Legislator Case Law & Legislation
19851BA00109 DK

1985 BSF 109 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM HANDICAPPEDES RET TIL FORTRINSADGANG TIL VISSE OFFENTLIGE REGULEREDE BESKÆFTIGELSER

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1985 109 Valid

Folketinget opfordrer regeringen til at sikre, at de fastsatte regler

om fortrinsadgang til visse offentligt regulerede beskæftigelser

for handicappede styrkes gennem påbud til offentlige virksomheder,

herunder koncessionerede virksomheder, om forlods, dvs. før

stillingernes besættelse, at anmelde ledige stillinger til

arbejdsformidlingen.

Oprindeligt fremsat beslutningsforslag

Blad nr 527

Folketinget opfordrer regeringen til at sikre, at de fastsatte regler

om fortrinsadgang til visse offentligt regulerede beskæftigelser

for handicappede styrkes gennem påbud til offentlige virksomheder,

herunder koncessionerede virksomheder, om forlods, dvs. før

stillingernes besættelse, at anmelde ledige stillinger til

arbejdsformidlingen.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Generelle bemærkninger

Ifølge socialministerens redegørelse om forholdene for personer med

handicap (november 1985) er udgangspunktet for regeringens arbejde

på handicapområdet, at den enkelte borger skal have størst mulig

indflydelse på egen tilværelse. Regeringen lægger ifølge samme

redegørelse megen vægt på, at bestræbelserne på at integrere

personer med handicap i samfundet fortsætter, og at der fortsat

arbejdes videre med at sikre personer med handicap en ligestilling

inden for alle områder af samfundet.

Papir er jo taknemmeligt. Hvis disse pæne ord skal have et reelt

indhold, skal der andet end hensigtserklæringer til; der skal

sættes kød og blod bag hensigtserklæringerne.

At have størst mulig indflydelse på sit eget liv omfatter også retten

til arbejde. Og her står de handicappede, som til trods for

handicappet er i stand til at arbejde - fuldtids eller deltids - i

en ualmindelig svær situation. De har meget sværere end

ikke-handicappede ved overhovedet at finde et job, både på grund

af de praktiske problemer, en arbejdsgiver måtte frygte, og på

grund af de fordomme, som findes lige under overfladen hos alt for

mange ikke-handicappede. Ja, meget få af os kan vel i

virkeligheden sige sig fri for at have en snert af remmen.

Almindelige bemærkninger

Den offentlige sektor har en særlig pligt til at søge at løse de

handicappedes erhvervsmæssige problemer. Og der har da også siden

1965 været bestemmelser om, at handicappede kunne få

fortrinsadgang til visse beskæftigelser inden for det offentlige.

I forbindelse med bistandslovens indførelse i 1976 blev det bestemt,

at arbejdsministeren skulle fastsætte regler om fortrinsadgang til

visse offentligt regulerede beskæftigelser for personer, der på

grund af invaliditet har vanskeligt ved at få beskæftigelse på det

almindelige arbejdsmarked.

Arbejdsministeren fastlagde disse regler i bekendtgørelse nr. 437 af

26. august 1976 og udvidede dem til at omfatte alle stillinger

inden for statslige og kommunale myndigheders ansættelsesområder,

herunder også koncessionerede virksomheder og institutioner, hvis

lønudgifter dækkes fuldt ud af stat og kommune. Det er herefter

arbejdsformidlingen, som er forpligtet til at tage initiativer,

når det vurderes, at en person falder ind under fortrinsadgangens

bestemmelser.

Fortrinsadgangen har imidlertid haft meget ringe effekt. På

foranledning af udvalget »De Handicappede og Arbejdsmarkedet« har

arbejdsdirektoratet foretaget en undersøgelse af effekten. Siden

bekendtgørelsen trådte i kraft i 1976, er der i gennemsnit kun

kommet lidt over 100 handicappede i beskæftigelse om året ved

hjælp af bekendtgørelsens fortrinsadgang. Og dette gennemsnit er

oven i købet faldet drastisk i løbet af de sidste 2 år. I

gennemsnit registreres der for hele landet ca. 450 personer om

året som følge af ordningen. Dette svarer til 5-6 pct. af samtlige

behandlede sager hos arbejdsformidlingen om erhvervsmæssig

placering af handicappede.

Den ringe effekt skyldes

a) arbejdsformidlingens ringe kendskab til ledige stillinger inden

for offentlige virksomheder, og

b) at de offentlige virksomheder kun i ringe omfang overholder deres

anmeldelsespligt.

Hvis hensigten med fortrinsadgang skal give resultater, kræver det

helt banalt, at arbejdsformidlingen har kendskab til de

stillinger, som opslås ledige hos de offentlige myndigheder. Og

det har arbejdsformidlingen ikke!!!

Af den undersøgelse, udvalget »De Handicappede og Arbejdsmarkedet«

har ladet foretage, viser det sig, at over halvdelen af

arbejdsformidlingens regionalkontorer har¬¬ tilkendegivet, at de

offentlige virksomheder, herunder de koncessionerede, ikke

efterlever den anmodning, som arbejdsministeren kom med i november

1973 til samtlige ministerier, styrelser, amtskommuner og

kommunalbestyrelser. Ministeren anmodede her disse om forlods at

give arbedjsformidlingen meddelelse om alle ledige stillinger.

Over halvdelen af de adspurgte regionalkontorer har tilkendegivet,

at denne anmodning ikke efterleves eller kun efterleves i meget

ringe omfang.

Ingen af regionalkontorerne har fundet, at anmodningen efterkommes i

alle tilfælde.

På denne baggrund har nogle kontorer ment, at der burde gives et

påbud til de offentlige myndigheder om at indberette ledige

stillinger.

Udvalget »De Handicappede og Arbejdsmarkedet« har ikke ment, at man

kunne gå ind for et sådant påbud, selv om udvalget selv

konkluderer, at hovedindtrykket af besvarelserne er, at

arbejdsministeriets henvendelse om at give arbejdsformidlingen

meddelelse om ledige stillinger er blevet glemt.

VS er ikke enig med udvalget i denne afstandtagen. Vi mener med

baggrund i de erfaringer, der er gjort i de sidste 10 år, at et

påbud er uundgåeligt, hvis den ønskede og tilsigtede effekt af

fortrinsadgangen skal opnås. Og vi har ingen tiltro til, at endnu

en pæn anmodning vil hjælpe. Vi mener, at hensynet til de

handicappede må tælle stærkere end en forfejlet finfølelse over

for de offentlige myndigheder og et ubehag over at skulle pålægge

dem noget.

Udvalget har i stedet peget på en revision af bekendtgørelsen af 26.

august 1976. Denne revision er foretaget ved bekendtgørelse nr.

613 af 18. december 1985. Og der er da også foretaget skærpelser i

denne bekendtgørelse. Bl.a. har den handicappede ansøger nu ret

til en personlig samtale med den ansættende myndighed, medmindre

den handicappede er åbenlyst ringere kvalificeret end de øvrige

ansøgere. Og det er hensigten, at der fra

arbejdsmarkedsmyndighederne skal gøres en stærkere indsats for at

informere om fortrinsadgangen for handicappede, herunder for, at

offentlige myndigheder m.v. anmelder ledige job til

arbejdsformidlingen, således at arbejdsformidlingen får lejlighed

til at udvælge interesserede.

Vi har imidlertid som sagt ingen tiltro til, at endnu en pæn

henstilling til de offentlige myndigheder om at anmelde job til

arbejdsformidlingen vil føre til det ønskede resultat.

Og uden anmeldelse af jobbene står arbejdsformidlingen magtesløs.

Formidlingen vil intet grundlag have for sit arbejde, og

formidlingen vil ikke kunne presse den pågældende myndighed til at

forhandle, før stillingen besættes. Derfor kommer man ikke uden om

et påbud.

Vi stiller dette forslag, fordi vi synes, sagen haster. Og indtil nu

er arbejdet med at lette de handicappedes vilkår på

arbejdsmarkedet foregået med et tempo, selv en snegl kunne overgå.

Beslutningsforslag som fremsat 1985 109 Valid

Nr BSF 109

Forslag til folketingsbeslutning om handicappedes ret til fortrinsadgang til visse offentlige regulerede beskæftigelser

Fremsat af Elisabeth Bruun Olesen (VS) Albrechtsen (VS) Anne Grete Holmsgård (VS) Lenger (VS) Tinning (VS)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →