1985 BR 3 BERETNING ANGÅENDE PROCEDUREN I FORBINDELSE MED DIOXINHANDLINGSPLANEN NR 70003 1985-86, 1. SAMLING BLAD NR 383
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Til forespørgsel nr. F 20 Blad nr. 639
Folketinget 1984-85
Forslag om motiveret dagsorden
(Den 23. april 1985)
Af Anne Grete Holmsgård (VS), Hjortnæs (S), Leif Hermann (SF) og Lone
Dybkjær (RV)
Folketinget opfordrer regeringen til snarest muligt at iværksætte
følgende foranstaltninger
- en landsdækkende stikprøveundersøgelse af dioxinindholdet i
modermælk,
- dioxinmålinger på de forskellige typer affaldsforbrændingsanlæg,
herunder sygehusforbrændingsanlæg samt små forbrændingsanlæg,
samt at udarbejde en handlingsplan inden den 1. november 1985 baseret
på følgende principper
- en vurdering af de nyeste internationale forskningsresultater for
skadevirkninger af dioxin samt vurdering af teknikker til
nedbringelse af dioxinforurening fra affaldsforbrænding
- en revurdering af TDI værdien
- en udarbejdelse af retningslinjer for miljøgodkendelse af samtlige
forbrændingsanlæg, der sikrer, at disse overholder den fastsatte
grænseværdi
- oplysning om skadevirkning ved afbrænding af husholdningsaffald i
små og mellemstore anlæg, kombineret med en dato for et eventuelt
forbud
- udarbejdelse af forslag til en væsentlig nedbringelse af mængden af
affald fra husholdninger og industri via genindvinding,
recirkulation m.v. for at opfylde genanvendelseslovens
intentioner, og
- søge udviklet en produktion af engangsemballager, som kan nedbrydes
uden skadevirkninger for mennesker og miljø.
Folketinget går herefter til næste sag på dagsordenen.
Udvalget har i en række møder og i et samråd med miljøministeren den
21. november 1985 behandlet spørgsmålet om den handlingsplan
vedrørende dioxinforurening, der ifølge folketingets dagsorden den
23. april 1985 skulle have foreligget for folketinget senest den
1. november 1985.
Forslaget til motiveret dagsorden af 23. april 1985, der blev
vedtaget med 110 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, VS og KrF) mod 4
(FP, FD), vedlægges som bilag.
Et mindretal (det konservative folkepartis, venstres, kristeligt
folkepartis og de frie demokraters medlemmer af udvalget) ønsker
at udtale, at miljøministeren under et samråd i miljø- og
planlægningsudvalget den 21. november 1985 har oplyst, at han på
basis af en første skitse til den handlingsplan vedrørende
dioxinforurening, som han inden den 1. november 1985 skulle
udarbejde i henhold til folketingets dagsorden af 23. april 1985,
måtte konkludere, at det ville være mere frugtbart at behandle
nedbringelsen af affaldsmængden for sig. Denne problematik må
vurderes i en bredere sammenhæng end dioxinforurening. Ministeren
oplyste videre, at der gennem kontakter til ordførerne for et
flertal af partierne blev givet tilslutning til en sådan opdeling
af handlingsplanen i to. Ministeren bad på denne baggrund ved brev
af 6. november 1985 om udvalgets tilslutning hertil.
Ministeren har over for udvalget beklaget, at handlingsplanen på
baggrund af dette hændelsesforløb ikke har foreligget i udvalget
til tiden.
Ministeren har ligeledes over for udvalget beklaget, at han ikke tog
kontakt til ordførerne for samtlige partier bag folketingets
dagsorden af 23. april 1985.
Mindretallet kan henholde sig hertil. Centrum-demokraterne, der er
repræsenteret i udvalget med en stedfortræder, kan støtte
mindretallets holdning.
Et andet mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis
medlemmer af udvalget) ønsker at udtale følgende
I et brev til udvalget, dateret 6. november 1985, altså 6 dage efter
at handlingsplanen skulle have været afleveret, foreslår
miljøministeren, at den del af handlingsplanen, der vedrører den
egentlige dioxinforurening, gøres færdig nu, og at den del, der
vedrører affaldsproblematikken generelt, fremsendes til udvalget i
april 1986. Ministeren begrunder sit forslag med, at
affaldsproblematikken må ses mere bredt end kun i lyset af
dioxinforureningen.
I et senere brev, dateret 15. november 1985, oplyser miljøministeren,
at han gennem uformelle kontakter til udvalget forstod, at der var
bred opbakning bag forslaget.
På den baggrund ønsker mindretallet at understrege, at det er
uacceptabelt, at en minister gennem uformelle underhåndskontakter
forsøger at få ændret en vedtaget dagsorden, ligesom ministerens
handlemåde skaber tvivl om dagsordenens bindende og forpligtende
karakter. Mindretallet understreger tillige, at det er ministeren,
der har det fulde ansvar for den anvendte fremgangsmåde.
Mindretallet finder, at ministeren burde have søgt foretræde for
udvalget i god tid før den 1. november 1985 med henblik på en
drøftelse af de opståede problemer.
Det ville måske have været muligt at finde en fremgangsmåde, som ikke
ville have bragt ministeren i strid med den dagsorden, som
folketingsflertallet vedtog den 23. april 1985.
Venstresocialisterne, der er repræsenteret i udvalget ved en
stedfortræder, kan tilslutte sig mindretallets udtalelse.
Et tredje mindretal (det radikale venstres medlem af udvalget)
udtaler, at mindretallet fik oplyst, at socialdemokratiet ikke
havde indvendinger mod opdelingen af handlingsplanen, og
accepterede på denne baggrund denne opdeling. Mindretallet tager
ministerens beklagelse til efterretning.
P.u.v.
Steffensen
formand
Ingen
Nr BR 3
Beretning angående proceduren i forbindelse med dioxinhandlingsplanen
Nr 70003 1985-86, 1. samling Blad nr 383
Afgivet af miljø- og planlægningsudvalget
Afgivet: 19851212