1985 BR 9 BERETNING FRA UDVALGET FOR FORRETNINGSORDENEN VEDRØRENDE KOMMISSIONSDOMSTOLSBERETNINGEN OM UNDERSØGELSE AF VISSE FORHOLD VEDRØRENDE POST- OG TELEGRAFVÆSENET NR 70009 1985-86, 1. SAMLING BLAD NR 1148
Statutory Text (5 Articles)
Bilag 1
Finansministerens besvarelse af 16. december 1985 af spørgsmål fra
udvalget
AD SAGEN OM POST- OG TELEGRAFVÆSENET
Der udbedes en redegørelse for, hvilke ændringer der er gennemført af
budgetproceduren på baggrund af sagen om post- og telegrafvæsenet.
Der udbedes herunder en omtale af, hvordan det sikres, at
finansudvalget modtager tilstrækkelige oplysninger om de enkelte
poster i forslagene til finanslov og tillægsbevillingslov, herunder
modtager underretning om og forklaring på de poster på
tillægsbevillingsloven, hvor der er sket stigninger i forhold til
det oprindeligt bevilgede.
SVAR
I anledning af sagen vedrørende post- og telegrafvæsenets forhold -
specielt den del af sagen, der vedrørte centralpostbygningens
opførelse - er det i forhold til tidligere udgaver af
budgetvejledningen gjort klart i den nye udgave (Budgetvejledning
1985, pkt. 54.42 skemaet), hvornår væsentlige ændringer i projekter
skal forelægges særskilt for finansudvalget. Afgørende er her dels
bevillingens art, dels projektudgiften, dels om der er tale om en
statsvirksomhed eller om en almindelig statsinstitution, og endelig
om ændringen forelægges i forbindelse med en ny finanslov, eller om
den opstår i finansårets løb.
Budget- og bevillingssystemet indeholder bortset herfra en række
elementer, der søger at sikre, at finansudvalget får mulighed for
at skaffe sig overblik over bevillingslovenes indhold. Nogle regler
er gennemført i forbindelse med den igangværende budgetreform,
medens andre har været gældende i en årrække.
I forbindelse med finansudvalgets behandling af
tillægsbevillingsloven har udvalget således i en årrække fra
finansministeriet modtaget en fortegnelse over udgiftskonti på
udgiftsbudgettet, hvor tillægsbevillingslovforslaget ud over pris-
og lønregulering udgør mere end 10 pct. af finanslov- og
aktstykkebevillinger tilsammen. Siden begyndelsen af 1985
indeholder oversigterne tillige oplysninger om overskridelser over
5 mill. kr., uanset om overskridelserne udgør mindre end 10 pct. af
bevillingen ekskl. PL-regulering.
Det kan endvidere nævnes, at det for bevillinger under finanslovens
anlægs- og udlånsafsnit gælder, at nye projekter skal markeres med
en stjerne i forbindelse med omtalen i anmærkninger II. Til »nye
projekter« henregnes også bevillingsforslag vedrørende
igangsættelse af et arbejde, uanset om der tidligere har været
givet bevilling til projekteringsudgifter, samt forslag vedrørende
arbejder, der skal forelægges særskilt for finansudvalget, men hvor
forelæggelsen endnu ikke har fundet sted på tidspunktet for
finanslovbidragets afgivelse.
Herudover skal anføres, at et led i budgetreformen har været
indførelse af nettostyring for - i alt fald - de fleste
statsvirksomheder. Baggrunden herfor har bl.a. været at give
bevillingshjemlet mulighed for tilpasning i årets løb af udgifterne
til efterspørgslen udtrykt ved indtægterne, men samtidig bedre
mulighed for bevillingsmæssig/ politisk kontrol med
statsvirksomhedernes målopfyldelse, idet finanslovenes nettotal er
udtryk for den økonomiske målsætning for den enkelte
statsvirksomhed og indebærer et krav om kompensation i de følgende
år, hvis nettotallet ikke opfyldes.
Endelig skal nævnes, at der med ikrafttræden af
stillingskontrolreformen pr. 1. januar 1986 sker en betydelig
forenkling på det personalebevillingsmæssige område. Reformen
indebærer en væsentlig forenkling af anmærkningsstoffet og
medvirker således til at gøre bevillingslovforslagene mere
overskuelige end tidligere.
Bilag 2
Referenceliste
Beretning om undersøgelse af visse forhold vedrørende post- og
telegrafvæsenet. April 1985. Afgivet af den i henhold til lov nr.
85 af 17. marts 1982 nedsatte kommissionsdomstol (Bind 1 og 2).
I. Indledning
1. FORESPØRGSELSDEBATTEN DEN 22. OKTOBER 1985
Under forhandlingen den 22. oktober 1985 om forespørgsel nr. F 1 af
Maisted (FD) og forespørgsel nr. F 7 af Ole Espersen (S), Hagen
Hagensen (KF), Svend Erik Hovmand (V), Nør Christensen (CD) og
Kofod-Svendsen (KrF) om beretningen fra kommissionsdomstolen
vedrørende post- og telegrafvæsenet, der begge enslydende var
stillet til justitsministeren, finansministeren og ministeren for
offentlige arbejder, fremsatte Ole Espersen (S) på vegne af
forespørgerne vedrørende forespørgsel nr. F 7 følgende forslag om
motiveret dagsorden
»Idet folketinget opfordrer udvalget for forretningsordenen til at
overveje, om beretningen om undersøgelsen af visse forhold
vedrørende post- og telegrafvæsenet bør give tinget anledning til
yderligere drøftelser eller beslutninger,
går tinget over til næste sag på dagsordenen.«
Forslaget blev efter forhandlingen vedtaget med 104 stemmer (S, KF,
V, SF, RV, CD, VS og KrF) mod 4 (FP og FD), hvorved et forslag om
motiveret dagsorden af Maisted (FD) bortfaldt.
2. GENERELT OM UDVALGSBEHANDLINGEN
Udvalget for forretningsordenen har herefter behandlet sagen i en
række møder og har herunder stillet spørgsmål til finansministeren.
På udvalgets første møde om sagen besluttedes det, at partierne VS og
FD, der ikke er repræsenteret i udvalget, skulle indbydes til at
deltage i udvalgsarbejdet med samme rettigheder, som private
forslagsstillere har efter forretningsordenens § 8, stk. 6.
Herefter har Lenger (VS) og Maisted (FD) deltaget i udvalgets
behandling af sagen, idet dog sidstnævnte har valgt ikke at deltage
i det afsluttende udvalgsarbejde.
II. Kommissionsdomstolen
1. KOMMISSIONSDOMSTOLENS NEDSÆTTELSE OG BERETNING
Kommissionsdomstolen blev nedsat ved lov nr. 85 af 17. marts 1982
(Folketingstidende 1981-82 (2. samling), forhandlingerne sp. 528,
1175, 2755, 2960, tillæg A sp. 1289, tillæg B sp. 111 og tillæg C
sp. 105) på foranledning af folketingets finansudvalg. Som
begrundelse for sin indstilling henviste udvalget til indholdet og
karakteren af statsrevisorernes bemærkninger til rigsrevisors
beretning af 6. august 1981 om post- og telegrafvæsenets
ressourceforbrug og ressourcestyring i 1980 samt til, at denne
beretning ikke i sig selv placerede ansvaret for konkrete fejl
eller forsømmelser. Der henvises til udvalgets beretning af 4.
september 1981 (Folketingestidende 1980-81, tillæg B sp. 1793),
hvortil rigsrevisors beretning med statsrevisorernes bemærkninger
er optrykt som bilag.
I overensstemmelse med det i lovens § 1 fastsatte kommissorium
indeholder kommissionsdomstolens beretning af 23. april 1985 en
gennemgang af de ledelsesmæssige forhold og de bevillingsmæssige
forhold (driftssiden) i post- og telegrafvæsenet fra begyndelsen af
1970erne til lovens ikrafttræden i 1982 samt en gennemgang af
forholdene omkring post- og telegrafvæsenets anlægsside med henblik
på centralpostbygningens udvidelse. I forbindelse med denne
gennemgang er anført de kritikpunkter, kommissionsdomstolen har
fundet anledning til. Et afsluttende afsnit indeholder endvidere
kommissionsdomstolens vurdering af, om der foreligger fejl eller
forsømmelser, som kan give anledning til, at et retligt ansvar
søges gennemført.
2. KRITIKPUNKTER
I beretningen er beskrevet de forhold, kommissionsdomstolen har
undersøgt og bedømt. De forhold, som kommissionsdomstolen fremhæver
som de væsentligste kritikpunkter, er følgende
a) Arbejdet med at gennemføre den nye struktur, som var forudsat i
loven fra 1976 om styrelse af post- og telegrafvæsenet, blev givet
for høj prioritet fremfor løsningen af andre opgaver, bl.a. den
under b) nævnte.
b) Post- og telegrafvæsenet prioriterede ikke tilvejebringelsen af de
nødvendige økonomiske styresystemer tilstrækkeligt højt. Den sene
iværksættelse af disse styresystemer var en væsentlig del af
forklaringen på de økonomiske og produktionsmæssige problemer, som
kunne konstateres især i 1979-80.
c) På trods af, at det nye arbejdstidsberegningssystem i
brevomdelingstjenesten i byerne (PO 75) ved dets iværksættelse i
1976-77 blev præsenteret som neutralt i ressourcemæssig henseende,
gav systemet anledning til betydelige merudgifter. Dette medførte
bl.a., at de besparelser, der ifølge post- og telegrafvæsenet
skulle blive følgen af det samtidig iværksatte bortfald af 2.
ombæring, blev elimineret. Efter kommissionsdomstolens opfattelse
er de økonomiske og administrative konsekvenser af PO 75 en
væsentlig årsag til, at post- og telegrafvæsenet ikke kunne
overholde sine bevillinger, og at merforbruget voksede ganske
betydeligt fra 1977 og fremefter. Det kritiseres endvidere, at
disse konsekvenser blev holdt skjult for ministeren for offentlige
arbejder og for de bevilgende myndigheder.
d) Overflytningen af pakkeposten og brevposten til den nye
postterminal gav anledning til omfattende indkøringsvanskeligheder,
der medførte et betydeligt merforbrug af ressourcer på henholdvis
66 og 100 mill. kr. i finansårene 1979 og 1980.
Kommissionsdomstolen anfører, at dette ud over rent tekniske
vanskeligheder i det væsentligste kan henføres til en forringet
arbejdsindsats (lav produktivitet), et svagt og ineffektivt
ledelsessystem samt manglende og svigtende informations- og
rapporteringssystemer. Også her er fremdraget eksempler på en ikke
fyldestgørende orientering af ministeren for offentlige arbejder.
e) Der manglede planlægning og styring af byggeriet af den nye
postterminal, og de bevilgende myndigheder fik gennem hele
byggeperioden kun summariske oplysninger om udviklingen i
byggeriet. Det anføres, ligesom i rigsrevisionens beretning nr.
4/1979 om centralpostbygningens udvidelse, jfr. statsrevisorernes
bemærkninger hertil af 20. maj 1980, at de meget væsentlige
kvalitative og kvantitative ændringer ikke burde være iværksat,
uden at finansudvalget og dermed folketinget havde fået reel og
konkret orientering herom.
f) Det ovenfor omtalte arbejdstidsberegningssystem PO 75 blev
iværksat uden godkendelse af finansministeriet i strid med
tjenestemandslovens § 45, ligesom der både i 1976 og i 1980 blev
indgået lokalaftaler i omkarteringspostkontoret og postterminalen,
der ligeledes burde have været forelagt for finansministeriet til
godkendelse, inden de blev indgået. Begge forhold anses af
kommissionsdomstolen som brud på forvaltningsretlige regler.
g) På baggrund af post- og telegrafvæsenets merforbrug af
driftsudgifter i forhold til bevillingen på finansloven siden
begyndelsen af 1970erne og efter en detaljeret gennemgang af post-
og telegrafvæsenets budget- og regnskabsforhold i finansårene fra
1973-74 til 1980 er det kommissionsdomstolens opfattelse, at post-
og telegrafvæsenets bevillingsmæssige forhold i denne periode ikke
var tilfredsstillende. Kommissionsdomstolen har ikke fundet fuldt
tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at de bevillingsretlige
regler har været brudt, og henviser herved til, at folketinget har
godkendt, at post- og telegrafvæsenet hvert år har optaget
merudgifter på tillægsbevillingsloven, og at der således må siges
at være praksis for, at post- og telegrafvæsenet kunne afholde og
på tillægsbevillingsloven optage selv betydelige merudgifter på
driftsbudgettet uden forudgående bevillingsmæssig hjemmel
(beretningen side 948). Kommissionsdomstolen kritiserer dog en for
sen underretning i efteråret 1980 af ministeren for offentlige
arbejder og finansministeriet om de forventede overskridelser for
så vidt angår finansåret 1980.
Kommissionsdomstolen bemærker endelig, at en lang række andre
forhold, som domstolen har undersøgt og bedømt, ikke har givet
anledning til kritik eller bemærkninger i øvrigt.
3. ANSVARSVURDERING
Kommissionsdomstolen anfører, at de ovennævnte forhold må betegnes
som fejl eller forsømmelser, og foretager herefter en vurdering af,
hvem der bærer ansvaret herfor. Der foretages (beretningen side 948
ff.) en vurdering såvel af post- og telegrafvæsenets ledelse og af
de pågældende ministre for offentlige arbejder som de primært
ansvarlige for tilvejebringelsen af den fornødne økonomiske
planlægning, styring og kontrol og for overholdelsen af
bevillilingerne som af andre ministre og myndigheder, der har haft
visse kontrolbeføjelser og kontrolpligter over for post- og
telegrafvæsenet.
Uanset at kommissionsdomstolen på nogle punkter kritiserer lønnings-
og pensionsdepartementet, budgetdepartementet og rigsrevisionen, er
der ikke efter kommissionsdomstolens opfattelse klarlagt sådanne
fejl eller forsømmelser, at de kan give anledning til, at retligt
ansvar søges gennemført mod nogen af de pågældende embedsmænd. I
denne forbindelse henviser kommissionsdomstolen endvidere til, at
beretningen ikke indeholder kritik af de to finansministre (Knud
Heinesen og Svend Jakobsen), hvis embedsførelse har været
undersøgt.
For så vidt angår de pågældende ministre for offentlige arbejder
(Niels Mathiasen, Kjeld Olesen, Ivar Hansen, Risgaard Knudsen og
Knud Heinesen) fremhæver kommissionsdomstolen, at disse har haft en
forholdsvis kort funktionsperiode. Da der som følge heraf ikke
kunne forventes selvstændige initiativer på de omhandlede områder,
måtte en eventuel kritik mod trafikministrene navnlig rette sig mod
tilfælde, hvor de på det grundlag, som blev forelagt dem, burde
have handlet anderledes. Kommissionsdomstolen har ikke påvist
sådanne tilfælde.
Hvad endelig angår ansatte i post- og telegrafvæsenet, har
kommissionsdomstolen for det første ikke fundet grundlag for at
antage, at der kunne foreligge strafbart eller
erstatningspådragende forhold for nogen af de ansattes vedkommende.
For så vidt angår tjenstligt ansvar, hvor spørgsmålet primært
stilles i forhold til fire medlemmer af den øverste ledelse af
styrelsen, understreger kommissionsdomstolen, »at det forhold, at
man formelt er ansvarlig for en fejl eller forsømmelse, eller at en
sådan er begået inden for eens ansvarsområde, ikke udgør et
tilstrækkeligt grundlag for tjenstligt ansvar. Der må med andre ord
derfor lægges afgørende vægt på, i hvilket omfang de begåede fejl
og forsømmelser kan tilregnes de pågældende personer som
ansvarspådragende«. Det anføres endvidere, at der for at kunne
blive tale om et ansvar i tjenestemandslovens forstand må kræves,
»at de udviste fejl og forsømmelser er af en sådan karakter og
grovhed, at de må betegnes som ansvarspådragende«.
For så vidt angår generaldirektøren anføres, at »kommissionsdomstolen
ud fra en mere samlet bedømmelse må betvivle rimeligheden af, at de
af kommissionsdomstolen klarlagte fejl og forsømmelser fra Poul
Hansens side kan danne grundlag for, at disciplinær forfølgning
søges gennemført mod ham«. For så vidt angår de øvrige tre
overordnede chefer anføres henholdsvis, »at der ikke i forbindelse
med undersøgelsen og afhøringerne er afdækket sådanne fejl og
forsømmelser fra B. M. Andersens og Myrvigs side, at de kan give
tilstrækkelig anledning til, at disciplinær forfølgning søges
gennemført«, og »at kommissionsdomstolen ikke har fundet at kunne
påvise sådanne fejl og forsømmelser fra Arne Nielsens side, at det
kan give anledning til disciplinærforfølgning«.
III. Udvalgets indstilling
Et FLERTAL (udvalget med undtagelse af fremskridtspartiets medlem af
udvalget) udtaler
Flertallet kan tilslutte sig kommissionsdomstolens vurdering af de
undersøgte forhold.
Flertallet har noteret sig de registrerede fejl og forsømmelser, og
selv om disse er kritisable, har flertallet ikke fundet anledning
til at anfægte kommissionsdomstolens vurdering af et eventuelt
retligt ansvar. Flertallet har i den forbindelse bemærket
justitsministerens udtalelse i folketinget under
forespørgselsdebatten den 22. oktober 1985 (forhandlingerne sp.
858) om, hvornår en ministers ansvar efter
ministeransvarlighedsloven indtræder. Flertallet finder det ligesom
justitsministeren vigtigt at fastholde, at en ministers ansvar
indtræder samtidig med, at ministeren tiltræder sit embede. Man har
dog også bemærket, at det er en betingelse for et retligt ansvar,
at ministeren har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, og at en
forudsætning for, at disse subjektive betingelser kan være opfyldt,
normalt vil være, at ministeren har haft den fornødne tid til og
rimelig mulighed for at få kendskab til et sagsområde. Hvad angår
det politiske ansvar, noterer flertallet, at der, uanset hvad der
forelå af oplysninger fra ministeriet, herunder fra ministeriets
planlægningsafdeling, først blev grebet efektivt ind efter
ministerskiftet i oktober 1979.
Flertallet har imidlertid lagt særlig vægt på at undersøge, om de
konstaterede mangler har ført til sådanne ændringer i regler og
arbejdsgange, at der er sikkerhed for, at gentagelser ikke vil
kunne forekomme.
Udvalget har i denne forbindelse fra finansministeren modtaget en
redegørelse for, hvilke ændringer der er gennemført af
budgetproceduren på baggrund af denne sag.
I redegørelsen, der er optrykt som bilag til denne beretning, er -
med henvisning til den del af sagen, der vedrører
centralpostbygningens opførelse - omtalt præciseringen i
budgetvejledningen af, hvornår væsentlige ændringer i projekter
skal forelægges særskilt for finansudvalget. Endvidere er omtalt en
række andre elementer i budget- og bevillingssystemet, der søger at
sikre, at finansudvalget får mulighed for at skaffe sig overblik
over bevillingslovens indhold. Endelig er omtalt det ved
budgetreformen indførte nettobudgetteringsprincip samt den pr. 1.
januar ikrafttrådte stillingskontrolreform.
Flertallet finder, at der herigennem er skabt sikkerhed mod
gentagelser, og betragter med dette sagen som afsluttet.
Et MINDRETAL (fremskridtspartiets medlem af udvalget) udtaler
Beretningen fra kommissionsdomstolen vedrørende Post- og
Telegrafvæsenet samt de afsløringer, pressen løbende har bragt, er
rystende anskuelesundervisning i, hvorledes det foregår, når
ministrene ikke magter deres opgaver og folketingets finansudvalg
blot er reduceret til en stempelpude, hvor de forskellige
aktstykker bliver godkendt uden nærmere undersøgelser.
Lige siden offentligheden, via pressen, fik det første indblik i,
hvilken slendrian, pengespild og ulovligheder der var foregået, har
samtlige implicerede partier udelukkende været interesseret i at
dække over hinanden.
Fremskridtspartiet har ikke et eneste øjeblik været i tvivl om, at
uanset at alle partier erkender og tilslutter sig
kommissionsdomstolens beretning om grove uregelmæssigheder - så har
hensigten hele tiden været, at sagen blev grundigt og effektivt
syltet. Under forespørgselsdebatten den 22. oktober 1985 lød der
kraftige protester, da fremskridtspartiets ordfører udtalte, at
partierne, lige fra det konservative folkeparti over
centrum-demokraterne til venstresocialisterne hang sammen som
ærtehalm.
Tiden, der er gået, og folketingsflertallets beslutning om, at denne
store skandale blot skal afsluttes med afgivelse af en såkaldt
beretning, viser på samme måde som dagpengeskandalen, at
fremskridtspartiet har ret i påstanden om, at lovene tolkes på eön
måde, når det drejer sig om menigmand - medens den tolkes på en
helt anden måde, når det f.eks. drejer sig om folketingsmedlemmer
og forhenværende ministre.
Afslutningen på postskandalen er en skamplet på dansk nutidshistorie.
Kun een person i folketinget fortjener anerkendelse for sin
indsats. Det er forhenværende minister Jens Risgaard Knudsen. Han
tog sit gode tøj og gik, da han erfarede, hvilken sump der omgav
ham, og hvor liden politisk støtte der kunne forventes for at få
forholdene ændret.
Med afslutningen på dagpengeskandalen og postskandalen må mange
sammen med fremskriftspartiet erkende, at uret nu er blevet ret.
Opskriften for at undgå retsforfølgelse vil fremover være at blive
medlem af folketinget. Kan man tilmed blive minister for offentlige
arbejder eller arbejdsminister, skulle den være 100% sikker.
P. u. v.
Svend Jakobsen
formand
Ingen
Nr BR 9
Beretning fra udvalget for forretningsordenen vedrørende Kommissionsdomstolsberetningen om undersøgelse af visse forhold vedrørende post- og telegrafvæsenet
Nr 70009 1985-86, 1. samling Blad nr 1148
Afgivet af udvalget for forretningsordenen
Afgivet: 19860530