1985 BTB 96 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FLEKSIBLE ÅBNINGSTIDER NR B 96 1985-86, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i flere møder og har
herunder stillet spørgsmål til industriministeren, som denne har
besvaret skriftligt og i samråd.
Udvalget har endvidere modtaget mundtlige og/ eller skriftlige
henvendelser fra
Andersen, Verner A.G., forfatter, København,
Danmarks Turistråd,
Dansk organisation af detailhandelskæder,
Dansk Textil Union,
De Danske Handelsforeningers Fælles-Organisation,
De samvirkende Købmandsforeninger i Danmark,
Munk, Helle, boghandler, Kolding, og
Samvirkende Danske Turistforeninger.
Et flertal (socialdemokratiets, det konservative folkepartis,
venstres, centrum-demokraternes og kristeligt folkepartis
medlemmer af udvalget) kan tilslutte sig, at der som oplyst af
industriministeren nedsættes et åbningstidsudvalg med nedenstående
kommissorium og sammensætning, og indstiller derfor
beslutningsforslaget til forkastelse ved 2. (sidste) behandling.
Åbningstidsudvalgets kommissorium
Udvalget har til opgave at foretage en bedømmelse af forbrugernes
behov og indkøbsadfærd og at fremkomme med sådanne forslag til
mere fleksible åbningstider, som udvalget måtte finde
hensigtsmæssige.
Udvalget skal samtidig i sit arbejde inddrage åbningstidsproblemer
inden for områder, hvor åbnings- og lukketidspunkter ikke er
reguleret ved lov, herunder også for så vidt angår befolkningens
adgang til at betjene sig af offentlige serviceydelser.
Det forudsættes, at udvalget i første række foretager sine
vurderinger på basis af allerede foreliggende materiale, der
belyser problemstillingerne, men at udvalget ikke vil være
afskåret fra at tage initiativ til undersøgelser, der skønnes
nødvendige for tilvejebringelse af et tilstrækkeligt
beslutningsgrundlag.
Udvalget skal afslutte sit arbejde inden udgangen af 1987.
Åbningstidsudvalgets sammensætning
Formand
I øvrigt repræsentanter for
Danmarks Turistråd,
Statens Husholdningsråd,
De samvirkende Købmandsforeninger i Danmark,
Fællesrådet for danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer,
Dansk Textil Union,
De samvirkende danske Landboforeninger,
Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger,
Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark,
De samvirkende danske Andelsselskaber, Andelsudvalget,
Forbrugerrådet,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
Håndværksrådet,
Industrirådet,
Butikshandelens Fællesråd,
Dansk Organisation af Detailhandelskæder,
Foreningen af Politimestre i Danmark,
Danske Husmandsforeninger,
Det kooperative Fællesforbund i Danmark,
Grosserer-Societetet,
handelshøjskolen i København,
industriministeriet,
administrationsdepartementet,
Den Danske Bankforening,
Danmarks Sparekasseforening,
Danske Sparekassefunktionærers Landsforening,
Danske Bankfunktionærers Landsforening,
generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet,
borgerrepræsentationen i København,
Frederiksberg kommunalbestyrelse,
Kommunernes Landsforening,
Landsorganisationen i Danmark,
Statstjenestemændenes Centralorganisation I,
Statstjenestemændenes Centralorganisation II.
Et mindretal (socialistisk folkepartis og det radikale venstres
medlemmer af udvalget) indstiller forslaget til vedtagelse uændret
og har i øvrigt følgende bemærkninger
Den seneste udvikling på butiksområdet og det materiale, der har
været behandlet i udvalget, viser, at der er et klart og stigende
behov for mere fleksible åbningstider i dagligvare- og
specialbutikker samt inden for privat og offentlig
servicevirksomhed.
Samtidig opretholder en række organisationer deres modstand mod
enhver ændring af frygt for ubekvemme arbejdstider.
Mindretallet finder derfor, at kommissoriet for det af
industriministeren påtænkte udvalg bør dreje sig om, hvorledes
behovet for større fleksibilitet kan imødekommes, ikke om der er
et behov.
Mindretallet foreslår derfor ministeren, at udvalget får følgende
kommissorium
Udvalget har til opgave at fremkomme med forslag til mere fleksible
åbningstider, der kan imødekomme forbrugernes behov og fremme en
mere hensigtsmæssig indkøbsadfærd.
Udvalget skal samtidig i sit arbejde inddrage åbningstidsproblemer
inden for såvel det offentlige som det private serviceområde.
Udvalget skal tage udgangspunkt i allerede eksisterende materiale om
åbningstidsproblemet, men kan derudover tage initiativer til
undersøgelser, der skønnes nødvendige for tilvejebringelse af et
tilstrækkeligt beslutningsgrundlag.
Udvalget skal have afsluttet sit arbejde inden udgangen af 1987.
Industriministerens forslag til sammensætning af udvalget (33
organisationsrepræsentanter) anser mindretallet for meget
uhensigtsmæssigt. Al parlamentarisk erfaring siger, at et udvalg
af den størrelse og sammensætning ikke kan frembringe resultater,
der er fremadrettede.
Et mindretal inden for mindretallet (socialistisk folkepartis
medlemmer af udvalget) har noteret sig, at en række organisationer
opretholder modstanden mod enhver ændring af frygt for ubekvemme
arbejdstider. Imidlertid er en efter mindretallets opfattelse
stigende del af dagligvarehandelen efterhånden overgået til f.eks.
døgnkiosker og tankstationer. Det finder mindretallet
uacceptabelt, fordi der oftest her ikke er tale om regulære
arbejdspladser. Det er mindretallets opfattelse, at mere fleksible
åbningstider vil betyde, at antallet af regulære arbejdspladser
vil blive forøget. Mindretallet finder det samtidig naturligt, at
der via aftaler med de involverede organisationer kompenseres for
de ulemper, det medfører for personalet at have ubekvemme
arbejdstider, på samme måde som det er sket inden for andre
områder.
Henning Andersen (KF) nfmd. Flemming Hansen (KF) Jette Thomsen
(KF) Aagaard (KF) Svend Heiselberg (V) Jens Peter Jensen (V)
Brusvang (CD) Inger Stilling Pedersen (KrF) Svend Andersen (S) Erling Jensen (S) fmd. Kelm-Hansen (S) Tove Lindbo Larsen (S) Lissa Mathiasen (S) Bjørn Westh (S) Jes Lunde (SF) Rahbæk
Møller (SF) Aase Olesen (RV)
Partierne VS, FP og FD havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTB 96
Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om fleksible åbningstider
Nr B 96 1985-86, 1. samling
Afgivet af erhvervsudvalget
Afgivet: 19860522