1985 BTB 122 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ØKONOMISKE MIDLER TIL FORSKNING I SYGDOMMEN AIDS NR B 122 1985-86, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i en række møder og har
herunder stillet spørgsmål til indenrigsministeren og
undervisningsministeren, som disse har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget under alm. del stillet nogle spørgsmål med
tilknytning til beslutningsforslaget til de 2 ministre. Disse
spørgsmål er ligeledes besvaret skriftligt.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til
de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk
folkepartis medlemmer af udvalget) forslaget til vedtagelse med
det stillede ændringsforslag, idet det bemærkes, at partiet
venstresocialisterne, som er medforslagsstiller, men som ikke har
medlemmer i udvalget, har tilsluttet sig denne indstilling.
Mindretallet ønsker at bemærke følgende
Statens lægevidenskabelige Forskningsråd har i forbindelse med
undervisningsministerens besvarelse af udvalgets spørgsmål givet
udtryk for, at »antallet af AIDS-forskere og antallet af ikke,
bevilgede projekter er betydeligt større, end rådet oprindelig
havde forventet«.
Dette er helt i overensstemmelse med mindretallets indtryk af, at
mange forskere undlader at søge støtte til nødvendige projekter,
fordi de begrænsede midler får dem til at opgive på forhånd. De
prioriterer derfor andre økonomiske kilder, selv om det indebærer,
at de er nødt til at skrive adskillige ansøgninger for tilsammen
at fremskaffe de nødvendige økonomiske midler.
Mindretallet finder det fortsat helt uacceptabelt, at højt uddannede
danske forskere skal bruge deres tid på at skrive ansøgninger, når
der er penge og menneskelige lidelser at spare ved at prioritere
forskningen og oplysningsarbejdet. Derfor er det vigtigt, at der
tilvejebringes økonomiske midler til den nødvendige forskning. I
den forbindelse er regeringens tilsagn om at imødekomme
ansøgningen om 6 mill. kr. et helt nødvendigt, men ikke
tilstrækkeligt bidrag. Det anbefales derfor, at der stilles en
større økonomisk ramme til rådighed, så en større del af
ansøgningerne kan imødekommes også i de kommende år og med en
minimal indsats af skrivebordsarbejde i form af ansøgninger.
Det bør overvejes, om f.eks. et beløb på 1 mill. kr. af den
økonomiske ramme kan stilles til rådighed for kommissionen til
belysning af bøssers og lesbiskes livsvilkår, idet det må antages,
at en forbedring f.eks. i form af større oplysning vil begrænse
smitterisikoen for sygdommen AIDS.
Et andet mindretal (det konservative folkepartis, venstres,
kristeligt folkeparti og de frie demokraters medlemmer af
udvalget) indstiller forslaget til forkastelse ved 2. (sidste)
behandling med følgende bemærkninger
AIDS er en farlig og dybt alvorlig sygdom. Som led i en langsigtet
indsats til bekæmpelse af sygdommen AIDS er der iværksat en lang
række initiativer, der navnlig retter sig mod det forebyggende
arbejde i form af overvågning af og øget oplysning og rådgivning
om sygdommen, dens udvikling og smittespredningen. Herudover er
der behov for midler til forskning i sygdommen både på det
grundvidenskabelige område og med henblik på forbedrede
overvågnings- og behandlingsmetoder.
En sådan forskning er allerede i gang, dels i forbindelse med det
kliniske arbejde på hospitaler, dels som særlige
forskningsprojekter finansieret af offentlige og private
forskningsmidler.
Statens lægevidenskabelige Forskningsråd har således i 1985 ydet over
1 mill. kr. i støtte til AIDS-forskning og har besluttet at stille
yderligere ca. 5 mill. kr. til rådighed i de kommende 3 år.
Endvidere har regeringen givet tilsagn om at imødekomme en ansøgning
fra Statens lægevidenskabelige Forskningsråd om en bevilling på 6
mill. kr. til forskning inden for alle aspekter af AIDS-sygdommen.
Rådet har tilkendegivet, at et sådant bidrag vil imødekomme et
behov for en nødvendig og kraftig styrkelse af AIDS-forskningen.
Desuden kan henvises til, at der i EF-regie er et samarbejde om
AIDS-forskning under etablering.
Ved fordelingen af midler til AIDS-forskning bør der lægges vægt på,
at det sker ud fra en samlet forskningsmæssig prioritering.
På denne baggrund skønnes de midler, der med regeringens seneste
initiativ bliver stillet til rådighed for AIDS-forskning, at være
tilstrækkelige til at fremme væsentlige og kvalitetsbetonede dele
af dansk AIDS-forskning.
Et tredje mindretal (det radikale venstres medlem af udvalget) mener,
at nødvendige beløb til AIDS-forskning bør fremskaffes, men ikke
uden nærmere angivelse af projekter m.v. Mindretallet indstiller
derfor forslaget til forkastelse ved 2. (sidste) behandling.
Mindretallet har i øvrigt bemærket den redegørelse, der er kommet
fra indenrigsministeren om det arbejde, der er i gang i 1986 på
AIDS-området, og undervisningsministeriets redegørelse for Statens
lægevidenskabelige Forskningsråds oversigt over planlagte
forskningsprojekter.
Det er mindretallets opfattelse, at den sidstnævnte oversigt vil være
et godt grundlag for det videre arbejde med prioritering af
AIDS-forskningen.
ÆNDRINGSFORSLAG
Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (S)
Til teksten
Teksten affattes således
»Folketinget opfordrer regeringen til at sikre, at der til forskning
i sygdommen AIDS stilles et beløb på 10-15 mill. kr. til rådighed
pr. år over en 2-3 årig periode til almindelig projektstøtte samt
yderligere 10 mill. kr. til meget kostbart apparatur samt til
sikring af laboratorierne.
Administrationen af midlerne varetages af Statens lægevidenskabelige
Forskningsråd eller den af rådet nedsatte koordineringsgruppe for
forskning i sygdommen AIDS.«
BEMÆRKNINGER
Efter at undervisningsministeren under forslagets 1. behanding gav
tilsagn om foreløbig bevilling af 6 mill. kr. til oprindelig
afviste projekter, har mindretallet justeret det oprindelige
beslutningsforslag. Man har herunder lagt vægt på, at Statens
lægevidenskabelige Forskningsråd over for udvalget har vurderet,
»at der vil være behov for ca. 10-15 mill. kr. årligt over en 2-3
årig periode til almindelig projektstøtte og ca. 10 mill. kr. til
meget kostbart apparatur og betydelige midler til sikring af
laboratorierne«.
Mindretallet ønsker med ændringsforslaget at sikre, at de nødvendige
midler til at imødekomme det af rådet skønnede behov
tilvejebringes.
Da der efter det oplyste er en vis ophobning af planlagte projekter,
finder mindretallet, at der allerede i indeværende år skal
afsættes 10-15 mill. kr. til forskning i sygdommen AIDS.
Karen Højte Jensen (KF) nfmd. Flemming Jensen (KF) Lizzie
Lichtenberg (KF) Lis Aaltonen (KF) Svend Heiselberg (V) Niels
Anker Kofoed (V) Maisted (FD) Steffensen (KrF) Hanne Andersen
(S) Dorte Bennedsen (S) Tove Lindbo Larsen (S) Lerke (S)
Henning Rasmussen (S) fmd. Taanquist (S) Agerschou (SF)
Tommy Dinesen (SF) Ole Vig Jensen (RV)
Partierne CD, VS og FP havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTB 122
Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om økonomiske midler til forskning i sygdommen AIDS
Nr B 122 1985-86, 1. samling
Afgivet af kommunaludvalget
Afgivet: 19860516