1986 LSF 164 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FORSIKRINGSVIRKSOMHED

ARTIKEL 1

Artikel 1 i første direktiv affattes således

»ARTIKEL 1

1. Dette direktiv vedrører adgang til og udøvelse af selvstændig

direkte forsikringsvirksomhed, herunder den i stk. 2 nævnte

assistancevirksomhed, udøvet gennem virksomheder, der er etableret

på en medlemsstats område, eller som ønsker at etablere sig der.

2. Assistancevirksomhed vedrører assistance til personer, der kommer

i vanskeligheder under befordring eller under fravær fra bopælen

eller det faste opholdssted. Den består i med forudgående

præmiebetaling at forpligte sig til omgående at yde den sikrede i

henhold til en kontrakt om assistance bistand i de tilfælde og på

de betingelser, der er fastsat i kontrakten, når vedkommende

kommer i vanskeligheder som følge af en hændelig begivenhed.

Bistanden kan bestå i kontantydelser eller naturalydelser.

Naturalydelserne kan også præsteres ved benyttelse af

tjenesteyderens eget personale eller materiel.

Assistancevirksomhed omfatter ikke pasning, vedligeholdelse,

eftersalgsservice eller blot henvisning til eller tilvejebringelse

af bistand ved formidling.

3. Klassifikationen i forsikringsklasser af den i nærværende artikel

omhandlede virksomhed er anført i bilaget.«.

§ 1

I lov om forsikringsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 127 af 23.

marts 1984, som senest ændret ved § 5 i lov nr. 324 af 4. juni

1986, foretages følgende ændringer

1. I § 2, STK. 1, indsættes som NR. 5-7

»5) virksomheder, hvis formål er begrænset til at yde vejhjælp i

forbindelse med en ulykke eller skade sket her i landet eller i

udlandet, såfremt hjælpen i udlandet ydes af et tilsvarende

udenlandsk selskab i henhold til en aftale om gensidighed;

6) virksomheder, der alene yder assistance inden for et begrænset

område, og hvis årlige præmieindtægt ikke overstiger et af

Forsikringstilsynet fastsat beløb;

7) Falcks Redningskorps A/ S.«

2. I § 10, STK. 3, indsættes efter »kapitel 23«: »og for

arbejdsskadeforsikring efter kapitel 23 A«.

3. I § 30 indsættes som NR. 10

»10) angivelse af de regler, hvorefter pensionsforsikringer med

løbende udbetalinger tegnet som obligatoriske pensionsordninger

kan overføres fra og til selskabet i forbindelse med overgang til

anden ansættelse.«

4. I § 30 indsættes som STK. 2

»STK. 2. Industriministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om de

i stk. 1, nr. 10, nævnte regler.«

5. I § 33, STK. 5, indsættes efter »bygningsbrandforsikring«: »og

arbejdsskadeforsikring«.

6. § 123 ophæves.

7. Efter kapitel 23 indsættes

»Kapitel 23 A

ARBEJDSSKADEFORSIKRING

§ 1

I lov om forsikringsvirksomhed, jfr. lovbekendtgørelse nr. 127 af 23.

marts 1984, som senest ændret ved § 4 i lov nr. 318 af 4. juni

1986 foretages følgende ændringer

1. I § 2, STK. 1, indsættes som nr. 5-7

»5) virksomheder, hvis formål er begrænset til at yde vejhjælp i

forbindelse med en ulykke eller skade sket her i landet eller i

udlandet, såfremt hjælpen i udlandet ydes af et tilsvarende

udenlandsk selskab i henhold til en aftale om gensidighed;

6) virksomheder, der alene yder assistance inden for et begrænset

område, og hvis årlige præmieindtægt ikke overstiger et af

Forsikringstilsynet fastsat beløb;

7) Falcks Redningskorps A/ S.«.

2. I § 10, STK. 3, indsættes efter »kapitel 23«: » og for

arbejdsskadeforsikring efter kapitel 23 A«.

3. I § 30 indsættes som nr. 10

»10) angivelse af de regler, hvorefter pensionsforsikringer med

løbende udbetalinger tegnet som obligatoriske pensionsordninger

kan overføres fra og til selskabet i forbindelse med overgang til

anden ansættelse.«.

4 I § 30 indsættes som STK.2

»STK. 2. Industriministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om de

i stk. 1, nr. 10, nævnte regler.«.

5. I § 33, STK. 5, indsættes efter »bygningsbrandforsikring«: »og

arbejdsskadeforsikring«.

6. § 123 OPHæVES.

7. Efter kapitel 23 indsættes

»Kapitel 23 A

ARBEJDSSKADEFORSIKRING

ARTIKEL 2

Artikel 2 i første direktiv suppleres med følgende nummer

»3. Assistancevirksomhed ved hvilken forpligtelsen er begrænset til

de nedenfor anførte former for virksomhed, når disse udøves i

forbindelse med en ulykke eller en skade, der rammer et

vejkøretøj, og som normalt er sket på området for den medlemsstat,

hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende

- reparation på stedet, hvor yderen af sikkerheden i de fleste

tilfælde anvender sit eget personale og materiel,

- transport af køretøjet til det nærmeste eller mest hensigtsmæssige

sted, hvor reparation kan foretages, samt eventuel befordring, i

almindelighed med samme hjælpekøretøj, af føreren og passagererne

til det nærmeste sted, hvorfra de kan fortsætte deres rejse på

anden måde,

- såfremt den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er

hjemmehørende, bestemmer det; transport af det pågældende køretøj,

eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, til disses bopæl,

udgangspunkt eller oprindelige bestemmelsessted inden for den

pågældende medlemsstat,

medmindre disse former for virksomhed udøves af en virksomhed, der er

omfattet af dette direktiv.

I de tilfælde, der er omhandlet i de to første led, skal betingelsen

om, at ulykken eller skaden skal være sket på området for den

medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende,

a) ikke være opfyldt, når denne er en organisation, som den sikrede

er medlem af, og såfremt reparationen eller transporten af

køretøjet blot ved forevisning af medlemskortet og uden betaling

af tillægspræmie foretages af en tilsvarende organisation i det

pågældende land i henhold til en aftale om gensidighed;

b) ikke være til hinder for ydelse af en sådan assistance i Irland og

ii Det forenede Kongerige af een og samme organisation med

virksomhed i begge disse stater.

I det tilfælde, der er omhandlet i tredje led, og såfremt ulykken

eller skaden er sket på Irlands område eller, for Det forenede

Kongeriges vedkommende, på Nordirlands område, kan køretøjet,

eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, transporteres til

disses bopæl, udgangspunkt eller oprindelige bestemmelsessted

inden for det ene eller det andet af disse områder.

Endvidere vedrører dette direktiv ikke assistancevirksomhed, som

udøves i forbindelse med en ulykke eller skade, der har ramt et

vejkøretøj, og som består i at transportere det pågældende

køretøj, der har været udsat for en ulykke eller en skade, uden

for storhertugdømmet Luxembourg, eventuelt ledsaget af føreren og

passagererne, til disses bopæl, såfremt denne form for virksomhed

udøves af Automobile Club de Grand Duche de Luxembourg.

Virksomheder der er omfattet af dette direktiv, må kun udøve den i

dette nummer omhandlede virksomhed, hvis de er godkendt for klasse

18 under litra A i bilaget, dog med forbehold af litra C i nævnte

bilag. I dette tilfælde finder nærværende direktiv anvendelse på

denne form for virksomhed.«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. maj 1987.

Stk. 2. § 1, nr. 2 og 5-8, og § 5 har dog virkning fra 1. januar

1987.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. april 1987.

Stk. 2. § 1, nr. 2 og 5-8, og § 5 har dog virkning fra 1. januar

1987.

ARTIKEL 3

Artikel 3, stk. 1, i første direktiv suppleres med følgende afsnit

»Dette direktiv vedrører ikke virksomheder, der opfylder følgende

betingelser

- virksomheden udøver ingen anden virksomhed, der er omfattet af

nærværende direktiv, end den i klasse 18 under litra A i bilaget

omhandlede,

- denne virksomhed udøves udelukkende på lokalt plan og består kun i

naturalydelser, og

- de årlige indtægter for udøvelse af assistancevirksomhed til

personer i vanskeligheder overstiger ikke 200 000 ECU.«.

§ 3

Stk. 1. Selskaber, der driver assistancevirksomhed, skal senest den

1. december 1987 være omdannet til aktieselskab eller gensidigt

selskab i overensstemmelse med § 5.

Stk. 2. Selskaber, der alene driver assistancevirksomhed, og som kun

driver virksomhed her i landet, skal senest den 1. december 1989

have bragt deres kapitalgrundlag i overensstemmelse med § 34.

Stk. 3. Forretningsafdelinger af udenlandske selskaber, der her i

landet alene driver assistancevirksomhed, skal senest den 1.

december 1989 have bragt deres kapitalgrundlag i overensstemmelse

med § 216.

§ 3

Selskaber, der driver assistancevirksomhed, skal senest den 1.

december 1987 være omdannet til aktieselskab eller gensidigt

selskab i overensstemmelse med § 5.

Stk. 2. Selskaber, der alene driver assistancevirksomhed, og som kun

driver virksomhed her i landet, skal senest den 1. december 1989

have bragt deres kapitalgrundlag i overensstemmelse med § 34.

Stk. 3. Forretningsafdelinger af udenlandske selskaber, der her i

landet alene driver assistancevirksomhed, skal senest den 1.

december 1989 have bragt deres kapitalgrundlag i overensstemmelse

med § 216.

ARTIKEL 4

I artikel 4 i første direktiv indsættes følgende som litra f)

»f) I DANMARK

Falcks Redningskorps A/S, København.«.

§ 4

Stk. 1. Nødvendige ændringer i henhold til § 30, nr. 10, eller andre

bestemmelser i denne lov, i vedtægter, regulativer, teknisk

grundlag m.v. for forsikringsselskaber eller pensionskasser

gennemføres inden 1 år efter lovens ikrafttræden, medmindre

Forsikringstilsynet tillader en forlængelse af fristen.

Stk. 2. Vedtægtsændringer, som Forsikringstilsynet finder nødvendige

for at bringe vedtægterne i overensstemmelse med forskrifterne i

denne lov, jf. stk. 1, og som ikke har opnået det til deres

gennemførelse vedtægtsmæssigt fornødne stemmetal, skal anses som

gyldigt vedtagne, såfremt der ikke er angivet så stort et antal

stemmer imod ændringerne, som efter vedtægterne kræves til

beslutning om selskabets opløsning.

§ 4

Nødvendige ændringer i henhold til § 30, nr. 9, eller andre

bestemmelser i denne lov, i vedtægter, regulativer, teknisk

grundlag m.v. for forsikringsselskaber eller pensionskasser

gennemføres inden 1 år efter lovens ikrafttræden, medmindre

Forsikringstilsynet tillader en forlængelse af fristen.

Stk. 2. Vedtægtsændringer, som Forsikringstilsynet finder nødvendige

for at bringe vedtægterne i overensstemmelse med forskrifterne i

denne lov, jfr. stk. 1, og som ikke har opnået det til deres

gennemførelse vedtægtsmæssigt fornødne stemmetal, skal anses som

gyldigt vedtagne, såfremt der ikke er angivet så stort et antal

stemmer imod ændringerne, som efter vedtægterne kræves til

beslutning om selskabets opløsning.

ARTIKEL 5

I artikel 8, stk. 1, litra a), ottende led, i første direktiv, udgår

ordene »cooperatieve vereniging«.

§ 5

Uanset bestemmelserne i § 1, nr. 7, om afsættelse af særlig reserve

til dækning af løbende ydelser samt om anbringelse og båndlæggelse

af denne reserve bevarer de ved lovens ikrafttræden gældende

dispensationer deres gyldighed.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 443

§ 5

Uanset bestemmelserne i § 1, nr. 7, om afsættelse af særlig reserve

til dækning af løbende ydelser samt om anbringelse og båndlæggelse

af denne reserve bevarer de ved lovens ikrafttræden gældende

dispensationer deres gyldighed.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER

1. Formålet med lovforslaget er for det første at gennemføre EFs

direktiv af 10. december 1984 (84/ 339/ EØF) om ændring, navnlig

for så vidt angår turistassistance, af 1. direktiv (73/ 239/ EØF)

om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte

bestemmelser om adgang til udøvelse af direkte

forsikringsvirksomhed, bortset fra livsforsikring.

Desuden foreslås der regler, der har til formål at medføre en

lettelse af overførsel mellem forskellige pensionsordninger med

henblik på at reducere omkostningerne i forbindelse med en sådan

overflytning.

Endelig foreslås der regler, hvorved de af Sikringsstyrelsen hidtil

varetagne opgaver af forsikringsteknisk karakter vedrørende

arbejdsskadeforsikring overføres til Forsikringstilsynet.

Forslaget har under udarbejdelsen været forelagt

Assurandør-Societetet, Dansk Arbejdsgiverforening og

Landsorganisationen i Danmark, og for så vidt angår

pensionsoverførsler, Pensionskasserådet til udtalelse.

TURISTASSISTANCE

2. Direktivet om turistassistancevirksomhed er udstedt med hjemmel i

EØF-traktatens art. 57, stk. 2, og er offentliggjort i De

Europæiske Fællesskabers Tidende nr. L 339 af 27. december 1984,

s. 21-25. Direktivet er optrykt som bilag til nærværende

lovforslag.

3. Turistassistancedirektivets formål er at forbedre beskyttelsen af

rejsende, der indgår kontrakter med virksomheder, som tilbyder

forsikringslignende tjenesteydelser i form af assistance.

Den forbedrede beskyttelse består i, at sådanne virksomheder

underkastes samme tilsyn fra det offentliges side som

forsikringsselskaber. Med henblik herpå udvides ved direktivets

art. 1 anvendelsesområdet for 1. skadesdirektiv til også at

omfatte assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under

befordring eller under fravær fra boligen eller det faste

opholdssted. Det fastslås udtrykkeligt i direktivet, at

assistancevirksomheden kan bestå i kontantydelser eller

naturalydelser, og at naturalydelser kan præsteres ved benyttelse

af tjenesteyderens eget personale eller materiel.

En konsekvens af direktivets gennemførelse i dansk ret bliver, at

forsikringsvirksomhedsbegrebet i lov om forsikringsvirksomhed

udvides til også at omfatte assistancevirksomhed som den i

direktivet beskrevne.

Forsikringsvirksomhedsbegrebet er ikke defineret i gældende lov om

forsikringsvirksomhed, men fastlægges gennem Forsikringstilsynets

praksis.

Efter dansk tradition afgrænses forsikringsvirksomhedsbegrebet fra

abonnementsvirksomhed derved, at forsikringsselskaber ikke må

erstatte et tab gennem naturalydelser ved benyttelse af eget

personale.

Som følge af den udvidelse af det traditionelle forsikringsbegreb,

der sker ved direktivets gennemførelse i dansk ret, har man

overvejet at præcisere lovens anvendelsesområde gennem indføjelse

af en definition af forsikringsvirksomhedsbegrebet i loven. Man

har imidlertid valgt at opretholde den nuværende retstilstand,

således at udvidelsen af forsikringsvirksomhedsbegrebet

indfortolkes i § 1, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed og

fastlægges gennem Forsikringstilsynets praksis. Dette skyldes, at

en definition af begrebet forsikringsvirksomhed ikke ses at kunne

løse de problemer, der opstår i forbindelse med afgrænsningen

mellem den assistancevirksomhed, der omfattes af

forsikringsbegrebet, og den, der falder uden for.

4. Direktivets art. 2 og 3 opregner visse former for

assistancevirksomheder, der er undtaget fra direktivets

anvendelsesområde. Art. 4 undtager Falcks Redningskorps A/ S

udtrykkeligt.

Undtagelsesbestemmelserne foreslås indføjet i § 2, stk. 1, nr. 5-7.

PENSIONSOVERFØRSLER

5. I kraft af aftaler om decentrale pensionsordninger vil der ofte

opstå situationer, hvor en arbejdstager i forbindelse med

stillingsskift skal flytte fra en pensionsordning til en anden,

hvilket vil kunne give anledning til problemer, fordi der ikke

findes ensartede regler for overflytning mellem forskellige

pensionsordninger.

En af Industriministeren nedsat tværministeriel arbejdsgruppe har

overvejet disse problemer, og har i december 1986 afgivet

rapporten »Pensionsoverførsler«.

På basis heraf indeholder lovforslaget hjemmel til at pålægge enhver

tværgående pensionskasse og ethvert livsforsikringsselskab som en

del af det tekniske grundlag at udforme regler, der giver

medlemmerne ret til ind- og udtræden af en pensionsordning.

Reglerne tager alene højde for ordninger med løbende udbetalinger,

dvs. alderspension, invalidepension samt ægtefælle- og

folkepension. Reglerne gælder i øvrigt alene for ordninger der er

obligatoriske, dvs. de er oprettet som led i et

ansættelsesforhold, hvor en arbejdsgiver efter fastsatte kriterier

skal pensionssikre sine medarbejdere i henhold til en kontrakt med

et forsikringsselskab eller en tværgående pensionskasse.

I overførselsreglerne vil fradraget for omkostninger ved overførsel

reduceres væsentligt i forhold til gældende regler. Endvidere må

der ikke stilles krav om fornyet helbredserklæring ved overførsel

mellem to pensionsordninger, medmindre den nye ordning afviger

væsentligt fra den gamle ordning med hensyn til forøgelse af

risikoen eller med hensyn til krav om helbredsbedømmelse ved

indtræden.

ARBEJDSSKADEFORSIKRING

6. Overførslen af de forsikringstekniske funktioner sker på baggrund

af de overvejelser, som det af socialministeren den 8. januar 1986

nedsatte udvalg til behandling af forsikringsselskabernes

administration af arbejdsskadeforsikringen er nået frem til med

hensyn til, hvor de forsikringstekniske funktioner i

arbejdsskadeforsikringen bedst kan placeres, jf. betænkning nr.

1077. De funktioner, der overføres ved dette forslag, har hidtil

været indeholdt i arbejdsskadeforsikringsloven. Lovforslaget, der

er udfærdiget i samarbejde med Socialministeriet, skal således ses

i sammenhæng med det af denne minister fremsatte forslag til lov

om ændring af arbejdsskadeforsikringsloven.

Efter de hidtidige regler i arbejdsskadeforsikringsloven er

forsikringsselskaberne forpligtet til at fastsætte præmierne

således, at der udover, hvad der er fornødent til dækning af

ydelserne efter loven, kun opkræves, hvad der er nødvendigt til

dækning af omkostningerne ved en forsvarlig administration m.v.

7. Som følge af debatten i efteråret 1985 i offentligheden om

forsikringsselskabernes overskud vedrørende

arbejdsskadeforsikringen iværksatte socialministeren via

Sikringsstyrelsen samtidig en undersøgelse af

forsikringsselskabernes indtægter og udgifter ved

arbejdsskadeforsikringsvirksomhed. Denne undersøgelse viste

allerede da, at forsikringsselskaberne havde haft en rentegevinst

ved forrentning af reserverne, der kun delvis er anvendt til

dækning af det underskud, selskaberne har haft som følge af, at

ydelserne efter arbejdsskadeforsikringsloven har været større end

præmieindtægterne.

På baggrund af undersøgelsens resultat nedsatte socialministeren

ovennævnte udvalg.

8. I juni 1986 afgav udvalget betænkning nr. 1077 om

forsikringsselskabernes administration af

arbejdsskadeforsikringen. For så vidt angår den fremtidige

placering af de forsikringstekniske funktioner konkluderer

betænkningen, at det under visse forudsætninger vil være

hensigtsmæssigt at flytte følgende arbejdsopgaver fra

Sikringsstyrelsen til Forsikringstilsynet

- godkendelse af forsikringsselskaber,

- godkendelse af forsikringsbetingelser,

- kontrol med præmiefastsættelsen og indtjeningsforholdene,

- kontrol med selskabernes betalingsevne,

- fastsættelse af det tekniske grundlag.

Det foreliggende forslag til ændring af lov om forsikringsvirksomhed

er udarbejdet på baggrund af ovennævnte konklusion.

Inden for forsikringsvirksomhed skelnes mellem

livsforsikringsvirksomhed og anden forsikringsvirksomhed,

sædvanligvis benævnt skadesforsikringsvirksomhed. Den nærmere

afgrænsning af livsforsikringsvirksomhed henholdsvis

skadesforsikringsvirksomhed er angivet i Industriministeriets

bekendtgørelse nr. 454 af 10. september 1981 om koncession til

livsforsikringsvirksomhed og Industriministeriets bekendtgørelse

nr. 455 af 10. september 1981 om koncession til

forsikringsvirksomhed, der ikke omfatter livsforsikring.

Lov om forsikringsvirksomhed indeholder detaljerede regler vedrørende

livsforsikringsvirksomhed. I henhold til loven skal

Forsikringstilsynet således godkende forsikringsbetingelser og

teknisk grundlag m.v., før tilladelse (koncession) til at drive

livsforsikringsvirksomhed kan gives. Hertil kommer, at selskaber,

som driver livsforsikringsvirksomhed, efter loven er pålagt at

placere de bag de forsikringsmæssige forpligtelser liggende

værdier i nærmere angivne aktiver, ligesom selskaberne er pålagt

at båndlægge disse aktiver på nærmere angivne vilkår. For så vidt

angår selskaber, der ønsker at drive skadesforsikringsvirksomhed,

skal Forsikringstilsynet derimod hverken godkende

forsikringsbetingelser eller teknisk grundlag, ligesom loven

heller ikke stiller krav med hensyn til midlernes placering eller

båndlæggelse.

Forsikringstilsynets indseende med livsforsikringsvirksomhed er

således mere vidtgående end indseendet med

skadesforsikringsvirksomhed.

Af ovennævnte bekendtgørelse nr. 455 fremgår, jf. § 8, stk. 1, at

arbejdsskadeforsikringsvirksomhed er at betragte som

skadesforsikringsvirksomhed. Arbejdsskadeforsikringsvirksomhed har

imidlertid visse lighedspunkter med livsforsikringsvirksomhed,

hvilket skyldes arten af de ydelser, som en arbejdsskade udløser.

Som følge heraf indeholder arbejdsskadeforsikringsloven

bestemmelser, som i det store og hele er identiske med nogle af de

i lov om forsikringsvirksomhed indeholdte bestemmelser vedrørende

livsforsikringsvirksomhed. På baggrund af bestemmelserne i lov om

arbejdsskadeforsikring har arbejdsskadeforsikringsvirksomhed

således i forsikringsmæssig henseende i princippet været

underkastet en regulering svarende til reguleringen af

livsforsikringsvirksomhed.

Som ovenfor nævnt er arbejdsskadeforsikringsvirksomhed imidlertid i

relation til lov om forsikringsvirksomhed at betragte som

skadesforsikringsvirksomhed, hvorfor det ikke vil være muligt at

overflytte det hidtidige tilsyn med

arbejdsskadeforsikringsvirksomheden til Forsikringstilsynet, uden

at der i lov om forsikringsvirksomhed indføjes særlige

bestemmelser vedrørende arbejdsskadeforsikringsvirksomhed.

Indholdet af nærværende lovforslag skal ses i lyset heraf.

9. Af lovforslaget fremgår, at hovedparten af ændringerne i lov om

forsikringsvirksomhed, foretages ved indsættelse af et nyt kapitel

23 A.

Lovforslaget indeholder følgende hovedpunkter

a. I henhold til lov om forsikringsvirksomheds § 9 skal et

forsikringsselskab have Forsikringstilsynets godkendelse til at

drive forsikringsvirksomhed. Et selskab, som ønsker at drive

arbejdsskadeforsikringsvirksomhed, har i medfør af

arbejdsskadeforsikringslovens § 42 tillige behøvet

socialministerens godkendelse. Om det nærmere indhold af

socialministerens godkendelsesbeføjelse henvises til den hidtidige

ARTIKEL 6

ARTIKEL 7

Artikel 8, stk. 3, og artikel 10, stk. 3, i første direktiv suppleres

med følgende afsnit

»Den er heller ikke til hinder for, at medlemsstaterne underkaster de

virksomheder, der ansøger om eller har fået godkendelse for klasse

18 under litra A i bilaget, et tilsyn med de direkte eller

indirekte midler i form af personale og materiel, herunder

lægeholdenes kvalifikationer og kvaliteten af det udstyr, de råder

over med henblik på at opfylde deres forpligtelser under denne

klasse.«.

ARTIKEL 8//Artikel 13 i første direktiv affattes således

»ARTIKEL 13

Medlemsstaterne efterprøver i snævert samarbejde de godkendte

virksomheders fianansielle situation. Såfremt de pågældende

virksomheder har tilladelse til at dække risici, der er

klassificeret under litra A, nr. 18, i bilaget, samarbejder

medlemsstaterne ligeledes ved efterprøvning af de midler, de

pågældende virksomheder råder over til gennemførelse af den

assistancevirksomhed, som de har forpligtet sig til at udøve, for

så vidt medlemsstaternes lovgivninger foreskriver tilsyn med disse

midler.«.

Artikel 9, stk. 1, litra e), og artikel 11, stk. 1, første afsnit,

litra e), i første direktiv affattes således

»e) de anslåede omkostninger i forbindelse med opbygningen af

administrationen og funktionsnettet samt de dertil bestemte

finansielle midler, og såfremt de risici, der skal dækkes, er

klassificeret under litra A, nr. 18, i bilaget, de midler,

virksomheden råder over med henblik på at yde den lovende

assistance;».

ARTIKEL 9

artikel 10 i første direktiv, kan kun gøre dette, såfremt den

omgående efterkommer nævnte direktiv.

4. Enhver af de i stk. 1 omhandlede virksomheder, der har en anden

form end de i artikel 8 i første direktiv anførte, kan i tre år

efter datoen for meddelelsen af nærværende direktiv fortsætte

udøvelsen af sin nuværende virksomhed under den form, som den

havde på nævnte dato.

5. Denne artikel finder med de nødvendige ændringer anvendelse på

virksomheder, der oprettes efter datoen for meddelelsen af dette

direktiv, og som genoptager en form for virksomhed, der på nævnte

dato allerede blev udøvet af et i juridisk henseende særskilt

organ.

artikel 11

ARTIKEL 12

ARTIKEL 13

ARTIKEL 14

Under litra A i bilaget til første direktiv indsættes følgende nummer

før det afsluttende punktum

»18. ASSISTANCE

Assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under befordring

eller under fravær fra bopælen eller det faste opholdssted.«.

ARTIKEL 15

Enhver medlemsstat kan på sit område lade virksomhed i form af

assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under andre

omstændigheder end de i artikel 1 omhandlede, være underlagt den

ved første direktiv indførte ordning. Hvis en medlemsstat gør brug

af denne mulighed, skal den med henblik på denne anvendelse

sidestille de nævnte former for virksomhed med dem, der er

klassificeret i forsikringsklasse 18 under litra A i bilaget til

første direktiv, dog med forbehold af litra C i nævnte bilag.

Stk. 1 berører på ingen måde de i bilaget til første direktiv

fastsatte klassificeringsmuligheder for de former for virksomhed,

der klart henhører under andre forsikringsklasse.

Et agentuer eller en filial må ikke nægtes godkendelse alene med den

begrundelse, at de i denne artikel omhandlede former for

virksomhed er klassificeret anderledes i den medlemsstat, på hvis

område virksomheden har sit vedtægtsmæssige hjemsted.

Overgangsbestemmelser

Artikel 16, stk. 3, i første direktiv suppleres med følgende afsnit

»Med hensyn til risici, der er klassificeret under litra A, nr. 18, i

bilaget, er det beløb for betalte skader, der ingår i beregningen

af det andet resultat, lig med de omkostninger, som ydet

assistance har påført virksomheden. Disse omkostninger beregnes i

henhold til de nationale bestemmelser i den medlemsstat, på hvis

område virksomheden har sit vedtægtsmæssige hjemsted.«.

ARTIEKL 10

ARTIKEL 16

1. Medlemsstaterne kan indrømme virksomheder, som på datoen for

meddelelsen af dette direktiv kun udøver assistancevirksomhed på

deres område, en frist på fem år fra denne dato til at efterkomme

de betingelser, der er anført i artikel 16 og 17 i første

direktiv.

2. Medlemsstaterne kan indrømme de i stk. 1 omhandlede virksomheder,

som ved udløbet af fristen på fem år endnu ikke har tilvejebragt

solvensmargenen fuldt ud, en yderligere frist på højst to år på

betingelse af, at disse virksomheder i henhold til artikel 20 i

første direktiv har forelagt tilsynsmyndigheden de

foranstaltninger, som de agter at træffe for at nå denne margen,

til godkendelses.

3. Enhver af de i stk. 1 omhandlede virksomheder, som ønsker at

udvide sin virksomhed i henhold til artikel 8, stk. 2, eller

Artikel 17, stk. 2, litra a), andet led, i første direktiv affattes

således

»- 300 000 ECU for de risici eller en del af de risici, der hører

under en af de i litra A i bilaget under nr. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7,

8, 16 og 18 anførte klasser;».

ARTIKEL 17

Medlemsstaterne kan indrømme de i afsnit III i første direktiv

omhandlende agenturer og filialer, som på deres område kun udøver

assistancevirksomhed, en frist på højst fem år fra meddelelsen af

dette direktiv til de efterkomme artikel 25 i første direktiv,

forudsat at de pågældende agenturer og filialer ikke udvider deres

virskomhed i henhold til artikel 10, stk. 2, i første direktiv.

ARTIKEL 18

I en periode på otte år fra datoen for meddelelsen af dette direktiv

gælder den betingelse, at ulykken eller skaden skal være sket på

området for den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er

hjemmehørende, ikke for de i artikel 2, nr. 3, første afsnit,

tredje led, i første direktiv nævnte former for virksomhed, når

disse udøves af ELPÅ(Den græske Automobilklub).

Afsluttende bestemmelser

Artikel 19 i første direktiv affattes således

»ARTIKEL 19

1. Hver medlemsstat pålægger de virksomheder, der har deres

vedtægtsmæssige hjemsted på dens område, hvert år at aflægge

beretning om deres samlede virksomhed, deres finansieller

situation, deres solvens og, hvad angår dækning af de risici, der

er klassificeret under litra A, nr. 18, i bilaget, om de øvrige

midler, de råder over til opfyldelse af deres forpligtelser, for

så vidt medlemsstatens lovgivning foreskriver tilsyn med disse

midler.

2. Medlemsstaterne kræver af de virksomheder, der udøver virksomhed

på deres område, at de regelmæssigt fremlægger det for udøvelsen

af tilsynet nødvendige materiale såvel som statistisk materiale,

samt at de hvad angår dækning af de risici, der er klassificeret

under litra A, nr. 18, i bilaget, præciserer de midler, de råder

over til opfyldelse af deres forpligtelser, for så vidt

medlemsstaternes lovgivninger foreskriver tilsyn med disse midler.

De kompetente tilsynsmyndigheder tilsender hinanden det materiale

og de oplysninger, der har relevans for udøvelsen af tilsynet.«

ARTIKEL 19

1. Medlemsstaterne ændrer deres nationale bestemmelser i

overensstemmelse med dette direktiv senest den 30. juni 1987; de

underretter straks Kommissionen herom. De således ændrede

bestemmelser skal, med forbehold af artikel 16, 17 og 18 i dette

direktiv, finde anvendelse senest fra den 1. januar 1988.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste

love og administrative bestemmelser, som de udsteder på det

område, der er omfattet af dette direktiv.

ARTIKEL 20

Kommissionen aflægger inden for en frist på seks år fra meddelslens

af dette direktiv rapport til Rådet om de vanskeligheder, der

følger af anvendelsen af dette direktiv, særlig artikel 15. Den

forelægger i givet fald forslag med henblik på at bringe visse

vanskeligheder til ophør.

ARTIKEL 21

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. december 1984.

PÅ RÅDETS VEGNE

A. DUKES

FORMAND

Artikel 26 i første direktiv affattes således

»ARTIKEL 26

1. Virksomheder, der har søgt om eller opnået godkendelse fra flere

medlemsstater, kan anmode om følgende fordele, som kun kan ydes

samlet

a) den i artikel 25 omhandlede solvensmargen beregnes på grundlag af

den samlede virksomhed, som de udøver inden for Fællesskabet; i

dette tilfælde tages kun den virksomhed, som udøves af samtlige

agenturer eller filialer, der er etableret inden for Fællesskabet,

i betragtning ved denne beregning;

b) den i artikel 23, stk. 2, litra e), omhandlede sikkerhed skal

kunne stilles i en af disse stater;

c) de aktiver, der danner garantifonden, kan anbringes i hvilken som

helst af de medlemsstater, hvor de udøver deres virksomhed.

2. Anmodning om opnåelse af de i stk. 1 nævnte fordele fremsættes

over for de kompetente myndigheder i samtlige de medlemsstater,

hvor den pågældende virksomhed har søgt om eller opnået

godkendelse. I anmodningen anføres den myndighed, der fremtidig

skal efterprøve de i Fællesskabet etablerede agentueres eller

filialers solvens for så vidt angår deres samlede virksomhed.

Virksomhedens valg af myndighed skal begrundes.

Sikkerhedsstillelsen skal deponeres i den pågældende medlemsstat.

3. De i stk. 1 nævnte fordele må kun ydes med samtykke fra de

kompetente myndigheder i samtlige de medlemsstater, hvor

anmodningen er fremsat. De får virkning fra det tidspunkt, på

hvilket den valgte tilsynsmyndighed over for de øvrige

tilsynsmyndigheder har erklæret sig rede til at efterprøve de i

Fællesskabet etablerede agenturers eller filialers solvens for så

vidt angår deres samlede virksomhed.

Den valgte tilsynsmyndighed modtager fra de øvrige medlemsstater de

oplysninger, der er nødvendige for at efterprøve den samlede

solvens for agenturer og filialer, der er etableret på deres

område.

4. Tilladelsen til at anvende de i medfør af denne artikel ydede

fordele tilbagekaldes af samtlige berørte medlemsstater samtidig

på foranledningaf en eller flere af de berørte medlemsstater.«.

Artikel 27, stk. 2, i første direktiv affattes således

»Ved anvendelsen af artikel 20 i tilfælde af en virksomhed, der er

opnået de i artikel 26, stk. 1, omhandlede fordele, ligestilles

den myndighed, der har til opgave at efterprøve solvensen i de

agenturer og filialer, der er etableret inden for Fællesskabet,

for så vidt angår deres samlede virksomhed, med myndigheden i den

medlemsstat, på hvis område virksomheden har sit vedtægtsmæssige

hjemsted.«.

§ 46 i arbejdsskadeforsikringsloven, med hjemmel i hvilken

socialministeren har udarbejdet »Socialministeriets almindelige

betingelser for godkendelse af forsikringsselskaber til tegning af

forsikringer efter arbejdsskadeforsikringsloven« samt

»Mønsterbestemmelser for forsikringsbetingelser i henhold til

arbejdsskadeforsikringsloven«. Med nærværende lovforslag er det

hensigten, at Forsikringstilsynet overtager socialministerens

hidtidige godkendelsesbeføjelser. Det hidtidige

godkendelsesinstitut for forsikringsbetingelserne vedrørende

arbejdsskadeforsikringsvirksomhed opretholdes ved indføjelse af

en § 210 b i lov om forsikringsvirksomhed. Begrundelsen er, at

Forsikringstilsynet ikke i medfør af den gældende lov om

forsikringsvirksomhed skal godkende forsikringsbetingelser for

selskaber, som driver skadesforsikringsvirksomhed, jf. ovenfor.

Med lovforslaget tilsigtes der ikke nogen ændring i den gældende

retstilstand, ifølge hvilken Socialministeriet fastsætter

forsikringsbetingelserne vedrørende

arbejdsskadesforsikringsvirksomheden, dog således at det fremover

i medfør af forslagets § 210 b bliver Forsikringstilsynet, der

fastsætter de omhandlede forsikringsbetingelser.

b. Kontrol med selskabernes præmiefastsættelse og indtjeningsforhold

foreslås overflyttet til Forsikringstilsynet, ved at der i lov om

forsikringsvirksomhed indsættes en bestemmelse med samme sigte som

arbejdsskadeforsikringslovens hidtidige § 47, stk. 1, 1. pkt.,

dvs. en bestemmelse der sikrer, at forsikringsselskaber, som

driver arbejdsskadeforsikringsvirksomhed i det lange løb vil have

balance mellem indtægter og udgifter.

Desuden indsættes en bestemmelse, hvorefter Forsikringstilsynet

bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for

præmiefastsættelsen. Hvad angår indholdet af de principper, der

lægges til grund ved præmiefastsættelsen, henvises til

bemærkningerne til forslagets § 210 g, stk. 1. Desuden henvises i

denne forbindelse til arbejdsskadeforsikringslovens nugældende §

47, stk. 1, 2. pkt., i henhold til hvilken socialministeren senest

har udstedt bekendtgørelse nr. 891 af 12. december 1986 om

beregning af præmier for forsikringer, tegnet efter

arbejdsskadeforsikringsloven.

c. Den hidtidige kontrol med selskabernes betalingsevne i form af

afsættelse af fornødne reserver for løbende ydelser, agtes

ligeledes overført fra Sikringsstyrelsen til Forsikringstilsynet.

Samtidig tillægges Forsikringstilsynet bemyndigelse til at

fastsætte beregningsgrundlaget for reserven for løbende ydelser.

d. Tilsynsmyndighedens løbende indseende med selskabernes

adminstration, der hidtil har været sikret ved »Socialministeriets

almindelige betingelser for godkendelse af forsikringsselskaber

til tegning af forsikringer efter arbejdsskadeforsikringsloven's

nr. 4, opretholdes, men udbygges bl.a. i form af en lovpligtig

redegørelse, underskrevet af bestyrelse og direktion.

e. De hidtidige regler for ophør, herunder inddragelse af

godkendelse, afgivelse af genforsikring, overdragelse af

forsikringsbestand og opløsning af selskaber, der driver

arbejdsskadeforsikringsvirksomhed, overføres til lov om

forsikringsvirksomhed - dels ved at de sædvanlige regler i lov om

forsikringsvirksomhed fremover skal finde anvendelse, dels ved

indføjelse af nye bestemmelser i lov om forsikringsvirksomhed.

f. I henhold til arbejdsskadeforsikringsloven skal socialministeren

nedsætte et udvalg, med hvilket Sikringsstyrelsen mindst hvert

andet år skal optage forhandling med henblik på en almindelig

revision af, hvilke sygdomme der kan anses for erhvervssygdomme. I

betænkningen om forsikringsselskabernes administration af

arbejdsskadeforsikringen er nærmere redegjort for

erhvervssygdommenes særlige betydning, jf. afsnit 2.3. I

betænkningen hedder det bl.a. således

»De særlige forsikringsmæssige problemer i forbindelse med

erhvervssygdomme hænger sammen med, at en erhvervssygdom ofte

først bryder ud adskillige år efter den skadelige påvirkning.

Dette medfører, at det kan være vanskeligt at fastslå tidspunktet

for skadens indtræden og eventuelt hvilket forsikringsselskab, der

hæfter for skaden, . . .

Hertil kommer, at ny lægelig viden og teknik i mange tilfælde

afslører nye årsagssammenhænge mellem påvirkning af skadelige

stoffer og medicinske følger. En række diagnoser anerkendes derfor

nu i modsætning til tidligere som erhvervssygdomme.

Disse problemer medfører, at det kan være vanskeligt at bedømme

skaderisikoen, og dermed også, hvor store reserver der skal

afsættes.«

Vanskelighederne med at bedømme skaderisikoen forhindrer

selskaberne i at fastsætte præmierne på fyldestgørende vilkår.

Konsekvensen bliver dels, at fremtidige forsikringstagere betaler

for tidligere indtrufne erhvervsskader, dels at

forsikringsselskaber med gamle forsikringsbestande stilles

dårligere konkurrencemæssigt end nyere selskaber.

Lovforslaget åbner derfor mulighed for etablering af en

fællesordning (pool) for erhvervssygdomme. Herved opnås, at

risikoen vedrørende erhvervssygdom fordeles på samtlige

forsikringsselskaber.

10. Forslaget forventes ikke at medføre merudgifter eller øget

personaleforbrug for staten eller kommunerne.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGETS

enkelte bestemmelser

TIL NR. 1

I de foreslåede NR. 5-7 i § 2, STK. 1, opregnes visse former for

assistancevirksomhed, der er undtaget fra lovens

anvendelsesområde, ligesom Falcks Redningskorps A/ S udtrykkeligt

undtages.

Bestemmelsen i NR. 5 undtager virksomheder, der alene yder

assistancevirksomhed i form af vejhjælp i forbindelse med en

ulykke eller skade sket her i landet.

Virksomheder, der tilbyder vejhjælp i forbindelse med en skade sket i

udlandet foreslås ligeledes undtaget ved bestemmelsen i tilfælde,

hvor vejhjælpen ydes af tilsvarende virksomheder i udlandet i

henhold til en aftale om gensidighed. Der tænkes her navnlig på

medlemmer af Alliance Internationale du Tourisme.

Den vejhjælp, der foreslås omfattet af bestemmelsen, er i følge

EF-direktivet begrænset til reparation eller befordring af

køretøjer og befordring af fører og passagerer til bopæl,

udgangspunkt eller bestemmelsessted.

Bestemmelsen i NR. 6 undtager små virksomheder, der alene yder

assistance på begrænset områder fortrinsvis her i landet. De

virksomheder, der foreslås undtaget ved bestemmelsen, er i følge

EF-direktivet assistancevirksomheder, der virker på lokalt plan,

som kun bistår med naturalydelser, og hvis årlige præmieindtægt

ikke overstiger 200.000 ERE. Det foreslås i bestemmelsen, at

Forsikringstilsynet fastsætter grænserne for den årlige

præmieindtægt.

Bestemmelsen i NR. 7 undtager udtrykkeligt Falcks Redningskorps A/ S.

Baggrunden for den foreslåede undtagelse er, at Falcks

Redningskorps A/ S navnlig yder offentlig assistancevirksomhed.

TIL NR. 2

I følge de gældende regler har et forsikringsselskab, der driver

arbejdsskadeforsikring, skullet godkendes både efter lov om

forsikringsvirksomhed og efter arbejdsskadeforsikringsloven.

Godkendelse efter arbejdsskadeforsikringsloven har bl.a.

indbefattet en godkendelse af selskabets forsikringsbetingelser.

Den foreslåede ændring er således alene en konsekvens af ønsket om

at overføre de forsikringstekniske arbejdsopgaver ved

administrationen af arbejdsskadeforsikringsloven til

Forsikringstilsynet.

TIL NR. 3

Formålet med bestemmelsen er at lovfæste en ret til overførsel af

pensionsrettigheder fra et pensionsinstitut til et andet. Reglen

gælder for både tværgående pensionskasser og

livsforsikringsselskaber.

Reglerne tager alene højde for ordninger med løbende udbetalinger,

dvs. alderspension, invalidepension samt ægtefælle- og

børnepension. I kapitel 1 i pensionsbeskatningsloven, jf.

lovbekendtgørelse nr. 436 af 25. juni 1986, er de enkelte

pensionsformer nærmere beskrevet.

Reglen gælder i øvrigt alene for ordninger, der er obligatoriske. Ved

dette forstås ordninger, der er oprettet som led i et

ansættelsesforhold, hvor en arbejdsgiver efter fastsatte kriterier

skal pensionssikre sine medarbejdere i henhold til kontrakt med et

forsikringsselskab eller ordninger i en tværgående pensionskasse.

Forsikringstilsynet skal godkende det enkelte pensionsinstituts

overførelsesregler. Disse overførselsregler vil hermed blive en

del af forsikringsselskabets eller den tværgående kasses tekniske

grundlag.

Pensionsinstituttet kan alene forvente at få godkendt

overførselsregler, der foreskriver en accept fra den person,

pensionsoverførslen vedrører. § 30, nr. 6, indeholder regler, der

sikrer, at der i tilfælde af manglende accept fra arbejdstageren

kan gives mulighed for fripolice.

I overførelsesreglerne, som indsendes af forsikringsselskaber og

tværgående pensionskasser til godkendelse, skal det præcieres, at

der for så vidt angår tarifordninger er pligt til at overføre

nettoreserven, og for så vidt angår ordninger, der ikke er

tarifordninger, en værdi svarende hertil.

Med hensyn til omkostninger i forbindelse med overførsel er det

tilladt for det afgivende pensionsinstitut at fastsætte et

promillegebyr af nettoreserven med en fast beløbsmæssig overgrænse

eller et fast beløb.

Det modtagne pensionsinstitut kan ikke fastsætte noget gebyr.

Forsikringstilsynet kan dog under særlige omstændigheder, hvor der

for et pensionsinstitut kan forventes manglende ligevægt mellem

pensionsoverførsler fra og til pensionsinstituttet tillade, at

pensionsinstituttet for et nærmere angivet tidsrum opkræve et

gebyr.

Overførselsreglerne skal præcisere, at et pensionsinstitut har pligt

til at modtage nettoreserven i anledning af overførslen.

Er det modtagende pensionsinstitut en tværgående pensionskasse, kan

der i vedtægterne være fastsat en begrænsning, således at

pensionskassen alene kan modtage det, der svarer til den pension,

der kan opnås ved betaling af ordinære bidrag i en periode

svarende til et bidragsbeløb for et normalt medlemsskab. Eventuelt

overskydende beløb må således forblive i det afgivende

pensionsinstitut. I forbindelse med Forsikringstilsynets

godkendelse af vedtægtsbestemmelserne om overførsel må

spørgsmålet om en justering af disse begrænsninger tages op.

Reglen i § 4 tager højde herfor.

For så vidt angår helbredsbedømmelse er hovedreglen for

overførselsregler, at der ikke kan kræves en nyvurdering af

helbredstilstanden, medmindre den nye ordning afviger væsentligt

fra den gamle ordning med hensyn til forøget risiko eller med

hensyn til krav om helbredsbedømmelse ved indtræden.

Overførselsreglerne skal fastsætte en ret for arbejdstager til at

fortsætte i den hidtidige pendionsordning som medlem, såfremt en

helbredsbedømmelse fører til afslag på optagelse i den nye

pensionsordning på mindst samme vilkår som i den hidtidige.

For det modtagende pensionsinstitut skal der endvidere for disse

tilfælde være pligt til at optage arbejdstageren, dog på de vilkår

pensionsinstituttets beregningsgrundlag foreskriver.

De nævnte krav til overførselsreglerne er minimumskrav. Det enkelte

pensionsinstitut er derfor ikke afskåret fra at fastsætte regler,

der yderligere tilgodeser arbejdstagere i tilfælde af jobskift.

TIL NR. 4

Forslaget åbner mulighed for, at nærmere retningslinier om

overførselsregler kan fastsættes af industriministeren, hvis dette

måtte vise sig påkrævet.

TIL NR. 5

Ændringen er nødvendiggjort af den foreslåede ændring af § 10, stk.

3.

TIL NR. 6

Bestemmelsen foreslås ophævet, idet indholdet nu fremgår af det

foreslåede kapitel 23 A, §§ 210 e, stk. 1, og 210 f, stk. 1.

TIL NR. 7.

§§ 135, 135 a og 136 tilsvarende anvendelse.

§§ 135, 135 a og 136 tilsvarende anvendelse.

§ 210 a. Ansøgning om koncession til at drive

arbejdsskadeforsikringsvirksomhed skal indsendes til

Forsikringstilsynet og være ledsaget af

1) selskabets almindelige forsikringsbetingelser med angivelse af, i

hvilket omfang disse optages i selskabets policer,

2) angivelse af principper for beregningen af forsikringspræmierne,

3) angivelse af principper for afsættelse af tekniske reserver,

4) angivelse af genforsikringsforholdene,

5) angivelse af de regler, hvorefter selskabet kan overtage

genforsikring og

6) angivelse af principper for fordeling af bonus.

§ 210 j. Inden en måned efter endelig vedtagelse og godkendelse af et

forsikringsselskabs årsregnskab skal der til Forsikringstilsynet

indsendes

1) en af bestyrelsen og direktionen underskrevet redegørelse for

opgørelsen af reserven for løbende ydelser efter

arbejdsskadeforsikringsloven og

2) en af bestyrelsen og direktionen underskrevet redegørelse for,

hvorledes den til arbejdsskadeforsikringsvirksomheden knyttede

præmiereserve samt de til denne virksomhed knyttede øvrige

erstatningsreserver er opgjort.

§ 210 k. Afgivelse i genforsikring af en kvote af et

forsikringsselskabs arbejdsskadeforsikringsbestand såvel som

genforsikring af en væsentlig del af et selskabs

arbejdsskadeforsikringer må ikke ske ved et selskabs stiftelse og

må derefter kun ske, når Forsikringstilsynet finder det

velbegrundet. Foranstaltningen skal godkendes af selskabets

generalforsamling.

§ 210 l. Et forsikringsselskab kan ikke opløses, medmindre det

forinden har overført hele sin forsikringsbestand til et andet

selskab i overensstemmelse med de i § 159 fastsatte regler eller

dets arbejdsskadeforsikringsbestand er taget under administration

af Sikringsstyrelsen i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven.

§ 210 m. Forsikringstilsynet påbyder et forsikringsselskab inden for

en af Forsikringstilsynet fastsat frist at foretage de

foranstaltninger, der skønnes nødvendige, såfremt

1) de tekniske reserver viser sig at være afsat med utilstrækkelige

beløb,

2) tilsynet ikke finder den måde, hvorpå selskabets midler er

anbragt, betryggende,

3) det viser sig, at de til dækning af forsikringsfonden henlagte

midler ikke er betryggende, eller

4) nogen af de i § 250, stk. 1, nr. 1, 2 eller 5 nævnte

omstændigheder foreligger.

Stk. 2. Er de påbudte foranstaltninger ikke truffet inden den

fastsatte frist, kan Forsikringstilsynet tilbagekalde

forsikringsselskabets koncession til at drive

arbejdsskadeforsikringsvirksomhed, hvorefter forsikringsbestanden

tages under administration af Sikringsstyrelsen i henhold til

arbejdsskadeforsikringsloven.«.

8. § 247, STK. 1, 1. PKT., affattes således

»De afgørelser, som Forsikringstilsynet træffer i henhold til denne

lovs §§ 3, 6, 7, 10, 16, 31, 33, 34, 73, 133, 134, 135, 135 a,

150-160, 204, stk. 1, 210 c, 210 e, stk. 1 og 2, 210 f, stk. 2,

210 k, 210 l, 210 m, stk. 1 og 2, 226, 227, 245 og 249-254, kan

indbringes for Forsikringsnævnet.«

§ 210 a. Ansøgning om koncession til at drive

arbejdsskadeforsikringsvirksomhed skal indsendes til

Forsikringstilsynet og være ledsaget af

1) selskabets almindelige forsikringsbetingelser med angivelse af, i

hvilket omfang disse optages i selskabets policer,

2) angivelse af principper for beregningen af forsikringspræmierne,

3) angivelse af principper for afsættelse af tekniske reserver,

4) angivelse af genforsikringsforholdene,

5) angivelse af de regler, hvorefter selskabet kan overtage

genforsikring og

6) angivelse af principper for fordeling af bonus.

§ 210 b. Koncession kan ikke gives, før Forsikringstilsynet har

godkendt forsikringsselskabets almindelige forsikringsbetingelser

og dets tekniske grundlag.

§ 210 c. Et forsikringsselskab skal indgå i en fællesordning (pool)

for løntalsregulering af løbende ydelser. Forsikringstilsynet kan

i særlige tilfælde dispensere fra dette krav.

Stk. 2. Forsikringstilsynet kan fastsætte nærmere regler for denne

fællesordning.

§ 210 d. Når et forsikringsselskab har overtaget en

forsikringspligtig arbejdsgivers risiko, hæfter selskabet, selv om

det ved forsikringsaftalen er gået ud fra urigtige forudsætninger

vedrørende forsikringsansvarets art og omfang.

§ 210 e. Til dækning af løbende ydelser efter

arbejdsskadeforsikringsloven, skal ethvert forsikringsselskab

afsætte en særlig reserve, der optages særskilt i balancen

(status).

Stk. 2. Forsikringstilsynet fastsætter beregningsgrundlaget for

reserven for løbende ydelser.

§ 210 f. Forsikringstilsynet fastsætter nærmere regler for

værdiansættelse af aktiver til dækning af reserven for løbende

ydelser.

Stk. 2. For midler, der er afsat til dækning af denne reserve, finder

§ 210 b. Koncession kan ikke gives, før Forsikringstilsynet har

godkendt forsikringsselskabets almindelige forsikringsbetingelser

og dets tekniske grundlag.

§ 210 g. Et forsikringsselskab er forpligtet til at fastsætte

præmierne således, at der udover, hvad der er nødvendigt til

dækning af selskabets forsikringsmæssige ricisi efter loven, kun

opkræves, hvad der er nødvendigt til dækning af omkostningerne ved

en forsvarlig administration, konsolidering samt et rimeligt

udbytte. Forsikringstilsynet fastsætter nærmere regler for denne

beregning.

Stk. 2. Forsikringstilsynet kan efter forhandling med

Sikringsstyrelsen fastsætte nærmere regler for en fællesordning

til overtagelse af erhvervssygdomsrisici.

§ 210 h. Ved ændring af ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven

samt de hertil hørende afsatte reserver er et forsikringsselskab,

uanset indgåede forsikringsaftaler, berettiget til uden varsel at

regulere de fastsatte præmier. Tilsvarende gælder, hvis der sker

en ændring i antallet og omfanget af anerkendte erhvervssygdomme.

Stk. 2. Uanset en præmieregulering, forbliver tegnede forsikringer i

kraft, indtil de udløber.

Stk. 3. Mener en forsikringstager, at en foretagen præmieforhøjelse,

der ikke har hjemmel i forsikringsaftalen, er større, eller at en

præmienedsættelse er mindre, end hvad der svarer til den

udgiftsændring, der skyldes de i stk. 1 nævnte ændringer, kan

forsikringstageren indbringe spørgsmålet for Forsikringstilsynet

inden 4 uger efter modtagelsen af meddelelse om præmieændringen.

§ 210 i. Der tillægges præmier, påløbne renter af præmier samt andre

omkostninger i mangel af rettidig betaling af præmie

udpantningsret.

§ 210 j. Inden en måned efter endelig vedtagelse og godkendelse af et

forsikringsselskabs årsregnskab skal der til Forsikringstilsynet

indsendes

1) en af bestyrelsen og direktionen underskrevet redegørelse for

opgørelsen af reserven for løbende ydelser efter

arbejdsskadeforsikringsloven, og

2) en af bestyrelsen og direktionen underskrevet redegørelse for,

hvorledes den til arbejdsskadeforsikringsvirksomheden knyttede

præmiereserve samt de til denne virksomhed knyttede øvrige

erstatningsreserver er opgjort.

§ 210 k. Afgivelse i genforsikring af en kvote af et

forsikringsselskabs arbejdsskadeforsikringsbestand såvel som

genforsikring af en væsentlig del af et selskabs

arbejdsskadeforsikringer må ikke ske ved et selskabs stiftelse, og

må derefter kun ske, når Forsikringstilsynet finder det

velbegrundet. Foranstaltningen skal godkendes af selskabets

generalforsamling.

§ 210 l. Et forsikringsselskab kan ikke opløses, medmindre det

forinden har overført hele sin forsikringsbestand til et andet

selskab i overensstemmelse med de i § 159 fastsatte regler, eller

dets arbejdsskadeforsikringsbestand er taget under administration

af Sikringsstyrelsen i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven.

§ 210 m. Forsikringstilsynet påbyder et forsikringsselskab inden for

en af Forsikringstilsynet fastsat frist at foretage de

foranstaltninger, der skønnes nødvendige, såfremt

1) de tekniske reserver viser sig at være afsat med utilstrækkelige

beløb,

2) tilsynet ikke finder den måde, hvorpå selskabets midler er

anbragt, betryggende,

3) det viser sig, at de til dækning af forsikringsfonden henlagte

midler ikke er betryggende, eller

4) nogen af de i § 250, stk. 1, nr. 1, 2 eller 5 nævnte

omstændigheder foreligger.

Stk. 2. Er de påbudte foranstaltninger ikke truffet inden den

fastsatte frist, kan Forsikringstilsynet tilbagekalde

forsikringsselskabets koncession til at drive

arbejdsskadeforsikringsvirksomhed, hvorefter forsikringsbestanden

tages under administration af Sikringsstyrelsen i henhold til

arbejdsskadeforsikringsloven.«.

8. § 247, STK. 1, 1. PKT., affattes således

»§ 247. De afgørelser, som Forsikringstilsynet træffer i henhold til

denne lovs §§ 3, 6, 7, 10, 16, 31, 33, 34, 73, 133, 134, 135, 135

a, 150-160, 204, stk. 1, 210 c, 210 e, stk. 1 og 2, 210 f, stk. 2,

210 k, 210 l, 210 m, stk. 1 og 2, 226, 227, 245 og 249-254, kan

indbringes for Forsikringsnævnet.«.

§ 210 a

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger har

arbejdsskadeforsikringsvirksomhed i såvel teknisk som i

tilsynsmæssig henseende visse lighedspunkter med

livsforsikringsvirksomhed, men i relation til lov om

forsikringsvirksomhed er arbejdsskadeforsikringsvirksomhed ikke at

betragte som livsforsikringsvirksomhed. Dette indebærer, at de i

lov om forsikringsvirksomhed indeholdte bestemmelser vedrørende

livsforsikringsvirksomhed ikke kan finde anvendelse på

forsikringsselskaber, som ønsker at drive

arbejdsskadeforsikringsvirksomhed. Det vil derfor ikke være muligt

at overføre det i arbejdsskadeforsikringsloven hjemlede tilsyn med

forsikringsselskabernes arbejdsskadeforsikringsvirksomhed til

Forsikringstilsynet uden at indsætte særlige bestemmelser herom i

lov om forsikringsvirksomhed.

I medfør af arbejdsskadeforsikringsloven har Socialministeriet

udstedt »Socialministeriets almindelige betingelser for

godkendelse af forsikringsselskaber til tegning af forsikringer

efter arbejdsskadeforsikringsloven«. I følge disse betingelser

skal ansøgning om godkendelse til tegning af forsikringer efter

arbejdsskadeforsikringsloven bl.a. bilægges eksemplarer af

selskabets vedtægter og øvrige bestemmelser, udkast til

forsikringsbetingelser, tarif, begærings- og policeblanketter.

I henhold til arbejdsskadeforsikringslovens § 50, stk. 1, skal

ethvert godkendt selskab til dækning af løbende ydelser efter

loven afsætte en særlig reserve. Herudover er selskabet i medfør

af § 131, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed pålagt at afsætte

tilstrækkelige tekniske reserver svarende til selskabets

forsikringsmæssige forpligtelser. De forsikringsselskaber, som

driver arbejdsskadeforsikringsvirksomhed, har således i medfør af

arbejdsskadeforsikringsloven en specifik forpligtelse til at

afsætte en reserve for løbende ydelser, hvorimod de pågældende

forsikringsselskaber i medfør af lov om forsikringsvirksomhed har

en generel forpligtelse til at afsætte tilstrækkelige reserver,

herunder en reserve for løbende ydelser efter

arbejdsskadeforsikringsloven, men derudover tillige øvrige

erstatningsreserver samt eventuelt en præmiereserve vedrørende den

omhandlede virksomhed.

Under den gældende retstilstand skal de forsikringsselskaber, som

ønsker at drive arbejdsskadeforsikringsvirksomhed, således til det

offentlige (p.t. Sikringsstyrelsen) bl.a. fremsende udkast til

forsikringsbetingelser samt tariferingsgrundlag, ligesom de

godkendte forsikringsselskaber er pålagt forpligtelser med hensyn

til afsættelsen af tekniske reserver.

På denne baggrund indeholder bestemmelsen regler, hvorefter

selskaberne i forbindelse med fremsendelsen af ansøgning om

koncession til at drive arbejdsskadeforsikringsvirksomhed til

Forsikringstilsynet skal indsende

1) selskabets almindelige forsikringsbetingelser med angivelse af, i

hvilket omfang disse optages i selskabets policer,

2) angivelse af principperne for beregningen af forsikringspræmierne

(tariferingsgrundlaget),

3) angivelse af principperne for afsættelse af tekniske reserver.

Det bemærkes, at afgivelse af den under 2) anførte oplysning ikke

tænkes at indebære en indskrænkning i den i øvrigt frie ret til

præmiefastsættelse.

I de almindelige bemærkninger er nærmere redegjort for de

forsikringstekniske problemer, som knytter sig til

erhvervssygdommene. I lyset af disse problemer er det fundet

hensigtsmæssigt, at selskaberne foruden de under 1-3 anførte

oplysninger i forbindelse med ansøgning om koncession tillige

oplyser

4) det højeste beløb, som selskabet uden genforsikring skal kunne

overtage på enkelt risiko,

5) de regler, efter hvilke selskabet kan overtage genforsikring.

Hertil kommer, at det hidtidige krav til størrelsen af

arbejdsskadeforsikringsselskabernes portefølje (mindst 10.000

helårsarbejdere eller 10.000 arbejdsgivere) bortfalder i

forbindelse med Forsikringstilsynets overtagelse af det

forsikringstekniske tilsyn. Dette forhold må alt andet lige øge

kravene til forsikringsselskabernes genforsikringsforhold.

§ 210 B

Bestemmelsen er en instruks til Forsikringstilsynet, og ordlyden

svarer i princippet til lov om forsikringsvirksomhed § 31, 1. pkt.

I henhold til lov om forsikringsvirksomhed § 31, 2. pkt., skal

Forsikringstilsynet ved godkendelse af det tekniske grundlag m.v.

for et livsforsikringsselskab påse, at beregningsgrundlaget er

betryggende såvel i sin helhed som inden for de enkelte elementer.

Med udformningen af § 210 b er det hensigten at opretholde denne

procedure således, at Forsikringstilsynet også ved godkendelsen af

det tekniske grundlag for selskaber, som ønsker at drive

arbejdsskadeforsikringsvirksomhed, vurderer, hvorvidt grundlaget

er betryggende.

Det for et forsikringsselskab gældende tekniske grundlag for så vidt

angår arbejdsskadeforsikringsvirksomhed omfatter for tiden

1) grundlaget for beregning af præmierne, herunder eventuelle

regulativer eller lignende vedrørende risikoklasser,

2) grundlaget for afsættelse af reserven for løbende ydelser,

3) genforsikringsforholdene,

4) bonusregulativ,

5) maksimum for risiko, dvs. det højeste beløb, som selskabet uden

genforsikring kan overtage for enkelt risiko (maksimum for egen

regning),

6) de betingelser, hvorunder selskabets eventuelle deltagelse i

fællesordningen (pool) for løntalsregulering af løbende ydelser

efter loven samt i fællesordningen (pool) vedrørende overtagelse

af erhvervssygdomsrisici finder sted.

Når det tekniske grundlag for så vidt angår

arbejdsskadeforsikringsvirksomhed bl.a. omfatter et bonusregulativ

skyldes det, at kursgevinster kan forventes at øve en væsentlig

indflydelse på forsikringsselskabernes overskud vedrørende denne

virksomhed. Idet overskuddet i princippet henlægges i bonusfond,

vil bonusfonden således i princippet bestå af en

kursreguleringsfond og en bonusfond, som anvendes til fordel for

forsikringstagerne.

Det er derfor af væsentlig betydning at kunne vurdere, hvor stor en

del af bonusfonden som hidrører fra kursgevinster, og hvor stor en

del som hidrører fra anden kilde.

§ 210 C

Princippet fra arbejdsskadeforsikringslovens § 46, stk. 3, om at

fordele udgifterne til løntalsregulering af løbende ydelser mellem

selskaberne overføres herved til lov om forsikringsvirksomhed.

I følge bestemmelsen i stk. 2 kan Forsikringstilsynet fastsætte

nærmere regler for en fællesordning (pool) for løntalsregulering

af løbende ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven. Denne

bestemmelse repræsenterer en ændring i forhold til

arbejdsskadeforsikringslovens § 46, stk. 3, hvorefter de godkendte

forsikringsselskaber skal følge en vedtægt, stadfæstet af

socialministeren for en fælles ordning (pool) for

løntalsregulering af løbende ydelser efter loven, medmindre det

fremgår af vedtægten, at selskabet er fritaget herfor.

Udformningen af forslaget til § 210 c, stk. 2, indebærer således en

ændring af den gældende retstilstand, idet Forsikringstilsynet med

hjemmel i bestemmelsen er beføjet til om nødvendigt f.eks. at

fastsætte vedtægterne for den omtalte pool.

§ 210 c. Et forsikringsselskab skal indgå i en fællesordning (pool)

for løntalsregulering af løbende ydelser. Forsikringstilsynet kan

i særlige tilfælde dispensere fra dette krav.

Stk. 2. Forsikringstilsynet kan fastsætte nærmere regler for denne

fællesordning.

§ 210 D

Bestemmelsen er - på nær en mindre sproglig ændring - overflyttet fra

arbejdsskadeforsikringsloven, hvor bestemmelsen fremgik af § 45.

Det forhold, at der er tale om 3. parts forsikring nødvendiggør,

at forsikringsaftaler opretholdes, uanset hvilke forudsætninger

aftalen måtte være indgået på.

§ 210 E

Bestemmelsens stk. 1 svarer til arbejdsskadeforsikringslovens

hidtidige § 50, stk. 1, 1. sætning, samt bestemmelsen i lov om

forsikringsvirksomheds § 123, stk. 1, der som nævnt foreslås

ophævet.

Bestemmelsen i stk. 2 svarer til bestemmelsen i

arbejdsskadeforsikringslovens § 50, stk. 1, 2. og 3. sætning, dog

således at beføjelsen til at fastsætte beregningsgrundlag

overføres fra Sikringsstyrelsen til Forsikringstilsynet.

Det er hensigten, at Forsikringstilsynet indtil videre vil fastsætte

samme beregningsgrundlag som det hidtil gældende for opgørelsen af

reserven for løbende ydelser (rentereserven).

Erstatning efter arbejdsskadeforsikringslovens §§ 27, 28, 31 og 32

ydes enten i form af en løbende ydelse eller i form af en

kapitalerstatning, jf. lovens § 39, stk. 1, 2 og 3. Ved

beregningen af en kapitalerstatning tages i princippet

udgangspunkt i en tilkendt løbende ydelse, som herefter ved hjælp

af et omregningsgrundlag kapitaliseres til et kapitalbeløb. Da de

grundlæggende principper for fastsættelse af kapitalerstatninger

inddrages i et kommende udvalgsarbejde under Socialministeriet, er

det besluttet, at kompetencen til at fastsætte

beregningsgrundlaget opretholdes uændret i

arbejdsskadeforsikringslovens § 39, stk. 4.

§ 210 F

Bestemmelsens stk. 1 og 2 svarer i princippet til

arbejdsskadeforsikringslovens hidtidige § 50, stk. 2-4, samt den i

medfør heraf udstedte bekendtgørelse nr. 33 af 12. januar 1983 om

anbringelse og båndlæggelse af forsikringsselskabernes reserver

for løbende ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven.

Det bemærkes dog herved, at et forsikringsselskab i henhold til

arbejdsskadeforsikringslovens § 50, stk. 3, er forpligtet til

inden 3 måneder efter regnskabsårets udgang at forsyne

værdipapirerne med selskabets (forbundets) påtegning om, at

værdipapirerne skal tjene til dækning af reserven for løbende

ydelser.

I henhold til lov om forsikringsvirksomheds § 136, stk. 2, skal

pantsætning af værdipapirer finde sted inden 3 måneder efter hvert

regnskabsårs udgang, og i løbet af regnskabsåret skal på samme

måde med 3 måneders frist foretages en båndlæggelse af

værdipapirer til dækning af det beløb, hvormed forsikringsfonden,

jf. lov om forsikringsvirksomheds § 133, skønnes at være vokset i

den forløbne del af regnskabsåret. Med bestemmelsen i § 210 f,

stk. 2, vil forsikringsselskaberne således fremover være pålagt

løbende at båndlægge værdipapirer svarende til den gradvise

stigning i reserven for løbende ydelser.

Hertil kommer, at bestemmelsen åbner mulighed for, at de

forsikringsselskaber, som driver

arbejdsskadeforsikringsvirksomhed, fremover i lighed med

livsforsikringsselskaber kan placere de midler, der tjener til

dækning af reserven for løbende ydelser i aktier, hvilket der ikke

hidtil har været adgang til.

§ 210 G

Bestemmelsen i stk. 1, der erstatter arbejdsskadeforsikringslovens §

47, stk. 1, har til formål så vidt muligt at sikre, at

forsikringsselskaber, som driver

arbejdsskadeforsikringsvirksomhed, i det lange løb vil have

balance mellem indtægter og udgifter. Ved udgifter forstås

udgifter i videste forstand, herunder stigningen i den af

arbejdsskadeforsikringsvirksomheden affødte nødvendige

basiskapital samt et rimeligt udbytte.

Det er således hensigten, at forsikringsselskabernes

arbejdsskadeforsikringsvirksomhed i økonomisk henseende skal hvile

i sig selv. Dette mål skal i videst muligt omfang sikres gennem en

hensigtsmæssig udformning af disse regler, hvorefter

forsikringsselskaberne skal aflægge regnskab for

arbejdsskadeforsikringsvirksomheden.

I regnskabsaflæggelsen skal det derfor tilstræbes, at regnskaberne

giver et så dækkende billede af virksomheden som muligt, dvs. at

regnskaberne skal fremvise samtlige indtægter og udgifter ved

virksomheden.

Med dette mål for øje har udvalget vedrørende forsikringsselskabernes

administration af arbejdsskadeforsikringen i sin betænkning

udarbejdet forslag til regler for fremtidig regnskabsaflæggelse

vedrørende arbejdsskadeforsikringsvirksomheden.

Med hensyn til spørgsmålet om arbejdsskadeforsikringsselskabernes ret

til udbytte bemærkes, at det i ovennævnte betænkning side 108

bl.a. hedder

»Endvidere er det som princip fastslået, at beregningen af

præmieindtægten for arbejdsskadesforsikring skal foretages under

hensyntagen til en nødvendig konsolidering og udbytte.«

I sammenhæng hermed bemærkes, at anvendelsen af de nye

regnskabsregler indebærer, at forsikringsselskabernes regnskaber

vedrørende arbejdsskadeforsikringsvirksomheden fremover vil

indeholde en udgiftspost svarende til den nødvendige

konsolidering. Hertil kommer, at forsikringsselskabernes

renteindtægter vil blive opgjort på en sådan måde, at selskabernes

udbytte ved arbejdsskadeforsikringsvirksomhed vil svare til

selskabets gennemsnitlige forrentning af den til

arbejdsskadeforsikringsvirksomhed knyttede grundkapital (en

kapital svarende til selskabets basiskapital vedrørende

arbejdsskadeforsikringsvirksomheden).

De nye regnskabsregler foreslog udvalget anvendt allerede ved

regnskabsaflæggelsen fra 1986 og socialministeren har derfor den

12. december 1986 udstedt bekendtgørelse nr. 891 om beregning af

præmier for forsikringer, tegnet efter

arbejdsskadeforsikringsloven. Bekendtgørelsen er udarbejdet under

hensyntagen til udvalgets anbefalinger, og det er hensigten, at

Forsikringstilsynet i medfør af lov om forsikringsvirksomheds §

210 g, stk. 1, vil udstede en tilsvarende bekendtgørelse.

Bemyndigelsen i stk. 2 skal ses i sammenhæng med de overvejelser, der

er kommet til udtryk i betænkning nr. 1077 om vanskelighederne ved

i tilknytning til erhvervssygdomme at vurdere risikoens omfang og

som følge heraf at fastsætte en »korrekt« præmie.

Selskaber med gamle forsikringsbestande risikerer således at blive

pålagt meget voldsomme erstatningsbyrder på grund af

erhvervssygdomsskader, som man for år tilbage ikke har kunnet

forudsige, og dermed indregne i præmiefastsættelsen.

Efterhånden som erhvervssygdomme viser sig, må gamle selskaber derfor

til forskel fra nye selskaber hen ad vejen indregne større og

større risici i præmierne. Konsekvensen heraf bliver en

konkurrenceforvridning selskaberne imellem.

Socialministeriet står overfor at nedsætte et udvalg til revision af

arbejdsskadeforsikringsloven, der bl.a. vil behandle spørgsmål

omkring erhvervssygdomme. Forsikringstilsynet har til hensigt at

afvente resultatet af denne behandling, medmindre udviklingen i

antallet af erhvervssygdomme inden da betinger en indgriben i

henhold til lov om forsikringsvirksomhed.

TIL § 210 H

Bestemmelsen svarer i princippet til den hidtidige bestemmelse i

arbejdsskadeforsikringslovens § 47, stk. 2.

Baggrunden for bestemmelsen er, at et forsikringsselskab efter

almindelige retsregler normalt ikke uden videre kan forhøje en

forsikringspræmie inden for forsikringstiden, medmindre der i

forsikringskontrakten findes hjemmel dertil.

Under hensyn hertil findes det påkrævet at tillade

forsikringsselskaberne at regulere præmierne som følge af

udgiftsforhøjelser, der ikke har kunnet forudsiges i kraft af

deres sammenhæng med løntalsreguleringen af forsikringsydelserne

efter arbejdsskadeforsikringslovens § 38, og/ eller på ændringer

i antallet og omfanget af erhvervssygdomme.

Det forudsættes i øvrigt, at regulering i medfør af stk. 1 kun sker i

det omfang, der ikke i hidtidigt fastsætte præmier og afsatte

reserver er taget fornødent højde for de nævnte ændringer.

Bestemmelsens stk. 2 afskærer forsikringstagerne fra at reagere imod

præmieforhøjelser af ovennævnte art. Men i kraft af bestemmelsens

stk. 3 har forsikringstagerne adgang til at forelægge spørgsmålet

om præmieforhøjelsens berettigelse for Forsikringstilsynet.

§ 210 I

Bestemmelsen svarer til den hidtidige bestemmelse i

arbejdsskadeforsikringslovens § 47, stk. 3, og kendes også fra

bygningsbrandforsikring, jf. § 210.

§ 210 J

I forbindelse med overflytningen af de tekniske funktioner i

arbejdsskadeforsikringen, har bestemmelsen til hensigt at sikre

Forsikringstilsynet den fornødne indsigt i den virksomhed

godkendte selskaber, jf. dette forslags §§ 210 a og 210 b, driver

i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven.

En tilsvarende indsigt er sikret Forsikringstilsynet i lov om

forsikringsvirksomheds § 148, stk. 4 A og B, for så vidt angår

henholdsvis livforsikringsselskaber og andre forsikringsselskaber.

§ 210 K

Bestemmelsen svarer med de afvigelser, som forholdene tilsiger, til

den gældende bestemmelse i lov om forsikringsvirksomheds § 157,

stk. 5, vedrørende livsforsikring, jf. forslagets almindelige

bemærkninger.

Baggrunden for bestemmelsen er følgende: I forbindelse med

Forsikringstilsynets overtagelse af det forsikringstekniske tilsyn

med arbejdsskadeforsikringsvirksomhed ophæves den hidtidige

arbejdsskadeforsikringslovs § 47, stk. 4, hvorefter det, for at

sikre den økonomiske bæredygtighed i selskaber, der driver

arbejdsskadeforsikring, krævedes, at et forsikringsselskabs

arbejdsskadeforsikringsbestand omfattede mindst 10.000

helårsarbejdere eller 10.000 arbejdsgivere.

For at undgå »stråmandsselskaber« i at drive

arbejdsskadeforsikringsvirksomhed baseret på genforsikring - idet

en sådan opbygning kunne fjerne gennemsigtigheden i

arbejdsskadeforsikringsvirksomheden, og dermed udhule

forsikringstageres og skadeslidtes tillid til at der er sikkerhed

for, at alle opståede arbejdsskader vil kunne dækkes fra

forsikringsselskabernes side - stilles forslag om at et selskab i

forbindelse med dets stiftelse ikke kan afgive en væsentlig del af

forsikringsbestanden i genforsikring.

§ 210 L

Bestemmelsen svarer i princippet til lov om forsikringsvirksomheds §

168, stk. 2, vedrørende opløsning af selskaber, der driver

livsforsikring. Det bemærkes imidlertid, at der i bestemmelsen

åbnes mulighed for, at arbejdsskadeforsikringsbestande tages under

administration af sikringsstyrelsen ved virksomhedsophør. Denne

mulighed er ingen nyskabelse, idet dette hidtil har været

lovhjemlet i arbejdsskadeforsikringslovens § 48.

Arbejsskadeforsikringens ordning, hvor skadeslidte almindeligvis er

3. parten og ikke forsikringstageren, er til hinder for at tillade

opløsning ved samtykke fra hver enkelt forsikringstager.

§ 210 M

Bestemmelsens stk. 1 svarer med de afvigelser, som forholdene

nødvendiggør, til lov om forsikringsvirksomheds § 250, stk. 1, og

§ 210 d. Når et forsikringsselskab har overtaget en

forsikringspligtig arbejdsgivers risiko, hæfter selskabet, selv om

det ved forsikringsaftalen er gået ud fra urigtige forudsætninger

vedrørende forsikringsansvarets art og omfang.

§ 210 e. Til dækning af løbende ydelser efter

arbejdsskadeforsikringsloven, skal ethvert forsikringsselskab

afsætte en særlig reserve, der optages særskilt i balancen

(status).

Stk. 2. Forsikringstilsynet fastsætter beregningsgrundlaget for

reserven for løbende ydelser.

§ 210 f. Forsikringstilsynet fastsætter nærmere regler for

værdiansættelse af aktiver til dækning af reserven for løbende

ydelser.

Stk. 2. For midler, der er afsat til dækning af denne reserve, finder

§ 210 g. Et forsikringsselskab er forpligtet til at fastsætte

præmierne således, at der ud over, hvad der er nødvendigt til

dækning af selskabets forsikringsmæssige ricisi efter loven, kun

opkræves, hvad der er nødvendigt til dækning af omkostningerne ved

en forsvarlig administration, konsolidering samt et rimeligt

udbytte. Forsikringstilsynet fastsætter nærmere regler for denne

beregning.

Stk. 2. Forsikringstilsynet kan efter forhandling med

Sikringsstyrelsen fastsætte nærmere regler for en fællesordning

til overtagelse af erhvervssygdomsrisici.

§ 210 h. Ved ændring af ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven

samt de hertil hørende afsatte reserver er et forsikringsselskab,

uanset indgåede forsikringsaftaler, berettiget til uden varsel at

regulere de fastsatte præmier. Tilsvarende gælder, hvis der sker

en ændring i antallet og omfanget af anerkendte erhvervssygdomme.

Stk. 2. Uanset en præmieregulering forbliver tegnede forsikringer i

kraft, indtil de udløber.

Stk. 3. Mener en forsikringstager, at en foretagen præmieforhøjelse,

der ikke har hjemmel i forsikringsaftalen, er større, eller at en

præmienedsættelse er mindre, end hvad der svarer til den

udgiftsændring, der skyldes de i stk. 1 nævnte ændringer, kan

forsikringstageren indbringe spørgsmålet for Forsikringstilsynet

inden 4 uger efter modtagelsen af meddelelse om præmieændringen.

§ 210 i. Der tillægges præmier, påløbne renter af præmier samt andre

omkostninger i mangel af rettidig betaling af præmie

udpantningsret.

§ 251, stk. 1, vedrørende henholdsvis livsforsikringsvirksomhed og

forsikringsvirksomhed af anden art end liv. I bestemmelsen er

således i princippet intet nyt.

Bestemmelsens stk. 2 svarer principielt til

arbejdsskadeforsikringslovens hidtidige §§ 48 og 51.

Udgangspunktet for overførslen af myndigheden til tilbagekaldelse

af selskabers godkendelse, har været den gældende bestemmelse for

livsforsikringsbestande i lov om forsikringsvirksomheds § 50, stk.

2.

Tages et forsikringsselskabs arbejdsskadeforsikringsbestand under

administration, skal samtlige skader, der er anmeldt efter datoen

for beslutningen om at sætte bestanden under administration,

indberettes til Sikringsstyrelsen, jf.

arbejdsskadeforsikringslovens § 48, stk. 1.

TIL NR. 8

Som konsekvens af indsættelsen af kapitel 23 A er det nødvendigt at

ændre affattelsen af § 247, således at denne paragraf også giver

mulighed for at indbringe Forsikringstilsynets afgørelser i medfør

af kapitel 23 A for Forsikringsnævnet.

IKRAFTTRÆDEN

Til § 2

Bekendtgørelse nr. 632 af 20. december 1985 om beregning af præmier

for forsikringer tegnet efter arbejdsskadeforsikringsloven

foreslås som resultat af udvalgets arbejde ændret. På denne

baggrund findes det mest hensigtsmæssigt at lade

regnskabsaflæggelsen for regnskabsåret 1986 ske i medfør af den

herefter udarbejdede bekendtgørelse, hvorved det undgås at pålægge

selskaberne alene for 1986 at skulle aflægge regnskab efter

1985-bekendtgørelsen. I tilknytning hertil findes det

hensigtsmæssigt som led i overførslen til Forsikringstilsynet, at

alle ændringer samles ved eet og samme overgangstidspunkt, hvorfor

regnskaber, der udarbejdes vedrørende regnskabsåret 1986,

indsendes til Forsikringstilsynet og udarbejdes i overensstemmelse

med de netop fastlagte regnskabsprincipper.

OVERGANGSBESTEMMELSER

Til § 3

I § 3 foreslås overgangsbestemmelser for de selskaber, der udøver

assistancevirksomhed, og som bringes under tilsyn efter loven.

I følge forslagets stk. 1 skal selskaberne senest den 1. december

1987 være omdannet til aktieselskab eller gensidigt selskab i

overensstemmelse med § 5 i gældende lov.

I stk. 2 og 3 foreslås, at her i landet hjemmehørende selskaber og

forretningsafdelinger af udenlandske selskaber, der alene driver

assistancevirksomhed senest den 1. december 1989 skal have bragt

deres kapitalgrundlag i overensstemmelse med henholdsvis § 34 og §

216 om basiskapital og solvensmargen i gældende lov.

Udvider de nævnte selskaber og forretningsafdelinger inden den 1.

december 1989 deres virksomhed til også at omfatte andre

forsikringsklasser end assistance, skal kapitalgrundlaget straks

bringes i overensstemmelse med kravene i henholdsvis § 34 og §

216.

Til § 4

Reglerne skal ses i sammenhæng med forslagets § 1, nr. 3 og 4, og har

til hensigt at give forsikringsselskaber og tværgående

pensionskasser en periode på 1 år, til at få udformet de påkrævede

regler, og få dem behørigt godkendt.

Til § 5

I henhold til arbejdsskadeforsikringslovens hidtidige § 50, stk. 5,

kan socialministeren, når ganske særlige omstændigheder taler

derfor, og efter indstilling af Sikringsstyrelsen, bl.a. dels

fritage et selskab for at afsætte en reserve til dækning af

løbende ydelser efter loven, dels fritage et selskab for at

båndlægge værdipapirer til dækning af denne reserve.

Denne dispensationsadgang skal ses i lyset af

arbejdsskadeforsikringslovens § 41, hvorefter Staten og kommunerne

ikke har pligt til at afgive risikoen efter

arbejdsskadeforsikringsloven.

På denne baggrund er Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab det

eneste selskab, der har dispensation fra kravene om

reserveafsættelse og båndlæggelse.

Bestemmelserne om afsættelse af reserver til dækning af løbende

ydelser, og bestemmelsen om båndlægning af værdipapirer til

dækning af denne reserve overføres til forsikringstilsynet med

dette forslags §§ 210 e og 210 f.

Med overgangsbestemmelsen i § 5 foreslås det at undlade at overflytte

den ovennævnte dispensationshjemmel til Forsikringstilsynet eller

Industriministeren, idet der dels lægges vægt på, at Staten er

selvforsikrende, og dels lægges vægt på, at den dispensation, som

Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab allerede er begunstiget

af, ikke berøres af de ændringslove som overflytningen medfører.

RÅDETS DIREKTIV

af 10. december 1984

om ændring, navnlig for så vidt angår turistassistance, af første

direktiv 73/239/EØF om samordning af de administrativt eller ved

lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte

forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring

(84/641/EØF)

RÅDET FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det europæiske

økonomiske Fællesskab, særlig artikel 57, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (* 1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (* 2), og

ud fra følgende betragtninger

Ved Rådets første direktiv (73/239/EØF) af 24. juli 1973 om

samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte

bestemmelserom adgang til og udøvelse af direkte

forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (* 4), i det

følgende benævnt »første direktiv«, ændret ved direktiv 76/580/EØF

(* 5), er visse forskelle i medlemsstaternes lovgivninger fjernet

med henblik på at lette adgangen til og udøvelsen af den nævnte

form for virksomhed;

der er gjort mærkbare fremskridt med hensyn til virksomhed, der

indebærer præstation af naturalydelser; sådanne præsentationer er

underlagt bestemmelser, der er forskellige fra medlemsstat til

medlemsstat; disse forskelle udgør en hindring for udøvelsen af

etableringsretten;

for at fjerne denne hindring for etableringsretten bør det

præciseres, at en form for virksomhed ikke er udelukket for

anvendelsesområdet for første direktiv, blot fordi den kun

indebærer præstation af en naturalydelse, eller ved hvilken

tjenesteyderen kun anvender sit eget personale og materiel; i

nævnte direktiv bør derfor optages sådan assistancevirksomhed, der

består i at give tilsagn om bistand i tilfælde af, at en hændelig

begivenhed indtræder, idet der tages hensyn til specielle forhold

i forbindelse med denne form for virksomhed;

optagelse, af kontrolhensyn, af assistancevirksomhed under

anvendelsesområdet for første direktiv, hvilket ikke indebærer en

kvalifikation af denne form for virksomhed, har ikke til formål at

ændre den for denne virksomhed gældende beskatningsordning;

blot fordi der udøves visse former for assistancevirksomhed i

forbindelse med en ulykke eller en skade, der rammer et

vejkøretøj, og som normalt er sket på det område, hvor yderen af

sikkerheden er hjemmehørende, berettiger ikke til, at vedkommende,

såfremt denne ikke er en forsikringsvirksomhed, underlægges

ordningen i første direktiv;

der bør foreskrives visse lempelser vedrørende betingelsen om, at

ulykken eller skaden skal være sket på området for den

medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende, for

således at tage hensyn dels til eksisterende aftaler om

gensidighed, dels til visse særlige omstændigheder i forbindelse

med de geografiske forhold, med de pågældende organisationers

struktur eller med den meget ringe økonomiske betydning af de

pågældende former for virksomhed;

anvendelsesområdet for første direktiv bør ikke omfatte en

organisation i en medlemsstat, hvis virksomhed hovedsagelig består

i at præstere tjenesteydelser for de offentlige myndigheders

regering;

en virksomhed, der tilbyder kontrakter om assistance, skal råde over

de nødvendige midler til inden for en passende frist at præstere

de naturalydelser, som den tilbyder; der bør udarbejdes særlige

bestemmelser vedrørende beregningen af den solvensmargen og den

minimumsgarantifond, som nævnte virksomhed skal råde over;

visse overgangsforanstaltninger er påkrævet for at gøre det muligt

for virksomheder, der udelukkende udøver assistancevirksomhed, at

tilpasse sig gennemførelsen af første direktiv;

der bør under hensyn til særlige vanskeligheder af strukturel og

geografisk art indføres en overgangsperiode for en automobilklub i

en medlemsstat, således at den kan tilpasse sig kravene i nævnte

direktiv med hensyn til hjemtransport af køretøjet, eventuelt

ledsaget af føren og passagererne;

det er nødvendigt, at første direktivs bestemmelser vedrørende de

juridiske former som forsikringsvirksomheder kan antage, holdes a

jour: visse af nævnte direktivs bestemmelser vedrørende reglerne

for agenturer og filialer, der er etableret inden for

Fællesskabet, og som hører under virksomheder, hvis

vedtægtsmæssige hjemsted ligger uden for Fællesskabet, må ændres,

således at de svarer til bestemmelserne i direktiv 79/267/EØF (*

6)

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV

(* 1) EFT nr. C 51 af 10.3.1981, s. 5, og EFT nr. C 30 af 4.2.1983,

s. 6.

(* 2) EFT nr. C 149 af 14.6.1982, s. 129

(* 3) EFT nr. C 343 af 31.12.1981, s. 9.

(* 4) EFT nr. L 228 af 16.8.1973, s. 3.

(* 5) EFT nr. L 189 af 13.7.1976, s. 13.

(* 6) EFT nr. L 63 af 13.3.1979, s. 1.

Nr LSF 164

Forslag til Lov om ændring af lov om forsikringsvirksomhed

Fremsat af industriministeren (Nils Wilhjelm)

den 15. januar 1987