1985 BSF 78 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN SAMMENHÆNGENDE DANSK ALKOHOLPOLITIK
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget opfordrer regeringen til at tage initiativer, herunder at
fremsætte nødvendige lovforslag, til at fremme folkesundheden ved
at begrænse befolkningens alkoholforbrug og leve op til WHOs mål
om sundhed for alle år 2000.
Sådanne initiativer bør omfatte
1. Regulering af giftskatterne, således at prisen på øl, vin og
spiritus justeres i overensstemmelse med den almindelige
prisudvikling i samfundet.
Skatteministeren bemyndiges til at gennemføre sådanne reguleringer.
2. Alkohol- og narkotikarådenes alkoholudvalg pålægges
a. at udarbejde konkrete forslag, der kan medvirke til effektivt at
nedsætte alkoholforbruget i skoler og i miljøer, hvor unge færdes,
b. at tage initiativer til en virkelig dialog mellem LO, DA og de
offentligt ansattes organisationer om foranstaltninger, der kan
begrænse alkoholforbruget på arbejdspladser,
c. at målrette den oplysende indsats vedrøende alkohol og dens
skadevirkninger over for særlige grupper som f.eks.
samarbejdsudvalg, idrætsledere, jordemødre, skolelæger m.v.,
d. at holde beslutningstagere løbende orienteret om
forskningsresultater på området, således at alkoholpolitiske
initiativer kan justeres i henhold hertil.
3. Konkrete forslag med henblik på at styrke behandlingstilbud til
den enkelte alkoholmisbruger. Særlige behandlingsmuligheder for
kvinder bør tilgodeses.
4. Tilbud om behandling til alkoholmisbrugere som alternativ til
frihedsberøvelse i forbindelse med spirituskørsel.
5. Stramning af reglerne for markedsføring af alkoholholdige drikke.
6. Sikring af private organisationers placering i det samlede
oplysnings- og behandlingsarbejde bl.a. ved tilvejebringelse af
midler til konsulentarbejde, efterbehandling og oprettelse af
alkoholfrie miljøer.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Almindelige bemærkninger
Formålet med beslutningsforslaget er at nedsætte befolkningens
alkoholforbrug og dermed de alkoholrelaterede skader. De
samfundsøkonomiske og menneskelige omkostninger som følge af
befolkningens alkoholforbrug og -misbrug er massive. Ca. 25 pct.
af patienter på psykiatriske afdelinger har alkoholproblemer, og
ca. 20 pct. af patienter på andre hospitalsafdelinger har
alkoholproblemer. Der er udgifter i forbindelse med tildeling af
førtidspension, udgifter til sygedagpenge, institutionsanbringelse
af børn og unge på grund af forældres alkoholmisbrug, forsorg for
børn med intellektuelle handicap på grund af moderens
alkoholmisbrug under graviditet, voldsforbrydelser, spirituskørsel
og detentionsanbringelse.
Indenrigsministeriet har for nylig foretaget beregninger af »De
økonomiske konsekvenser af alkoholforbruget«
(Indenrigsministeriet, januar 1986). Beregningerne viser, at det
offentliges udgifter på grund af befolkningens alkoholforbrug
beløber sig til skønsmæssigt 5 mia kr. om året. Det fremhæves, at
dette skøn ikke »afspejler alle de sociale og sundhedsmæssige
problemer, der rammer de familier, der på en eller anden måde
kender til alkoholisme.«
De rent menneskelige omkostninger er det umuligt at opgøre i kroner
og øre.
Forslagsstillerne finder, at skadevirkningerne som følge af
befolkningens alkoholforbrug er af et sådant omfang, at en
forstærket indsats med henblik på at sænke alkoholforbruget er
påkrævet.
Indsatsen bør omfatte befolkningens alkoholforbrug i bredeste
forstand. Jo større en befolknings totalforbrug er, jo større er
antallet af misbrugere, idet alkohol er afhængighedsskabende. Der
er ingen reelle behandlingsmuligheder over for de kroniske
sygdomme som følge af alkoholmisbrug, og behandlingseffekten over
for den enkelte misbruger er ligeledes yderst begrænset. Indsatsen
bør således primært koncentrere sig om at reducere rekrutteringen
til misbrugergruppen (jfr. indenrigsministeriets rapport).
Dette kan ske ved at sænke befolkningens totalforbrug af alkohol. Af
menneskelige hensyn er det nødvendigt samtidig at styrke
behandlingsapparatet.
En samlet og sammenhængende alkoholpolitik, der skal føre til en
ændring af befolkningens alkoholforbrug, skal gennemføres uden
fordømmende eller moraliserende undertoner og bygge på en
velorienteret befolknings muligheder for at træffe sunde valg.
»Sygdomsforebyggelse drejer sig om at gøre det let at træffe sunde
valg.« (Citat af embedslæge Vagn Christensen).
Øvrige initiativer
Forslagsstillerne har med tilfredshed noteret sig, at
industriministeren agter at foreslå landsbevillingsnævnet nedlagt.
Sigtet må være, at afslag på bevillingsansøgninger, der bygger på
lokale afgørelser, ikke skal kunne omgøres af en central myndighed
uden kendskab til lokale forhold og ønsker.
Socialministeren har i folketingets socialudvalg oplyst, at man intet
overblik har over det lokale ressourceforbrug vedrørende
forebyggelse af alkoholmisbrug i amter og kommuner, men at
stikprøver har vist, at der er meget store forskelle fra amt til
amt.
Dette understreger betydningen af at tilvejebringe forbedrede
statistikker som grundlag for en sundhedspolitisk indsats.
Bemærkninger til forslagets enkelte punkter
Ad 1
Den relative pris på øl, vin og spiritus er faldet stærkt gennem de
sidste 20 år. I samme periode er befolkningens alkoholforbrug
fordoblet fra 6 liter til over 12 liter ren alkohol pr. år pr.
voksen over 15 år; heri er ikke medregnet forbruget af toldfri
varer, der formentlig har været stærkt stigende.
Det er de mennesker, der tjener mest, der har det største
alkoholforbrug, og en regulering af giftskatterne rammer således i
høj grad den bedre stillede del af befolkningen (jfr.
Egmontfondens fremtidsstudie »De grimme ællinger«, maj 1984). Men
det er lavindkomstgrupperne, der får de største økonomiske
problemer som følge af deres alkoholforbrug.
Forslaget om regulering og indeksering af giftskatter har primært et
sundhedspolitisk sigte. Oftest har forhøjelse af giftskatterne
haft til formål at øge statens indtægter. Når alkoholforbruget
falder som følge af højere priser, vil der være samfundsøkonomiske
gevinster i form af besparelser inden for sundheds- og
socialsektoren, børne- og ungdomsforsorgen samt kriminalforsorgen.
Erfaringerne viser, at regulering og indeksering har øjeblikkelig
virkning på forbruget og har således et direkte forebyggende
sigte.
Skatteministeren bør have bemyndigelse til med vekslende mellemrum og
uden varsel at regulere giftskatterne inden for rammerne af den
almindelige prisudvikling. Hensigten hermed er dels at hindre
konkurrenceforvridning mellem de store butikskæder og den mindre
detailhandel, dels at hindre hamstring.
Ad 2 b
I det langsigtede arbejde må der tillægges indsatsen mod
alkoholforbruget på arbejdspladser den allerstørste betydning.
Mange misbrug etableres på arbejdspladsen. Alkoholforbruget på
arbejdspladsen medfører dårlig ledelse, produktionstab og
arbejdsulykker. Som konsekvens heraf har en række førende
virksomheder i verden (eksempelvis IBM) en klar alkoholpolitik,
der omfatter ansatte på alle planer. Denne politik har hverken
gjort IBM til en ikke-attraktiv arbejdsplads eller skadet
regnskabet.
Der skal i langt højere grad, end det sker i dag, oplyses om
alkoholens additive virkninger i forbindelse med andre farlige
stoffer.
Ad 2 c
Oplysning i bred almindelighed har til dato haft meget begrænset
virkning på alkoholforbruget. Målrettet oplysning gennem radio og
især TV kan medvirke til at skabe forståelse i befolkningen for
nødvendigheden af at føre en egentlig sundhedspolitik på dette
område.
Oplysningsarbejdet skal koncentrere sig om bestemte målgrupper som
f.eks. børn og unge, gravide, trafikanter og arbejdspladser,
herunder også arbejdspladser inden for kontor- og
administrationssektoren.
Ad 3
Den tilsyneladende velfungerende storforbruger såvel som den
egentlige alkoholiker fornægter sædvanligvis sit misbrug og
erkender sjældent spontant sit behandlingsbehov. Han eller hun
tvinges som regel ind i behandlingsapparatet i en krisesituation
som f.eks. truslen om at miste sit arbejde, truslen om skilsmisse
og lignende sanktioner af social art. Under disse omstændigheder
frastøder behandlingsapparatets primitivitet den
behandlingstrængende. En vellykket, attraktiv behandling kan
tiltrække nye behandlingstrængende.
Der findes langt flere mandlige end kvindelige alkoholmisbrugere, men
kvinder bliver hurtigere mere medtagne af alkoholmisbrug end mænd.
Mænds alkoholmisbrug begynder oftere end kvinders som socialt
drikkeri (som regel på arbejdspladsen). Kvinders alkoholmisbrug
starter som regel som en problemløsningsmodel. Der er større
fordømmelse over for kvindelige end over for mandlige
alkoholmisbrugere. Den kvindelige alkoholiker forlades hurtigere
af ægtefællen og bliver herved socialt udstødt og isoleret. Den
mandlige alkoholikers hustru forbliver ofte i ægteskabet i kraft
af traditionelle kvindelige egenskaber i »hjælpe- og
omsorgsfunktionen«.
Der skal tilbydes specielle alkoholambulatorier for kvinder, idet
erfaringerne har vist, at kvinder i høj grad er modtagelige for
gruppe- og samtaleterapi, såfremt behandlingen foregår i rene
kvindegrupper.
Kvinder med små børn bør i forbindelse med dag-/ døgnindlæggelse have
mulighed for at have børnene hos sig under indlæggelsen.
Der indsættes hvert år 30.000 mennesker i detentioner i Danmark
(nyeste tal 1978). Hvert år optræder der dødsfald i forbindelse
med detentionsanbringelserne. De detentionsanbragte er dels
berusere, dels alkoholmisbrugere. Derfor må der etableres en
nærmere tilknytning mellem behandlingsklinik og afrusningsklinik,
således at behandlingstilbuddet kan udvides og flere kan tilbydes
behandling. Forslagsstillerne anbefaler, at de to forslag, som
folketinget allerede har under behandling, snarest fører til en
ændring af de eksisterende, uacceptable forhold.
Ad 4
En stor del af de bilister, der dømmes for spirituskørsel, har et
misbrugsproblem. Frihedsberøvelse har ingen behandlingsmæssig
effekt. Som alternativ til frihedsberøvelse kan den dømte vælge at
indgå i et ca. 2-årigt behandlingsforløb, hvori indgår
kontrolleret antabusbehandling. Ved manglende overholdelse af
behandlingsbetingelserne konverteres straffen automatisk til den
berammede frihedsberøvelse.
Ad 5
Den eksisterende kodeks for markedsføring af alkoholiske drikke bør
tages op til fornyet forhandling med producenterne.
Såfremt man ikke ad frivillighedens vej kan opnå en stramning af
reglerne, bør der lovgives herom. Samtidig bør det overvejes at
begrænse reklameringens omfang, eventuelt gennem en afgift på det
samlede reklame- og markedsføringsbudget.
Ingen
Nr BSF 78
Forslag til folketingsbeslutning om en sammenhængende dansk alkoholpolitik
Fremsat af Aase Olesen (RV) Bernhard Baunsgaard (RV) Dagmar Mørk Jensen (RV) Niels Helveg Petersen (RV)