1985 BTL 234 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (FORBUD MOD HEMMELIGHOLDELSE AF VIDNEFORKLARINGER) NR L 234 1985-86, 1. SAMLING BLAD NR 907

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Herefter indstiller et mindretal (det konservative folkepartis,

venstres, centrum-demokraternes og kristeligt folkepartis

medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et andet mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis

medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved

3. behandling.

Mindretallet bemærker, at lovforslaget tilsyneladende åbner for en

øget brug af anonyme vidner, således som også påpeget af et

flertal af østre landsrets dommere i rettens høringssvar af 12.

februar 1986.

Dette synspunkt understreges af det forhold, at lovforslaget som

eneste kriterium for identitetsanonymisering angiver, at

væsentlige hensyn til vidnet gør det påkrævet.

I forhold til højesterets dom af 2. december 1983 udgør lovforslaget

en lempelse. Højesteret fastlægger, at anonymisering kan ske,

såfremt ». . . forklaring indebærer en nærliggende risiko for

vidnet eller vidnet nærstående personer for at lide overlast . . .

(og at) sagens alvor og forklaringens betydning ganske

undtagelsesvis måtte gøre det påkrævet, at forklaring afgives«.

Disse åbenbart meget restriktive betingelser er ikke til stede i

lovforslaget, der synes at søge et kompromis i

anonymiseringssituationen med en forholdsvis bred adgang til

identitetshemmeligholdelse og et absolut forbud mod

hemmeligholdelse af vidnets forklaring.

Lovforslagets § 848, stk. 2, indeholder en regel om udelukkelse af

identitetsanonymisering, såfremt det må antages at være af

betydning for tiltaltes forsvar. Mindretallet kan tilslutte sig

den kritik, der er fremkommet fra 7 dommere i vestre landsret imod

den situation, at forsvareren skal godtgøre eller sandsynliggøre,

at identitetshemmeligholdelse har betydning for tiltaltes forsvar.

Mindretallet finder, at forholdet mellem vidneforklaringens indhold

og spørgsmålet om, hvem der har afgivet forklaringen, er uhyre

vanskeligt at adskille. Tiltaltes muligheder for at underrette

forsvareren om eventuelle krydsforhørsmuligheder udelukkes,

såfremt tiltalte ikke kender vidnernes identitet, og såfremt

forsvareren i medfør af forslaget til § 835, stk. 2, i kraft af et

pålæg er afskåret fra at fortælle tiltalte, hvem der føres som

vidner imod ham.

Lægges det videre til grund, at anonymisering kun i praksis kan komme

på tale i sager om alvorlige forbrydelser og i situationer, hvor

sagens alvor og sagens betydning ganske undtagelsesvis gør det

påkrævet, indebærer identitetshemmeligholdelsen videre det ekstra

moment, at vidnets fremmøde i retten er begrundet i forklaringens

vigtighed for anklagemyndighedens bevisførelse. Dermed vil et

måske fældende vidneudsagn få en mere beskyttet status end andre

vidneudsagn, hvor hemmeligholdelse ikke er nødvendig, og dermed

vil forklaringen også i højere grad end ellers stå uantastet ved

forsvarets krydsforhør.

Mindretallet finder, at netop sager om grov kriminalitet bør fremstå

som sager, der viser, at grundlæggende retsplejegarantier kan og

skal fastholdes, og kan helt tilslutte sig retsplejerådet, når

dette i betænkning nr. 1056/ 1985 om anonyme vidner m.v. på side

31 udtaler: »Endelig må det fremhæves, at anonymisering af vidner

giver mulighed for til en vis grad hemmelige domsfældelser. Det

strider mod princippet om, at tiltalte under domsforhandlingen

skal gøres bekendt med alt det materiale, som gøres gældende mod

ham. Såfremt sådanne principper ikke respekteres fuldt ud, vil

tilliden til retssystemet kunne lide skade ikke blot hos de

mennesker, der domfældes under sådanne sager, men i vide kredse i

befolkningen.«

Et tredje mindretal (det radikale venstres medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet ønsker at bemærke, at det er en forudsætning for et

retssamfund, at en borger får at vide, hvad han eller hun anklages

for også i detaljer, og hvem der anklager ham eller hende.

Hagen Hagensen (KF) fmd. Annelise Gotfredsen (KF) Karen Thurøe

Hansen (KF) Grethe Fenger Møller (KF) Bjørn Elmquist (V)

Birthe Rønn Hornbech (V) Birgith Mogensen (CD) Inger Stilling

Pedersen (KrF) Ole Espersen (S) Korneliusen (S) Torben Lund

(S) Lissa Mathiasen (S) Erik B. Smith (S) Jimmy Stahr (S)

Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd. Bernhard Baunsgaard

(RV)

Partierne VS, FP og FD havde ikke medlemmer i udvalget.

Artikel fra Juristen nr. 8/ 1985 side 273-279

En trussel mod fundamentale principper i strafferetsplejen

Om anonyme vidner og agenter

Af landsdommerne Ole Unmack Larsen, Poul Rønnow og Peter Rørdam

Dommere er traditionelt tilbageholdende i den retspolitiske debat,

men de overvejelser om anvendelse af anonyme vidner og agenter i

straffesager, som nu er i gang, og som skal forelægges for

folketinget, anser vi for at indebære en sådan trussel mod

fundamentale principper i strafferetsplejen, at vi føler det

nødvendigt at fremsætte nogle synspunkter med baggrund i de

erfaringer, vi har fra vores arbejde i retten.

Der er sagt og skrevet så meget om disse emner, at vi ikke føler

noget behov for at »starte forfra«, og de følgende bemærkninger

beskæftiger sig derfor kun med nogle aspekter af problemerne, som

det efter vores opfattelse er af særlig betydning at have for øje

under de afsluttende overvejelser.

I. Anonyme vidner

Anonymiseringen betyder som bekendt ikke blot, at vidnets navn

hemmeligholdes for tiltalte, men også at tiltalte ikke får

oplysninger om de - for sagens udfald undertiden helt afgørende -

dele af vidnets forklaring, hvoraf han kunne slutte sig til

vidnets identitet.

Af den diskussion, som har fundet sted om anvendelsen af anonyme

vidner, har man undertiden kunnet få det indtryk, at fortalerne

på forhånd anser den tiltalte for skyldig efter den tiltale, der

er rejst. Og at man på den baggrund er tilbøjelig til at anse de

retssikkerhedsgarantier for tiltalte, som ophæves eller begrænses

ved anonymiseringen, som formaliteter, der ikke bør kunne hindre,

at den tiltalte dømmes, som han eller hun ærligt har fortjent.

Men herved overses det, at det naturligvis er uundgåeligt, at der

også i sager om grove narkotika- og voldsforbrydelser nu og da

rejses tiltale mod personer, der enten er uskyldige, eller som kun

er skyldige i et mindre omfang end beskrevet i anklageskriftet - i

en narkosag f.eks. kun i overdragelse af halvdelen af det kvantum,

som tiltalen angår. Da strafudmålingen, specielt i narkosager, er

nært knyttet til lovovertrædelsens omfang (stofmængden), vil en

sådan afvigelse mellem tiltalen og domfældelsen i praksis kunne

betyde en forskel på flere års frihedsberøvelse.

At anse de retssikkerhedsgarantier, der her er tale om, for blotte

juridiske formaliteter, vil derfor være udslag af en meget

overfladisk betragtningsmåde, navnlig når det erindres, at anonyme

vidner kun tænkes anvendt i sager om meget alvorlige forbrydelser,

hvor der, hvis tiltalte findes skyldig, idømmes meget langvarige

frihedsstraffe.

Et andet forhold, som tilsyneladende overses af fortalerne for

anvendelsen af anonyme vidner, er følgende

Anvendelsen af anonyme vidner i sager om grove narkotika- eller

voldsforbrydelser begrundes med hensynet til beskyttelsen af

vidnerne i disse sager. I betragtning af det miljø, hvoraf sagerne

udspringer, kan det forventes, at vidnerne eller deres nærmeste

vil lide alvorlig overlast, hvis de ikke beskyttes gennem

anonymisering af deres forklaringer. Men det noget specielle miljø

rummer jo omvendt en risiko for, at personer i miljøet, der af en

eller anden grund ønsker at ramme en anden, der ikke har »makket

ret«, eller som man af andre grunde har et regnskab at gøre op

med, vil komme med falske anmeldelser og vidneforklaringer, f.eks.

gående ud på, at den pågældende i et helt eller delvis opdigtet

omfang har medvirket ved salg af narkotika. Da den tiltalte ofte

vil være den eneste, der kunne imødegå den urigtige

vidneforklaring, vil den anonymisering, som vidnet kan opnå ved at

hævde at være truet af tiltalte, og som har til formål at beskytte

mod overlast fra tiltaltes side, her virke stik modsat: Det

løgnagtige vidne opnår gennem anonymiseringen, at han stort set

risikofrit kan sige, hvad der passer ham. Og tiltalte, der som

følge af anonymiseringen afskæres fra at imødegå forklaringen, er

dermed uden beskyttelse mod den overlast fra vidnets side, som den

løgnagtige forklaring - hvis tiltalte dømmes - resulterer i.

I tilknytning til den meget omtalte Højesteretsdom i U.1984.81, der

er kommenteret af Kiil i U.1984.B.289, skal særligt fremhæves et

moment, der er uomtalt såvel i dommen som i kommentaren, men som

er af væsentlig betydning for overvejelserne om indholdet af en

lovgivning på området.

Det drejer sig om adgangen for retten til at give den tiltaltes

forsvarer pålæg om i et nærmere angivet omfang ikke over for den

tiltalte at give oplysning om det materiale, politiet har

tilvejebragt, eller om, hvad der er sket under retsmøder i

tiltaltes fravær, de såkaldte »forsvarerpålæg«. Bestemmelser herom

findes i den gældende retsplejelov kun i tilslutning til reglerne

om efterforskning, og det er både efter reglernes placering og

efter forarbejderne sikkert, at et pålæg til en forsvarer taber

sin virkning senest ved domsforhandlingens begyndelse. En accept

af, at et vidne føres anonymt under domsforhandlingen trækker

imidlertid nødvendigvis med sig, at der også på dette stadium af

sagen gives forsvareren pålæg om ikke at videregive sin viden til

tiltalte. I Højesteretssagen var der da også givet et sådant pålæg

til forsvareren i forbindelse med domsforhandlingen for

landsretten, og det kan derfor undre, at Højesteret ikke har

fundet anledning til at tage dette moment med i sine overvejelser,

da retten skulle tage stilling til, om der efter de gældende

regler var hjemmel til at føre et vidne anonymt under

domsforhandlingen. Mere betydningsfuldt end at markere denne

undren er det imidlertid til brug for de legislative overvejelser

at understrege, at man sætter forsvareren i den næsten uløselige

situation i hans varetagelse af hvervet, at han ved, hvem vidnet

er, og hvad vidnet har sagt, men ikke må fortælle det til sin

klient. Han er således afskåret fra sammen med klienten at

tilrettelægge et forsvar over for de belastende udtalelser, der

kan være kommet frem under vidneforklaringen, og han må i visse

situationer procedere dele af sagen, uden at klienten er til stede

og hører, hvad forsvareren siger. Det referat, som i Højesterets

dom er givet af sagens forløb under domsforhandlingen i

landsretten taler bedre end mange ord sit tydelige sprog om,

hvordan disse amputerede forsvarsmuligheder kan føre til, at

domsforhandlingen udvikler sig til en parodi på en retshandling.

Der er også anledning til at slå fast, at alternativet til at opgive

tanken om at føre anonyme vidner ikke er en prisgivelse af vidnets

sikkerhed. Det er vel nok i visse alvorlige narko- og voldssager

en realitet, at et vidne kan blive udsat for overgreb, og den

risiko er der i disse sager ingen, der vil påføre vidnet.

Udgangspunktet er derfor, at vidnet, hvis denne alvorlige risiko

skønnes at være til stede, er fritaget for at afgive forklaring.

Det kan ikke engang pålægges vidnet at afgive forklaring, fordi

vidnet i disse tilfælde vil være omfattet af fritagelsesreglen i

retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1. Valget står derfor mellem at

føre vidnet anonymt med den - formentlig i mange tilfælde

illusoriske - sikkerhedsfølelse, det kan give vidnet, og helt at

give afkald på at føre vidnet med den risiko for en materielt

urigtig frifindelse, som det indebærer.

Det er bestemt ikke acceptabelt for retssystemet, at man skal give

afkald på domfældelse af grove forbrydelser, fordi vidnerne føler

sig skræmt. Men det er efter vores opfattelse endnu mindre

acceptabelt, hvis man for at opnå en domfældelse gennemfører en

domsforhandling under tilsidesættelse af de mest fundamentale

retsplejemæssige principper. Det er simpelthen livsnerven i det

straffeprocessuelle system, der angribes, hvis man godkender, at

en straffesag kan gennemføres, uden at den tiltalte på alle

punkter ved, hvad han er oppe mod.

Det hører som oven berørt også med i billedet, at de vidner, det her

drejer sig om, ofte selv er dybt kompromitterede. Vidnerne i disse

sager er typisk personer, der er eller har været inde i alvorligt

misbrug af euforiserende stoffer, og/ eller selv er dømt for

overtrædelse af lovgivningen herom eller for anden kriminalitet,

undertiden i samme sag som tiltalte. Der er, også når det drejer

sig om »almindelige« vidner i »almindelige« sager, mange

usikkerhedsmomenter ved vidners udsagn. Men i narko- og

voldssagerne må man være ekstra skeptisk. Det er ofte ganske

uigennemtrængeligt, hvorfor et vidne i sådanne sager forklarer,

som han gør, og bliver den tiltalte berøvet den forsvarsmulighed,

der dog ligger i, at han ved, hvem der har afgivet forklaring, og

kender det fulde indhold af forklaringen, bliver risikoen for

domfældelse på urigtigt grundlag voldsomt forstærket.

Med andre ord: Når man skal tage stilling til, om det er acceptabelt

at give afkald på et vidne med den risiko for en materielt urigtig

frifindelse, som det indebærer, skal det med i overvejelserne, at

alternativet - anonymisering af vidnet - ikke nødvendigvis fører

til en materielt rigtig domfældelse. Netop anonymiseringen rummer

en høj grad af risiko for, at der i virkeligheden sker en

materielt urigtig domfældelse. Og så er retssystemet for alvor

kørt af sporet, hvis en urigtig domfældelse bliver resultatet af

en proces, der er gennemført under tilsidesættelse af

grundlæggende retsplejemæssige principper. Det må være en beskeden

pris at betale for at undgå dette, hvis man engang imellem må

opleve, at en sag må opgives eller ender med frifindelse, selv om

den tiltalte i virkeligheden var skyldig.

Det kan ikke være uden interesse at omtale, at den norske Højesteret

2 gange i 1984 har truffet afgørelser, der i en helt anden grad

end flertalsudtalelsen i den danske Højesterets dom i U.1984.81

står vagt om de grundlæggende garantier i strafferetsplejen. Det

drejer sig om afgørelserne i NRt 1984.334 og 663, der begge

omhandlede narkokriminalitet, som var blevet afsløret ved

politimæssig overvågning af nogle nærmere angivne områder.

Politifolkene afgav i byretten forklaring om deres iagttagelser,

men blev af byretten fritaget for at besvare et spørgsmål fra

forsvareren om, hvorfra observationerne var gjort, med den

begrundelse, at det var nødvendigt at hemmeligholde

observationsposterne. I den første sag udtalte den førstvoterende

med tilslutning fra de øvrige dommere bl.a.

»I utgangspunktet har . . . . et vitne plikt til å forklare seg om

hva det har sett eller hørt eller på annen måte iakttatt om

saksforholdet, og herunder med de begrensninger som følger af

lovens §§ . . . . også å svare på spørsmål som kan være av

betydning for å belyse vitneprovets verdi, for eksempel i hvilken

avstand vitnet har foretatt sine observasjoner . . . . Det er

videre langvarig og sikker rettspraksis for at det ikke er adgang

til å frita for vitneplikt av andre grunner enn de som er angitt i

loven . . . .

Der foreligger derfor . . . . en saksbehandlingsfeil når byretten

avskar forsvarerens spørsmål til politibetjentene.«

Denne sagsbehandlingsfejl fandtes så væsentlig, at byrettens dom blev

ophævet.

Ganske samme resultat kom den norske Højesteret til i den anden sag.

Det kan heller ikke være uden interesse at omtale, at den danske

Højesterets afgørelse om anonyme vidner på det nordiske juristmøde

i 1984 ikke blev mødt med nogen form for sympati hos

diskussionsdeltagerne fra de andre nordiske lande.

Danske dommere har traditionelt en meget pragmatisk holdning til de

problemer, de bliver stillet overfor. Det kan der i mange tilfælde

være gode grunde til, men der er tilfælde, hvor det har betydning

at markere nogle principielle holdninger. Professor Robert Bech

bliver undertiden påberåbt til støtte for den mere pragmatiske

linie, og hans navn har også været inddraget i debatten om de

anonyme vidner, bl.a. i Kiils ovenfor omtalte kommentar til den

danske Højesterets dom. De betragtninger fra Robert Bechs side,

som man har påberåbt sig til støtte for, at vidner i visse

tilfælde kan føres anonymt, findes i en artikel i »Retsplejeloven

50 År«, side 173 ff. Det, man har fået ud af denne artikel, er, at

domstolene ikke skal være så ængstelige for, om der er hjemmel til

den løsning, som man finder fornuftig og hensigtsmæssig.

Det er rigtigt, at Robert Bech har gjort sig til talsmand for dette

standpunkt, men det er sket med sigte på noget ganske andet end

det, vi her taler om. I Robert Bechs artikel er der et afsnit

specielt om forholdet mellem det offentlige og det enkelte

individ. Han påviser her, hvordan det uden vanskeligheder har

været muligt for domstolen at finde hjemmel til at fængsle i strid

med eller ud over loven og dens forudsætninger, hvis man har

syntes, der var behov for fængsling, mens det omvendt har knebet

gevaldigt at finde hjemmel til at komme folk til hjælp, hvis der

f.eks. skulle gives erstatning for et uberettiget indgreb.

Robert Bechs pointe er, at domstolene skal bekymre sig lidt mindre om

hjemlen, end de hidtil har gjort, hvis der er behov for at yde

hjælp til en person, der er kommet i klemme i systemet. Og at

domstolene omvendt bør være noget mere omhyggelige med hjemlen,

hvis det offentlige ønsker et indgreb iværksat. Vi tror derfor

ikke, at Robert Bech har påskønnet at se sit indlæg brugt til

støtte for, at det er i orden med anonyme vidner. Det er i

virkeligheden forbløffende, at man i kommentaren til den danske

Højesterets dom har ment at kunne forsvare flertallets resultat

med en henvisning til Robert Bechs artikel.

Når folketinget skal tage stilling til, hvilke regler der nu skal

gives, skal man altså ikke lade sig besnære hverken af

henvisningerne til Robert Bech eller af den omstændighed, at en

afdeling af Højesteret med 5 dommerstemmer mod 2 har sanktioneret,

at vidner efter de gældende regler undtagelsesvis kan føres

anonymt.

Det ville da i øvrigt også være pinligt, hvis folketinget i et eller

andet omfang gav grønt lys for anonyme vidner, og der efterladende

blev fastslået, at en regel med dette indhold var i strid med

Menneskerettighedskonventionen. At dette står som en ikke helt

fjerntliggende mulighed kan udledes af de afsluttende

bemærkninger, der blev fremsat af Jørgen Gersing som debatleder

under forhandlingerne på det nordiske juristmøde 1984 om emnet

»Efterforsknings- og bevisspørgsmål ved narkotikaforbrydelser«.1)

Gersings indlæg, der nu er trykt i Forhandlingerne, side 120 f,

lyder således

»Vi havde for mange år siden en justitsminister, som sagde, at der

gik ca. 25 år fra vi gennemførte en reform i landet og til den

rigtig slog igennem i befolkningen. Det antal retssager, der

hidtil har været behandlet af de europæiske

menneskerettighedsorganer fra de nordiske lande, kunne tyde på, at

denne sætning måske stadig har en vis gyldighed. Men nu begynder

de at komme. Og i denne forbindelse er det vel rimeligt at kaste

et blik på bestemmelserne i art. 6, pkt. 3. Der står først i

indledningen til pkt. 3, at enhver, der er »charged with a

criminal offence, has the following minimumrights.« - og litra d)

lyder, at han har »rights to examine or have examined witnesses

against him and to obtain the attendance and examination of

witnesses on his behalf under the same conditions as witnesses

against him.«

Jeg vil mene, at anklagemyndigheden og politiet, når de udfolder den

fantasi i efterforskningsskridtene, som jeg finder er helt

nødvendig i disse særprægede sager, måske engang imellem også

skulle tage bestemmelserne her frem og prøve dem lidt af for at

sikre det, som i alle de europæiske lande har været grundtanken,

og det, der har ligget bag ved konventionen, nemlig at den

tiltalte får »a fair trail«.'

II. Agenter

Det er en noget anden problemstilling, man møder her, men på flere

punkter er der paralleller.

Det er jo også her ønsket om en mere effektiv indsats over for den

alvorligere kriminalitet, der begrunder forslaget om en

legalisering af agentvirksomhed, og det er naturligvis et ønske,

alle kan tilslutte sig. Men også på dette punkt er der en pris,

der skal betales, og som efter vores opfattelse er for høj, fordi

man også her må tilsidesætte nogle væsentlige retsplejemæssige

principper.

Nogle af de indvendinger, der kan fremføes, ligger lige for: Hensynet

til politiets integritet taler med stor styrke mod anvendelse af

agenter. Som det foreliggende lovforslag viser, er det endvidere

en tilsyneladende håbløs opgave at udforme bare nogenlunde præcise

regler på de punkter, hvor der skal sættes grænser for

agentanvendelsen.

En anden meget væsentlig indvending knytter sig til noget, der er

lidt mere uigennemskueligt, og som derfor kræver en nærmere

forklaring. Det burde være en selvfølge, at hvis en sag er blevet

optrevlet ved hjælp af en agent, må agenten frem i dagens lys, for

at retten kan få mulighed for at danne sig et personligt indtryk

af agentens forklaring om, hvad der skete, sammenholdt med den

tiltaltes ofte afvigende forklaring herom. Der kan dels være

spørgsmål om, hvorvidt denne tiltalte overhovedet var med i det

begivenhedsforløb, sagen angår. Dels må forsvareren have mulighed

for at gå agenten på klingen, for det kan blive efterprøvet, om

provokationsgrænsen er overskredet. Heroverfor står imidlertid, at

anklagemyndigheden ofte ikke ønsker at føre agenten som vidne,

dels af hensyn til agentens sikkerhed, dels af hensyn til

genbrugsmuligheden.

Man skulle tro, at denne konflikt mellem ønsket om at føre agenten

som vidne og ønsket om at fritage ham for vidnepligt var let løst

ud fra følgende synspunkter: Anklagemyndigheden bestemmer, om

agenten skal føres. Hvis anklagemyndigheden finder hensynet til

agenten tungerevejende end hensynet til sagens oplysning i retten,

må anklagemyndigheden give afkald på at få det frem, som agenten

kunne have fortalt, og forsvareren og den tiltalte kan så være

tilfredse. Hvis anklagemyndigheden omvendt bestemmer sig til at

føre agenten som vidne, får forsvareren og den tiltalte de

sædvanlige processuelle muligheder for at sætte ind over for

agentens forklaring.

Hvis det var så enkelt, ville der ikke være grund til at have nogen

regel om agentens vidnepligt. Det har man imidlertid fundet

nødvendigt. Grunden hertil er, at domstolene i en række tilfælde

har ladet sig besnære til at give anklagemyndigheden mulighed for

både at blæse og have mel i munden. Anklagemyndigheden har fået

lov til både at blive fri for at føre agenten som vidne og til

alligevel at få agentens oplysninger frem ved stedfortrædende

beviser, typisk som andenhåndsforklaringer om, hvad agenten har

fortalt om hændelsesforløbet, jfr. Gammeltoft-Hansen i Tidsskrift

for Rettsvitenskap 1984, side 115 ved note 29 og 30. I praksis er

situationen altså blevet den, at agentens oplysninger kan bruges,

uden at der bliver mulighed for den afprøvning af oplysningerne,

som ville foreligge, hvis agenten selv blev ført som vidne. Det

hører også med i billedet, at domstolene i nogle sager, f.eks.

U.1976.236 og 1978.368 har givet udtryk for, at den bevistvivl,

der måtte følge af, at agenten ikke føres som vidne, må komme

tiltalte til gode også ved skyldspørgsmålets afgørelse, men at der

os bekendt ikke foreligger noget eksempel på, at der er sket en

frifindelse, fordi beviset er blevet fundet for svagt.

De gældende bestemmelser om vidnepligt, som har dannet grundlag for

de indtil nu trufne afgørelser om, hvorvidt en agent skal føres

som vidne, eller om han kan fritages, findes i retsplejelovens §

171, der først i stk. 2, nr. 3, fastslår, at der ikke er pligt til

at afgive forklaring, såfremt forklaringen må antages at ville

påføre vidnet anden væsentlig skade end straf eller tab af

velfærd. Dernæst bestemmes det i stk. 3, at retten dog kan pålægge

vidnet at afgive forklaring, hvis forklaringen må anses for at

være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens

beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller

samfundet findes at berettige dertil.

Som foran anført har man fundet det nødvendigt som led i den nu

foreslåede legalisering af agentvirksomhed at medtage en særskilt

bestemmelse om agentens vidnepligt. I justitsministeriets

lovforslag, der er udformet i overensstemmelse med

udvalgsflertallets forslag, er det formuleret på den måde, at

vidnepligt kan pålægges, når sagens beskaffenhed og dens betydning

for vedkommende part eller samfundet findes at berettige dertil.

Hvis forslaget vedtages, vil der således ske en vis udvidelse af

adgangen til at pålægge agenten vidnepligt, idet det ikke længere

skal være en betingelse, at agentens forklaring er af afgørende

betydning for sagens udfald. Det er dog en meget beskeden

udvidelse af adgangen til at pålægge vidnepligt, der er foreslået,

og det vil fortsat bero på en afvejning af de modstående hensyn,

om der skal pålægges vidnepligt. Man er altså stadig meget langt

fra den retstilstand, der burde være den selvfølgelige: At

agenten undtagelsesfrit skal føres som vidne, hvis

anklagemyndigheden ønsker at bruge hans oplysninger som bevis

under sagen. Det kan endvidere af forarbejderne tydeligt ses, at

der er en almindelig forventning om, at domstolene fortsat vil

lade oplysningerne komme frem i form af stedfortrædende beviser i

de tilfælde, hvor man fritager agenten for vidnepligt.

Den mulighed, der således fortsat vil være for at fritage agenten som

vidne, har yderligere trukket det forslag med sig, at der skal

kunne gives forsvareren pålæg om ikke at videregive oplysning om,

at der har været iværksat en agentvirksomhed. Det kan vist uden

overdrivelse betegnes som opsigtsvækkende, at man har foreslået

legalisering af muligheden for at give et sådant pålæg. Hvis det

gives, må det ifølge sagens natur få virkning også for

domsforhandlingen, og den begrænsning af forsvarerens muligheder

under domsforhandlingen, som det indebærer, er lige så uantagelig

som de begrænsninger, der følger af forsvarerpålæg i tilslutning

til en bestemmelse om anonymisering af vidner.

En lovbestemmelse, der i et eller andet omfang legaliserer anvendelse

af agenter, bør derfor som anført ledsages af en undtagelsesfri

regel om vidnepligt for agenten, hvis anklagemyndigheden ønsker at

bruge agentens oplysninger under sagen. En regel herom vil ikke

rumme de samme betænkeligheder, som når det drejer sig om

udenforstående vidner. Agenten går frivilligt og med åbne øjne ind

til sit hverv, og han kan i forbindelse med, at han påtager sig

opgaven, gøre op med sig selv, om han vil være parat til at møde

som vidne i retten, således at han kan sige fra på forhånd og

dermed undgå at bringe sig selv i situationen. Bliver agentens

vidnepligt undtagelsesfri, bortfalder naturligvis også grundlaget

for at give bestemmelser om forsvarerpålæg under

domsforhandlingen.

En regel om ubetinget vidnepligt for agenten vil antagelig begrænse

agentanvendelser i et ikke ubetydeligt omfang, og de

opklaringsmæssige fordele ved anvendelsen af agenter vil derfor

komme til at stå i misforhold til de betænkeligheder, der i øvrigt

er forbundet hermed, og som er nævnt foran: Hensynet til politiets

integritet og vanskelighederne ved at udforme blot nogenlunde

præcise regler for agentanvendelsen i det hele taget. Det er

derfor vores opfattelse, at der i retsplejelovene bør indføjes et

forbud mod agentanvendelse.

Afslutningsvis kan der vel være anledning til at markere, at de

straffeprocessuelle regler og den måde, de håndhæves på, i særlig

grad er egnet til at afspejle, om vi har et retssamfund, som vi

kan være bekendt. Det er vores opfattelse, at specielt muligheden

for anonymisering af vidner, men også muligheden for anvendelse

af agenter vil skabe en sådan afstand fra det retssamfund, som vi

kan være bekendt, at der må siges fra. At give afkald på disse

muligheder har naturligvis, som det flere gange er fremgået i det

foregående, sin pris, men den pris er beskeden sammenlignet med

det brud på fundamentale retsplejemæssige principper, som vil

blive følgen, hvis anonymisering af vidner og agentanvendelsen

legaliseres. Der er også grund til at understrege, at der ved en

sådan legalisering vil ske en meget alvorlig tilsidesættelse af

den ligestilling mellem anklagemyndigheden og forsvareren, som var

en af hovedhjørnestenene i retsplejereformen i 1978, idet navnlig

muligheden for at give forsvarerpålæg med virkning for

domsforhandlingen mere eller mindre vil lemlæste forsvarerens

indsats for den tiltalte. Og der er sidst, men ikke mindst behov

for endnu engang at gøre det klart, at begge regelsæt nok vil

indebære en vis yderligere opklaringsmulighed, men samtidig vil

øge risikoen for urigtige domfældelser. Intet retssystem kan

udelukke risikoen for, at der sker urigtige domfældelser, men i jo

højere grad de elementære straffeprocessuelle normer efterleves, i

jo højere grad elimineres risikoen for, at det sker.

1) I en afgørelse af 10. juli 1985, der er fremkommet efter

udarbejdelsen af denne artikel, har den europæiske

menneskerettighedskommission dog i medfør af art. 27, stk. 2, i

Den europæiske Menneskerettighedskonvention afvist en klage

indgivet af tiltalte i sagen U. 1984.81 som »manifestly

ill-founded«. Klageren havde for kommissionen gjort gældende, at

man ved sagsbehandlingen havde krænket hans rettigheder efter

konventionens atikel 6, stk. 1 (om »fait trail«), og stk. 3, litra

b (»tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar«),

litra c (»at forsvare sig personligt eller ved bistand af en

advokat . . . .«), og litra d (»at afhøre eller lade afhøre imod

ham førte vidner og at få vidner i hans interesse tilsagt og

afhørt på samme betingelser som vidner, der føres imod ham«).

Afvisningen af klagen sker i det væsentlige med den formelle

begrundelse, at rettighederne efter artikel 6 er rettigheder for

tiltalte og forsvaret i almindelighed, og at man ved bedømmelsen

af, om disse rettigheder er krænket, ikke blot må vurdere

tiltaltes personlige situation under sagen, men forsvarets som

helhed. Og da forsvareren har været til stede under hele

domsforhandlingen og har kunnet afhøre de 2 anonyme vidner uden i

forhold til tiltalte at være pålagt andre restriktioner end

forbudet mod med tiltalte at diskutere de dele af

vidneforklaringerne, hvoraf tiltalte kunne slutte sig til

vidnernes identitet, når kommissionen til, at der ikke har

foreligget nogen krænkelse af de påberåbte rettigheder.

For så vidt angår klagerens adgang til at forberede sit forsvar

bemærker kommissionen, at anonymiseringen ikke findes at have

berørt denne ret i en sådan grad, at der foreligger en krænkelse

af artikel 6, stk. 3, litra b eller d, og under omtalen af

forsvarerens muligheder for afhøring af de anonyme vidner bemærker

kommissionen, at forsvarets interesser kunne varetages lige så

godt af forsvareren som af klageren selv.

Navnlig den sidstnævnte udtalelse gør kommissionens afgørelse mindre

interessant, end den ved første øjekast kan forekomme. Da

kommissionen naturligvis ikke kan have være blind for, at der som

ovenfor nævnt kan forekomme situationer, hvor tiltalte er den

eneste, der kunne imødegå en urigtig anonym vidneforklaring

(f.eks. fordi han kunne bevise, at vidnet ikke på det relevante

tidspunkt befandt sig på det sted, hvor vidnet hævder at have

gjort sin iagttagelse), kan der nemlig næppe i udtalelsen

indlægges andet og mere, end at kommissionen har skønnet, at

anonymiseringen i den foreliggende sag ikke var til skade for

tiltalte, i hvert fald ikke i en sådan grad, at der forelå en

krænkelse af konventionen. Kommissionens afgørelse må således

opfattes som så konkret begrundet, at den ikke kan tages som

udtryk for, at kommissionen nu generelt har givet grønt lys for

anvendelsen af anonyme vidner.

Ingen

Nr BTL 234

Betænkning over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Forbud mod hemmeligholdelse af vidneforklaringer)

Nr L 234 1985-86, 1. samling Blad nr 907

Afgivet af retsudvalget

Afgivet: 19860513