1986 LSF 195 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM OPHAVSRETTEN TIL LITTERÆRE OG KUNSTNERISKE VÆRKER

§ 1

I lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker, jf.

lovbekendtgørelse nr. 130 af 15. april 1975, som ændret senest ved

lov nr. 274 af 6. juni 1985, foretages følgende ændringer

1. Efter § 25 indsættes som ny paragraf

»§ 25 a. Ved erhvervsmæssige videresalg af et kunstværk, som er

omfattet af lov om afgift på offentlig omsætning af bildende

kunst, har ophavsmanden ret til at få udbetalt den i samme lov

omtalte afgift.

Stk. 2. Retten til afgiftsbeløbet efter stk. 1 er en personlig og

uoverdragelig ret. Efter ophavsmandens død falder retten dog i arv

til ophavsmandens ægtefælle og livsarvinger, men ikke til andre.

Efterlader ophavsmanden sig ikke ægtefælle eller livsarvinger,

tilfalder afgiftsbeløbet det i § 4 i lov om afgift på offentlig

omsætning af bildende kunst nævnte udvalg.

Stk. 3. Retten til udbetaling af afgiften kan kun gøres gældende af

ophavsmanden eller dennes ægtefælle og livsarvinger gennem en af

Ministeriet for Kulturelle Anliggender godkendt organisation.

Organisationen foretager udlodningen til de berettigede. De

berettigedes krav mod organisationen forældes efter tre år fra

udløbet af det år, hvor videresalget fandt sted.«

2. I § 58 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke

»STK. 4. Bestemmelsen i § 25 gælder for værker af danske statsborgere

og personer, der er bosat i Danmark.«

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Det Radikale Venstre fremsætter dette lovforslag, fordi partiet har

den opfattelse, at billedkunstnere og visse andre tilsvarende

kunstnere er dårligt stillede med hensyn til udnyttelse af

ophavsretten til deres værker.

For musikere har man i Danmark indført afgifter på afspilning af

musik og gennemført fordeling til de enkelte komponister gennem

KODA, og forfattere til litterære værker og illustratorer er

gennem bogafgifter fra de offentlige biblioteker sikret en vis

økonomi byggende direkte på ophavsretten.

For bildende kunstnere foreslås det, at man tager udgangspunkt i

Bernerkonventionen i den såkaldte Bruxelles-tekst af 26. juni

1948, der ved kongelig resolution af 28. september 1961 blev

tiltrådt af Danmark. I denne tekst hedder det i artikel 14

»1) Med hensyn til originale kunstværkers og forfatteres og

komponisters originale manuskripter har ophavsmanden eller efter

hans død de personer eller institutioner, som den nationale

lovgivning dertil bemyndiger - en uoverdragelig ret til at være

medinteresserede i de salgshandlinger, som værket er genstand for,

og som følger efter den første overdragelse fra ophavsmanden selv.

2) Den i foregående stykke omhandlede beskyttelse kan kun kræves i

et unionsland, hvis lovgivningen i det land, til hvilket

ophavsmanden hører, indrømmer en sådan beskyttelse, og i den

udstrækning, hvori det indrømmes af lovgivningen i det land, hvor

denne beskyttelse kræves.

3) De nærmere regler med hensyn til opkrævningen og beløbenes

størrelse fastsættes i hvert lands nationale lovgivning.«

Af betydning for udarbejdelsen af lovforslaget har endvidere været

teksten til Verdenskonventionen om Ophavsret, som revideret i

Paris den 24. juli 1971 og ratificeret ved kongelig resolution af

16. februar 1979, især artikel I, II og III

»Artikel I

Enhver kontraherende stat forpligter sig til at træffe alle

nødvendige forholdsregler for at sikre en fyldestgørende og

effektiv beskyttelse for ophavsmænds og andre retsindehaveres

rettigheder til litterære, videnskabelige og kunstneriske værker

såsom skrifter, musikværker, dramatiske og kinematografiske

værker, malerier, gravurer og billedhuggerværker.

Artikel II 1. Værker, som er publiceret af statsborgere i en hvilken

som helst kontraherende stat, og værker, der publiceres første

gang inden for en sådan stats territorium, nyder i enhver anden

kontraherende stat såvel den beskyttelse, som denne anden stat

indrømmer de værker af dens egne statsborgere, som første gang er

publiceret inden for dens eget territorium, som den beskyttelse,

der særligt tilkommer dem i henhold til denne konvention.

2. Ikke-publicerede værker af statsborgere i hver kontraherende stat

nyder i enhver anden kontraherende stat såvel den beskyttelse, som

denne anden stat indrømmer i ikke-publicerede værker af dens egne

statsborgere, som den beskyttelse, der særligt tilkommer dem i

henhold til denne konvention.

3. Med henblik på anvendelsen af denne konvention kan en

kontraherende stat gennem sin nationale lovgivning ligestille

enhver person, der har hjemsted i denne stat, med dens egne

statsborgere.

Artikel III

1. Enhver kontraherende stat, hvis nationale lovgivning som

betingelse for ophavsretsbeskyttelse kræver opfyldelse af

formaliteter såsom deponering, registrering, udtrykkeligt

forbehold, notarielle certifikater, betaling af afgifter eller

fremstilling eller publicering i den pågældende kontraherende

stat, skal anse disse krav som opfyldt med hensyn til ethvert i

henhold til denne konvention beskyttet værk, som første gang er

gjort tilgængeligt for almenheden uden for dens territorium, og

hvis ophavsmand ikke er statsborger i denne stat, for så vidt alle

eksemplarer af værket, der publiceres med samtykke af ophavsmanden

eller enhver anden indehaver af ophavsretten, fra og med den

første publicering er forsynet med og ledsaget af navnet på

indehaveren af ophavsretten og året for den første publicering,

anbragt på en sådan måde og et sådant sted, at det på en klar måde

viser, at ophavsretten er forbeholdt.

2. Bestemmelserne i stk. 1 hindrer ikke en kontraherende stat i at

kræve formaliteter eller andre betingelser for erhvervelsen eller

udøvelsen af ophavsret med hensyn til værker, der første gang er

gjort tilgængelige for almenheden inden for dens territorium,

eller for værker, der - hvor de end er publiceret - hidrører fra

dens egne statsborgere.

3. Bestemmelserne i stk. 1 hindrer ikke en kontraherende stat i at

bestemme, at den, der anlægger sag ved domstolene, skal opfylde

visse processuelle krav, såsom at sagsøreren skal lade sig

repræsentere af en stedlig advokat, eller at han skal deponere et

eksemplar af det værk, som sagen angår, hos domstolene eller hos

en administrativ myndighed eller begge steder. Undladelsen af at

opfylde sådanne krav har dog ingen betydning for ophavsrettens

gyldighed. Ingen sådanne krav kan kræves opfyldt af en statsborger

i en anden kontraherende stat, hvis den stat, i hvilken

beskyttelse søges, ikke kræver dem opfyldt af sine egne

statsborgere.

4. Enhver kontraherende stat skal uden krav om opfyldelse af

formaliteter yde retlig beskyttelse af ikke-publicerede værker af

statsborgere fra andre kontraherende stater.

5. Hvis en kontraherende stat giver beskyttelse i mere end en

periode, og hvis den første periode er længere end en af de i

artikel IV fastsatte minimumsperioder, behøver denne stat ikke at

anvende bestemmelser i stk. 1 af denne artikel med hensyn til den

anden eller nogen af den følgende beskyttelsesperioder.«

En lovgivning, der sikrer bildende kunstnere visse vedvarende

rettigheder byggende på ophavsretten til deres originalværker, er

gennemført i flere lande, bl.a. Belgien, Frankrig og Vesttyskland.

Lovgivningen fra disse lande har sammen med den norske lovgivning om

afgift på omsætning af billedkunst og kunsthåndværk været benyttet

ved udarbejdelse af nærværende lovforslag.

Ingen

Nr LSF 195

Forslag til Lov om ændring af lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker

Fremsat af Bernhard Baunsgaard (RV) Bilgrav Nielsen (RV) Lone Dybkjær (RV) Niels Helveg Petersen (RV)

den 12. februar 1987