1985 BR 9 BERETNING FRA UDVALGET FOR FORRETNINGSORDENEN VEDRØRENDE KOMMISSIONSDOMSTOLSBERETNINGEN OM UNDERSØGELSE AF VISSE FORHOLD VEDRØRENDE POST- OG TELEGRAFVÆSENET NR 70009 1985-86, 1. SAMLING BLAD NR 1148

Bilag 1

Finansministerens besvarelse af 16. december 1985 af spørgsmål fra

udvalget

AD SAGEN OM POST- OG TELEGRAFVÆSENET

Der udbedes en redegørelse for, hvilke ændringer der er gennemført af

budgetproceduren på baggrund af sagen om post- og telegrafvæsenet.

Der udbedes herunder en omtale af, hvordan det sikres, at

finansudvalget modtager tilstrækkelige oplysninger om de enkelte

poster i forslagene til finanslov og tillægsbevillingslov, herunder

modtager underretning om og forklaring på de poster på

tillægsbevillingsloven, hvor der er sket stigninger i forhold til

det oprindeligt bevilgede.

SVAR

I anledning af sagen vedrørende post- og telegrafvæsenets forhold -

specielt den del af sagen, der vedrørte centralpostbygningens

opførelse - er det i forhold til tidligere udgaver af

budgetvejledningen gjort klart i den nye udgave (Budgetvejledning

1985, pkt. 54.42 skemaet), hvornår væsentlige ændringer i projekter

skal forelægges særskilt for finansudvalget. Afgørende er her dels

bevillingens art, dels projektudgiften, dels om der er tale om en

statsvirksomhed eller om en almindelig statsinstitution, og endelig

om ændringen forelægges i forbindelse med en ny finanslov, eller om

den opstår i finansårets løb.

Budget- og bevillingssystemet indeholder bortset herfra en række

elementer, der søger at sikre, at finansudvalget får mulighed for

at skaffe sig overblik over bevillingslovenes indhold. Nogle regler

er gennemført i forbindelse med den igangværende budgetreform,

medens andre har været gældende i en årrække.

I forbindelse med finansudvalgets behandling af

tillægsbevillingsloven har udvalget således i en årrække fra

finansministeriet modtaget en fortegnelse over udgiftskonti på

udgiftsbudgettet, hvor tillægsbevillingslovforslaget ud over pris-

og lønregulering udgør mere end 10 pct. af finanslov- og

aktstykkebevillinger tilsammen. Siden begyndelsen af 1985

indeholder oversigterne tillige oplysninger om overskridelser over

5 mill. kr., uanset om overskridelserne udgør mindre end 10 pct. af

bevillingen ekskl. PL-regulering.

Det kan endvidere nævnes, at det for bevillinger under finanslovens

anlægs- og udlånsafsnit gælder, at nye projekter skal markeres med

en stjerne i forbindelse med omtalen i anmærkninger II. Til »nye

projekter« henregnes også bevillingsforslag vedrørende

igangsættelse af et arbejde, uanset om der tidligere har været

givet bevilling til projekteringsudgifter, samt forslag vedrørende

arbejder, der skal forelægges særskilt for finansudvalget, men hvor

forelæggelsen endnu ikke har fundet sted på tidspunktet for

finanslovbidragets afgivelse.

Herudover skal anføres, at et led i budgetreformen har været

indførelse af nettostyring for - i alt fald - de fleste

statsvirksomheder. Baggrunden herfor har bl.a. været at give

bevillingshjemlet mulighed for tilpasning i årets løb af udgifterne

til efterspørgslen udtrykt ved indtægterne, men samtidig bedre

mulighed for bevillingsmæssig/ politisk kontrol med

statsvirksomhedernes målopfyldelse, idet finanslovenes nettotal er

udtryk for den økonomiske målsætning for den enkelte

statsvirksomhed og indebærer et krav om kompensation i de følgende

år, hvis nettotallet ikke opfyldes.

Endelig skal nævnes, at der med ikrafttræden af

stillingskontrolreformen pr. 1. januar 1986 sker en betydelig

forenkling på det personalebevillingsmæssige område. Reformen

indebærer en væsentlig forenkling af anmærkningsstoffet og

medvirker således til at gøre bevillingslovforslagene mere

overskuelige end tidligere.

Bilag 2

Referenceliste

Beretning om undersøgelse af visse forhold vedrørende post- og

telegrafvæsenet. April 1985. Afgivet af den i henhold til lov nr.

85 af 17. marts 1982 nedsatte kommissionsdomstol (Bind 1 og 2).

I. Indledning

1. FORESPØRGSELSDEBATTEN DEN 22. OKTOBER 1985

Under forhandlingen den 22. oktober 1985 om forespørgsel nr. F 1 af

Maisted (FD) og forespørgsel nr. F 7 af Ole Espersen (S), Hagen

Hagensen (KF), Svend Erik Hovmand (V), Nør Christensen (CD) og

Kofod-Svendsen (KrF) om beretningen fra kommissionsdomstolen

vedrørende post- og telegrafvæsenet, der begge enslydende var

stillet til justitsministeren, finansministeren og ministeren for

offentlige arbejder, fremsatte Ole Espersen (S) på vegne af

forespørgerne vedrørende forespørgsel nr. F 7 følgende forslag om

motiveret dagsorden

»Idet folketinget opfordrer udvalget for forretningsordenen til at

overveje, om beretningen om undersøgelsen af visse forhold

vedrørende post- og telegrafvæsenet bør give tinget anledning til

yderligere drøftelser eller beslutninger,

går tinget over til næste sag på dagsordenen.«

Forslaget blev efter forhandlingen vedtaget med 104 stemmer (S, KF,

V, SF, RV, CD, VS og KrF) mod 4 (FP og FD), hvorved et forslag om

motiveret dagsorden af Maisted (FD) bortfaldt.

2. GENERELT OM UDVALGSBEHANDLINGEN

Udvalget for forretningsordenen har herefter behandlet sagen i en

række møder og har herunder stillet spørgsmål til finansministeren.

På udvalgets første møde om sagen besluttedes det, at partierne VS og

FD, der ikke er repræsenteret i udvalget, skulle indbydes til at

deltage i udvalgsarbejdet med samme rettigheder, som private

forslagsstillere har efter forretningsordenens § 8, stk. 6.

Herefter har Lenger (VS) og Maisted (FD) deltaget i udvalgets

behandling af sagen, idet dog sidstnævnte har valgt ikke at deltage

i det afsluttende udvalgsarbejde.

II. Kommissionsdomstolen

1. KOMMISSIONSDOMSTOLENS NEDSÆTTELSE OG BERETNING

Kommissionsdomstolen blev nedsat ved lov nr. 85 af 17. marts 1982

(Folketingstidende 1981-82 (2. samling), forhandlingerne sp. 528,

1175, 2755, 2960, tillæg A sp. 1289, tillæg B sp. 111 og tillæg C

sp. 105) på foranledning af folketingets finansudvalg. Som

begrundelse for sin indstilling henviste udvalget til indholdet og

karakteren af statsrevisorernes bemærkninger til rigsrevisors

beretning af 6. august 1981 om post- og telegrafvæsenets

ressourceforbrug og ressourcestyring i 1980 samt til, at denne

beretning ikke i sig selv placerede ansvaret for konkrete fejl

eller forsømmelser. Der henvises til udvalgets beretning af 4.

september 1981 (Folketingestidende 1980-81, tillæg B sp. 1793),

hvortil rigsrevisors beretning med statsrevisorernes bemærkninger

er optrykt som bilag.

I overensstemmelse med det i lovens § 1 fastsatte kommissorium

indeholder kommissionsdomstolens beretning af 23. april 1985 en

gennemgang af de ledelsesmæssige forhold og de bevillingsmæssige

forhold (driftssiden) i post- og telegrafvæsenet fra begyndelsen af

1970erne til lovens ikrafttræden i 1982 samt en gennemgang af

forholdene omkring post- og telegrafvæsenets anlægsside med henblik

på centralpostbygningens udvidelse. I forbindelse med denne

gennemgang er anført de kritikpunkter, kommissionsdomstolen har

fundet anledning til. Et afsluttende afsnit indeholder endvidere

kommissionsdomstolens vurdering af, om der foreligger fejl eller

forsømmelser, som kan give anledning til, at et retligt ansvar

søges gennemført.

2. KRITIKPUNKTER

I beretningen er beskrevet de forhold, kommissionsdomstolen har

undersøgt og bedømt. De forhold, som kommissionsdomstolen fremhæver

som de væsentligste kritikpunkter, er følgende

a) Arbejdet med at gennemføre den nye struktur, som var forudsat i

loven fra 1976 om styrelse af post- og telegrafvæsenet, blev givet

for høj prioritet fremfor løsningen af andre opgaver, bl.a. den

under b) nævnte.

b) Post- og telegrafvæsenet prioriterede ikke tilvejebringelsen af de

nødvendige økonomiske styresystemer tilstrækkeligt højt. Den sene

iværksættelse af disse styresystemer var en væsentlig del af

forklaringen på de økonomiske og produktionsmæssige problemer, som

kunne konstateres især i 1979-80.

c) På trods af, at det nye arbejdstidsberegningssystem i

brevomdelingstjenesten i byerne (PO 75) ved dets iværksættelse i

1976-77 blev præsenteret som neutralt i ressourcemæssig henseende,

gav systemet anledning til betydelige merudgifter. Dette medførte

bl.a., at de besparelser, der ifølge post- og telegrafvæsenet

skulle blive følgen af det samtidig iværksatte bortfald af 2.

ombæring, blev elimineret. Efter kommissionsdomstolens opfattelse

er de økonomiske og administrative konsekvenser af PO 75 en

væsentlig årsag til, at post- og telegrafvæsenet ikke kunne

overholde sine bevillinger, og at merforbruget voksede ganske

betydeligt fra 1977 og fremefter. Det kritiseres endvidere, at

disse konsekvenser blev holdt skjult for ministeren for offentlige

arbejder og for de bevilgende myndigheder.

d) Overflytningen af pakkeposten og brevposten til den nye

postterminal gav anledning til omfattende indkøringsvanskeligheder,

der medførte et betydeligt merforbrug af ressourcer på henholdvis

66 og 100 mill. kr. i finansårene 1979 og 1980.

Kommissionsdomstolen anfører, at dette ud over rent tekniske

vanskeligheder i det væsentligste kan henføres til en forringet

arbejdsindsats (lav produktivitet), et svagt og ineffektivt

ledelsessystem samt manglende og svigtende informations- og

rapporteringssystemer. Også her er fremdraget eksempler på en ikke

fyldestgørende orientering af ministeren for offentlige arbejder.

e) Der manglede planlægning og styring af byggeriet af den nye

postterminal, og de bevilgende myndigheder fik gennem hele

byggeperioden kun summariske oplysninger om udviklingen i

byggeriet. Det anføres, ligesom i rigsrevisionens beretning nr.

4/1979 om centralpostbygningens udvidelse, jfr. statsrevisorernes

bemærkninger hertil af 20. maj 1980, at de meget væsentlige

kvalitative og kvantitative ændringer ikke burde være iværksat,

uden at finansudvalget og dermed folketinget havde fået reel og

konkret orientering herom.

f) Det ovenfor omtalte arbejdstidsberegningssystem PO 75 blev

iværksat uden godkendelse af finansministeriet i strid med

tjenestemandslovens § 45, ligesom der både i 1976 og i 1980 blev

indgået lokalaftaler i omkarteringspostkontoret og postterminalen,

der ligeledes burde have været forelagt for finansministeriet til

godkendelse, inden de blev indgået. Begge forhold anses af

kommissionsdomstolen som brud på forvaltningsretlige regler.

g) På baggrund af post- og telegrafvæsenets merforbrug af

driftsudgifter i forhold til bevillingen på finansloven siden

begyndelsen af 1970erne og efter en detaljeret gennemgang af post-

og telegrafvæsenets budget- og regnskabsforhold i finansårene fra

1973-74 til 1980 er det kommissionsdomstolens opfattelse, at post-

og telegrafvæsenets bevillingsmæssige forhold i denne periode ikke

var tilfredsstillende. Kommissionsdomstolen har ikke fundet fuldt

tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at de bevillingsretlige

regler har været brudt, og henviser herved til, at folketinget har

godkendt, at post- og telegrafvæsenet hvert år har optaget

merudgifter på tillægsbevillingsloven, og at der således må siges

at være praksis for, at post- og telegrafvæsenet kunne afholde og

på tillægsbevillingsloven optage selv betydelige merudgifter på

driftsbudgettet uden forudgående bevillingsmæssig hjemmel

(beretningen side 948). Kommissionsdomstolen kritiserer dog en for

sen underretning i efteråret 1980 af ministeren for offentlige

arbejder og finansministeriet om de forventede overskridelser for

så vidt angår finansåret 1980.

Kommissionsdomstolen bemærker endelig, at en lang række andre

forhold, som domstolen har undersøgt og bedømt, ikke har givet

anledning til kritik eller bemærkninger i øvrigt.

