1986 BTL 16 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE SKATTELOVE (SKIBSVÆRFTSAFTALEN) NR L 16 1986-87, 1. SAMLING BLAD NR 161
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
To af udvalgets spørgsmål til industriministeren og ministeren for
skatter og afgifter og disses svar herpå
Spørgsmål
Ministeren bedes oplyse, hvordan værftsaftalens pkt. 4 om godkendelse
vil blive administreret. Eksempelvis om ministeren kan bekræfte,
at »normale« kontraheringer på danske værfter altid vil være
godkendt.
Svar
Det er almindelig praksis, at Industriministeriet skal godkende de
lån, som Danmarks Skibskreditfond yder dels i henhold til
OECD-skibsaftalen og dels i henhold til den traditionelle
hjemmemarkedsfinansieringsordning. Der er ikke med den nye
finansieringsordning tilsigtet en ændring heri. Det kan bekræftes,
at »normale« kontraheringer ved de danske skibsværfter som hidtil
vil blive godkendt.
Spørgsmål
Idet der henvises til Jyllands-Posten den 19. september 1986, hvori
cand. oecon. Niels Blomgren-Hansen fra Handelshøjskolen i
København anfører, at den samfundsøkonomiske virkning af
genindførelsen af den midlertidige leasingordning for skibe vil
betyde et indirekte tilskud til værfter/ redere/ anparthavere på
cirka 1,2 milliarder kroner, ønskes oplyst, om ministeren ud fra
de af Blomgren-Hansen angivne forudsætninger kan bekræfte hans
beregning.
Svar
Indledningsvis må det pointeres, at betragtningerne fra professor
Niels Blomgren-Hansen om skibsværftsaftalens samfundsøkonomiske
virkning ikke omfatter denne aftale generelt, men kun
leasingprojektet fra DMK til 2,3 mia. kr. (5 skibe bygget på
Lindøværftet og udlejet 15 år til rederiet A. P. Møller).
Det er forbundet med store vanskeligheder at vurdere påvirkningen af
de offentlige finanser fra det nævnte leasingprojekt, idet
projektets fordelagtighed ikke skyldes udnyttelse af en enkelt
skatteregel, men udnyttelse af en række skattemæssige
begunstigelser, f.eks. forskudsafskrivning, anvendelse af
etableringskonto- og investeringsfondsmidler og skattefri
kursgevinster samt skibskreditordningen. Endvidere skal de
fremtidige betalingsstrømme i leasingprojektet tilbagediskonteres
til 1986-kroner for at vurdere projektets rentabilitet, og alt
efter, hvilke inflationsforudsætninger og krav til realforrentning
af den investerede kapital der opstilles, kan der findes stærkt
varierende udtryk for projektets påvirkning af de offentlige
finanser.
Blomgren-Hansens beregninger er foretaget på grundlag af de
opstillede budgetter i DMKs projekt.
For at overskueliggøre rentabiliteten i leasingprojektet opdeler
Blomgren-Hansen det driftsøkomiske afkast af leasingprojektet i to
dele. Den ene del vedrører afkastet af selve skibsinvesteringen,
hvor udgifterne til skibskøb sættes op imod de efterfølgende
indtægter i form af leasingydelser fratrukket administration og
lign. Dette afkast er med de opstillede forudsætninger negativt.
Den anden del vedrører afkastet af »overfinansieringen«, som består i
at optage et finanslån i D-mark og anvende låneprovenuet til køb
af højere forrentede danske kroneobligationer. Dette afkast er
positivt, og nettoresultatet af de to opgørelser er, at det
driftsøkonomiske afkast er negativt.
Derefter beregnes det privatøkonomiske afkast af skibsinvesteringen.
Det er på grund af skattenedsættelser mv. positivt. Og det
offentliges afkast, der bliver negativt og derfor kan betegnes som
et tilskud til projektet, opgøres som summen af det
driftsøkonomiske underskud og det privatøkonomiske overskud.
Hvis
- skibsinvesteringen betragtes isoleret (det offentliges afkast af
»overfinansieringen« medtages ikke),
- der anvendes en diskonteringsrentefod på 8 pct. p.a.,
- anpartshavernes indskud kommer alene fra etableringskontomidler,
- de opstillede budgetter i det ikke risikofrie projekt overholdes,
vil det offentlige tilskud ligge i den størrelsesorden, der er nævnt
i spørgsmålet.
Flere forhold kan være medvirkende til at det offentlige tilskud kan
blive mindre end det i beregningerne fremførte.
I beregningerne er det kun det offentlige tilskud af selve
skibsinvesteringen, der medtages, hvorimod det offentliges afkast
af overfinansieringen - som er nødvendig at have med i
leasingprojektet af hensyn til den privatøkonomiske rentabilitet -
ikke betragtes. Da det offentliges afkast af overfinansieringen er
på knap 200 mill. kr. ved en diskonteringsrente på 8 pct.,
reduceres det offentliges tilskud med dette beløb, når det samlede
projekt vurderes.
På grund af projektets relativt lange tidshorisont på 15 år er
vurderingen af projektets rentabilitet stærkt påvirket af, hvilken
diskonteringsrente der anvendes. Jo højere diskonteringsrente, jo
større bliver det driftsøkonomiske underskud og dermed det
offentliges tilskud. Blomgren-Hansen sætter i sine beregninger
diskonteringsrenten til henholdsvis 8 pct. p.a. og 11 pct. p.a. En
diskonteringsrente på f.eks. 8 pct. dækker over en antaget
inflationstakt på 4 pct. årligt og et krav til realforrentningen
af den investerede kapital på 4 pct. p.a.
En del af anpartshaverens indskud i leasingprojektet kommer fra frie
midler og ikke fra etableringskonto- ellr investeringsfondsmidler.
Det offentliges tilskud, når anpartshaverne alene anvender frie
midler, er ved en diskonteringsrentefod på 8 pct. p.a. knap 300
mill. kr. mindre end ved 100 pct.s anvendelse af
etableringskontomidler. Med en begrundet antagelse om, at
halvdelen af indskuddet stammer fra etableringskonti og den anden
halvdel fra frie midler, reduceres det offentlige tilskud med
knapt 150 mill. kr.
Endelig skal det bemærkes, at det ikke er skibsværftsaftalen, der
isoleret betragtet er medvirkende til det offentlige tilskud, idet
der også med de allerede eksisterende ordninger lå et betydeligt
offentligt subsidieelement ved skibsbygning i Danmark.
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til ministeren for skatter og afgifter og
industriministeren, som disse har besvaret skriftligt.
Nogle af disse spørgsmål og ministrenes besvarelser heraf er optrykt
som bilag til denne betænkning.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af
Socialistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse
uændret.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) kan
ikke medvirke til lovforslagets vedtagelse og henviser i øvrigt
til den begrundelse, som Socialistisk Folkepartis ordfører fremkom
med i forbindelse med 1. behandling af lovforslaget.
Hagen Hagensen (KF) Collet (KF) Stetter (KF) Fogh Rasmussen (V) Skrumsager Skau (V) Bente Juncker (CD) Ove Jensen (FP)
Kofod-Svendsen (KRF) nfmd. Jytte Hilden (S) Hans Hækkerup (S)
Camre (S) Lohmann (S) Stavad (S) fmd. Tastesen (S) Ruth
Olsen (SF) Thoft (SF) Aase Olesen (RV)
Partiet VS havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 16
Betænkning over Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove (Skibsværftsaftalen)
Nr L 16 1986-87, 1. samling Blad nr 161
Afgivet af skatte- og afgiftsudvalget
Afgivet: 19861029