Legislator Case Law & Legislation
198514K00150 DK

1985 BTL 150 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM STATSHOSPITALERNES OVERFØRELSE TIL AMTSKOMMUNERNE OG AF LOV OM SOCIAL PENSION (OVERFØRSEL AF PSYKIATRISKE PLEJEHJEM M.V. UNDER SYGEHUSVÆSENET TIL BISTANDSLOVEN) NR L 150 1985-86, 1. SAMLING BLAD NR 1011

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1985 150 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret

skriftligt og i samråd. Nogle af besvarelserne af skiftlige

spørgsmål er medtaget som bilag til betænkningen.

Skriftlige og/ eller mundtlige henvendelser er modtaget fra

Den Almindelige Danske Lægeforening,

Kommunernes Landsforening og

Københavns kommune.

Udvalget har endvidere aflagt et besøg på Københavns kommunes

psykiatriske plejehospital »Sundbygård«.

Socialministeren har tilkendegivet, at det i den vejledning, som

socialstyrelsen udarbejder sammen med sundhedsstyrelsen og

Amtsrådsforeningen om overførslens iværksættelse, vil blive

understreget, at en patient kun kan overflyttes til et psykiatrisk

sygehus, såfremt det af hensyn til behandlingen er nødvendigt at

anvende sindssygelovgivningens regler, herunder om

tvangstilbageholdelse m.v. Det vil samtidig blive fremhævet, at

det er en forudsætning for overførslen, at der fortsat knyttes

fast psykiatrisk overlægetilsyn til hjemmene, hvorfor der ikke kan

forekomme tilfælde, hvor amtskommunen på grund af

tilrettelæggelsen af lægetilsyn flytter patienter.

Endelig vil det i vejledningen blive understreget, at der i de

tilfælde, hvor flytning er nødvendig, skal gives såvel patienten

som de pårørende en fyldestgørende information.

Herefter indstillet udvalget lovforslaget til vedtagelse uændret.

Agnete Laustsen (KF) fmd. Karen Højte Jensen (KF) Lizzie

Lichtenberg (KF) Merete Aarup (KF) Birthe Rønn Hornbech (V)

Hanne Severinsen (V) Birgith Mogensen (CD) Arne Bjerregaard

(KrF) Hanne Andersen (S) Mette Groes (S) Jytte Andersen (S)

Joanna Rønn (S) Erik B. Smith (S) nfmd. Taanquist (S)

Agerschou (SF) Birthe Hansen (SF) Aase Olesen (RV)

Partierne VS, FP og FD havde ikke medlemmer i udvalget.

Udvalgets spørgsmål nr. 11-13 til socialministeren og besvarelserne

heraf

Spørgsmål 11

Ministeren bedes tilstille udvalget en kopi af sit notat i

forbindelse med besvarelsen af samrådsspørgsmål A.

Svar

Oversigt af 16. maj 1986 over telefonisk indhentede oplysninger om

omfanget af eventuelle flytninger ved en overførsel af H-plejehjem

vedlægges.

Telefonisk indhentede oplysninger om omfanget af eventuelle

flytninger ved en overførsel af H-plejehjem.

Københavns amtskommune.

En del af KAS Ballerup.

Der er nedsat en arbejdsgruppe, som arbejder med spørgsmålet.

3 sengeafdelinger med i alt 90 senge skal overføres fra

sygehusvæsenet til socialvæsenet som § 112, stk. 2-institution.

Før arbejdsgruppen har afsluttet sit arbejde, kan det ikke oplyses,

hvilke patienter som overføres, men der regnes med et vist antal

omflytninger inden overførslen.

Vestsjællands amtskommune.

1) Sygehjemmet i Sorø: Ingen flytninger.

2) Sygehjemmet i Holbæk: Der er knap 10 personer - heraf 3- 4 dømte -

som skønnes at måtte forblive under sygehusvæsenet.

Der er på budgettet for 1987 afsat midler enten til en ændring af de

personalemæssige ressourcer på plejehjemmet eller til åbning af en

ny afdeling, som formentlig i givet fald vil blive på

moderhospitalet i Nykøbing Sjælland, da sygehjemmet i Holbæk er

gammelt og utidssvarende.

Kolonien Filadelfia.

Kolonien Filadelfia »Solvang«.

Forstanderen oplyser, at ingen af de 38 klienter forventes at skulle

flyttes i forbindelse med en overførsel.

Storstrøms amtskommune.

1) Amtsplejehjemmet i Stege: Ingen flytninger.

2) Behandlingshjemmet Saxenhøj: Forstanderinden har oplyst, at man

for 11/2 år siden skønnede, at ca. 60 af de 121 patienter måtte

overflyttes til psykiatrisk sygehus, mens man for ca. 1/2 år siden

skønnede, at ca. 20 måtte overflyttes.

Der er ingen af disse 20 patienter, der er fikserede. Begrundelsen

for overflytning er, at de pågældende har behov for tilsyn af en

psykiatrisk læge 2-3 gange ugentlig.

Fyns amtskommune.

Hvedholm plejehjem.

Alle patienter overføres til bistandslovens regie.

Ringkøbing amtskommune.

H-plejehjemmet: Brahmsvej.

Det skønnes, at ca. 10 af de 20 patienter må overflyttes til

psykiatrisk hospitalsafdeling.

Vejle amtskommune.

Spørgsmålet er ikke endeligt afgjort. /

Der sker for tiden en gennemgang af patienterne. En indstilling fra

de administrerende overlæger vil foreligge i begyndelsen af juni

måned.

Århus amtskommune.

Råmosegård Plejehjem.

Dalstrup Plejehjem.

Plejehjemmet på Fabersvej, Randers.

Århus amtskommune oplyser, at der ikke sker flytninger i forbindelse

med en overførsel af hjemmene til bistandsloven.

Nordjyllands amtskommune.

Visborggaard.

Nordjyllands amtskommune har oplyst, at der endnu ikke er taget

endelig stilling til spørgsmålet om flytning af patienter fra

Visborggaard til psykiatriske sygehusafdelinger inden overførslen

af institutionen til socialvæsenet. Der er indlagt 70 patienter på

Visborggaard.

Efter et forsigtigt skøn regnes med flytning af højst 10 pct. og kun

af yngre skitzofrene patienter, der har opholdt sig på

institutionen i længere tid.

Københavns kommune.

København får en særlig ordning. Der forventes derfor ikke at skulle

ske overflytninger til psykiatriske sygehuse.

Spørgsmål 12

Med hvilke begrundelser agter man i de forskellige amtskommuner at

flytte patienter, såfremt man har planer herom?

Svar

Som nævnt i svaret på spørgsmål 11 har socialministeriet foretaget en

rundspørge til amtskommunerne med henblik på at få et skøn over

omfanget af eventuelle flytninger.

I de tilfælde, hvor flytninger kunne komme på tale, f.eks.

institutionen Visborggaard i Nordjyllands amtskommune, var

begrundelsen, at det drejer sig om patienter, for hvem det af

hensyn til behandlingen er nødvendigt at anvende sindssygelovens

regler om tvangstilbageholdelse, anvendelse af tvangsmidler m.m.

Det er typisk yngre skizofrene patienter, der skønnes ikke at kunne

overføres til bistandsloven. Hertil kommer patienter, der er dømt

til anbringelse på psykiatrisk sygehus, og som derfor må forblive

under sygehusvæsenet.

I Københavns amtskommune er nedsat en arbejdsgruppe, som arbejder med

spørgsmålet.

3 sengeafdelinger med i alt 90 senge skal overføres fra

sygehusvæsenet til socialvæsenet som § 112, stk. 1-institution.

Udgangspunktet for overførslen ligger i de bygningsmæssige forhold. 3

bygninger, som ligger afgrænset i udkanten af det samlede byggeri,

vil blive overført. Da patienterne, som i dag er indlagt i disse

bygninger, ikke er specifikke plejepatienter, men en blanding af

plejepatienter og yngre patienter, vil de yngre patienter blive

overført til andre afdelinger. Tilsvarende vil plejepatienter

blive overført til de herved fremkomne ledige pladser i de

bygninger, som skal overføres.

Spørgsmål 13

ad besvarelserne af spørgsmål 11 og 12

Hvordan kan det sikres, at der sker en nøje vurdering i hvert enkelt

tilfælde, hvor en patient ønskes flyttet fra et H-plejehjem,

således at der eksempelvis ikke forekommer tilfælde, hvor man på

grund af tilrettelæggelsen af lægetilsyn flytter patienter?

Hvorfor skal der flyttes patienter fra Visborggaard?

Hvordan kan nødvendigheden af tilsyn af en psykiatrisk overlæge

begrunde flytning af patienter fra behandlingshjemmet Saxenhøj i

Storstrøms amtskommune?

Svar

Kriterierne for, om en patient skal forblive i sygehusregie, er

alene, om det af hensyn til behandlingen er nødvendigt at anvende

sindssygelovgivningens regler, herunder reglerne om

tvangstilbageholdelse m.v. Dette vil blive understreget i den

vejledning, som socialstyrelsen udarbejder sammen med

sundhedsstyrelsen og amtsrådsforeningen. Det vil samtidig blive

fremhævet, at nødvendigheden af et psykiatrisk tilsyn ikke på

nogen måde kan begrunde flytning af en patient. Der henvises

herved til, at det i bemærkningerne i lovforslaget er forudsat, at

der til H-plejehjemmene fortsat knyttes fast psykiatrisk

overlægetilsyn.

Oplysningerne fra Saxenhøj i Storstrøms amtskommune om nødvendigheden

af tilsyn af en psykiatrisk overlæge er givet telefonisk af

forstanderinden. Spørgsmålet er ikke drøftet med social- og

sundhedsforvaltningen i amtskommunen, og forvaltningen er endnu

ikke kommet i gang med forberedelserne til eventuelle flytninger.

Forvaltningen er af den opfattelse, at nødvendigheden af

psykiatrisk tilsyn ikke kan begrunde flytning, og vil fastholde

sit standpunkt over for behandlingshjemmet Saxenhøj.

Der er indlagt 70 patienter på Visborggaard. Der er endnu ikke taget

stilling til, om det vil blive nødvendigt at flytte en eneste

patient. Efter et forsigtigt skøn kan der eventuelt blive tale om

at flytte højst 4-7 yngre patienter, hvis skizofreni kræver

egentlig sygehusbehandling.

Betænkning over lovforslag 1985 150 Valid

Nr BTL 150

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om statshospitalernes overførelse til amtskommunerne og af lov om social pension (Overførsel af psykiatriske plejehjem m.v. under sygehusvæsenet til bistandsloven)

Nr L 150 1985-86, 1. samling Blad nr 1011

Afgivet af socialudvalget

Afgivet: 19860521

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →