1985 BTL 176 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE NR L 176 1985-86, 1. SAMLING BLAD NR 966

kapitel 5, og listevirksomheder, der lovligt er etableret før

lovens ikrafttræden.

Ideen med den anmeldelsesordning, som lovforslaget lægger op til, er,

at virksomhederne skal meddele tilsynsmyndigheden en række

oplysninger, som er grundlæggende for tilsynet.

Ministeren har endvidere over for udvalget oplyst, at de foreløbige

overvejelser om anmeldelsesordningen er følgende

Anmeldelsesordningen gennemføres branche for branche. Det er ikke

afgørende at få anmeldelser fra alle brancher, og fra f.eks.

almindelige landbrugsvirksomheder er det næppe hensigtsmæssigt at

forlange anmeldelser.

Det er tanken at starte med brancher, hvor man ved, at der kan være

væsentlige forureningsproblemer. Det drejer sig først og fremmest

om den kemiske industris forskellige brancher og dernæst om

virksomheder inden for brancher, som anvender langsomt

nedbrydelige stoffer, som udledes via store, særskilte

udledninger. Der tænkes på raffinaderier, cellulosefabrikker,

farverier, sprit- og gærfabrikker, sukkerfabrikker, slagterier og

kødfoderfabrikker, mejerier og fiskeproduktfabrikker.

Desuden er det tanken i en første runde ligeledes at inddrage

lossepladser.

Det vil være hensigtsmæssigt at kæde indførelsen af

anmeldelsesordningen sammen med tilsynskampagner vedrørende de

pågældende virksomheder. Det vil gøre det muligt at støtte de

lokale myndigheders arbejde med efteruddannelsesinitiativer og

centralt fremstillet materiale.

Eksempelvis vil der i forbindelse med anmeldelse af lossepladser

blive gennemført en tilsynskampagne, der også omfatter allerede

godkendte lossepladser.

Med denne fremgangsmåde får de lokale miljømyndigheder mulighed for

at sammenligne forureningsforholdene i forskellige virksomheder i

samme branche og for at sætte sig ind i rensningsmulighederne i

branchen.

Såfremt tilsynsmyndigheden i anmeldelsen modtager oplysninger om

ulovlige forhold eller under tilsynsbesøg (tilsynskampagner)

konstaterer sådanne forhold, har tilsynsmyndigheden ifølge den

eksisterende lovs § 50 a pligt til at foranledige det ulovlige

forhold bragt til ophør, medmindre der er tale om forhold af

ganske underordnet betydning. Denne bestemmelse blev indføjet ved

håndhævelsesloven.

Modtager tilsynsmyndigheden oplysninger om miljømæssigt uforsvarlige

forhold, meddeler den, afhængig af forholdets karakter, forbud

eller påbud, giver henstillinger eller yder vejledning og

rådgivning i overensstemmelse med lovens regler. De lokale

myndigheder vil samtidig have mulighed for at prioritere, således

at der navnlig sættes ind mod de væsentlige miljøproblemer.

Hovedresultaterne af en anmeldelsesrunde i en branche skal

afrapporteres i de offentlige tilsynsberetninger, jfr.

bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 13 (lovens § 56).

Oplysningerne fra anmeldelsesrunden vil i øvrigt have betydning

senere, hvis myndighederne skal tage stilling til, om en udvidelse

eller ændring er godkendelsespligtig. Også i forbindelse med

revision af eksisterende godkendelser vil oplysningerne have

betydning som myndighedernes baggrundsviden om en branche.

Ordningen planlægges ikraftsat i foråret 1987. Ordningen forventes

tilrettelagt således, at de udvalgte virksomheder i den første

runde primo 1988 indgiver oplysninger for perioden fra

ikrafttrædelsen til årets udgang. Erfaringerne med udformningen af

første runde vil indgå i tilrettelæggelsen af de følgende runder.

Udvalget vil blive orienteret om arbejdet med anmeldelsesordningen

inden den 1. marts 1988.

Udvalget har over for ministeren tilkendegivet, at de gældende regler

om opsættende virkning af klage over påbud eller forbud bør

administreres på en sådan måde, at miljøbeskyttende

foranstaltninger ikke forhales i urimeligt omfang. Efter udvalgets

opfattelse må der i større omfang end hidtil træffes bestemmelse

om, at klage til miljøankenævnet ikke skal have opsættende

virkning. Blandt de »særlige grunde«, der kan tale for, at et

påbud eller forbud skal efterkommes uanset klage til

miljøankenævnet, kan nævnes den omstændighed, at miljøstyrelsen

stadfæster eller kun foretager ubetydelige ændringer i den

påklagede afgørelse, eller at den pågældende virksomhed medfører

en forurening, som må betragtes som væsentlig.

Udvalget forudsætter dog, at en klage i overensstemmelse med de

almindelige regler får opsættende virkning, hvis andre end

virksomheden indgiver klage til miljøankenævnet. Endvidere

forudsættes, at de kommunale råd ved administrationen af

miljøbeskyttelsesloven er opmærksomme på mulighederne for at

træffe bestemmelse om, at klage ikke skal have opsættende

virkning.

Ministeren har tilsluttet sig udvalgets synspunkter.

Miljøministeren har over for udvalget oplyst, at han til efteråret

agter at udstede regler om indsamling og kildesortering, der giver

kommunerne hjemmel til pr. 1. januar 1987 at iværksætte sådanne

ordninger. Reglerne vil desuden indeholde en bestemmelse om, at

ordningerne gøres obligatoriske pr. 1. januar 1990, forudsat at

der ydes kommunerne tilskud til de nødvendige investeringer.

Udvalget har drøftet spørgsmålet om indførelse af pantordninger for

batterier, emballage til husholdningskemikalier og medicinglas.

Miljøministeren har givet tilsagn om inden den 1. marts 1987 at give

udvalget en redegørelse for, hvorledes et sådant pantsystem kan

gennemføres og virkningerne heraf. Udvalget har anmodet ministeren

om at sætte udstedelsen af en bekendtgørelse om batterier

indeholdende kviksølv eller cadmium i bero indtil da.

Ministeren har over for udvalget oplyst, at det er tanken, at

provenuet af affaldsafgiften skal anvendes til hel eller delvis

finansiering af statslige og kommunale udgifter ved løsning af

affaldsproblemer, herunder bl.a.

- etablering og administration af afgiftssystemet,

- udvikling af renere teknologi med henblik på at

begrænse affaldsmængderne,

- udvikling og etablering af genanvendelsessystemer,

- forbedring af bortskaffelsessystemer på forbrændingsanlæg

og lossepladser, herunder undersøgelser af

konsekvenserne af disse bortskaffelsesmetoder, og

- forbedring af bortskaffelsessystemer for problemaffald,

herunder f.eks. olie- og kemikalieaffald.

Ministeren vil revurdere denne målsætning og give udvalget en

redegørelse herom i lyset af de indvundne erfaringer 3 år efter

ordningens iværksættelse. Udvalget har desuden anmodet ministeren

om at orientere udvalget, såfremt det faktiske provenu skulle vise

sig at være utilstrækkeligt i forhold til ovennævnte målsætning.

Miljøministeren har over for udvalget oplyst, at lovforslaget i § 1,

nr. 28, indeholder bestemmelser, som udtrykkeligt nævner, at hvis

en overtrædelse begås af en kommune eller af et kommunalt

fællesskab, kan der pålægges kommunen eller det kommunale

fællesskab bødeansvar, jfr. også bemærkningerne til

ændringsforslag nr. 8.

Ministeren har endvidere oplyst, at den kommunale styrelseslov

indeholder bestemmelser om strafansvar for

kommunalbestyrelsesmedlemmer. Disse bestemmelser blev indført med

virkning fra 1. juli 1984 som følge af betænkningen om

ansvarsplacering og reaktionsmuligheder i kommunestyret, samtidig

med at straffebestemmelserne i en række miljø- og planlægningslove

(håndhævelsesloven) blev skærpet.

Efter § 61 c i styrelsesloven er der strafansvar for

kommunalbestyrelsesmedlemmer, der gør sig skyldig i grov

tilsidesættelse af deres pligter. Strafansvar efter denne

bestemmelse kan kun komme på tale i tilfælde af grov

tilsidesættelse af pligter, og hvis tilsidesættelsen er forsætlig

eller groft uagtsom. Simpel uagtsom pligttilsidesættelse straffes

ikke.

Ministeren har i denne forbindelse præciseret, at sager efter

bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 28, kan rejses af enhver,

uden at tilsynsrådets godkendelse skal foreligge. Tilsynsrådet

kommer kun ind i billedet, når der er tale om at rejse straffesag

efter den kommunale styrelseslovs § 61 c, idet det kun er de

kommunale tilsynsmyndigheder, tilsynsrådene og

indenrigsministeren, som kan indgive anmeldelse til politiet efter

denne bestemmelse.

Inden for miljøområdet har bestemmelsen endnu ikke ført til

politianmeldelse af kommunalbestyrelsesmedlemmer fra de kommunale

tilsynsmyndigheder.

Herefter indstiller et FLERTAL (udvalget med undtagelse af de frie

demokraters medlem) lovforslaget til VEDTAGELSE med de af

ministeren stillede ændringsforslag.

Et MINDRETAL (de frie demokraters medlem af udvalget) vil redegøre

for sin stilling ved 3. behandling.

Ændringsforslag

Af MILJØMINISTEREN, tiltrådt af et FLERTAL (udvalget med undtagelse

af de frie demokraters medlem)

Til § 1

1) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer

»01. § 1, stk. 3, affattes således

»Stk. 3. Ved bedømmelsen af omfanget og arten af foranstaltningerne

til forebyggelse og imødegåelse af forurening skal der lægges vægt

på de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens virkning på

disse.«»

2) Nr. 5 affattes således

»5. § 44, stk. 4 og 5, ophæves, og i stedet indsættes

»Stk. 4. I 8 år efter meddelelse af en godkendelse i henhold til §§

35-38 kan der kun meddeles påbud eller forbud, såfremt

1) der er fremkommet nye oplysninger om forureningens skadelige

virkning,

2) forureningen medfører miljømæssige skadevirkninger, der ikke kunne

forudses ved godkendelsens meddelelse, eller

3) forureningen i øvrigt går ud over det, som blev lagt til grund ved

godkendelsen.

Stk. 5. Når der er forløbet mere end 8 år efter godkendelsen, kan

tilsynsmyndigheden ændre vilkårene heri, når det er miljømæssigt

begrundet, eller hvis der er udviklet bedre rensningsformer eller

mindre forurenende produktionsmetoder.

Stk. 6. For nærmere bestemte brancher kan ministeren fastsætte regler

om, at den i stk. 4 og 5 omtalte tidsfrist nedsættes, dog ikke til

under 4 år.«»

3) Nr. 15 affattes således

»15. I § 62 a ophæves stk. 3, og i stedet indsættes

»Stk. 3. Miljøministeren fastsætter regler om kommunale

affaldsordninger, herunder om ordninger for erhvervsaffald,

haveaffald og bygningsaffald m.v. samt

1) regler om kommunernes pligt til at anvise bortskaffelsesmuligheder

for affald fra virksomheder, som ikke omfattes af sådanne

ordninger,

2) regler om pligt for virksomhederne til at benytte etablerede

ordninger eller anviste bortskaffelsesmuligheder og

3) regler om pligt til at etablere forsorteringsanlæg på lossepladser

og forbrændingsanlæg.

Stk. 4. Ministeren kan træffe bestemmelse eller fastsætte regler om

kommuners pligt til at oprette eller tilslutte sig fælleskommunale

virksomheder på affaldsbortskaffelsesområdet samt om sådanne

fælleskommunale virksomheders placering.

Stk. 5. Gebyrer kan fastsættes til dækning af kommunernes udgifter

til affaldskortlægning og -planlægning, til affaldsordningerne

samt i forbindelse med de i øvrigt i stk. 3 og 4 omtalte

foranstaltninger og anlæg.«»

4) Efter nr. 16 indsættes som nyt nummer

»02. Efter § 65 indsættes som ny paragraf: »§ 65 a. En afgørelse,

der meddeles skriftligt, skal angive de hovedhensyn, der har været

bestemmende for afgørelsen. Redegørelse herfor medfølger ved

underretning efter § 65, stk. 2.«»

5) Nr. 18 affattes således

»18. § 72, stk. 3 og 4, affattes således

»Stk. 3. Såfremt udnyttelsen af en godkendelse eller tilladelse efter

denne lov eller de i medfør heraf udfærdigede forskrifter

forudsætter udførelse af bygge- eller anlægsarbejder, må sådanne

arbejder ikke påbegyndes før udløbet af den i § 71, stk. 1, nævnte

klagefrist, medmindre den myndighed, der har meddelt tilladelsen

eller godkendelsen, giver dispensation hertil.

Stk. 4. Klagemyndigheden kan i forbindelse med behandlingen af en

godkendelse eller tilladelse, der er påklaget inden for

klagefristen, jfr. § 71, selvstændigt afgøre spørgsmålet om

påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder. Klagemyndigheden kan

herunder

1) efter begæring meddele tilladelse til påbegyndelse af bygge- og

anlægsarbejder,

2) bestemme, at bygge- og anlægsarbejder, hvortil dispensation er

meddelt efter stk. 3, ikke må påbegyndes eller skal standses.

Klagemyndighedens afgørelse kan ikke indbringes for højere

administrativ myndighed.«»

6) Efter nr. 18 indsættes som nyt nummer

»03. I § 72, stk. 6, ændres »stk. 4 og 5« til: »stk. 3-5«.'

7) Nr. 26 affattes således

»26. § 83, stk. 1, nr. 8 og 9, affattes således

»8) gennemfører bygge- og anlægsarbejder i strid med § 72, stk. 3,

eller en afgørelse efter § 72, stk. 4, eller

9) tilsidesætter vilkår knyttet til en dispensation efter § 72,

stk. 3 eller 4.«»

Til § 2

8) Stk. 2 affattes således

»Stk. 2. Reglerne i § 82 c, § 83, stk. 4, 2. pkt., § 84 a, stk. 1,

nr. 3, stk. 3 og 4, og § 84 b i lov om miljøbeskyttelse, som

affattet ved denne lovs § 1, nr. 24, 28 og 29, træder dog i kraft

den 1. juli 1986.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Den gældende bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 1, stk. 3,

udtrykker, at miljømyndighederne ved lovens administration skal

afveje miljøhensyn med andre samfundsmæssige hensyn og

omkostningerne ved beskyttelsesforanstaltninger.

Som bestemmelsen er affattet, indeholder den ingen vejledning om,

hvordan denne afvejning skal foretages. Bestemmelsen er dog blevet

opfattet som mere vidtgående end de almindelige

forvaltningsretlige regler om forholdsmæssighed mellem mål og

midler.

Heroverfor står, at andre bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven

præciserer en prioritering af miljøet. Det følger således af § 1,

stk. 2, at loven særligt skal anvendes til nøje at sikre de

kvaliteter i de ydre omgivelser, som er af betydning for

menneskers hygiejniske og rekreative levevilkår og for bevarelse

af et alsidigt dyre- og planteliv. Af § 3, stk. 1 og 2, fremgår,

at en forurenende virksomhed skal lokaliseres et sted, som er

hensigtsmæssigt ud fra et miljømæssigt synspunkt.

Ændringsforslaget tilsigter ikke nogen ændring i den almindelige

forvaltningsretlige proportionalitetsgrundsætning, men det

fastslås med ændringen, at lovens generelle formål ikke må

tilsidesættes ved, at der inddrages hensyn, der ligger uden for

denne grundsætnings rammer.

Forholdsmæssigheden mellem mål og midler skal fortsat forstås

således, at der ikke skal afholdes betydelige omkostninger til

yderligere forureningsbegrænsende foranstaltninger, hvis den

miljømæssige nyttevirkning vil være beskeden og ikke er

miljømæssigt påkrævet.

Det siger sig selv, at denne forholdsmæssighed også indgår i

administrationen af de foreslåede nye formuleringer af § 44, stk.

4-6 (ændringsforslag nr. 2).

Det forudsættes i øvrigt, at konkrete overvejelser om

forholdsmæssighed mellem mål og midler indgår i de hovedhensyn,

der efter ændringsforslag nr. 4 om en ny § 65 a skal angives i

afgørelser efter loven.

Til nr. 2

Formålet med ændringerne er at åbne mulighed for at revidere

utidssvarende vilkår i godkendelser.

I stk. 4 begrænses den hidtidige beskyttelse til 8 år. Ved valget af

dette åremål er der dels lagt vægt på, at virksomhederne har behov

for en passende planlægnings- og investeringsperiode for

bygninger, maskiner og inventar, dels på at den

forureningsbegrænsende teknologi inden for dette tidsrum må

forventes at have gennemgået en vis udvikling. Der er derfor næppe

grundlag for, at beskyttelsen strækkes ud over 8 år. Den ændrede

ordlyd tilsigter i øvrigt nu klargøring af bestemmelsens

rækkevidde. Indgreb inden for de første 8 år kan navnlig ske, når

man erhverver ny viden om et stofs skadelige virkninger eller ny

viden om økologiske sammenhænge. Desuden er ordet »væsentligt«,

der er i den eksisterende bestemmelse, udeladt, da det har givet

anledning til misforståelser.

Stk. 5 åbner en vid adgang til at revidere vilkår efter 8 års

fristens udløb. Det vil herefter blive en dagligdags foreteelse,

at tilsynsmyndigheden ajourfører vilkår, som er blevet

utidssvarende. Det må forventes, at tilsynsmyndigheden vil

foretage en vis prioritering og i første række koncentrere sig om

at gennemgå vilkårene for de virksomheder, hvor de største

miljømæssige forbedringer kan opnås.

Tilsynsmyndighedens overvejelser og den faktiske anvendelse af denne

bestemmelse skal afspejles i de tilsynsberetninger, der forventes

foreskrevet i medfør af § 56.

Bestemmelsen kan anvendes i forhold til virksomheder, hvis

godkendelse på tidspunktet for ændringslovens ikrafttræden er mere

end 8 år gammel.

Stk. 6 sigter til virksomhedstyper, hvis forurening er særligt

omfattende eller af særlig vanskelig karakter. Her vil en

hurtigere revisionsrytme af miljømæssige grunde være ønskelig. Det

er tanken, at en række virksomhedstyper i den kemiske industri

skal omfattes af den bekendtgørelse, ministeren agter at udstede.

Virksomheder, der udleder f.eks. kviksølv og cadmium overvejes

ligeledes inddraget, og i EF-direktiverne herom arbejder man

allerede med tidsbegrænsninger på 4 år.

Til nr. 3

I fortsættelse af bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 15,

bemærkes, at ændringsforslaget indebærer en tydeliggørelse,

således at der vil blive fastsat regler om kommunale

affaldsbortskaffelsesordninger for andre affaldstyper end

husholdningsaffald, først og fremmest erhvervsaffald, men også

haveaffald og bygningsaffald.

Der vil i den forbindelse blive fastsat regler om afleveringspligt

for de virksomheder, som omfattes af sådanne ordninger.

Ved udformningen af de nærmere regler om disse kommunale

affaldsbortskaffelsesordninger vil der blive taget hensyn til, at

ansvaret for en miljømæssigt forsvarlig affaldsbortskaffelse ikke

uden videre bør overvæltes på kommunerne. Virksomhederne bør

fortsat have hovedansvaret for, at deres affaldsproblemer løses på

en miljømæssigt tilfredsstillende måde. Reglerne skal derfor ses

som et supplerende styringsmiddel i forbindelse med den kommunale

affaldsplanlægning.

I en række tilfælde må det forventes, at det ikke vil være

hensigtsmæssigt at udstrække affaldsordningerne til at omfatte

samtlige virksomheder og affaldstyper i en kommune. Dette kan

f.eks. være tilfældet, hvor en virksomhed ligger meget afsides i

forhold til andre virksomheder i kommunen. Der vil derfor blive

fastsat regler om, at det påhviler kommunalbestyrelsen at anvise

bortskaffelsesmuligheder for affald fra virksomheder, som ikke er

omfattet af en bortskaffelsesordning og pligt for disse

virksomheder til at benytte disse muligheder.

For at fremme en rationel udnyttelse og behandling af affald vil der

ligeledes blive fastsat regler om pligt til at etablere

forsorteringsanlæg på lossepladser og forbrændingsanlæg, hvor

sådanne ikke allerede er etableret eller påtænkes etableret.

Forpligtelsen bør i første omfang rettes til de større

lossepladser og forbrændingsanlæg, hvorved normalt forstås pladser

og anlæg, der modtager over 10.000 tons affald pr. år.

Det foreslåede stk. 4 indebærer, at der skabes hjemmel for ministeren

til at bestemme, at kommuner kan pålægges at deltage i

fælleskommunale løsninger på affaldsbortskaffelsesområdet.

Efter ændringsforslaget kan ministeren således i generelle regler

eller ved konkret afgørelse bestemme, at flere kommuner skal indgå

et samarbejde om oprettelse og drift af virksomheder på

affaldsbortskaffelsesområdet, herunder af lossepladser eller

forbrændingsanlæg samt om sådanne virksomheders placering.

Samarbejdet kan også tilvejebringes ved, at flere kommuner

forpligtes til at gå sammen om driften af et eksisterende

affaldsbortskaffelsesanlæg.

Adgangen til at træffe bestemmelse om sådanne fælleskommunale

løsninger forudsættes kun anvendt i det omfang, det ikke gennem

forhandling kan lykkes kommunerne i frivillighed at nå frem til

miljømæssigt forsvarlige fælles løsninger, hvor disse er påkrævet.

Det må forventes, at kommunerne i vidt omfang kan tilvejebringe

fælles løsninger ad frivillighedens vej, f.eks. i forbindelse med

den affaldsplanlægning, som i øjeblikket finder sted i kommunerne.

I stk. 5 er det præciseret, at de gebyrer, som kommunalbestyrelsen

hidtil har kunnet fastsætte til benyttelse af kommunale

affaldsanlæg og affaldsordninger, nu også skal kunne opkræves for

benyttelse af anvist alternativ bortskaffelse og af

forsorteringsanlæg samt i forbindelse med fælleskommunale

aktiviteter efter stk. 4.

Til nr. 4

Afgørelser, der ikke fuldt ud imødekommer pågældende part, er normalt

ledsaget af en begrundelse. Dette er nu fastlagt som ubetinget

princip i forvaltningslovens § 22.

Sager efter miljøbeskyttelsesloven er typisk sager, hvor der er flere

end en part, f.eks. både en virksomhed og de omboende, med ofte

modstridende interesser. Efter ovennævnte princip skal en sådan

afgørelse altså begrundes. Det skønnes imidlertid hensigtsmæssigt

også i lyset af diskussionen i forbindelse med § 1, stk. 3 (jfr.

ændringsforslag nr. 1) med en særlig bestemmelse om begrundelse

udformet efter miljøbeskyttelseslovens specifikke behov.

De hovedhensyn, der har været bestemmende for en afgørelse, og som

efter ændringsforslaget skal angives i denne afgørelse, er typisk

på den ene side recipientens evne til at optage eventuel

forurening og på den anden side denne forurenings art og omfang

(hvilke stoffer og i hvilke mængder). Hertil kommer i givet fald

almene hygiejniske forhold m.v.

Ud fra almindelige retssikkerhedsbetragtninger må de angivne

hovedhensyn i alle tilfælde være af en sådan karakter og

detaljeringsgrad, at der gives både virksomheden og de andre

interesserede parter, jfr. § 65, stk. 2, et tilstrækkeligt

grundlag for at vurdere sagen i et eventuelt klageperspektiv. Af

samme grund skal der ved den i § 65, stk. 2, foreskrevne direkte

underretning af de omtalte interesserede parter medfølge en

redegørelse for disse hovedhensyn.

Til nr. 5

Efter de gældende bestemmelser i miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 3

og 4, må bygge- og anlægsarbejder ikke påbegyndes, medens

klagefristen for en godkendelse eller tilladelse løber. Desuden

følger det af bestemmelserne, at bygge- og anlægsarbejder, hvis

der indgives klage, ikke må påbegyndes, før miljøstyrelsens

afgørelse i klagesagen foreligger. Miljøstyrelsen kan dog, når

klagefristen er udløbet, meddele dispensation til påbegyndelse af

bygge- og anlægsarbejder.

Efter de foreslåede bestemmelser vil det være sådan, at den

myndighed, der meddeler godkendelsen eller tilladelsen, kan

bestemme, at bygge- og anlægsarbejder må påbegyndes, når

godkendelsen eller tilladelsen er meddelt.

Hovedsigtet med ændringsforslaget er en praktisk og administrativ

forenkling, der åbner mulighed for, at bygge- og anlægsarbejder

kan iværksættes, når dette skønnes ubetænkeligt, også mens

klagefristen løber.

Med ændringsforslaget tilsigtes der, uanset at dispensationsadgangen

udvides og henlægges til kommunalbestyrelser respektive amtsråd,

ingen ændring i forhold til den praksis, der har været gældende

efter de hidtidige bestemmelser. Hovedreglen vil således fortsat

være, at der kan meddeles dispensation til påbegyndelsen af bygge-

og anlægsarbejder, hvis det er utvivlsomt, at den pågældende

virksomhed etableres et hensigtsmæssigt sted. Ved denne vurdering

skal der på den ene side lægges stor vægt på, om den pågældende

virksomhed skal etableres i et område, der efter

planlægningslovgivningen er udlagt til erhvervsbebyggelse, og på

den anden side om virksomheden etableres i eller i nærheden af

forureningsfølsomme områder.

For at sikre, at miljøstyrelsen som klagemyndighed kan stå

tilstrækkeligt frit, når det skal vurderes, om en godkendelse

eller tilladelse kan opretholdes, åbner de foreslåede bestemmelser

mulighed for, at miljøstyrelsen som klagemyndighed kan

tilsidesætte en allerede meddelt dispensation til påbegyndelse af

bygge- og anlægsarbejder.

Efter de foreslåede bestemmelser kan miljøstyrelsen, uanset at der er

meddelt dispensation, bestemme, at bygge- og anlægsarbejder ikke

må påbegyndes, eller at bygge- og anlægsarbejder, der allerede er

påbegyndt, skal standses.

Til nr. 6 og 7

Ændringsforslagene er en konsekvens af ændringsforslag nr. 5.

Til nr. 8

Lovforslaget indeholder bestemmelser, som udtrykkeligt nævner, at

hvis en overtrædelse begås af en kommune eller af et kommunalt

fællesskab, kan der pålægges kommunen eller det kommunale

fællesskab bødeansvar.

Disse bestemmelser udfylder det »hul i loven«, som er opstået efter

at højesteret den 29. januar d.å. i kildeskattesagen mod Farum

kommune statuerede, at kommuner ikke kan pålægges bødeansvar efter

gældende straffebestemmelser, som ikke udtrykkeligt nævner

kommuner. Det havde indtil da været opfattelsen, at kommuner som

bygherre, driftsherre, arbejdsgiver eller lignende ligesom bl.a.

aktieselskaber kunne straffes, og der var også domspraksis herfor.

Indtil de nye bestemmelser træder i kraft vil kommuner efter den

ændrede praksis ikke kunne drages til ansvar for overtrædelser

efter miljøbeskyttelsesloven. Det foreslås derfor at

straffebestemmelsen for kommuner i lovforslagets § 1, nr. 28,

sættes i kraft hurtigst muligt efter lovens vedtagelse, dvs. den

1. juli 1986.

Ahlmann-Ohlsen (KF) Fischer (KF) Ole Bernt Henriksen (KF) Svend

Åge Petersen (KF) Bente Nielsen (V) Sønderby (V) Maisted (FD) Steffensen (KrF) fmd. Ritt Bjerregaard (S) Camre (S) Erik

Holst (S) Tove Lindbo Larsen (S) Henning Nielsen (S) Løvig

Simonsen (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Leif Hermann (SF) Lone

Dybkjær (RV)

Partierne CD, VS og FP havde ikke medlemmer i udvalget.

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder. I forbindelse

hermed har udvalget stillet spørgsmål til miljøministeren, som

denne har besvaret dels skriftligt, dels i samråd.

Der er af miljøministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises

til de ledsagende bemærkninger.

Udvalget skal anmode om, at lovforslaget henvises til fornyet

udvalgsbehandling mellem 2. og 3. behandling.

Udvalget har modtaget mundtlige og/eller skriftlige henvendelser fra

Amtsrådsforeningen i Danmark,

Danske Vognmænd, Hovedorganisationen af 1985,

Esbjerg kommune,

Forbrugerrådet,

Genvindingsbrancherådet,

Håndværksrådet,

Industrirådet og

Kommunernes Landsforening.

Udvalget lægger afgørende vægt på, at kommunalbestyrelser og amtsråd

lever op til deres tilsynsforpligtelser, således som de er

defineret i miljølovgivningen og uddybet i miljøstyrelsens

vejledninger og betænkningen om miljøtilsyn. Udvalget går i den

forbindelse ud fra, at de kommunale råd inden for rammerne af

deres myndighedsansvar organiserer tilsynsarbejdet, således at der

opnås en samfundsmæssig optimal udnyttelse af ressourcerne, hvad

enten konkrete opgaver henlægges til en teknisk forvaltning, en

miljø- eller levnedsmiddelkontrolenhed eller udføres på anden vis.

Med hensyn til udførelse af laboratorieopgaver i tilknytning til

myndighedstilsynet forudsættes det, at der inddrages såvel private

som hel- og halvoffentlige autoriserede laboratorier. Herved

sikres den fornødne fleksibilitet, og en unødvendig opbygning af

laboratoriekapacitet i offentlig regie undgås.

Udvalget går også ud fra, at amtsrådene ved overtagelsen af tilsynet

med (a)-mærkede virksomheder vil træffe foranstaltninger til, at

den viden, der er erhvervet hos kommunerne under tilsynsarbejdet,

ikke går tabt.

Ministeren har givet tilsagn om inden 1. marts 1988 at orientere

udvalget om, hvordan tilsynsarbejdet organiseres.

Miljøministeren har under henvisning til bemærkningerne til

lovforslagets § 1, nr. 14 (lovens § 56 a), oplyst, at

anmeldelsesordningen omfatter både virksomheder, der ikke er

omfattet af listen over godkendelsespligtige virksomheder efter

Ingen

Nr BTL 176

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse

Nr L 176 1985-86, 1. samling Blad nr 966

Afgivet af miljø- og planlægningsudvalget

Afgivet: 19860516