Legislator Case Law & Legislation
19851BA00002 DK

1985 BSF 2 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM KOMMUNERS MULIGHED FOR AT AFVISE ANLØB AF VISSE MILITÆRE FARTØJER

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1985 2 Valid

Folketinget opfordrer regeringen til at give kommunalbestyrelser

mulighed for i fredstid at nægte anløb af krigsskibe, medmindre

skibets fører afgiver erklæring om, at skibet ikke medbringer A-,

B- eller C-våben.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Ifølge de internationale søfartsregler (IMCO) er civile skibe pålagt

at meddele oplysning om skibets ladning ved anløb i danske havne.

Såfremt der er tale om ladning af særlig farlig karakter eller

skibet drives med atomkraft, kan havnemyndigheden nægte skibet

tilladelse til anløb eller pålægge særlige sikkerhedsmæssige

forskrifter fulgt. For militære skibe er disse regler sat totalt

ud af kraft.

Det giver tre sæt problemer. For det første har de ansvarlige

myndigheder i en katastrofesituation ingen viden om, hvad militære

skibe medfører af sprængstoffer, kemiske/bakteriologiske

kampmidler eller atomvåben, for det andet er det sandsynligt, at

det danske ønske om, at der ikke må befinde sig atomvåben på dansk

område i fredstid, i det mindste somme tider bliver overtrådt, for

det tredje er der den meget store risiko for havnebyernes

befolkning, som brand, uheld eller terroristangreb medfører - i

betragtning af, at danske havne gennemgående altid ligger midt i

bycenteret.

Kommunalbestyrelsen har det principielle ansvar for at byens

katastrofeberedskab kan fungere, men dette katastrofeberedskab er

slet ikke dimensioneret til at klare uheld, som kan betyde udslip

af radioaktivt materiale eller kemiske/bakteriologiske

kampstoffer. Netop derfor er det vigtigt, at kommunalbestyrelsen

har mulighed for at sige nej til at modtage sådanne skibe, der

måtte anses for at indebære en særlig stor risiko for

civilbefolkningen.

Forslagsstillerne ønsker ikke med dette forslag, at påtvinge

kommunerne nogen bestemt holdning. Det overlades derfor til det

kommunale selvstyre at afgøre, hvorvidt man ønsker at modtage

militære fartøjer, der nægter at afgive erklæring om, at de ikke

medfører de nævnte typer våben.

Det er således kendt, at hverken USA eller Sovjet ønsker at oplyse,

hvorvidt der findes våben af de omtalte typer om bord. Men

forslagsstillerne mener ikke, man kan nøjes med de tidligere

danske tillidserklæringer om, at omverdenen kender de danske

reservationer for så vidt angår atomvåben i fredstid, og at det

går vi ud fra overholdes. Såfremt man ikke blot en gang imellem

overtræder den danske reservation, kunne man jo lige så godt

afgive en erklæring om, at krigsskibe, der anløber danske havne,

ikke medfører atomvåben. Forslagsstillerne henviser i denne

forbindelse også til den voldsomme amerikanske vrede over, at New

Zealand ønskede, at amerikanske skibe skulle afgive erklæring om

ikke at medføre atomvåben. Hvis den new zealandske regerings

ønsker umiddelbart blev overholdt, ser forslagsstillerne intet

grundlag for den amerikanske vrede.

Forslagsstillerne har ikke ønsket at forplumre debatten med

definitioner af begreber som krise- og krigstid, hvorfor forslaget

er begrænset til at omfatte fredstid, dvs. under de nuværende

omstændigheder.

Forslagsstillerne har ligeledes ønsket - i denne forbindelse - at

undgå debat om, hvorvidt der i hver havn, ved hvert besøg, skal

opstilles en egentlig kontrolinstans, hvorfor forslaget blot

forudsætter, at skibsføreren afgiver en korrekt erklæring.

Forslagsstillerne har ønsket, at reglen skal gælde såvel A-, B- som

C-våben, da disse ved brand, andre uheld eller terroristangreb kan

forårsage helt uoverskuelige skader på det pågældende

lokalsamfund. Med en række militære uheld i tankerne

(Harpoon-sagen f.eks.) kunne der også være grund til at medtage

skibe, som medfører skarp ammunition. Forslagsstillerne har dog -

i denne forbindelse - ikke ønsket dette medtaget.

Beslutningsforslag som fremsat 1985 2 Valid

Nr BSF 2

Forslag til folketingsbeslutning om kommuners mulighed for at afvise anløb af visse militære fartøjer

Fremsat af Thoft (SF) Margrete Auken (SF) Leif Hermann (SF) Hanne Jacobsen (SF) Albrechtsen (VS) Anne Grete Holmsgård (VS) Elisabeth Bruun Olesen (VS) Tinning (VS)

den 2. oktober 1985

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →