1985 BSF 14 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM IKKE-FØRSTEBRUG AF ATOMVÅBEN

Folketinget pålægger regeringen at udfolde enhver anstrengelse for at

få alle stater til ubetinget at give afkald på adgangen til

førstebrug af kernevåben af enhver art.

Folketinget pålægger endvidere regeringen i alle relevante

internationale sammenhænge at gøre gældende over for de

atomvåbenbesiddende magter, at førstebrug af atomvåben vil være en

forbrydelse mod menneskeheden.

Endelig pålægger folketinget regeringen i overensstemmelse med

dagsordenen af 3. maj 1984 at arbejde for en international aftale,

herunder mellem NATO og Warszawapagten, om nej til førstebrug af

kernevåben af enhver art, og som et første konkret skridt pålægger

folketinget regeringen at stille forslag i NATO om følgende

At NATO og de vestlige atommagter skal tilbyde Sovjetunionen og

Warszawapagten at indgå en aftale om nej til førstebrug af

kernevåben af enhver art.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Da folketinget den 22. marts 1984 på baggrund af et VS-forslag (se

Folketingstidende 1983-84, 2. samling, forhandlingerne sp. 259 og

2802 samt tillæg A sp. 1055) diskuterede spørgsmålet om førstebrug

af atomvåben, var der bred enighed om, at det er afgørende at

sikre, at atomvåben aldrig tages i brug. Som forsvarsministeren

udtrykte det: »Regeringen vil . . . til enhver tid arbejde for, at

antallet af atomvåben begrænses mest muligt, og at brug af disse

våben aldrig bliver aktuel.«

Dette skal ses i sammenhæng med, at ingen har søgt at bestride, at en

førstebrug af atomvåben vil udløse en altødelæggende katastrofe.

Det vil være den mest ansvarsløse og forbryderiske handling, som

overhovedet kan tænkes, og intet - intet - ville kunne

retfærdiggøre denne handling.

Den beskrivelse af problemet, som de tidligere rådgivere for flere

amerikanske præsidenter McGeorge Bundy, George F. Kennan, Robert

S. McNamara og Gerald Smith har givet, er fortsat fuldt ud

dækkende

»Det er på tide, at man erkender, at ingen nogen sinde har kunnet

fremkomme med overbevisende argumenter for, at brugen af

kernevåben, selv i den mindste målestok, med nogen sandsynlighed

skulle kunne forblive begrænset. Alle seriøse undersøgelser og

alle militære øvelser gennem de sidste 25 år har demonstreret, at

selv den mest begrænsede brug i kamp ville betyde enorme

ødelæggelser for den civile befolknings liv og ejendom. Der er

ingen grund til at tro, at en sådan kernevåbenaktion ikke ville

føre til altødelæggende gensidig anvendelse af kernevåben. Enhver

brug af kernevåben i Europa af NATO-landene selv eller rettet mod

disse indebærer en høj og uundgåelig risiko for at eskalere til

den totale atomkrig, som vil bringe ødelæggelse til alle og sejr

til ingen.

Det eneste klart definerede brandbælte mod en total

atomkrigskatastrofe er det, der løber mellem alle andre typer

konflikter og en hvilken som helst brug af kernevåben. At holde

dette skel entydigt og stærkt er i hele menneskehedens dybeste

interesse. (. . .) På baggrund af de forfærdelige konsekvenser af

selv den mest begrænsede brug af kernevåben og umuligheden for

begge parter i at give nogen garanti mod ubegrænset eskalering må

man nære den alvorligste tvivl om det kloge i en politik, som

understreger effektiviteten af en eller anden form for førstebrug

af kernevåben fra den ene eller den anden side. Det synes således

på tide at overveje mulighederne, kravene, vanskelighederne og

fordelene ved en politik baseret på ikke-førstebrug.« (Fra

»Kernevåben og Atlantpagten« i bogen »NATOs strategi.

Førstebrugsdebatten«, SNU 1982).

Men på trods af, at alle synes at have erkendt, at førstebrug af

atomvåben vil være kollektivt selvmord, er der endnu ikke fra den

danske regerings side gjort noget som helst effektivt for at

fremme denne sag. Tværtimod har regeringen, da den i FN fik

chancen, direkte modarbejdet (stemt imod) et forslag mod

førstebrug af atomvåben (se nedenfor).

I foråret 1984 så det ellers ud, som om der skulle til at ske noget.

