1985 BTL 228 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM FORBUD MOD HANDEL MED DEN SYDAFRIKANSKE REPUBLIK NR L 228 1985-86, 1. SAMLING BLAD NR 914
Table of Provisions (12)
Statutory Text (12 Articles)
Bilag 1
Nogle af udvalgets spørgsmål til udenrigsministeren og dennes
besvarelse heraf
Spørgsmål 7
Udvalget anmoder om ministerens kommentar til artiklen fra The Times
den 5. april 1986 med titlen »The bishop and the Chief«.
Svar
I den ledende artikel af 5. april 1986 refererer The Times Sydafrikas
anglikanske ærkebiskop Desmond Tutus nylige opfordring til det
internationale samfund om at indføre økonomiske sanktioner mod
Sydafrika. Desuden omtales afholdelsen af en konference med
deltagelse af en række sorte og hvide politiske grupperinger, der
siden begyndelsen af april 1986 drøfter mulighederne for
oprettelsen af en demokratisk valgt fælles lovgivende forsamling
for provinsen Natal og det sorte »hjemland« Kwa-Zulu. The Times
synes ikke om biskop Tutus opfordring til sanktioner, som bladet
mener kan føre til mere vold. Derimod nærer bladet forhåbning til,
at den i Sydafrika omtalte »KwaNatal Indaba« (indaba betyder
konference på zuluernes sprog) kan danne model for magtdeling i
fremtidens Sydafrika.
Min kommentar er den, at biskop Tutu, der hører til blandt de sortes
moderate ledere, for over et år siden erklærede, at han ville
opfordre til indførelse af internationale sanktioner mod
Sydafrika, hvis regeringen i Pretoria inden udgangen af marts 1986
ikke havde taget klare og afgørende skridt i retning af at
afskaffe apartheid-systemet. Som det fremgår af mit svar på
spørgsmål nr. 6, deler jeg biskoppens vurdering, at Pretoria ikke
har taget de nødvendige skridt i så henseende.
The Times' leder ser øget vold som konsekvens af internationale
økonomiske sanktioner. Dette er efter min mening at vende tingene
på hovedet. Den indre vold, der har præget Sydafrika i snart to
år, er fremkaldt af apartheid-systemets systematiske
undertrykkelse af befolkningens store flertal på grundlag af det
enkelte menneskes hudfarve. Når Danmark støtter indførelse af
internationale sanktioner, er det tværtimod for at undgå en mere
voldelig udvikling i Sydafrika og for at fremme en fredelig
overgang til flertalsstyre. Flere og flere lande slutter sig til
den linie, som Danmark følger.
Under omtalen af »KwaNatal Indaba« nævner The Times, at tidligere
initiativer med hensyn til magtdeling mellem Sydafrikas
befolkningsgrupper blev afvist af regeringen i Pretoria. Hvis
Pretoria har ændret opfattelse, er det kun glædeligt, men er det
ikke rimeligt at antage, at den ændrede opfattelse i vid
udstrækning netop kan tilskrives det ydre pres mod
apartheid-styret?
Jeg er enig med The Times i, at »KwaNatal Indaba« er et interessant
og godt initiativ. Det er det første organiserede forsøg på at
udmønte en ny politisk struktur. Konferencen kan vare adskillige
måneder, hvorfor det er for tidligt at spå om dens udfald. Og selv
om det lykkes at finde en løsning for »KwaNatal«, er det langtfra
givet, at modellen kan benyttes i det øvrige Sydafrika. Men hvis
en løsning kan tiltrædes af et flertal i Sydafrika, bør den
naturligvis tillige være god nok for os. Jeg ønsker deltagerne i
konferencen lykke med arbejdet.
Spørgsmål 15
Ministeren bedes kommentere henvendelsen til udvalget fra firmaet J.
C. Hempels Skibsfarve-Fabrik A/ S.
Svar
Oplagring på frilager i Sydafrika er ikke omfattet af lovforslagets
målsætning og er et klart eksempel på de negative og tilfældige
konsekvenser, som forslagets gennemførelse vil få for dansk
industri.
Da det administrativt og af kontrolmæssige grunde er umuligt at
sondre mellem eksport til oplagring på frilager i Sydafrika og
eksport til Sydafrika, er der alene mulighed for at tage hensyn
til det af firmaet Hempels Skibsfarve-Fabrik A/ S rejste problem,
såfremt eksport af skibsmalinger tilføjes på lovens
undtagelsesliste.
Spørgsmål 16
Ministeren bedes kommentere henvendelsen til udvalget fra Superfos A/
S.
Svar
Den af Superfos A/ S ønskede undtagelse er indarbejdet i
lovforslaget. Der henvises endvidere til mine svar på udvalgets
spørgsmål nr. 4 og 5. Henvendelsen giver i øvrigt ikke anledning
til bemærkninger.
Spørgsmål 25
Ministeren bedes kommentere henvendelsen til udvalget fra C. E.
Westergaard, Marshalltown, Sydafrika.
Svar
Jeg henviser til mit svar på udvalgets spørgsmål nr. 21 og 22.
Spørgsmål 26
Ministeren bedes kommentere henvendelsen til udvalget fra Dansk
Høreapparat Handels og Industri Forbund.
Svar
I henvendelsen til udvalget fra Dansk Høreapparat Handels og Industri
Forbund anmodes der om, at høreapparater og reservedele til
høreapparater må blive undtaget fra lovens forbud mod handel med
Sydafrika under henvisning til den humanitære betydning for den
sydafrikanske befolkning.
Høreapparater og dele til høreapparater under toldpositionerne
90.19.310 og 90.19.350 hører efter min opfattelse klart hjemme i
gruppen af produkter til sygdomsbekæmpelse. (Der henvises i øvrigt
til min besvarelse af udvalgets spørgsmål 24, hvor de pågældende
produkter er omtalt).
Imødekommelse af de af Dansk Høreapparat Handels og Industri Forbund
fremsatte ønsker vil kunne ske ved at optage høreapparater og dele
til høreapparater på listen over undtagelser fra forbudet mod
eksport til Sydafrika.
Henvendelsen giver i øvrigt ikke anledning til bemærkninger.
Spørgsmål 27
Ministeren bedes kommentere henvendelsen til udvalget fra
Radiotelegrafistforeningen af 1917 m.fl.
Svar
Regeringen kan fuldt ud tilslutte sig de omhandlede
søfartsorganisationers påpegning af, at vedtagelse af lovforslaget
om forbud mod handel med Den Sydafrikanske Republik ikke vil
medføre en begrænsning af sejladsen på Sydafrika, samt at en
stillingtagen til en udvidet boykot bør ske i en større
international sammenhæng, herunder især FN.
For så vidt angår henvisningen til at lovforslagets vedtagelse kan
medføre udflagning af danske skibe, henviser jeg til mit svar på
udvalgets spørgsmål nr. 14.
Spørgsmål 28
Ministeren bedes kommentere henvendelsen til udvalget fra Brueel og
Kiær.
Svar
I henvendelsen til udvalget fra firmaet Brueel og Kiær anmodes der om
undtagelse fra eksportforbudet for en række produkter, som
anvendes på arbejdspladser til forebyggelse af ulykker og skader
på personer.
Af administrative og kontrolmæssige grunde er der alene mulighed for
at tage hensyn til de af firmaet fremsatte ønsker, såfremt de
relevante produktkategorier med angivelse af toldpositionsnummer
optages på lovens undtagelsesliste.
Henvendelsen giver i øvrigt ikke anledning til bemærkninger.
Spørgsmål 29
Ministeren bedes kommentere henvendelsen til udvalget fra Superfos A/
S, SiD klubben Skjold.
Svar
Jeg henviser til mit svar på udvalgets spørgsmål nr. 16.
Henvendelsen giver i øvrigt ikke anledning til bemærkninger.
Spørgsmål 32
Ministeren bedes kommentere henvendelsen til udvalget fra Danske
Læderfabrikanter.
Svar
På grundlag af informationer, indhentet af Industrirådet fra
garveribranchen og fra Garverforsøgsstationen Teknologisk Institut
i Tåstrup kan følgende oplyses
Danske garverier anvender enten vegetabilsk garvning eller
kromgarvning i deres processer ved garvning af læder.
Som anført af Flach & Knudsens Garverier, Ebeltoft, der anvender
vegetabilsk garvning, er alene den sydafrikanske
mimosebarkekstrakt egnet til garvning af lyst læder, medens de
sydamerikanske typer mimosebarkekstrakt og andre ekstrakter som
quebrachoekstrakt giver mørkere læder, der rødfarves ved sollys og
derfor ikke kan anvendes, hvor der stilles særlige krav til
læderets udseende. Læderet benyttes til møbel-, taske- og
skoproduktion.
Mimosebarkekstrakt benyttes imidlertid også af kromgarverierne som
efterfølgende led i garvningsprocessen, og disse garverier er
således også afhængige af tilførsel af mimosebarkekstrakt.
Stop for import af sydafrikansk mimosebarkekstrakt vil kunne medføre
lukning af virksomheden i Ebeltoft med 40-50 ansatte, samt risiko
for yderligere tab af arbejdspladser i branchen, der tæller i alt
knap 300 medarbejdere.
Spørgsmål 36
Kan ministeren bekræfte, at frontliniestaterne helt eller delvis er
afhængige af sydafrikanske havne ved indførsel af varer?
Svar
I foreliggende statistikker fra SADCC-landene, der foruden
frontliniestaterne omfatter Lesotho, Malawi og Swaziland findes en
oversigt over den totale oversøiske trafik til og fra havne i det
sydlige Afrika. Der gives ingen oplysninger om, hvor stor en del
heraf der hidrører fra indførsel af varer.
Det fremgår, at den oversøiske trafik til og fra de kystløse stater
var på i alt 5,9 mill. tons i 1984.
Af denne godsmængde transporteredes ca. 3 mill. tons (altså mere end
50 pct.) via de sydafrikanske havne til og fra Botswana (0,3 mill.
t), Malawi (0,58 mill. t), Swaziland (0,23 mill. t), Zambia (0,58
mill. t) og Zimbabwe (1,33 mill. t).
Ifølge SADCC's prognoser forventes SADCC's afhængighed af
sydafrikanske havne at være reduceret til ca. 1,5 mill. t i 1990.
Dette forudsætter især en udbygning af havnefaciliteter og
tilhørende transportinfrastruktur for Dar Es Salaam i Tanzania og
Beira i Mozambique.
Nordiske transportøkonomer, som har beskæftiget sig med SADCC's
transportkorridorer (her især Dar Es Salaam og Beira), anser det
ikke for muligt, at disse korridorer i de nærmeste år vil kunne
påtage sig en øget godsmængde svarende til den, som i 1984
transporteredes til og fra sydafrikanske havnebyer. Som omtalt i
besvarelsen af det foregående spørgsmål er grunden hertil, at
havnene i SADCC-området ikke fungerer tilfredsstillende som følge
af utilstrækkelige eller nedslidte faciliteter, mangelfuld ledelse
og for nogle landes vedkommende på grund af sikkerhedsmæssige
forhold. Hertil kommer, at der er mangel på jernbanevogne og
lokomotiver i SADCC-landene. Langt hovedparten af gods, der nu
transporteres til og fra sydafrikanske havne, befordres med
sydafrikansk jernbanemateriel.
Det kan således bekræftes, at de omtalte lande i flere år frem i
tiden i betydeligt omfang vil være afhængige af sydafrikanske
havne.
Spørgsmål 37
Ministeren bedes indgående kommentere pkt. 2 a, 1. og 2. afsnit, i
henvendelsen fra Danmarks Rederiforening, omdelt på bilag 33 her
optrykt som bilag 9.
Svar
Som anført i min besvarelse af spørgsmål 14 kan det ikke udelukkes,
at et eventuelt transportforbud til/ fra Sydafrika vil medføre
lukning af sydafrikanske havne for danske skibe. Sydafrikanske
havnes centrale placering for trafikken syd om Afrika og mangelen
på alternative servicehavne bevirker, at danske skibe i området
vil kunne blive tvunget til tids- og omkostningskrævende
ruteændringer for at få tilgodeset elementære servicebehov.
Sådanne konsekvenser vil selvsagt i en tidsalder, hvor præcision
og omkostningsniveau i øvrigt er af vital betydning for
skibsfartserhvervets konkurrenceevne, indebære øgede
vanskeligheder for dansk skibsfart generelt.
Bilag 2
Industrirådet
H. C. Andersens Boulevard 18
1596 København V
Den 16. april 1986
Folketingets udenrigsudvalg
Vedrørende: Lovforslaget om forbud mod handel med Den Sydafrikanske
Republik (L 228)
Lovforslagets eksportforbud vil umiddelbart betyde et tab på ca.
2.000 arbejdspladser i Danmark. Hertil kommer en række afledede
tab, der omtales nærmere nedenfor.
Industriens tab skyldes ikke kun det mistede salg, men også
erstatningskrav og forringet omdømme hos forretningsforbindelser
som følge af kontraktbrud m.v. Danske virksomheders investeringer
i markedsopbygning i Sydafrika (og de nabolande, der er afhængige
af handelen herfra) vil gå tabt, hvis lovforslaget vedtages, mens
udenlandske konkurrenters marked forøges tilsvarende.
Forslaget om forbud mod handel med Sydafrika udgør et radikalt brud
med de principper, der hidtil har været gældende for dansk
deltagelse i begrænsninger af international handel
Tidligere danske handelsforbud er enten blevet gennemført med hjemmel
i de internationale GATT-aftalers artikel XXI (som led i en boykot
vedtaget af FNs sikkerhedsråd) eller som et led i en fælles
EF-boykot. Dette lovforslag skaber imidlertid et farligt præcedens
for vilkårlige nationale indgreb i den frie internationale handel,
stik imod Danmarks traditionelle frihandelssynspunkter.
Dette har desværre allerede medført negative konsekvenser for
adskillige af Industrirådets medlemsvirksomheder på andre markeder
- også virksomheder, der ikke handler med Sydafrika - idet
udenlandske konkurrenters sælgere er begyndt at argumentere for,
at danske virksomheder vil være upålidelige leverandører, som ikke
vil kunne leve op til f.eks. forpligtelser til at opretholde
leverancer af reservedele, teknisk dokumentationsmateriale m.v.
Andre virksomheder meddeler, at de af deres kunder, der har
datterselskaber i Sydafrika, selv er begyndt at se sig om efter
andre leverandører, også ved leverancer til selskaber i andre
lande.
Det er en udvikling, som det kan synes overordentlig mærkværdig at et
lille land med stor udenrigshandel og med behov for yderligere
eksport kan ønske at sætte i gang.
Lovforslaget henviser til de vedtagelser, der er sket i nordisk og i
EF-regie med henblik på at begrænse samhandelen med Sydafrika.
Forslaget går imidlertid langt videre end disse vedtagelser og
også videre end f.eks. handelsboykotten af Sydrhodesia.
Det er således værd at mærke sig, at de øvrige nordiske lande og de
øvrige EF-lande i deres mere begrænsede handelspolitiske indgreb
har lagt vægt på, at deres foranstaltninger er GATT-medholdelige
og uden alvorlige bivirkninger for deres europæiske
handelspartnere.
Det foreliggende lovforslag vil klart give vanskeligheder for det
indre EF-markeds funktion, idet der er tale om en ensidig dansk
foranstaltning. Resultatet af de drøftelser, som man må formode
har fundet sted i medfør af EØF-traktatens artikel 224, fremgår
ikke af lovforslagets bemærkninger.
En dansk enegang i handelspolitiske sanktioner har som nævnt ovenfor
allerede betydet, at der internationalt rejses tvivl om Danmarks
evne og vilje til at respektere internationale aftaler om
frihandel eller i det mindste at føre en politik, der i rimelig
grad harmonerer med vilkårene i sammenlignelige lande.
Industrirådet har således også modtaget henvendelser fra
virksomheder, hvis produktion er opdelt i enheder beliggende i
flere lande, herunder Danmark. For disse virksomheder betyder den
korte afviklingsfrist væsentlige ekstraomkostninger til afvikling
af deres produktion i Danmark (fuldstændigt eller delvis) med
henblik på overflytning til andre lande.
Da de pågældende virksomheders overvejelser selvsagt er betinget af
lovforslagets videre skæbne, er det ikke muligt at give præcise
skøn for virkningerne, men en fuldstændig overflytning af
produktionen til udlandet ville betyde eksporttab i
milliardklassen.
En dansk handelspolitisk enegang vil således også underminere det
arbejde, der udfoldes for at få fremmet etablering i Danmark.
Det er Industrirådets opfattelse, at folketinget nøje bør afveje,
hvilken effekt en isoleret dansk boykot vil have over for
Sydafrika, i forhold til de hjemlige omkostninger og de
skadevirkninger, Danmark vil påføre sin egen handels- og
markedspolitiske troværdighed.
Industrirådet ønsker i øvrigt ikke med denne udtalelse at blive taget
til indtægt for nogen form for sympati med apartheidsystemet i
Sydafrika, som alle må være imod.
Ove Munch
/ Søren Krohn
Bilag 3
I. C. Hempels Skibsfarve-Fabrik A/ S Bilag 3
Lundtoftevej 150
Den 17. april 1986
Udenrigsudvalget
Vedrørende: Lovforslag om forbud mod danske firmaers samhandel med
Sydafrika
I forbindelse med ovennævnte lovforslag, som er til behandling i
folketinget i øjeblikket, er det os magtpåliggende at gøre
opmærksom på et forhold, som vi er overbevist om ikke alene
berører vort selskab.
J. C. Hempels Skibsfarve-Fabrik A/ S (Hempel's Marine Paints A/ S)
har i mangfoldige år haft maling liggende i to sydafrikanske
havne, nemlig Capetown og Durban på toldfrit lager i frizone med
henblik på leverance til udenlandske skibe, som anløber
sydafriknske havne. Dette har vi gjort som led i vort servicenet
over for rederier i hele verden. Da der vitterlig er mange skibe,
som anløber sydafrikanske havne, har det været meget vigtigt for
os at have disse to lagre, da vi ellers ikke ville have været i
stand til at yde den nødvendige leveringsservice, som er en del af
hele vor kundepleje. I den forbindelse skal det bemærkes, at flere
af vore største konkurrenter har lokale fabrikker i Sydafrika, og
de kan uden vanskelighed levere til de anløbende skibe.
Det er vigtigt at understrege, at vi overhovedet ikke leverer maling
til sydafrikanske kunder, idet dette er umuligt i henhold til
lokale sydafrikanske restriktioner. Dels kan der ikke opnås
importlicens, dels findes der en toldbarriere på 35 pct., og vi er
således helt og aldeles udelukket fra at eksportere til Sydafrika.
I den forbindelse skal vi gøre opmærksom på, at vi ved udfyldelsen
af udførselsangivelserne under »bestemmelsessted« skal anføre
Sydafrika, selv om malingen aldrig bliver leveret til
sydafrikanske kunder, men til kunder i tredje land.
Vi betragter, som det vil fremgå af ovenstående, udelukkende vore to
lagre i Sydafrika som servicepunkter til understøttelse af vort
salg til ikke-sydafrikanske rederier, og det vil være
overordentlig skadeligt for os, hvis vi på grund af ovennævnte
lovforslag vil være tvunget til at lukke ned for vore aktiviteter
i Capetown og Durban. Det vil helt klart føre til tab af kunder,
når vi ikke på sædvanlig vis vil være i stand til at yde den
service, som der forventes af os.
Det er måske ikke almindeligt kendt, at man ikke uden videre kan
skifte fra den ene malingsleverandør til den anden uden at
risikere alvorlige problemer med malingssystemerne. Kan vi derfor
ikke yde service i Sydafrika, vil det udelukke os fra for visse
rederiers vedkommende at få lov til at levere til deres skibe
andre steder.
For at give Dem et indtryk af vor verdensomspændende virksomhed,
vedlægger vi en »Hempel Guide«.
Vi appellerer derfor på det kraftigste til Udenrigsudvalget, at der
på en eller anden måde indføjes i loven en undtagelsesbestemmelse,
som vil gøre det muligt at fortsætte vore hidtidige aktiviteter i
Sydafrika.
Med venlig hilsen
J. C. Hempels Skibsfarve-Fabrik A/ S
J. Stehr
Adm. dir.
/ E. Højbjerg
Exportchef
Bilag 4
Specialarbejderforbundet i Danmark
Morsø Afdeling
Havnen 14
7900 Nykøbing Mors
Nykøbing Mors, den 21. april 1986
Til Folketingets Udenrigsudvalg
SiD Morsø afdeling har ved tidligere lejlighed over for udvalget
fremført en anmodning om, at der i forbindelse med gennemførelsen
af en lovgivning om importforbud mod varer fra den Sydafrikanske
Republik blev dispenseret for stoffet vermikulits vedkommende.
Anmodningen begrundes med, at det har været særdeles vanskeligt at
finde andre leverancemuligheder inden for en kort tidshorisont, og
at et stop for importen på nuværende tidspunkt vil medføre
arbejdsløshed for 25 af afdelingens medlemmer beskæftiget på
virksomheden Skamol A/ S på Mors.
Som dokumentation for de bestræbelser, som der er udøvet for at finde
andre importmuligheder, vedlægges bilag, som virksomhedens
teknikere har udarbejdet, og som specificerer de enkelte landes
kvalitets- og leveranceforhold.
Vi skal med henvisning til dette anmode om, at der i lovgivningen
gives virksomheden en dispensation på 3 år til at afvikle
importen fra Sydafrika.
I øvrigt vil afdelingen gerne erklære sin uforbeholdne støtte til
målsætningen om at fjerne det sydafrikanske apartheidstyre ved
hjælp af økonomiske sanktioner.
Med venlig hilsen
P. a. v.
Egon Pleidrup Poulsen
Underbilag til bilag 4
15. april 1986
Alternative muligheder for import af rå vermikulit til Skamols
produktion af isoleringsplader
Resume
Skamol har i mange år produceret høj-temperaturisoleringsplader,
baseret på vermikulit fra Sydafrika. Årsomsætning ca. 20 mill. kr.
med en nettovalutaindtjening på 15 mill. kr. og beskæftigelse på
25-30 medarbejdere. I det sidste år har vi undersøgt 7 alternative
leverandører, se bilag. Konklusionen heraf er, at kun Kina kan
levere en tilfredsstillende kvalitet, men desværre er der ikke
tilstrækkelig produktionskapacitet før om 2-3 år, ligesom
prisforholdene ikke er afklarede.
Det er derfor afgørende nødvendigt for Skamol, at vi får en
dispensation på 3 år fra det fremlagte lovforslag om forbud mod
handel med Den Sydafrikanske Republik. Et produktionsstop på 1
eller 2 år, inden vi har en ny kvalitet klar, er ensbetydende med,
at vi er ude af det internationale marked i lang tid, og det vil
give vanskeligheder med kundebearbejdning og introduktion af et
nyt produkt på fjerne eksportmarkeder.
