1986 LSF 105 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM RÅSTOFFER

§ 1

I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 531 af 10. oktober

1984, foretages følgende ændringer

1. § 17 affattes således

»§ 17. Miljøministeren kan til enhver tid med henblik på varetagelsen

af de i § 2 nævnte formål fastsætte begrænsninger i arten og

mængden af de materialer, der må indvindes i henhold til en

tilladelse efter § 15.«.

2. § 18 affattes således

»§ 18. I bestemte områder kan miljøministeren begrænse eller standse

indvindingen samt fastsætte generelle eller stedlige

dybdegrænser.«.

3. § 19 affattes således

»§ 19. Tilladelse til indvinding i et område som nævnt i § 18 kan

dog gives til en eller flere indvindere for en periode på indtil

ti år på vilkår fastsat efter stk. 2.

Stk. 2. En tilladelse efter stk. 1 kan bl.a. indeholde vilkår om

1) at der anvendes bestemte indvindingsmetoder,

2) at tilladelsesindehaveren deltager i kortlægning og

efterbehandling af området eller helt eller delvis udreder

udgifterne hertil,

3) at materialet anvendes til bestemte formål eller virksomheder,

4) at der foretages særlig indberetning af indvindingen,

5) at der betales råstofafgift, jf. § 32, og

6) at der indvindes et bestemt angivet minimum eller maksimum pr.

kvartal/ halvår og i tilfælde heraf på forhånd betales et

mindstebeløb i råstofafgift.«.

4. § 24, stk. 1, affattes således

»En tilladelse efter §§ 7, 15 og 19 kan tilbagekaldes af den

myndighed, der har meddelt tilladelsen, i tilfælde af grov eller

gentagen overtrædelse af vilkår eller af lovgivningen i øvrigt.«.

5. I § 24 indsættes som stk. 4

»Stk. 4. En tilladelse udstedt efter § 19 kan tilbagekaldes helt

eller delvis af miljøministeren.«.

6. I § 29, stk. 1, indsættes efter »§ 13«: »samt afgørelser

vedrørende valg af indvindere efter § 19, stk. 1«.

7. § 36, stk. 1, nr. 7), affattes således

»7) overtræder vilkår eller begrænsninger, der er fastsat i medfør af

§ 1

I lov om råstoffer, jfr. lovbekendtgørelse nr. 531 af 10. oktober

1984 foretages følgende ændringer

1. § 17 affattes således

»§ 17. Miljøministeren kan til enhver tid med henblik på varetagelsen

af de i § 2 nævnte formål fastsætte begrænsninger i arten og

mængden af de materialer, der må indvindes i henhold til en

tilladelse efter § 15.«.

2. § 18 affattes således

»§ 18. I bestemte områder kan miljøministeren begrænse eller standse

indvindingen samt fastsætte generelle eller stedlige

dybdegrænser.«.

3. § 19 affattes således

»§ 19. Tilladelse til indvinding i et område som nævnt i § 18 kan

dog gives til en eller flere indvindere for en periode på indtil

ti år på vilkår fastsat efter stk. 2.

Stk. 2. En tilladelse efter stk. 1 kan bl.a. indeholde vilkår om

1) at der anvendes bestemte indvindingsmetoder,

2) at tilladelsesindehaveren deltager i kortlægning og

efterbehandling af området eller helt eller delvis udreder

udgifterne hertil,

3) at materialet anvendes til bestemte formål eller virksomheder,

4) at der foretages særlig indberetning af indvindingen,

5) at der betales råstofafgift, jfr. § 32, og

6) at der indvindes et bestemt angivet minimum eller maksimum pr.

kvartal/ halvår, og i tilfælde heraf på forhånd betales et

mindstebeløb i råstofafgift.«.

4. § 24, STK. 1, affattes således

»§ 24. En tilladelse efter §§ 7, 15 og 19 kan tilbagekaldes af den

myndighed, der har meddelt tilladelsen, i tilfælde af grov eller

gentagen overtrædelse af vilkår eller af lovgivningen i øvrigt.«.

5. I § 24 indsættes som stk. 4

»Stk. 4. En tilladelse udstedt efter § 19 kan tilbagekaldes helt

eller delvis af miljøministeren.«.

6. I § 29, STK. 1, indsættes efter »§ 13«

»samt afgørelser vedrørende valg af indvindere efter § 19, stk. 1.«.

7. § 36, STK. 1, 7), affattes således

»7) overtræder vilkår eller begrænsninger, der er fastsat i medfør af

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1987.

Oprindeligt fremsat lovforslag

Blad nr 250

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1987.

Miljøministeriet, den 1986

Christian Christensen

/Peter Skov

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER

1. FORSLAGETS BAGGRUND

I 1977 gennemførtes den nugældende råstoflov. Loven, der regulerer

udnyttelsen af Danmarks råstofforekomster (dvs. sten, grus, sand,

ler, kalk, kridt, brunkul, tørv, muld og lignende forekomster,

både på land og på søterritoriet), trådte i kraft den 1. juli

1978. De i 1984 gennemførte ændringer berørte ikke de

bestemmelser, der ændres i nærværende lovforslag.

Råstofloven tager sigte på en ressourceøkonomisk udnyttelse af

Danmarks råstofforekomster. Det vil sige, at den tager sigte på at

sikre en effektiv udnyttelse af Danmarks råstofforekomster under

afvejning af en række nærmere beskrevne samfundsmæssige hensyn,

herunder hensyn til bevarelsen af landskabelige værdier og

miljøinteresser (jfr. §§ 2 og 3).

Råstofforekomster på dansk søterritorium og på den danske del af

kontinentalsoklen må kun indvindes efter forudgående tilladelse

fra miljøministeriet.

Lovforslaget vedrører alene råstofindvinding på søterritoriet.

Indvinding af råstofforekomster på kontinentalsoklen reguleres af

kontinentalsokkelloven (lov nr. 654 af 21. december 1977), hvis

bestemmelser svarer til den hidtidige råstoflovs bestemmelser om

indvinding af råstofforekomster på søterritoriet. Det findes ikke

på nuværende tidspunkt at være nødvendigt tillige at ændre

kontinentalsokkelloven. Man afventer erfaringer med lovændringen

på søterritoriet samt yderligere råstof- og miljøundersøgelser,

førend der tages stilling til, om kontinentalsokkelloven skal

ændres.

Administrationen af indvinding af råstofforekomster på havbunden er

uddelegeret til Fredningsstyrelsen og hviler, i henhold til § 3 i

råstofloven, på en afvejning af tre forhold

1) råstofforekomsternes kvalitet, beliggenhed og omfang,

2) de erhvervsmæssige forhold omkring råstofindvindingen,

3) hensynet til miljøbeskyttelsen, herunder videnskabelige

interesser, kystsikkerhed, fiskerimæssige interesser, ulemper for

skibsfarten samt ændringer i strøm- og bundforhold.

Med vedtagelsen af råstofloven i 1977 blev der skabt hjemmel for

råstofkortlægning af det danske havområde. Udviklingen har i de

senere år medført, at havbundsundersøgelserne har fået et bredere

sigte og er blevet et redskab til afvejning af råstofindvinding

over for de mange andre interesser, f.eks. kystsikkerhed, fiskeri,

biologi og fortidsminder. På grundlag af denne afvejning begrænser

miljøministeren indvindingen i udvalgte områder.

Kortlægningen foretages i tæt samarbejde med ral- og

sandsugererhvervet samt den statslige og amtskommunale

råstofadministration, med henblik på at sikre forsyningen af de

enkelte lokalområder med tilstrækkelige sømaterialer.

Samtidig med den rent råstofgeologiske kortlægning foretages et

større udredningsarbejde af de biologiske og kulturhistoriske

interesser på havbunden. Herved kortlægges potentielle

interessekonflikter og disse indgår i den overordnede planlægning

af råstofindvindingen på havet.

Det er derfor vigtigt at fortsætte og udbygge det tætte samarbejde

mellem den biologiske og kulturhistoriske kortlægning og

råstofkortlægningen.

Med hensyn til de erhvervsmæssige forhold omkring råstofindvindingen

på havbunden er det først med afslutningen af en større

undersøgelse af ral- og sandsugererhvervets strukturelle og

teknologiske udvikling, at miljøministeriet har fået kendskab

hertil (jfr. »Ral- og sandsugerne«, fredningsstyrelsen, 1985).

Selv om der stadig forestår en række undersøgelser til belysning af

de ovenfor nævnte tre forhold, er kendskabet til disse imidlertid

i dag betydeligt større, end tilfældet var på tidspunktet for

råstoflovens ikrafttræden.

Denne øgede viden om indvindingen af Danmarks råstofforekomster

begrunder nogle ændringer i råstofloven og administrationen af

denne.

I dag giver de udstedte tilladelser til ral- og sandsugning ret til

optagning af sømaterialer overalt i de danske farvande, hvor det

ikke i medfør af særlige bestemmelser og vilkår er forbudt.

Den nuværende tilladelsesordning for optagelse af sømaterialer giver

kun meget beskedne muligheder for at sikre en udnyttelse af

særlige forekomster til bestemte formål, hvilket vanskeliggør en

samlet indvindings- og forsyningsplanlægning, der omfatter såvel

land som hav. Herudover yder denne tilladelsesordning ikke de

enkelte virksomheder nogen beskyttelse over for andre

virksomheder, der råder over skibe med generelle tilladelser.

Dette forhindrer udnyttelsen af svært tilgængelige forekomster,

hvortil der kræves særlige investeringer.

2. LOVFORSLAGETS INDHOLD

I råstofloven af 1977 blev §§ 17 og 18 om eneretstilladelser til

indvinding af råstoffer på søterritoriet medtaget, men ikke sat i

kraft. At de ikke blev sat i kraft, skyldtes hensynet til de

mindre virksomheder, og at man først ville se, hvorledes den

almindelige tilladelsesordning fungerede.

Havbundskortlægningen har hidtil været koncentreret om en hurtig

lokalisering og en overordnet kvalitetsvurdering af

råstofforekomsterne på havbunden. Der er lokaliseret meget store

råstofmængder, hvoraf størsteparten er fyldmaterialer. Der er

langt færre mængder af egentlige kvalitetsmaterialer. Den

fremtidige kortlægning vil derfor i højere grad blive koncentreret

om en vurdering af de bedste forekomsters kvalitet og

anvendelsesmuligheder.

Det har vist sig, at bestemmelserne i den hidtidige § 19 er

utilstrækkelige til at administrere indvindingen af råstoffer samt

til at varetage særlige miljøhensyn. Man har dog ikke i

lovforslaget fundet det nødvendigt at medtage de ikke ikrafttrådte

bestemmelser i lovens §§ 17 og 18 om eneretstilladelse til hele

søterritoriet. Man har i stedet ændret bestemmelserne i § 19.

På baggrund af ovennævnte havbundskortlægning har det vist sig, at

der er behov for en bedre og mere kontrolleret ressourceøkonomi.

Ved lovforslaget sikres derfor

AT der ikke anvendes overkvalificeret materiale til for ringe

formål, f.eks. til opfyldningsarbejder,

AT der gives mulighed for rentabel udnyttelse af forekomster, der,

alene på grund af særlig beliggenhed, ikke udnyttes, og

AT der gives mulighed for en mere hensigtsmæssig udnyttelse af

forekomster, der på grund af miljømæssige, herunder

marinbiologiske og marinarkæologiske interesser stiller særlige

krav til regulering af indvindingen.

I modsætning til 1977-lovens § 17, der gav mulighed for eneret til

hele søterritoriet, er der i lovforslagets § 19 alene hjemmel til

at meddele eneret til en eller flere indvindere til indvinding på

en nærmere afgrænset del af søterritoriet. Hermed er hensynet til

de mindre virksomheder tilgodeset.

I modsætning til 1977-lovens § 19 giver lovforslagets § 19 hjemmel

til at bestemme, hvilke indvindere, der skal meddeles tilladelse.

3. ÆNDRINGER I DEN ADMINISTRATIVE PRAKSIS

Samtidig med nærværende ændring af råstofloven ændrer

miljøministeriet den administrative praksis med hensyn til

a) produktionsindberetningerne,

b) deponeringsordningen vedrørende tilladelser, der ikke anvendes,

c) udstedelsen af tidsbegrænsede tilladelser.

ad a)

Ændringerne vil medføre, at der fremtidig gives mere præcise

oplysninger om de positioner, der indvindes på, hvad der indvindes

af materialer og med hvilke skibe.

Begrundelsen for en ændring af den administrative praksis med hensyn

til produktionsindberetningerne er et ønske om, at disse bedre end

hidtil skal kunne tjene den løbende administration af

tilladelsesordningen, samt at oplysningerne vil kunne benyttes i

havbundskortlægningen.

ad b)

For at sikre den nødvendige smidighed i ordningen bør den samlede

indvindingskapacitet kunne reguleres efter forudgående forhandling

med Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere og Fiskeriministeriet

og i overensstemmelse med de miljø- og fiskerimæssige forhold på

havet og de aktuelle markedsforhold.

Hidtil har de tilladelsesindehavere, der aktuelt ikke foretager

indvinding, kunnet deponere deres tilladelser i fredningsstyrelsen

i indtil tre år og i denne periode bevare rådighedsretten. Dette

opretholdes ved den nye ordning. I tilfælde af, at der går længere

tid, indgår de pågældende skibes indvindingskapacitet, i form af

tonnage, nu i en pulje, som kan benyttes ved meddelelse af nye

tilladelser.

ad c)

Der har i de senere år været rejst kritik af, at der til anvendelse

af indvindingsudstyr i forbindelse med kombinerede uddybnings-,

oprensnings- og opfyldningsarbejder i danske havne kræves

tilladelse i henhold til råstofloven. Begrundelsen for den rejste

kritik har været, at sådanne entreprenørarbejder i enkelte

tilfælde har kunnet udføres billigst af firmaer, der ikke rådede

over indvindingsfartøjer med generel tilladelse, uden at

fredningsstyrelsen har set sig i stand til at kunne udstede

midlertidige, tidsbegrænsede tilladelser.

I fremtiden vil der i disse tilfælde kunne meddeles midlertidige,

tidsbegrænsede tilladelser.

4. FORSLAGETS ADMINISTRATIVE OG ØKONOMISKE KONSEKVENSER

Lovforslaget påregnes ikke at få administrative eller økonomiske

konsekvenser.

5. FORSLAGETS FORELÆGGELSE FOR ANDRE MYNDIGHEDER OG ORGANISATIONER

Forslaget har i udkast været forelagt de nedennævnte myndigheder og

organisationer.

De bemærkninger og ønsker, som er fremkommet, er søgt indarbejdet i

forslaget, i det omfang de er skønnet forenelige med dets

hovedsigte.

Følgende har fået udkast til lovforslaget

MINISTERIER

Fiskeriministeriet, Ministeriet for Offentlige Arbejder,

Budgetdepartementet, Administrationsdepartementet og

Justitsministeriet.

ORGANISATIONER

Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, Dansk Fiskeriforening og

Danmarks Havfiskeriforening.

6. RESUMEE AF LOVFORSLAGET

Lovforslaget vedrører alene råstofindvinding på søterritoriet.

Bestemmelserne i lovens ikke ikrafttrådte §§ 17 og 18, om

eneretstilladelse til hele søterritoriet, er ikke medtaget. Lovens

§§ 7, stk. 3, 10, 15 og 17-19,».

8. I § 36, stk. 3, indsættes som 2. pkt.

»Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab,

jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen

eller det kommunale fællesskab bødeansvar.«.

9. § 37, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

§§ 7, stk. 3, 10, 15 og 17-19,»

8. I § 36, STK. 3, indsættes som 2. punktum

»Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab,

jfr. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen

eller det kommunale fællesskab bødeansvar.«.

9. § 37, STK. 1, 2. punktum, ophæves.

§ 19 ændres, således at der i bestemte områder på søterritoriet

bliver mulighed for på særlige vilkår at meddele eneret til en

eller flere indvindere.

Lovforslaget er motiveret af miljøministeriets havbundskortlægning,

hvoraf fremgår, at der er meget store råstofmængder, men at

størsteparten er fyldmaterialer. Lovforslaget sikrer, AT

kvalificeret materiale anvendes til rette formål, AT svært

tilgængelige kvalitetsmaterialer kan udnyttes rentabelt og AT

forekomster kan udnyttes mere hensigtsmæssigt i områder, hvor der

skal tages særligt hensyn til de miljø- og fiskerimæssige

interesser.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGETS ENKELTE BESTEMMELSER

Til § 1

Til nr. 1 og 2.

(§§ 17 og 18)

Bestemmelserne svarer til den hidtidige § 19. Begrænsning eller

standsning af indvinding sker ved bekendtgørelse, når der er tale

om generelle forhold. Den hidtidige adgang efter § 15 til at

fastlægge generelle betingelser for indvindingen ændres ikke.

Til nr. 3.

(§ 19, stk. 1)

De områder, hvorpå § 19, stk. 1, kan finde anvendelse, er områder,

hvor særlige indvindings- eller ressourceforhold gør sig gældende,

f.eks.

- betonsand og sortflint ved Grønsund, hvor Kystinspektoratet har

fastsat årlig maksimum indvindingsmængde,

- fredning ved Stavns Fjord, hvor man friholdt et område til

råstofindvinding,

- betonsand ved Femø,

- den svært tilgængelige Robbedale-forekomst ved Bornholm,

- områder ved Anholt, hvor der er store koncentrationer af vrag og

marinbiologiske interesseområder.

Når et område på søterritoriet findes at være omfattet af § 19, stk.

1, indhentes udtalelse fra bl.a. Fiskeriministeriet og Ministeriet

for Offentlige Arbejder. Såfremt der ikke er afgørende

indvendinger mod den påtænkte indvinding, gives tilladelse til et

eller flere firmaer med angivelse af, efter hvilke kriterier og på

hvilke vilkår, der meddeles eneret til området.

Et vigtigt kriterium vil altid være, hvem der tidligere har indvundet

i det pågældende område. Derudover kan der lægges vægt på f.eks.

lokal forsyningssikkerhed.

(§ 19, stk. 2).

ad 1)

Som vilkår kan fastsættes, at der skal anvendes stiksugning eller

slæbesugning. Endvidere kan fastsættes, at indvindingen sker på en

måde, så indgrebet i naturen kan blive mere nænsomt.

ad 2)

Vilkårene er tænkt anvendt i områder, hvor den samlede afvejning

kræver en meget detaljeret kortlægning for at afgrænse et muligt

indvindingsområde. Der foretages for tiden undersøgelser af

tidligere indvindingsområder for at vurdere, hvorvidt dyre- og

plantelivet naturligt retableres, eller om det vil være nødvendigt

at efterbehandle.

ad 3)

Vilkåret kan stilles for blandt andet at sikre, at

kvalitetsmaterialer ikke anvendes til for ringe formål, f.eks.

opfyldningsarbejder. I forbindelse med større anlægsarbejder kan

der være behov for at reservere ressourcer til et bestemt arbejde,

f.eks. Storebæltsbro. Det vil ved udpegningen blive sikret, at der

fortsat er nødvendige ressourcer til lokale behov.

ad 4)

Regler herom fastsættes administrativt.

ad 5)

Råstofafgiften er p.t. 50 øre pr. m3.

ad 6)

Selv om der ikke indvindes det fastsatte minimum, tilbagebetales den

på forhånd betalte afgift ikke. Begrundelsen herfor er et ønske om

at sikre, at kun seriøse firmaer gives tilladelse.

Skyldes det force majeure at det fastsatte minimum ikke er indvundet,

vil en forholdsmæssig del af den betalte afgift blive

tilbagebetalt.

Til nr. 4.

(§ 24, stk. 1).

Ifølge stk. 1, 1. punktum, kan en tilladelse efter §§ 7, 15 og 19

tilbagekaldes i tilfælde af grov eller gentagen overtrædelse af

vilkår eller af lovgivningen i øvrigt.

Til nr. 5.

(§ 24, stk. 4).

Selv om råstofindvindingen ved tilladelsens udstedelse ikke

forventedes at ville medføre problemer for miljøbeskyttelsen,

herunder kystsikkerhed, fiskeri, biologi, fortidsminder og strøm-

og bundforhold samt for skibsfarten, kan der i visse

ekstraordinære tilfælde blive tale om at tilbagekalde en

tilladelse på grund af hensynet til disse forhold.

Til nr. 6.

(§ 29, stk. 1).

Under hensyntagen til miljøankenævnets sammensætning findes det mest

hensigtsmæssigt, at afgørelser vedrørende valg af virksomheder,

jfr. § 19, stk. 1, påklages til miljøankenævnet.

I forbindelse med den overordnede indvinding og forsyningsplanlægning

varetager miljøministeren de overordnede miljømæssige hensyn ved

arealafgrænsning og vilkårsfastsættelse for udnyttelse af

råstoffer. Dette begrunder, at afgørelser i henhold til § 19 i

øvrigt påklages til miljøministeren.

Det forudsættes, at kompetencen i henhold til § 19, i lighed med

øvrige kompetencer, delegeres til Fredningsstyrelsen.

Fredningsstyrelsens afgørelse kan - bortset fra den del af

afgørelsen, der vedrører valg af indvindere - derefter indbringes

for miljøministeren. De, der kan påklage afgørelser efter § 19,

er de, der i øvrigt er klageberettigede efter § 30. Det bemærkes,

at Fredningsstyrelsen har accepteret Danmarks

Naturfredningsforenings lokalkomiteer som klageberettigede.

Til nr. 7.

(§ 36, stk. 1, 7).

Ændringen består i at tilføje straffebestemmelsen lovforslagets § 18.

Til nr. 8.

(§ 36, stk. 3, 2.punktum).

Baggrunden for bestemmelsen er det ønskelige i, at man kan pålægge en

kommune eller et kommunalt fællesskab bødeansvar. Tilsvarende

bestemmelse findes i miljøbeskyttelsesloven, jfr. lov nr. 329 af

4. juni 1986.

Til nr. 9.

(§ 37).

Ophævelse af stk. 1, 2. punktum, er en konsekvens af ændringen af

lovens §§ 17 og 18.

Ingen

Nr LSF 105

Forslag til Lov om ændring af lov om råstoffer

Fremsat af miljøministeren (Chr. Christensen)

den 26. november 1986