1986 BTL 10 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM REALKREDITINSTITUTTER (SÆRLIGE VILKÅR FOR LÅN TIL EJERBOLIGER M.V.) NR L 10 1986-87, 1. SAMLING BLAD NR 69
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til boligministeren, som denne har besvaret dels
skriftligt, dels i samråd.
Skriftlige og/ eller mundtlige henvendelser er modtaget fra
Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation,
Bachmann, Steen, kontorchef, Ballerup,
Dansk Ejendomsmæglerforening,
Forenede Danske Ejendomshandlere/-mæglere,
Foreningen af Danske Ejendomsformidlere,
Håndværksrådet,
Lindholt, H. og A., Advofinans, Helsinge,
Poulsen, H. Kaldal, Højbjerg, og
Realkreditrådet.
Der er af boligministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises
til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af
Socialdemokratiets medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med de
af boligministeren stillede ændringsforslag.
Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis medlemmer
af udvalget) er tilfreds med, at lovforslaget medvirker til at
nedsætte huspriserne.
Et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) indstiller
lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men kan dog
tiltræde de af boligministeren stillede ændringsforslag.
Regeringens forslag om ændringer i långivningen mod pant i fast
ejendom er et led i regeringens »kartoffelkur«.
De ændrede låneregler vil resultere i mærkbare stigninger i
begyndelseshuslejen.
Huslejen vil alene på grund af de ændrede låneregler betyde
stigninger på 19 pct. i nybyggeriet samt ved ejerskift.
For lån til om- og tilbygning bliver ydelsen 24 pct. højere. For
tillægslån til indfrielse af forfaldne prioriteter stiger ydelsen
med 33 pct.
Den stigende begyndelseshusleje vil først og fremmest ramme
førstegangskøbere, især de unge vil blive ramt hårdt med en
stigning i begyndelseshuslejen på mindst 19 pct.
En så voldsom fordyrelse af huslejen vil gøre det vanskeligere at
anskaffe en ejerbolig og dermed vanskeliggøre den nødvendige
mobilitet på arbejdsmarkedet.
De foreslåede låneregler for ejerboliger vil få en betydelig
indvirkning på byggeaktiviteten på et tidspunkt, hvor antallet af
igangsættelser i nybyggeriet er faldende. Nedgangen i nybyggeriet
slår igennem, samtidig med at regeringen har bebudet en reduktion
af store dele af de statslige og kommunale bygge- og
anlægsarbejder. Det samlede resultat vil betyde en drastisk
nedgang i beskæftigelsen inden for bygge- og anlægssektoren.
Regeringens indgreb over for ejerboligbyggeriet vil yderligere
forstærke behovet for flere lejeboliger. Socialdemokratiet skal
derfor opfordre regeringen til at forhøje kvoten for
ungdomsboliger og for almennyttige boliger betydeligt for at
modvirke den stigende boligmangel, der ellers vil blive følgen af
regeringens indgreb.
ÆNDRINGSFORSLAG
Af boligministeren, tiltrådt af udvalget
Til § 1
1) Efter nr. 4 indsættes som nyt nummer
»01. I § 10, stk. 15, der bliver stk. 17, udgår ordene »efter stk.
7«.'
2) I det under nr. 6 foreslåede § 15 a, stk. 2, udgår ordene »samt
ejendomme, til hvis opførelse der er ydet offentlig støtte,».
3) I det under nr. 6 foreslåede § 15 a, stk. 4, indsættes efter
»ubebyggede grunde,» ordene: »der er udlagt til ejendomme som
nævnt i stk. 1,».
Til § 3
4) I stk. 2 indsættes som nyt 2. og 3. pkt.
»Lån til ejerskifte kan endvidere ydes efter de hidtidige regler,
såfremt en lånsøger senest den 6. oktober 1986 har indleveret
skøde eller slutseddel til tinglysning vedrørende køb af en
ejendom, der skal tjene som bolig for lånsøger, og der senest den
6. oktober 1986 er afgivet tilbud om ejerskiftelån vedrørende den
ejendom, der hidtil har tjent til bolig for lånsøger. Endelig kan
lån til ejerskifte ydes efter de hidtidige regler, hvis der er
afgivet lånetilbud og i forbindelse hermed indgået en kurskontrakt
med et pengeinstitut senest 6. oktober 1986.«
5) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke
»Stk. 3. Lån til vedligeholdelse og opretning samt forbedring ved om-
og tilbygning af ejendomme til helårsbeboelse til brug for ejeren
kan ydes efter de hidtidige regler, såfremt de nævnte arbejder
gennemføres i henhold til en i medfør af lov om sanering godkendt
saneringsplan eller en i medfør af lov om byfornyelse og
boligforbedring vedtaget byfornyelses- eller
boligforbedringsbeslutning. Dette gælder dog ikke, hvis planen er
godkendt eller beslutningen vedtaget efter den 6. oktober 1986,
eller hvis det af planen eller beslutningen fremgår, at det er
nødvendigt for de pågældende arbejders gennemførelse, at der rådes
over ejendommen.«
Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.
6) I stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »Lån til andre formål end
ejerskifte« til: »Lån til andre formål end nævnt i stk. 2 og 3«.
7) I stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »Lån efter stk. 2 og 3« til
»Lån efter stk. 2-4«.
8) Efter § 3 indsættes som ny paragraf
»§ 4
Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne, men kan ved kongelig
anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser,
som landsdelenes særlige forhold medfører.«
BEMÆRKNINGER
Til nr. 1
Den foreslåede ændring indebærer, at bestemmelserne om
minimumsstørrelse for realkreditlån ikke gælder for lån til
pensionister uanset låneformål.
Til nr. 2
Med dette ændringsforslag begrænses de foreslåede ændringer i
amortisationen af lån til om- og tilbygninger m.v. til kun at
omfatte ejendomme til helårsbeboelse enten til brug for ejeren
eller opført med salg for øje samt fritidshuse.
Til nr. 3
Den foreslåede ændring har til formål at præcisere, at kravet om
amortisation som serielån for lån til ubebyggede grunde alene
gælder for grunde, der senere bebygges med ejerboliger, herunder
fritidshuse. Arealers anvendelsesmuligheder fastlægges i kommunale
planlægningsbestemmelser, f.eks. i lokalplaner.
Til nr. 4
Ændringsforslaget tilsigter for det første at afbøde de
vanskeligheder, der ellers kunne opstå for folk, der har købt nyt
hus før den 7. oktober uden på dette tidspunkt at have indgået
endelig aftale om salg af det »gamle« hus. Det er forudsat, at
adkomst mindst er indleveret til tinglysning for så vidt angår det
nye hus og lånetilbud på ejerskiftelån indhentet for det gamle hus
senest 6. oktober 1986. For det andet gøres det muligt at hjemtage
ejerskiftelån efter de hidtidige regler, hvis en lånsøger senest
den 6. oktober 1986 på grundlag af et lånetilbud har indgået en
bindende aftale med et pengeinstitut om levering af en bestemt
mængde obligationer på et nærmere angivet fremtidigt tidspunkt til
en på forhånd aftalt kurs (en såkaldt kurskontrakt). Herved
sikres, at allerede indgåede aftaler kan opfyldes efter de
forudsætninger, som parterne har lagt til grund ved aftalens
indgåelse.
Til nr. 5
Forslaget til det nye stk. 3 har til formål at sikre, at en ejer af
en ejerbolig, der skal foretage vedligeholdelse, opretning eller
forbedring af sin ejendom i henhold til en saneringsplan, en
byfornyelses- eller boligforbedringsbeslutning, ikke får forrykket
de økonomiske forudsætninger vedrørende arbejdernes gennemførelse,
som lå til grund i planens eller beslutningens tilblivelsesfase.
Sådanne ejere skal derfor - i det omfang der efter de hidtil
gældende regler er hjemmel hertil - fortsat kunne finansiere de
gennemførte arbejder med rene annuitetslån. Det er dog et vilkår,
at saneringsplanen, byfornyelses- eller
boligforbedringsbeslutningen er godkendt eller vedtaget senest den
6. oktober 1986.
Til nr. 6 og 7
Der er tale om konsekvensrettelser.
Til nr. 8
Det foreslås, at de ændrede regler ikke uden videre kommer til at
gælde for Grønland og Færøerne, men at der skabes mulighed for
senere at sætte dem i kraft, hvis det skønnes hensigtsmæssigt.
Realkreditlån i disse landsdele kan herefter fortsat ydes efter de
hidtidige regler.
Agnete Laustsen (KF) Birgit Fogh-Andersen (KF) Svend Åge Petersen
(KF) Merete Aarup (KF) Bente Nielsen (V) nfmd. Helge Sander
(V) Birgith Mogensen (CD) Kofod-Svendsen (KrF) Svend Andersen
(S) Bakholt (S) Baadsgaard (S) Knud Damgaard (S) fmd.
Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S) Ruth Olsen (SF) Pelle
Voigt (SF) Estrup (RV)
Partierne VS og FP havde ikke medlemmer i udvalget.
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har
herunder stillet spørgsmål til boligministeren, som denne har
besvaret i samråd.
Udvalget har endvidere modtaget mundtlig henvendelse fra
Advokatrådet.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til
de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et mindretal (Det Konservative Folkepartis,
Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis
medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den
affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Et andet mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) vil
redegøre for sin stilling til det stillede ændringsforslag ved 3.
behandling og indstiller lovforslaget til forkastelse.
Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)
indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede
ændringsforslag.
Et fjerde mindretal (Det Radikale Venstres medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til vedtagelse og vil redegøre for sin
stilling til det stillede ændringsforslag ved 3. behandling.
ÆNDRINGSFORSLAG
Til § 3
Af
et mindretal (SF)
I stk. 2, 2. pkt., ændres »6. oktober 1986 er afgivet tilbud« til
»31. oktober 1986 er afgivet tilbud«.
Bemærkninger
Ændringsforslaget tilsigter at hjælpe de personer, der har købt en
ejendom inden den 7. oktober, men ikke har været i stand til at få
solgt den gamle ejendom.
Disse personer bør have en chance for at indhente lånetilbud, der er
afgørende for at få den gamle ejendom belånt på hidtil gældende
vilkår.
Agnete Laustsen (KF) Birgit Fogh-Andersen (KF) Svend Åge Petersen
(KF) Merete Aarup (KF) Bente Nielsen (V) nfmd. Helge Sander
(V) Birgith Mogensen (CD) Arne Bjerregaard (KRF) Svend
Andersen (S) Bakholt (S) Baadsgaard (S) Knud Damgaard (S)
fmd. Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S) Ruth Olsen (SF)
Pelle Voigt (SF) Estrup (RV)
Partierne VS og FP havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 10
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om realkreditinstitutter (Særlige vilkår for lån til ejerboliger m.v.)
Nr L 10 1986-87, 1. samling Blad nr 69
Afgivet af boligudvalget
Afgivet: 19861013