1985 BRB 124 BERETNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM LÆGERS OG PATIENTERS RETSSTILLING VEDRØRENDE BEHANDLING AF PATIENTER, SOM IKKE ØNSKER UDSIGTSLØS LIVSFORLÆNGENDE BEHANDLING NR B 124 1985-86, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder og har
herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har
besvaret skriftligt.
Der er mellem udvalget og justitsministeren opnået enighed om at
nedsætte en arbejdsgruppe med følgende kommissorium
Arbejdsgruppen har til opgave at gennemgå de strafferetlige spørgsmål
vedrørende lægers adgang til at standse eller undlade at påbegynde
en behandling, som må anses nytteløs, eller som alene tilsigter at
udskyde en naturlig afslutning på livet.
Arbejdsgruppen skal bl.a. under hensyntagen til strafferetlige
principper klarlægge den betydning, der kan eller bør tillægges et
samtykke eller ønsker, herunder tidligere ønsker, fra den
pågældende med hensyn til behandling, respektive standsning eller
ikke-påbegyndelse af behandling. I denne forbindelse bør det
overvejes, hvordan det sikres, at sådanne ønsker kommer til læges
kendskab, samt om patienten har ret til, efter eller uden
opfordring til lægen, at blive orienteret om sygdommens karakter,
behandlingsmulighederne og konsekvenserne af behandling/
ikke-behandling.
Arbejdsgruppen skal endvidere behandle spørgsmålet om anvendelse af
smertestillende og andre midler, hvor der er risiko for, at
indgivelse heraf kan medføre en fremskyndelse af dødstidspunktet.
På baggrund af arbejdsgruppens overvejelser af de nævnte spørgsmål
anmodes arbejdsgruppen om at vurdere, om de gældende regler er
hensigtsmæssige, og om der er behov for udfærdigelse af nye regler
på området. Arbejdsgruppen bør i givet fald udarbejde forslag til
sådanne regler.
P. u. v.
Hagen Hagensen
formand
Ingen
Nr BRB 124
Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om lægers og patienters retsstilling vedrørende behandling af patienter, som ikke ønsker udsigtsløs livsforlængende behandling
Nr B 124 1985-86, 1. samling
Afgivet af retsudvalget
Afgivet: 19860529