1986 BTL 8 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KØB PÅ KREDIT NR L 8 1986-87, 1. SAMLING BLAD NR 66
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren
og dennes svar herpå
Spørgsmål 1
Vil f.eks. et stereoanlæg, som i alt koster mere end 2.000 kr., kunne
opdeles i flere køb af enkeltheder, som hver især koster mindre
end 2.000 kr.?
Svar
Spørgsmålet kan besvares bekræftende, såfremt stereoanlægget består
af flere dele, der hver især normalt også vil kunne sælges som en
selvstændig enhed.
Spørgsmål 5
Kan kontoaftaler, der indebærer 10 årlige afdrag a 10 pct. af den til
enhver tid eksisterende saldo (i alt 100 pct.), betragtes som
lovstridige, mens kontoaftaler, der indebærer 12 årlige afdrag a 5
pct. er lovlige?
Svar
Sådanne vilkår vil efter lovforslaget ikke være lovlige. Det kan i
den forbindelse bemærkes, at 10 årlige afdrag på 10 pct. af
restgælden ikke vil medføre en fuldstændig indfrielse af gælden.
Spørgsmål 6
Hvorfor er bemærkningernes formulering »Eksisterende kontoaftaler må
derfor snarest muligt ændres eller suppleres, således at de kommer
i overensstemmelse med loven« ikke medtaget i lovteksten?
Svar
Som det fremgår af bestemmelsen i forslagets § 1, nr. 4, må der efter
lovens ikrafttræden kun anvendes kontoaftaler, der opfylder
vilkårene i § 35 c. Dette medfører f.eks., at en sælger ikke som
betaling må modtage et kontokort, medmindre kontoaftalen opfylder
afdragsvilkårene i § 35 c. For at forklare, hvad dette betyder i
praksis, er det i bemærkningerne forklaret, at det er nødvendigt,
at eksisterende kontoaftaler ændres i overensstemmelse med lovens
krav, hvis de fortsat ønskes anvendt. En sådan forklaring bør ikke
indgå i en lovtekst.
Spørgsmål 12
Vil ministeren foretage en beregning, der viser, hvorledes L 8 virker
sammen med L 5 og L 6, såfremt der indkøbes et forbrugsgode til en
kontantpris på 10.000 kr., sammenholdt med de eksisterende regler?
Svar
Justitsministeriet har i anledning af spørgsmålet indhentet følgende
udtalelse fra finansministeriet
»Som eksempel på et lånefinansieret forbrugskøb med en kontantpris på
10.000 kr. betragtes en afbetalingshandel, hvor restbeløbet
afdrages med lige store ydelser over 24 måneder med en rente på
1,5 pct. pr. måned.
Under de nuværende forhold beregnes følgende
Udbetaling..................... 2.000 kr. Ydelse pr. måned............... 399 kr. Renter i alt................... 1.585 kr. Kreditpris..................... 11.585 kr. Følges lovforslagene L 5, L 6 og L 8, beregnes følgende: Udbetaling..................... 3.000 kr. Ydelse pr. måned............... 349 kr. Renter i alt................... 1.387 kr. Renteafgift i alt.............. 277 kr. Kreditpris..................... 11.664 kr. Stempelafgift.................. 467 kr. Omkostninger i alt............. 12.131 kr.
Forslagene indebærer i eksemplet, at kreditomkostningerne stiger med
i alt ca. 546 kr.
Det er forudsat, at stempelafgiften betales kontant af køber ved
indgåelse af aftalen.«
Spørgsmål 20
Ad svaret på spørgsmål 3
Hvis en kontohaver har ny og gammel gæld og der for den gamle gæld
har eksisteret en ordning, hvorefter 2 måneder om året var
afdragsfri, skal der da ske en særskilt opgørelse for betaling på
ny og gammel gæld i de to måneder? Hvis en kontohaver har haft
valgfrihed med hensyn til, hvilke to måneder der var gældfri, skal
der da ske en særskilt opgørelse for ny og gammel gæld for hver
måned?
Svar
Begge spørgsmål kan besvares bekræftende.
Udvalget har behandlet lovforslaget i flere møder og har herunder
stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Udvalget har endvidere modtaget mundtlige og/eller skriftlige
henvendelser fra
Butikshandelens Fællesråd,
Danmarks Automobilforhandler Forening,
Dansk Organisation af Detailhandelskæder,
Danske Detailhandelsejede Kontoringe,
Detailhandelens Kreditformidlingsråd,
Forbrugerrådet,
GN Data A/S og
Søsportens Brancheforening.
Der er af justitsministeren og et mindretal stillet ændringsforslag,
hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Nogle af udvalgets spørgsmål er optrykt som bilag til betænkningen
tillige med justitsministerens svar herpå.
Herefter indstiller et flertal (Det Konservative Folkepartis,
Venstres, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og
Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til
vedtagelse med de af justitsministeren under nr. 5 og 8 stillede
ændringsforslag.
Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis
medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved
3. behandling og ønsker at udtale følgende
Mindretallet finder det i denne situation betænkeligt at anvende lov
om køb på kredit som grundlag for en forbrugsbegrænsning, idet
lovens målgruppe traditionelt har været en personkreds, som
lovgiverne har ønsket at beskytte. Anvendes denne afgrænsning som
grundlag for et økonomisk indgreb, bliver »beskyttelsen« af noget
tvivlsom værdi. Som eksempel på de tilfældigheder, som opstår med
dette udgangspunkt, kan nævnes, at der tidligere i den danske
afbetalingslovgivning var medtaget mindre erhvervsdrivende for så
vidt angår deres indkøb på kredit af materialer m.v. til brug i
deres virksomheder. Udgangspunktet herfor var, at man fandt behov
for også at beskytte disse mindre erhvervsdrivende. Efter at disse
ved en tidligere lovrevision blev unddraget lovens beskyttelse,
undgår de nu også denne del af det økonomiske indgreb, hvorfor det
altså vender sig til en fordel ikke at nyde denne »beskyttelse«.
Ganske vist deler mindretallet regeringens intentioner om at begrænse
forbruget af den fremtidige produktion, idet forbrugsmønsteret er
uhensigtsmæssigt ud fra såvel samlede samfundsbetragtninger som ud
fra indlysende omkostningsbetragtninger for den enkelte forbruger;
men i betragtning af at kontokortbrugere og kreditbrugere i øvrigt
ofte vil være personer, som ikke har mulighed for at opnå lån
gennem pengeinstitutter, men som ikke desto mindre har behov for
indkøb af basale forbrugsgoder som f.eks. møbler og køleskab,
fordi de skal stifte hjem eller venter en familieforøgelse. Et
indgreb mod det lånefinansierede forbrug burde derfor skelne
mellem egentligt luksusforbrug og goder, »der er nødvendige til
opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod«, jf.
formuleringen herom i retsplejelovens § 509.
Dertil kommer, at lovforslaget på mange måder virker helt tilfældigt,
hvilket også er fremgået af en række af justitsministerens
besvarelser af spørgsmål fra udvalget.
Et stereoanlæg, som i alt koster mere end 2.000 kr., vil kunne
opdeles i flere køb af enkeltheder, som hver især koster mindre
end 2.000 kr., hvorved det falder uden for en del af lovforslagets
bestemmelser. En tilsvarende unddragelse af lovforslagets
virkninger vil derimod ikke kunne ske ved køb af andre varer,
f.eks. et køleskab.
En kontoaftale, der indeholder 10 månedlige afdrag årligt a 10 pct.
vil være ulovlig, mens en kontoaftale, der indeholder 12 månedlige
afdrag årligt a 5 pct., derimod ikke er ulovlig, uagtet at den
førstnævnte situation ligger nærmest på regeringens hensigter med
lovforslaget og virker stærkere forbrugsbegrænsende end den
sidstnævnte situation. Oven i købet skal afdraget i de to måneder,
der ellers var afdragsfrie, udelukkende beregnes på grundlag af
køb foretaget efter den 7. oktober, hvilket gør lovforslaget helt
uadministrerbart navnlig i situationer, hvor køberen selv afgør,
hvilke to måneder der ønskes afdragsfrie. I de kontokortaftaler,
hvor der hidtil har været ret til to afdragsfrie måneder, skal der
fremover ske særskilt opgørelse for ny og gammel gæld for hver
måned, hvilket er bekræftet af ministeren i besvarelsen af
spørgsmål nr. 20.
Det fremgår endvidere af ministerens besvarelse af udvalgsspørgsmål
nr. 12, at ved et lånefinansieret forbrugskøb med en kontantpris
på 10.000 kr., afdraget over 24 måneder, vil den samlede
kreditpris stige med i alt 546 kr., men heraf udgør den forøgede
stempelafgift alene 467 kr. Lovforslaget indebærer derfor den
maksimale gene for forbrugerne med den mindst tænkelige effekt. I
det nævnte eksempel er det således alene 79 kr., der hidrører fra
nærværende lovforslag.
Dertil kommer, at stempelafgiften er beregnet på grundlag af den
samlede kreditpris, hvorfor der ikke ligger noget incitament til
eventuelt at foretage udbetaling ud over den pligtige. Der var
således mere fornuft i at anvende retskøbesummen som
beregningsgrundlag, eventuelt under anvendelsen af en højere
stempelafgift.
Mindretallet mener derfor, at der er såvel principielle og sociale
som tekniske indvendinger mod det foreliggende lovforslag.
Trods mindretallets indstilling af lovforslaget til forkastelse har
mindretallet alligevel stillet ændringsforslag om at forpligte
sælgerne til at oplyse om den effektive rente for på den måde at
anvise en mulig måde at opnå en begrænsning i kreditforbruget på,
som i modsætning til nærværende lovforslag samtidig indebærer en
styrkelse af forbrugerne og disses retsstilling.
ÆNDRINGSFORSLAG
Til § 1
Af et mindretal (S og SF)
1) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer
»01. I § 8, stk. 1, indsættes efter nr. 3 som nyt nummer
»4) Kreditomkostningerne angivet som en effektiv årlig rente,
beregnet af kontantprisen efter fradrag af udbetalingen og i givet
fald under hensyn til, at der efterhånden sker betaling af
afdrag.«
Nr. 4-5 bliver herefter nr. 5-6.'
2) Nr. 1 affattes således
»1. I § 8 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke
»Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
beregningen af kreditomkostningerne som en effektiv årlig rente
samt i det omfang, det betinges af prisudviklingen, ændre
beløbsangivelsen i stk. 1.«»
3) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer
»02. I § 32 indsættes efter nr. 3 som nyt nummer
»4) Kreditomkostningerne angivet som en effektiv årlig rente ved
forskellig udnyttelse af kontoen.«
Nr. 4 bliver herefter nr. 5.'
4) Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer
»03. I § 32 indsættes som stk. 2
»Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvorledes
oplysningspligten i stk. 1, nr. 4, skal opfyldes.«»
Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, RV, CD og KRF)
5) I den under nr. 4 foreslåede § 35 a indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke
»Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder tilsvarende for den tredjemand,
som i henhold til § 1, stk. 2, nr. 2, har finansieret købet.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
Af et mindretal (S og SF)
6) Efter nr. 4 indsættes som nye numre
»04. I § 39, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 8, stk. 1, nr. 3,» til: »§ 8,
stk. 1, nr. 3 og 4,».
05. I § 39, stk. 2, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum
»Er den effektive rente for lavt angivet i oplysninger efter § 8,
stk. 1, nr. 4, kan kreditor ikke kræve højere kreditomkostninger,
end hvad der svarer til den effektive rente, der er angivet.«»
Til § 3
7) I Stk. 1 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum
»Dog fastsættes tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 01, 02, 04
og 05 af justitsministeren.«
Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, RV, CD og KRF)
8) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke
»Stk. 3. En sælger eller en tredjemand, der indgår eller anvender en
kontoaftale om forbrugerkøb, kan udskyde opkrævningen af de beløb,
køberen skal betale efter § 35 c, til senest den 31. januar 1987.«
BEMÆRKNINGER
Til nr. 1, 2, 3, 4 og 6
Det foreslås, at der ved køb efter en kontoaftale (§ 32) og ved andre
kreditkøb (§ 8) indføres en pligt for sælger til at oplyse den
effektive rente.
Efter mindretallets mening vil en sådan oplysning i sig selv virke
forbrugsbegrænsende, idet flere undersøgelser har vist, at
forbrugerne ikke er fuldt ud bevidst om, hvor dyrt det faktisk er
at købe på kredit.
Ændringsforslagene vil også modvirke konkurrenceforvridning mellem
pengeinstitutter og andre former for kreditgivning.
Til nr. 5
Efter bestemmelsen i § 35 a må en sælger kun indgå
forbrugerkreditaftaler, hvor kontantprisen overstiger 2.000 kr.,
hvis sælgeren ved overgivelsen er fyldestgjort for mindst 30 pct.
af kontantprisen, og kreditkøbsprisen skal betales inden 3 år.
Sælgeren vil ikke kunne omgå disse krav ved at indgå aftaler med
en tredjemand om, at denne yder kommende købere lån til dækning af
udbetalingen og lån, der indebærer en længere afdragstid.
Den foreslåede bestemmelse medfører, at et finansieringsselskab eller
lignende, der på grundlag af en aftale med sælgeren yder køberen
lån til hel eller delvis dækning af købesummen, tillige skal
overholde reglerne for udbetaling og afdragstid i § 35 a, stk. 1.
Det betyder navnlig, at der ikke må ydes lån til dækning af de 30
pct. af kontantprisen, og at lånet skal betales tilbage inden 3 år
fra købsaftalens indgåelse.
En tilsidesættelse heraf vil kunne medføre et selvstændigt
strafansvar for finansieringsinstituttet m.v.
Til nr. 7
For at give virksomhederne mulighed for at tilpasse sig de foreslåede
ændringer, hvorefter der indføres en pligt for sælger til at
oplyse den effektive rente ved køb efter en kontoaftale og ved
andre kreditkøb, ændres ikrafttrædelsesbestemmelsen, således at
denne del af loven først sættes i kraft efter en vis periode, der
nærmere bestemmes af justitsministeren.
Til nr. 8
Den yderligere overgangsregel er medtaget for at give firmaer med
kontosalg, der benytter EDB-baserede kontrolsystemer,
tilstrækkelig tid til at ændre disse systemer i overensstemmelse
med de krav, der stilles i § 35 c.
Ændringsbestemmelsen medfører ikke en udskydelse af
ikrafttrædelsestidspunktet for afdragsreglerne for kontoaftaler,
men giver alene de virksomheder, der har behov herfor, mulighed
for at udskyde opkrævningen af udbetaling og afdrag.
Hagen Hagensen (KF) fmd. Annelise Gotfredsen (KF) Collet (KF)
Grethe Fenger Møller (KF) Bjørn Elmquist (V) Birthe Rønn
Hornbech (V) Birgith Mogensen (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Ole
Espersen (S) Erik B. Smith (S) Korneliusen (S) Torben Lund
(S) Lissa Mathiasen (S) Jimmy Stahr (S) Leif Hermann (SF)
Ebba Strange (SF) nfmd. Niels Helveg Petersen (RV)
Partierne VS og FP havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 8
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om køb på kredit
Nr L 8 1986-87, 1. samling Blad nr 66
Afgivet af retsudvalget
Afgivet: 19861013