Legislator Case Law & Legislation
19851SR70010 DK

1985 BR 10 BERETNING OVER UDVALGSARBEJDET VEDRØRENDE SPØRGSMÅLET OM REGISTRERING AF GENSPLEJSNINGSAKTIVITETER NR 70010 1985-86, 1. SAMLING BLAD NR 1041

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Selvstændig beretning 1985 10 Valid

Arbejdsministeren har i to samråd med udvalget redegjort for, at

arbejdsmiljølovens kapitel 8 om stoffer og materialer indeholder

fornøden hjemmel dels til at kræve obligatorisk anmeldelse af

genteknologiske aktiviteter, hvilket er en forudsætning for

registrering, dels til at fastsætte regler om oprettelse af et

register, hvortil anmeldelse skal ske.

Et FLERTAL (udvalget med undtagelse af socialistisk folkepartis og

venstresocialisternes medlemmer) kan tage denne redegørelse til

efterretning.

Arbejdsministeren har i fortsættelse heraf oplyst, at

justitsministeriets lovafdeling på forespørgsel har udtalt, at det

hidtil ikke har været anset for god skik at skaffe ufornøden

(lov)hjemmel, og at arbejdsministeren/regeringen derfor har haft

grund til at gå ud fra, at den allerede foreliggende hjemmel skal

anvendes, hvorfor der ikke er behov for et nyt lovforslag.

Lovafdelingen er i øvrigt enig med arbejdsministeriet i, at

arbejdsministeren/regeringen har haft føje til at tro, at

folketinget - da ingen efter arbejdsministerens redegørelse under

1. behandling af miljøministerens lovforslag nr. L 229 om miljø og

gensplejsning m.v. havde udtalt sig mod, at der ikke skulle

fremsættes lovforslag - ikke lagde afgørende vægt på, om den

tvungne registrering skulle ske ved lov, men på, at den blev

gennemført.

I fortsættelse heraf har arbejdsministeren om de ressourcemæssige

problemer nævnt, at det er vanskeligt på nuværende tidspunkt at

gøre op, hvilke ekstra ressourcer der vil blive tale om i relation

til arbejdstilsynet i forbindelse med tvungen registrering af

genteknologiaktiviteter og løsning af de øvrige opgaver, som

pålægges arbejdstilsynet, herunder klassifikation af laboratorier.

Arbejdsministeren finder dog, at fordelingen af de ekstra

personelle ressourcer bør ske under hensyntagen til, at det er

arbejdsministeriet og miljøministeriet, der er tillagt væsentlige

funktioner på genteknologiområdet, henholdsvis vedrørende det indre

og det ydre miljø, og at disse ministeriers varetagelse af dette

område stort set må siges at være af samme omfang.

På denne baggrund konstaterer ovennævnte flertal, at der ikke er

behov for ny lovgivning i forbindelse med tvungen registrering af

gensplejsningsaktiviteter.

Arbejdsministeren har givet løfte om, at ministeriets udkast til

regler om tvungen registrering af genteknologiaktiviteter, således

som arbejdsministeren lovede under 1. behandling af

miljøministerens førnævnte lovforslag, vil blive drøftet med

folketingets arbejdsmarkedsudvalg inden udstedelsen.

Et MINDRETAL (socialistisk folkepartis og venstresocialisternes

medlemmer af udvalget) kan ikke give udtryk for, at der ikke er

behov for ny lovgivning i forbindelse med tvungen registrering af

gensplejsningsaktiviteter, så længe det ikke er dokumenteret, at

den eksisterende lovgivning giver den fornødne hjemmel.

Mindretallet beklager, at flertallet har fundet det formålstjenligt

at afgive beretning, før justitsministeriets lovafdelings udtalelse

herom foreligger.

Såfremt konklusionen i denne udtalelse er, at registrering af forsøg

med gensplejsning kan foretages med hjemmel i bestemmelserne om

registrering af stoffer og materialer, kan mindretallet tilslutte

sig de af flertallet udtalte synspunkter, idet mindretallet

fortolker disse således, at der ikke hermed er taget stilling til

det principielle spørgsmål om, hvornår en minister kan anse sig for

frigjort for et dagsordenspålæg.

P. u. v.

Bo Kristensen,

formand

Selvstændig beretning 1985 10 Valid

Nr BR 10

Beretning over udvalgsarbejdet vedrørende spørgsmålet om registrering af gensplejsningsaktiviteter

Nr 70010 1985-86, 1. samling Blad nr 1041

Afgivet af arbejdsmarkedsudvalget

Afgivet: 19860523

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →