1985 BR 7 BERETNING FRA UDVALGET FOR FORRETNINGSORDENEN I ANLEDNING AF KOMMISSIONSDOMSTOLSBERETNINGEN OM UNDERSØGELSE AF STATENS FORSKUDSVISE UDBETALINGER TIL ARBEJDSLØSHEDSKASSERNE TIL DÆKNING AF UDGIFTERNE TIL ARBEJDSLØSHEDSDAGPENGE M.V. NR 70007 1985-86, 1. SAMLING BLAD NR 1147 (fd)

Bilag 1

Justitsministerens besvarelse af 1. maj 1986 af spørgsmål fra

udvalget

SPØRGSMÅL

»Hvilke foranstaltninger vil regeringen træffe i anledning af de

overvejelser vedrørende fremtidig lovgivning og administrativ

praksis, der er indeholdt i den af byretspræsident N. C. Bitsch

udarbejdede redegørelse af 4. april 1986 om forskudsvis udbetaling

m.v. af statslige tilskud?»

SVAR

1. I redegørelsen om forskudsvis udbetaling m.v. af statslige

tilskud, der er udarbejdet af byretspræsident N. C. Bitsch, peges

på en række problemstillinger, som der efter byretspræsidentens

opfattelse kan være anledning til at være opmærksom på i fremtidig

lovgivning og administrativ praksis.

2. Samtlige ministerier er underrettet om redegørelsen. De

problemstillinger, der peges på af byretspræsidenten, vil derfor

indgå i de enkelte ministeriers overvejelser i forbindelse med

fremtidig lovgivning og administrativ praksis.

3. Justitsministeriet vil ved den almindelige lovtekniske

gennemgang, der foretages i ministeriet af alle ministeriers

lovforslag, have opmærksomheden henvendt på de forhold, der peges

på i redegørelsen. Justitsministeriet vil således medvirke til at

sikre anvendt en fastere og mere konsekvent terminologi ved

udformningen af lovbestemmelser om offentlige tilskud m.v.

Justitsministeriet vil ligeledes være opmærksom på, om der i

bemærkningerne til bestemmelser i lovforslag om offentlige tilskud,

hvor udbetalingsterminer ikke er fastlagt direkte i lovteksten, er

redegjort nærmere for den udbetalingspraksis, der påtænkes anvendt

af myndighederne ved administrationen af tilskudsordningen.

I den sammenhæng vil justitsministeriet være opmærksom på spørgsmålet

om eventuel forrentning af tilskud, der udbetales helt eller delvis

forud for afholdelsen af de tilskudsberettigede udgifter, herunder

på spørgsmålet om størrelsen af forrentningen.

4. For så vidt angår statslige tilskud, der alene får hjemmel i

finansloven eller aktstykker med efterfølgende optagelse på

tillægsbevillingslov, har finansministeriet oplyst, at ministeriet,

hvor det er relevant, vil være tilsvarende opmærksom på de under 3

nævnte forhold.

Finansministeriet har endvidere oplyst, at der som led i den løbende

budgetreform foregår generelle overvejelser om styrelsernes

forrentnings- og likviditetsforhold og disses indvirkning på

udbetalingsmønstret.

Bilag 2

Referenceliste

Redegørelse om statens forskudsvise udbetalinger til

arbejdsløshedskasserne til dækning af udgifterne til

arbejdsløshedsdagpenge m.v. (bind 1-4). Afgivet af landsdommer

Niels Larsen i henhold til anmodning af 20. september 1983 fra

arbejdsministeren, København 1984.

Betænkning og indstilling fra udvalget for forretningsordenen om

sagen om statens forskudsvise udbetalinger til

arbejdsløshedskasserne til dækning af udgifterne til

arbejdsløshedsdagpenge m.v. og bilagshæfte hertil.

Folketingstidende 1984-85, tillæg B sp. 449 og 487.

Beretning om undersøgelse af statens forskudsvise udbetalinger til

arbejdsløshedskasserne til dækning af udgifterne til

arbejdsløshedsdagpenge m.v. Oktober 1985. Afgivet af

kommissionsdomstolen nedsat den 18. februar 1985.

Redegørelse om forskudsvis udbetaling m.v. af statslige tilskud.

København, april 1986. Udarbejdet af byretspræsident N. C. Bitsch.

§ 8, stk. 6. Herefter har Lenger (VS) og Maisted (FD) deltaget i

udvalgets behandling af sagen, idet dog sidstnævnte har valgt ikke

at deltage i det afsluttende udvalgsarbejde.

II. Kommissionsdomstolens beretning.

1. AFGRÆNSNING OG OPBYGNING.

I overensstemmelse med kommissoriet har kommissionsdomstolen

undersøgt omstændighederne omkring forskudsordningens

gennemførelse, dvs. den i 1970 påbegyndte forskudsudbetaling og den

senere ved arbejdsdirektoratets cirkulære af 1976 nærmere

regulerede forskudsordning. I to kapitler omfattende årene 1980-83

behandles endvidere det forhold, at der ikke med tilstrækkelig

hurtighed blev gennemført ændringer i den for staten tabgivende

måde, hvorpå forskudsudbetalingerne praktiseredes. I tilknytning

til gennemgangen af hændelsesforløbet tager domstolen stilling til,

om der er begået fejl, og om ansvaret herfor må placeres i

arbejdsdirektoratet, arbejdsministeriet eller rigsrevisionen.

Endelig tager domstolen stilling til, hos hvilke medarbejdere i

direktoratet, arbejdsministeriet og rigsrevisionen ansvaret bør

placeres, og om nogen af dem har udvist forhold, der kan begrunde

retligt ansvar. For så vidt angår ministrene har domstolen anset

det for at ligge uden for dens opgaver at vurdere, om begåede fejl

kan begrunde retligt ansvar for dem.

2. KOMMISSIONSDOMSTOLENS KRITIKPUNKTER OG KONKLUSIONER MED HENSYN

TIL PLACERINGEN AF ANSVARET.

De begåede fejl, jfr. de følgende pkt. a-d, må ifølge

kommissionsdomstolen bl.a. ses på baggrund af, at

arbejdsdirektoratet som følge af den alvorlige udvikling i

arbejdsløsheden har haft vanskeligt ved personalemæssigt at følge

med i udviklingen, og at ressortkontoret i arbejdsministeriet i

perioden har været belastet bl.a. af flere lovændringer årligt.

Rigsrevisionen har ligesom direktoratet måttet prioritere

fejludbetalingerne højere end forskudsspørgsmålet.

Det lægges endvidere til grund, at det på grund af

arbejdsløshedskassernes position ikke var nogen let opgave,

direktoratet og ministerium var stillet over for. Uanset

vanskelighederne burde direktoratet og ministeriet imidlertid have

taget spørgsmålet op, således at afgørelsen af, om og eventuelt i

hvilket omfang der ville kunne fires på hensynet til statens

økonomiske interesser, var blevet lagt op til ministeren.

a) Om DEN I 1970 PÅBEGYNDTE FORSKUDSUDBETALING anfører

kommissionsdomstolen, at det må betegnes som en fejl, at

spørgsmålet om fastsættelse af retningslinjer og vilkår for

forskudsudbetalingerne ikke blev taget op og løst, inden

direktoratet begyndte at udbetale forskudsvis. I hvert fald burde

dette være sket fra det tidspunkt i begyndelsen af 1970erne, hvor

det måtte stå klart, at forskudsvis udbetaling ville blive den

almindelige ordning. Ansvaret for fejlen anses først og fremmest at

være arbejdsdirektoratets. Fra det tidspunkt, hvor ministeriet er

blevet bekendt med forskudsudbetalingerne, må ansvaret formentlig

tillige påhvile ministeriet.

Efter en gennemgang af de ansvarlige embedsmænd konkluderes, at der

ikke er grundlag for at antage, at nogen af disse har gjort sig

skyldig i fejl eller forsømmelser af en sådan karakter, at det må

kunne begrunde strafferetligt, disciplinært eller

erstatningsretligt ansvar.

Om ministrene anfører kommissionsdomstolen, at Lauge Dahlgaard

(minister 1968-71) ikke i sin ministertid har været bekendt med

forskudsudbetalingerne, og at der i øvrigt ikke kan placeres noget

ansvar i arbejdsministeriet for fejlen ved forskudsudbetalingen i

denne tidlige periode. Erling Dinesen (minister 1971-73 og igen

1975-76) og Johan Philipsen (minister 1973-75) har derimod været

bekendt med, at der skete forudbetaling. Det anføres, at det

formentlig måtte påhvile ministeriets embedsmænd at gøre ministrene

opmærksom på de problemer, som forskudsudbetalingerne rejste, bl.a.

med hensyn til retningslinjer og vilkår, herunder rentevilkår. Der

er imidlertid ikke holdepunkter for at antage, at der af

ministeriets embedsmænd er gjort opmærksom herpå, eller at de på

anden måde er blevet opmærksomme på det. Kommissionsdomstolen

anfører, at ministrene således ikke har haft nogen selvstændig

opfordring til at reagere.

b) Om DEN ORDNING, DER BLEV GENNEMFØRT VED ARBEJDSDIREKTORATETS

CIRKULÆRE AF 25. MARTS 1976 anfører kommissionsdomstolen, at

forudsat at spørgsmålet om lovhjemmel og girospørgsmålet var blevet

taget op og løst inden for en rimelig tid efter 1. april 1976,

ville det næppe kunne betegnes som en fejl - i hvert fald ikke

nogen væsentlig fejl - at nyordningen blev sat i kraft pr. 1. april

1976 som sket uanset de mangler, den var behæftet med. Derimod var

det formentlig en fejl, at direktoratet havde opgivet kravet om

renter på afdelingsniveau, og at der ikke var krævet opsplitning af

de fælles konti på afdelingsniveau. Der burde også være givet en

bestemmelse, der kunne sikre opnåelse af den gunstigst mulige

rente.

Det betegnes som en fejl, at girospørgsmålet ikke blev løst inden for

en rimelig tid efter den 1. april 1976. Det anføres, at en

giroløsning utvivlsomt kun kunne være gennemført i henhold til en

politisk løsning. I jo højere grad valget af en bankløsning kunne

siges at indebære et indirekte tilskud til dækning af kassernes

administrationsudgifter, jo større grund ville der formentlig have

været til at inddrage lovgivningsmagten. Dette er formentlig

navnlig arbejdsministeriets ansvar, men direktoratet må bære et

vist medansvar. Rigsrevivisionen kritiseres for ikke at have fulgt

disse spørgsmål op.

Kommissionsdomstolen anfører, at der ikke findes tilvejebragt

grundlag for at antage, at der på dette stadium af sagen af nogen

af de ansvarlige embedsmænd i direktoratet, ministerium eller

rigsrevisionen er udvist fejl eller forsømmelser af en sådan

karakter, at det ville kunne begrunde strafferetligt, disciplinært

eller erstatningsretligt ansvar.

Om ministrene anfører kommissionsdomstolen, at hverken Erling Dinesen

(minister fra 1975-76) eller Erling Jensen (minister fra 1976-77)

efter det foreliggende af medarbejdere er gjort opmærksom på de

mangler og uløste problemer, der knyttede sig til den gennemførte

ordning. De har således ikke haft nogen selvstændig opfordring til

at reagere.

c) Efter en gennemgang af rigsrevisionens undersøgelse af

forskudsordningen afsluttende med rigsrevisionens skrivelse af 27.

februar 1980 til arbejdsdirektoratet, men med kopi til

arbejdsministeriet, hvori den måde, forskudsordningen

administreredes på, karakteriseredes som klart utilfredsstillende

for staten, beskæftiger kommissionsdomstolen sig med det forhold,

at der ikke med tilstrækkelig hurtighed blev gennemført ændringer.

Kommissionsdomstolen anfører om TIDEN INDTIL MINISTERSKIFTET DEN 10.

SEPTEMBER 1982, at det formentlig må betragtes som en fejl, at der

ikke - i hvert fald efter offentliggørelsen af rigsrevisors notat

af 23. juni 1981 til statsrevisorerne - blev foretaget noget

effektivt hverken med hensyn til en nyordning af

forskudsbetalingerne, de udestående renteproblemer eller mangelen

ved cirkulæret af 5. november 1980 med hensyn til renteafkast af

hjælpekonti m.v. på hovedkasseniveau. Ansvaret herfor må formentlig

påhvile både direktoratet og ministeriet, idet dog hovedansvaret må

ligge hos ministeriet.

Det anføres endvidere, at det formentlig er en fejl, at

rigsrevisionen først den 1. juni 1982 over for direktoratet

tilkendegav, at rigsrevisionen fandt det med skrivelse af 10.

september 1981 fremsendte notat uegnet som grundlag for et

samarbejde.

Spørgsmålet om, hos hvilke embedsmænd ansvaret bør placeres, og om

der af disse er udvist forhold, der kan begrunde retligt ansvar,

behandles af kommissionsdomstolen under eet for perioden 1980-83.

Efter domstolens skøn er der ikke tilvejebragt oplysninger, der

giver tilstrækkeligt grundlag for at antage, at der af nogen af de

pågældende er udvist forhold, der begrunder - eller havde kunnet

begrunde - retligt ansvar.

Om daværende arbejdsminister Svend Auken anføres, at

kommissionsdomstolen har antaget, at Auken ikke har været bekendt

med udkastet til direktoratets skrivelse af 8. februar 1982 og de

forudgående rykkerskrivelser, men at sagens politiske aspekter

måtte tale for en politisk styring, i jo højere grad jo længere tid

der gik, uden at en løsning blev fundet. Aukens reaktion fandt sted

den 13. april og 28. maj 1982.

d. Om DET VIDERE FORLØB INDTIL NYORDNINGENS GENNEMFØRELSE PR. 1.

OKTOBER 1983 anføres, at der ikke synes at være begået fejl med

hensyn til nyordningens gennemførelse. Det anføres endvidere, at i

betragtning af at der nu blev arbejdet effektivt med løsningen af

hovedproblemet, omlægningen af forskudsproceduren, vil det - selv

om det kan være tvivlsomt - næppe kunne betegnes som en fejl, at

man lod spørgsmålet om rentens højde ligge. Derimod må det

formentlig stadig betegnes som en fejl, at der ikke blev givet

udtrykkelig bestemmelse om, at renter af hjælpekonti m.v. på

hovedkasseniveau skulle forrentes til fordel for statskassen.

Ansvaret herfor må formentlig først og fremmest placeres hos

direktoratet.

Med hensyn til spørgsmålet, om der i denne periode af embedsmænd er

udvist forhold, der kan begrunde retligt ansvar, henvises til

afsnit c ovenfor.

For så vidt angår arbejdsminister Grethe Fenger Møller anføres

angående spørgsmålet om hjælpekontiene, at ministeriet formentlig

ikke har været opmærksom på, at fejlen - som det synes -

forholdsvis let måtte kunne være rettet.

III. Redegørelsen af 4. april 1986 om forskudsvis udbetaling m.v. af

statslige tilskud.

1. Den af byretspræsident N. C. Bitsch udarbejdede redegørelse om

statslige forskuds- og a conto-udbetalinger, som justitsministeren

den 4. april 1986 har fremsendt til udvalget, bygger på en

undersøgelse af UDBETALINGSPRAKSIS INDEN FOR ALLE MINISTERIERS

OMRÅDE. Som anført i redegørelsen frembyder de undersøgte

tilskudsordninger meget store forskelle med hensyn til formål,

hjemmelsgrundlag, udbetalingstidspunkt og en række andre elementer.

2. For så vidt angår UDBETALINGSTIDSPUNKTET indeholder redegørelsen

en gennemgang af de fortolkningsprincipper, der er anvendt ved

undersøgelsen af, om de enkelte udbetalingsordninger har

tilstrækkelig hjemmel. Det fremgår heraf, at det har været

nødvendigt at undersøge udtalelser i anmærkningerne til finanslove

og tillægsbevillingslove, bemærkninger til materielle love og selve

systemet i de mange og meget forskelligartede love.

I forbindelse med en generel beskrivelse af den udbetalingspraksis,

ministerierne har oplyst, anføres, at det sammenfattende som et

generelt indtryk alene kan fremhæves, at udbetalingsordningerne

synes tilrettelagt ud fra de praktiske behov i de enkelte tilfælde,

og at der i betydeligt omfang er taget hensyn til modtagernes

interesser fremfor statskassens, navnlig likviditetsmæssigt. Dette

gælder ikke blot, hvor forvaltningen har truffet et valg mellem

forskellige udbetalingsformer, men også i de ikke særligt hyppige

tilfælde, hvor der af lovgivningsmagten er taget stilling til

spørgsmålet.

I den helt overvejende del af de undersøgte tilskudsordninger har der

kunnet konstateres overensstemmelse mellem lovgrundlaget og den

udbetalingspraksis, der er beskrevet af det pågældende ministerium.

Kun for så vidt angår enkelte af de undersøgte tilskudsordninger er

der i redegørelsen rejst tvivl om hjemmelen til den fulgte

udbetalingspraksis.

3. Om RENTEPROBLEMATIKKEN anføres, at undersøgelsen har vist, at der

kun i få tilfælde er taget stilling til rentespørgsmålet i

forbindelse med forskudsvis udbetaling af statstilskud. Det

anføres, at det som altovervejende hovedregel synes at være

forudsat, at renter af eventuelle forskudsbeløb og lignende

tilfalder modtageren af tilskuddet, og der er i almindelighed ikke

i forbindelse med tilskuddet stillet særlige vilkår om forrentning

eller om anvendelse af indvundne renter.

4. I et afsluttende kapitel nævnes en række problemstillinger, som

der kan være anledning til at være opmærksom på i FREMTIDIG

LOVGIVNING OG ADMINISTRATIV PRAKSIS

* Der nævnes behovet for en fastere og mere konsekvent terminologi og

en udtrykkelig redegørelse for, hvorledes en ordning tænkes

administreret.

* Det anføres, at det næppe er muligt at fastsætte generelle

retningslinjer for, i hvilke tilfælde der kan ske udbetaling a

conto eller forskudsvis, henholdsvis løbende udbetaling af faste

tilskud.

* For det tilfælde, at lovgivningen ikke indeholder nærmere regler,

kan der være grund til at fastsætte nærmere retningslinjer for

udbetalingsterminerne, eventuelt i Budgetvejledningen.

* Som generelt vilkår for i hvert fald større tilskud til private,

herunder institutioner, fonde m.v., kan det være nærliggende at

fastsætte, at indvundne renter af tilskudsbeløb, hvis renterne ikke

tilbageføres til statskassen, skal anvendes til det formål, som

tilskuddet angår, og således, at modtageren indestår herfor.

* Muligheden for udbetaling af tilskud via postgirosystemet eller ved

anvendelse af statens centrale regnskabssystem fortjener

overvejelse.

* De ordninger, der gælder for afgifts- og indholdelsesspligtige af

moms og andre afgifter samt kildeskat kan have haft en vis

afsmittende virkning i henseende til, at man hidtil kun i ret

begrænset omfang synes at have beskæftiget sig mere indgående med

disse problemer.

IV. Ministeriernes undersøgelse af den juridiske sagsbehandling.

På baggrund af udvalgets henstilling til regeringen i betænkningen

af 8. februar 1985 om at foranledige iværksat en undersøgelse af

arbejdsgangen i hvert enkelt ministerium med henblik på at sikre,

at også de juridiske opgaver løses forsvarligt, har

justitsministeren fra samtlige ministerier indhentet redegørelser

herom samt om de i ministerierne trufne foranstaltninger.

Ministrenes redegørelser er ved justitsministerens skrivelse af 10.

marts 1986 fremsendt til udvalget.

Det fremgår af ministrenes redegørelser, at ministerierne har

opbygget meget varierede organisatoriske strukturer, der afspejler

ministeriernes forskellige arbejdsopgaver. Alle ministerier er

opmærksomme på betydningen af at have personale med juridisk

uddannelse.

Dette er typisk sikret ved juridiske kontorer, der varetager

juridiske opgaver for andre kontorer i ministeriet, eller ved at

have juridisk uddannet personale i hvert enkelt kontor. I det

omfang der er sket delegation af opgaver til direktorater og

styrelser m.v., har man ligeledes sikret sig, at juridiske opgaver

varetages af jurister. Ingen af ministerierne har på baggrund af

den konkrete undersøgelse fundet det nødvendigt at foretage

ændringer i den personalemæssige sammensætning, men det fremgår af

redegørelserne, at man fortsat vil have betydningen af en

uddannelsesmæssigt bredt sammensat medarbejderstab for øje.

V. Udvalgets indstilling

Et FLERTAL (udvalget med undtagelse af fremskridtspartiets medlem)

udtaler

1. DAGPENGESAGEN.

I forlængelse af udvalgets behandling af hjemmelsspørgsmålet og

besvarelser af folketingsspørgsmål, jfr. landsdommer Niels Larsens

redegørelse og udvalgets betænkning af 8. februar 1985, s. 9-10 og

s. 15, har udvalget gennemgået kommissionsdomstolens redegørelse

for myndighedernes behandling af spørgsmålet om fastsættelse af

vilkår og retningslinjer for forskudsudbetalingerne. Flertallet har

noteret sig kommissionsdomstolens påvisning af, at der er begået en

række fejl også på dette område såvel i forbindelse med

forskudsordningens gennemførelse som senere, efter rigsrevisionens

kritik i 1980.

Flertallet har noteret sig, at kommissionsdomstolen ikke har fundet

grundlag for, at der søges gjort retligt ansvar gældende mod nogen

embedsmænd inden for arbejdsministeriet eller i rigsrevisionen

uanset de begåede fejl.

Flertallet har endvidere noteret sig, at kommissionsdomstolen har

anset det for at ligge uden for sin opgave at vurdere, om begåede

fejl kan begrunde retligt ansvar for ministrene. Flertallet finder

ikke, at der kan gøres retligt ansvar gældende.

For så vidt angår det politiske ansvar har kommissionsdomstolen

fundet, at der ikke er grundlag for at bebrejde dem, der var

ministre frem til 1977, nogen fejl. Flertallet er enigt heri.

For så vidt angår tiden derefter, anser kommissionsdomstolen det for

en fejl, at der ikke i ministeriet - i hvert fald efter

rigsrevisors notat af 23. juni 1981 og indtil april-maj 1982 - er

foretaget noget effektivt vedrørende de udestående problemer med

hensyn til nyordning, renteniveau og renteafkast af hjælpekonti

m.v. Kommissionsdomstolen anfører side 323, at hovedansvaret for så

vidt angår renteafkast af hjælpekonti dog formentlig må påhvile

direktoratet.

Arbejdsministeren vidste om ikke før så efter notatet af juni 1981,

at der endnu ikke var fundet nogen løsning på spørgsmålet om en

nyordning.

Det almindelige ansvar for, hvilke fremgangsmåder der blev valgt, må

påhvile ministeren, idet også sagens politiske aspekter i stadig

højere grad måtte tale for politisk styring i jo længere tid, der

gik, uden at der blev fundet en løsning.

Dette ansvar - finder flertallet - har ministeren forvaltet

kritisabelt, specielt fordi folketinget via finansudvalg,

statsrevisorer og arbejdsmarkedsudvalg havde rettet en række

henvendelser til arbejdsministeren om sagen i perioden august

1980-maj 1982.

Udvalget har tidligere i betænkning og indstilling af 8. februar

1985, side 9-10 og side 15, beklaget ufyldestgørende ministersvar

til folketinget.

For så vidt angår tiden mellem regeringsskiftet i 1982 og

nyordningens gennemførelse pr. 1. oktober 1983 anses det alene for

en fejl, at uklarheden med hensyn til renteafkastet af hjælpekonti

ikke blev fjernet. Det anføres, at ansvaret herfor formentlig først

og fremmest må placeres i arbejdsdirektoratet.

Til en samlet bedømmelse hører endvidere de i byretspræsident N. C.

Bitsch' redegørelse anførte forhold, jfr, nedenfor under punkt 2.

For så vidt angår muligheden og behovet for i fremtiden at sikre sig

mod gentagelser, har flertallet mærket sig resultatet af de

undersøgelser, der er gennemført på baggrund af udvalgets

betænkning af 8. februar 1985 om en præcisering af

budgetvejledningen og om den juridiske sagsbehandling i

departementet og direktoratet. Flertallet lægger endvidere stor

vægt på de foranstaltninger, regeringen agter at træffe som følge

af den af byretspræsicent N. C. Bitsch udarbejdede redegørelse,

jfr. nedenfor under punkt 2.

2. REDEGØRELSEN OM FORSKUDSVIS UDBETALING M.V. AF STATSLIGE TILSKUD.

Redegørelsen bygger som nævnt i afsnit III på en undersøgelse af

udbetalingspraksis i forbindelse med tilskudsordninger inden for

alle ministeriers områder. Flertallet har noteret sig, at der helt

overvejende har kunnet konstateres overensstemmelse mellem

lovgrundlag og den af de pågældende ministerier beskrevne

udbetalingspraksis. Kun i forbindelse med enkelte af disse

tilskudsordninger er der i undersøgelsen rejst tvivl om hjemmelen

for den udbetalingspraksis, der følges. Ved udbetalingsordningerne

er der imidlertid i betydeligt omfang taget hensyn til modtagernes

interesser fremfor statskassens, navnlig likviditetsmæssigt, og

indvundne renter er i de allerfleste tilfælde tilfaldet

tilskudsmodtageren fortrinsvis til anvendelse til de formål, som

statstilskudddene skulle tilgodese. I redegørelsen anføres dog på

side 27, at »i de fleste tilfælde vil gevinsten i større eller

mindre omfang tilfalde modtagerens pengeinstitut, hvori midlerne

anbringes«, og på side 51, at »spørgsmålet om opnåelse af den

størst mulige forrentning af udbetalte tilskud utvivlsomt bør vies

større opmærksomhed end hidtil«.

Flertallet har som led i sine overvejelser om, hvorledes de

omhandlede fejl, der må beklages, vil kunne undgås i fremtiden,

mærket sig redegørelsens omtale i det afsluttende kapitel af en

række problemstillinger, som der kan være anledning til at være

opmærksom på i fremtidig lovgivning og administrativ praksis.

Udvalget har fra justitsministeren modtaget en redegørelse for,

hvilke foranstaltninger regeringen på denne baggrund vil træffe. I

redegørelsen, der er optrykt som bilag til denne beretning, er

anført, at de problemstillinger, der peges på i byretspræsidentens

redegørelse, vil indgå i de enkelte ministeriers overvejelser i

forbindelse med fremtidig lovgivning og administrativ praksis.

Justitsministeriet vil have opmærksomheden henvendt herpå ved den

almindelige lovtekniske gennemgang af regeringens lovforslag og

finansministeriet tilsvarende for så vidt angår de tilskud, der

alene får hjemmel i finansloven eller aktstykker. Flertallet går ud

fra, at de samme forhold også vil blive undersøgt for så vidt angår

eksisterende udbetalingsordninger.

Et MINDRETAL (fremskridtspartiets medlem af udvalget) ønsker at

udtale

Den 30. oktober 1984 fremsatte fremskridtspartiets folketingsgruppe

beslutningsforslag nr. B 32

»FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM RIGSRETSTILTALE I

DAGPENGESKANDALEN

Samtlige arbejdsministre siden 1970, dvs. Lauge Dahlgaard, det

radikale venstre, Erling Dinesen, socialdemokratiet, Johan

Philipsen, venstre, Erling Jensen og Svend Auken, begge

socialdemokratiet, samt Grethe Fenger Møller, det konservative

folkeparti, sættes under rigsretstiltale til strafs lidelse i

medfør af § 5 i lov nr. 117 af 15. april 1964 om

ministeransvarlighed for i perioden siden 1970 frem til oktober

1983 som arbejdsministre at have overtrådt

ministeransvarlighedsloven ved dels at foretage ulovlige

forskudsudbetalinger til arbejdsløshedskasser, dels at have gjort

sig skyldige i, at staten har mistet trecifrede millionbeløb ved

ikke at drage omsorg for en rimelig forrentning og en kort

gennemløbstid for de udbetalte forskud.«

Bemærkninger til forslaget

Som pressen, statsrevisorerne og senest landsdommer Niels Larsen for

længst har afsløret, har skiftende arbejdsministre siden 1970 og

frem til sidste halvdel af 1983 - medvidende eller fuldstændig

uansvarligt - stiltiende accepteret, at statskassen har lidt et

tab, der efter de foreløbige opgørelser er enorme. Jyllands-Posten

den 26. oktober 1984 hævder således, at tabet ligger på over 3

miliarder kroner.

Hvad enten disse kæmpetab skyldes manglende politisk mod, manglende

evner eller ønsker om favorisering af bestemte banker eller

fagforeninger hos de forskellige ministre, må det være soleklart,

at så klare overtrædelser af ministeransvarlighedsloven hverken

kan eller skal accepteres.

Ethvert folketingsmedlem, der ønsker lighed for loven, bør

naturligvis derfor støtte nærværende forslag og dermed medvirke

til, at den opfattelse, der bliver mere og mere fremherskende i

offentligheden om, at skidtet er ved at blive fejet ind under

gulvtæppet, bliver manet i jorden.

Forslagsstillerne mener også, at de svar, der er afgivet i

forbindelse med landsdommer Niels Larsens undersøgelse, er så

undvigende og uklare, at det må tages som en bekræftelse på, at

noget søges skjult.

Styrken ved et demokratisk samfund er åbenhed. Forslagsstillerne

håber derfor, at alle partier vil medvirke til en hurtig og helst

enstemmig vedtagelse, således at rigsretten kan afklare de spegede

forhold, der har gjort det nødvendigt at fremsætte forslag om

rigsretstiltale i dagpengeskandalen.'

Under behandlingen i folketinget, hvor landsdommer Niels Larsens

beretning fra september 1984 ofte blev fremdraget, fik

fremskridtspartiet en tydelig fornemmelse af, at alle de

implicerede partier faktisk kun var interesserede i een eneste

ting, nemlig at forhale sagen mest muligt, således at den gik i

glemmebogen.

På trods af landsdommer Niels Larsens omhyggelige beretning blev det

således besluttet at nedsætte en kommissionsdomstol »med henblik

på, at et eventuelt retligt ansvar kunne placeres«.

På nøjagtig samme måde som næsten alle politiske partier har erkendt

og indrømmet, efterlader kommissionsdomstolens beretning ingen som

helst tvivl om, at der virkelig er begået ulovligheder og grove

forsømmelser i en årrække og under skiftende ministre.

Fremskridtspartiet har hele tiden haft den opfattelse, at de

dårligste dommere i denne omfattende sag ville være politiske

modstandere. Derfor fastholdes forslaget om, at alle de implicerede

ministre siden 1970 sættes under rigsretstiltale, således at

uvildige dommere kan placere skyld og eventuel uskyld hos de

sigtede ministre.

Fremskridtspartiet kan under ingen omstændigheder medvirke til, at

hele sagen nu fejes ind under gulvtæppet, som det jo reelt er

tilfældet, hvis dagpengeskandalen afsluttes med en intetsigende

beretning.

Lov er lov, og lov skal holdes - også af ministre og embedsmænd i

arbejdsministeriet. Et politisk sammenrend af forskellige partier,

der har det fælles ønske at beskytte egne partifæller, leder tanken

hen på tiden før Danmarks Riges Grundlov. Loven er ikke længere

lige for alle.

P. u. v.

Svend Jakobsen

formand

I. Indledning

1. Efter at landsdommer Niels Larsen den 13. september 1984 havde

afgivet en redegørelse om sin dagpengeundersøgelse, vedtog

folketinget under en forespørgsel den 8. november 1984

(Folketingstidende 1984-85, forhandlingerne sp. 1640), at »lade

udvalget for forretningsordenen vurdere og indstille, hvordan

ansvarsplacering vil kunne gennemføres«. Udvalget skulle »samtidig

overveje, hvorledes sådanne fejl kan undgås i fremtiden«. Det

fremgik af debatten, at der ikke ved denne beslutning var »taget

stilling for eller imod eventuelt ansvar eller eventuel skyld hos

den ene eller anden person«.

2. Udvalget afgav den 8. februar 1985 en betænkning og indstilling

(Folketingstidende 1984-85, tillæg B sp. 449 og 487).

Udvalget erklærede sig heri enig i, at der hverken i

arbejdsløshedsloven eller i bevillingslovene var hjemmel til den

praktiserede forskudsudbetaling, og at der var forekommet fejl og

forsømmelser i forbindelse med myndighedernes behandling af dette

hjemmelsspørgsmål. Et flertal (udvalget med undtagelse af

fremskridtspartiets medlem) fandt imidlertid ikke, at der ville

kunne gøres et retligt ansvar gældende mod nogen for disse fejl.

Udvalget fandt det endvidere utilfredsstillende, at folketinget ikke

ved alle besvarelser af spørgsmål stillet forud for

dommerundersøgelsen havde fået fyldestgørende oplysninger til brug

for folketingets vurdering af sagen, hvilket udvalget beklagede.

For så vidt angår den måde, forskudsordningen i dagpengesagen blev

gennemført på, og det forhold, at der ikke med tilstrækkelig

hurtighed blev gennemført ændringer heri, stillede et FLERTAL (det

konservative folkepartis, venstres, det radikale venstres,

centrum-demokraternes, kristeligt folkepartis og

fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) et forslag til

folketingsbeslutning med opfordring til regeringen om at nedsætte

en kommissionsdomstol til undersøgelse af disse forhold. I

forslaget henvistes til, at det af landsdommerens redegørelse

fremgik, at forskudsordningen blev gennemført på en sådan måde, at

kasserne opnåede betydelige likviditets- og rentefordele på statens

bekostning, og at der ikke med tilstrækkelig hurtighed blev

gennemført ændringer, der sikrede, at disse fordele blev bragt til

ophør, således at statens indirekte tab blev begrænset mest muligt.

Der henvistes endvidere til, at også pengeinstitutter må antages at

have opnået betydelige likviditets- og rentefordele.

På baggrund af oplysninger, der under udvalgets behandling af sagen

fremkom om udbetaling af forskud og a conto-betalinger, om

hjemmelen dertil samt om vilkårene derfor inden for nogle

ministeriers områder, opfordrede udvalget regeringen til at lade

foretage en uvildig undersøgelse heraf inden for alle ministeriers

områder.

På baggrund af udvalgets overvejelser om, hvorledes fejl som de

påpegede kan undgås i fremtiden, henstillede udvalget til

regeringen at foranledige undersøgelser iværksat af arbejdsgangen i

hvert enkelt ministerium med henblik på at sikre, at arbejdet er

tilrettelagt således, at også de juridiske opgaver løses

forsvarligt, og udvalget udbad sig en orientering om, hvilke

foranstaltninger udvalgets henstilling giver regeringen anledning

til.

Udvalget anmodede endvidere regeringen om at blive orienteret om

resultatet af regeringens overvejelser om, hvorledes der bedst kan

ske en præcissering over for myndighederne af betydningen af de

bevillingsretlige regler i samspillet med de materielle lovregler.

3. Forslaget til folketingsbeslutning om en kommissionsdomstol blev

vedtaget af folketinget den 15. februar 1985 (Folketingstidende

1984-85, forhandlingerne sp. 5789 og 6160 og tillæg C sp. 211).

4. I skrivelse af 26. februar 1985 til udvalget meddelte

justitsministeren, at der ved kgl. resolution ad mandatum af 18.

februar 1985 var nedsat en kommissionsdomstol med et kommissorium i

overensstemmelse med folketingsbeslutningen. Højesteretsdommer

Frans Rudolf Weber var beskikket til at lede kommissionsdomstolen.

Som bistand for domstolen ved undersøgelsen blev beskikket

landsdommer Leif Grønning-Nielsen, og politimester Herman Langlouis

blev beskikket til at repræsentere det offentlige for

kommissionsdomstolen. Som sekretær blev udpeget fuldmægtig i

justitsministeriet John Mosegaard.

I justitsministerens skrivelse oplyses endvidere, at byretspræsident

Niels C. Bitsch var blevet anmodet om at forestå undersøgelsen af

statslige forskuds- eller a conto-udbetalinger inden for alle

ministeriers område, og at disse skriftligt var anmodet om at yde

byretspræsidenten den bistand, som han måtte anmode om.

Ministeren oplyste, at justitsministeriet ved skrivelse af 26.

februar 1985 havde anmodet samtlige ministerier om inden for deres

område at iværksætte en undersøgelse af arbejdsgangen med henblik

på at sikre, at arbejdet er tilrettelagt således, at også de

juridiske opgaver løses forsvarligt. En orientering om udfaldet af

undersøgelserne ville blive tilstillet folketinget.

Endelig oplystes, at budgetdepartementet og justitsministeriet

overvejede spørgsmålet om en præcisering i budgetvejledningen af

samspillet mellem materielle lovregler og bevillingsretlige regler.

Sådanne regler er siden indarbejdet i budgetvejledning 1985

(udsendt maj 1985) i punkterne 34.1, 34.2 og 42.31.

5. Den 11. november 1985 afgav kommissionsdomstolen en beretning til

justitsministeren om resultatet af sine undersøgelser. Beretningen

blev af justitsministeren fremsendt til folketinget, jfr.

Folketingstidende 1985-86, forhandlingerne sp. 2005, og udvalget

besluttede på denne baggrund at genoptage behandlingen af sagen.

I udvalgets behandling er endvidere indgået den af byretspræsident N.

C. Bitsch den 4. april 1986 afgivne redegørelse om forskudsbetaling

m.v. af statslige tilskud, jfr. nedenfor afsnit III, som ifølge

kommissionsdomstolen kunne få betydning for bedømmelsen af de i

»dagpengesagen« udviste forhold. Endvidere er indgået de af

justitsministeren fremsendte redegørelser fra ministerierne om den

juridiske sagsbehandling, jfr. nedenfor afsnit IV.

Som ved udvalgets tidligere behandling af sagen har

venstresocialisterne og de frie demokrater også under denne

behandling været indbudt til at deltage i udvalgsarbejdet med samme

rettigheder som private forslagsstillere efter forretningsordenens

Ingen

Nr BR 7

Beretning fra udvalget for forretningsordenen i anledning af kommissionsdomstolsberetningen om undersøgelse af statens forskudsvise udbetalinger til arbejdsløshedskasserne til dækning af udgifterne til arbejdsløshedsdagpenge m.v.

Nr 70007 1985-86, 1. samling Blad nr 1147

Afgivet af udvalget for forretningsordenen

Afgivet: 19860530