Underbilag 2 til bilag 4
Alternative leverandører af vermikulit
Vi har fået foretaget analyser på eget laboratorium og også i England
af rå vermikulit, som vi har fremskaffet fra de lande, hvor der
forefindes vermikulit. Desuden er der foretaget prøveproduktion
med det vermikulit, som vi har fået leveret fra Brasilien og USA.
Efter ovenstående aktiviteter er vi kommet frem til følgende
USSR: Vi har haft kontakt både til de normale afsætningskanaler, som
russerne benytter, og også henvendt os til den Russiske Ambassade.
Svaret har været negativt, da russerne p.t. ikke kan eller ønsker
at levere.
Kenya: Ubrugelig kvalitet for vores produktion (alt for urent),
mængden er heller ikke til stede til at dække vort forbrug.
Indien: Kvaliteten er ubrugelig.
USA/ Montana: Kvaliteten er ubrugelig. (Asbest).
USA/ Carolina: Her har vi foretaget en prøveproduktion, som havde den
for os meget uheldige egenskab, at pladerne efter produktion
efterekspanderer og dermed gør det umuligt for os at anvende denne
vermikulit, da vi leverer plader med meget små tolerancer.
Vermien kan eventuelt bruges til løs exfolieret, som kun sælges i
meget begrænsede mængder her i Danmark.
Brasilien: Vi har foretaget prøveproduktion. Rumvægten ligger i
overkanten, men det helt afgørende er prisen og
leveringssikkerheden. Prisen er det dobbelte af, hvad vi betaler i
øjeblikket, og det gør, at vi ikke vil kunne konkurrere i Tyskland
og England, som køber deres vermikulit fra Sydafrika. Desuden er
der ikke garanti for, at vi kan købe de mængder, som er nødvendige
for os.
Kina: Vi har foretaget analyser af rå vermikulit og exfolieret
vermikulit fra 3 forskellige miner. Disse prøver ser lovende ud
med hensyn til kvalitet, dog skal det nævnes, at analysen kun er
foretaget på små prøver. Der er imidlertid 2 tons på vej til
forsøg med en produktion af vermikulitplader, og først når denne
produktion er foretaget, har vi et klart billede af vore
muligheder for at anvende vermikulit fra Kina.
Desværre er det et stort problem at få leveret de mængder, vi har
behov for i øjeblikket, da minedriften i Kina er meget spredt over
landet, og vi kan ikke regne med leverancer før om 2-3 år. I den
forbindelse kan nævnes, at vi arbejder sammen med store europæiske
importører, som har mange års erfaring med handel med Kina.
Bilag 5
Radiotelegrafistforeningen af 1917 (RAF) Bilag 5
Dansk Sø-Restaurations Forening (SØREST)
Danmarks Skibsførerforening (DASK)
Maskinmestrenes Forening (MMF)
Dansk Styrmandsforening (DAST)
Den 2. maj 1986
Folketingets udenrigsudvalg
I forbindelse med forslag om forbud mod handel med den Sydafrikanske
Republik (L 228) skal organisationerne udtale følgende.
Et sådant forbud vil ikke have den virkning, at færre skibe vil sejle
på Sydafrika, idet sejladsen vil blive udført af skibe under andre
flag.
Erfaringerne viser, at også nordiske rederier omregistrerer
(udflager) skibe i fornødent omfang med henblik på at kunne
opretholde sådan trafik.
Organisationerne er af den opfattelse, at politiske beslutninger af
den omhandlede karakter kun har virkning, såfremt et væsentligt
flertal af de implicerede parter er omfattet.
Dette er baggrunden for, at organisationerne har henvist beslutning
om indstilling til Sydafrikaspørgsmålet til behandling på
hovedorganisationsplan.
På tilsvarende måde bør folketinget henvise en stillingtagen til
udvidet boykot af sejlads på et eller flere andre lande til
afgørelse i de dertil oprettede internationale sammenslutninger
som f.eks. EF og FN.
På organisationernes vegne
S. Bøje Larsen Arne Bruun RAF SØREST
Arne Fischer A.C. Hansen
DASK MMF P. Funch DAST
Bilag 6
Fredericia, den 2. maj 1986
Folketingets udenrigsudvalg
Undertegnede tillidsmænd der repræsenterer SiDs faglige klub »Skjold«
på Superfosfabrikken i Fredericia ønsker i tilslutning til brevet
af 21. april 1986 fra Superfos' direktion til udvalget at
fremsætte følgende bemærkninger.
Da vi gennem flere kanaler har erfaret, at det ikke mere er muligt at
købe Kola fosfat fra Rusland, er vi meget bekymrede over den
trussel mod vore arbejdspladser, som vil være en følge af, at der
kommer et totalt stop for samhandel med Syd Afrika uden at lave en
overgangsordning, så firmaet kan få tid til at omstille
produktionsapparatet til andre råstoffer. Hvis dette ikke er
tilfældet, vil det svække Superfos' konkurrencedygtighed på
eksportmarkederne, da det ikke kan forhindres, at vore
konkurrenter fortsat kan bruge fosfat fra Syd Afrika.
Vi tager fortsat afstand fra apartheidstyret i Syd Afrika, men af
hensyn til beskæftigelsen ser vi gerne en tidsansat dispensation
for fosfaten.
Vi anmoder om at få foretræde for udvalget for at uddybe vore
synspunkter.
Poul Andersen
Erik Schmidt
Tonny Jensen
Superfos A/ S
SiD klubben Skjold
v/ formand Poul Andersen
Tillidsmandskontoret
Kongensgade 107
7000 Fredericia
Tlf. 05 92 33 66 lok. 267
Bilag 7
Folketingets udenrigsudvalg
Christiansborg, den 7. maj 1986
Til udenrigsministeren
I fortsættelse af tidligere stillede spørgsmål udbeder udvalget sig -
i 80 eksemplarer ministerens besvarelse af følgende yderligere
spørgsmål
ad L 228 Forslag til lov om forbud mod handel med Den Sydafrikanske
Republik.
38.
Kan ministeren bekræfte, således som angivet i vedlagte artikel fra
Dagens Nyheter den 26. februar 1986, at det svenske firma Nitra
Nobel er i færd med at opføre en dynamitfabrik i Sydafrika?
39.
Kan ministeren give nærmere oplysninger om fremtidsudviklingen for
det pågældende svenske firma?
P. u. v.
Stetter
formand
Underbilag til bilag 7
Dagens Nyheter
Onsdagen den 26. februari 1986
Nitro Nobel hjaelper Sydafrika
Av Ingemar Loefgren
Sydafrikanska affaersmaen besoeker naesta vecka Nitro Nobel i Gyttorp
foer att diskutera en dynamitfabrik som svenskarna bygger i
Sydafrika. Besoeket sker trots att de nordiska laenderna kommit
oeverens om hårdare visumregler och trots regeringens
rekommendationer att inte goera affaerer med sydafrikaner.
Sydafrikanerna, som aer fyra till antalet och som vaentas till
Sverige någon gång under naesta vecka, har redan fått klartecken
från de svenska myndigheterna att de kan komma.
Syftet med deras besoek aer att slutfoerhandla med ledningen foer
svenska Nitro Nobel i Gyttorp i Vaestmanland om den
spraengaemnesfabrik som foeretaget just nu håller på att bygga upp
i Sydafrika. Parterna ska diskutera frågor av ekonomisk och
teknisk art, saeger man på Nitro Nobel.
De fyra sydafrikanerna representerar kemikoncernen Sasol som aegs af
den sydafrikanska staten och privata intressen. Bolaget aeger
bland annat kolgruvor och raffinaderier i Sydafrika.
Inleddes 1983
Affaeren, att saelja och leverera en hel spraengaemnesfabrik plus
tekniskt kunnande till sydafrikanerna, inleddes redan 1983. Då
skrev Nitro Nobel och Sasol under ett preliminaert kontrakt.
Hoesten 1984 boerjade de foersta svenska leveranserna och i sommar
aer det taenkt att dynamitfabriken, eller raettare sagt
emulitfabriken, ska stå klar.
Fabriksklubben på foeretaget i Gyttorp har protesterat mot det
kommande besoeket. Man anser att det aer onoedigt och att det
strider mot regeringens rekommendationer om att isolera
appartheidregimen så mycket som moejligt.
- Vi staeller oss mycket frågande till besoeket. Vi tror inte att det
behoevs oever huvud taget, saeger Jouko Jokikari, fabriksklubbens
ordfoerande, till DN.
Jokikari vågar dock inte på stående fot foereslå att affaeren ska
avbrytas eftersom han aennu inte vet hur det i så fall skulle
drabba Gyttorp.
Rekommendation
Både affaeren och besoeket sker trots att de nordiska laenderna i
januari besluttade att man skulle skaerpa visumreglerna foer
sydafrikaner, och trots att utrikeshandelsminister Mats Hellstroem
i hoestas gick ut med rekommendationen att naeringslivet i
moejligaste mån skulle avstå från affaerer med Sydafrika. Om det
inte hjaelpte kunde regeringen oevervaega ytterligare åtgaerder,
menade Mats Hellstroem.
- Det aer vaeldigt laett foer en utrikeshandelsminister att komma med
rekommendationer. Men vi opererar inom de regler och lagar som
finns. Om regeringen anser att vi goer fel får man aendra på
lagen helt enkelt saeger Ulf Mossberg, VD på Nitro Nobel, til DN.
Mossberg kan inte se att Nitro Nobels affaer med Sasol skulle vara
omoralisk på något saett.
- Jag tror inte att det finns någon affaersman som tycker att
apartheid aer bra. Men moral aer något som politikerna får skoeta,
saeger Mossberg och tillaegger att det i alla fall finns en liten
»minimoral« i foeretagets affaer med Sydafrika.
- Vi bygger en fabrik foer emulit, alltså en saekrare och finare
variant av dynamit. Det innebaer att de svarta gruvarbetarna kan
kaenna sig saekrare.
De fyra sydafrikaner som vaentas till Sverige har redan fått sina
visumhandlingar beviljade. Detta trots allt tal om att bojkotta
sydafrikaner som på något saett representerar Sydafrika.
Orsaken aer att de om ska foelja lagarna, invandrarverket och UD,
befinner sig i et något knepig situation foer tillfaellet.
Enligt den gamla foerfattningen från 1982, som fortfarande gaeller,
kan sydafrikaner som representerar offentliga organ nekas visum -
om besoeket inte gaeller affaerskontakter. Sydafrikanska
affaersmaen som inte repræsenterar offentliga organ skal ges visum
om inte »saerskilda skael« talar emot.
På arbetsmarknadsdepartementet sitter man just nu och skriver om
foerfattningen. Den ska bli hårdare och man utgår från de
riktlinjer som de nordiska regeringarna beslutade om den 17.
januari i år.
Den nya foerfattningen vaentas traeda i kraft i april. Men det
raecker inte foer att i dag stoppa sydafrikanska affaersmaen som
vill till Sverige. Inte ens andemeningen i den nordiska
oeverenskommelse raecker.
- Att det numera har skett en foeraendrad syn på sydafrikaner och att
man avser att utoeka restriktionerna, raecker inte som »saerskilda
skael«. Vi måste foelja den lag som faktiskt existerar och det aer
foerfattningen från 1982, saeger Goeran Larsson, byrådirektoer på
invandrarverket, till DN.
Bilag 8
Superfos A/ S
Direktionen
Frydenlundsvej 30
Postboks 39
2950 Vedbæk
Vedbæk, den 13. maj 1986
Folketingets udenrigsudvalg
Superfos A/ S har den 22. april 1986 haft lejlighed til at forelægge
sine synspunkter for Folketingets Udenrigsudvalg efter de
retningslinier, der fremgår af vor skrivelse til udvalget af 21.
april 1986. Vi skal hermed fremkomme med følgende supplerende
bemærkninger
Som det vil være udvalget bekendt har Superfos A/ S vitale interesser
på spil i forbindelse med det forestående lovindgreb over for
Danmarks samhandel med Sydafrika.
Vi noterede derfor med stor tilfredshed, at vor råfosfatimport var
med på den undtagelsesliste, som er bilagt Regeringens lovforslag
om forbud mod handel med Den Sydafrikanske Republik (L 228).
Vi har imidlertid efterfølgende erfaret, at der skulle være tanker
fremme om at anbefale en meget kortvarig dispensation på for
eksempel 3 år for fosfatimporten til trods for, at vor
langtidsaftale med Sydafrika er 10-årig og først udløber pr. 31.
marts 1994. En sådan løsning ville være overordentlig ulykkelig og
bringe hele grundlaget for opretholdelse af en konkurrencedygtig
dansk gødningsproduktion i fare i en i forvejen betrængt
situation, internationalt såvel som i det hjemlige regie, med
forslag om afgifter på handelsgødning m.v.
En tidsbegrænset dispensation på f.eks. 3 år ville - dersom denne
explicit fremgår af loven utvivlsomt af vor sydafrikanske
leverandør blive opfattet som kontraktbrud og dermed med meget
kort varsel stille os i en uoverskuelig forsyningssituation med
risiko for erstatningskrav m.v. Hertil kommer, at 3 år under alle
omstændigheder ville være for kort en periode til at omstille vor
produktion til andre fosfattyper end den sydafrikanske uden
betydelige meromkostninger såvel økonomisk som i form af tabte
arbejdspladser.
På ovenstående baggrund må Superfos A/ S på det mest indtrængende
henstille, at lovgivningsindgrebet over for samhandel med
Sydafrika udformes på en sådan måde, at vor eksisterende
langtidsaftale respekteres i de tilbageværende knap 8 år af
kontraktperioden.
Med venlig hilsen
Superfos A/ S
A. Hoffmann
Bilag 9
Danmarks Rederiforening
Den 6. maj 1986
Dansk skibsfart og Sydafrika
1. Generelt
Dansk skibsfart er for mere end 90 pct.s vedkommende beskæftiget med
transport mellem udenlandske havne, hvilket i 1985 betød
valutaindsejling på over 22 mia kr.
For dansk skibsfart er det derfor vigtigt, at de enkelte lande ikke
introducerer begrænsninger med hensyn til hvem der skal
transportere laster. Det er imidlertid lige så vigtigt, at dansk
skibsfart internationalt fremstår som neutral og fleksibel. Vælger
man i Danmark at bruge skibsfart som spydspids i internationale
politiske konflikter, sættes denne neutralitet over styr, hvilket
vil have uoverskuelige økonomiske følger på både kort og lang sigt
- virkninger som vil blive forstærket i det nuværende dårlige
fragtmarked.
Dansk skibsfart er derfor i almindelighed skeptisk over for boykots,
og må i hvert fald kræve, at eventuelle begrænsninger koordineres
internationalt.
FN er i denne sammenhæng et naturligt forum, men det kan dog heller
ikke udelukkes, at andre mere snævre fora kunne benyttes. I denne
sammenhæng må det imidlertid understreges, at FN ikke på noget
tidspunkt har vedtaget resolutioner, hverken i Sikkerhedsrådet
eller på Generalforsamlingen, hvor al transport kræves boykottet.
Der er alene vedtaget en resolution i 1983 om at forbyde transport
i forbindelse med en olieembargo. Med bl.a. den henstilling
Udenrigsministeren fremsendte i 1984 har Danmark som et af de
eneste lande allerede levet op til FNs beslutning.
2. Afledede økonomiske konsekvenser
Gennemføres der alligevel et ensidigt dansk forbud, vil det få
alvorlige økonomiske virkninger. Disse virkninger knytter sig dels
til de direkte økonomiske konsekvenser for danske rederier i form
af indskrænkning af det potentielle marked, men i endnu højere
grad til en række uoverskuelige afledede virkninger.
Konsekvenserne skyldes både Sydafrikas rolle som eksportland, men
også den geografiske placering og den måde, der indgås kontrakter
på i det internationale fragtmarked.
a. Problemer vedrørende langtidskontrakter
En meget væsentlig del af internationale søtransporter foregår under
såkaldte tidscertepartier, der er en kontrakt mellem rederen og
befragteren om, at befragteren i en given periode kan bestemme,
hvor skibet skal sejle hen. Som følge af meget dårlige rater på
tankmarkedet er sådanne kontrakter p.t. ikke så udbredte i dette
marked, men derimod er tidskontrakter stadig dominerende inden for
bulkmarkedet - et forhold der understreges af at danske rederier i
1984 havde timecharterindtægter vedr. bulk på godt 1 mia kr.
Et forbud mod anløb af sydafrikanske havne vil betyde, at danske
rederier i deres kontrakter må kræve, at der ikke sejles på
Sydafrika. I det nuværende marked, hvor befragtere som følge af
betydelig overskudskapacitet kan vælge og vrage mellem et stort
antal skibe, er det givet, at et sådant krav fra dansk side vil
betyde, at befragtere ikke vil have interesse i dansk tonnage.
Dette er ikke en mekanisk reaktion mod politiske klausuler, men
begrundet i konkrete økonomiske betragtninger. Befragtere vil ved
indgåelse af certepartier ofte ikke have planlagt, hvorledes
skibet skal endelig disponeres. Afskæring af Sydafrika vil betyde
en voldsom indskrænkning i flexibiliteten, således at det ikke
blot er et spørgsmål om at tage laster i Sydafrika, men også at
tage laster i Sydafrika for at minimere de strækninger hvor et
skib sejler uden laster. Dette kan belyses ved nogle eksempler.
For bulk carriers vil eksklusion af Sydafrika betyde, at et
møjsommeligt oparbejdet know-how for deltagelse i
transportkontrakter fra bl.a. Europa til Rødehavet og den Arabiske
Gulf med efterfølgende genpositionering via Sydafrika med kul til
f.eks. Italien og Spanien ikke længere kan bruges til noget. Der
vil simpelt hen ske det, at andre nationers skibe vil være mere
konkurrencedygtige, idet de stadig væk vil være i stand til at
genpositionere eller at returnere til Kontinentet via Sydafrika,
hvorimod danske skibe i de fleste tilfælde må sejle tomme tilbage
gennem Suezkanalen.
Store bulk carriers, såkaldte Cape-size bulkers, generelt fra 100.000
tons dødvægt og opefter, kan ikke passere Panamakanalen og må
derfor bl.a. sejle rundt om det sydlige Afrika på deres rejser
mellem USA og Østen/ Australien. De anløber i stort antal
Sydafrika for lastning af kul og jernmalm. Dette er en del af
disse store skibes nødvendige fartmønster, hvorfor et forbud mod
anløb af Sydafrika definitivt vil betyde, at danske rederier ikke
vil være i stand til at erhverve sådanne skibe. Bortset fra Elsams
skibe findes der ikke i dag sådanne skibe under dansk flag, meget
tyder på at dette bliver den eneste rentable størrelse i mange
vigtige farter fremover. Flere danske rederier har givetvis mere
eller mindre veludviklede skuffeprojekter klar for sådanne skibe,
men det vil der ikke komme noget ud af, og danske skibsværfter,
som traditionelt har levet højt på danske rederes gode ideer/
byggelyst, vil ikke kunne bruge deres good-will fra danske redere
til kontrahering af store bulk carriers.
Hertil kommer helt konkrete problemmer for rederier der allerede har
indgået tidskontrakter. Indføres der et forbud betyder det, at
befragtere vil være berettiget til at hæve kontrakten.
I forbindelse med langtidskontrakter har det været anført, at man på
det internationale fragtmarked, herunder inden for tankfart er
bekendt med inskrænkende klausuler. Dette er korrekt, men der er
den afgørende forskel, at sådanne klausuler oftest vedrører langt
mindre betydende markeder og i øvrigt er gældende for alle
rederier. Et eksempel herpå er den boykot Den Arabiske Liga har
iværksat over for skibe, der har anløbet Israel, og som typisk
alle tankskibsrederier må tage højde for i deres kontrakter.
b. Problemer som følge af Sydafrikas geografiske placering
For både befragtere og rederier spiller Sydafrika også en stor rolle
som serviceknudepunkt.
Ud over anløb i forbindelse med lastning og losning anløber danske
skibe Sydafrika ved bunkring, tekniske eftersyn/ reparationer,
udskiftning af besætningen, levering af post/ afregninger etc.
Det er navnlig skibe som opererer i farter mellem USAs østkyst,
Europa og Østen samt det Indiske Ocean. For dansk skibsfarts
vedkommende var der i 1985 i alt omkring 50 anløb af Sydafrika,
hvoraf en del har været serviceanløb.
Et forbud vil betyde at danske skibe afskæres fra sådanne anløb.
Dette indebærer en afgørende forringelse af både konkurrenceevne
og flexibilitet for danske skibe, idet der ikke i umiddelbar
nærhed er havne, som er så velfungerende som de sydafrikanske.
Det har i den forbindelse været fremme at man kunne indskrænke et
dansk forbud til kun at omfatte lastning og losning.
Rederiforeningen finder det imidlertid sandsynligt, at et dansk
forbud mod transporter vil blive fulgt op af en sydafrikansk
boykot af danske skibe.
c. Vil troværdigheden omkring danske skibe svækkes?
Som et andet eksempel på konsekvensen af en Sydafrika-boykot skal
nævnes, at man kan frygte, at en dansk enegang m.h.t. anløbsforbud
kan betyde at befragtere - både i forbindelse med slutning af
enkeltrejser og periodekontrakter - begynder at nære mistillid til
danske rederier. Befragtere kan således med god ret stille
spørgsmålstegn ved om danske skibe i tilfælde af en anden
storpolitisk konflikt vil blive brugt som politisk redskab i en
sådan konflikt.
3. Dansk skibsfarts indtjening på Sydafrika
Præcise tal for 1985 foreligger endnu ikke, men i henhold til
oplysninger fra Danmarks Statistik så indsejlingen for tidligere
år således ud, idet materialet vedrører enkeltrejser.
Besejling af Sydafrika med danske skibe 1980-1984
bulkfart tankfart liniefart total mill. kr. 1980 39 137 10 186 1981 20 18 10 48 1982 56 11 8 74 1983 138 23 2 163 1984 156 22 0 178
Vedrørende olietransporter er der sket et drastisk fald. De 22 mill.
kr. i 1984 svarer til transport af ca. 30.000 tons og vedrører
efter Rederiforeningens informationer laster transporteret til
Sydafrika, inden udenrigsministeren i sommeren 1984 henstillede,
at danske rederier afstod fra transport af olie til Sydafrika.
Rederiforeningen er ikke bekendt med, at der efterfølgende skulle
være transporteret olielaster til Sydafrika på danske skibe - og i
øvrigt heller ikke på udenlandske tankskibe kontrolleret af danske
rederier.
Med hensyn til såkaldte bulktransporter hænger stigningen i 1983 og
1984 sammen med betydelige danske kulindkøb i Sydafrika, samt at
disse kulindkøb er transporteret på ELSAMs egne skibe. Af de
foreliggende tal udgjorde disse transporter henholdsvis 100 og 125
mill. kr. i 1983 og 1984.
Da disse transporter må antages at stoppe efter forbudet mod indkøb
af kul, vil indtjeningen ved bulktransporter i almindelighed
antagelig reduceres til et niveau svarende til niveauet i
begyndelsen af 1980erne, dvs. 20-50 mill. kr. om året. Målt i
lastmængder svarer dette ligeledes til i størrelsesorden af 30.000
tons om året, altså ofte laster på såkaldte coastere.
Hertil kommer imidlertid at danske rederier som nævnt udchartrer
tonnage for kortere eller længere tidsrum. Charterne er i enkelte
tilfælde sydafrikanske interesser, men oftest andre udenlandske
befragtere, der benytter de udchartrede skibe til besejling af
bl.a. Sydafrika. I 1984 udgjorde charterindtægten fra
sydafrikanske interesser ca. 20 mill. kr. Derimod kan der intet
præcis siges om i hvilket omfang danske skibe i udenlandsk
timecharter har transporteret laster til og fra Sydafrika.
Rederiforeningen er dog bekendt med at navnlig flere bulkcarriers
fra ØK, Skou og Norden har anløbet Sydafrika i 1985. Det skal i
øvrigt understreges, at udchartring af bulkcarriers og coastere i
1984 androg ca. 1 mia kr., hvilket afspejler at dette er alm.
praksis. For 1985 må tallet skønnes at være endnu højere.
Det vil af tabellen fremgå, at indtjeningen ved liniefart, det vil
typisk sige transport af stykgodslaster eller laster i containere,
helt er ophørt. Det bemærkes dog, at et enkelt dansk rederi er
medejer af et konsortium, som har sejlet på Sydafrika i en
årrække, men som siden september 1985 ikke har betjent Sydafrika.
På det seneste havde det danske rederi imidlertid ingen skibe med
i dette konsortium, hvor de øvrige medlemmer er norske og svenske
- således at transport til Sydafrika er sket på skibe fra nævnte
lande.
4. Samlede økonomiske konsekvenser
På ovennævnte baggrund er det Rederiforeningens opfattelse, at et
forbud omfattende al transport til og fra Sydafrika vil kunne
opgøres til et indtægtstab på flere hundrede mill. kr.
Virkningen vil blive forskellig for de enkelte rederier, men på basis
af strukturen i de forskellige rederier kan det vurderes, at
navnlig mellemstore rederier vil blive særdeles hårdt ramt.
For enkelte rederiers vedkommende vil den eneste løsning være at
flytte hele rederiaktiviteten til udlandet med dertil hørende tab
af danske arbejdspladser både på skibene og på rederikontorerne.
Andre rederier vil muligvis vælge at afhænde tonnage med et
tilsvarende tab af arbejdspladser til følge.
5. Konsekvenser i Sydafrika
Overfor disse alvorlige konsekvenser for dansk skibsfart står, at et
ensidigt dansk forbud ingen effekt vil have i Sydafrika. Sydafrika
søger af politiske grunde at sløre, hvor afhængig man er af
olieimport. Skønsmæssigt andrager importen dog kun ca. 10-15 mill.
tons, idet Sydafrika på forskellig måde har formået at opbygge en
betydelig selvforsyningsgrad. Trods vedtagelse af en olieembargo
fra Mellemøsten har det ikke voldt problemer at få dækket dette
behov og endog opbygge lagre til flere års forbrug.
Transportmæssigt er problemerne imidlertid endnu mere beskedne.
Der skal alene bruges 10-15 olietankskibe på årsbasis for at sikre
disse forsyninger - og i et marked hvor der er ca. 500 enheder af
denne skibstype, vil den fornødne tonnage altid kunne findes. Det
bemærkes her, at Danmark har 5 af disse skibe. Skulle det
alligevel vise sig vanskeligt, har Sydafrika i øvrigt altid den
mulighed selv at anskaffe tonnage og lade skibene registrere under
mere venligtsindede flag.
Til illustration kan i øvrigt nævnes, at olieforsyningen i Sydafrika
er så rigelig, at Sydafrika kan eksportere raffinerede produkter.
M.h.t. bulklaster vil forholdet være endnu mere udtalt. FN har som
nævnt ikke på noget tidspunkt vedtaget resolutioner, hvori der
opfordres til en generel økonomisk boykot. Et flertal af verdens
lande finder det derfor fuldt legitimt - og økonomisk - at købe
sydafrikanske varer. Samme lande vil derfor heller ikke se nogen
problemer ved at lade sine egne skibe operere på Sydafrika. I et
marked hvor der er godt 5.000 bulkcarriers, hvoraf 13 er danske
forekommer det derfor helt meningsløst at gennemføre et forbud.
Rederiforeningen har ikke informationer om, hvem der transporterer
sydafrikanske laster. Det ligger dog klart, at skibe fra alle
verdens betydende skibsfartsnationer anløber Sydafrika, også
Østeuropa. Vedr. sidstnævnte har Rederiforeningen således fået
oplyst, at ca. 30 russiske, østtyske og polske skibe anløb
Sydafrika i 1985, herunder også tanskskibe.
Man kan derfor konkludere, at en dansk boykot, uanset hvilken form
den får, ikke vil have nogen effekt i Sydafrika. Ydermere vil man
kunne konkludere, at en dansk boykot heller ikke vil øge
Sydafrikas samlede transportomkostninger.
6. Konsekvenser for Sydafrikas nabolande
Ved en vurdering af konsekvenserne af et anløbsforbud af Sydafrika
skal man i øvrigt også være opmærksom på virkningen for Sydafrikas
nabolande.
Det er her et faktum, at både lande uden egne havne, dvs. lande som
Botswana, Zambia og Zimbabwe, og lande med egne havne som Congo,
Tanzania og Mozambique i vid udstrækning benytter sydafrikanske
havne.
Anvendelsen af sydafrikanske havne kan knytte sig til de enkelte
landes eksport, men i høj grad også til deres import, og der er
næppe tvivl om, at muligheden for at benytte sydafrikanske havne
letter disse landes transportomkostninger.
Det kan i denne sammenhæng nævnes, at flere danske skibe er
beskæftiget i denne »interne« afrikanske trafik.
7. Konklusion
På ovennævnte baggrund må det konkluderes, at medens en ensidig dansk
boykot ikke vil have mærkbar betydning i Sydafrika overhovedet,
vil dansk skibsfart blive ramt hårdt.
Direkte vil dansk indtjening på Sydafrika reduceres med ca. 100 mill.
kr., men hertil kommer yderligere indtægter der vedrører danske
bulkcarriers, som er timechartret til udenlandske interesser.
De afledede virkninger vil være endnu større, idet Sydafrika indgår i
transportkæder, således at et dansk forbud vil hindre danske
rederier og/ eller udenlandske befragtere i at operere med
dellaster eller returlaster. Tabet kan ikke præcis opgøres, men
tab i størrelsesordenen 300 mill. er yderst sandsynlige.
Tillægges yderligere konsekvenserne af at danske skibe ikke kan
benytte sydafrikanske havne til serviceformål, andrager det
samlede indtjeningstab let i størrelsesordenen 500 mill. kr.
Tabet vil være fordelt på et begrænset antal rederier og kan
resultere i at enkelte af disse rederier må flytte til andre lande
- eller opgive aktiviterne med tab af arbejdspladser til følge.
Det forekommer imidlertid særdeles vanskeligt præcist at
kvantificere de beskæftigelsesmæssige virkninger.
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder.
Udvalget har desuden stillet en række spørgsmål til
udenrigsministeren, industriministeren og miljøministeren, som
ministrene har besvaret skriftligt. Nogle af disse spørgsmål samt
svarene herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Udvalget har endvidere modtaget mundtlige og/ eller skriftlige
henvendelser fra
Ambu International,
Ankerfjer A/ S,
Brueel Kjær,
Carl Flach og A. Knudsens Garverier,
Danmarks Rederiforening,
Danmarks Skibsførerforening,
Dansk Høreapparat Handels og Industri Forbund,
Dansk Styrmandsforening,
Dansk Sø-Restaurations Forening,
Foreningen af Danske Læderfabrikanter,
H. Lundbeck A/ S,
Industrirådet,
J. C. Hempels Skibsfarve-Fabrik A/ S,
Landskomiteen Sydafrika Aktion,
Maskinmestrenes Forening,
MEFA,
Nielsen, Frank, Søborg,
Novo Industri A/ S,
Otzen, Peter, Sydafrika,
Parning, Jørgen, Randers,
Radiotelegrafistforeningen af 1917,
SiD-klubben Skjold, Fredericia,
SiD - Morsø afdeling,
Superfos A/ S,
S W Medico Teknik A/ S,
Sømændenes Forbund og
Westergaard, C. E., Sydafrika.
En række af de skriftlige henvendelser er optrykt som bilag til
betænkningen.
Herefter indstiller et flertal (socialdemokratiets, socialistisk
folkepartis og det radikale venstres medlemmer af udvalget)
lovforslaget til vedtagelse med de af flertallet stillede
ændringsforslag.
Flertallet finder det vigtigt at understrege, at der med vedtagelsen
af dette lovforslag sker en udbygning og skærpelse af Danmarks
sanktionspolitik over for Sydafrika.
Flertallet vil nøje bedømme virkningerne af loven med henblik på
fremtidige overvejelser om, hvorvidt der er behov for en
yderligere skærpelse af Danmarks sanktionspolitik over for
Sydafrika.
Flertallet er bekendt med, at venstresocialisterne, der ikke er
repræsenteret med medlemmer i udvalget, kan tilslutte sig
flertallets indstilling.
Et mindretal (det konservative folkepartis, venstres,
centrum-demokraternes og kristeligt folkepartis medlemmer af
udvalget) kan ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse.
Mindretallet finder, at Danmark med det foreliggende lovforslag
bryder med enigheden bag det fælles nordiske handlingsprogram og
distancerer sig fra de øvrige 11 EF-landes Sydafrikapolitik.
Lovforslaget er udtryk for dansk enegang, der ikke har udsigt til
at blive fulgt af andre, hvorfor Danmark ikke med forslaget får
fjernet apartheidsystemet, men tværtimod ved at isolere sig fra
sine traditionelle samarbejdspartnere risikerer at svække den
internationale indsats mod apartheid.
Mindretallet finder endvidere, at lovforslagets vedtagelse vil betyde
tabet af et stort antal arbejdspladser, og for et antal danske
virksomheder vil lovforslaget medføre betragtelige økonomiske tab
efter mindretallets opfattelse uden nogen effekt over for
apartheidsystemet.
Mindretallet beklager endelig, at det trods et meget omfattende
udvalgsarbejde ikke er lykkedes at opnå en egentlig forhandling
med flertallet, hvilket medfører, at den danske holdning til
Sydafrikaproblemerne gennemgår en unødvendig politisering, der
ikke gavner dansk indflydelse eller anseelse internationalt.
ÆNDRINGSFORSLAG
Af et flertal (S, SF og RV)
Til titlen
1) titlen affattes således
»Forslag
til
Lov om forbud mod handel med Den Sydafrikanske Republik og Namibia«
Til § 1
2) I stk. 1 indsættes efter »Den Sydafrikanske Republik« ordene
»eller Namibia« (2 steder).
3) Stk. 2, nr. 2, og det dertil hørende bilag udgår, og i stedet
indsættes følgende nr. 2
»2) udførsel af produkter til rent lægelige formål, og«.
4) I stk. 2, nr. 3, indsættes efter »Den Sydafrikanske Republik«
ordene: »og Namibia«.
5) Stk. 3. affattes således
»Stk. 3. Industriministeren kan, efter at sagen har været forelagt
folketingets udenrigsudvalg, dispensere fra forbuddet i stk. 1.
Dispensation kan gives for en periode på indtil 2 år.«
Ny paragraf
6) Efter § 1 indsættes som ny paragraf
»§ 01. Forbuddet mod handel med Den Sydafrikanske Republik og Namibia
omfatter tillige transporter af olie og olieprodukter på
danskejede skibe til og fra Den Sydafrikanske Republik og
Namibia.«
Til § 2
7) I stk. 1 indsættes efter »overtræder § 1« ordene: »og § 01«.
Til § 3
8) I stk. 2 indsættes efter »Lovens gyldighed kan« ordene: »begrænses
eller«.
BEMÆRKNINGER
Til nr. 1 og 4
Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede ændring
under nr. 2.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring af stk. 1 indebærer, at lovforslaget også
omfatter Namibia.
Til nr. 3
Ændringsforslaget indebærer, at produkter til rent lægelige formål
ikke er omfattet af forbuddet mod handel med Den Sydafrikanske
Republik og Namibia.
I den forbindelse henvises til, at den kongelige anordning af 18.
september 1968 om forholdsregler mod Sydrhodesia ligeledes undtog
produkter til rent lægelige formål fra forbuddet mod samhandel med
Sydrhodesia. Flertallet henviser i øvrigt til administrationen af
denne undtagelsesbestemmelse.
Til nr. 5
Gennem dette ændringsforslag åbnes der mulighed for, at virksomheder,
der vil blive ramt af forbuddet mod samhandel med Sydafrika og
Namibia, kan søge dispensation fra forbuddet. Dispensation kan
gives i en omstillingsperiode på maksimalt 2 år ud over den i
loven indeholdte afviklingsperiode på 6 måneder til omlægning af
produktionen.
Til nr. 6
Ændringsforslaget tager sigte på at forbyde enhver form for dansk
medvirken til olietransporter til og fra Sydafrika og Namibia i
overensstemmelse med vedtagelserne i FNs generalforsamling.
Der kan i denne forbindelse henvises til, at den kongelige anordning
af 3. februar 1978 om visse forholdsregler imod Sydafrika, der
blev udstedt til opfyldelse af FNs sikkerhedsråds resolution af 4.
november 1977 om våbenembargo mod Sydafrika, forbyder enhver form
for dansk medvirken til våbentransporter til Sydafrika.
Til nr. 7
Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede ændring
under nr. 6.
Til nr. 8
Ændringsforslaget om, at lovens gyldighed kan begrænses, er indsat
med henblik på, at Namibia kan udgå af loven, når Sydafrikas
administration af Namibia ophører.
Stetter (KF) fmd. Fischer (KF) Connie Hedegaard (KF) Arentoft
(KF) Bjørn Elmquist (V) Sønderby (V) Kofod-Svendsen (KrF)
Bollmann (CD) Lasse Budtz (S) Helle Degn (S) Qvist Jørgensen
(S) Kelm-Hansen (S) Lykketoft (S) Robert Pedersen (S)
Riishøj (SF) Pelle Voigt (SF) Stinus (RV) nfmd.
Partierne VS, FP og FD havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 228
Betænkning over Forslag til lov om forbud mod handel med Den Sydafrikanske Republik
Nr L 228 1985-86, 1. samling Blad nr 914
Afgivet af udenrigsudvalget
Afgivet: 19860515