1985 BR 7 BERETNING FRA UDVALGET FOR FORRETNINGSORDENEN I ANLEDNING AF KOMMISSIONSDOMSTOLSBERETNINGEN OM UNDERSØGELSE AF STATENS FORSKUDSVISE UDBETALINGER TIL ARBEJDSLØSHEDSKASSERNE TIL DÆKNING AF UDGIFTERNE TIL ARBEJDSLØSHEDSDAGPENGE M.V. NR 70007 1985-86, 1. SAMLING BLAD NR 1147 (fd)
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Bilag 1
Justitsministerens besvarelse af 1. maj 1986 af spørgsmål fra
udvalget
SPØRGSMÅL
»Hvilke foranstaltninger vil regeringen træffe i anledning af de
overvejelser vedrørende fremtidig lovgivning og administrativ
praksis, der er indeholdt i den af byretspræsident N. C. Bitsch
udarbejdede redegørelse af 4. april 1986 om forskudsvis udbetaling
m.v. af statslige tilskud?»
SVAR
1. I redegørelsen om forskudsvis udbetaling m.v. af statslige
tilskud, der er udarbejdet af byretspræsident N. C. Bitsch, peges
på en række problemstillinger, som der efter byretspræsidentens
opfattelse kan være anledning til at være opmærksom på i fremtidig
lovgivning og administrativ praksis.
2. Samtlige ministerier er underrettet om redegørelsen. De
problemstillinger, der peges på af byretspræsidenten, vil derfor
indgå i de enkelte ministeriers overvejelser i forbindelse med
fremtidig lovgivning og administrativ praksis.
3. Justitsministeriet vil ved den almindelige lovtekniske
gennemgang, der foretages i ministeriet af alle ministeriers
lovforslag, have opmærksomheden henvendt på de forhold, der peges
på i redegørelsen. Justitsministeriet vil således medvirke til at
sikre anvendt en fastere og mere konsekvent terminologi ved
udformningen af lovbestemmelser om offentlige tilskud m.v.
Justitsministeriet vil ligeledes være opmærksom på, om der i
bemærkningerne til bestemmelser i lovforslag om offentlige tilskud,
hvor udbetalingsterminer ikke er fastlagt direkte i lovteksten, er
redegjort nærmere for den udbetalingspraksis, der påtænkes anvendt
af myndighederne ved administrationen af tilskudsordningen.
I den sammenhæng vil justitsministeriet være opmærksom på spørgsmålet
om eventuel forrentning af tilskud, der udbetales helt eller delvis
forud for afholdelsen af de tilskudsberettigede udgifter, herunder
på spørgsmålet om størrelsen af forrentningen.
4. For så vidt angår statslige tilskud, der alene får hjemmel i
finansloven eller aktstykker med efterfølgende optagelse på
tillægsbevillingslov, har finansministeriet oplyst, at ministeriet,
hvor det er relevant, vil være tilsvarende opmærksom på de under 3
nævnte forhold.
Finansministeriet har endvidere oplyst, at der som led i den løbende
budgetreform foregår generelle overvejelser om styrelsernes
forrentnings- og likviditetsforhold og disses indvirkning på
udbetalingsmønstret.
Bilag 2
Referenceliste
Redegørelse om statens forskudsvise udbetalinger til
arbejdsløshedskasserne til dækning af udgifterne til
arbejdsløshedsdagpenge m.v. (bind 1-4). Afgivet af landsdommer
Niels Larsen i henhold til anmodning af 20. september 1983 fra
arbejdsministeren, København 1984.
Betænkning og indstilling fra udvalget for forretningsordenen om
sagen om statens forskudsvise udbetalinger til
arbejdsløshedskasserne til dækning af udgifterne til
arbejdsløshedsdagpenge m.v. og bilagshæfte hertil.
Folketingstidende 1984-85, tillæg B sp. 449 og 487.
Beretning om undersøgelse af statens forskudsvise udbetalinger til
arbejdsløshedskasserne til dækning af udgifterne til
arbejdsløshedsdagpenge m.v. Oktober 1985. Afgivet af
kommissionsdomstolen nedsat den 18. februar 1985.
Redegørelse om forskudsvis udbetaling m.v. af statslige tilskud.
København, april 1986. Udarbejdet af byretspræsident N. C. Bitsch.
§ 8, stk. 6. Herefter har Lenger (VS) og Maisted (FD) deltaget i
udvalgets behandling af sagen, idet dog sidstnævnte har valgt ikke
at deltage i det afsluttende udvalgsarbejde.
II. Kommissionsdomstolens beretning.
1. AFGRÆNSNING OG OPBYGNING.
I overensstemmelse med kommissoriet har kommissionsdomstolen
undersøgt omstændighederne omkring forskudsordningens
gennemførelse, dvs. den i 1970 påbegyndte forskudsudbetaling og den
senere ved arbejdsdirektoratets cirkulære af 1976 nærmere
regulerede forskudsordning. I to kapitler omfattende årene 1980-83
behandles endvidere det forhold, at der ikke med tilstrækkelig
hurtighed blev gennemført ændringer i den for staten tabgivende
måde, hvorpå forskudsudbetalingerne praktiseredes. I tilknytning
til gennemgangen af hændelsesforløbet tager domstolen stilling til,
om der er begået fejl, og om ansvaret herfor må placeres i
arbejdsdirektoratet, arbejdsministeriet eller rigsrevisionen.
Endelig tager domstolen stilling til, hos hvilke medarbejdere i
direktoratet, arbejdsministeriet og rigsrevisionen ansvaret bør
placeres, og om nogen af dem har udvist forhold, der kan begrunde
retligt ansvar. For så vidt angår ministrene har domstolen anset
det for at ligge uden for dens opgaver at vurdere, om begåede fejl
kan begrunde retligt ansvar for dem.
2. KOMMISSIONSDOMSTOLENS KRITIKPUNKTER OG KONKLUSIONER MED HENSYN
TIL PLACERINGEN AF ANSVARET.
De begåede fejl, jfr. de følgende pkt. a-d, må ifølge
kommissionsdomstolen bl.a. ses på baggrund af, at
arbejdsdirektoratet som følge af den alvorlige udvikling i
arbejdsløsheden har haft vanskeligt ved personalemæssigt at følge
med i udviklingen, og at ressortkontoret i arbejdsministeriet i
perioden har været belastet bl.a. af flere lovændringer årligt.
Rigsrevisionen har ligesom direktoratet måttet prioritere
fejludbetalingerne højere end forskudsspørgsmålet.
Det lægges endvidere til grund, at det på grund af
arbejdsløshedskassernes position ikke var nogen let opgave,
direktoratet og ministerium var stillet over for. Uanset
vanskelighederne burde direktoratet og ministeriet imidlertid have
taget spørgsmålet op, således at afgørelsen af, om og eventuelt i
hvilket omfang der ville kunne fires på hensynet til statens
økonomiske interesser, var blevet lagt op til ministeren.
a) Om DEN I 1970 PÅBEGYNDTE FORSKUDSUDBETALING anfører
kommissionsdomstolen, at det må betegnes som en fejl, at
spørgsmålet om fastsættelse af retningslinjer og vilkår for
forskudsudbetalingerne ikke blev taget op og løst, inden
direktoratet begyndte at udbetale forskudsvis. I hvert fald burde
dette være sket fra det tidspunkt i begyndelsen af 1970erne, hvor
det måtte stå klart, at forskudsvis udbetaling ville blive den
almindelige ordning. Ansvaret for fejlen anses først og fremmest at
være arbejdsdirektoratets. Fra det tidspunkt, hvor ministeriet er
blevet bekendt med forskudsudbetalingerne, må ansvaret formentlig
tillige påhvile ministeriet.
Efter en gennemgang af de ansvarlige embedsmænd konkluderes, at der
ikke er grundlag for at antage, at nogen af disse har gjort sig
skyldig i fejl eller forsømmelser af en sådan karakter, at det må
kunne begrunde strafferetligt, disciplinært eller
erstatningsretligt ansvar.
Om ministrene anfører kommissionsdomstolen, at Lauge Dahlgaard
(minister 1968-71) ikke i sin ministertid har været bekendt med
forskudsudbetalingerne, og at der i øvrigt ikke kan placeres noget
ansvar i arbejdsministeriet for fejlen ved forskudsudbetalingen i
denne tidlige periode. Erling Dinesen (minister 1971-73 og igen
1975-76) og Johan Philipsen (minister 1973-75) har derimod været
bekendt med, at der skete forudbetaling. Det anføres, at det
formentlig måtte påhvile ministeriets embedsmænd at gøre ministrene
opmærksom på de problemer, som forskudsudbetalingerne rejste, bl.a.
med hensyn til retningslinjer og vilkår, herunder rentevilkår. Der
er imidlertid ikke holdepunkter for at antage, at der af
ministeriets embedsmænd er gjort opmærksom herpå, eller at de på
anden måde er blevet opmærksomme på det. Kommissionsdomstolen
anfører, at ministrene således ikke har haft nogen selvstændig
opfordring til at reagere.
b) Om DEN ORDNING, DER BLEV GENNEMFØRT VED ARBEJDSDIREKTORATETS
CIRKULÆRE AF 25. MARTS 1976 anfører kommissionsdomstolen, at
forudsat at spørgsmålet om lovhjemmel og girospørgsmålet var blevet
taget op og løst inden for en rimelig tid efter 1. april 1976,
ville det næppe kunne betegnes som en fejl - i hvert fald ikke
nogen væsentlig fejl - at nyordningen blev sat i kraft pr. 1. april
1976 som sket uanset de mangler, den var behæftet med. Derimod var
det formentlig en fejl, at direktoratet havde opgivet kravet om
renter på afdelingsniveau, og at der ikke var krævet opsplitning af
de fælles konti på afdelingsniveau. Der burde også være givet en
bestemmelse, der kunne sikre opnåelse af den gunstigst mulige
rente.
Det betegnes som en fejl, at girospørgsmålet ikke blev løst inden for
en rimelig tid efter den 1. april 1976. Det anføres, at en
giroløsning utvivlsomt kun kunne være gennemført i henhold til en
politisk løsning. I jo højere grad valget af en bankløsning kunne
siges at indebære et indirekte tilskud til dækning af kassernes
administrationsudgifter, jo større grund ville der formentlig have
været til at inddrage lovgivningsmagten. Dette er formentlig
navnlig arbejdsministeriets ansvar, men direktoratet må bære et
vist medansvar. Rigsrevivisionen kritiseres for ikke at have fulgt
disse spørgsmål op.
Kommissionsdomstolen anfører, at der ikke findes tilvejebragt
grundlag for at antage, at der på dette stadium af sagen af nogen
af de ansvarlige embedsmænd i direktoratet, ministerium eller
rigsrevisionen er udvist fejl eller forsømmelser af en sådan
karakter, at det ville kunne begrunde strafferetligt, disciplinært
eller erstatningsretligt ansvar.
Om ministrene anfører kommissionsdomstolen, at hverken Erling Dinesen
(minister fra 1975-76) eller Erling Jensen (minister fra 1976-77)
efter det foreliggende af medarbejdere er gjort opmærksom på de
mangler og uløste problemer, der knyttede sig til den gennemførte
ordning. De har således ikke haft nogen selvstændig opfordring til
at reagere.
c) Efter en gennemgang af rigsrevisionens undersøgelse af
forskudsordningen afsluttende med rigsrevisionens skrivelse af 27.
februar 1980 til arbejdsdirektoratet, men med kopi til
arbejdsministeriet, hvori den måde, forskudsordningen
administreredes på, karakteriseredes som klart utilfredsstillende
for staten, beskæftiger kommissionsdomstolen sig med det forhold,
at der ikke med tilstrækkelig hurtighed blev gennemført ændringer.
Kommissionsdomstolen anfører om TIDEN INDTIL MINISTERSKIFTET DEN 10.
SEPTEMBER 1982, at det formentlig må betragtes som en fejl, at der
ikke - i hvert fald efter offentliggørelsen af rigsrevisors notat
af 23. juni 1981 til statsrevisorerne - blev foretaget noget
effektivt hverken med hensyn til en nyordning af
forskudsbetalingerne, de udestående renteproblemer eller mangelen
ved cirkulæret af 5. november 1980 med hensyn til renteafkast af
hjælpekonti m.v. på hovedkasseniveau. Ansvaret herfor må formentlig
påhvile både direktoratet og ministeriet, idet dog hovedansvaret må
ligge hos ministeriet.
Det anføres endvidere, at det formentlig er en fejl, at
rigsrevisionen først den 1. juni 1982 over for direktoratet
tilkendegav, at rigsrevisionen fandt det med skrivelse af 10.
september 1981 fremsendte notat uegnet som grundlag for et
samarbejde.
Spørgsmålet om, hos hvilke embedsmænd ansvaret bør placeres, og om
der af disse er udvist forhold, der kan begrunde retligt ansvar,
behandles af kommissionsdomstolen under eet for perioden 1980-83.
Efter domstolens skøn er der ikke tilvejebragt oplysninger, der
giver tilstrækkeligt grundlag for at antage, at der af nogen af de
pågældende er udvist forhold, der begrunder - eller havde kunnet
begrunde - retligt ansvar.
Om daværende arbejdsminister Svend Auken anføres, at
kommissionsdomstolen har antaget, at Auken ikke har været bekendt
med udkastet til direktoratets skrivelse af 8. februar 1982 og de
forudgående rykkerskrivelser, men at sagens politiske aspekter
måtte tale for en politisk styring, i jo højere grad jo længere tid
der gik, uden at en løsning blev fundet. Aukens reaktion fandt sted
den 13. april og 28. maj 1982.
d. Om DET VIDERE FORLØB INDTIL NYORDNINGENS GENNEMFØRELSE PR. 1.
OKTOBER 1983 anføres, at der ikke synes at være begået fejl med
hensyn til nyordningens gennemførelse. Det anføres endvidere, at i
betragtning af at der nu blev arbejdet effektivt med løsningen af
hovedproblemet, omlægningen af forskudsproceduren, vil det - selv
om det kan være tvivlsomt - næppe kunne betegnes som en fejl, at
man lod spørgsmålet om rentens højde ligge. Derimod må det
formentlig stadig betegnes som en fejl, at der ikke blev givet
udtrykkelig bestemmelse om, at renter af hjælpekonti m.v. på
hovedkasseniveau skulle forrentes til fordel for statskassen.
Ansvaret herfor må formentlig først og fremmest placeres hos
direktoratet.
Med hensyn til spørgsmålet, om der i denne periode af embedsmænd er
udvist forhold, der kan begrunde retligt ansvar, henvises til
afsnit c ovenfor.
For så vidt angår arbejdsminister Grethe Fenger Møller anføres
angående spørgsmålet om hjælpekontiene, at ministeriet formentlig
ikke har været opmærksom på, at fejlen - som det synes -
forholdsvis let måtte kunne være rettet.
III. Redegørelsen af 4. april 1986 om forskudsvis udbetaling m.v. af
statslige tilskud.
1. Den af byretspræsident N. C. Bitsch udarbejdede redegørelse om
statslige forskuds- og a conto-udbetalinger, som justitsministeren
den 4. april 1986 har fremsendt til udvalget, bygger på en
undersøgelse af UDBETALINGSPRAKSIS INDEN FOR ALLE MINISTERIERS
OMRÅDE. Som anført i redegørelsen frembyder de undersøgte
tilskudsordninger meget store forskelle med hensyn til formål,
hjemmelsgrundlag, udbetalingstidspunkt og en række andre elementer.
2. For så vidt angår UDBETALINGSTIDSPUNKTET indeholder redegørelsen
en gennemgang af de fortolkningsprincipper, der er anvendt ved
undersøgelsen af, om de enkelte udbetalingsordninger har
tilstrækkelig hjemmel. Det fremgår heraf, at det har været
nødvendigt at undersøge udtalelser i anmærkningerne til finanslove
og tillægsbevillingslove, bemærkninger til materielle love og selve
systemet i de mange og meget forskelligartede love.
I forbindelse med en generel beskrivelse af den udbetalingspraksis,
ministerierne har oplyst, anføres, at det sammenfattende som et
generelt indtryk alene kan fremhæves, at udbetalingsordningerne
synes tilrettelagt ud fra de praktiske behov i de enkelte tilfælde,
og at der i betydeligt omfang er taget hensyn til modtagernes
interesser fremfor statskassens, navnlig likviditetsmæssigt. Dette
gælder ikke blot, hvor forvaltningen har truffet et valg mellem
forskellige udbetalingsformer, men også i de ikke særligt hyppige
tilfælde, hvor der af lovgivningsmagten er taget stilling til
spørgsmålet.
I den helt overvejende del af de undersøgte tilskudsordninger har der
kunnet konstateres overensstemmelse mellem lovgrundlaget og den
udbetalingspraksis, der er beskrevet af det pågældende ministerium.
Kun for så vidt angår enkelte af de undersøgte tilskudsordninger er
der i redegørelsen rejst tvivl om hjemmelen til den fulgte
udbetalingspraksis.
3. Om RENTEPROBLEMATIKKEN anføres, at undersøgelsen har vist, at der
kun i få tilfælde er taget stilling til rentespørgsmålet i
forbindelse med forskudsvis udbetaling af statstilskud. Det
anføres, at det som altovervejende hovedregel synes at være
forudsat, at renter af eventuelle forskudsbeløb og lignende
tilfalder modtageren af tilskuddet, og der er i almindelighed ikke
i forbindelse med tilskuddet stillet særlige vilkår om forrentning
eller om anvendelse af indvundne renter.
4. I et afsluttende kapitel nævnes en række problemstillinger, som
der kan være anledning til at være opmærksom på i FREMTIDIG
LOVGIVNING OG ADMINISTRATIV PRAKSIS
* Der nævnes behovet for en fastere og mere konsekvent terminologi og
en udtrykkelig redegørelse for, hvorledes en ordning tænkes
administreret.
* Det anføres, at det næppe er muligt at fastsætte generelle
retningslinjer for, i hvilke tilfælde der kan ske udbetaling a
conto eller forskudsvis, henholdsvis løbende udbetaling af faste
tilskud.
* For det tilfælde, at lovgivningen ikke indeholder nærmere regler,
kan der være grund til at fastsætte nærmere retningslinjer for
udbetalingsterminerne, eventuelt i Budgetvejledningen.
* Som generelt vilkår for i hvert fald større tilskud til private,
herunder institutioner, fonde m.v., kan det være nærliggende at
fastsætte, at indvundne renter af tilskudsbeløb, hvis renterne ikke
tilbageføres til statskassen, skal anvendes til det formål, som
tilskuddet angår, og således, at modtageren indestår herfor.
* Muligheden for udbetaling af tilskud via postgirosystemet eller ved
anvendelse af statens centrale regnskabssystem fortjener
overvejelse.
* De ordninger, der gælder for afgifts- og indholdelsesspligtige af
moms og andre afgifter samt kildeskat kan have haft en vis
afsmittende virkning i henseende til, at man hidtil kun i ret
begrænset omfang synes at have beskæftiget sig mere indgående med
disse problemer.
IV. Ministeriernes undersøgelse af den juridiske sagsbehandling.
På baggrund af udvalgets henstilling til regeringen i betænkningen
af 8. februar 1985 om at foranledige iværksat en undersøgelse af
arbejdsgangen i hvert enkelt ministerium med henblik på at sikre,
at også de juridiske opgaver løses forsvarligt, har
justitsministeren fra samtlige ministerier indhentet redegørelser
herom samt om de i ministerierne trufne foranstaltninger.
Ministrenes redegørelser er ved justitsministerens skrivelse af 10.
marts 1986 fremsendt til udvalget.
Det fremgår af ministrenes redegørelser, at ministerierne har
opbygget meget varierede organisatoriske strukturer, der afspejler
ministeriernes forskellige arbejdsopgaver. Alle ministerier er
opmærksomme på betydningen af at have personale med juridisk
uddannelse.
Dette er typisk sikret ved juridiske kontorer, der varetager
juridiske opgaver for andre kontorer i ministeriet, eller ved at
have juridisk uddannet personale i hvert enkelt kontor. I det
omfang der er sket delegation af opgaver til direktorater og
styrelser m.v., har man ligeledes sikret sig, at juridiske opgaver
varetages af jurister. Ingen af ministerierne har på baggrund af
den konkrete undersøgelse fundet det nødvendigt at foretage
ændringer i den personalemæssige sammensætning, men det fremgår af
redegørelserne, at man fortsat vil have betydningen af en
uddannelsesmæssigt bredt sammensat medarbejderstab for øje.
V. Udvalgets indstilling
Et FLERTAL (udvalget med undtagelse af fremskridtspartiets medlem)
udtaler
1. DAGPENGESAGEN.
I forlængelse af udvalgets behandling af hjemmelsspørgsmålet og
besvarelser af folketingsspørgsmål, jfr. landsdommer Niels Larsens
redegørelse og udvalgets betænkning af 8. februar 1985, s. 9-10 og
s. 15, har udvalget gennemgået kommissionsdomstolens redegørelse
for myndighedernes behandling af spørgsmålet om fastsættelse af
vilkår og retningslinjer for forskudsudbetalingerne. Flertallet har
noteret sig kommissionsdomstolens påvisning af, at der er begået en
række fejl også på dette område såvel i forbindelse med
forskudsordningens gennemførelse som senere, efter rigsrevisionens
kritik i 1980.
Flertallet har noteret sig, at kommissionsdomstolen ikke har fundet
grundlag for, at der søges gjort retligt ansvar gældende mod nogen
embedsmænd inden for arbejdsministeriet eller i rigsrevisionen
uanset de begåede fejl.
Flertallet har endvidere noteret sig, at kommissionsdomstolen har
anset det for at ligge uden for sin opgave at vurdere, om begåede
fejl kan begrunde retligt ansvar for ministrene. Flertallet finder
ikke, at der kan gøres retligt ansvar gældende.
For så vidt angår det politiske ansvar har kommissionsdomstolen
fundet, at der ikke er grundlag for at bebrejde dem, der var
ministre frem til 1977, nogen fejl. Flertallet er enigt heri.
For så vidt angår tiden derefter, anser kommissionsdomstolen det for
en fejl, at der ikke i ministeriet - i hvert fald efter
rigsrevisors notat af 23. juni 1981 og indtil april-maj 1982 - er
foretaget noget effektivt vedrørende de udestående problemer med
hensyn til nyordning, renteniveau og renteafkast af hjælpekonti
m.v. Kommissionsdomstolen anfører side 323, at hovedansvaret for så
vidt angår renteafkast af hjælpekonti dog formentlig må påhvile
direktoratet.
Arbejdsministeren vidste om ikke før så efter notatet af juni 1981,
at der endnu ikke var fundet nogen løsning på spørgsmålet om en
nyordning.
Det almindelige ansvar for, hvilke fremgangsmåder der blev valgt, må
påhvile ministeren, idet også sagens politiske aspekter i stadig
højere grad måtte tale for politisk styring i jo længere tid, der
gik, uden at der blev fundet en løsning.
Dette ansvar - finder flertallet - har ministeren forvaltet
kritisabelt, specielt fordi folketinget via finansudvalg,
statsrevisorer og arbejdsmarkedsudvalg havde rettet en række
henvendelser til arbejdsministeren om sagen i perioden august
1980-maj 1982.
Udvalget har tidligere i betænkning og indstilling af 8. februar
1985, side 9-10 og side 15, beklaget ufyldestgørende ministersvar
til folketinget.
For så vidt angår tiden mellem regeringsskiftet i 1982 og
nyordningens gennemførelse pr. 1. oktober 1983 anses det alene for
en fejl, at uklarheden med hensyn til renteafkastet af hjælpekonti
ikke blev fjernet. Det anføres, at ansvaret herfor formentlig først
og fremmest må placeres i arbejdsdirektoratet.
Til en samlet bedømmelse hører endvidere de i byretspræsident N. C.
Bitsch' redegørelse anførte forhold, jfr, nedenfor under punkt 2.
For så vidt angår muligheden og behovet for i fremtiden at sikre sig
mod gentagelser, har flertallet mærket sig resultatet af de
undersøgelser, der er gennemført på baggrund af udvalgets
betænkning af 8. februar 1985 om en præcisering af
budgetvejledningen og om den juridiske sagsbehandling i
departementet og direktoratet. Flertallet lægger endvidere stor
vægt på de foranstaltninger, regeringen agter at træffe som følge
af den af byretspræsicent N. C. Bitsch udarbejdede redegørelse,
jfr. nedenfor under punkt 2.
2. REDEGØRELSEN OM FORSKUDSVIS UDBETALING M.V. AF STATSLIGE TILSKUD.
Redegørelsen bygger som nævnt i afsnit III på en undersøgelse af
udbetalingspraksis i forbindelse med tilskudsordninger inden for
alle ministeriers områder. Flertallet har noteret sig, at der helt
overvejende har kunnet konstateres overensstemmelse mellem
lovgrundlag og den af de pågældende ministerier beskrevne
udbetalingspraksis. Kun i forbindelse med enkelte af disse
tilskudsordninger er der i undersøgelsen rejst tvivl om hjemmelen
for den udbetalingspraksis, der følges. Ved udbetalingsordningerne
er der imidlertid i betydeligt omfang taget hensyn til modtagernes
interesser fremfor statskassens, navnlig likviditetsmæssigt, og
indvundne renter er i de allerfleste tilfælde tilfaldet
tilskudsmodtageren fortrinsvis til anvendelse til de formål, som
statstilskudddene skulle tilgodese. I redegørelsen anføres dog på
side 27, at »i de fleste tilfælde vil gevinsten i større eller
mindre omfang tilfalde modtagerens pengeinstitut, hvori midlerne
anbringes«, og på side 51, at »spørgsmålet om opnåelse af den
størst mulige forrentning af udbetalte tilskud utvivlsomt bør vies
større opmærksomhed end hidtil«.
Flertallet har som led i sine overvejelser om, hvorledes de
omhandlede fejl, der må beklages, vil kunne undgås i fremtiden,
mærket sig redegørelsens omtale i det afsluttende kapitel af en
række problemstillinger, som der kan være anledning til at være
opmærksom på i fremtidig lovgivning og administrativ praksis.
Udvalget har fra justitsministeren modtaget en redegørelse for,
hvilke foranstaltninger regeringen på denne baggrund vil træffe. I
redegørelsen, der er optrykt som bilag til denne beretning, er
anført, at de problemstillinger, der peges på i byretspræsidentens
redegørelse, vil indgå i de enkelte ministeriers overvejelser i
forbindelse med fremtidig lovgivning og administrativ praksis.
Justitsministeriet vil have opmærksomheden henvendt herpå ved den
almindelige lovtekniske gennemgang af regeringens lovforslag og
finansministeriet tilsvarende for så vidt angår de tilskud, der
alene får hjemmel i finansloven eller aktstykker. Flertallet går ud
fra, at de samme forhold også vil blive undersøgt for så vidt angår
eksisterende udbetalingsordninger.
Et MINDRETAL (fremskridtspartiets medlem af udvalget) ønsker at
udtale
Den 30. oktober 1984 fremsatte fremskridtspartiets folketingsgruppe
beslutningsforslag nr. B 32
»FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM RIGSRETSTILTALE I
DAGPENGESKANDALEN
Samtlige arbejdsministre siden 1970, dvs. Lauge Dahlgaard, det
radikale venstre, Erling Dinesen, socialdemokratiet, Johan
Philipsen, venstre, Erling Jensen og Svend Auken, begge
socialdemokratiet, samt Grethe Fenger Møller, det konservative
folkeparti, sættes under rigsretstiltale til strafs lidelse i
medfør af § 5 i lov nr. 117 af 15. april 1964 om
ministeransvarlighed for i perioden siden 1970 frem til oktober
1983 som arbejdsministre at have overtrådt
ministeransvarlighedsloven ved dels at foretage ulovlige
forskudsudbetalinger til arbejdsløshedskasser, dels at have gjort
sig skyldige i, at staten har mistet trecifrede millionbeløb ved
ikke at drage omsorg for en rimelig forrentning og en kort
gennemløbstid for de udbetalte forskud.«
Bemærkninger til forslaget
Som pressen, statsrevisorerne og senest landsdommer Niels Larsen for
længst har afsløret, har skiftende arbejdsministre siden 1970 og
frem til sidste halvdel af 1983 - medvidende eller fuldstændig
uansvarligt - stiltiende accepteret, at statskassen har lidt et
tab, der efter de foreløbige opgørelser er enorme. Jyllands-Posten
den 26. oktober 1984 hævder således, at tabet ligger på over 3
miliarder kroner.
Hvad enten disse kæmpetab skyldes manglende politisk mod, manglende
evner eller ønsker om favorisering af bestemte banker eller
fagforeninger hos de forskellige ministre, må det være soleklart,
at så klare overtrædelser af ministeransvarlighedsloven hverken
kan eller skal accepteres.
Ethvert folketingsmedlem, der ønsker lighed for loven, bør
naturligvis derfor støtte nærværende forslag og dermed medvirke
til, at den opfattelse, der bliver mere og mere fremherskende i
offentligheden om, at skidtet er ved at blive fejet ind under
gulvtæppet, bliver manet i jorden.
Forslagsstillerne mener også, at de svar, der er afgivet i
forbindelse med landsdommer Niels Larsens undersøgelse, er så
undvigende og uklare, at det må tages som en bekræftelse på, at
noget søges skjult.
Styrken ved et demokratisk samfund er åbenhed. Forslagsstillerne
håber derfor, at alle partier vil medvirke til en hurtig og helst
enstemmig vedtagelse, således at rigsretten kan afklare de spegede
forhold, der har gjort det nødvendigt at fremsætte forslag om
rigsretstiltale i dagpengeskandalen.'
Under behandlingen i folketinget, hvor landsdommer Niels Larsens
beretning fra september 1984 ofte blev fremdraget, fik
fremskridtspartiet en tydelig fornemmelse af, at alle de
implicerede partier faktisk kun var interesserede i een eneste
ting, nemlig at forhale sagen mest muligt, således at den gik i
glemmebogen.
På trods af landsdommer Niels Larsens omhyggelige beretning blev det
således besluttet at nedsætte en kommissionsdomstol »med henblik
på, at et eventuelt retligt ansvar kunne placeres«.
På nøjagtig samme måde som næsten alle politiske partier har erkendt
og indrømmet, efterlader kommissionsdomstolens beretning ingen som
helst tvivl om, at der virkelig er begået ulovligheder og grove
forsømmelser i en årrække og under skiftende ministre.
Fremskridtspartiet har hele tiden haft den opfattelse, at de
dårligste dommere i denne omfattende sag ville være politiske
modstandere. Derfor fastholdes forslaget om, at alle de implicerede
ministre siden 1970 sættes under rigsretstiltale, således at
uvildige dommere kan placere skyld og eventuel uskyld hos de
sigtede ministre.
Fremskridtspartiet kan under ingen omstændigheder medvirke til, at
hele sagen nu fejes ind under gulvtæppet, som det jo reelt er
tilfældet, hvis dagpengeskandalen afsluttes med en intetsigende
beretning.
Lov er lov, og lov skal holdes - også af ministre og embedsmænd i
arbejdsministeriet. Et politisk sammenrend af forskellige partier,
der har det fælles ønske at beskytte egne partifæller, leder tanken
hen på tiden før Danmarks Riges Grundlov. Loven er ikke længere
lige for alle.
P. u. v.
Svend Jakobsen
formand
I. Indledning
1. Efter at landsdommer Niels Larsen den 13. september 1984 havde
afgivet en redegørelse om sin dagpengeundersøgelse, vedtog
folketinget under en forespørgsel den 8. november 1984
(Folketingstidende 1984-85, forhandlingerne sp. 1640), at »lade
udvalget for forretningsordenen vurdere og indstille, hvordan
ansvarsplacering vil kunne gennemføres«. Udvalget skulle »samtidig
overveje, hvorledes sådanne fejl kan undgås i fremtiden«. Det
fremgik af debatten, at der ikke ved denne beslutning var »taget
stilling for eller imod eventuelt ansvar eller eventuel skyld hos
den ene eller anden person«.
2. Udvalget afgav den 8. februar 1985 en betænkning og indstilling
(Folketingstidende 1984-85, tillæg B sp. 449 og 487).
Udvalget erklærede sig heri enig i, at der hverken i
arbejdsløshedsloven eller i bevillingslovene var hjemmel til den
praktiserede forskudsudbetaling, og at der var forekommet fejl og
forsømmelser i forbindelse med myndighedernes behandling af dette
hjemmelsspørgsmål. Et flertal (udvalget med undtagelse af
fremskridtspartiets medlem) fandt imidlertid ikke, at der ville
kunne gøres et retligt ansvar gældende mod nogen for disse fejl.
Udvalget fandt det endvidere utilfredsstillende, at folketinget ikke
ved alle besvarelser af spørgsmål stillet forud for
dommerundersøgelsen havde fået fyldestgørende oplysninger til brug
for folketingets vurdering af sagen, hvilket udvalget beklagede.
For så vidt angår den måde, forskudsordningen i dagpengesagen blev
gennemført på, og det forhold, at der ikke med tilstrækkelig
hurtighed blev gennemført ændringer heri, stillede et FLERTAL (det
konservative folkepartis, venstres, det radikale venstres,
centrum-demokraternes, kristeligt folkepartis og
fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) et forslag til
folketingsbeslutning med opfordring til regeringen om at nedsætte
en kommissionsdomstol til undersøgelse af disse forhold. I
forslaget henvistes til, at det af landsdommerens redegørelse
fremgik, at forskudsordningen blev gennemført på en sådan måde, at
kasserne opnåede betydelige likviditets- og rentefordele på statens
bekostning, og at der ikke med tilstrækkelig hurtighed blev
gennemført ændringer, der sikrede, at disse fordele blev bragt til
ophør, således at statens indirekte tab blev begrænset mest muligt.
Der henvistes endvidere til, at også pengeinstitutter må antages at
have opnået betydelige likviditets- og rentefordele.
På baggrund af oplysninger, der under udvalgets behandling af sagen
fremkom om udbetaling af forskud og a conto-betalinger, om
hjemmelen dertil samt om vilkårene derfor inden for nogle
ministeriers områder, opfordrede udvalget regeringen til at lade
foretage en uvildig undersøgelse heraf inden for alle ministeriers
områder.
På baggrund af udvalgets overvejelser om, hvorledes fejl som de
påpegede kan undgås i fremtiden, henstillede udvalget til
regeringen at foranledige undersøgelser iværksat af arbejdsgangen i
hvert enkelt ministerium med henblik på at sikre, at arbejdet er
tilrettelagt således, at også de juridiske opgaver løses
forsvarligt, og udvalget udbad sig en orientering om, hvilke
foranstaltninger udvalgets henstilling giver regeringen anledning
til.
Udvalget anmodede endvidere regeringen om at blive orienteret om
resultatet af regeringens overvejelser om, hvorledes der bedst kan
ske en præcissering over for myndighederne af betydningen af de
bevillingsretlige regler i samspillet med de materielle lovregler.
3. Forslaget til folketingsbeslutning om en kommissionsdomstol blev
vedtaget af folketinget den 15. februar 1985 (Folketingstidende
1984-85, forhandlingerne sp. 5789 og 6160 og tillæg C sp. 211).
4. I skrivelse af 26. februar 1985 til udvalget meddelte
justitsministeren, at der ved kgl. resolution ad mandatum af 18.
februar 1985 var nedsat en kommissionsdomstol med et kommissorium i
overensstemmelse med folketingsbeslutningen. Højesteretsdommer
Frans Rudolf Weber var beskikket til at lede kommissionsdomstolen.
Som bistand for domstolen ved undersøgelsen blev beskikket
landsdommer Leif Grønning-Nielsen, og politimester Herman Langlouis
blev beskikket til at repræsentere det offentlige for
kommissionsdomstolen. Som sekretær blev udpeget fuldmægtig i
justitsministeriet John Mosegaard.
I justitsministerens skrivelse oplyses endvidere, at byretspræsident
Niels C. Bitsch var blevet anmodet om at forestå undersøgelsen af
statslige forskuds- eller a conto-udbetalinger inden for alle
ministeriers område, og at disse skriftligt var anmodet om at yde
byretspræsidenten den bistand, som han måtte anmode om.
Ministeren oplyste, at justitsministeriet ved skrivelse af 26.
februar 1985 havde anmodet samtlige ministerier om inden for deres
område at iværksætte en undersøgelse af arbejdsgangen med henblik
på at sikre, at arbejdet er tilrettelagt således, at også de
juridiske opgaver løses forsvarligt. En orientering om udfaldet af
undersøgelserne ville blive tilstillet folketinget.
Endelig oplystes, at budgetdepartementet og justitsministeriet
overvejede spørgsmålet om en præcisering i budgetvejledningen af
samspillet mellem materielle lovregler og bevillingsretlige regler.
Sådanne regler er siden indarbejdet i budgetvejledning 1985
(udsendt maj 1985) i punkterne 34.1, 34.2 og 42.31.
5. Den 11. november 1985 afgav kommissionsdomstolen en beretning til
justitsministeren om resultatet af sine undersøgelser. Beretningen
blev af justitsministeren fremsendt til folketinget, jfr.
Folketingstidende 1985-86, forhandlingerne sp. 2005, og udvalget
besluttede på denne baggrund at genoptage behandlingen af sagen.
I udvalgets behandling er endvidere indgået den af byretspræsident N.
C. Bitsch den 4. april 1986 afgivne redegørelse om forskudsbetaling
m.v. af statslige tilskud, jfr. nedenfor afsnit III, som ifølge
kommissionsdomstolen kunne få betydning for bedømmelsen af de i
»dagpengesagen« udviste forhold. Endvidere er indgået de af
justitsministeren fremsendte redegørelser fra ministerierne om den
juridiske sagsbehandling, jfr. nedenfor afsnit IV.
Som ved udvalgets tidligere behandling af sagen har
venstresocialisterne og de frie demokrater også under denne
behandling været indbudt til at deltage i udvalgsarbejdet med samme
rettigheder som private forslagsstillere efter forretningsordenens
Ingen
Nr BR 7
Beretning fra udvalget for forretningsordenen i anledning af kommissionsdomstolsberetningen om undersøgelse af statens forskudsvise udbetalinger til arbejdsløshedskasserne til dækning af udgifterne til arbejdsløshedsdagpenge m.v.
Nr 70007 1985-86, 1. samling Blad nr 1147
Afgivet af udvalget for forretningsordenen
Afgivet: 19860530