1985 BTL 169 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MUSIK NR L 169 1985-86, 1. SAMLING BLAD NR 993
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til ministeren for kulturelle anliggender, som
denne har besvaret skriftligt.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til
bemærkningerne.
Udvalget har endvidere modtaget mundtlige og/eller skriftlige
henvendelser fra
Dansk Amatørkor Union,
Dansk Amatørmusik,
Dansk Amatørmusik Union,
Dansk Amatørorkester Samvirke,
Dansk Musik Informations Center,
Den danske Jazzkreds,
Det danske Jazzcenter,
Kluevers Big Band,
Kontaktgruppen vedrørende oprettelse af et musikalsk grundkursus i
Storstrøns amt,
Landsforeningen fajabefa,
Ny dansk Jazzmusikerforening,
ROSA, Dansk Rock Samråd,
SAMSPIL, Sammenslutningen af Rytmiske Spillesteder i Danmark,
Statens Musikråd og
Vordingborg statsseminarium.
Under udvalgets behandling af lovforslaget har ministeren for
kulturelle anliggender oplyst, at ministeren uanset udskydelsen af
lovrevisionen finder det væsentligt, at der allerede i 1986 og
1987 sker en vis styrkelse af musiklovsområdet. Man vil derfor
allerede nu opfylde nogle påtrængende behov og foreslår følgende
merbevillinger, som afholdes uden for kulturministeriets budget og
årsværksramme.
For 1986 1. Personalemæssig styrkelse af musikrådssekretariatet pr. 1. juli 1986 i forbindelse med delegationsovertagelsen pr. samme dato 100.000 kr. 2. Heltidsansættelse pr. 1. august 1986 af den p.t. halvtidsansatte musikskolekonsulent 75.000 kr. 3. Ansættelse pr. 1. august 1986 af en amatørmusikkonsulent 125.000 kr. 4. Forøget støtte til turnerende emsembler 200.000 kr. ------------- 500.000 kr. ------------- For 1987 A. Instrumentbanken 100.000 kr. B. Musikforeninger 200.000 kr. C. Kirkekoncerter 100.000 kr. D. Folkemusik 200.000 kr. ------------- 600.000 kr. -------------
Forslag om den videre udbygning af rammerne for musiklovsområdet vil
være indeholdt i lovforslaget, der fremsættes i folketingsåret
1986-87.
Herefter indstiller et MINDRETAL (det konservative folkepartis,
venstres, det radikale venstres og kristeligt folkepartis
medlemmer af udvalget) lovforslaget til VEDTAGELSE UÆNDRET.
Et ANDET MINDRETAL (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis
medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til VEDTAGELSE med
det af mindretallet stillede ændringsforslag. Mindretallet har
ønsket at tage afstand fra ministerens bemærkninger, som
mindretallet forstår således, at lovforslaget om en revision af
musikloven først skal træde i kraft 1. januar 1988, samt at der
ikke skal ske nogen udbygning af rammerne for musiklovsområdet i
1987 ud over det af ministeren i betænkningen anførte. Med sit
ændringsforslag ønsker mindretallet derfor at sikre mulighed for,
at en revision kan træde i kraft 1. januar 1987.
Et TREDJE MINDRETAL (fremskridtspartiets medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til FORKASTELSE ved 3. behandling.
Mindretallet ønsker også ved denne lejlighed at udtrykke sin enorme
skuffelse over, at kulturministeren og med ham den samlede
regering åbenbart mener, at der skal bruges flere skatteyderpenge
i form af tilskud til musik, medens man samtidig og fuldstændig
skrupelløst lægger enorme afgifter på f.eks. fyringsolie. En sådan
politik må fremskridtspartiet på det kraftigste tage afstand fra.
Ændringsforslag
Af et MINDRETAL (S og SF)
Til § 1
Nr. 5 affattes således
»5. § 15 affattes således
»§ 15. Forslag til revison af loven fremsættes for folketinget i
begyndelsen af folketingsåret 1986-87.«»
Bemærkninger
Forslagsstillerne ønsker med ændringsforslaget at sikre en mulighed
for, at der kan ske en egentlig revision af musikloven med henblik
på ikrafttrædelse 1. januar 1987.
Per Stig Møller (KF) Annelise Gotfredsen (KF) Connie Hedegaard
(KF) Flemming Jensen (KF) Helge Sander (V) Hanne Severinsen
(V) nfmd. Dohrmann (FP) Inger Stilling Pedersen (KrF) Ole
Espersen (S) Søren Hansen (S) Jytte Hilden (S) Qvist
Jørgensen (S) Jimmy Stahr (S) Tastesen (S) Birthe Hansen
(SF) Ingerlise Koefoed (SF) fmd. Bernhard Baunsgaard (RV)
Partierne CD, VS og FD havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 169
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om musik
Nr L 169 1985-86, 1. samling Blad nr 993
Afgivet af kulturudvalget
Afgivet: 19860520