1985 BTL 134 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM EJERLEJLIGHEDER (FULDT STOP FOR EJERLEJLIGHEDER I DEN EKSISTERENDE BOLIGMASSE) NR L 134 1985-86, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i flere møder og har herunder
stillet spørgsmål til boligministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Der er af et flertal stillet ændringsforslag.
Herefter indstiller et flertal (socialdemokratiets, socialistisk
folkepartis og det radikale venstres medlemmer af udvalget)
lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal (det konservative folkepartis, venstres,
centrum-demokraternes og kristeligt folkepartis medlemmer af
udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3.
behandling.
Ændringsforslag
Af et flertal (S, SF og RV)
Til titlen
1) Undertitlen udgår.
Til § 1
2) Nr. 1-3 udgår, og i stedet indsættes
»§ 10, stk. 1, nr. 2, 1. pkt., affattes således
»2. Bygninger, der ikke indeholder andre lejligheder eller rum end
2 beboelseslejligheder med tilhørende sædvanlige udenomsrum, når
en landinspektør med beskikkelse attesterer, at hver enkelt
ejerlejlighed til beboelse opfylder kravene i litra a-e, og
bygningen ifølge erklæring fra bygningsmyndigheden opfylder
kravene i litra f-i.«»
Ny paragraf
3) Efter § 2 indsættes som ny paragraf
»§ 3
Opdeling efter de før lovens ikrafttræden gældende regler vil dog
kunne ske, når en landinspektør over for tinglysningsdommeren
attesterer, at ejeren inden 15. maj 1986 havde anmodet en
landinspektør om den til opdeling i ejerlejligheder fornødne
attestation. Det er yderligere en betingelse, at ejeren inden 15.
maj 1986 fysisk på ejendommen har iværksat arbejder, der eventuelt
er fornødne til opfyldelse af kravene i lovens § 10, stk. 1, nr.
2, litra a-f.«
BEMÆRKNINGER
Til nr. 3
Overgangsbestemmelsen er indsat af hensyn til igangværende
opdelinger, hvor der kan være ofret ressourcer på opfyldelse af
kvalitetskravene.
Agnete Laustsen (KF) Birgit Fogh-Andersen (KF) Svend Åge Petersen
(KF) Merete Aarup (KF) Bente Nielsen (V) nfmd. Helge Sander
(V) Birgith Mogensen (CD) Arne Bjerregaard (KrF) Svend
Andersen (S) Bakholt (S) Baadsgaard (S) Knud Damgaard (S)
fmd. Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S) Ruth Olsen (SF)
Pelle Voigt (SF) Estrup (RV)
Partierne VS, FP og FD havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 134
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om ejerlejligheder (Fuldt stop for ejerlejligheder i den eksisterende boligmasse)
Nr L 134 1985-86, 1. samling
Afgivet af boligudvalget
Afgivet: 19860515