I folketingets dagsorden af 3. maj 1984 blev det slået fast, at

regeringen skal arbejde for en international aftale, herunder

mellem NATO og Warszawapagten, om nej til førstebrug af kernevåben

af enhver art.

Men regeringen foretog sig ingenting. Jo, den meddelte de øvrige

NATO-lande, hvad folketinget havde besluttet, dvs. hvad enhver i

forvejen kunne læse i aviserne, men derudover foretog den sig

intet.

I oktober 1984 meddelte NATOs nye generalsekretær, Lord Carrington,

at NATO ikke vil binde sig til at love at lade være med at bruge

atomvåben. Lord Carrington mente, at et sådant løfte ville svække

»afskrækkelsen mod et konventionelt angreb« (se Information den

18. oktober 1984).

På trods af, at NATO dermed officielt blokerede for muligheden for en

aftale om forbud mod førstebrug af atomvåben, foretog regeringen

sig ikke noget.

I NATO-kredse hævdes det ofte, at et styrket konventionelt forsvar -

herunder iværksættelsen af nye doktriner som f.eks. FOFA - vil

kunne hæve atomtærsklen, dvs. mindske risikoen for, at atomvåben

tages i brug, eller i hvert fald udskyde anvendelsen af atomvåben.

Dette har også ført til teorien om, at den konventionelle oprustning

skulle kunne gøre det muligt at undgå såkaldt »tidlig førstebrug«

af atomvåben.

Dyvig-rapporten slår klart til lyd for denne tankegang. På side 77 i

rapporten siges det, at et skridt på vejen til en aftale om afkald

på førstebrug af atomvåben »ville være en ensidig konventionel

styrkelse« af NATO »med det formål at undgå tidlig anvendelse af

atomvåben. Sådanne bestræbelser på at hæve atomtærsklen er

allerede under overvejelse i NATO«.

Nu er dette forsøg på at sammenkæde spørgsmålet om førstebrug og

spørgsmålet om den såkaldt konventionelle balance helt

uacceptabelt alene af den grund, at man kan ikke forhandle om

adgangen til at begå en sådan forbrydelse, som brugen af atomvåben

vil være. Forslagsstillerne kan under ingen omstændigheder

acceptere, at et løfte om ikke at begå denne forbrydelse skal

gøres betinget af andre kravs opfyldelse.

Men hertil kommer, at teorien om, at et styrket konventionelt forsvar

skulle mindske risikoen for anvendelse af atomvåben, er særdeles

tvivlsom.

For det første er der en oplagt risiko for, at vestlig konventionel

oprustning vil blive mødt med tilsvarende oprustning i Øst, og at

det hele altså udmunder i et nyt oprustningskapløb på

konventionelle våben sideløbende med den atomare oprustning.

For det andet tyder alt på, at den nuværende vestlige konventionelle

oprustning øger - og ikke mindsker - faren for krig og dermed i

sidste ende faren for atomkrig, for ingen tror vel på, at en krig

vil kunne begrænses.

Indførelsen af en mangfoldighed af nye højteknologiske og avancerede

konventionelle våben og udviklingen af nye militære doktriner

byggende på anvendelsen af disse våben øger risikoen for krig.

Dette gælder i ganske særlig grad med hensyn til USAs konventionelle

oprustning, hvor brugen af de nye våbentyper skal ses i sammenhæng

med Airland Battle-doktrinen og dennes konkrete udmøntning i Field

Manual 100-5, der er gældende for de amerikanske hærstyrker, og

hvor der forudses en tidlig anvendelse af såvel konventionelle som

atomare og kemiske våben på den såkaldt integrerede slagmark.

Men det vil også være resultatet af den oprustning, som planlægges i

NATO i forbindelse med udviklingen af FOFA-doktrinen, der bl.a.

bygger på brugen af »dybe slag«.

I den forbindelse kan forslagsstillerne helt tilslutte sig Lasse

Budtz' udtalelser i folketinget den 22. marts 1984

»Hvis Vesten vil ramme modparten med såkaldte dybe slag efter et

angreb, vil modparten formentlig meget hurtigt beslutte sig til at

gøre nøjagtig det samme. Med stærkt avancerede konventionelle

våben, f.eks. nye, meget træfsikre missiler med konventionelle

sprænghoveder, vil ødelæggelserne kunne blive af et sådant omfang,

at den angrebne part hurtigt vil blive fristet til at bruge

kernevåben. Og hvordan skal man i øvrigt kunne kontrollere med

sine observationssystemer, om det angreb, der nærmer sig, har

konventionelle eller atomare sprænghoveder?» (Se Folketingstidende

1983-84, 2. samling, forhandlingerne sp. 2748).

Danmarks stemmeafgivning på FN-generalforsamlingen

I november 1984 gik regeringen fra passivitet over til direkte at

modarbejde det pålæg, folketinget den 3. maj 1984 havde givet

regeringen. På trods af et klart råd fra et flertal i det

udenrigspolitiske nævn besluttede regeringen, at Danmark skulle

stemme imod et resolutionsforslag om nej til førstebrug af

atomvåben.

Ikke alene modarbejdede regeringen dermed direkte bestræbelserne for

at få gennemført en aftale om forbud mod førstebrug af atomvåben,

men det forhold, at regeringen ikke i den efterfølgende

forespørgselsdebat blev pålagt at ændre Danmarks stemmeafgivning

ved den endelige afstemning i FN-generalforsamlingen, indebar

desforuden en svækkelse af det udenrigspolitiske nævns stilling og

en svækkelse af den i forvejen utilstrækkelige parlamentariske

kontrol med udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Socialdemokratiets ordfører, Lasse Budtz, sagde i folketinget den 7.

december 1984, at socialdemokratiet ikke ønskede et folketingsvalg

på spørgsmålet om FN-resolutionen, bl.a. fordi denne resolution

ikke var helt tilfredsstillende formuleret og bl.a. manglede en

direkte opfordring til forhandlinger mellem NATO og

Warszawa-pagten, »og disse to pagter må selvsagt inddrages i

forhandlingerne om et internationalt forbud mod førstegangsbrug«

(Folketingstidende 1984-85, forhandlingerne sp. 3473).

Senere i samme debat gentog den socialdemokratiske ordfører, at netop

de to pagter må direkte inddrages i forhandlinger om dette

spørgsmål, og han slog derefter til lyd for, at regeringen i NATO

kan rejse spørgsmålet om atomvåbenpolitikken, herunder spørgsmålet

om førstebrug (se Folketingstidende 1984-85, forhandlingerne sp.

3528).

Sovjetunionen og Warszawapagtlandene har for længst foreslået en

aftale om afkald på førstebrug af atomvåben, og derfor er det

klart, at et positivt udspil fra NATO og USA vil være vejen til

afgørende gennembrud i denne sag.

Det vil også være et skridt fra vestlig side, som i allerhøjeste grad

kunne være med til at forstærke mulighederne for et heldigt

resultat af de påbegyndte nedrustningsforhandlinger mellem USA og

Sovjet.

Som ovenfor nævnt har NATO-ledelsen hidtil været klart imod et sådant

initiativ, og derfor må det være en indlysende dansk opgave at

rejse spørgsmålet i NATO (f.eks. på et kommende

udenrigsministermøde) i form af et konkret forslag.

Efter forslagsstillernes opfattelse bør Danmark desuden meddele, at

Danmark naturligvis ikke kan tage noget medansvar for en

atomvåbenstrategi, der bygger på adgangen til førstebrug af

atomvåben.

Nærværende beslutningsforslag er en genfremsættelse af et af

venstresocialisterne og socialistisk folkeparti den 12. februar

1985 fremsat forslag, se Folketingstidende 1984-85,

forhandlingerne sp. 5762 og 7095 samt tillæg A sp. 3469 og tillæg

B sp. 1369.

Forslaget nåede ikke til 2. behandling i den pågældende

folketingssamling. I en beretning afgivet af forsvarsudvalget den

9. maj 1985 redegør et flertal i udvalget for, hvorfor bl.a. dette

forslag ikke kunne færdigbehandles

»Et flertal (socialdemokratiets, det konservative folkepartis,

venstres, centrum-demokraternes og kristeligt folkepartis

medlemmer af udvalget) finder, at det på nuværende tidspunkt, hvor

ikke alle udvalgets spørgsmål vedrørende de ovenfor nævnte

beslutningsforslag er besvaret, ikke er muligt at færdigbehandle

forslagene.«

Forslagsstillerne håber på den baggrund, at det nu vil blive muligt

at få alle spørgsmål besvaret og forslaget færdigbehandlet.

Ingen

Nr BSF 14

Forslag til folketingsbeslutning om ikke-førstebrug af atomvåben

Fremsat af Albrechtsen (VS) Elisabeth Bruun Olesen (VS) Riishøj (SF) Thoft (SF)

den 8. oktober 1985