1985 BSF 91 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FJERNELSE AF MILJØGIFTE FRA AFFALD

Kapitel 1

Anvendelsesområde m.v.

§ 1. Denne bekendtgørelse omfatter fremstilling og import af

cadmimumholdige produkter.

Stk. 2. Ved cadmiumholdige produkter forstås i denne bekendtgørelse

produkter, hvori cadmium indgår som overfladebehandling

(cadmiering), farvepigment eller plaststabilisator med mere end 75

ppm i produktets homogene enkeltdele.

kapitel 2

Begrænsninger

Bilag

Bekendtgørelse om fremstilling oo import af cadmiumholdige prodr

I medfør af §§ 30, 43, 45, stk. 1, samt § 61 i lov nr. 212 af 23. maj

1979 om kemiske stoffer og produkter, som ændret ved lov nr. 68 af

20. februar 1980, fastsættes.

Kapitel 3

Kontrol, dispensation, klageadgang 6§ 5. Tilsyn og kontrol med

overholdelse af reglerne i denne bekendtgørelse udøves af

kemikaliekontrollen.

Stk. 2. Miljøstyrelsen kan fastsætte regler om, at kontrolanalyser af

cadmimumholdige produkter skal udføres efter bestemte metoder og

foretages på statslige eller autoriserede laboratorier og

institutioner. Miljøstyrelsen kan endvidere fastsætte regler om,

at der skal betales en afgift, svarende til de faktiske udgifter

til kontrolanalysen, foretaget af statslige laboratorier og

institutioner.

§ 3. Bekendtgørelsen berører ikke de bestemmelser, der følger af

anden lovgivning vedrørende cadmiumholdige produkter.

Kapitel 4

Straf og ikrafttræden m.v.

§ 4. Fremstilling og import af cadmiumholdige produkter er forbudt.

Stk. 2. Uanset forbudet i stk. 1, kan de cadmiumholdige produkter,

som er nævnt i bilaget til denne bekendtgørelse, dog fortsat

fremstilles og importeres på de deri fastsatte vilkår og i de deri

anførte gyldighedsperioder.

Stk. 3. Miljøstyrelsen kan foretage ændringer i bilaget.

§ 6. Kemikaliekontrollens afgørelser efter § 48 i lov om kemiske

stoffer og produkter kan påklages til miljøstyrelsen, som har den

endelige administrative afgørelse.

§ 7. Miljøstyrelsen kan i særlige tilfælde tillade, at reglerne i

denne bekendtgørelse fraviges.

Stk. 2. Miljøstyrelsens afgørelser efter stk. 1, kan påklages til

miljøministeren.

§ 8. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den

pågældende.

+++FIGUR???

Se originalmanuskript side 5.

Stk. 2. Klage indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen,

og fremsendes herfra til klagemyndigheden, ledsaget af det

materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.

§ 9. Med mindre højere straf er forskyldt efter den øvrige

lovgivning, straffes overtrædelse af § 4, stk. 1 og 2, med bøde

eller hæfte.

Stk. 2. For overtrædelse, der begås af aktieselskaber,

andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, kan der pålægges

selskabet som sådant bødeansvar.

§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1984.

Miljøministeriet, den 26. juli 1983

Christian Christensen

/H. Hummelmose

Folketinget opfordrer regeringen til at sikre, at mængden af

miljøgifte i affald reduceres gennem følgende tiltag

1. Der indføres pant på alle batterier og akkumulatorer. Panten skal

stå i et rimeligt forhold til produktets pris. De pantbelagte

produkter skal kunne leveres tilbage til alle butikker m.v., der

sælger disse produkter.

2. Der udarbejdes en bekendtgørelse, der som hovedregel forbyder

blyholdige produkter. Undtagelser herfra skal være klart

specificerede og som en hovedregel tidsbegrænsede. Bekendtgørelsen

udarbejdes med cadmiumbekendtgørelsen som model.

3. Der indføres pant på alle emballager på 100 ml og derover, der

indeholder farlige stoffer. Der indføres endvidere pant på alle

emballager til receptpligtig medicin og øvrige smertestillende

midler.

De pantbelagte produkter skal kunne leveres tilbage til alle

butikker m.v., der sælger disse produkter.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Bortskaffelse af kemikalier er allerede reguleret gennem loven om

olie- og kemikalieaffald. Ifølge denne skal det farlige affald

afleveres til særlige modtagestationer, hvorfra det sendes videre

- oftest til Kommunekemi. Loven overholdes imidlertid kun delvis.

Et af problemerne består i, at almindelige forbrugere ikke kender

reglerne eller modtagepladserne, og at disse pladser i øvrigt

ligger så langt væk, så de - isoleret set - små mængder den

enkelte husstand har at gøre med, aldrig når frem til

modtagestederne. I stedet ryger de i affaldsspandene og derfra

videre til forbrændingsanlæg eller lossepladser.

Et andet og nok så stort problem består i, at mange produkter

indeholder miljøgifte i koncentrationer, der slet ikke er omfattet

af afleveringsreglerne. De mange små koncentrationer bliver

imidlertid hurtigt til store mængder, der spredes i naturen.

Tungmetallerne hører til de værste miljøgifte; specielt bly, cadmium

og kviksølv er allerede udledt i så store mængder, at miljøet er

stærkt belastet.

I 1983 udsendte miljøstyrelsen en bekendtgørelse, der regulerer

anvendelsen af cadmium. Denne træder i kraft over to omgange, pr.

1. januar 1987 og pr. 1. januar 1988, men har allerede, sammen med

et svensk forbud mod cadmium, ført til en kraftig nedgang i

industriens brug af cadmium. Der mangler dog stadig indgreb over

for cadmiumholdige produkter som akkumulatorer og kunstgødning.

Virkningerne af cadmiumbekendtgørelsen har f.eks. vist sig ved lavere

cadmiumindhold i kompostanlægget i Frederikssund. Komposten herfra

har ikke hidtil kunnet anvendes til afgrøder, der skal spises,

fordi cadmiumindholdet var for højt, men det er der nu udsigt til,

at den kan.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Batterier er den største enkeltkilde til kviksølvforurening, bl.a.

via affaldsforbrændingsanlæg. Der findes ganske vist batterityper

(de »gammeldags« brunstensbatterier), der ikke indeholder

væsentlige kviksølvmængder. Man kan imidlertid ikke forvente, at

forbrugerne med tilstrækkelig sikkerhed kan skelne de forskellige

typer fra hinanden. Derfor foreslås det, at der lægges pant på

alle batterier.

Det foreslås endvidere, at der lægges pant på de såkaldte

nikkel-cadmium akkumulatorer og på blyakkumulatorer. Den

førstnævnte type anvendes især »professionelt«, mens

blyakkumulatorer anvendes i biler.

Mange blyakkumulatorer leveres tilbage til autoværkstederne; men da

der er tale om meget store mængder akkumulatorer, vil det have

væsentlig miljømæssig effekt, hvis selv mindre mængder (5-10 pct.)

havner i forbrændingsanlæg eller på lossepladser.

Pantet skal stå i et rimeligt forhold til batteriernes pris, hvis

systemet skal virke. På almindelige batterier foreslås et pant på

1-2 kr. pr. stk. For blyakkumulatorer foreslås et pant på 100 kr.

Forudsætningen for et effektivt pantsystem er endvidere, at

batterierne og akkumulatorerne kan leveres tilbage til en hvilken

som helst forretning, der handler med disse varer (ligesom det er

tilfældet med øl- og vandflasker).

Da det kræver ekstra arbejde for de handlende, må det sikres, at de

får en rimelig kompensation for håndtering af systemet.

Ad 2

Det foreslås, at der udarbejdes en blybekendtgørelse efter samme

retningslinier som cadmiumbekendtgørelsen (se bilaget). Det

betyder, at blyholdige produkter som en hovedregel forbydes.

Undtagelserne skal være nøje defineret og kun gøres, hvor det

teknisk set er meget vanskeligt at erstatte bly. Som et eksempel

på helt meningsløs anvendelse af bly kan nævnes de blykapsler der

er på mange vinflasker. Ligeledes bør blylodning af konservesdåser

forbydes - også af hensyn til fødevarerne i dåserne.

Hovedreglen bør endvidere være, at der bliver tale om tidsbegrænsede

undtagelser i de tilfælde, hvor bly ikke kan erstattes. Indgrebet

over for bly er nødvendigt, hvis det skal være muligt at

fremstille kompost, der er så ren, så den er anvendelig. Som

situationen er i dag, tyder alt nemlig på, at det vil være blyet,

der bliver det store problem i forbindelse med kompost.

Ad 3

Emballage til medicin og husholdningskemikalier hører ikke til de

største affaldskategorier rent mængdemæssigt - formodentlig drejer

det sig om 10-12.000 tons/ år. Men det er langtfra nogen

ubetydelig mængde, hvis den kan genanvendes. Hertil kommer, at et

pant- og retursystem kan følges op med en informationskampagne,

der opfordrer til, at eventuelle rester af kemikalier/ medicin

afleveres sammen med emballagen, når man skal have pantet tilbage.

Dermed kan man undgå, at store mængder kemikalie- og medicinrester

fra husholdningerne ryger ud i kloakkerne eller med

dagrenovationen.

Mange emballager, f.eks. medicinglas og flasker til flydende

kemikalier, vil kunne skylles og genbruges. Det vil næppe være

tilfældet for en række andre emballager, men disse vil så kunne

destrueres under mere betryggende forhold, end det foregår i dag.

Dertil kommer alle kemikalieemballagerne til erhvervsmæssigt brug.

Mængderne kendes ikke nøjagtigt, men der er uden tvivl tale om

større mængder end for husholdningernes vedkommende. Mange af

emballagerne er store, f.eks. oliedunke. Her er det vigtigt, at

pantet står i et rimeligt forhold til produktets pris.

Hvad kemikalier angår, indskrænker forslaget sig til farlige kemiske

stoffer og produkter, således som dette er defineret i

kemikalielovgivningen. Dette er ikke altid en hensigtsmæssig

afgrænsning, men det er vanskeligt at pege på andre afgrænsninger,

som kan fungere i praksis. Det betyder, at alle produkter, som

skal forsynes med orange faresymbol eller påskriften

»Brandfarlig«, også skal pantbelægges, hvis emballagen indeholder

mere end 100 ml.

Med hensyn til medicin holder forslaget sig tilsvarende til den

receptpligtige medicin - for at have en klar grænse. Her er dog

tillige medtaget alle smertestillende midler, idet der i den

gruppe findes ret stærke præparater, der ikke er receptpligtige.

Ingen

Nr BSF 91

Forslag til folketingsbeslutning om fjernelse af miljøgifte fra affald

Fremsat af Anne Grete Holmsgård (VS) Lenger (VS) Elisabeth Bruun Olesen (VS) Margrete Auken (SF) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF)