1985 BTB 27 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM VIDEREFØRELSE AF FINSENLABORATORIETS HIDTIDIGE FORSKNINGSAKTIVITETER NR B 27 1985-86, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 1
Af rigshospitalets skrivelse af 25. september 1985 til
indenrigsministeriet fremgår det, at »antallet af medarbejdere på
laboratoriet forventes på lidt længere sigt at blive 15 forskere,
17-18 laboranter og 2-3 sekretærer og 4 andre medarbejdere.«
Det betyder vel, at man fra rigshospitalets side, som man udtrykker
det, på lidt længere sigt ønsker at få ført de medarbejdere eller
i hvert fald det medarbejderantal tilbage, som man havde, før
afskedigelserne blev påbegyndt. Hvordan kan det stemme med
ministerens udtalelse om, at det er vigtigt, at forskningen kommer
ud på de enkelte afdelinger?
Svar
Fra rigshospitalets skrivelse af 25. september 1985 til
indenrigsministeriet om samordning af den basale onkologiske
forskning i hovedstadsområdet, har udvalget citeret følgende
»Antallet af medarbejdere på laboratoriet forventes på lidt
længere sigt at blive 15 forskere, 17-18 laboranter og 2-3
sekretærer og 4 andre medarbejdere.«
Finsenlaboratoriets tidligere forskning har været genstand for en
vurdering, hvoraf fremgik, at kun en mindre del kunne rubriceres
som cancerforskning.
Som det vil være udvalget bekendt, omlægges forskningsindsatsen på
Finsenlaboratoriet, således at den bliver mere direkte
cancerorienteret.
Denne ændring betyder også, som jeg har redegjort for over for
kommunaludvalget tidligere, jfr. indenrigsministeriets skrivelse
af 23. maj 1985 til kommunaludvalget, at der til
Finsenlaboratoriet er tilknyttet en række faste medarbejdere (14).
Desuden ansættes et antal fondslønnede medarbejdere (ca. 25) i
kortere eller længere tid til specialopgaver, som netop ønskes
løst af hensyn til patientbehandling. Der er tale om en
omprioritering, der har til formål at styrke den cancerrelaterede
forskning, samtidig med at man hele tiden er i stand til i højere
grad at justere forskningsindsatsen, sådan at den bliver til så
stor gavn for patientbehandlingen som muligt.
Finsenlaboratoriet er et eksperimentelt cancerforskningslaboratorium.
Når staten driver et sådant laboratorium under rigshospitalet, har
det sammenhæng med, at der er behov for en gensidig påvirkning med
hensyn til den forskning, der foregår på de kliniske afdelinger.
Finsenlaboratoriet har således ved samarbejde med de kliniske
afdelinger adgang til et omfattende patientmateriale, der er
præget af, at også de kliniske afdelinger deltager i flere
internationale cancerbehandlingsgrupper.
Tilsvarende er det forudsat i Finsenlaboratoriets
funktionsbeskrivelse, at laboratoriet skal stille
laboratoriefaciliteter og eksperimentel ekspertise til rådighed
for de kliniske afdelinger.
Der er således i høj grad tale om, at forskningen kommer ud på de
enkelte afdelinger, og flere læger ansat på de kliniske afdelinger
indgår i Finsenlaboratoriets forskningsprojekter, endda i nogle
tilfælde som projektledere.
Spørgsmål 2
Under 1. behandling af beslutningsforslaget oplyste ministeren, at
den ansvarlige overlæge på Finsenlaboratoriet har givet en plan
for den fremtidige cancerforskning. Udvalget ønsker tilsendt denne
plan.
Samtidig ønskes det påvist, at denne plan ikke indebærer nedskæringer
af den hidtidige cancerforskning.
Svar
Den nyudnævnte overlæge har på rigshospitalets direktions anmodning
udarbejdet en plan for forskningsaktiviteten på
Finsenlaboratoriet. Planen vedlægges i kopi i henhold til
udvalgets anmodning.
I øvrigt henvises til besvarelsen af spørgsmål 1.
Underbilag til spørgsmål 2
RIGSHOSPITALET
FINSENINSTITUTET
Finsenlaboratoriet
10. september 1985
Planer for forskningsaktiviteten på Finsenlaboratoriet
I en skrivelse af 6. september 1985 har rigshospitalets direktion
anmodet om en plan for forskningen på Finsenlaboratoriet, som skal
tage udgangspunkt i den normerings- og budgetmæssige situation,
der foreligger efter gennemførelse af besparelserne i 1985.
Nærværende plan har karakter af en ajourføring af de planer for
Finsenlaboratoriets fremtidige forskning, som var indeholdt i en
redegørelse for laboratoriets virksomhed af 7. december 1983, idet
der ud over de nævnte besparelser også er taget hensyn til den
videnskabelige udvikling, der er sket siden 1983. Planen er i
lighed med 1983-redegørelsen baseret på følgende forudsætninger
Redegørelsens forudsætninger.
1. Forskningsområde. Der tages udgangspunkt i »Funktionsbeskrivelse
for Finsenlaboratoriet af 11. september 1981«, hvor det anføres,
at Finsenlaboratoriet
- til støtte for patientbehandlingen skal udføre onkologiske
undersøgelser, som falder uden for centrallaboratoriets og klinisk
fysiologisk afdelings arbejdsområder,
- skal udføre teoretisk og dyreeksperimentel forskning inden for
cancerområdet og søge at overføre resultaterne til klinikken,
- skal bidrage til den radiobiologiske viden om svulsters opståen,
deres behandling og følgerne af behandling med ioniserende
stråling.
Finsenlaboratoriet har således helt overvejende til opgave at udføre
onkologiske undersøgelser og forskning, og laboratoriet er det
eneste statsdrevne forskningslaboratorium i Danmark, der som
hovedopgave har cancerforskning. Det synes derfor rimeligt, at
alle forskningsmedarbejdere ved laboratoriet har cancerforskning
eller direkte cancerrelateret strålebiologisk forskning som
hovedforskningsområde.
2. Definition af cancerforskning. Cancerforskning defineres i denne
redegørelse som forskning, der direkte har til hovedformål at løse
cancerproblemer. Metodeudvikling, der indgår som et integreret led
i cancerforskningsprojekter, indgår i denne definition.
Definitionen kan imidlertid ikke dække ethvert forskningsprojekt,
der som biformål kan tænkes direkte eller indirekte at bidrage til
cancerforskningen. Det skal bemærkes, at denne definition er i
overensstemmelse med redegørelsen »Cancerforskning i Danmark«,
udgivet af statens naturvidenskabelige forskningsråd, oktober
1981.
3. Samarbejde med de klinisk onkologiske afdelinger. Der lægges
specielt vægt på, at Finsenlaboratoriet ved samarbejde med
rigshospitalet/Finseninstitutets kliniske afdelinger har adgang
til omfattende og meget velundersøgte patientmaterialer, der er
præget af, at rigshospitalet/Finseninstitutet deltager i flere
internationale cancerbehandlingsgrupper (herunder »Cancer and
Leukemia Group B« og »European Organization for Research and
Treatment of Cancer«), har internationalt anerkendte afdelinger
for behandling af lymfomer, leukæmier, lungecancer og mamma cancer
og er center for eller deltager i landsomfattende
cancerbehandlingsgrupper (DMG (melanomer), DBCG (mamma cancer),
DATEKA (testiscancer), LYGRA (Hodgkins sygdom)).
4. Koordination med andre afdelingers/institutioners forskning. Der
tages hensyn til relationen til forskningen ved
Fibigerinstituttet, Cancerregisteret, og til den betydelige
kliniske såvel som eksperimentelle cancerforskning, der foregår på
de øvrige afdelinger ved rigshospitalet/Finseninstitutet, idet det
tilsigtes, at forskningen ikke overlapper disse afdelingers
arbejdsområder, men supplerer dem, så der tilsammen opnås en bred
dækning af cancerforskningsområdet, gerne på en sådan måde, at
forskningen de forskellige steder både metodologisk og teoretisk
støtter hinanden. Ligeledes tilstræbes en nær koordination med
andre københavnske forskergrupper inden for cancerområdet og
strålebiologien.
5. Forskergrupper og forskningsledere. Forskningen ved
Finsenlaboratoriet søges organiseret således, at der inden for de
enkelte forskningsområder kan dannes forskergrupper, der både
kvalitativt og kvantitativt er stærke nok til, at deres forskning
bliver internationalt kompetitiv og herved retfærdiggør
ressourceanvendelsen. Det vil blive tilstræbt, at ethvert projekt
har en højt kvalificeret forskningsleder.
6. Forskningsmiljø. Det tilstræbes, at de enkelte forskergrupper på
Finsenlaboratoriet metodologisk og teoretisk står hinanden så nær,
at der dannes et forskningsmiljø, der er tilstrækkelig homogent
til, at de enkelte forskningsmedarbejdere både har den fornødne
baggrund og den fornødne interesse for at kunne følge de andre
medarbejderes forskning, og at der kan foregå et frugtbart
samarbejde mellem de forskellige grupper.
7. Fleksibilitet. Med udgangspunkt i laboratoriets
funktionsbeskrivelse tilstræbes det, at man i valg af
forskningsområder og metoder viser fleksibilitet, således at
forskningen til stadighed er rettet imod at løse problemer, der er
aktuelle, væsentlige og gennemførlige.
8. Sammensætning af forskerstaben. Med udgangspunkt i
funktionsbeskrivelsen tilstræbes det, at medarbejderstaben har den
»tværfaglige sammensætning«, der er nødvendig for projekternes
gennemførelse.
9. Videnskabelige assistenter. Laboratoriets videnskabelige
assistenter er fastansatte, og der tages et vidtgående hensyn til
deres forskningsinteresser og baggrund, idet det erkendes, at en
optimal forskningsindsats helt er afhængig af den enkelte forskers
interesse for projektet.
10. Fondsansatte medarbejdere. Finsenlaboratoriets forskningsområde
og administrative placering giver specielt gunstige betingelser
for at opnå fondsstøtte til kvalificerede forskningsmedarbejdere i
et bredt spektrum af kilder, hvilket man vil søge udnyttet mest
muligt.
Den i april 1985 besluttede reduktion af Finsenlaboratoriet blev
gennemført på en sådan måde, at de prioriterede forskningsområder
og de derfor nødvendige servicefunktioner kun i meget begrænset
omfang blev direkte berørt. Den gradvise overførsel af fastansat
personale fra ikke-prioriterede til prioriterede områder, der var
forudsat i 1983-redegørelsen, blev imidlertid sat i stå. Dette
forhold vil vi søge at modvirke ved at opnå øgede
fondstildelinger. Det må dog forudses, at konkurrencen om
fondsmidler fremover vil blive endnu større end nu på grund af
tilsvarende spareforanstaltninger på andre
forskningsinstitutioner. En realisering af forskningsplanerne
kræver derfor, at arbejdsforholdene på Finsenlaboratoriet bliver
så attraktive, at forskertalenter, der er i stand til at opnå
fondstildelinger til dem selv og deres medarbejdere, vælger at
henlægge deres forskning til Finsenlaboratoriet. Dette kan ske ved
at tilbyde optimale praktiske arbejdsforhold
(laboratoriefaciliteter og -apparatur, effektive
servicefunktioner, teknisk medhjælp, laboratoriematerialer). Endnu
mere betydningsfuldt finder jeg imidlertid at det er at skabe et
frugtbart forskningsmiljø, og at det mest effektive middel hertil
er snarest at realisere planerne om et cancerforskningscenter med
Finsenlaboratoriet, Fibigerinstituttet og Cancerregistret som
grundstammen, således som det i oktober 1984 blev foreslået af et
flertal af en arbejdsgruppe nedsat af statens lægevidenskabelige
forskningsråd. Jeg skal i denne forbindelse også stærkt anbefale,
at man accepterer Kræftens Bekæmpelses tilbud om at lade dens
rådgivende kommite af internationalt førende cancerforskere
løbende vurdere kvantiteten og kvaliteten af forskningen, også på
Finsenlaboratoriet.
Den fremtidige forskning.
Man vil søge at centrere Finsenlaboratoriets forskning om relativt få
prioritetsområder af central onkologisk betydning, således at der
til hvert område knyttes en højt kvalificeret forskningsleder og
en gruppe yngre forskere. Ved et prioritetsområde forstås et
forskningsfelt, der bevidst bemandes som en ledet projektgruppe,
til hvilken der kan allokeres ekstra dele af laboratoriets
bevillinger. Dette kan fremmes ved det tidligere nævnte forslag om
at supplere laboratoriets fastansatte stab med fondslønnede
medarbejdere, herunder, i det omfang det viser sig muligt,
forskningsprofessorer, der kan fungere som projektledere. Under
hensyntagen til de ovenfor anførte forudsætninger og til de
begrænsninger, der ligger i laboratoriets økonomi og i
mulighederne for at knytte kvalificerede forskere, herunder
specielt forskningsledere, til laboratoriet planlægges følgende
prioritetsområder
Prioritetsområder.
I. Proteinnedbrydende enzymer og vævsødelæggelse ved cancer.
Et karakteristisk træk ved de fleste cancersygdomme er, at
cancercellerne ukontrolleret vokser ind i det omgivende normale
væv, ødelægger det og derved spredes i organismen. Dette er en af
årsagerne til, at cancersygdommene ubehandlet næsten altid har et
dødeligt forløb.
Et fællestræk for vævsnedbrydning ved cancer og i den normale
organisme er, at cellerne udskiller enzymer, der nedbryder den
matrix af bla. proteiner, som omgiver cellerne. Bedst undersøgt er
i denne sammenhæng et enzymsystem, der resulterer i dannelse af
enzymet plasmin, der kan nedbryde de fleste typer af proteiner. Et
inaktivt forstadium til plasmin (plasminogen) findes i relativt
store mængder uden for cellerne næsten overalt i organismen.
Plasmin kan dannes lokalt ved, at cellerne udskiller enzymer, der
aktiverer plasminogen (plasminogen aktivatorer). Enzymsystemet har
karakter af en såkaldt kaskadereaktion, der bl.a. indebærer en
kraftig forstærkningseffekt og kan reguleres af faktorer, der
hæmmer eller forstærker de enkelte trin i reaktionen. Det er netop
i disse regulationer at processerne, at de afgørende forskelle
mellem vævsnedbrydning under normalt forhold og vævsnedbrydning
som følge af cancer synes at ligge.
Formålet med undersøgelserne er at bidrage til en yderligere
forståelse af den ekstracellulære proteolyses herunder specielt
den plasmin-medierede proteolyses - betydning for vævsødelæggelse
ved cancer. Dette vil ske ved biokemiske undersøgelser af de
reaktioner, der fører til plasminogen aktivering (herunder
faktorer, der hæmmer og fremmer de involverede biokemiske
reaktioner eller den cellulære udskillelse af plasminogen
aktivatorer), ved immunocytokemiske undersøgelser af
lokalisationen af plasminogen aktivatorer og andre faktorer, der
medvirker ved dannelsen af plasmin, og ved forsøg på i
dyreeksperimenter at foretage selektiv hæmning af plasminogen
aktiveringen under forhold, hvorunder der sker vævsdestruktion.
Undersøgelserne har desuden til formål at søge at anvende den
viden, der allerede er indvundet - og forventes indvundet under
projektets forløb - om ekstracellulær proteolyse og cancer til
diagnostiske og terapeutiske kliniske formål, herunder at
undersøge, om immunocytokemisk påvisning af plasminogen
aktivatorer vil kunne bidrage til den histologiske diagnostik af
maligne neoplasmer og præmaligne tilstande, om en anvendelse af
radioaktive monoklonale antistoffer mod plasminogen aktivatorer og
radioimaging kan bidrage til tidlig diagnostik af metastaser, og
om serologisk påvisning af plasminogen aktivatorer med
immunokemiske metoder indebærer muligheder for serologisk cancer
diagnostik. I den grad eksperimentelle resultater gør det
rimeligt, vil vi desuden undersøge, om hæmning af plasminogen
aktivatorer (med monoklonale antistoffer eller naturlige
inhibitorer) vil kunne bidrage til den kliniske cancerterapi.
Der vil efter tilsvarende retningslinier som anvendt ved
undersøgelserne af plasminogen aktivatorer blive igangsat
undersøgelser af andre proteolytiske enzymer, der antages at
deltage i vævsdestruktion, herunder af collagennedbrydende
enzymer.
II. Eksperimentelle undersøgelser af resistensudvikling mod cancer
kemoterapeutika.
To tredjedele af alle patienter som får stillet diagnosen cancer, har
allerede på diagnosetidspunktet generaliseret sygdom og kan derfor
ikke helbredes med lokalbehandling som kirurgi eller stråleterapi.
Udviklingen af den medikamentelle behandling af cancer er derfor
prioriteret højt i onkologien. Behandlingsresultaterne ved
cytostatisk kemoterapi er imidlertid endnu meget varierende fra
sygdom til sygdom. Ved nogle cancersygdomme har kemoterapien
betydet et gennembrud behandlingsmæssigt, og helbredelse kan nu
opnås, ofte i meget høj procent. For den anden gruppe
cancersygdomme medfører kemoterapien en betydelig grad af lindring
under sygdomsforløbet, men den helbredende effekt er ringe. For
den resterende del af cancertilfældene er resultaterne af
cytostatisk behandling endnu ret beskedne.
En hovedårsag til den variable respons på cancer kemoterapi er
udvikling af resistens under behandlingen. Eksperimentelle
undersøgelser bl.a. med anvendelse af transplantable, murine
tumorer har vist optræden af krydsresistens mellem nogle af de
mest anvendte cancer kemoterapeutika tilhørende de to grupper
antracyclinerne (eks. daunomycin og adriamycin) og
vinca-alkaloiderne (eks. vincristin og vinblastin). Det er fundet,
at såvel resistens som krydsresistens i tumorcellerne er
relaterede til en markant nedsat intracellulær akkumulation af de
respektive cytostatika. Denne ændring i optagelsesmønsteret kan
primært tilskrives en aktiv uddrivning af de pågældende
cytostatika fra de resistente tumorceller.
De hidtidige undersøgelser har ført til antagelsen af en aktiv
transportmekanisme i cellemembranen, som er forstærket i væsentlig
grad i de resistente celler. Ud fra denne antagelse er der
mulighed for omgåelse af resistensmekanismen, hvis
transportprocessen kan »lammes« eller »udkonkurreres«.
Igangværende forsøg har vist, at dette kan gøres med en række
farmaka, der i dag anvendes i klinikken, samt med visse ugiftige
antracycliner, som øger optagelsen af de pågældende cytostatika i
de resistente tumorceller. I nogle tilfælde er det tillige
lykkedes at overvinde resistensen in vivo på eksperimentelle
tumorer ved at kombinere cytostatikabehandlingen med ovennævnte
midler, og disse betegnes nu som »kemosensitizers«. Disse
resultater er lovende for udvikling af nye antineoplastiske
behandlingsregimer, som tilsigter imødegåelse af
resistensudviklingen fra behandlingens start.
De planlagte undersøgelser tilsigter dyberegående undersøgelser af
den beskrevne transportmekanisme, som er hovedansvarlig for
resistensudviklingen over for antracycliner og vinca-alkaloider.
Parellelt hermed vil der blive foretaget eksperimentelle
undersøgelser af potentielle »kemosensitizers« med henblik på at
selektere de mest specifikke og mindst giftige midler. Disse
eksperimentelle undersøgelser planlægges fulgt op af tilsvarende
kliniske undersøgelser.
Et kendskab til ovennævnte transportmekanismes specificitet vil
herudover kunne være vejledende for, hvorvidt nye analoger inden
for de nævnte cytostatikagrupper kan forventes at besidde
krydsresistens til de kendte midler og dermed bidrage til en mere
rationel udvælgelse af nye kemoterapeutika. Kendskab til
resistensmekanismerne indebærer desuden mulighed for udvikling af
sensitivitetstest baseret på undersøgelser af de respektive cancer
kemoterapeutikas optagelse i tumorceller.
Undersøgelserne planlægges udført i nært samarbejde med medicinsk
afdeling, Finseninstitutet og det dertil knyttede
forskningslaboratorium.
III. Cytogenetiske undersøgelser af maligne neoplasmer.
Det har gennem de senere år vist sig, at der ved en række
cancersygdomme optræder kromosomforandringer, der er specifikke
for den enkelte sygdom. Disse kromosomforandringer kan afsløres
ved mikroskopisk undersøgelse af cancerceller i delingsfasen, og
resultaterne kan give en lang række oplysninger. For det første er
der i nogle tilfælde fundet en sammenhæng mellem
opståelsesmekanismen for cancer ved udsættelse for bestemte
kemiske stoffer og specifikke kromosomforandringer. Herudover kan
kromosomforandringer give indblik i cellernes arveforhold, de kan
formentlig være direkte impliceret i den mekanisme, som bevirker
at en celle omdannes fra godartet til ondartet, f.eks. ved at
aktivere et onkogen (cancergen), og endelig kan man ved hjælp af
forskellige kromosomforandringer ved samme sygdom opdele
patienterne i undergrupper. En sådan opdeling har for en række
tumorer vist sig at have afgørende betydning for prognosen for den
enkelte cancerpatient og giver dermed mulighed for at vælge en
optimal behandling.
Der har indtil nu på de hæmatologiske afdelinger været udfoldet stor
forskningsaktivitet inden for dette område, men undersøgelserne
har været spredt ud på flere laboratorier. På Finsenlaboratoriet
vil vi i nært samarbejde med Finseninstitutets medicinske
afdeling
1. foretage cytogenetiske undersøgelser af patienter med akut leukæmi
med det formål som led i internationalt samarbejde at relatere
fundene til responsen på nyudviklede kemoterapiregimer,
2. foretage cytogenetiske undersøgelser af patienter med maligne
lymfomer og kronisk lymfatisk leukæmi. Disse undersøgelser kan få
betydning for en afklaring af disse relativt hyppige sygdommes
biologi, for en vurdering af prognose og for valg af behandling,
3. foretage cytogenetiske undersøgelser af patienter, der efter at
være blevet behandlet med kemoterapi eller bestråling for en anden
cancersygdom har udviklet leukæmi eller er under mistanke herfor.
Disse undersøgelser kan være afgørende for en tidlig diagnose og
dermed for en tidlig indsættelse af behandling. De kan også på
afgørende måde bidrage til at afgøre, hvilke behandlingsformer der
fremkalder leukæmi, og hvilke der ikke gør det, således at man
fremover kan undgå at anvende de leukæmifremkaldende behandlinger,
4. dyreeksperimentelt at undersøge den kromosombeskadigende virkning
af cancer kemoterapeutika med henblik på at bidrage til forståelse
af mekanismen bag denne virkning og derved til udvikling af
metoder til at modvirke den samt til at udvikle et testsystem, som
kan forudsige, om nye cancerkemoterapeutika vil være
kræftfremkaldende,
5. dyreeksperimentelt at undersøge den mulige sammenhæng mellem
optræden af resistens imod cancerkemoterapeutika og bestemte
kromosomforandringer.
IV. Flowcytometriske undersøgelser
Ved flowcytometri måles lysimpulser fra enkeltvis suspenderede
partikler, når de med stor hastighed passerer en lysstråle, typisk
en laserstråle. Herved muliggøres en hurtig analyse af en bestemt
cellulær egenskab, for eksempel cellens DNA-indhold eller dens
indhold af et bestemt antigen og den kvantitative fordeling af den
pågældende egenskab i en cellepopulation. Endvidere muliggør
flowcytometrien en sortering af celler eller cellebestanddele
efter sådanne egenskaber eller kombinationer deraf.
På Finsenlaboratoriet har man gennem en årrække opbygget en
betydelig metodologisk ekspertise inden for dette område. Man
planlægger at fortsætte denne metodeudvikling, idet man især vil
sigte på at øge mulighederne for at kunne analysere og sortere
celler efter en række kriterier (multiparameterundersøgelser) og
at anvende monoklonale antistoffer til detektion af bestemte
membranproteiner, herunder hormonreceptorer. Med henblik på
effektivisering af den cytogenetiske analyse vil man videreudvikle
metoder til at sammenholde kromosomanalyser foretaget på
mitoseceller med flowcytometriske målinger af interfasecellers
DNA-index. Med henblik på effektivisering af produktionen af
monoklonale antistoffer vil cellesortering ved flowcytometri finde
anvendelse til kloning af hybridomceller. Det er ligeledes planen
at optimere metoder til sortering af celler til funktionelle
assays vedrørende immunrespons, hormonreceptorer, nukleinsyre
katabolisme med videre. Man vil endvidere udvikle metoder til at
forøge følsomheden for påvisning af antigener ved brug af antistof
konjugerede latexkugler.
I samarbejde med kliniske forskere har man blandt andet anvendt
flowcytometrien til undersøgelser af DNA-indhold eller antigener i
tumorcellepopulationer med det formål at relatere disse parametre
til forløb og behandlingsrespons. Man vil fortsætte dette arbejde,
der for tiden især er centreret om patienter med kronisk lymfatisk
leukæmi (en landsomfattende undersøgelse), akut børneleukæmi,
kutane lymfomer, ovariecancer, trophoblast hyperplasi, maligne
melanomer, epidermale tumorer og mamma cancer (DBCG).
Med fokus på nogle af disse cancersygdomme planlægger man endvidere
en flowcytometrisk multiparameteranalyse, der i tilknytning til
DNA-analysen inkluderer monoklonale antistoffer som
proliferations-, differentiations- og tumormarkører.
V. Fænotypisk karakterisering af maligne neoplasmer med monoklonale
antistoffer
Den udvikling, der siden 1975 er sket inden for den monoklonale
antistofteknik, muliggør en systematisk kortlægning af, hvilke
celler i organismen der indeholder bestemte proteiner. For
cancercellers vedkommende kan disse proteiner være karakteristiske
for det væv, hvorfra cancercellerne er opstået, eller de kan være
karakteristiske (men ikke nødvendigvis specifikke) for den
pågældende type af cancerceller. Dette er en del af den molekylære
baggrund for de morfologiske kriterier, der ligger til grund for
den histopatologiske diagnose af cancer. En objektivisering af
disse forhold indebærer åbenbare diagnostiske fordele, men åbner
også en række andre muligheder af umiddelbar interesse for
cancerbehandling og cancerforskningen.
Anvendelse af monoklonale antistoffer i cancerforskningen vil omfatte
følgende delundersøgelser: fremstilling af monoklonale antistof
oprensning og karakterisering af antigener; immunocytokemiske
undersøgelser, der kan bidrage til den histopatologiske inddeling
og underinddeling af de enkelte cancerformer, tidlig diagnose af
metastaser, påvisning af cancerceller i blodet samt til diagnose
af præmaligne tilstande; detektion af tumorer og metastaser ved
indgift af radioaktivt antistof og anvendelse af
»radioimmuneimaging«; anvendelse af immunofluorescens
flowcytometri til karakterisering af tumorcellepopulationer og
ændringer heri under behandling samt til identifikation af
cirkulerende tumorceller i blod; samt serologisk-diagnostiske
undersøgelser for proteiner, peptider eller kulhydrater, der
udskilles af cancerceller. Desuden vil anvendelse af monoklonale
antistoffer have terapeutiske perspektiver, og der er grund til en
vis optimisme med hensyn til terapeutisk anvendelse af monoklonale
antistoffer, der er rettede imod proteiner, peptider eller måske i
særlig høj grad for kulhydratholdige antigener. Forudsætningen for
disse anvendelser er i alle tilfælde dokumentation for nødvendig
specificitet af antistoffet.
Som modelsystem vil man anvende udvikling af monoklonale antistoffer
mod B-celle lymfomers immunoglobulin-idiotype, som er en specifik
markør for en monoklonal, malign proliferation. Derfor kan disse
antistoffer forventes at være velegnede både til brug ved
diagnostik, monitorering og terapi. Man vil senere inddrage andre
maligne neoplasmer, herunder i samarbejde med medicinsk afdeling
og centrallaboratoriet, andre former for leukæmi og i samarbejde
med den plastikkirurgiske og den dermatologiske afdeling
henholdsvis maligne melanomer og kutane lymfomer, ligesom der
agtes indledt et samarbejde med beslægtede projekter på
Fibigerinstituttet.
Parallelt med disse undersøgelser vil der til stadighed blive
foretaget et udviklingsarbejde med henblik på fortsatte
metodologiske forbedringer. Eksempelvis vil det med henblik på
terapeutisk anvendelse være en fordel at anvende humane
monoklonale antistoffer, og man vil søge at forbedre teknikkerne
til udvikling af sådanne med anvendelse af fusion af humane
lymfocytter med murine myelomceller, fusion af humane lymfocytter
med forskellige humane parentalcellelinier og transformation af
humane lymfocytter med Epstein-Barr virus. Specielt vil
fremstilling af humane monoklonale antistoffer ud fra lymfocytter
fra cancerpatienter give mulighed for en ny og eksperimentelt
værdifuld indfaldsvinkel til helt basale tumorimmunologiske
problemstillinger. Der vil også blive gennemført basalt
udviklingsarbejde vedrørende in vitro immunisering af humane
B-lymfocytter.
Igangsættelse af projektet forudsætter oprettelse af en ny
forskergruppe samt snævert samarbejde med andre forskergrupper
inden for biokemi, immunologi, patologi og nuklearmedicin.
Endelig foreslås det, at Finsenlaboratoriet stiller
laboratoriefaciliteter og eksperimentel ekspertise til rådighed
for rigshospitalets kliniske afdelinger i det omfang, der er
mulighed derfor, også til projekter, der ikke direkte indgår i
Finsenlaboratoriets eget forskningsprogram.
Der er i planerne specielt taget hensyn til, at alle de foreslåede
prioritetsområder vil kunne repræsentere værdifulde bidrag til et
eventuelt fremtidigt statsligt cancerforskningscenter med
deltagelse af blandt andre Fibigerinstituttet og Cancerregistret,
således som det i oktober 1984 er foreslået af en arbejdsgruppe
for koordination af cancerforskningen i hovedstadsområdet.
Det skal endelig bemærkes, at det er planen, at der til stadighed
skal ske en justering af, hvilke områder der er prioritetsområder,
afhængig af den videnskabelige udvikling, af mulighederne for at
knytte højt kvalificerede forskere til laboratoriet og af, hvilke
forskningsområder der tages op på andre dele af
cancerforskningscenteret.
Med venlig hilsen
Keld Danø
Spørgsmål 3
Udvalget ønsker tilsendt rigshospitalets skrivelse af 25. september
1985 til indenrigsministeriet, hvilken blev omtalt under
førstebehandlingen.
Svar
Skrivelsen vedlægges i kopi.
Underbilag til spørgsmål 3
RIGSHOSPITALET
DIREKTIONEN
Indenrigsministeriet
25. september 1985
I skrivelse af 16. september 1985 har indenrigsministeriet anmodet
rigshospitalet om en udtalelse i anledning af
undervisningsministeriets skrivelse af 9. september 1985 om
samordning af den basale onkologiske forskning i
hovedstadsområdet. Rigshospitalet har i skrivelse af 20. september
1985 meddelt, at man ikke vil kunne udtale sig om
Fibigerlaboratoriet og Cancerregistret, der drives af
Landsforeningen til Kræftens Bekæmpelse.
Som omtalt i rigshospitalets skrivelse af 20. september 1985 har der
den 24. september 1985 været afholdt møde i en intern
arbejdsgruppe, der er ved at vurdere det fremtidige behov for
laboratoriefunktioner på rigshospitalet efter indflytningen af
Finseninstitutet til Blegdamsvejområdet.
På baggrund af drøftelserne i den nævnte arbejdsgruppe og med
henvisning til tidligere udtalelser kan rigshospitalets direktion
udtale følgende
1) De forskningsaktiviteter, som forventes i forbindelse med
Finsenlaboratoriet, og som bør indgå i et center for basal
onkologisk forskning, vil forudsætte et bruttoetageareal på ca.
1.000 m2, hvortil kommer andele i fællesarealer, herunder
dyrestaldsfaciliteter. Der henvises til vedlagte notat af 10.
september 1985 fra Finsenlaboratoriet, der tidligere er fremsendt
til indenrigsministeriet.
Antallet af medarbejdere på laboratoriet forventes på lidt længere
sigt at blive 15 forskere, 17-18 laboranter, 2-3 sekretærer og 4
andre medarbejdere. Forskningsaktiviteterne forventes finansieret
af rigshospitalet selv og fondsmidler.
2) Rigshospitalet vil i forbindelse med indflytningen af
Finseninstitutet få behov for yderligere forskningslaboratorier,
idet de nuværende forskningslaboratorier i mellembygningen skal
anvendes til bl.a. klinisk kemiske laboratoriefunktioner. Som
nævnt er en arbejdsgruppe i gang med en nærmere undersøgelse af
dette behov. Bemærkningerne nedenfor er det foreløbige resultat af
arbejdsgruppens undersøgelser.
Det forudsættes, at rigshospitalet fortsat vil have rådighed over
hele Michelsenbygningen (Juliane Mariesvej 36), også efter
udflytningen af Lennart Olssons forskningsprojekt, at Lars-Inge
Larssons forskningsprojekt får rådighed over de arealer i
Teilumbygningen, som rummede det tidligere tumorbiologiske
laboratorium (nu indpasset i Finsenlaboratoriet), at Klaus
Bendtzens forskningsprojekt fortsat har rådighed over et areal på
Tagensvej, men at dette udvides.
Herudover vil rigshospitalet skønsmæssigt have behov for ca. 900 m2
brutto til fælles forskningslaboratorier (i dag placeret i
mellembygningen) og til et forskningsprojekt vedrørende
reproduktionsbiologi (Anne Grete Byskov), der for et par år siden
blev flyttet ud fra Finseninstitutet.
Dette behov vil opstå senest i 1989, når de sidste afdelinger flyttes
fra Finseninstitutet.
Rigshospitalet kan anbefale, at det undersøges, hvorvidt der inden
for det samlede Rockefellerkompleks vil kunne anvises det nævnte
areal. Alternativt skal man pege på en løsning i forbindelse med
flytning af apoteksfunktioner fra apoteket på Blegdamsvej til
bygningen Nordre Frihavnsgade 70, der i dag bl.a. rummer
Finseninstitutets apotek. Det vurderes, at en del af apoteket på
Blegdamsvej vil kunne rumme laboratoriefunktioner, dersom der kan
skaffes plads i Nordre Frihavnsgade.
3) For en ordens skyld bemærkes, at rigshospitalet pr. 1. november
1986 opretter en sexologisk klinik, der indtil videre vil blive
placeret inden for psykiatrisk afdeling O's arealer. Det er
imidlertid ønskeligt på lidt længere sigt at finde en anden
placering af klinikken, f.eks. i en af »villaerne« i
Rockefellerkomplekset. Klinikkens arealbehov er opgjort til ca.
300 m2 på lidt længere sigt.
Det bemærkes, at udviklingen vedrørende AIDS kan medføre et
forstærket ønske om at flytte klinikken til særskilte lokaler.
P.d.v.
Erik Vraa
/ Børge Nielsen
Spørgsmål 4
Vil ministeren forespørge overlæge Danø, hvorvidt de i hans skrivelse
af 25. april 1985 indeholdte synspunkter om bemandingen af
Finsenlaboratoriet, jfr. bilag 2, fortsat er dækkende for hans
opfattelse?
Svar
Overlæge Keld Danø har udtalt følgende
»Den nævnte skrivelse fra formanden for rigshospitalets lægeråd og
mig selv er en besvarelse af en forespørgsel om en vurdering af
konsekvenserne af to mulige måder for gennemførelse af de dengang
stillede sparekrav til Finsenlaboratoriet. Skrivelsen er fortsat
dækkende for min vurdering af disse konsekvenser, idet dog de
forbehold, der var knyttet til, at den permanente overlægestilling
dengang ikke var besat, naturligvis nu er faldet bort. Det er
således fortsat min opfattelse, at man i den givne situation
valgte den rigtigste af de to løsninger.
Også de i skrivelsen indeholdte synspunkter om Finsenlaboratoriets
bemanding har jeg stadig. Med hensyn til en samlet og mere
dækkende vurdering af mine synspunkter om bemandingen skal jeg
imidlertid tillade mig at henvise dels til min redegørelse til
Finseninstitutets lægeråd af 7. december 1983, dels min
redegørelse til rigshospitalets direktion af 10. september 1985.
Disse redegørelser er efter det over for mig oplyste udvalget
bekendt. Det er min vurdering, at det er af afgørende betydning
for, at Finsenlaboratoriets forskning fremover kan være af
tilstrækkelig høj kvalitet, at den i redegørelserne indeholdte
omstruktureringsplan gennemføres, og at den tages som udgangspunkt
for alle personalemæssige dispositioner ved laboratoriet.«
For så vidt angår overlæge Keld Danøs redegørelse af 7. december 1983
henvises til min skrivelse af 24. maj 1985. For så vidt angår
redegørelsen af 10. september 1985 henvises til min besvarelse af
spørgsmål nr. 2.
Spørgsmål 5
Vil ministeren tilstille udvalget kopi af
a) Professor ved Lunds Universitet, Hans Rorsmans brev af 8. november
1985 til ministeren og
b) Professor ved School of Medicine, University College London,
Patrick A. Rileys brev af 5. november 1985 til ministeren om
forskning ved Finsenlaboratoriet?
Svar
Kopi af brevene vedlægges.
Underbilag til spørgsmål 5
LUNDS UNIVERSITET
Hans Rorsman, M.D.
11. august 1985
Minister Britta Schall Holberg
Indenrigsministeriet
Undertecknad har under en laengre tid från skilda håll erfarit att
det funnits planer foer staengning av avdelningen foer
cancerforskning vid Finsen Laboratoriet. Det foerefaller nu som om
utsikterna foer bibehållande av laboratoriet har ytterligare
foersaemrats.
Med anledning av den information jag erfarit vill jag gaerna från
andra sidan Oeresund saenda ett meddelande om vår stora
uppskattning av det arbete som bedrivits vid laboratoriet. Min
egen forskningsgrupp aer sedan 15 år engagerad i melanomforskning
och har ett av Riksfoereningens mot cancer stoerre anslag i
Sverige. Vid frekventa kontakter med Finsen Laboratoriet och med
kolleger i skilda delar av vaerlden har jeg kunnat registrera det
fina arbetet som bedrivits daer och också den internationella
uppskattningen av detta arbete. Laboratoriets resurs har bidragit
till att staerka Skandinaviens staellning på ett definitivt saett
inom detta område.
Som cheflaekare vid Lunds lasarett aer jag vael medveten om de
prioriteringssvårigheter politiker och ledningsansvariga arbetar
med, men vi goer också staendigt den erfarenheten att vi i våra
beslut aer beroende av expertomdoemen, och jag har daerfoer varit
angelaegen om att meddela Er vår stora uppskattning av institutets
forskningsaktiviteter.
Med vaenlig haelsning
Hans Rorsman
Cheflaekare vid Lunds lasarett
SCHOOL OF MEDICINE
UNIVERSITY COLLEGE LONDON
5th November, 1985
An open letter to Britta Schall Holberg, Home Affairs Minister and
Niels Hammer-Jespersen, Director, Rigshospitalet, Copenhagen
It is with astonishment and dismay that I hear of plans to close the
melanoma project at the Finsen Laboratory. You are doubtless aware
of the increasing importance of melanoma research with the rising
incidence in northern European countries of this malignancy which
affects a young population. Malignant melanoma is one of the most
aggressive cancers and is difficult to treat. Research is urgently
needed in this field and the melanoma project at the Finsen
Laboratory is among the leaders in the world in this field. I have
the privilege of visiting the Unit and of collaborating with them,
and I can assure you that their work is of the highest standard of
scientific rigour, and their international reputation in the
melanoma field is well deserved. Dr. Ingolf Nielsen is a prominent
and respected member of the European pigment cell community and of
the International Pigment Cell Society, and news of the closure of
the melanoma project will be greeted with deep dismay. It would be
calamitous to close the Unit and bring to an end work of great
promise in such an important area of cancer research. I appeal to
you, urgently, to reconsider your plans and instead of closing the
melanoma project at the Finsen Laboratory, permit this valuable
and important cancer research to continue to flourish in Denmark.
Yours sincerly
Patrick A. Riley
Patrick A. Riley, M.B., B.S., Ph.D., FRC Path., F.I. Biol.
Professor of Celle Pathology in the University of London
Spørgsmål 6
Vil ministeren oplyse, hvor i Finseninstitutets lægeråds udtalelse,
som ministeren citerede fra ved 1. behandling, ministeren finder
støtte til andet end omstruktureringsplanen f.eks. til
normeringskonsekvenserne?
Svar
Allerede i 1981 havde det daværende lægeråd ved Finseninstitutet
påpeget nødvendigheden af en prioritering og omstrukturering af
laboratoriets virksomhed fra en mere strålebiologisk orienteret
forskning til en mere cancerrelateret forskning.
Lægerådet på Finseninstitutet blev ved skrivelse af 6. april 1983 fra
direktionen anmodet om
1) at foretage en vurdering af relevansen af de konkrete,
igangværende forskningsprojekter på Finsenlaboratoriet set i
relation til de onkologiske, kliniske funktioner på
Finseninstitutet samt
2) eventuelt at stille forslag til omstrukturering af ikke-relevante
forskningsprojekter, alternativt afvikling af disse projekter.
Lægerådet valgte at imødekomme anmodningen ved at bede den
konstituerede overlæge om en redegørelse.
Da man senere ønskede en prioritering af forskningen, blev denne
baseret på den omstruktureringsplan, som lægerådet udtalte sig
positivt om, og hvorefter ikke-cancerrelevant forskning
nedprioriteredes.
Omnormeringen af Finseninstitutet er således forgået på en sådan
måde, at Finsenlaboratoriet herefter helt og holdent vil
beskæftige sig med relevant cancerforskning.
Spørgsmål 7
Kan ministeren bekræfte, at statens lægevidenskabelige forskningsråd
end ikke har udtalt sig om omstruktureringsplanen?
Svar
Omstruktureringsplanen har været forelagt en arbejdsgruppe, der var
nedsat af statens lægevidenskabelige forskningsråd vedrørende den
onkologiske forskning i hovedstadsområdet, idet rigshospitalets
direktion den 19. januar 1984 anmodede arbejdsgruppen om
bemærkninger dels til spørgsmålet om varig besættelse af
overlægestillingen, dels til hovedindholdet i
omstruktureringsplanen. Arbejdsgruppen bestod af repræsentanter
for statens lægevidenskabelige forskningsråd, Landsforeningen til
Kræftens Bekæmpelse, Københavns universitet, rigshospitalets og
Finseninstitutets lægeråd og statens naturvidenskabelige
forskningsråd.
Der henvises i øvrigt til vedlagte skrivelse af 2. februar 1984 fra
statens lægevidenskabelige forskningsråd.
Underbilag til spørgsmål 7
STATENS LÆGEVIDENSKABELIGE FORSKNINGSRÅD
2. februar 1984
Rigshospitalet, direktionen
att.: kontorchef Erik Vraa
Arbejdsgruppen vedrørende den basale cancerforskning under SLF har på
sit møde den 26. januar 1984 med ultrakort varsel drøftet de
fremsendte aktstykker vedrørende Finsenlaboratoriets ledelse og
forskning.
Der var enighed om at anbefale, at den pågældende chefstilling
(overlægestillingen) bliver opslået ved internationalt opslag til
varig besættelse umiddelbart efter, at der ved
folketingsbeslutning er bragt endelig klarhed over
Finseninstitutets fremtidige beliggenhed.
Såfremt Blegdamsvejløsningen bliver vedtaget, vil problemerne omkring
laboratoriets indpasning i planerne for et basalt
cancerforskningscenter i Rockefellerkomplekset trænge sig på, og
arbejdsgruppen vil også af denne grund være stærkt interesseret i,
at overlægestilingen bliver besat så hurtigt, som det er både
teknisk muligt og videnskabeligt forsvarligt. Man skal i den
forbindelse anbefale, at RH's lægeråd, der må formodes at skulle
sammensætte bedømmelsesudvalget, forbereder sagen, allerede før
folketingets beslutninger foreligger, således at stillingsopslaget
ligger klart og præliminære overvejelser og undersøgelser er
foretaget med henblik på nedsættelse af bedømmelsesudvalget, hvis
endelige sammensætning naturligvis må afvente ansøgningsfristens
udløb.
Med hensyn til hovedindholdet i den fremsendte redegørelse består
dette jo i en evaluering foretaget af den konstituerede overlæge,
der overbevisende har redegjort også for egne planer og
prioriteringer, der dog forudsætter, at han udnævnes varigt.
Arbejdsgruppen ser det ikke som sin opgave at knytte bemærkninger
dertil.
P.F.V.
Morten Simonsen
/ Bente Møller
Spørgsmål 8
Vil ministeren oplyse, hvorledes de i dag 8 forskere (1 chef, 2
fastansatte og 5 fondslønnede) på Finsenlaboratoriet fordeler sig
på de i forskningsplanen for Finsenlaboratoriet af 10. september
1985 omtalte prioritetsområder I-V?
Svar
Forskningen på prioritetsområderne varetages i dag dels af de nævnte
fastansatte forskere, dels af fondsaflønnede og dels af ansatte på
de kliniske afdelinger.
Fordelingen er således: Prioritetsområde I: Proteinnedbrydende
enzymer og vævsødelæggelse ved cancer
Chefen og 5 fondsaflønnede.
Prioritetsområde II: Eksperimentelle undersøgelser og
resistensudvikling mod cancer kemoterapeutika
Chefen samt 1 1. reservelæge og 1 videnskabelig assistent ansat på
Finseninstitutet.
Prioritetsområde III: Cytogenetiske undersøgelser af maligne
neoplasmer
1 overlæge og 1 1. reservelæge ansat på
rigshospitalet/Finseninstitutet.
Prioritetsområde IV: Flowcytometriske undersøgelser
2 fastansatte forskere.
Prioritetsområde V: Fænotypisk karakterisering af maligne neoplasmer
med monoklonale antistoffer
Som det fremgår af redegørelsen af 10. september 1985 er forskningen
endnu ikke igangsat.
Spørgsmål 9
Vil ministeren oplyse, hvorledes de yderligere 7 forskere ifølge
rigshospitalets skrivelse af 25. september 1985 til
indenrigsministeriet skal fordeles på prioritetsområder I-V?
Svar
I rigshospitalets skrivelse af 25. september 1985 er der regnet med,
at de ønskede yderligere 7 forskere skal fordeles således
Prioritetsområder Ønsket tilførsel I - II 1 III 1 IV 1 V 4
Spørgsmål 10
Finder ministeren det rimeligt, at der - som det fremgår af referat
fra rigshospitalets lægerådsmøde den 6. september 1985, jfr. bilag
7 - i proceduren for besættelse af en overlægestilling tages
hensyn til, hvad der kan føre til et flertal mod regeringen?
Svar
Efter betænkningsafgivningen efter folketingsbehandlingen er det over
for rigshospitalet tilkendegivet, at proceduren for besættelsen af
stillingen måtte tilrettelægges så smidigt, at de tidsmæssige
forudsætninger, som blev tilkendegivet af et flertal den 29. maj
1985, kunne overholdes.
Spørgsmål 11: ad spørgsmål 1
Udvalget ønsker spørgsmålet besvaret.
Svar
Den i spørgsmål 1 citerede passus fra rigshospitalets skrivelse af
25. september 1985 til indenrigsministeriet betyder ikke, at man
ønsker at få de medarbejdere tilbage, som man havde tidligere.
Det forhold, at man på lidt længere sigt forventer, at antallet af
medarbejdere på laboratoriet bliver som anført i citatet, er ikke
i strid med ønsket om at prioritere forskningen på de enkelte
afdelinger højt. Jeg henviser her til den udførlige besvarelse af
spørgsmål 1.
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder og har
herunder stillet spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har
besvaret skriftligt. Udvalgets spørgsmål og ministerens svar herpå
er optrykt som bilag til betænkningen.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag.
Et flertal (socialdemokratiets, socialistisk folkepartis, det
radikale venstres og venstresocialisternes medlemmer af udvalget)
beklager indenrigsministerens behandling af beslutningsforslaget
og finder den tid, der er gået med at besvare de stillede
spørgsmål, kritisabel.
Ministeren var ikke ubekendt med, at forslaget havde en hastende
karakter. Det havde derfor været naturligt, at ministeren havde
prioriteret besvarelserne af de stillede spørgsmål højt. Det er
under alle omstændigheder uacceptabelt, at det tager mere end 2
uger at besvare spørgsmål, hvori man alene ønsker at få fremsendt
kopi af skrivelser, der beror i ministeriet.
Et mindretal (det konservative folkepartis, venstres, kristeligt
folkepartis og de frie demokraters medlemmer af udvalget)
indstiller beslutningsforslaget til forkastelse ved 2. (sidste)
behandling.
Mindretallet har herved lagt vægt på, at formålet med den foretagne
prioritering af Finsenlaboratoriets forskningsindsats har været at
sikre, at denne bliver til størst mulig gavn for behandlingen af
kræftpatienter. Dette understøttes bl.a. af, at Finsenlaboratoriet
skal stille laboratoriefaciliteter og eksperimentel ekspertise til
rådighed for de kliniske afdelinger, ligesom flere læger ansat på
de kliniske afdelinger indgår i Finsenlaboratoriets
forskningsprojekter.
Mindretallet har endvidere lagt vægt på, at laboratoriets
forskningsprogram gennem besættelse af chefstillingen på
Finsenlaboratoriet er fastlagt. Dette sammenholdt med de valgte
prioritetsområder giver mulighed for at tiltrække fondsaflønnet
personale samt sikrer en fleksibel stabsopbygning, således at der
til stadighed kan ske en justering af, hvilke områder der bør
satses på afhængigt af den videnskabelige udvikling.
Mindretallet har endelig lagt vægt på, at den foretagne prioritering
af forskningen er baseret på overlæge Keld Danøs redegørelse af 7.
december 1983, hvoraf det bl.a. fremgik, at kun en mindre del af
den hidtidige forskning kunne rubriceres som cancerforskning.
Redegørelsen blev tiltrådt af såvel det daværende lægeråd på
Finseninstitutet som af rigshospitalets direktion.
Mindretallet finder, at man til stadighed bør vurdere kvaliteten af
forskningen, således at man sikrer, at denne foregår på den mest
kvalificerede måde. Dette betyder selvfølgelig samtidig, at
mindretallet accepterer, at en sådan vurdering kan give anledning
til, at man justerer de områder, der skal sættes ressourcer ind
på, men ikke en videreførelse af de hidtidige
forskningsaktiviteter, som der lægges op til i forslaget.
Mindretallet kan derfor heller ikke tiltræde beslutningsforslaget med
det af et mindretal stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (socialdemokratiets medlemmer af udvalget)
indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse med det stillede
ændringsforslag. Forslaget udtrykker socialdemokratiets hidtidige
holdning, som kom til udtryk i beslutningsforslag nr. B 138, der
blev behandlet i folketinget i maj måned 1985, men der var
desværre ikke flertal for forslaget på det tidspunkt.
Hvis socialistisk folkeparti og det radikale venstre havde tilsluttet
sig dette forslag, var truslen mod cancerforskningen på
Finsenlaboratoriet blevet fjernet. I konsekvens af
socialdemokratiets hidtidige holdning til de uacceptable
besparelser på cancerforskningen på Finsenlaboratoriet har
socialdemokratiet stillet ændringsforslag til finansloven om at
fjerne nedskæringerne.
Socialdemokratiet mener fortsat ikke, at det er hensigtsmæssigt at
foretage besparelser på cancerforskningen, ligesom vi fortsat
mener, at grundlaget for besparelserne er utilstrækkeligt.
På baggrund af sygdommens omfang og alvor mener socialdemokratiet
ikke, at det er forsvarligt at skære ned på cancerforskningen.
Besparelserne vil få negativ virkning, og mange aktiviteter vil gå i
stå. De negative virkninger vil først og fremmest ramme
patienterne, undervisningsopgaver, udviklingsarbejdet og det
forebyggende arbejde.
Med beklagelse konstaterer mindretallet, at de faglige protester, der
er kommet fra ind- og udland, ikke har gjort indtryk på et
flertal.
Socialdemokratiet ønsker ikke forringet cancerforskning og forringet
patientbehandling, men ønsker at sikre vigtig og anerkendt
forskning til gavn for alvorligt syge mennesker.
Et tredje mindretal (socialistisk folkepartis og
venstresocialisternes medlemmer af udvalget) indstiller
beslutningsforslaget til vedtagelse med det stillede
ændringsforslag og ønsker i øvrigt at fremsætte følgende
bemærkninger
Beslutningsforslaget har til formål at bevare en forskning, som
mindretallet finder af central betydning i såvel den danske som
den internationale cancerforskning. Det gælder ikke mindst de i
bemærkningerne til beslutningsforslaget nævnte hovedområder,
nemlig biomedicinsk teknik, cellekinetik og immunelektroforetiske
metoder.
Nationalt har det hidtidige arbejde aftvunget dyb respekt, senest med
teknikumingeniør Jørgen Boysens modtagelse af
Ingeniørsammenslutningens pris på 15.000 kr. for udviklingen af et
måleudstyr, der får stor betydning for behandlingen af psoriasis,
sukkersyge og hudkræft. Arbejdet indgår i den disputats, som i
januar 1986 giver Jørgen Boysen den medicinske doktorgrad. Men
også andre forskere ved Finsenlaboratoriet har modtaget
doktorgrader for deres arbejder, ligesom laboratoriets
medarbejdere har været udefra kommende forskere behjælpelige i
disses arbejde.
Der er således i kraft af det hidtidige arbejde sket en ganske
betydelig forskning ved Finsenlaboratoriet, ligesom der i årenes
løb er opsamlet en væsentlig ekspertise. Med omprioriteringen af
arbejdet vil denne ekspertise gå tabt ikke blot for
Finsenlaboratoriet, men i stort omfang også for dansk
cancerforskning, idet de pågældende medarbejdere i forbindelse med
afskedigelserne spredes på mange andre områder, der stort set
intet har at gøre med cancerforskning.
Efter mindretallets opfattelse er der således tale om et alvorligt
ressourcespild, fordi mange års erfaringer og viden går til spilde
for cancerforskningen. Netop i en tid, hvor der må ses kritisk på
ressourcemisbrug, forekommer det uansvarligt at lade vor
væsentligste ressource, viden, i den grad gå til spilde. Selv nok
så store økonomiske investeringer vil ikke senere kunne rette
dette tab op, idet der forud må gå en årrække, hvor et nyt
forskerhold må opbygge den samme viden og ekspertise.
Internationalt har det vakt pinlig opmærksomhed, at den hidtidige
forskning skal ophøre. Det gælder eksempelvis den henvendelse, som
ministeren for længst har modtaget fra professor Nicholas A.
Wright fra University of London, Royal Postgraduate Medical
School, og fra formanden for den norske Kræftens Bekæmpelse,
professor Olav H. Iversen, men også de henvendelser, som senest er
fremkommet fra professor Hans Rorsman fra Lunds Universitet og fra
professor ved School of Medicine, University College London,
Patrick A. Riley.
Det er især vigtigt at notere sig professor Iversens understregning
af, at hvert enkelt lands cancerforskning indgår i en større
international sammenhæng, hvor intet land alene kan løfte byrden,
men hvor man må samarbejde og samordne, så der omvendt heller ikke
udføres dobbeltarbejde. Det er således også en svækkelse af den
internationale cancerforskning, at den hidtidige forskning
ophører, idet denne forskning nemlig ikke finder sted andre steder
end i Danmark.
De omstændigheder, hvorunder proceduren omkring besættelsen af
overlægestillingen har fundet sted, har vakt en tilsvarende pinlig
opmærksomhed og har bl.a. givet anledning til uheldig omtale af
dansk cancerforskning som følge af den skandaløse behandling af
den internationalt anerkendte finske cancerforsker dr. Letho ikke
blot i den finske avis Hufvudstadsbladet, men også i
internationale forskerkredse.
Det er således mindretallets opfattelse, at såvel form som indhold i
omstruktureringen af Finsenlaboratoriet har været medvirkende til
et væsentligt internationalt prestigetab for dansk
cancerforskning.
Mindretallet ønsker ikke at anfægte relevansen af den kommende
forskning, der primært skal omfatte proteinnedbrydende enzymer og
vævsødelæggelse ved cancer, eksperimentelle undersøgelser af
resistensudvikling mod cancer kemoterapeutika, cytogenetiske
undersøgelser af maligne neoplasmer, flowcytometriske
undersøgelser, fænotypisk karakterisering af maligne neoplasmer
mod monoklonale antistoffer; men det forekommer uargumenteret, at
disse hovedområder skal erstatte de hidtidige områder.
Der er således ikke tale om, som det ellers har været fremført, at de
gennemførte afskedigelser skyldes ønsket om besparelser, idet det
jo fra rigshospitalets side ved skrivelse af 25. september 1985
til indenrigsministeriet er fremhævet, at »antallet af
medarbejdere forventes på lidt længere sigt at blive 15 forskere«.
Der er heller ikke tale om som fremført af indenrigsministeren ved
flere lejligheder, bl.a. under 1. behandling af
beslutningsforslaget, at cancerforskningen flyttes ud på de
enkelte afdelinger, idet nævnte skrivelse af 25. september 1985
netop peger i modsat retning.
I denne forbindelse er det uden mening, at et flertal i udvalget og i
folketinget til hver en tid vil bedyre sin gode vilje over for
cancerforskningen, idet det tab, der vil ske og for en dels
vedkommende allerede er sket ved den gennemførte omstrukturering,
er uopretteligt. Mindretallet kan ikke tillægge disse smukke ord
nogen betydning, når handlingerne peger i den modsatte retning
cancerforskningen svækkes, og Danmark indleder en enegang i den
internationale cancerforskning ved at se bort fra den
internationale arbejdsdeling på dette område.
Mindretallet ønsker især at fremhæve, at med omstruktureringen,
hvorunder der indgår en langt større andel af privat- og
fondsfinansierede midler i cancerforskningen, unddrager det
offentlige sig i stigende grad sine forpligtelser over for
forskningen. En nedbringelse af den offentlige del og en forøgelse
af den fondsfinansierede del har som uundgåelig konsekvens, at der
netto overføres midler fra f.eks. Kræftens Bekæmpelse til
statskassen. Noget sådant vækker ikke just tillid i de private
fonde, og når dertil kommer, at det tilsyneladende også bliver
Kræftens Bekæmpelse, som skal yde det væsentligste bidrag til
forskning i sygdommen AIDS, må man alvorligt rejse spørgsmålet om,
hvor grænserne for Kræftens Bekæmpelses ydeevne egentlig går.
Forskningsprojekter, som i overvejende grad er afhængige af
fondsfinansiering, vil under normale omstændigheder være mere
sårbare end projekter, som bygger på offentlig finansiering, men
dertil kommer, at forskning i disse meget alvorlige sygdomme må og
skal være en selvfølgelig offentlig forpligtelse, og at privates
eller fondes bidrag hertil aldrig kan og skal være andet end et
supplement. Ministerens inddragelse af fondsfinansierede
medarbejdere direkte i rigshospitalets normeringsplan forekommer i
denne forbindelse som et klart vidnesbyrd om, at regeringen
tværtimod styrer bevidst imod at begrænse de offentlige
forpligtelser i f.eks. cancerforskningen.
Det er således mindretallets opfattelse, at denne sag uanset udfaldet
af afstemningen om beslutningsforslaget må føre til, at der
snarest muligt tages politisk stilling til, hvorledes
cancerforskningen i Danmark skal foregå, hvorledes den skal
finansieres, samt hvordan den skal indgå i det helt nødvendige
internationale samarbejde. Alene at opnå en samordning på
nationalt plan vil i den forbindelse være et væsentligt
fremskridt.
Mindretallet skal sluttelig beklage, at det ikke har været muligt at
opnå flertal for det fremsatte beslutningsforslag. Dette skyldes
efter mindretallets opfattelse ikke alene, at det radikale venstre
har valgt at indstille forslaget til forkastelse, men også at det
radikale venstre i sommerens løb har kørt et dobbeltløb, hvor
partiet udadtil har udtalt sig kritisk over for udviklingen på
Finsenlaboratoriet, men indadtil har sikret betingelserne for, at
det i nærværende betænkningsbidrag skitserede begivenhedsforløb
har kunnet finde sted, sluttende med at det radikale venstre
gennem indstillingen af beslutningsforslaget til forkastelse
afsiger den endelige dødsdom over en betydningsfuld forskning, som
det vil tage mange år at genopbygge den dag, hvor det politisk
erkendes, at den var værd at bevare.
Et fjerde mindretal (det radikale venstres medlem af udvalget) har
noteret sig, at rigshospitalets lægeråd ønskede, at
overlægestillingen på Finsenlaboratoriet blev permanent besat,
inden denne sag afsluttedes, og at lægerådet finder princippet om
sidst ind først ud ved afskedigelserne uheldigt.
Det er baggrunden for, at det radikale venstre hsar insisteret på, at
en fastansat overlæge skulle være ansvarlig for planlægningen på
Finsen.
Mindretallet har også bemærket, at det ekstraordinære lægerådsmøde
den 6. september 1985 ikke var tilfreds med sagens behandling, men
at mindretallet i lægerådet afstod fra at afgive særudtalelse.
På den baggrund ønsker mindretallet at udtale, at selv om man
indstiller beslutningsforslaget til forkastelse ved 2. (sidste)
behandling, er der al mulig grund til fortsat at følge
cancerforskningens vilkår i Danmark meget opmærksomt.
ÆNDRINGSFORSLAG
Af et mindretal (S, SF og VS)
Til teksten
Ordene »ved genplacering af de afskedigede medarbejdere« udgår.
BEMÆRKNINGER
Ændringsforslaget skal ses som en konsekvens af den faktiske
udvikling, der er sket på Finsenlaboratoriet, idet flere af de
afskedigede medarbejdere har fået ny ansættelse.
Beslutningsforslaget vil imidlertid ikke med dette ændringsforslag
blive ændret på det helt centrale punkt, nemlig at de hidtidige
forskningsaktiviteter skal fortsætte.
Karen Højte Jensen (KF) nfmd. Flemming Jensen (KF) Lizzie
Lichtenberg (KF) Lis Aaltonen (KF) Svend Heiselberg (V) Thor
Pedersen (V) Maisted (FD) Steffensen (KrF) Hanne Andersen (S) Dorte Bennedsen (S) Tove Lindbo Larsen (S) Lerke (S)
Henning Rasmussen (S) fmd. Taanquist (S) Agerschou (SF)
Lenger (VS) Ole Vig Jensen (RV)
Partierne CD og FP havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTB 27
Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om videreførelse af Finsenlaboratoriets hidtidige forskningsaktiviteter
Nr B 27 1985-86, 1. samling
Afgivet af kommunaludvalget
Afgivet: 19851128