3. ANSVARSVURDERING

Kommissionsdomstolen anfører, at de ovennævnte forhold må betegnes

som fejl eller forsømmelser, og foretager herefter en vurdering af,

hvem der bærer ansvaret herfor. Der foretages (beretningen side 948

ff.) en vurdering såvel af post- og telegrafvæsenets ledelse og af

de pågældende ministre for offentlige arbejder som de primært

ansvarlige for tilvejebringelsen af den fornødne økonomiske

planlægning, styring og kontrol og for overholdelsen af

bevillilingerne som af andre ministre og myndigheder, der har haft

visse kontrolbeføjelser og kontrolpligter over for post- og

telegrafvæsenet.

Uanset at kommissionsdomstolen på nogle punkter kritiserer lønnings-

og pensionsdepartementet, budgetdepartementet og rigsrevisionen, er

der ikke efter kommissionsdomstolens opfattelse klarlagt sådanne

fejl eller forsømmelser, at de kan give anledning til, at retligt

ansvar søges gennemført mod nogen af de pågældende embedsmænd. I

denne forbindelse henviser kommissionsdomstolen endvidere til, at

beretningen ikke indeholder kritik af de to finansministre (Knud

Heinesen og Svend Jakobsen), hvis embedsførelse har været

undersøgt.

For så vidt angår de pågældende ministre for offentlige arbejder

(Niels Mathiasen, Kjeld Olesen, Ivar Hansen, Risgaard Knudsen og

Knud Heinesen) fremhæver kommissionsdomstolen, at disse har haft en

forholdsvis kort funktionsperiode. Da der som følge heraf ikke

kunne forventes selvstændige initiativer på de omhandlede områder,

måtte en eventuel kritik mod trafikministrene navnlig rette sig mod

tilfælde, hvor de på det grundlag, som blev forelagt dem, burde

have handlet anderledes. Kommissionsdomstolen har ikke påvist

sådanne tilfælde.

Hvad endelig angår ansatte i post- og telegrafvæsenet, har

kommissionsdomstolen for det første ikke fundet grundlag for at

antage, at der kunne foreligge strafbart eller

erstatningspådragende forhold for nogen af de ansattes vedkommende.

For så vidt angår tjenstligt ansvar, hvor spørgsmålet primært

stilles i forhold til fire medlemmer af den øverste ledelse af

styrelsen, understreger kommissionsdomstolen, »at det forhold, at

man formelt er ansvarlig for en fejl eller forsømmelse, eller at en

sådan er begået inden for eens ansvarsområde, ikke udgør et

tilstrækkeligt grundlag for tjenstligt ansvar. Der må med andre ord

derfor lægges afgørende vægt på, i hvilket omfang de begåede fejl

og forsømmelser kan tilregnes de pågældende personer som

ansvarspådragende«. Det anføres endvidere, at der for at kunne

blive tale om et ansvar i tjenestemandslovens forstand må kræves,

»at de udviste fejl og forsømmelser er af en sådan karakter og

grovhed, at de må betegnes som ansvarspådragende«.

For så vidt angår generaldirektøren anføres, at »kommissionsdomstolen

ud fra en mere samlet bedømmelse må betvivle rimeligheden af, at de

af kommissionsdomstolen klarlagte fejl og forsømmelser fra Poul

Hansens side kan danne grundlag for, at disciplinær forfølgning

søges gennemført mod ham«. For så vidt angår de øvrige tre

overordnede chefer anføres henholdsvis, »at der ikke i forbindelse

med undersøgelsen og afhøringerne er afdækket sådanne fejl og

forsømmelser fra B. M. Andersens og Myrvigs side, at de kan give

tilstrækkelig anledning til, at disciplinær forfølgning søges

gennemført«, og »at kommissionsdomstolen ikke har fundet at kunne

påvise sådanne fejl og forsømmelser fra Arne Nielsens side, at det

kan give anledning til disciplinærforfølgning«.

III. Udvalgets indstilling

Et FLERTAL (udvalget med undtagelse af fremskridtspartiets medlem af

udvalget) udtaler

Flertallet kan tilslutte sig kommissionsdomstolens vurdering af de

undersøgte forhold.

Flertallet har noteret sig de registrerede fejl og forsømmelser, og

selv om disse er kritisable, har flertallet ikke fundet anledning

til at anfægte kommissionsdomstolens vurdering af et eventuelt

retligt ansvar. Flertallet har i den forbindelse bemærket

justitsministerens udtalelse i folketinget under

forespørgselsdebatten den 22. oktober 1985 (forhandlingerne sp.

858) om, hvornår en ministers ansvar efter

ministeransvarlighedsloven indtræder. Flertallet finder det ligesom

justitsministeren vigtigt at fastholde, at en ministers ansvar

indtræder samtidig med, at ministeren tiltræder sit embede. Man har

dog også bemærket, at det er en betingelse for et retligt ansvar,

at ministeren har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, og at en

forudsætning for, at disse subjektive betingelser kan være opfyldt,

normalt vil være, at ministeren har haft den fornødne tid til og

rimelig mulighed for at få kendskab til et sagsområde. Hvad angår

det politiske ansvar, noterer flertallet, at der, uanset hvad der

forelå af oplysninger fra ministeriet, herunder fra ministeriets

planlægningsafdeling, først blev grebet efektivt ind efter

ministerskiftet i oktober 1979.

Flertallet har imidlertid lagt særlig vægt på at undersøge, om de

konstaterede mangler har ført til sådanne ændringer i regler og

arbejdsgange, at der er sikkerhed for, at gentagelser ikke vil

kunne forekomme.

Udvalget har i denne forbindelse fra finansministeren modtaget en

redegørelse for, hvilke ændringer der er gennemført af

budgetproceduren på baggrund af denne sag.

I redegørelsen, der er optrykt som bilag til denne beretning, er -

med henvisning til den del af sagen, der vedrører

centralpostbygningens opførelse - omtalt præciseringen i

budgetvejledningen af, hvornår væsentlige ændringer i projekter

skal forelægges særskilt for finansudvalget. Endvidere er omtalt en

række andre elementer i budget- og bevillingssystemet, der søger at

sikre, at finansudvalget får mulighed for at skaffe sig overblik

over bevillingslovens indhold. Endelig er omtalt det ved

budgetreformen indførte nettobudgetteringsprincip samt den pr. 1.

januar ikrafttrådte stillingskontrolreform.

Flertallet finder, at der herigennem er skabt sikkerhed mod

gentagelser, og betragter med dette sagen som afsluttet.

Et MINDRETAL (fremskridtspartiets medlem af udvalget) udtaler

Beretningen fra kommissionsdomstolen vedrørende Post- og

Telegrafvæsenet samt de afsløringer, pressen løbende har bragt, er

rystende anskuelesundervisning i, hvorledes det foregår, når

ministrene ikke magter deres opgaver og folketingets finansudvalg

blot er reduceret til en stempelpude, hvor de forskellige

aktstykker bliver godkendt uden nærmere undersøgelser.

Lige siden offentligheden, via pressen, fik det første indblik i,

hvilken slendrian, pengespild og ulovligheder der var foregået, har

samtlige implicerede partier udelukkende været interesseret i at

dække over hinanden.

Fremskridtspartiet har ikke et eneste øjeblik været i tvivl om, at

uanset at alle partier erkender og tilslutter sig

kommissionsdomstolens beretning om grove uregelmæssigheder - så har

hensigten hele tiden været, at sagen blev grundigt og effektivt

syltet. Under forespørgselsdebatten den 22. oktober 1985 lød der

kraftige protester, da fremskridtspartiets ordfører udtalte, at

partierne, lige fra det konservative folkeparti over

centrum-demokraterne til venstresocialisterne hang sammen som

ærtehalm.

Tiden, der er gået, og folketingsflertallets beslutning om, at denne

store skandale blot skal afsluttes med afgivelse af en såkaldt

beretning, viser på samme måde som dagpengeskandalen, at

fremskridtspartiet har ret i påstanden om, at lovene tolkes på eön

måde, når det drejer sig om menigmand - medens den tolkes på en

helt anden måde, når det f.eks. drejer sig om folketingsmedlemmer

og forhenværende ministre.

Afslutningen på postskandalen er en skamplet på dansk nutidshistorie.

Kun een person i folketinget fortjener anerkendelse for sin

indsats. Det er forhenværende minister Jens Risgaard Knudsen. Han

tog sit gode tøj og gik, da han erfarede, hvilken sump der omgav

ham, og hvor liden politisk støtte der kunne forventes for at få

forholdene ændret.

Med afslutningen på dagpengeskandalen og postskandalen må mange

sammen med fremskriftspartiet erkende, at uret nu er blevet ret.

Opskriften for at undgå retsforfølgelse vil fremover være at blive

medlem af folketinget. Kan man tilmed blive minister for offentlige

arbejder eller arbejdsminister, skulle den være 100% sikker.

P. u. v.

Svend Jakobsen

formand

Ingen

Nr BR 9

Beretning fra udvalget for forretningsordenen vedrørende Kommissionsdomstolsberetningen om undersøgelse af visse forhold vedrørende post- og telegrafvæsenet

Nr 70009 1985-86, 1. samling Blad nr 1148

Afgivet af udvalget for forretningsordenen

Afgivet: 19860530