1985 BTB 31 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FINANSIERING AF INDSATSEN MOD SYGDOMMEN AIDS NR B 31 1985-86, 1. SAMLING

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i to møder.

Herefter indstiller et flertal (det konservative folkepartis,

venstres, det radikales venstres, kristeligt folkepartis og de frie

demokraters medlemmer af udvalget) beslutningsforslaget til

forkastelse.

Flertallet har noteret sig indenrigsministerens oplysning om, at

ministeren i løbet af ganske kort tid med tilslutning fra såvel

Amtsrådsforeningen som Københavns og Frederiksberg kommuner vil

nedsætte en arbejdsgruppe, der inden udgangen af februar måned 1986

skal komme med forslag til en ordning for udligning af

sygehuskommunernes varierende udgifter til sygdomsbehandling m.v. i

forbindelse med AIDS. Den overvejende del af udgifterne i

forbindelse med indsatsen mod AIDS vedrører undersøgelser og

behandling af patienter, og udgifterne hertil må efter flertallets

opfattelse på linje med øvrige sygehusudgifter afholdes af

sygehuskommunerne. Det er endvidere flertallets opfattelse, at der

med nedsættelsen af styringsgruppen vedrørende

informationsindsatsen over for sygdommen AIDS er etableret et

hensigtsmæssigt organ på centralt plan til at koordinere

informationsvirkomheden omkring AIDS.

Et mindretal (socialdemokratiets medlemmer af udvalget) udtaler

Det hidtidige billede af udbredelsen af AIDS i Danmark viser, at 70

pct. af patienterne er bosiddende i Københavns kommune. Al erfaring

fra udlandet tyder på, at også fremover vil et stort flertal af

AIDS-patienterne være bosiddende i hovedstadsområdet.

På denne baggrund finder mindretallet ikke, at det er rimeligt, at

Københavns kommune alene skal bære udgifterne til behandling. Denne

holdning er også i overensstemmelse med det af mindretallet

stillede ændringsforslag til finansloven for 1986 om 40 mill. kr.

til behandling af AIDS-patienter i København.

Siden 1. behandling af nærværende beslutningsforslag har regeringen

fremsat Forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser

om tilskud til kommuner og amtskommuner. (Ændring af tilskud for

1986 og 1987), (L 103), som, hvis det vedtages, vil betyde en

yderligere økonomisk belastning for Københavns kommune, idet den

udvidelse af driftsudgifterne, som behandlingen af AIDS-patienter

nødvendiggør, vil medføre en straffebetaling til staten, en

foranstaltning, som forekommer direkte amoralsk.

Mindretallet indstiller derfor forslaget til vedtagelse uændret.

Et andet mindretal (socialistisk folkepartis og venstresocialisternes

medlemmer af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til

vedtagelse uændret.

Mindretallet har anmodet om 2. behandling af beslutningsforslaget på

nuværende tidspunkt, fordi indenrigsministerens lovforslag nr. L

103 om at ændre tilskuddene til amtskommunerne for 1986 vil føre

til budgetreduktioner i en lang række primær- og amtskommuner.

Såfremt budgetterne reduceres i et sådant omfang, at amtskommunerne

under et ikke har nogen realvækst, vil der ganske vist ikke skulle

betales nogen afgift til statskassen, men til gengæld vil der forud

være sket sådanne nedskæringer på sygehusbudgetterne (som er

amtskommunernes største budgetter), at sygdommen AIDS og de

grupper, der rammes af sygdommen, vil kunne opfattes som skyldige i

den i øvrigt forringede sygehusstandard. Det vil øge tendenserne

til hetz og hysteri, som allerede har ramt langt flere end selve

sygdommen.

Såfremt budgetterne ikke reduceres i et sådant omfang, at

amtskommunerne under et har nulvækst eller minusvækst, vil

ekstraudgifterne til indsatsen mod sygdommen AIDS føre til, at

staten inddrager et tilsvarende beløb til dels fra de samme

amtskommuner, som har afsat midlerne til indsats mod AIDS.

Mindretallet finder denne virkning af L 103 helt uacceptabel ikke

mindst i betragtning af, at det trods længere tids forhandlinger

mellem indenrigsministeren og sygehuskommunerne endnu ikke er

lykkedes at finde frem til den endelige finansieringsmodel.

Det eneste, som ligger fast, er, at staten skal betale udgifter som

følge af statslige pålæg, primært screening af donorblod; men da

disse udgifter kun udgør en mindre del, og - som udviklingen går en

stadig faldende andel af de samlede udgifter til AIDS, er det af

langt større interesse at opnå en løsning på problemerne i

forbindelse med selve behandlingen, informationsindsatsen og

rådgivningen. Som L 103 er udformet, vil staten under bestemte

forudsætninger kunne få større indtægter som følge af

sygehuskommunernes budgettering af indsatsen mod AIDS end de

udgifter, som staten selv afholder.

Dette skal også ses i lyset af, at der endnu ikke er afsat en krone

på statens budget til forskningen omkring AIDS, og selv om Danmark

på dette område har forskere af verdensklasse, må de klare sig med

mere eller mindre tilfældige midler fra de i forvejen sparsomme

offentlige midler til forskning eller fra private fonde og

organisationer.

Mindretallet mener derfor, at spørgsmålet om finansiering af

udgifterne til behandling, information og rådgivning i det mindste

må sættes på plads.

Moralsk er det uacceptabelt at sætte sygehuskommunerne i en

situation, hvor de afholder udgifter uden at vide, om staten eller

andre sygehuskommuner senere yder dækning eller ej, og dette er i

endnu højere grad tilfældet efter vedtagelsen af L 103, fordi der

heri ligger en risiko for, at indsatsen oven i købet belægges med

en statsafgift. Men selv om virkningen af L 103 ikke eller kun

delvis slår igennem i form af en egentlig beskatning af indsatsen,

er situationen alvorlig nok alligevel, for det er også moralsk

uacceptabelt at bruge de ansvarlige myndigheders tid og kræfter på

at diskutere, hvem der skal betale, samtidig med at sygdommen i

øvrigt er under udvikling, uden behandlings- eller

vaccinationsmuligheder og med en forventning om en

fordoblingsperiode på ca. 12 måneder.

Selv om der ikke i selve behandlingsindsatsen kan nævnes egentlige

eksempler på, at sygehuskommunerne fortsat tøver med indsatsen,

indtil finansieringsproblematikken er afklaret, så ser det dog

samtidig ud til, at rådgivningsindsatsen er det element, som bliver

anvendt mest fleksibelt af sygehuskommunerne. Mindretallet kan ikke

stærkt nok understrege behovet for rådgivning, ikke blot af

mentalhygiejniske årsager, men også fordi der i rådgivningen ligger

en væsentlig mulighed for smittebegrænsning for både AIDS-ramte,

antistofpositive og risikogrupperne som helhed.

For Københavns kommune er de økonomiske konsekvenser af sygdommen

nærmest en katastrofe, som i løbet af få år truer med at opsluge

kommunens samlede sygehusbudget. Over for denne udvikling vil end

ikke en udligningsordning være tilstrækkelig, men mindretallet

finder det heller ikke økonomisk muligt for de øvrige

sygehuskommuner at finde de fornødne økonomiske bidrag. Måske kan

det med kniberi lykkes det første år, måske kan det gennem andre

alvorlige nedskæringer lykkes det næste år, men så er det også

slut. Når det alligevel ikke nytter at betræde den vej, er det

mindretallets opfattelse, at staten lige så godt først som sidst

kan træde til og bevilge de fornødne midler i hvert fald til

Københavns kommune uden overhovedet at gøre forsøget på at klemme

udgifterne ind i de i forvejen skrabede sygehusbudgetter i

sygehuskommunerne.

Mindretallet skal især pege på, at den tilsyneladende enighed om

nedsættelsen af arbejdsgruppen på ministerens møde med

sygehuskommunerne den 9. december 1985 dækker over, at Københavns

og Frederiksberg kommuner ikke mente at have noget valg, men begge

kommuner har jo allerede i september 1985 erklæret, at de mener, at

finansieringen af indsatsen mod AIDS må være en statsopgave. De har

endvidere gjort det klart, at de nu afholder de fornødne udgifter

og sender regningen til staten bagefter.

Det samme gav Amtsrådsforeningens formand, Per Kaalund, udtryk for på

det omtalte møde med indenrigsministeren den 9. december 1985. Han

gav bl.a. udtryk for, at initiativer vedrørende AIDS efter hans

opfattelse ikke kan løses inden for den eksisterende økonomis

rammer ved omprioritering i sygehussektoren.

Dette synspunkt kan mindretallet fuldt og helt tilslutte sig.

Karen Højte Jensen (KF) nfmd. Flemming Jensen (KF) Lizzie

Lichtenberg (KF) Lis Aaltonen (KF) Svend Heiselberg (V) Thor

Pedersen (V) Maisted (FD) Steffensen (KrF) Hanne Andersen (S) Dorte Bennedsen (S) Tove Lindbo Larsen (S) Lerke (S) Henning

Rasmussen (S) fmd. Taanquist (S) Agerschou (SF) Lenger (VS)

Ole Vig Jensen (RV)

Partierne CD og FP havde ikke medlemmer i udvalget.

Ingen

Nr BTB 31

Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om finansiering af indsatsen mod sygdommen AIDS

Nr B 31 1985-86, 1. samling

Afgivet af kommunaludvalget

Afgivet: 19851210