uden anden identifikation af de personer,

som afgørelserne vedrører, end et journalnummer,

registreringsnummer eller anden særlig identifikation.

Det følger af bestemmelserne i § 1, stk. 2, i lov om private registre

m.v. og § 1, stk. 3, i lov om offentlige myndigheders registre, at

sådanne oplysninger anses for personoplysninger i

registerlovgivningens forstand, uanset om

identifikationsoplysningerne (journalnummer, registreringsnummer

m.v.) er alment kendt eller offentligt tilgængelige.

For at registerlovgivningen imidlertid finder anvendelse på sådanne

registre, er det yderligere en betingelse, at disse

personoplysninger er registreret i registerlovgivningens forstand,

eventuelt under anvendelse af edb. Det følger af bemærknigerne til

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Udvalget har endvidere modtaget mundtlige og/ eller skriftlige

henvendelser fra

Amnesty International,

Danmarks Sparekasseforening,

Dansk Flygtningehjælp,

Dansk Organisation af Detailhandelskæder,

Dansk Røde Kors,

Danske Dagblades Forening,

Danske Detailhandelsejede Kontoringe,

Den Danske Bankforening,

Detailhandelens Kreditformidlingsråd,

Det Danske Handelskammer,

Det Retsvidenskabelige Institut A, Københavns Universitet,

Foreningen af Fabrikanter, Grossister, Importører og Agenter i

El-Branchen,

Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger,

Juel, Hans, Frederiksberg,

Kriminalistisk Institut, Københavns universitet,

Kræftens Bekæmpelse,

Larsen, Kurt, merkonom, Randers,

Oliebranchens Fællesrepræsentation,

Radiobranchens Kreditorforening,

Ribers Kredit Information A/ S og

Scientology Kirken.

Der er af udvalget og af forskellige mindretal stillet

ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Udvalget har bemærket, at Justitsministeriet i forbindelse med

besvarelsen af spørgsmål nr. 21 og 22 (L 32 bilag 29 og 30) fra

udvalget har oplyst, at den gældende lov om private registre m.v.

i § 3, stk. 5, indeholder hjemmel til, at justitsministeren efter

indhentet udtalelse fra Registertilsynet kan fastsætte, at nærmere

angivne registre helt eller delvis undergives reglerne i lovens

Ingen

Nr BTL 32

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om private registre m.v. og lov om offentlige myndigheders registre

Nr L 32 1986-87, 1. samling Blad nr 1034

Afgivet af retsudvalget

Afgivet: 19870527