Legislator Case Law & Legislation
19851DA00079 DK

1985 BTB 79 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM SKÆRPELSE AF KØRE- OG HVILETIDS- SAMT KONTROLBESTEMMELSER FOR BUSCHAUFFØRER NR B 79 1985-86, 1. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over beslutningsforslag 1985 79 Valid

Bilag

Specialarbejderforbundet i Danmark Den 21. april 1986

Att.: Arbejdsmarkedsudvalget

Idet vi henviser til forbundets foretræde i Arbejdsmarkedsudvalget

den 16. april 1986, kl. 9.45, skal vi som aftalt hermed fremsende

forbundets bemærkninger og ændringsforslag til forslag til

folketingsbeslutning nr. B 79 fremsat den 6. februar 1986 af Tommy

Dinesen (SF) med flere.

Forbundet har følgende kommentarer og ændringsforslag til det

ovennævnte

Punkt 1, 2. afsnit, foreslår vi ændret til følgende

Ved international kørsel med bus skal der kunne dokumenteres 2 års

indenlandsk kørsel, og chaufføren skal være fyldt 23 år.

Punkt 2. Idet vi går ud fra, at der fra bilinspektionen foretages en

skærpet kontrol ved det årlige syn jo ældre bussen er, vil der

efter vor opfattelse ikke være det store behov for ændringer til

det nuværende, idet vi principielt er af den opfattelse, at der

ikke skal være forskel på, om bussen kører national eller

international persontransport.

Som yderligere punkt vil vi foreslå, at spørgsmålet om tilladelse til

hver enkelt bus bør indgå i loven om buskørsel i lighed med, hvad

der er gældende i loven om godstransport, § 4.

Det er ligeledes vor opfattelse, at loven om godstransport, § 5, stk.

3, og § 6, stk. 2, bør indgå i loven om buskørsel, idet vi i

øvrigt mener, at de 2 nævnte love bør tilpasses, således at der

ikke er forskel på betingelserne for at udføre henholdsvis

persontransport og godstransport.

Derudover bør det efter vor opfattelse præciseres, at der ved

turistkørsel skal være en rejseleder på bussen, ligesom det bør

indskærpes, at det misbrug, der finder sted ved brug af

forskellige former for sovekabiner til afholdelse af den daglige

hviletid, skal standses.

Endvidere fremsendes som aftalt den korrespondance, der har foregået

mellem vort forbund, Justitsministeriet, Ministeriet for

offentlige arbejder og Arbejdsministeriet umiddelbart efter den

omtalte busulykke i Vesttyskland.

Vi går ud fra, at vort materiale indgår i folketingets videre

behandling.

Med venlig hilsen

p. f. v.

Hardy Hansen

/Poul Aagaard

Specialarbejderforbundet i Danmark

Den 17. juli 1985

Justitsministeriet

Hr. Justitsminister Erik Ninn-Hansen

Slotshomsgade 10

1216 København K

Blandt andet foranlediget af den sidste busulykke i Vesttyskland

(Kassel-området), der i øvrigt ikke er den eneste ulykke af denne

alvorlige karrakter, skal vi ved nærværende tillade os at foreslå

ministeren, at der indføres bestemmelser, lovgivningsmæssigt eller

administrativt, der sikrer, at fører af såvel bus som lastvogn ved

grænseoverskridende kørsel har en erhvervserfaring med kørsel her

i Danmark i mindst 2 år.

Vi mener på denne måde, at en sådan bestemmelse vil kunne være med

til at undgå førere, der ikke til daglig er beskæftiget inden for

erhvervet og derfor ikke har den fornødne rutine, hvilket måske

kan afstedkomme ulykkerne på de store motorveje i Europa, idet det

skal understreges, at det er en helt anden form for kørsel, når vi

kommer uden for de danske grænser.

Der er ligeledes grund til at pege på, at indretningen af

sovekabinerne for chaufførerne i turistbusserne er af en sådan

karakter, at det ikke er muligt for den chauffør, der skal hvile,

at få den fornødne søvn, idet der ikke eksisterer bestemmelser af

indretningen af sovekabiner i dag, hvorfor disse i de fleste

tilfælde indrettes under bussens gulv, hvor støj og en meget tæt

indelukkethed hindrer den fornødne hvile, ligesom risikoen for den

hvilende chauffør er forbundet med stor risiko ved

ulykkestilfælde.

For en god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at vi har

tilskrevet såvel arbejdsministeren som trafikministeren vedrørende

henholdsvis kontrol af køreskiver samt ændring af loven om

buskørsel - alt med henblik på en øget sikkerhed for såvel

chaufførerne som for passagererne.

Vi står naturligvis gerne til rådighed med oplysninger og

dokumentation, såfremt dette måtte ønskes, og vi forventer gerne

at høre nærmere snarest.

Med venlig hilsen

p. f. v.

John Hansen

København, den 14. august 1985

Specialarbejderforbundet i Danmark

Nyropsgade 30

1602 København V

Tak for forbundets skrivelse vedrørende bus- og lastbilkørsel i

udlandet.

Det er naturligt, at en alvorlig ulykke som den, der fandt sted ved

Kassel i Vesttyskland, må give anledning til overvejelser, om der

er behov for ændringer i de gældende regler.

Med hensyn til bus- og lastbilkørsel kan jeg oplyse, at der for nylig

af justitsministeriet er nedsat en arbejdsgruppe med det formål at

forbedre uddannelsen til erhvervelse af kørekort til disse

køretøjer efter samme retningslinier som dem, der er udarbejdet

vedrørende uddannelsen til almindelig bil. De principper, som den

nye køreuddannelse bygger på, har til formål i langt højere grad

end hidtil at gøre eleverne fortrolige med de farer og

vanskeligheder, der opstår i trafikken, således at antallet af

uheld nedbringes, fordi føreren er opøvet i at forudse farlige

situationer og reagere hensigtsmæssigt herpå.

For så vidt angår personer, der ønsker kørekort til lastbil og bus,

indgår det i reformen, at det fremover vil være en forudsætning

for at få kørekort til disse køretøjer, at eleven har kørekort til

almindelig bil. Herudover skal den pågældende gennemgå et særligt

teoretisk og praktisk kursus, der er specielt tilrettelagt ud fra

de særlige færdigheder, som kræves ved kørsel med disse køretøjer.

Det er min opfattelse, at gennemførelsen af denne reform vil medføre

en væsentlig forbedring af færdselssikkerheden, også på området,

der vedrører bus- og lastbilkørsel.

For så vidt angår forbundets forslag om særlige krav til førere af

grænseoverskridende køretøjer, har jeg ikke for tiden planer om at

foreslå noget sådant, men jeg vil lade det indgå i mine

overvejelser om eventuelle fremtidige ændringer.

I anledning af bemærkningerne om indretning af sovekabiner kan jeg

oplyse, at dette spørgsmål henhører under arbejdstilsynet. Jeg har

derfor videresendt forbundets henvendelse til arbejdsministeren

til besvarelse for så vidt angår dette punkt.

Med venlig hilsen

Erik Ninn-Hansen

Specialarbejderforbundet i Danmark

Den 17. juli 1985

Ministeriet for offentlige arbejder (Trafikministeriet)

Hr. Trafikminister Arne Melchior

Frederiksholm Kanal 25-27

1220 København K

Blandt andet foranlediget af den sidste busulykke i Vesttyskland

(Kassel-området), der i øvrigt ikke er den eneste ulykke af denne

alvorlige karakter, skal vi ved nærværende tillade os at foreslå

ministeren, at der i loven om buskørsel indføjes en paragraf i

overensstemmelse med § 6 i loven om godstransport med

motorkøretøjer, hvorefter man skal følge bestemmelserne om løn- og

arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende

kollektive overenskomster.

Vort forbund er af den opfattelse, at een af årsagerne til de

alvorlige ulykker skal findes i den store konkurrenceforvridning

inden for turisterhvervet.

Alt andet lige er det nemlig alene på aflønningsforholdene, at visse

uheldige arbejdsgivere kan konkurrere med de selskaber, der

betaler, hvad de skal, samt overholder gældende lovbestemmelser -

herunder ligeledes EØF-forordning nr. 543/69.

Det viser sig, når køretøjets fartskriver aflæses, at der som oftest

er brud på disse bestemmelser, hvilket naturligvis giver en stærk

forøget risiko for ulykker.

Som ovenfor nævnt vil det virke præventivt, såfremt Pserontrafikrådet

ville kunne inddrage tilladelser, hvor en indehaver blandt andet

ikke overholder de overenskomstmæssige aftaler.

For en god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at vort forbund

har tilskrevet justitsministeren med henblik på at få

bestemmelser, der sikrer, at førere af erhvervskøretøjer, der

foretager grænseoverskridende kørsel, skal have mindst 2 års

erhvervserfaring her i Danmark, ligesom vi har tilskrevet

arbejdsministeren for at få Arbejdstilsynet til, i

overensstemmelse med de gældende bestemmelser, at intensivere

Arbejdstilsynets arbejde med kontrol af køreskiverne i

virksomhederne.

Vi står naturligvis gerne til rådighed for ministeren for en nærmere

redegørelse, for så vidt dette måtte ønskes, og vi forventer gerne

at høre nærmere snarest.

Med venlig hilsen

p. f. v.

John Hansen

Den 8. august 1985

Specialarbejderforbundet i Danmark, Transport

Nyropsgade 30

1602 København V

Tak for forbundets henvendelse af 17. juli 1985 i anledning af den

alvorlige busulykke på motorvejen mellem Kassel og Goettingen i

Vesttyskland.

Det er helt naturligt, at en ulykke af den karakter giver grund til

overvejelser om, hvorvidt reglerne er gode nok, således at vi

måske kunne have været forskånet for denne tragiske hændelse.

På baggrund af den fyldige omtale, som ulykken og dens omstændigheder

har fået i dagspressen, er det dog mit indtryk, at der ikke

konkret kan siges at være nogen sammenhæng mellem denne alvorlige

ulykke og manglen på den bestemmelse i busloven, som forbundet

foreslår. Jeg er imidlertid helt opmærksom på de synspunkter, der

ligger bag forbundets forslag, og selv om jeg ikke mener, at der

på nuværende tidspunkt er grundlag for at søge busloven ændret,

har jeg noteret mig henvendelsen og vil naturligvis have denne og

spørgsmålet i erindring ved en eventuel kommende revision af

loven.

Med venlig hilsen

Arne Melchior

Kopi til: Arbejdsministeriet, 3. kt., og Justitsministeriet,

færdselssikkerhedsafdelingen.

Specialarbejderforbundet i Danmark

Den 17. juli 1985

Arbejdsministeriet

Arbejdsminister, Fru Grethe Fenger Møller

Laksegade 19

1063 København K

Blandt andet foranlediget af den sidste busulykke i Vesttyskland

(Kassel-området), der i øvrigt ikke er den eneste ulykke af denne

alvorlige karrakter, skal vi ved nærværende tillade os at anmode

ministeren om at foranledige, at Arbejdstilsynet iværksætter en

mere kraftig indsats med hensyn til kontrol af fartskiver, som jo

er installeret i vognen i henhold til EØF-fartskriverforordning

nr. 1463, som ændrede forordning nr. 1787/73 og 2828/77.

Den hidtidige praksis har været, at de i de danske bestemmelser førte

kontrolforanstaltninger kun har været udført meget sporadisk og

som regel kun efter anmeldelse, og da ovennævnte bestemmelser jo

fastslår, at det er Arbejdstilsynet, der fører kontrol med

skiverne i virksomhederne, som skal opbevare disse i 1 år, mener

vi, at en forøget aktivitet af Arbejdstilsynet på dette område vil

virke stærkt præventivt for brud på køre- og

hviletidsbestemmelserne og hermed øge sikkerheden for såvel

chaufførerne som for eventuelle passagerer.

For en god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at vi har

tilskrevet henholdsvis justitsministeren som trafikministeren med

henblik på ændring af loven om buskørsel samt en sikring af

kvalifikationer ved kørsel af grænseoverskridende kørsel.

Vi står naturligvis gerne til rådighed for ministeren for en nærmere

redegørelse, såfremt dette måtte ønskes, og vi forventer gerne at

høre nærmere snarest.

Med venlig hilsen

p. f. v.

John Hansen

1063 København K, den 13. august 1985

Specialarbejderforbundet i Danmark

Nyropsgade 30

1602 København V

Specialarbejderforbundet har henvendt sig til mig i skrivelse af 17.

juli 1985 vedrørende arbejdstilsynets kontrol af køre- og

hviletidsreglerne i landevejstransport i anledning af

trafikulykken i Tyskland, hvor en dansk turistbus forulykkede.

Jeg kan i den forbindelse oplyse, at arbejdstilsynet har planlagt at

skærpe kontrollen med turisttrafikken i efteråret, hvilket fremgår

af den fungerende arbejdsministers svar til folketingsmedlem Tommy

Dinesen, der vedlægges. Jeg har desuden anmodet direktoratet om en

udtalelse om arbejdstilsynets planer for skærpelse af kontrollen

med køre- og hviletidsreglerne.

Når direktoratets svar foreligger, skal jeg vende tilbage til sagen.

Med venlig hilsen

Grethe Fenger Møller

Arbejdsministeriet

Den 29. juli 1985

Arbejdsministerens skriftlige besvarelse af spørgsmål nr. S 1465 af

18. juli 1985 fra Tommy Dinesen (SF)

Spørgsmål

Mener ministeren, at hviletidsbestemmelserne og arbejdsmiljøreglerne

for langturschauffører bør skærpes i fremtiden?

Svar

Reglerne på dette område findes i Rådsforordning (EØF) 543/ 69 af 25.

marts 1969 om harmonisering af visse bestemmelser på det sociale

område inden for landevejstransport og forordning 1463/ 70 om

indførelse af et kontrolapparat og gælder ved kørsel i Danmark og

det øvrige EF. Et stort set tilsvarende regelsæt gælder for kørsel

til og fra de ikke-EF-stater, der har tiltrådt FNs europæiske

overenskomst om arbejdet for besætningen på køretøjer i

international vejtransport (AETR).

Køretiden må ikke overstige 8 timer pr. dag (to gange om ugen dog 9

timer), og der må højst køres 4 timer i træk; inden for eller

umiddelbart efter 4 timers kørsel skal føreren holde mindst 30

minutters pause. Pr. uge må der højst køres 48 timer og pr. 2 uger

højst 92.

Hviletidens længde afhænger i persontransport af, om der køres efter

en fartplan eller ej. I første tilfælde (typisk ved rutekørsel)

udgør den 11 sammenhængende timer pr. dag, der kan nedsættes 2

gange pr. uge til 10 og 2 gange til 9 timer, hvis føreren får en

afbrydelse midt på dagen på mindst 4 timer. Er der ingen fartplan

(typisk turistkørsel), skal føreren hver dag have 10 timers

sammenhængende hvil. I godstransport udgør hvilet 11 timer, der

kan nedsættes 2 dage til 10 og 2 dage til 9 timer.

Dette hvil skal holdes uden for køretøjet, men hvis dette er udstyret

med køje, kan hvilet holdes i denne, hvis vognen holder stille.

Om overholdelsen føres der kontrol af politiet og arbejdstilsynet.

Politiet har i 1984 foretaget i alt 52.357 standsninger og optaget

3.665 rapporter. Arbejdstilsynet har samme år foretaget

636inspektioner hos arbejdsgivere.

I anledning af spørgerens begrundelse ønsker jeg at oplyse, at der

ikke er tale om, at der føres kontrol med køretøjets kørsel, men

tværtimod med chaufførens, og at han ved skift fra een vogn til en

anden netop skal medtage sin fartskriverskive, så at denne giver

et totalt billede af hans kørsel og hvil den pågældende dag.

Jeg går ud fra, at spørgsmålet er foranlediget af den nylige ulykke

med en dansk bus i Tyskland, og kan oplyse, at arbejdstilsynet

allerede er gået i gang med at gennemgå et større antal

fartskriverskiver fra den pågældende vognmand. Direktoratet har

desuden oplyst mig om, at det har planlagt til efteråret at skærpe

kontrollen med den internationale turistkørsel, der udføres af

danske vognmænd, ligesom det vil rette henvendelse til

rejsebureauerne og gøre dem opmærksom på reglerne.

Efter alt foreliggende er det min opfattelse, at reglerne fungerer

godt, når de overholdes, men desværre kan man nok ikke altid se

bort fra, at der finder overtrædelser sted, og dem søger

myndighederne til stadighed at være på vagt overfor. Jeg anser

derfor ikke en skærpelse, men en bedre overholdelse for vigtig,

idet det centrale for såvel chauffører, passagerer og øvrige

trafikanter er, at reglerne efterleves. Ellers vil selv de bedste

regler komme til kort.

København K, den 8. oktober 1985

Specialarbejderforbundet i Danmark

Specialarbejderforbundet i Danmark har i skrivelse af 17. juli d.å.

henvendt sig til mig i anledning af busulykken i Kassel vedrørende

arbejdstilsynets kontrol af køre- og hviletidsreglerne i

landevejstransport (j.nr. Transport JH/AL).

Som jeg nævnte i mit foreløbige svar, har jeg bedt direktoratet for

arbejdstilsynet om en udtalelse herom.

Fra justitsministeren har jeg videre modtaget kopi af

specialarbejderforbundets skrivelse af 17. juli 1985 til ham med

henblik på besvarelse af spørgsmålet om krav til indretning af

sovekabiner. Jeg har ligeledes bedt direktoratet om en udtalelse

om dette emne.

På baggrund af direktoratets udtalelse kan jeg svare følgende

For så vidt angår kontrol med køre- og hviletidsreglerne har

arbejdstilsynet iværksat en kampagne, som har været planlagt

gennem længere tid, for at skærpe kontrollen med den

internationale buskørsel, der udføres af danske vognmænd.

Endvidere vil direktoratet intensivere oplysnings- og

vejledningsvirksomhed over for chauffører og vognmænd i

almindelighed om køre- og hviletidsreglerne.

Med udgangspunkt i en aftale med politiet om en ændret

opgavefordeling har arbejdstilsynet fået frigjort ressourcer, der

vil blive anvendt til hyppigere kontrolbesøg på virksomhederne og

indkaldelse af diagramark fra udvalgte vognmænd. Med en skærpelse

af kontrollen og en forøget oplysning håber jeg, at incitamentet

til overholdelse af reglerne vil blive forøget med en højere grad

af sikkerhed til følge.

Med hensyn til spørgsmålet om indretning af sovekabiner eksisterer

der, som forbundet selv nævner, ingen regler herfor.

Rådsforordning (EØF) nr. 543/69, der indgår som bilag til

arbejdsministeriets bekendtgørelse om arbejderbeskyttelse i

landevejstransport, omtaler i art. 11, nr. 4, alene, at den

daglige hviletid skal tilbringes uden for køretøjet. Hvis

køretøjet er udstyret med en soveplads, der er bekvem, kan denne

ifølge artikel 11, nr. 5, benyttes under forudsætning af, at

køretøjet holder stille.

Der er således ikke tale om, at en chauffør kan holde sin

hvileperiode i sovekabinen under kørsel med en anden chauffør ved

rattet.

For så vidt angår støj og risiko for ulykker, som forbundet påpeger i

sin skrivelse, vil chaufføren altid have mulighed for at køre til

et roligt sted, hvor hvileperioden kan tilbringes.

De sovekabiner, som findes i langturskøretøjer, og som forventes

benyttet af chaufførerne, er imidlertid efter direktoratets

opfattelse af vekslende kvalitet, og der synes derfor at være

behov for en regulering af området. Krav til indretning af

sovekabiner vil derfor indgå i prioriteringen af det kommende

regelarbejde på arbejdsmiljøområdet.

Med venlig hilsen

Grethe Fenger Møller

Betænkning over beslutningsforslag 1985 79 Valid

Udvalget har behandlet forslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret

skriftligt og i samråd.

Skriftlige og/eller mundtlige henvendelser er modtaget fra

SiD - Transportgruppen,

Specialarbejderforbundet i Danmark og

Turistvognmændenes Landsforening.

Herefter indstiller udvalget forslaget til vedtagelse med det af

udvalget stillede ændringsforslag.

Et mindretal (socialdemokratiets medlemmer af udvalget) henstiller,

at der ved revisionen af køre- og hviletidsbestemmelserne tages

hensyn til de af SiD i omstående bilag udtrykte synspunkter.

Et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget)

henleder opmærksomheden på, at udvalget har modtaget henvendelser

fra SiD og fra Turistvognmændenes Landsforening, hvori begge

parter udtrykker tilfredshed med, at der sker stramninger på

området, således at det bliver muligt at leve op til kravene om

den størst mulige sikkerhed for passagerer, der benytter busser

til ferierejser til og fra udlandet.

Der kan endvidere henvises til den korrespondance, der har været ført

mellem bl.a. justitsministeren og de berørte foreninger på

baggrund af den ulykkelige hændelse sidste sommer ved Kassel i

Tyskland, jfr. bilaget til betænkningen.

Der peges bl.a. fra SiDs side på, at større rutine og erfaring samt

kurser vil mindske risikoen for ulykker, samt at køre- og

hviletidsbestemmelserne skal overholdes, da man ellers ved

alvorlige overskridelser vil kunne fratage koncessionen fra

vognmanden, hvilket også Turistvognmændenes Landsforening

tilslutter sig i skrivelsen til udvalget.

ÆNDRINGSFORSLAG

Til teksten

Af udvalget, tiltrådt af justitsministeren

Nr. 2 udgår.

BEMÆRKNINGER

Bestemmelserne i nr. 2 om bussernes alder og om biltelefon bør udgå.

Houe (KF) Henning Andersen (KF) Bo Kristensen (KF) fmd. Jette

Thomsen (KF) Jens Peter Jensen (V) Tørnæs (V) Bollmann (CD)

Kofod-Svendsen (KrF) Jytte Andersen (S) Ole Vagn Christensen

(S) Bakholt (S) Søren B. Jørgensen (S) nfmd. Kaj Poulsen (S) Lilli Gyldenkilde (SF) Ole Henriksen (SF) Elisabeth Bruun

Olesen (VS) Estrup (RV)

Partierne FP og FD havde ikke medlemmer i udvalget.

Betænkning over beslutningsforslag 1985 79 Valid

Nr BTB 79

Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om skærpelse af køre- og hviletids- samt kontrolbestemmelser for buschauffører

Nr B 79 1985-86, 1. samling

Afgivet af arbejdsmarkedsudvalget

Afgivet: 19860526

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →