1985 BTL 107 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM INDKOMSTBESKATNING AF SELVSTÆNDIGE ERHVERVSDRIVENDE (VIRKSOMHEDSSKATTELOVEN) NR L 107 1985-86, 1. SAMLING BLAD NR 572

Bilag 1

Ministeren for skatter og afgifters kommentar til henvendelse

fra De danske Landboforeninger

Landboforeningerne har i en henvendelse af 7. marts 1986 til skatte-

og afgiftsudvalget fremsat en række kommentarer til

virksomhedsskatteforslaget (L 107), personskatteforslaget (L 106)

samt fondsbeskatningsforslaget (L 108).

ad virksomhedsskatteforslaget (L 107)

Vedrørende § 11, stk. 2-4

Det kritiseres, at selv om det i ændringsforslaget er præciseret, at

overførsel kan opgøres som nettobeløb, medfører de øvrige

bestemmelser, at man alligevel skal opgøre bruttohævning og

bruttoindskud, idet det mindste af beløbene betragtes som et

privat lån i virksomheden. Dette gælder også, hvis der i

begyndelsen af året indskydes et beløb, som igen hæves ved årets

slutning. Det vil derfor være nødvendigt, at der sker en

fuldstændig adskillelse mellem virksomhedens økonomi og den

private økonomi.

Kommentar

Det bestrides ikke i henvendelsen, at der kan være et behov for at

modvirke, at den skattepligtige optager private lån i virksomheden

og indbetaler disse ved slutningen af året. Der peges ikke i

henvendelsen på alternativer til den foreslåede løsning. Sådanne

løsninger ville antagelig komplicere rentekorrektionsreglerne

yderligere. Det ville formentlig blive nødvendigt at tidsfæste de

enkelte indskud og overførsler, således at der kun skete

rentekorrektion, hvis hævning skete før indskud.

Det skal yderligere bemærkes, at det af virksomhedsordningen følger,

at der skal føres et selvstændigt regnskab for virksomheden. Det

må heraf følge, at det også må være muligt at opgøre

bruttohævninger og bruttoindskud.

Vedrørende § 1

Det kritiseres, at det ikke klart fremgår, hvad der skal forstås ved

et andelsbevis.

Kommentar

Efter lovforslaget er det den samme kreds af værdipapirer, der

omfattes af reglen, som er omfattet af reglerne i

aktieavancebeskatningsloven. Der er således ikke tale om en ny

afgrænsning.

Vedrørende bogføringskravet

Selv om det er oplyst, at regnskabet kun vil blive tilsidesat, hvis

det ikke er muligt at adskille den skattepligtiges private økonomi

fra virksomhedens, er man stadig ikke ganske beroliget. Det

skyldes bl.a. kravene i de nye regler om rentekorrektion.

Kommentar

Det må formentlig fastholdes, at det må være et minimumskrav til

bogføringen, at det er muligt at adskille den private økonomi og

virksomhedens økonomi. Eventuelt kan en sådan opdeling foretages

på grundlag af et skøn.

Vedrørende blandede driftsmidler

Det ønskes klarlagt, om en landbrugsejendom i sin helhed skal

henføres til privatdelen som et blandet aktiv, eller om den skal

opdeles på stuehus, der henføres til privatdelen, og resten af

ejendommen, der henføres til virksomheden.

Kommentar

Der skal ske en opdeling som nævnt. Dette vil blive præciseret ved et

ændringsforslag til 3. behandling.

Vedrørende prioriteringsreglen

Man mener fortsat, at prioriteringsreglen bør ophæves.

Kommentar

Det følger af skattereformaftalen, at der skal ske en prioritering

som indeholdt i lovforslaget. Der kan i øvrigt henvises til

besvarelsen af spørgsmål 95 og 99 b.

Vedrørende renteperiodisering

Man spørger om, hvorledes renteperiodisering i virksomheden skal

tilpasses beskatning af renter i privatområdet.

Kommentar

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 96 og til kommentaren til

henvendelsen af 6. marts 1986 fra Advokatrådet (L 106 - bilag 82).

Vedrørende ophør

Reglerne herom vil give fortolkningsproblemer, f.eks. i tilfælde hvor

der ikke er driftsmidler i virksomheden eller der ikke sker salg

af disse.

Kommentar

Det må bero på en konkret vurdering, om der foreligger ophør af

virksomheden. Selv om der f.eks. sker salg af virksomhedens

ejendom kan det tænkes, at virksomhedens aktiviteter fortsætter

fra lejede lokaler, således at den ikke kan anses for ophørt.

ad personskatteforslaget (L 106)

Landboforeningerne henstiller, at der sker en yderligere forhøjelse

af personfradraget for unge under 18 år.

Kommentar

Ved 2. behandling af lovforslaget er stillet ændringsforslag,

hvorefter personfradraget for unge under 18 år er forhøjet fra

13.800 kr. til 17.000 kr. Denne forhøjelse er sket efter aftale

mellem parterne i skattereformforliget.

ad fondsbeskatningsforslaget (L 108)

De Danske Landboforeninger henstiller, at kravet om, at bundfradraget

for fonde og foreninger skal foretages inden fradragene for

uddelinger m.v., opgives. Desuden rejses der tvivl om, hvorvidt

det er muligt at sondre mellem uddelinger og driftsomkostninger.

Kommentar

Kravet om, at bundfradraget skal foretages inden fradragene for

uddelinger og hensættelser, skal ses i sammenhæng med, at et

underskud fremkommet ved uddelinger eller hensættelser ikke kan

fremføres til senere indkomstår. På tilsvarende måde kan

underskud fremkommet som følge af bundfradraget heller ikke

fremføres.

For så vidt angår spørgsmålet om driftsomkostninger bemærkes, at

afgrænsningen over for uddelinger ikke alene har betydning i

relation til bundfradraget, men tillige i relation til

konsolideringshensættelse og som nævnt i relation til

underskudsfremførsel. Desuden vil hele spørgsmålet om

fradragsretten for en omkostning kunne afhænge af, om der er tale

om en driftsomkostning eller en uddeling. Dette er tilfældet, hvis

modtager ikke er skattepligtig.

Af besvarelsen af spørgsmål 21-23 (L 108 - bilag 10) fremgår i

øvrigt, at der indrømmes foreningen et temmelig frit skøn ved

opgørelsen af, om en udgift skal anses for en uddeling eller en

driftsomkostning. Det er næppe muligt nærmere at redegøre for

sondringen, eftersom der er tale om en konkret afgørelse i de

enkelte tilfælde.

BILAG 1

Nogle af udvalgets spørgsmål til ministeren for skatter og afgifter

og dennes svar herpå

Spørgsmål 1

Ad §§ 4 og 5

Udvalget udbeder sig en nøjere definition - ved eksempler - af

begreberne »forudgående indkomstår«, »pågældende år« og »inden

fristen for indgivelse af selvangivelse«.

Svar

Ved overførsel efter forslagets § 5 af penge og andre værdier fra

virksomheden til den skattepligtige i år 2 (pågældende år) anses

kapitalafkast og resterende overskud fra år 1 (forudgående

indkomstår) for overført før et eventuelt overskud fra år 2.

Overførsel af beløb kan enten ske ved, at der rent faktisk hæves

af virksomhedens kassebeholdning, eller ved, at der i regnskabet

hensættes et beløb til hævning. Kaitalafkast og resterende

overskud fra år 1 skal dog være overført til den skattepligtige

inden fristen for indgivelse af selvangivelse for år 1, dvs. inden

den faktiske frist for indgivelse af selvangivelse. Er der således

givet henstand, vil selvangivelsen være indgivet rettidigt, hvis

den er ligningsmyndighederne i hænde inden udløbet af

henstandsfristen.

Det følgende eksempel illustrerer, i hvilken rækkefølge et beløb på

f.eks. 350.000 kr. anses for hævet i virksomheden i år 2 og

overført til den skattepligtige

Overskud Hævet kr. Kapitalafkast vedrørende år 1, som er overført rettidigt 50.000 ¬ 50.000 Resterende overskud vedrørende år 1, som er overført rettidigt 100.000 ¬100.000 Overskud i år 2: Kapitalafkast 50.000 ¬ 50.000 Resterende overskud 150.000 ¬150.000 ------------------------ 350.000 ¬350.000 -----------

Spørgsmål 2

Er det ikke reelt således, at personligt ejede virksomheder »tvinges«

over i virksomhedsordningen?

Hvad er f.eks. skatten i følgende eksempel

Overskud før renter 1,0 mill. kr. Renteudgifter 0,7 mill. kr. --------------- Virksomhedsoverskud 0,3 mill. kr. ---------------

henholdsvis inden for og uden for virksomhedsordningen?

Svar

Det antages, at virksomhedens kapitalafkastgrundlag er 0 eller

negativt, så der ikke bliver et beregnet kapitalafkast. Det

antages endvidere, at hele årets overskud overføres fra

virksomheden til ejeren. Endelig antages det, at ejeren er ugift

og ikke har fradrag ud over dem, der knytter sig til virksomheden.

Skatten uden for henholdsvis inden for virksomhedsordningen beregnes

således

A) Uden for virksomhedsordningen

B) Inden for virksomhedsordningen

A B Overskud før renter 1.000.000 Renteudgifter 700.000 Overskud efter renter - 300.000 3. pct.s fradrag (maks. 3.200 kr.) 3.200 3.200 --------------------- Skattepligtig indkomst 296.800 296.800 Skat af skattepligtig indkomst 50,1 pct. 148.697 148.697 12 pct.s-skat af personlig indkomst over 200.000 kr., dvs. 12 pct. af 800.000 kr. henholdsvis 100.000 kr. 96.000 12.000 6 pct.s-skat af personlig indkomst + positiv kapitalindkomst over 130.000 kr., dvs. 6 pct. af 870.000 kr. henholdsvis 170.000 kr. 52.200 10.200 Skatteværdi af personfradrag 11.919 11.919 -------------------- Samlet skat 284.978 158.978 -----------------------

Benyttes virksomhedsordningen, nedsættes skatten således med 126.000

kr. Forskellen svarer til 18 pct. af 700.000 kr.

Virksomhedsordningen sikrer med andre ord, at renteudgifter får

fuld skatteværdi - 68 pct. - idet de nedsætter den personlige

indkomst, hvorved såvel 12 pct.s-skatten som 6 pct.s-skatten

bliver mindre.

Eksemplet viser tydeligt behovet for en ordning som lovforslagets,

der sikrer, at fradraget for erhvervsmæssige renteudgifter får

fuld skatteværdi.

De skattemæssige konsekvenser af ikke at benytte virksomhedsordningen

medfører givetvis, at langt de fleste vil vælge at benytte

virksomhedsordningen.

Spørgsmål 3

Hvorledes vil virksomhedsordningen virke for henholdsvis nyetablerede

og veletablerede virksomheder, set i relation til

a. Fast ejendom,

købspris kontra offentlig vurdering

b. Driftsmidler,

købesum kontra skattemæssig værdi efter anvendelse af f.eks.

etableringskonto?

Svar

Ved opgørelsen efter forslagets § 8 af virksomhedens afkastgrundlag

indgår fast ejendom til den kontante anskaffelsessum og

driftsmidler til den skattemæssigt nedskrevne saldoværdi. Er den

faste ejendom anskaffet før 1. januar 1987, kan man dog vælge at

benytte værdien ved 18. almindelige vurdering.

Hensigten med kapitalafkastberegningen er, at afkast af investering i

reale aktiver skal beskattes ligesom afkast af investering i

obligationer o.lign. Uden beregning af et kapitalafkast ville

skattesystemet begunstige »passive« investeringer i obligationer

o.lign.

Da en del af afkastet af f.eks. fast ejendom består i skattefri

værdistigninger, skal der tages hensyn hertil ved

kapitalafkastberegningen. Dette sker efter forslaget ved, at

værdien af den faste ejendom fastholdes på anskaffelsessummen,

således at der altid beregnes kapitalafkast med den aktuelle

markedsrente på grundlag af det oprindeligt investerede beløb.

Dette gælder, hvad enten der er tale om en nyetableret eller en

veletableret virksomhed.

Alternativt kunne man have valgt at opgøre kapitalafkastet på

grundlag af den aktuelle ejendomsværdi og en real rentesats. Denne

mere komplicerede metode ville ved den lavere reale rentesats også

tage hensyn til, at en del af afkastet af fast ejendom er

skattefrit.

Sammenlignes forslagets metode og den anden metode, ses det, at den

tidsmæssige fordeling af det beregnede kapitalafkast er

forskellig.

I de første år efter ejendommens anskaffelse vil kapitalafkastet

beregnet efter lovforslagets metode være størst, mens det efter

nogen tid vil være mindre end det kapitalafkast, der kan beregnes

efter den alternative metode.

Forskellen i tidsprofil for kapitalafkastet mellem de to metoder

medfører, at lovforslagets metode typisk er mest fordelagtig for

virksomheder med nyerhvervede ejendomme, når overskud og

kapitalafkastgrundlag i øvrigt giver mulighed for beregning af

kapitalafkast og udnyttelse af den skattemæssige fordel, der kan

være herved. Alternativet ville især være til fordel for

virksomheder, hvor den offentlige vurdering af en fast ejendom

ligger noget over anskaffelsessummen. Det afgørende ved denne

sammenligning er altså ikke, om virksomheden er nyetableret eller

veletableret, men alene forskellen mellem anskaffelsessum og den

aktuelle offentlige vurdering.

Da ejendomme anskaffet før 1. januar 1987 kan indgå til værdien ved

18. almindelige vurdering, dvs. kontantvurderingen pr. 1. januar

1986, beregnes kapitalafkastet i de nærmeste år på et ret ensartet

værdigrundlag uanset anskaffelsessum og -tidspunkt.

Driftsmidler indgår som nævnt i afkastgrundlaget med den

afskrivningsberettigede saldoværdi. Dette gælder, uanset om

saldoværdien er fremkommet som anskaffelsessummen reduceret med

afskrivninger, etableringskonto- eller investeringsfondsmidler.

Når afskrivninger m.v. skal fragå i anskaffelsessummen, skyldes

det, at afskrivning er et udtryk for, at de afskrevne beløb ikke

længere er investeret i aktivet. De kan derfor ikke danne grundlag

for beregning af kapitalafkast.

Den skattebesparelse, der følger af afskrivningerne, vil forøge

virksomhedens egenkapital og dermed indgå i

kapitalafkastgrundlaget.

Nyetablerede og veletablerede virksomheder behandles også i denne

henseende helt ens.

Spørgsmål 4

I relation til § 3, stk. 6.

Hvorledes skal den skattepligtige dokumentere, at gældsposter

(kassekredit) vedrører virksomheden?

Svar

Der henvises til svaret på spørgsmål 10 vedrørende sondringen mellem

erhvervsmæssig og privat gæld.

Kun i den situation, hvor indskudskontoen i startsituationen er

negativ, skal den skattepligtige for at undgå rentekorrektion

efter § 11 dokumentere, at den medregnede gæld er erhvervsmæssig.

Den skattepligtige vil f.eks. kunne henvise til, at årsagen til

den negative indskudskonto er, at den formueskattepligtige værdi

af aktiverne er lavere end anskaffelsessummen eller handelværdien.

En negativ indskudskonto kan også skyldes, at virksomheden i nogle

år har haft driftsunderskud, der er blevet finansieret ved

optagelse af lån.

Dokumentation af, hvad et låneprovenu er anvendt til, f.eks.

anskaffelse af maskiner, inventar o.lign., vil normalt være mulig

ved nyetablerede gældsposter. Ved ældre gældsposter, f.eks. ældre

end 5 år, vil en sådan dokumentation være vanskelig. Den

skattepligtige vil kunne sandsynliggøre, at lånoptagelse er sket

for at dække virksomhedens finansieringsbehov, ved oplysning om

skattepligtig indkomst og privatforbrug.

Spørgsmål 7

Hvor skal kursregulering af prioritetsgæld bogføres?

Svar

Kursreguleringen af prioritetsgæld skal i lighed med øvrige

kapitalbevægelser, der er den skattepligtige indkomst

uvedkommende, bogføres på virksomhedens kapitalkonto.

Kursreguleringen påvirker således ikke konto for indskud og konto

for opsparet overskud. Kapitalafkastgrundlaget påvirkes derimod af

kursreguleringen, idet virksomhedens gæld ved opgørelsen fragår

med den formueskattepligtige værdi.

Spørgsmål 6

I relation til indskudskonto.

Skal gæld vedrørende »blandede« bygninger og driftsmidler deles i

samme forhold som aktiver?

Spørgsmål 43

Er det rigtigt forstået, at bestemmelsen i § 8, stk. 5, ikke

forhindrer, at en andel af de pågældende ejendomme indgår på

indskudskontoen, og at en andel af gælden optages i

virksomhedsregnskabet?

Svar

Efter forslagets § 3, stk. 5, indgår aktiver, der benyttes til både

erhvervsmæssige og private formål, i opgørelsen af indskudskontoen

med en andel af værdien, der svarer til den erhvervsmæssige

benyttelse i det første indkomstår, hvor virksomhedsordningen

anvendes.

Ved opgørelsen af indskudskontoen i startsituationen kan den

skattepligtige godt medregne hele gælden vedrørende blandede

aktiver. Hvis indskudskontoen herved bliver negativ, skal der

foretages en rentekorrektion efter § 11, medmindre den

skattepligtige kan dokumentere, at den medregnede gæld er

erhvervsmæssig. Denne rente (afkastsatsen) svarer nogenlunde til

den rente, som den skattepligtige skulle betale, hvis lånet var

optaget privat. Herefter vil den skattepligtige normalt ikke have

fordel af fradrag for renter af privat gæld i virksomheden. Den

skattepligtige kan dog i stedet for rentekorrektionen vælge at

holde den private gæld uden for virksomheden. Hvis indskudskontoen

derimod bliver positiv i startsituationen, skal der ikke foretages

nogen ligningsmæssig kontrol af, om gælden er erhvervsmæssig eller

privat. Dette skyldes, at grundlaget for beregningen af

kapitalafkastet bliver nedsat med det beløb, gælden forøges med.

Herved nedsættes det beregnede kapitalafkast med et beløb, der

nogenlunde svarer til renteudgiften på den ekstra gæld.

Der henvises i øvrigt til svaret på spørgsmål 10 vedrørende

sondringen mellem erhvervsmæssig og privat gæld.

Spørgsmål 8

En skatteyder, der er omfattet af virksomhedsordningen, stifter gæld

med sikkerhed i en værdistigning på en fast ejendom, der er

bogført på indskudskontoen. For hver af de fire nedennævnte

situationer ønskes en beskrivelse af de bogholderimæssige

posteringer på

a) indskudskonto

b) konto for opsparet overskud og

c) konto for afkastgrundlag

1. Gælden betragtes som erhvervsgæld og anvendes til anskaffelse af

privat aktiv.

2. Gælden betragtes som erhvervsgæld og anvendes til anskaffelse af

erhvervsaktiv.

3. Gælden betragtes som privat gæld og anvendes til anskaffelse af

privat aktiv.

4. Gælden betragtes som privat gæld og anvendes til anskaffelse af

et erhvervsaktiv, der indskydes i virksomheden.

Svar

Det forhold, at en skatteyder, der er omfattet af

virksomhedsordningen, optager et lån mod sikkerhed i et aktiv, der

er indskudt i virksomheden, indebærer ikke i sig selv, at lånet

automatisk henføres til virksomhedsdelen. Skatteyderen kan som

udgangspunkt selv afgøre, om lånet skal henføres til

virksomhedsdelen eller til persondelen.

Ad situation 1

Når gælden betragtes som erhvervsgæld og anvendes til anskaffelse af

et privat aktiv, svarer dette til, at lånet optages i

virksomheden, og at låneprovenuet overføres som udtræk fra

virksomheden til den skattepligtige.

I lovforslagets § 5 er det angivet, i hvilken rækkefølge beløb anses

for hævet i virksomheden og overført til den skattepligtige.

Rækkefølgen vedrører årets samlede overførsler mellem den

skattepligtige og virksomheden. Virkningen af den enkelte

transaktion kan derfor ikke opgøres isoleret.

Er der i et givet år overført et beløb til skatteyderen, skal dette

først korrigeres for eventuelle overførsler, som skattemæssigt

vedrører det foregående år.

Det således korrigerede overførselsbeløb anses for at blive overført

i følgende rækkefølge

a. Den del af det overførte beløb, der kan rummes i årets overskud,

beskattes hos den skattepligtige som henholdsvis kapitalindkomst

og personlig indkomst.

b. Den del af det herefter resterende overførselsbeløb, der kan

rummes i kontoen for opsparet overskud, anses for at være opsparet

overskud. Beløbet skal beskattes som personlig indkomst hos den

skattepligtige efter reglerne i § 10, stk. 3.

Kontoen for opsparet overskud reduceres med det nævnte beløb.

c. Den del af det herefter resterende overførselsbeløb, der kan

rummes i indskudskontoen, anses for at være hævet indestående på

indskudskontoen. Der sker ingen beskatning af denne del af

overførslen.

Indskudskontoen reduceres med det nævnte beløb.

d. Er der herefter et resterende overførselsbeløb, anses det for at

være et »privat lån« i virksomhedsdelen. Beløbet fragår på

indskudskontoen, som herefter bliver negativ. Dette medfører, at

der skal foretages rentekorrektion efter § 11.

Afkastgrundlaget reduceres i alle tilfælde med det overførte beløb,

da overførslen reducerer kassebeholdningen eller beholdningen af

øvrige aktiver. Nedsættelsen af afkastgrundlaget vil dog først

påvirke kapitalafkastet det efterfølgende år, da det er

afkastgrundlaget primo året, der danner grundlag for beregningen

af kapitalafkastet det pågældende år.

Når der optages et privat lån gennem virksomheden, vil det eventuelt

medføre, at der som følge af overførslen sker en beskatning, jfr.

punkt a og b ovenfor. Endvidere vil afkastgrundlaget blive

reduceret med låneprovenuet. Er afkastgrundlaget herefter

positivt, vil kapitalafkastet herved blive reduceret med et beløb,

der stort set svarer til virksomhedens renteudgift. Som vist i

svaret på spørgsmål 10, kommer skatteværdien af renteudgifterne på

lånet, som optages gennem virksomheden, herved til at svare til

skatteværdien af renteudgifterne på lån, som optages uden for

virksomheden.

Denne effekt vil dog ikke fremkomme umiddelbart, hvis

afkastgrundlaget er negativt før overførslen fra virksomheden til

den skattepligtige.

Indebærer lånet, at indskudskontoen bliver negativ, hvilket den i de

allerfleste tilfælde vil være, når afkastgrundlaget er negativt,

skal der som nævnt ske en rentekorrektion. Princippet i

rentekorrektionen er som vist i svaret på spørgsmål 10, at

virksomhedens indkomst forhøjes med et beløb, som svarer til

renterne af den negative saldo på indskudskontoen. Forhøjelsen,

der ikke kan være større end virksomhedens nettorenteudgifter,

anses for overført fra virksomheden til den skattepligtige.

Samtidig nedsættes den skattepligtiges kapitalindkomst med

forhøjelsen. Ved rentekorrektionen sker der reelt det, at det er

virksomhedens overskud renset for private renteudgifter, der

beskattes efter reglerne i virksomhedsskattelovens §§ 6-10.

Ad situation 2

Når gælden betragtes som erhvervsgæld og anvendes til anskaffelse af

et erhvervsaktiv, påvirker transaktionen ikke indskudskontoen, da

der ikke sker overførsler mellem virksomheden og den

skattepligtige.

Afkastgrundlaget ændres heller ikke, da transaktionen påvirker

aktivsiden og passivsiden med lige store beløb.

Ingen af de nævnte konti vil således blive påvirket af

transaktionerne.

Ad situation 3

Når gælden betragtes som privat gæld og anvendes til anskaffelse af

privat aktiv, påvirker transaktionerne ikke virksomheden og derved

ikke nogen af de nævnte konti.

Ad situation 4

Når gælden betragtes som privat og anvendes til anskaffelsen af et

erhvervsaktiv, der skydes ind i virksomheden, betragtes det som et

direkte indskud, som forøger indskudskontoen med et beløb svarende

til aktivets værdi. Kapitalafkastgrundlaget vil i forhold til en

situation uden indskuddet være forøget med et beløb svarende til

aktivets værdi.

Den skattepligtige kan dog almindeligvis modregne indskud i de

overførsler, han foretager fra virksomheden. Dette vil bevirke, at

kontoen for opsparet overskud helt eller delvis forøges med

aktivets værdi. Den del af indskuddets værdi, der ikke påvirker

kontoen for opsparet overskud, vil vise sig som en forøgelse af

indskudskontoen.

Kapitalafkastgrundlaget vil i forhold til en situation uden

indskuddet blive forøget med et beløb svarende til aktivets værdi.

Spørgsmål 10

Hvorledes forhindrer man, at det fulde fradrag for renteudgifter for

de virksomheder, der anvender virksomhedsordningen, ikke

misbruges?

Svar

Ved indtræden i virksomhedsordningen kan der opstå et

afgrænsningsproblem med hensyn til opdelingen af gæld i en

erhvervsmæssig og en privat del.

Efter forslaget sikrer reglerne om indskudskonto og kapitalafkast, at

private renteudgifter får samme fradragsværdi, uanset om gælden er

medtaget i virksomhedens regnskab eller holdt udenfor.

Hvis indskudskontoen bliver negativ i startsituationen, skal der

foretages en ligningsmæssig kontrol af opdelingen mellem

erhvervsmæssig og privat gæld. Kan den skattepligtige ikke

dokumentere, at den medregnede gæld er erhvervsmæssig, skal der

foretages en rentekorrektion efter § 11. Denne rente

(afkastsatsen) svarer nogenlunde til den rente, som den

skattepligtige skulle betale, hvis lånet var optaget privat. Ved

rentekorrektionen sikres det, at den skattepligtige ikke får den

fulde skatteværdi af private renteudgifter. Den skattepligtige kan

dog i stedet for rentekorrektionen vælge at holde den private gæld

uden for virksomhedens regnskab.

I det følgende illustreres, hvorledes rentekorrektionen virker, hvis

indskudskontoen er negativ i startsituationen, fordi der er privat

gæld i virksomheden. Ved rentekorrektionen anvendes

kapitalafkastprocenten som rentesats. Den er her forudsat at være

10 pct. p.a. Det antages, at der er nettorenteudgifter på mere end

20.000 kr. i virksomheden.

Eksempel

Aktiver 1.000.000 kr. Gæld 1.200.000 kr. ----------------- Indskudskonto ¬ 200.000 kr. ------------------ Rentekorrektion: 200.000 kr. * 10 pct. = 20.000 kr. Rentekorrektionen får følgende virkning for virksomheden med et overskud (efter renter) på 100.000 kr. Virksomhedsoverskud 100.000 kr. Et beløb svarende til rentekorrektionen tillægges. Det skyldes, at rentebeløbet ikke vedrører den erhvervsmæssige virksomhed og derfor heller ikke kan fragå som driftsomkostning + 20.000 kr. --------------- Virksomhedsoverskud 120.000 kr. --------------- Endvidere anses et beløb svarende til rentekorrektionen for hævet af årets overskud, da renteberegningen i realiteten er et »udlæg« for den skattepligtige. For en skattepligtig, der før rentekorrektionen havde en personlig indkomst på 150.000 kr. og en negativ kapitalindkomst på 20.000 kr., får rentekorrektionen følgende virkning: Personlig indkomst 150.000 kr. Et beløb svarende til rentekorrektionen tilægges 20.000 kr. ------------ Personlig indkomst 170.000 kr. ------------ Negativ kapitalindkomst 20.000 kr. Et beløb svarende til rentekorrektionen nedsætter kapitalindkomsten 20.000 kr. ------------ Negativ kapitalindkomst 40.000 kr. ------------

Hvis gælden på de 200.000 kr. ikke indgår i virksomheden, men i den

skattepligtiges privatøkonomi, ville virksomhedsoverskuddet før

rentekorrektionen være 120.000 kr., idet virksomheden i så fald

ikke har renteudgiften af de 200.000 kr. Den skattepligtiges

personlige indkomst ville være 150.000 kr. og den negative

kapitalindkomst 40.000 kr.

Hvis den skattepligtige hæver hele virksomhedsoverskuddet, bliver den

pågældende, uanset om gælden placeres i virksomheden eller

udenfor, beskattet af en samlet personlig indkomst på 270.000 kr.

og en negativ kapitalindkomst på 40.000 kr.

Når indskudskontoen er positiv, sker reguleringen mellem

erhvervsmæssige og private renteudgifter over

kapitalafkastberegningen. Nedenfor vises, hvorledes det beregnede

kapitalafkast afhænger af den gæld, der indskydes i virksomheden.

Ændringen i det beregnede kapitalafkast medfører, at skatteværdien

af rentefradraget bliver det samme, uanset om privat gæld

medregnes i privatdelen eller i virksomheden, når rente- og

kapitalafkastsats som her er ens.

Eksemplet vedrører en person, der har erhvervsmæssige aktiver til en

værdi af 1.000.000 kr. og en samlet gæld på 700.000 kr. Af gælden

er 500.000 kr. klart erhvervsmæssig, mens 200.000 kr. i sin tid

blev anvendt privat.

Rentesats og kapitalafkastsats er 10 pct. p.a.

Eksempel

A) Privat gæld indgår i virksomheden

B) Kun erhvervsmæssig gæld indgår i virksomheden

--------------------------------------------------------------------- A. B. --------------------------------------------------------------------- kr. --------------------------------------------------------------------- Aktiver 1.000.000 1.000.000 Gæld 700.000 500.000 --------------------------- Kapitalafkastgrundlag 300.000 500.000 --------------------------- Overskud før renter 300.000 300.000 Renteudgift 70.000 50.000 --------------------------- Overskud efter renter 230.000 250.000 ---------------------------- Hæves hele overskuddet, bliver: Kapitalindkomsten: - Beregnet kapitalafkast 30.000 50.000 - Privat renteudgift - 20.000 ------------------------------ I alt 30.000 30.000 ------------------------------ Personlig indkomst 200.000 200.000 ------------------------------

Da kapitalindkomsten og den personlige indkomst bliver den samme,

uanset om gælden placeres i virksomheden eller i privatdelen, er

den samlede skat også den samme - for en enlig godt 91.000 kr.

Hvis indskudskontoen senere bliver negativ er det et udtryk for, at

den skattepligtige har »lånt« i virksomheden, og der foretages

derfor rentekorrektion.

Virksomhedsordningen er således, på nær i startsituationen,

selvkontrollerende med hensyn til opdelingen mellem erhvervsmæssig

og privat gæld, idet kapitalafkastberegningen sammen med en

eventuel rentekorrektion indebærer, at kun rente på lån, der er

anvendt i virksomheden, får fuld skatteværdi.

Spørgsmål 13

Ad § 9

Hvad er årsagen til, at afkastet ikke renteberegnes med et gennemsnit

af Nationalbankens diskonto, men at der anvendes et væsentligt

højere fondsbørsgennemsnit?

Hvor meget vil det afvige fra bankernes højeste indlånsrente?

Hvad ville gennemsnitsprocenten have udgjort for 1985, hvis man

a) benyttede lovteksten

b) benyttede Nationalbankens diskonto

c) benyttede bankernes gennemsnitlige højeste indlånsrente på 3

måneders opsigelse (opgjort for de 4 hovedbanker)?

Svar

Baggrunden for at anvende et obligationsrentegennemsnit som

kapitalafkastsats er, at det herved opnås, at afkastet af

investering i egen virksomhed beskattes på samme måde som afkast

af investering i obligationer.

Placering i obligationer eller andre finansielle aktiver med

tilsvarende afkast er vel det mest nærliggende alternativ til

investering i egen virksomhed. Det må derfor antages, at

(kapital-)afkastet af investering i egen virksomhed mindst svarer

til afkastet af den risikofri obligationsplacering. Det er derfor,

obligationsrenten benyttes ved beregningen af kapitalafkastet af

midler investeret i egen virksomhed.

Nationalbankens diskonto er ikke udtryk for det afkast, man kunne

opnå, såfremt man ikke investerede i egen virksomhed. Diskontoen

er derfor ikke velegnet som kapitalafkastsats. 1) Gennemsnit for

samtlige serier på kurslistens sektion 1 og 2, da der ikke

foreligger oplysninger alene vedrørende fast forrentede

kroneobligationer i åbne serier.

Opgjort for de første 6 måneder af 1985 var obligationsrenten1)

opgjort efter lovforslaget 12,81 pct. p.a. Ved fastsættelsen af

kapitalafkastsatsen nedrundes til 12 pct. p.a.

Nationalbankens diskonto var i samme periode 7 pct. p.a.

Den gennemsnitlige indlånsrente i pengeinstitutterne var i perioden

Indlån med 1-12 mdr.s opsigelse

6,7 pct.

Indlån med over 12 mdr.s opsigelse

9,0 pct.

Den højeste indlånsrente - her opgjort som renten på aftaleindlån - i

pengeinstitutterne var i denne periode omkring 11,5 pct., altså

ca. 0,5 pct.points lavere end kapitalafkastsatsen opgjort efter

forslaget.

Spørgsmål 14

Ad § 2, stk. 5

Hvilke planer har ministeren for anvendelsen af den anførte

bemyndigelse?

Svar

Efter den foreslåede bestemmelse kan ministeren for skatter og

afgifter fastsætte nærmere regler om formen for afgivelse af de

regnskabsmæssige oplysninger. Bemyndigelsen er i første række

indsat med henblik på at kunne indføre skemapligt ved afgivelse af

de regnskabsmæssige oplysninger til brug for selvangivelsen.

Spørgsmål 20

Kan man overføre renteudgifter til fuld fradragsværdi i virksomheder

under virksomhedsskatteordningen ved at hæve på regnskabsårets

første dag til privatforbrug og indsætte beløbet igen på

indskudskontoen på regnskabsårets sidste dag?

Hvorledes vil den spekulation fungere med en virksomhed med stor

egenkapital og en virksomhed med ringe eller ingen egenkapital?

Svar

Efter lovforslaget anses enhver overførsel fra virksomheden til den

skattepligtige for sket i hæverækkefølgen efter § 5. Overføres

beløb som anført i spørgsmålet, vil det derfor ske i rækkefølgen

årets overskud, opsparet overskud og indskud. I det omfang

overførslen udgør overskudsbeløb, vil det medføre beskatning som

kapitalindkomst eller personlig indkomst.

Efter bemærkningerne til § 5 kan der imidlertid i praksis blive tale

om, at overførsler fra virksomheden til den skattepligtige og

indskud i virksomheden i visse tilfælde kan opgøres som

nettoværdier. En overførsel af årets overskud vil derfor ikke

medføre beskatning, hvis den skattepligtige inden indkomstårets

udløb foretager et indskud i virksomheden svarende til det

overførte beløb.

Da indskudskonto og afkastgrundlag opgøres henholdsvis i slutningen

og i begyndelsen af indkomståret, dvs. på et bestemt tidspunkt,

vil overførsler og indskud i årets løb ikke påvirke opgørelsen af

disse konti. Det er uden betydning, om virksomhedens egenkapital

er stor eller lille.

Hvis der således intet overskud, herunder opsparet overskud, er i

virksomheden, eller hvis overførsler og indskud opgøres som

nettoværdier, vil der efter lovforslaget være mulighed for i et

vist omfang at »optage private lån« i virksomheden i årets løb.

Renteudgifter på det »private lån« fragår ved opgørelsen af

virksomhedens resultat og får derved samme skattemæssige

fradragsværdi som erhvervsmæssige renteudgifter.

For at imødegå sådanne dispositioner vil der blive fremsat

ændringsforslag, således at der foretages rentekorrektion også i

disse tilfælde. Herved vil det blive sikret, at renteudgifter på

lån, der er optaget i virksomheden, men som reelt har været til

disposition for den skattepligtige privat, får en skattemæssig

fradragsværdi som private renteudgifter.

Spørgsmål 23

I hvilket omfang vil ligningsmyndigheden ubetinget kræve § 2 om, at

betingelsen for at anvende virksomhedsskattereglerne er, at

bogføringslovens krav opfyldes?

Svar

De fleste selvstændige erhvervsvirksomheder er allerede

bogføringspligtige i medfør af bogføringsloven. Det vil derfor

alene være et begrænset antal virksomheder, der ikke allerede er

bogføringspligtige, som vil anvende virksomhedsordningen.

Bogføringen i disse virksomheder er tilrettelagt efter

virksomhedens omfang og art, men normalt således, at hovedkravene

til løbende registreringer overholdes.

Praksis er lempelig vedrørende tilsidesættelse af regnskabsgrundlaget

som følge af manglende opfyldelse af bogføringslovens krav. Det er

således kun i tilfælde af grovere fejl og mangler, at der sker

tilsidesættelse af regnskabsgrundlaget.

Ligningsmyndighederne vil fortsat kunne anvende den nuværende

lempelige praksis vedrørende tilsidesættelse af

regnskabsgrundlaget, i det omfang regnskabet sikrer, at der

regnskabsmæssigt sker en adskillelse af virksomhedens økonomi og

den skattepligtiges private økonomi.

Det har meget afgørende konsekvenser for den skattepligtiges økonomi,

hvis regnskabet tilsidesættes med den virkning, at

virksomhedsordningen ikke kan anvendes. Tilsidesættelse vil derfor

kun ske, når det ikke er muligt at adskille den skattepligtiges

private økonomi fra virksomhedens.

Spørgsmål 27

Vil personer med flere virksomheder, der ikke har samme regnskabsår,

have yderligere manipulationsmuligheder i forhold til andre,

såfremt ovennævnte lovforslag vedtages? I bekræftende fald: bør

følgen heraf ikke være, at kravet om fælles regnskabsår for alle

en skatteyders aktiviteter i praksis strikte overholdes i alle

tilfælde?

Svar

Det følger af statsskattelovens § 4, at skatteansættelsen finder sted

på grundlag af indkomsten i en tolvmånedersperiode, der som

hovedregel er kalenderåret. Det kan tillades, at en skatteyder

anvender et andet indkomstår end kalenderåret. Uanset hvorledes

regnskabsåret ligger i forhold til kalenderåret, må samme

indkomstperiode anvendes for alle skatteyderens indtægter, således

at flere forskellige indkomstår for samme skatteyder ikke kan

godkendes.

At en skatteyder er medstifter af et interessentskab og kontraktligt

forpligtet til at anvende et andet regnskabsår end det, den

pågældende hidtil personligt har anvendt, er ikke bindende for

skattemyndighederne.

Det kan dog i visse tilfælde tillades, at en del af indkomsten

opgøres på grundlag af et andet regnskabsår end det, der normalt

anvendes, f.eks. ved indtræden i flere interessentskaber med

forskellige regnskabsår, eller hvis det drejer sig om en i forhold

til den samlede indkomst mindre indtægt.

Det vil i sådanne tilfælde være en betingelse, at der medregnes en

forholdsmæssig del af de opgjorte driftsresultater, dels fra det i

skatteyders indkomstår afsluttede regnskab, dels fra det

efterfølgende regnskabsår. Der opgøres således et driftsresultat

inden for en 12 måneders periode, der svarer til skatteyders

indkomstår.

Det kan dog i tilfælde, hvor den tidsmæssige forskydning er lille,

accepteres, at interessentskabets regnskabsår er forskudt, uden at

der skal ske denne periodisering.

Denne praksis kan overføres på tilfælde, hvor skatteyderen er

omfattet af virksomhedsordningen, uden at der vil opstå særlige

problemer af denne grund.

Spørgsmål 31

Kan det bekræftes, at virksomhedsskatteordningen vil virke fremmende

på omsætningen af erhvervsejendomme og udlejningsejendomme, idet

det efter en periode vil være attraktivt at få en højere

ejendomspris ind i grundlaget for kapitalafkastberegningen, og at

der derfor vil være interesse for at foretage handler, der i

praksis er byttehandler?

Svar

Det kan nok ikke udelukkes, at det i enkelte tilfælde vil være

fordelagtigt at foretage transaktioner som anført i spørgsmålet.

Man skal dog være opmærksom på, at omsætning af sådanne ejendomme

ofte udløser betydelige skatter og afgifter. Der kan være tale om

beskatning efter ejendomsavancebeskatningsloven. Der kan også

blive tale om beskatning af genvundne afskrivninger. Endelig vil

der være handelsomkostninger i form af salærer, stempel m.v.

De nævnte skatter og afgifter m.v. kan udgøre betydelige beløb. Disse

omkostninger, der også belaster likviditeten, må sammenholdes med

den fordel, der kan opnås ved et højere kapitalafkastgrundlag.

Fordelen kan højst udgøre 18 pct. af det ekstra beregnede

kapitalafkast, når ejeren i alt har negativ kapitalindkomst. Er

kapitalafkastsatsen f.eks. 10 pct., bliver den maksimale

skattebesparelse pr. år således 1.800 kr. pr. 100.000 kr.s

forhøjelse af kapitalafkastgrundlaget. Har ejeren i alt en positiv

kapitalindkomst, er den maksimale besparelse tilsvarende 1.200 kr.

For at man kan få fordel af et højere beregnet kapitalafkast, skal

dette for det første kunne rummes i virksomhedens skattepligtige

overskud, der for ejendomme ofte er beskedent. For det andet skal

ejerens personlige indkomst overstige 200.000 kr. For det tredje

må det højere kapitalafkast ikke medføre, at ejeren bliver

omfattet af overgangsordningen for positiv kapitalindkomst.

Der er derfor ikke grund til at forvente, at de omtalte transaktioner

får noget nævneværdigt omfang.

Spørgsmål 33

Anser ministeren det ikke for sandsynligt, at lønmodtagere - inden

for de erhverv, hvor det er muligt - i stigende omfang vil omdanne

sig til virksomheder med fast samarbejdsaftale med den tidligere

arbejdsgiver.

Svar

Der vil antagelig forekomme tilfælde, hvor skatteydere, der hidtil

har haft status som lønmodtagere, vil forsøge at blive anerkendt

som selvstændige erhvervsdrivende, således at de kan vælge at

blive beskattet efter reglerne i virksomhedsskatteloven.

Skattemyndighederne må i de konkrete tilfælde tage stilling til, om

skatteyderen i realiteten har frigjort sig fra sit hidtidige

ansættelsesforhold og etableret sig som selvstændig

erhvervsdrivende.

Såfremt skatteyderen indgår en fast samarbejdsaftale med sin

hidtidige arbejdsgiver, vil der være særlig anledning til at

foretage en nøje efterprøvelse af, om der i realiteten er tale om

en fortsættelse af det hidtidige ansættelsesforhold.

I lighed med, hvad der antages i relation til kildeskattelovens

bestemmelser om skattetræk, må etablering af selvstændig

erhvervsvirksomhed navnlig kunne antages at foreligge, såfremt

a) indkomstmodtageren har etableret sig i egne lokaler, f.eks.

forretning, værksted, kontor, klinik, tegnestue m.v., og arbejdet

helt eller delvis udøves herfra.

b) indkomstmodtageren ved annoncering, skiltning eller lign.

tilkendegiver at være fagkyndig og påtager sig at udføre arbejde

af en nærmere bestemt art.

c) indkomstmodtageren er frit stillet med hensyn til antagelse af

medhjælp.

d) indkomstmodtageren tilrettelægger, leder, fordeler og fører tilsyn

med arbejdet uden anden instruktion fra hvervgiveren end den, der

eventuelt følger af den afgivne ordre.

e) indkomstmodtageren ejer de anvendte redskaber, maskiner og

værktøj.

f) indkomstmodtageren helt eller delvis leverer materialer til

arbejdets udførelse.

g) indkomstmodtageren er økonomisk ansvarlig over for hvervgiveren

for arbejdets udførelse.

h) hvervgiverens forpligtelse over for indkomstmodtageren er

begrænset til det enkelte ordreforhold.

i) indkomstmodtageren ikke på grund af ordren er begrænset i sin

adgang til samtidig at udføre arbejde for andre.

j) vederlaget erlægges efter regning og betaling først ydes fuldt ud,

når arbejdet er udført som aftalt og eventuelle mangler afhjulpet.

k) indkomstmodtageren i henhold til lov om merværdiafgift er

momsregistreret og ydelsen er faktureret med tillæg af moms.

l) indkomstmodtagerens erhvervsudøvelse kræver særskilt autorisation,

bevilling o.lign. og indkomstmodtageren er i besiddelse af en

sådan tilladelse.

Derimod vil der navnlig kunne antages at foreligge en fortsættelse af

det hidtidige ansættelsesforhold, hvis

a. indkomstmodtageren kun har den samme hvervgiver og der mellem

denne og indkomstmodtageren er indgået aftale om løbende

arbejdsydelse.

b. indkomstmodtageren anses for lønmodtager ved praktiseringen af

ferieloven, lov om arbejdsløshedsforsikring, funktionærloven og

lovene om arbejderbeskyttelse.

c. vederlaget er nettoindkomst for indkomstmodtageren.

d. vederlaget er beregnet, som det er almindeligt i tjenesteforhold

(timeløn, ugeløn, månedsløn, provision, akkord m.v.).

Ved afgørelsen af, om der er tale om en fortsættelse af det hidtidige

ansættelsesforhold, kan der endvidere henses til, hvorvidt den

pågældende har etableret selvstændig erhvervsvirksomhed i

etableringskontolovens forstand.

På baggrund af erfaringerne med praktiseringen af kildeskattelovens

bestemmelser om skattetræk efter ovennævnte retningslinier kan det

antages, at lønmodtagere ikke i større omfang har mulighed for at

frigøre sig fra deres hidtidige ansættelsesforhold og i stedet

indgå samarbejdsaftaler med den konsekvens, at de kan vælge at

blive beskattet efter virksomhedsskatteloven.

Spørgsmål 34

Ministeren bedes kommentere Chr. Sørensens artikel i Weekendavisen

den 20. december 1985.

Spørgsmål 35

Kan ministeren bekræfte, at brug af dels faktisk kapitalafkast og

dels fikseret kapitalafkast i samme skattesystem altid vil give

spekulationsmuligheder som påvist af Chr. Sørensen?

Spørgsmål 57

Der anmodes om en kommentar til gennemgangen af virksomhedsordningen

af formanden for det økonomiske råds formandskab, professor

Christen Sørensen, i Weekendavisen den 20.-26. december 1985.

Specielt bedes oplyst, om ikke overvismanden i ramme 3 gør sig

skyldig i et fejlræsonnement, idet han overser, at gældsposter

kursansættes. Endelig bedes betragtningerne i ramme 3 i artiklen

belyst i forhold til den vedtagne kursgevinstordning § 5, stk. 5.

Svar

Christen Sørensens artikel i Weekendavisen den 20. december 1985

rummer en omfattende beskrivelse og analyse af

skattereformforslagene, herunder specielt

virksomhedsskatteforslaget. Forslagene analyseres på baggrund af

Renteskatteudvalgets betænkning og »Et debatoplæg om en

skattereform« fra et udvalg nedsat af Danmarks Sparekasseforening.

Begge udvalg har nydt godt af professor Christen Sørensens

ekspertise.

Analysen og nogle kritiske bemærkninger i tilknytning hertil vedrører

- naturligt nok - især de områder, hvor skattereformforslagene

afviger fra de forslag, der fremgår af de nævnte udvalgsarbejder.

Christen Sørensen argumenterer i artiklen for, at skattereformen

burde være udformet som en rent proportional indkomstskat

suppleret med en progressiv direkte forbrugsskat. Jeg har stor

forståelse for de fordele, der er ved et rent proportionalt

indkomstskattesystem og ved den direkte forbrugsskat. Jeg er

endvidere enig med professor Sørensen i, at det kræver en

grundlæggende bearbejdning af en række meget vanskelige spørgsmål

om det tekniske grundlag for en direkte forbrugsskat, før en sådan

løsning kan blive mere end et teoretisk bidrag til det aktuelle

skattereformarbejde. Professor Sørensen undervurderer nok også de

administrative problemer i forbindelse med et sådant forslag.

Der er derfor i høj grad tale om, at skattereformforslagene vurderes

i forhold til et ideelt skattesystem, der dog ikke kan omsættes i

praksis i de første mange år.

Dernæst fremhæver Christen Sørensen, at der i virksomhedsordningen er

indført et »hjemmelavet« indkomstbegreb. Indkomstbegrebet er

muligvis »hjemmelavet«, men nyt er det vel ikke. Der er jo stort

set tale om, at selvstændige, der benytter virksomhedsordningen,

får opgjort deres indkomst på samme måde, som det efter gældende

regler sker for hovedaktionærer. En hovedaktionær beskattes også

af udtræk fra selskabet, hvad enten det sker i form af løn eller

udbytte.

Det påpeges, at »hjemmelavede« indkomstbegreber som oftest vil give

mulighed for skattetænkning. Til illustration heraf er der i

artiklen to eksempler. Det ene er beskrevet i figur 3, det andet

er den »finansielle pakkeløsning« i ramme 3. (Søjlediagrammet i

ramme 4 hører til ramme 3).

Eksemplet i tilknytning til figur 3 bygger på en antagelse om, at

indfrielsesgevinster på lån, der udstedes til en forud fastsat

overkurs i forhold til indfrielseskursen, er skattefri. Som

antydet i artiklen er denne forudsætning ikke opfyldt. Efter § 5,

stk. 5, i lov om den skattemæssige behandling af gevinst og tab på

fordringer og gæld er sådanne gevinster skattepligtige for debitor

i det år, hvor fordringen stiftes. Dermed er det udelukket, at

sådanne arrangementer kan gennemføres med fortjeneste.

I ramme 3 beskrives en finansiel pakkeløsning, der efter Christen

Sørensens opfattelse kan anvendes til at konvertere personlig

indkomst til kapitalindkomst.

Der kunne være tale om følgende arrangement mellem 2 personer, der

begge benytter virksomhedsordningen

Person 1 Person 2 Virksomhedsdel: Lån til 20 pct. rente 2 mill. kr. 2 mill. kr. Udlån til 10 pct. rente 2 mill. kr. 2 mill. kr. Privat del: Udlån til 20 pct. rente 2 mill. kr. 2 mill. kr. Lån til 10 pct. rente 2 mill. kr. 2 mill. kr.

(Pilene angiver, hvorfra og hvortil lån ydes).

Ved arrangementet får begge personer en nettorenteudgift i deres

virksomheder på 200.000 kr. og en nettorenteindtægt på 200.000 kr.

i deres privatøkonomi. Der sker ingen udtræk fra virksomhederne,

og det forudsættes i artiklen, at alle lån og udlån

kontantværdiansættes til kurs 100. Arrangementet udløser derfor

ingen skatter. Kapitalafkastgrundlaget er uændret, hvorfor det

beregnede kapitalafkast også vil være det, for så vidt det kan

rummes i overskuddet, efter at dette er nedsat med

nettorenteudgifter på 200.000 kr.

Under disse forudsætninger vil gevinsten på arrangementet, der

omfatter transaktioner på i alt 8 mill. kr., kunne udgøre

24.000-36.000 kr., når der bortses fra alle omkostninger.

Dette arrangement rummer tilsyneladende store muligheder. I praksis

er situationen nok noget anderledes. Hvis de involverede parter

skal være rimeligt sikrede over for hinanden, må arrangementet

nok i vidt omfang hvile på krydsende ensartede rettigheder. Det

vil så være vanskeligt at overbevise ligningsmyndighederne om, at

et sådant arrangement har reelt indhold. Uden reelt indhold skal

arrangementet tilsidesættes ligningsmæssigt. Da arrangementet

medfører en oppustning af de finansielle aktiver og passiver i

såvel virksomhedsdel som privatdel, vil det være åbenbart for

ligningsmyndighederne, når der er anledning til at undersøge

sådanne arrangementer.

Hertil kommer, at virksomhedsdelen ikke er en juridisk enhed og

derfor ikke vil kunne yde de udlån, der er et led i »pakken«.

Sådanne private udlån kan kun ydes af ejeren, det vil sige fra

persondelen. Konsekvensen heraf er, at et beløb svarende til

udlånets størrelse efter lovforslaget anses for hævet og beskattes

(eller medfører rentekorrektion).

Endelig skal alle aktiver og passiver opgøres til kontantværdi. Det

vil medføre, at lån, der forrentes med en langt højere rente end

markedsrenten - afhængigt af lånetype, løbetid m.v. ansættes til

kurser, der væsentligt overstiger 100. Dette vil automatisk

reducere eller fjerne fordelene ved højt forrentet gæld.

Tilsvarende skal aktiver med lav rente ansættes til kurser under

100. Det skal i denne forbindelse erindres, at de generelle

administrative forskrifter for kontantværdiansættelse af gælden -

der bl.a. indebærer, at gæld med en restløbetid under 4 år kan

sættes til kurs 100 - kan fraviges for gæld med atypiske vilkår.

Det kan f.eks. være i form af særlig høj pålydende rente eller

andre vilkår, der bevirker, at renten i forhold til den ansatte

værdi af gælden afviger væsentligt fra kapitalafkastsatsen.

Disse korrektioner vil sammen med en opmærksom ligning forhindre

sådanne arrangementer.

Jeg skal ikke benægte, at der kan være visse mindre fordele ved at

følge det handlingsmønster, der anbefales i artiklen: placering af

aktiver med lavt skattepligtigt afkast og af højt forrentet gæld i

virksomheden og omvendt i privatdelen.

Er den gennemsnitlige renteudgift i pct. af gældens kontantværdi

højere end kapitalafkastsatsen, eller er renteindtægterne i pct.

af de finansielle aktiver lavere end kapitalafkastsatsen, kan

virksomhedsejere få en fordel. Dette skyldes, at der i så fald

overføres mere til beskatning som kapitalafkast end den faktiske

rentindtægt, eller at det beregnede kapitalafkast nedsættes med et

beløb, der er mindre end de faktiske renteudgifter.

Når aktiver og passiver opgøres til kontantværdi, vil de nævnte

gennemsnitlige renter normalt ligge tæt på kapitalafkastsatsen, og

virksomhedejeren vil derfor ikke få særlige fordele.

Det er klart, at disse forhold kan ændres med mere spekulativt

prægede arrangementer som det ovenfor omtalte.

Dernæst påpeger Christen Sørensen i ramme 4, at selvstændiges

opsparing behandles lempeligere skattemæssigt end lønmodtageres

opsparing.

Et af formålene med virksomhedsskatteordningen har været et ønske om

at give selvstændige virksomhedsejere samme mulighed for

konsolidering med 50 pct.-skat, som selskaber har. Baggrunden

herfor er et ønske om at styrke erhvervenes selvfinansiering og

dermed give grundlag for investering i arbejdspladser og ny

produktion. Der er således tale om en naturlig konsekvens af den

ligestilling af selvstændige med selskaber, der tilstræbes i

virksomhedsordningen - en målsætning, Christen Sørensen selv

tilslutter sig i artiklen.

Endelig spørger Christen Sørensen, hvorledes den endelige beskatning

af et opsparet overskud skal ske i tilfælde, hvor ejeren flytter

til udlandet og bliver skattepligtig der og først derefter

afhænder virksomheden. I dette tilfælde foreligger der

virksomhedsophør, og et eventuelt opsparet overskud skal

beskattes. Der er fremsat et ændringsforslag, der præciserer

dette, og at beskatningen i disse tilfælde skal ske i ophørsåret.

Afslutningsvis forudsiger Christen Sørensen, at virksomhedsordningen

vil blive et af emnerne i den fremtidige skattepolitiske debat.

Det er kun godt, at nydannelser på skatteområdet mødes med en sund

portion skepsis. Jeg er dog overbevist om, at virksomhedsordningen

i praksis vil vise sig at fungere tilfredsstillende.

Spørgsmål 36

Det bedes illustreret med et eksempel, hvordan et negativt

kapitalafkast kan opstå.

Svar

Hvis afkastgrundlaget efter forslagets § 8 er negativt, dvs. at der

er optaget større lån, end der er investeret i aktiver, ses der

efter § 7 bort fra kapitalafkastet, der ligeledes vil være

negativt. Kun hvis det beregnede kapitalafkast bliver positivt,

kan det have betydning ved fordelingen af skattepligtig indkomst

på henholdsvis personlig indkomst og kapitalindkomst.

Der henvises i øvrigt til svaret på spørgsmål 50.

Spørgsmål 37

Kan det bekræftes, at den værdi, hvormed aktiver optages i

henholdsvis indskudskonto og afkastgrundlag, ikke nødvendigvis er

den samme?

Kan der opstilles et eksempel, hvor et aktiv optages til størst værdi

i henholdsvis den ene og den anden sammenhæng?

Kan grundlaget for kapitalafkast overstige summen af indskudskonto og

konto for opsparet overskud?

Svar

Reglerne om værdiansættelse af aktiver og passiver ved opgørelse af

indskudskontoen findes i forslagets § 3, stk. 4-5 og 8.

Værdiansættelsen af aktiver og passiver til brug for opgørelse af

kapitalafkastgrundlaget findes i forslagets § 8, stk. 2-5.

Nedenstående oversigt viser, hvorledes forskellige aktiver og

passiver værdiansættes ved opgørelsen af indskudskonto- og

kapitalafkastgrundlag.

Første gang virksomhedsordningen anvendes, opgøres indskudskonto og

kapitalafkastgrundlag på baggrund af de indskudte aktiver og

passiver.

Som hovedregel anvendes den formueskattepligtige værdi med tillæg af

eventuelt nedslag efter ligningslovens § 18 A-C ved begge

opgørelser. Der er dog følgende undtagelser fra hovedreglen

For det første indgår de aktiver, der er nævnt i forslagets § 8, stk.

4, ikke i opgørelsen af kapitalafkastgrundlaget. For det andet

anvendes anskaffelsessummen for fast ejendom ved opgørelse af

kapitalafkastgrundlaget. For fast ejendom anskaffet før 1. januar

1987 kan man dog anvende værdien ved 18. almindelige vurdering.

For det tredje skal anskaffelsessummen for goodwill ved opgørelsen

af kapitalafkastgrundlaget nedskrives lineært med 15 pct. p.a.,

mens der ved opgørelsen af indskudskonto skal ske nedsættelse af

anskaffelsessummen med eventuelt foretagne skattemæssige

afskrivninger. Endelig gælder der efter § 3, stk. 8, en særlig

værdiansættelse af fast ejendom ved opgørelse af indskudskontoen,

når en ejer, der tidligere har benyttet virksomhedsordningen,

benytter den igen inden for en 5-årig periode. Bortset fra de

nævnte undtagelser sker opgørelsen af indskudskonto og

kapitalafkastgrundlag på samme grundlag.

Opgørelse af indskudskontoen på grundlag af de indskudte aktiver og

passiver sker kun ved indtræden i virksomhedsordningen. I de

følgende år opgøres indskudskonto ved regulering med nye indskud

eller overførsler, der ikke er overskud.

Opgørelse af kapitalafkastgrundlaget sker derimod årligt på grundlag

af virksomhedens aktiver og passiver ansat til de ovenfor anførte

værdier.

Da goodwill ved opgørelse af indskudskonto indgår til

anskaffelsessummen med fradrag af skattemæssige afskrivninger -

der ikke kan foretages på goodwill erhvervet efter 1. juli 1982 -

og ved opgørelse af kapitalafkastgrundlaget til anskaffelsessum

nedskrevet lineært med 15 pct. p.a., vil goodwill næsten altid

indgå med den højeste værdi ved opgørelse af indskudskontoen.

Hvis anskaffelsessummen for en fast ejendom overstiger den seneste

vurdering, vil værdien ved opgørelsen af kapitalafkastgrundlaget

være højest. Er der derimod tale om, at den seneste

ejendomsvurdering, første år virksomhedsordningen benyttes, er

højere end anskaffelsessummen, vil værdien være højest ved

opgørelse af indskudskontoen. Dette kunne f.eks. være tilfældet,

hvis ejendommen er anskaffet nogle år før virksomhedsordningen

anvendes første gang. Den særlige overgangsbestemmelse, der for

ejendomme anskaffet før 1. januar 1987 giver mulighed for at vælge

ejendomsværdien ved 18. almindelige vurdering ved opgørelse af

kapitalafkastgrundlaget, gør dog nok, at det i de fleste tilfælde

i 1987 vil være den samme værdi af fast ejendom, der indgår ved

opgørelsen af både indskudskonto og kapitalafkastgrundlag.

Grundlaget for beregning af kapitalafkast kan overstige summen af

indskudskonto og konto for opsparet overskud. Dette vil typisk

være tilfældet, når der realiseres ikke-indkomstskattepligtige

formuegevinster. Kursgevinster på f.eks. (»blåstemplede«)

obligationer i forbindelse med rentefald og kursgevinster på gæld

ved rentestigning kan også være årsag hertil, hvad enten

gevinsterne realiseres eller ej.

Spørgsmål 41

Vil det ikke være muligt at opnå, at en ejendoms værdi i

afkastgrundlaget ændres til den aktuelle ved at sælge ejendommen

til et af ejeren kontrolleret selskab med senere tilbagesalg?

Svar

Der henvises til svaret på spørgsmål 31 med hensyn til muligheden for

at få en højere ejendomspris ind i grundlaget for

kapitalafkastberegningen.

Hvis den skattepligtige sælger en fast ejendom til et af den

skattepligtige kontrolleret selskab og senere tilbagekøber

ejendommen, vil dette kunne tilsidesættes af

ligningsmyndighederne, hvis salget ikke er reelt, men alene

foretaget ud fra skattemæssige overvejelser.

Spørgsmål 42

Vil begrundelsen for, at de aktiver, der er nævnt i § 8, stk. 4, ikke

indgår i afkastgrundlaget, ikke i mange tilfælde gælde fast

ejendom? Vil f.eks. en virksomhed, der jævnligt køber og sælger

fast ejendom, uden at der dog foreligger næring, ikke få beregnet

for stort et kapitalafkast af de faste ejendomme?

Svar

Ud fra en teoretisk præget betragtning er det muligt, at den

begrundelse, der er givet for ikke at medtage de aktiver, der er

nævnt i § 8, stk. 4 (i bemærkningerne til lovforslaget fejlagtigt

anført som stk. 3), også i nogen grad gælder for fast ejendom.

I praksis er der næppe tale om et problem. Efter forslagets § 7, stk.

1, kan det beregnede kapitalafkast ikke overstige det

skattepligtige overskud. Der findes næppe mange erhvervsejendomme,

hvor det skattepligtige overskud når op i nærheden af

markedsrenten gange anskaffelsessum/18. almindelige vurdering.

Dernæst skal det påpeges, at kapitalafkastet ikke beregnes af

aktiverne alene, men på grundlag af aktiver minus gæld. Det giver

let en fejlagtig opfattelse af kapitalafkastberegningens

virkemåde, hvis man alene betragter afkast/rente af enkelte

aktiver eller passiver. Således får man et skævt billede af

kapitalafkastberegningens betydning for udlejningsejendomme, hvis

man ikke tager i betragtning, at uforrentede gældsposter som

forudbetalt husleje og deposita skal indgå i virksomheden og

nedsætte kapitalafkastgrundlaget.

Ud fra teoretiske betragtninger må det erkendes, at

kapitalafkastberegningen vedrørende enkelte aktiver eller passiver

ikke er 100 pct. nøjagtig. Men med de rimelige begrænsninger,

foreslaget indeholder vedrørende beregning af kapitalafkast, og

vurderet på baggrund af det praktiske livs mangfoldighed af

aktiver og passiver giver den valgte metode i praksis rimelige

resultater, og den løser et vanskeligt problem på en enkel, let

forståelig måde, der også administrativt er let at have med at

gøre.

Om en virksomhed, der jævnligt køber og sælger fast ejendom, uden at

der dog foreligger næring, får beregnet for stort et

kapitalafkast, kan der næppe svares generelt på. Det vil i høj

grad afhænge af, om det skattepligtige overskud er tilstrækkeligt

til at rumme det beregnede kapitalafkast.

Spørgsmål 47

Der bedes redegjort nærmere for de forskellige indkomsters fordeling

mellem ægtefællerne, dels i det tilfælde, hvor begge ægtefæller

ejer og driver en virksomhed, og dels i det tilfælde, hvor den ene

driver en virksomhed, som den anden ægtefælle både er ejer af og

medhjælpende ægtefælle i.

Svar

Begge ægtefæller ejer og driver en virksomhed

Efter § 2, nr. 3 (kildeskattelovens § 25 A, stk. 1) i lovforslag nr.

L 181 (Begrænsning af fradragsret for lønmodtagerudgifter og visse

konsekvensændringer som følge af skattereformen) beskattes

indkomst og formue, der vedrører en virksomhed, hos den ægtefælle,

der driver virksomheden. Deltager begge ægtefæller i driften,

beskattes indkomst og formue hos den ægtefælle, der i overvejende

grad driver virksomheden. Har den anden ægtefælle deltaget i

væsentligt omfang i driften af virksomheden, kan denne anses for

medarbejdende ægtefælle, således at indtil 50 pct. af overskuddet

efter regulering for renter m.v. - dog højst 117.300 kr. i 1987 -

kan overføres til beskatning hos denne som personlig indkomst

(kildeskattelovens § 25 A, stk. 3). Disse regler svarer til de

nugældende bestemmelser i kildeskattelovens § 37 A.

Er virksomheden omfattet af virksomhedsskatteordningen, foretages

overførsel til medarbejdende ægtefælle som ovenfor. Overførsel kan

kun ske i det indkomtår, hvor overskuddet er indtjent. Indestående

på en virksomheds konto for opsparet overskud kan således ikke

overføres til den medarbejdende ægtefælle. Kapitalafkastet, der

ikke kan overstige virksomhedens skattepligtige indkomst med

fradrag af det beløb, der er overført til den medarbejdende

ægtefælle, beskattes dog hos ægtefællerne i forhold til deres

andele i virksomheden. Formueskattepligten påhviler den ægtefælle,

der driver eller i overvejende grad driver virksomheden.

Den ene ægtefælle er ejer, og den anden ægtefælle driver virksomheden

Den af ægtefællerne, der driver virksomheden, beskattes af

virksomhedens indkomst og formue. Ejeren af virksomheden kan, hvis

betingelserne er opfyldt, beskattes som medarbejdende ægtefælle.

Er virksomheden omfattet af virksomhedsskatteordningen, foretages

eventuel overførsel til ejeren efter reglerne om medarbejdende

ægtefælle. Ejeren beskattes endvidere af kapitalafkastet. Den af

ægtefællerne, der driver virksomheden, beskattes af den eventuelt

resterende personlige indkomst og af formuen.

Spørgsmål 48

Hvordan skal de forskellige konti fordeles ved separation og

skilsmisse?

Svar

Efter de gældende regler succederer den ægtefælle, der udtager

virksomheden i forbindelse med separation og skilsmisse, i den

anden ægtefælles skattemæssige stilling, hvis sidstnævnte har

været beskattet af virksomhedens resultat.

I forbindelse med virksomhedsordningen må disse regler medføre, at

den ægtefælle, der udtager virksomheden i forbindelse med

separation eller skilsmisse, fortsætter i den hidtidige

skattemæssige stilling, dvs. viderefører kontiene.

Spørgsmål 52

Vil virksomheder, der ejes af samme ejer eller af en person og dennes

ægtefælle, kunne have gældsforpligtelse over for hinanden? I

bekræftende fald vil der ikke være mulighed for at spekulere i at

frembringe negativt kapitalafkast i den ene virksomhed og et

større kapitalafkast i den anden for derved at nedbringe den

andel, som den personlige indkomst udgør af det samlede overskud?

Er det rigtigt forstået, at bestemmelsen i § 2, stk. 3, er af rent

oplysende art og kun er beregnet på at lette

ligningsmyndighedernes kontrol med omgåelser, men ikke i sig selv

forhindrer omgåelse?

Svar

Der er intet til hinder for, at virksomheder med de i spørgsmålet

nævnte ejerforhold vil kunne have gældsforpligtelser over for

hinanden.

Af forslagets § 2, stk. 3, fremgår, at en skattepligtig, som driver

flere virksomheder og ønsker at anvende virksomhedsordningen, skal

anvende denne for samtlige virksomheder i indkomståret. Efter stk.

4 gælder denne regel også for den skattepligtige og ægtefællens

virksomheder.

Reglen er for så vidt rent oplysende, men den må ses i sammenhæng med

reglerne i forslagets § 14. Efter § 14, stk. 1, sker overførsel af

aktiver fra en virksomhed til den skattepligtige i den rækkefølge,

der er anført i forslagets § 5, stk. 1, for virksomhederne under

et. Der kan således ikke tilbageføres indskudskapital fra en

virksomhed, når der kan hæves overskud i en anden virksomhed.

Endvidere beregnes der et kapitalafkastgrundlag for virksomhederne

under et. Kapitalafkastet i den enkelte virksomhed kan hverken

overstige nettooverskuddet i virksomhederne eller det

kapitalafkast, der beregnes af virksomhedernes samlede

afkastgrundlag, jfr. forslagets § 14, stk. 2. Et negativt grundlag

i en virksomhed nedsætter således et positivt beregningsgrundlag i

en anden virksomhed. Efter § 14, stk. 3, kan fremførsel af

underskud til fradrag i senere års overskud i virksomheden eller

fradrag i anden indkomst kun ske, hvis underskuddet ikke kan

rummes i årets overskud eller opsparet overskud fra tidligere år

fra de øvrige virksomheder. For ægtefællers vedkommende gælder

disse regler ifølge stk. 4 for kapitalafkastberegning og

overførsel af beløb fra virksomhederne for begge ægtefællers

virksomheder.

Disse regler betyder, at en skattepligtig eller ægtefællen ikke kan

opnå særlige skattemæssige fordele ved at have aktiviteterne i

flere virksomheder fremfor i en enkelt.

Spørgsmål 55

Hvordan vil afholdelse af erhvervsmæssige udgifter, der ikke er

fradragsberettigede, påvirke de forskellige indkomst- og

opsparingsbegreber?

Svar

Erhvervsmæssige udgifter, der ikke er fradragsberettigede i den

skattepligtige indkomst, fragår på virksomhedens kapitalkonto. Det

gælder f.eks. 75 pct. af repræsentationsudgifter afholdt efter den

31. december 1986. Disse udgifter påvirker således ikke

indestående på indskudskonto og indestående på konto for opsparet

overskud. Udgifterne påvirker derimod kapitalafkastgrundlaget,

idet de nedsætter virksomhedens egenkapital.

Spørgsmål 58

Vil ministeren prøve udtømmende at definere, hvilke grupper der vil

kunne vælge at lade sig omfatte af virksomhedsskatteloven? Vil man

f.eks. anse en forfatter, en freelancejournalist, en

freelancepressefotograf, en revisor med kun en eller meget få

klienter, en rengøringsassistent med flere arbejdssteder, en

hospitalslæge, som har vagtkørsel, en handelsrejsende, som er rent

provisionslønnet, og som afholder alle udgifter selv, en

assurandør, som er rent provisionslønnet, og som heraf afholder

kontorholdsudgifter samt løn til ansatte, en avisdistributør, som

selv ansætter avisbude og afholder alle med jobbet forbundne

udgifter, en konsulent, som fortrinsvis arbejder for en

virksomhed, og som ligeledes afholder de med arbejdet forbundne

udgifter selv - for omfattet af virksomhedsskatteordningen,

såfremt de pågældende gør krav herpå og i øvrigt opfylder

bogføringslovens bestemmelser?

Svar

Der kan ikke gives udtømmende definition af begrebet selvstændig

erhvervsvirksomhed i virksomhedsskatteloven.

I de fleste tilfælde vil det ikke være vanskeligt at afgøre, at der

foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed. Det gælder således

næringsvirksomhed inden for handel, håndværk, industri, landbrug

og liberale erhverv. På den anden side er det klart, at lønindtægt

ikke kan anses for indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed. Som

det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, kan honorarer til

musikere, skuespillere m.v. heller ikke anses for indtægt ved

erhvervsmæssig virksomhed.

Den praksis, der har udviklet sig vedrørende de forskellige

bestemmelser i skattelovgivningen om erhvervsvirksomhed, må i

tvivlstilfælde være vejledende. I bemærkningerne til lovforslaget

henvises specielt til praksis vedrørende investeringsfondsloven og

kildeskattelovens bestemmelse om indeholdelse af A-skat. Der kan

endvidere henses til, hvorledes lovgivningen uden for

skatteområdet ser på det pågældende forhold.

Om de i spørgsmålet nænte indkomstmodtagere kan anses for

selvstændige erhvervsdrivende i relation til

virksomhedsskatteloven, bemærkes følgende

Indtægt ved almindelig forfattervirksomhed må anses for erhvervet ved

selvstændig erhvervsvirksomhed.

Indtægt som freelancejournalist eller freelancepressefotograf må

normalt anses for erhvervet ved selvstændig virksomhed.

Såfremt journalisten eller pressefotografen har en løbende aftale med

et blad om levering af stof inden for et bestemt fagligt eller

geografisk område, må indtægt i henhold til en sådan aftale dog

efter omstændighederne kunne anses for lønindkomst.

En revisor med en eller meget få klienter vil eventuelt ikke kunne

anses for selvstændig erhvervsdrivende. Dette vil dog bero på en

nærmere bedømmelse i det konkrete tilfælde.

En rengøringsassistent med flere arbejdssteder kan ikke anses for

selvstændig erhvervsdrivende.

Indtægt, som en hospitalslæge erhverver ved vagtkørsel for en anden

læge, må regnes som indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

Det gælder dog ikke lægevagtskørsel for Københavns Lægevagt.

Om en handelsrejsende kan anses for selvstændig erhvervsdrivende, må

bero på en konkret vurdering af forholdet mellem hvervgiveren og

handelshuset. Den omstændighed, at den handelsrejsende er

provisionslønnet og afholder alle udgifter, medfører ikke i sig

selv, at den pågældende må antages at være selvstændig

erhvervsdrivende.

Assurandører må antages at drive selvstændig virksomhed, når de for

egen regning driver deres kontor og er ansvarlige for en del af

lønudgifterne.

En avisdistributør vil efter omstændighederne kunne anses for

selvstændig erhvervsdrivende. Dette vil dog bero på en samlet

vurdering af aftalen mellem avisen og distributøren.

Konsulenter, som fortrinsvis arbejder for en virksomhed, må som

udgangspunkt antages ikke at være selvstændige erhvervsdrivende.

Dette må dog afgøres ved en konkret vurdering af de enkelte

tilfælde.

Spørgsmål 59

Vil foredragshonorar og lignende, som i dag lønangives som

B-indkomst, kunne omfattes af virksomhedsskatteordningen (jfr.

ovenstående vedrørende forfattere)?

Vil svaret være anderledes, hvis f.eks. en erhvervsdrivende holder

foredrag inden for sit fagområde og herfor modtager et vederlag,

der i dag ville blive lønangivet som B-indkomst?

Vil svaret være anderledes i de to ovenfor nævnte eksempler, såfremt

vederlaget lønangives som A-indkomst med kildeskattetræk? Det

forudsættes fortsat, at bogføringslovens bestemmelser er

overholdt.

Svar

Foredragshonorarer kan ikke anses for indtægt ved selvstændig

erhvervsvirksomhed, der er omfattet af virksomhedsskatteloven.

Dette gælder også foredragshonorarer, som en erhvervsdrivende

modtager for foredrag inden for sit fagområde. Om honoraret

lønangives som A-indkomst eller B-indkomst, er uden betydning i

denne henseende.

Spørgsmål 60

Vil et folketingsmedlems vederlag for skribent- eller

foredragsvirksomhed kunne blive omfattet af

virksomhedsskatteordningen, såfremt den pågældende udsteder

fakturaer og i øvrigt opfylder bogføringslovens bestemmelser?

Svar

Vederlag, som folketingsmedlemmer modtager for skribent- eller

foredragsvirksomhed, kan ikke anses for indtægt ved selvstændig

erhvervsvirksomhed, der er omfattet af virksomhedsskatteloven.

Dette gælder, uanset om indkomstmodtageren udsteder fakturaer og i

øvrigt opfylder bogføringslovens bestemmelser.

Spørgsmål 61

Er ministeren opmærksom på, at det for erhvervsdrivende med negativ

saldo på konto for driftsmidler, vil være uforholdsmæssigt

fordelagtigt at udskyde indtægtsføringen af denne saldo til

indkomståret 1987, og agter ministeren at kompensere herfor ved at

pristalsregulere saldoen pr. ultimo 1986, således at denne fordel

inddrages gennem regulering af saldoen?

Svar

Efter afskrivningslovens § 5 kan en erhvervsdrivende med en negativ

afskrivningssaldo vælge at indtægtsføre dette beløb i indkomståret

eller i det følgende indkomstår. Denne regels formål er at give

den erhvervsdrivende mulighed for eventuelt at udligne den

negative saldo ved nyanskaffelser frem til året efter det

indkomstår, hvori den negative saldo er opstået.

En afskrivningssaldo bliver negativ, hvis salg af

afskrivningsberettigede aktiver indbringer så store fortjenester,

at de overstiger virksomhedens samlede afskrivningsgrundlag.

Reglen om, at indtægtsførelsen af den negative saldo kan udskydes til

det umiddelbart efterfølgende indkomstår, giver den

erhvervsdrivende en kort, men rimelig frist til eventuelt at

foretage nyanskaffelser, som igen gør saldoen positiv.

Normalt er der ingen økonomisk fordel ved at udskyde beskatningen af

en negativ saldo. Reglerne i afskrivningslovens §§ 2 og 5 sikrer

nemlig, at en negativ saldo i givet fald pristalsreguleres.

Den nævnte pristalsregulering sker naturligvis også af negative saldi

fra 1986, der henføres til beskatning i 1987.

Det er klart, at det som følge af skattereformen kan være

fordelagtigt at udskyde beskatningen af en negativ saldo fra

indkomståret 1986 til indkomståret 1987 på grund af de lavere

skatteprocenter i 1987.

Det er dog uhensigtsmæssigt at lave en særregel som følge af

skattereformen.

Det vil for det første næppe være rimeligt i 1986-87 at afskære de

erhvervsdrivende fra den almindelige adgang til at videreføre en

negativ saldo i et indkomstår.

Det er for det andet ikke i almindelighed muligt for en

erhvervsdrivende at konstruere en negativ saldo, idet det

forudsætter, at der sælges driftsmidler med en sådan fortjeneste,

at hele virksomhedens afskrivningsgrundlag samtidig forsvinder.

For det tredje er den lavere skat i 1987 jo blot en følge af

skattereformens princip, som kommer til at gælde også for de

efterfølgende indkomstår. Hvis en skattepligtig ønsker at komme

ind under den lavere beskatning, kan han jo under alle

omstændigheder blot udskyde sit salg til 1987, så

afskrivningssaldoen først bliver negativ i 1987.

En særregel for 1986-87 vil således antagelig have særdeles ringe

betydning.

Spørgsmål 64

Der udbedes et skøn over provenutabet som følge af, at

hovedaktionærer efter ophævelse af dobbeltbeskatning må forventes

at ophøre med at udbetale sig selv lønninger over 200.000 kr. og i

stedet vil deklarere udbytte. Er dette provenutab indeholdt i det

skønnede provenutab i forbindelse med ophævelsen af

dobbeltbeskatningen?

Svar

Efter skattereformaftalen skal den gældende dobbeltbeskatning af

aktieudbytter m.v. ophæves med virkning fra 1. januar 1990,

således at selskabsoverskud for fremtiden ikke beskattes både i

selskabet og hos aktionæren.

Det skal efter aftalen tilstræbes, at fordelen i første række kommer

selskaberne til gode. Det skal desuden sikres, at det ikke er

muligt at undgå eller reducere beskatningen ved at maskere andre

udbetalinger fra selskaber som udbytter.

Det er endvidere lagt til grund, at ophævelsen af dobbeltbeskatningen

skal ske inden for et provenumæssigt rammebeløb på 700 mill. kr.

Der er nedsat et udvalg med henblik på en nærmere afklaring af de

spørgsmål, der opstår i denne forbindelse. Efter udvalgets

kommissorium skal arbejdet være afsluttet så betids, at der kan

fremlægges lovforslag om ophævelse af dobbeltbeskatningen sidst i

dette år.

Det er derfor ikke muligt på indeværende tidspunkt at foretage et

egentligt skøn over provenutabet ved, at hovedaktionærer eventuelt

konverterer en del af deres løn til udbytte.

Det må dog antages, at provenutabet herved vil blive af begrænset

størrelse. Der er i den nuværende ligningsmæssige praksis

opstillet retningslinier vedrørende størrelsen af henholdsvis løn

og udbytte i hovedaktionærselskaber. Disse retningslinier vil også

med de nye regler kunne medvirke til at begrænse

konverteringsmulighederne, selv om problemstillingen her bliver at

undgå, at løn maskeres som udbytte.

Endvidere vil overgangsordningen for positiv kapitalindkomst sætte en

absolut grænse for størrelsen af den indkomst, der kan trækkes ud

af virksomheden til lav beskatning.

Endelig vil den økonomiske fordel ved at konvertere løn til udbytte

være marginal for hovedaktionærer, der betaler formueskat, hvis

ophævelsen af dobbeltbeskatningen sker ved at forhøje

skattegodtgørelsesprocenten til 100 pct. Baggrunden herfor er, at

den mindre lønudbetaling vil forøge virksomhedens overskud. Når

overskuddet forøges, vil den formueskattepligtige værdi af

hovedaktionæraktierne stige og dermed udløse en forøget

formueskat. Der kan i denne forbindelse henvises til svaret på

spørgsmål 63.

Spørgsmål 65

Hvordan kan man forhindre, at skatteydere under

virksomhedsskatteordningen opsparer store beløb over en årrække

for derefter at flytte enten til skattely eller til kommuner med

særlig lave skatteprocenter, hvorefter beløbene hæves fra

virksomheden?

Svar

Der henvises indledningsvis til svaret på spørgsmål 39. Som det

fremgår heraf, vil der også i dag kunne opnås en skattebesparelse

i forbindelse med realisation af almindelige

indkomstskattepligtige aktiver gennem flytning.

Såfremt man skal forhindre, at skattepligtige under

virksomhedsordningen vil kunne opnå skattemæssige fordele ved

flytning som nævnt i spørgsmålet, må der indføres særregler

vedrørende beskatning af opsparet overskud i tilfælde af flytning.

Sådanne særregler ville komplicere virksomhedsordningen

væsentligt.

Når skattepligten ophører i forbindelse med fraflytning til udlandet

og der samtidig foreligger virsomhedsophør, skal der ske endelig

beskatning af opsparet overskud. For at præcisere dette vil der

blive fremsat ændringsforslag til 2. behandling.

Spørgsmål 73

Der ønskes en skematisk fremstilling af reglerne om fremførelse af

underskud efter L 107 henholdsvis gældende regler.

Svar

Skematiske fremstillinger af underskudsfremførelse vedlægges som

bilag.

Spørgsmål 74

Hvorledes løses det problem, der kan opstå, såfremt et ægtepar hver

driver sin virksomhed og den ene ægtefælle ikke ønsker at deltage

i virksomhedskatteordningen?

Svar

Når ægtefællerne driver hver sin virksomhed, kan den ene ægtefælle

efter den foreslåede regel i § 2, stk. 4, ikke anvende

virksomhedsordningen, medmindre den anden ægtefælle også anvender

ordningen. Reglen, der må ses i sammenhæng med reglen i § 14, stk.

4, er nødvendig for at hindre, at ægtefæller vil kunne opnå

utilsigtede skattemæssige fordele ved at anvende hver sit

regelsæt, jfr. svaret på spørgsmål 52. Det er således op til

ægtefællerne at afgøre, om virksomhedsordningen skal anvendes.

Spørgsmål 77

Hvorledes behandles overskudskontoen ved dødsbobeskatning?

Svar

Efter de foreslåede regler om dødsboer og beskatning af opsparet

overskud i en virksomhed har den person, der overtager

virksomheden, også mulighed for at overtage afdødes indestående på

konto for opsparet overskud. Dette gælder, både når ægtefællen

overtager virksomheden som led i et uskiftet bo, og når

virksomheden udlægges fra et dødsbo til en arving m.v. Såfremt den

person, der overtager virksomheden, overfører beløb fra

virksomheden med virkning for konto for opsparet overskud,

medregnes det overførte beløb og den dertil svarende

virksomhedsskat, som afdøde har betalt, i overtagerens personlige

indkomst. Virksomhedsskatten, som afdøde har betalt, modregnes i

overtagerens slutskat efter virksomhedsskattelovens almindelige

regler.

Overtages indestående på konto for overskud og den dermed forbundne

latente skattebyrde ikke af arvinger m.v., beskattes indestående

på konto for opsparet overskud i boet. Det gælder dog ikke, når

boet er fritaget for beskatning efter kildeskattelovens regler.

Skiftes der efter afdøde, indgår virksomheden i et dødsbo. Dødsboer

kan ikke anvende virksomhedsordningen. Når beskatning af

indestående på overskudskontoen sker i dødsboet, anses den

allerede indbetalte virksomhedsskat for endelig. Desuden beskattes

indeståendet med 25 pct. Inden beregningen af skatten på 25 pct.

gives der dog et fradrag på 65.000 kr. i indeståendet. Skatten på

25 pct. betyder, at afdødes indkomst ud over virksomhedsskatten på

50 pct. beskattes med op til 121/2 pct. Det skyldes, at

indeståendet på opsparingskontoen alene svarer til halvdelen af

den oprindelige indkomst.

Når en person får udlagt en virksomhed fra dødsboet, kan den

pågældende som nævnt også overtage det opsparede overskud. Af

praktiske grunde gælder dette også, selvom virksomhedens værdi

overstiger modtagerens arvepart. Det svarer til, hvad der gælder

om indtræden i afdødes stilling efter kildeskattelovens regler.

Efter forslaget gælder dog en undtagelse for testamentsarvinger og

legatarer, der ikke er arveberettigede som følge af deres

slægtskabsforhold til afdøde, og som ikke ville arve, medmindre

der forelå et testamente. De kan alene overtage den del af

indeståendet på overskudskontoen, der svarer til deres arv ifølge

testamentet.

Spørgsmål 81

Ad svaret på spørgsmål 33

Skal samtlige betingelser under a)-l) være opfyldt, eller er de kun

vejledende for et skøn?

ad a) Kan dette krav opfyldes ved kontor i eget hjem? ad b) Er annoncering en betingelse? ad e) Kan maskiner, redskaber m.v. ikke lejes? ad h) Hvordan skal dette punkt forstås?

Kan der ikke være indgået aftale om udførelse af en serie ordrer?

ad i) Gælder dette også, hvor indkomstmodtageren eventuelt kommer

i besiddelse af fortrolige oplysninger som følge af ordrens

udførelse?

ad l) Er autorisation, bevilling m.v. en betingelse?

Svar

De kriterier, der er nævnt under a)-l) ved besvarelsen af spørgsmål

33, er kun vejledende, når der i tvivlstilfælde skal tages

stilling til, om indkomstmodtageren har frigjort sig fra sit

hidtidige ansættelsesforhold og etableret virksomhed som

selvstændig erhvervsdrivende.

Det er således ikke nogen forudsætning for at anerkende

indkomstmodtageren som selvstændig erhvervsdrivende, at den

pågældende opfylder samtlige kriterier under a)-l). Der er alene

tale om momenter, der kan indgå i en samlet vurdering.

Med henblik på spørgsmålene til de enkelte kriterier bemærkes

følgende

Det er ikke nogen betingelse for at anerkende indkomstmodtageren som

selvstændig erhvervsdrivende, at den pågældende har etableret sig

i egne lokaler uden for sit hjem.

Det er heller ikke et ubetinget krav, at indkomstmodtageren

annoncerer.

Om indkomstmodtageren selv ejer de anvendte redskaber eller lejer dem

af en anden en hvervgiveren, er ikke afgørende ved bedømmelsen.

Såfremt indkomstmodtagerens forpligtelse over for hvervgiveren er

begrænset til en enkelt ordre, er dette et moment, som taler for,

at der ikke foreligger et ansættelsesforhold. Det samme må efter

omstændighederne kunne antages, når indkomstmodtageren indgår

aftale om udførelse af en serie ordrer.

Den omstændighed, at indkomstmodtageren kommer i besiddelse af

fortrolige oplysninger i forbindelse med hvervets udførelse,

udelukker ikke, at den pågældende kan anses for selvstændig

erhvervsdrivende.

Kræver erhvervsudøvelsen særskilt autorisation eller bevilling, kan

dette være et moment, der taler for at anse indkomstmodtageren for

selvstændig erhvervsdrivende. Derimod kan der ikke sluttes

modsætningsvis i de tilfælde, hvor erhvervsudøvelsen ikke kræver

selvstændig autorisation eller lignende. Autorisation, bevilling

m.v. er således ikke nogen betingelse.

Spørgsmål 82

Indebærer bestemmelsen i § 15, stk. 3, at man uden at tage

overskudskontoen til indtægt i personlig indkomst kan sælge den

reelle virksomhed, men beholde f.eks. sin fabriks- eller

forretningsbygning, som herefter af ejeren bruges til anden

virksomhed eller udlejes, da der i den situation ikke kan siges at

være tale om salg af en ideel anpart?

Svar

Efter § 15, stk. 1, skal indestående på en virksomheds konto for

opsparet overskud medregnes i den personlige indkomst i

forbindelse med ophør af virksomhed.

Spørgsmålet om, hvornår der foreligger virksomhedsophør, har i

praksis været fremme vedrørende reglerne i afskrivningsloven.

Spørgsmålet er her afgørende for den skattemæssige behandling af

avancer eller tab i forbindelse med afhændelse af en virksomheds

driftsmidler.

Efter denne praksis vil der foreligge virksomhedsophør i den i

spørgsmålet nævnte situation, hvor den skattepligtige sælger

virksomheden, dvs. samtlige driftsmidler, varelager, goodwill

m.v., selv om den pågældende beholder en fast ejendom. Dette

gælder, hvad enten den skattepligtige efter afhændelsen af

virksomheden anvender ejendommen til anden virksomhed, eller

ejendommen udlejes.

Det må antages, at spørgsmålet om, hvorvidt der efter

virksomhedsskatteloven foreligger ophør af virksomhed, må bedømmes

på samme måde.

I det nævnte eksempel skal indeståendet på overskudskontoen således

medregnes i den skattepligtiges personlige indkomst i forbindelse

med salget af virksomheden efter reglerne i forslagets § 10, stk.

3.

Spørgsmål 83

Såfremt et investeringsfondsindskud skal efterbeskattes, skal beløbet

da tages til indtægt enten i henhold til

virksomhedsordningsforslaget eller i henhold til

personbeskatningsforslaget?

Svar

Efter de gældende regler i investeringsfondsloven skal ikke anvendte

investeringsfondshenlæggelser efterbeskattes i henlæggelsesårene.

Efterbeskatningen sker ved, at det ikke anvendte henlæggelsesbeløb

med et 5 pct.s årligt tillæg medregnes i den skattepligtige

indkomst.

Virksomhedsordningen skal have virking fra og med indkomståret 1987.

Alle investeringsfondshenlæggelser, der er foretaget i 1986 eller

tidligere, skal i givet fald efterbeskattes i den skattepligtige

indkomst for de pågældende år. Skattereformen har ingen virkning

for disse efterbeskatninger.

Investeringsfondshenlæggelser, der foretages i 1987 eller senere af

en skattepligtig person, der anvender reglerne i

virksomhedsskatteloven, skal i givet fald efterbeskattes efter

denne lov.

Investeringsfondshenlæggelser, der foretages i 1987 eller senere af

en skattepligtig person, der ikke anvender reglerne i

virksomhedsskatteloven, skal derimod efterbeskattes efter reglerne

i personskatteloven.

Det afgørende for efterbeskatningen er, om den skattepligtige er

under virksomhedsskatteordningen i henlæggelsesåret.

§ 1, stk. 3, vedrørende aktiver, der benyttes såvel

erhvervsmæssigt som privat.

Efter ændringsforslaget til stk. 5 skal goodwill indgå med samme

værdi ved opgørelsen af indskudskontoen som ved beregningen af

kapitalafkastgrundlaget på det tidspunkt, hvor den skattepligtige

begynder at anvende virksomhedsordningen. Erhvervet goodwill skal

således nedskrives med 15 pct. årligt fra anskaffelsestidspunktet

og frem til tidspunktet for indskudskontoens opgørelse.

Nedskrivningen sker lineært over 7 år. Der sker ingen nedskrivning

efter, at goodwill er indgået på indskudskontoen. Bestemmelsen

har kun betydning ved opgørelse af indskudskontoen og har således

ingen betydning for, om der kan foretages skattemæssige

afskrivninger på den erhvervede goodwill med virkning for

indkomstopgørelsen.

Til nr. 7

Efter lovforslaget skal en skattepligtig, der tidligere har anvendt

virksomhedsordningen, og som inden for 5 år på ny anvender

ordningen, ved opgørelsen af indskudskontoen medregne en eventuel

fast ejendom til samme værdi, som da reglerne senest blev anvendt.

Det fremgår ikke direkte af bestemmelsen, med hvilken værdi en

fast ejendom skal medregnes, når den er erhvervet, mens den

skattepligtige var under virksomhedsordningen. Denne ejendom har

således ikke tidligere påvirket indskudskontoen.

I ændringsforslaget præciseres det, at en sådan ejendom skal indgå

med anskaffelsessummen. Ombygning, forbedringer m.v. af bygninger,

som er foretaget, mens den skattepligtige var under

virksomhedsordningen, er ikke omfattet af 5 årsreglen. Disse

aktiver indgår ved opgørelsen af indskudskontoen med

anskaffelsessummen efter § 3, stk. 4.

Til nr. 9 og 11

Efter forslagets § 6, stk. 3, kan indkomst, som er skattepligtig

såvel her til landet som til udlandet, ikke medregnes i

virksomhedens skattepligtige indkomst, hvis den skattepligtige har

krav på nedslag i den beregnede danske skat for den pålignede

udenlandske skat.

Efter ændringsforslaget skal § 6, stk. 3, udgå. Konsekvensen heraf,

er, at også udenlandske indtægter og udgifter, herunder renter, er

omfattet af virksomhedsordningen. Det gælder både i enkeltstående

tilfælde - altså indtægter fra udlandet til en herværende

virksomhed - og hvor der er tale om over- eller underskud fra en

virksomhed i udlandet. En personligt drevet virksomhed i udlandet

vil være omfattet af virksomhedsordningen på samme måde som en

virksomhed i Danmark. Samtidig fastholder man også under

virksomhedsordningen princippet om, at den skattepligtiges

indkomst indgår i ordningen, hvad enten den hidrører her fra

landet eller udlandet (globalindkomstprincippet).

Der er en kontrolmæssig fordel ved at inddrage den udenlandske

filialvirksomhed m.v. under virksomhedsordningen. Der skal

foretages en samlet regnskabsmæssig opgørelse for udenlandsk og

indenlandsk virksomhed på samme måde, som når den skattepligtige

har flere indenlandske virksomheder. Desuden har den

skattepligtige ingen skattemæssige fordele af, at den

erhvervsmæssige virksomhed er delt op på den udenlandske og den

indenlandske virksomhed. Der skal foretages en samlet opgørelse af

over- eller underskud, ligesom et eventuelt kapitalafkast beregnes

af et samlet afkastgrundlag i overensstemmelse med bestemmelserne

herom i lovforslaget.

Til nr. 10

Efter lovforslaget opgøres virksomhedens afkastgrundlag som

virksomhedens aktiver med fradrag af gæld ved indkomstårets

begyndelse. Opgørelsen sker således på grundlag af balancen ved

begyndelsen af den skattepligtiges indkomstår.

I ændringsforslaget præciseres det, at det ved etablering af ny

virksomhed er åbningsbalancen på det tidspunkt i indkomståret,

hvor virksomheden starter, der skal anvendes som grundlag for

opgørelsen af afkastgrundlaget.

Til nr. 12

Ved skatteberegningen for det indkomstår, hvor der overføres beløb

fra konto for opsparet overskud, skal den hertil svarende

virksomhedsskat efter lovforslaget fradrages i den skattepligtiges

slutskat. Hvis virksomhedsskatten overstiger årets slutskat,

udbetales den overskydende skat til den skattepligtige. Efter §

13, stk. 1, i lovforslaget gælder dette dog ikke, når der sker

modregning af underskud i personlig indkomst, der stammer fra

hævning af opsparet overskud.

Efter ændringsforslaget kan der aldrig ske udbetaling af overskydende

virksomhedsskat, når der overføres beløb fra konto for opsparet

overskud til den skattepligtige. Der kan højst refunderes en

virksomhedsskat, der svarer til årets slutskat m.v. for den

skattepligtige og en eventuel ægtefælle. En overskydende

virksomhedsskat føres frem til modregning i de nærmest

efterfølgende 5 års slutskat m.v. for den skattepligtige selv og

en eventuel ægtefælle. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at der

sker tilbagebetaling af årets overskydende skat som følge af, at

der er indbetalt for store beløb i forskudsskat for indkomståret.

Det er præciseret i ændringsforslaget, at slutskat skal være

slutskat med tillæg af eventuel overført restskat m.v., dvs.

restskat m.v. under 5.000 kr.

Til nr. 13

Hvis den skattepligtiges udtræk af beløb fra virksomheden bevirker,

at indskudskontoen bliver negativ, skal der efter lovforslaget

foretages en rentekorrektion.

Når indskudskontoen er negativ, vil det samme normalt være tilfældet

for kapitalafkastgrundlaget.

En forøgelse af virksomhedens gæld vil således normalt ikke medføre

en nedsættelse af det beregnede kapitalafkast, der i forvejen vil

være 0 kr.

I visse situationer vil det dog forekomme, at indskudskontoen er

negativ, samtidig med at afkastgrundlaget er positivt. I så fald

vil den skattepligtiges overførsel af beløb fra virksomheden

medføre, at der foretages en rentekorrektion. Desuden vil

afkastgrundlaget blive nedsat som følge af overførslen. Det

beregnede kapitalafkast vil derfor også blive mindre.

Kapitalafkastgrundlaget opgøres på grundlag af primobalancen. Det

vil derfor være det beregnede kapitalafkast for det følgende

indkomstår, der nedsættes som følge af, at der overføres et beløb

fra virksomheden til den skattepligtige. Herved vil der ske en

»dobbelt rentekorrektion«.

Efter ændringsforslaget til en ny affattelse af stk. 1 kan der

derfor højst beregnes rentekorrektion af et beløb svarende til det

negative kapitalafkastgrundlag ved udgangen af indkomståret, dvs.

kapitalafkastgrundlaget for det følgende indkomstår. I øvrigt

svarer bestemmelsen til lovforslagets § 11, 2. pkt.

Ændringsforslaget indeholder endvidere forslag til nye stykker 2 og

3. Ændringsforslagets stk. 4 svarer til lovforslagets § 11, 3. og

4. pkt.

Efter lovforslaget anses enhver overførsel fra virksomheden til

ejeren for sket efter hæverækkefølgen i § 5. Tilsvarende anses

enhver overførsel fra ejeren til virksomheden for indskud efter §

3, stk. 1. Dette betyder eksempelvis, at 200.000 kr., der hæves i

begyndelsen af året, og som senere indskydes igen, vil blive

betragtet som hævning af overskud eller opsparet overskud. Beløbet

vil derfor blive beskattet i det omfang, hævningen kan rummes i

overskud eller opsparet overskud. Indskuddet betragtes som et

yderligere indskud, der forøger indskudskontoen.

Hvis overførslerne mellem virksomhed og ejer opgøres brutto og der i

samme indkomstår sker både overførsel af beløb til den

skattepligtige og indskud, kan der i visse tilfælde være mulighed

for at opnå utilsigtede fordele ved transaktioner som omtalt

nedenfor i bemærkningerne til stk. 3. Det er tilfælde, hvor det

overførte beløb overstiger årets overskud og indestående på konto

for opsparet overskud og der i samme indkomstår sker indskud.

Det foreslås derfor i ændringsforslaget som nyt § 11, stk. 2, at der

sker rentekorrektion i disse situationer.

I bemærkningerne til § 5 i lovforslaget er det anført, at der i

praksis kan være tale om at opgøre overførslerne som nettoværdier.

Det betyder, at overførsel af værdier fra virksomheden til den

skattepligtige beregnes efter fradrag af værdier, der overføres

fra den skattepligtige til virksomheden.

Det er ikke nærmere angivet, under hvilke omstændigheder en sådan

nettoopgørelse kan komme på tale.

Det kan i mange tilfælde virke urimeligt at gennemføre en beskatning

af det hævede beløb. Der kan f.eks. være tale om kortvarige udlæg,

træk på »forkert« konto og lignende. En sådan beskatning vil også

vanskeliggøre administrationen af loven.

Efter ændringsforslaget til et nyt § 11, stk. 3, indføres der derfor

en udtrykkelig adgang til at opgøre overførslerne som nettobeløb.

Dette rummer dog nogle muligheder for, at der kan opnås utilsigtede

fordele. Hvis der 1. januar hæves 1 mill. kr. i virksomheden, som

igen indskydes den 31. december, er der netto hævet 0 kr. i

virksomheden. Virksomhedens overskud formindskes med renterne af 1

mill. kr., f.eks. 100.000 kr. Skattebesparelsen herved kan være

indtil 68 pct. Det skyldes, at hverken indskudskonto eller

kapitalafkastgrundlag påvirkes af transaktionen. Samtidig får

ejeren renteindtægterne af 1 mill. kr. f.eks. 100.000 kr. i

privatdelen, der beskattes med 50/ 56 pct. Ved transaktionen kan

der blive tale om en skattebesparelse på 12-18 pct. af 100.000

kr.

For at imødegå sådanne transaktioner, foreslås det i

ændringsforslaget som nyt stk. 3, at der skal foretages en

rentekorrektion. Når overførslerne opgøres som nettoværdier, skal

rentekorrektionen beregnes af det beløb, der hæves og sættes ind

igen. I tilfældet ovenfor beregnes rentekorrektion af 1 mill. kr.

Korrektionen beregnes således af det højeste beløb, der kan have

været hævet 1. januar og indskudt igen den 31. december.

Korrektionen medfører, at ejeren stilles, som om der var optaget

et privat lån. Det bemærkes, at korrektionen foretages for et helt

år, uanset hvornår hævninger og indskud faktisk finder sted.

Efter lovforslaget kan ejeren ikke yde lån til virksomheden. Var

dette muligt, kunne man omgå hæverækkefølgen i § 5, ved at

egentlige indskud blev ydet som lån.

Da adgangen til at opgøre overførslerne som nettobeløb giver mulighed

for at yde lån til virksomheden inden for et indkomstår, skal der

også ske rentekorrektion efter bestemmelsen i stk. 3 i de

tilfælde, hvor der indskydes et beløb, som hæves igen inden

udgangen af året.

Skattepligtige, der opgør overførsler og indskud i indkomståret

brutto i stedet for netto, kan som nævnt ovenfor opnå tilsvarende

fordele ved at optage »private lån« i virksomheden. Er der f.eks.

ikke overskud i indkomståret, vil den skattepligtige kunne

overføre beløb fra virksomheden uden beskatning. Indskydes et

tilsvarende beløb inden indkomstårets udgang, foretages ikke

rentekorrektion efter § 11. Stk. 2 i ændringsforslaget medfører

som nævnt, at der foretages rentekorrektion også i disse tilfælde.

Til nr. 14

Lovforslagets bestemmelse om, at modregning af underskud i opsparet

overskud alene kan medføre, at tilbagebetaling af virksomhedsskat

sker gennem modregning i årets slutskat og ikke som udbetaling af

et kontant beløb, er gjort generel i ændringsforslaget til § 10,

stk. 3. Ændringsforslaget til § 13, stk. 1, er en konsekvens

heraf.

Til nr. 15 og 25

Ændringen er redaktionel, idet bestemmelsen i § 23 i stedet foreslås

optaget som stk. 5 i § 13.

Til nr. 16

Når den skattepligtige driver flere virksomheder, kan kapitalafkastet

i den enkelte virksomhed efter lovforslagets § 14, stk. 2,

hverken overstige nettooverskuddet i virksomhederne eller det

kapitalafkast, der kan beregnes af virksomhedernes samlede

afkastgrundlag.

I visse tilfælde vil der efter forslaget være mulighed for, at summen

af de enkelte virksomheders kapitalafkast vil kunne overstige det

kapitalafkast, der kan beregnes af virksomhedernes samlede

afkastgrundlag. Ændringsforslaget sikrer, at dette ikke kan ske.

Hvis der skal ske en begrænsning af kapitalafkastet, afgør den

skattepligtige selv, i hvilken virksomhed denne begrænsning skal

ske.

Til nr. 17

I lovforslagets § 15, stk. 1, er anført, at opsparet overskud ved

ophør af anvendelse af virksomhedsordningen skal medregnes i den

skattepligtiges personlige indkomst i det indkomstår, der følger

efter indkomståret, hvor den pågældende senest har anvendt

reglerne i virksomhedsskatteloven.

I relation til denne bestemmelse opstår der et problem, når

skattepligten ophører i samme år, som den pågældende ophører med

at anvende virksomhedsordningen. Dette skyldes, at der ikke er

hjemmel til at foretage beskatning efter skattepligtens ophør.

Virksomhedsskatten på 50 pct. bliver herved endelig.

Har Danmark indgået en dobbeltbeskatningsaftale med en fremmed stat,

kan der ligeledes opstå risiko for, at Danmark mister

beskatningsretten, når den erhvervsdrivende, som anvender

virksomhedsordningen er fuldt skattepligtig her til landet, men

samtidig efter dobbeltbeskatningsaftalen har skattemæssigt

hjemsted i den fremmede stat. Dette kan for eksempel være

tilfældet, når den skattepligtige har taget bopæl i den fremmede

stat sammen med sin familie og har bortforpagtet sin virksomhed i

Danmark, samtidig med at bopælen og dermed den fulde skattepligt

her til landet opretholdes. Ved ophør af virksomheden kan den

situation opstå, at beskatningsretten ifølge

dobbeltbeskatningsaftalen til det opsparede overskud alene

tilkommer den fremmede stat som hjemstedsstat, hvis beskatningen

af det opsparede overskud først gennemføres året efter

virksomhedsophøret.

Ændringsforslaget tilsigter, at beskatningsretten til det opsparede

overskud i disse situationer bevares her til landet.

For overhovedet at kunne anvende virksomhedsordningen skal der bestå

enten fuld eller begrænset skattepligt til Danmark, jfr. § 1 i

forslaget til virksomhedsskatteloven.

Det bestemmes derfor indledningsvis i ændringsforslaget, at såfremt

den fulde skattepligt eller den begrænsede skattepligt vedrørende

virksomhedsdriften ophører, skal opsparede overskud medregnes i

virksomhedsejerens personlige indkomst i det samme år, som

virksomhedsophøret finder sted. Herved fastholdes

beskatningsretten her til landet. Det er uden betydning, om den

pågældende fortsat personligt er begrænset skattepligtig her til

landet af for eksempel lønindtægter.

I ændringsforslaget er det herefter anført, at en beskatning på samme

tidspunkt som ved ophør af skattepligt skal finde sted, når der

består fuld skattepligt her til landet samtidig med, at den

pågældende overgår til at have skattemæssigt hjemsted i en fremmed

stat. Denne situation kan alene opstå med hensyn til stater, som

Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsaftale med, og fordi der

ikke er nogen pligt til at »framelde« sig den fulde skattepligt

ved udrejse fra Danmark.

Det er alene i relation til loven om virksomhedsordningen, at den

fulde skattepligt anses for bortfaldet, når der opnås

skattemæssigt hjemsted i udlandet. Der indtræder således ikke

begrænset skattepligt efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, (f.eks.

på grund af et fast driftssted) i denne situation. For at der kan

blive tale om begrænset skattepligt, skal den fulde skattepligt

efter kildeskattelovens § 1 bringes til ophør.

Ønsker den skattepligtige at fortsætte under virksomhedsordningen

efter udrejsen til den fremmede stat, må den pågældende derfor

godtgøre at være underlagt indkomstbeskatning til den fremmede

stat, jfr. kildeskattelovens § 1, nr. 2. Dette sker typisk ved, at

der fremsendes en såkaldt »F-54-erklæring«, hvorved skattepligten

til Danmark sædvanligvis ophører. Det sker i hvert fald, når der

er tale om en stat, som Danmark har indgået en

dobbeltbeskatningsaftale med. Samtidig kræves det imidlertid, at

der opretholdes et fast driftssted her i landet, for at den

pågældende kan fortsætte under ordningen, dvs. at der er tale om

en begrænset skattepligt her til landet.

Til nr. 18

Når man afstår en ideel andel af sin virksomhed, skal man til den

personlige indkomst medregne en hertil svarende andel af

indestående på konto for opsparet overskud. Ændringsforslaget

sikrer, at man kan overføre beløb fra opsparingskontoen uden for

den normale hæverækkefølge i § 5. Man kan således opspare et

eventuelt overskud i virksomheden, selv om man i samme indkomstår

beskattes af opsparet overskud som følge af den delvise afståelse.

Det samme gælder, hvis den skattepligtige har flere virksomheder

og afstår en ideel andel af en af virksomhederne.

Til nr. 19

Ændringen er redaktionel.

Til nr. 20

Ved ændringsforslaget præciseres, at den ægtefælle, der hensidder i

uskiftet bo, også overtager indestående på indskudskonto i

virksomheden.

Til nr. 21

Bestemmelsen om, at dødsboer ikke betaler virksomhedsskat og ikke kan

lade virksomhedens indkomst indestå som opsparet overskud udgår.

Det fremgår allerede af forslagets § 1, at alene personer kan

anvende lovforslagets regler på indkomst fra virksomheden.

Det beløb, der fandtes på opsparingskontoen ved dødsfaldet, beskattes

efter reglerne i lovforslagets §§ 19 og 20, enten hos

udlægsmodtageren (§ 19) eller i boet (§ 20).

Til nr. 22

Ændringen er af redaktionel karakter. Det præciseres, at en person (i

modsætning til en fond m.v.), der får udlagt virksomheden fra et

dødsbo, der ikke er fritaget for beskatning efter

kildeskattelovens § 16, kan overtage indestående på kontoen for

opsparet overskud. Der kan også være tale om, at udlægsmodtageren

kun overtager en del af indeståendet på kontoen. Endvidere kan

flere udlægsmodtagere overtage hver sin del af indeståendet.

Udlægsmodtagere, der anvender virksomhedsordningen på den

virksomhed, de har arvet, skal opgøre deres indskudskonto efter

lovforslagets almindelige regler. De skal således stilles på samme

måde, som hvis de i øvrigt gik over til at anvende

virksomhedsordningen. En efterlevende ægtefælle, som overtager

virksomheden, kan dog overtage indskudskontoen, som den var ved

dødsfaldet.

Til nr. 23

Ændringen er redaktionel. Det præciseres, at boet skal beskattes med

25 pct. af opsparingsordningen på dødsdagen med fradrag af beløb,

der er overtaget af udlægsmodtageren, og med fradrag af 65.000 kr.

Til nr. 24

Ændringen er redaktionel. Af lovforslagets §§ 19-20 fremgår, at det

opsparede overskud ud over bundfradraget på 65.000 kr. enten

beskattes hos udlægsmodtageren (§ 19) eller i boet (§ 20). Der er

derfor ikke behov for bestemmelsen.

Hagen Hagensen (KF) nfmd. Collet (KF) Houe (KF) Fogh Rasmussen

(V) Skrumsager Skau (V) Bente Juncker (CD) Ove Jensen (FP)

Arne Bjerregaard (KrF) Jytte Hilden (S) Poul Nielson (S)

Lohmann (S) Lykketoft (S) Stavad (S) fmd. Tastesen (S)

Rahbæk Møller (SF) Thoft (SF) Aase Olesen (RV)

Partierne VS og FD havde ikke medlemmer i udvalget.

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i en række møder.

Udvalget har stillet spørgsmål til ministeren for skatter og

afgifter, som denne har besvaret skriftligt og i samråd.

Et af udvalgets spørgsmål og ministeren for skatter og afgifters svar

herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Udvalget har modtaget skriftlig og mundtlig henvendelse fra De danske

Landboforeninger. Ministeren for skatter og afgifters kommentar

hertil er optrykt som bilag til betænkningen.

Der er af ministeren for skatter og afgifter stillet ændringsforslag,

hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (socialdemokratiets, det konservative

folkepartis, venstres, det radikale venstres,

centrum-demokraternes og kristeligt folkepartis medlemmer af

udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af ministeren for

skatter og afgifter stillede ændringsforslag.

Et mindretal (socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse.

Socialistisk folkeparti mener fortsat, at behandlingen af denne

yderst komplicerede lovgivning har været skandaløst lemfældig, og

SF føler sig på ingen måde sikre på, at blot tilnærmelsesvis alle

huller er lukket. Således viser ministerens svar på spørgsmål nr.

100, at der fortsat kan spekuleres i anpartsfiduser. Vi mener

herudover, at en række huller, som er blevet lukket, er blevet det

på en sådan måde, at loven er blevet unødig kompliceret.

Endelig har SF en række politiske indvendinger imod loven, som efter

vor opfattelse vil betyde, at ingen virksomhedsejer nogen sinde

kommer til at betale mere end 56 pct. i skat på grund af

kapitalafkastberegningen, ligesom loven muliggør fuld

fradragsværdi for renter af decideret privat gæld.

Et andet mindretal (fremskridtspartiets medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af ministeren for

skatter og afgifter under nr. 1 og 5 stillede ændringsforslag.

Begrundelsen herfor er først og fremmest, at ordningen er frivillig,

således at ingen bliver tvunget ind i denne skatteordning. Det er

utvivlsomt, at nogle, som vælger virksomhedsskatteordningen,

herved vil opnå betydelige økonomiske fordele, især ved at få

likvide penge til rådighed igennem en periode, hvor de kan opbygge

deres økonomi til bedre styrke.

På den anden side er fremskridtspartiet selvfølgelig opmærksom på, at

skatten vil indebære enormt meget bureaukrati, og at mange svage

sjæle vil blive lokket ud i ulykke ved, at de ikke kan beherske

det indviklede instrument, som virksomhedsskattebogføringen vil

forlange.

Når der imidlertid skal ske en afvejning af disse modstående forhold,

mener fremskridtspartiet altså alt i alt, at der er noget mere,

der kan tale for at stemme ja til lovforslaget end at stemme imod

det.

Ændringsforslag

Af ministeren for skatter og afgifter, tiltrådt af et flertal

(udvalget med undtagelse af SF)

Til § 1

1) I stk. 1, 2. pkt., ændres »lov om indkomstskat og formueskat for

personer m.v. (personskatteloven).« til: »personskatteloven.«

Af ministeren for skatter og afgifter, tiltrådt af et flertal

(udvalget med undtagelse af SF og FP)

2) Stk. 3, 2. pkt., udgår, og i stedet indsættes

»Dog indgår i virksomheden den erhvervsmæssige del af en ejendom,

hvor der foretages en fordeling af ejendomsværdien på den del, der

tjener til bolig for den skattepligtige, og på den øvrige ejendom.

Anskaffelsessummen for ombygning, forbedringer m.v. af den

erhvervsmæssige del af sådanne ejendomme indgår ligeledes i

virksomheden. Biler og vindmøller, der benyttes både

erhvervsmæssigt og privat, kan indgå i virksomheden.«

3. pkt. bliver herefter 5. pkt.

Til § 11

3) I stk. 3, 2. pkt., ændres »Overstiger indskuddet overførslen« til

»Overstiger eller svarer indskuddet til overførslen«.

4) Stk. 4, 1. pkt., affattes således

»Beløb, der er opgjort efter stk. 1-3, anses for overført fra

virksomheden til den skattepligtige efter overførsel af årets

kapitalafkast, jfr. § 5, stk. 1, nr. 3, litra a.«

Af

ministeren for skatter og afgifter, tiltrådt af et flertal (udvalget

med undtagelse af SF)

Til § 12

5) I 1. pkt. ændres »§ 37 A« til: »§ 25 A, stk. 3-5«.

BEMÆRKNINGER

Til nr. 1

Ændringen er redaktionel.

Til nr. 2

Ved ændringen præciseres, at når der foretages en vurderingsfordeling

af fast ejendom, der anvendes til både erhvervsmæssige og private

formål, så skal den erhvervsmæssigt anvendte del af ejendommen

indgå i virksomheden.

Efter vurderingslovens § 33, stk. 4, foretages en særskilt vurdering

af stuehuse i bl.a. landbrugsejendomme. Efter § 33, stk. 5,

foretages endvidere en vurderingsfordeling for ejendomme, som

indeholder en eller to selvstændige lejligheder, og som både

tjener til bolig for ejeren og benyttes erhvervsmæssigt i

væsentligt omfang. Ejendommen anses for erhvervsmæssigt anvendt i

væsentligt omfang, når den erhvervsmæssige anvendelse udgør mindst

25 pct.

En- og tofamilieshuse, der anvendes såvel privat som erhvervsmæssigt,

kan således ikke indgå i virksomheden, når den erhvervsmæssige

anvendelse er under 25 pct.

Endvidere vil sommerhuse, der udlejes i perioder, men i øvrigt

anvendes privat, ikke kunne indgå i virksomheden.

En udlejningsejendom med 3 lejligheder eller mere indgår fuldt ud i

virksomheden, selv om den skattepligtige bebor en af lejlighederne

og der derfor fastsættes en skønsmæssig lejeværdi, som den

skattepligtige skal medregne ved sin indkomstopgørelse.

Det er endvidere præciseret, at anskaffelsessummen for ombygning,

forbedringer m.v. indgår i virksomhedens regnskab i det omfang,

beløbet er anvendt til forbedringer m.v. af den erhvervsmæssige

del af bygningen.

Til nr. 3

Ved ændringen præciseres, at der også skal foretages rentekorrektion,

når overførsel og indskud er lige store.

Til nr. 4

Ved ændringen præciseres det, at rentekorrektionsbeløb med virkning

for det pågældende indkomstår skal overføres efter årets beregnede

kapitalafkast. Rentekorrektionsbeløb kan således hverken udgøre

overskudsbeløb fra det forudgående indkomstår, der i regnskabet er

afsat til senere hævning, eller kapitalafkast for det pågældende

indkomstår. Bestemmelsen sikrer, at personskattelovens

overgangsregler for positiv kapitalindkomst ikke kan omgås ved

hjælp af reglerne for rentekorrektion.

Til nr. 5

Ved forslag til lov om ændring af ligningsloven og kildeskatteloven

(L 181), fremsat den 12. februar 1986, flyttes bestemmelsen om en

medarbejdende ægtefælle fra § 37 A til § 25 A i kildeskatteloven.

Det er derfor nødvendigt at ændre henvisningen i lovforslaget.

Hagen Hagensen (KF) nfmd. Collet (KF) Stetter (KF) Fogh

Rasmussen (V) Skrumsager Skau (V) Bente Juncker (CD) Ove

Jensen (FP) Arne Bjerregaard (KrF) Jytte Hilden (S) Poul

Nielson (S) Lohmann (S) Lykketoft (S) Stavad (S) fmd.

Tastesen (S) Rahbæk Møller (SF) Thoft (SF) Aase Olesen (RV)

Partierne VS og FD havde ikke medlemmer i udvalget.

Bilag 2

Et af udvalgets spørgsmål til ministeren for skatter og afgifter

og dennes svar herpå

Spørgsmål 100

Ad svaret på samrådsspørgsmål B - bilag 54

Svaret bedes uddybet med regneeksempler, som lovet under samrådet. I

eksemplerne bedes det forudsat, at den personlige indkomst efter

fradrag for underskud overstiger 200.000 kr., og at der ikke

foreligger positiv kapitalindkomst.

Svar

I vedlagte eksempler A og B er det forsøgt at konstruere et

arrangement efter de i spørgsmålet angivne retningslinjer.

Der er tale om en højtlønnet person uden positiv kapitalindkomst, som

ejer en del af en virksomhed (kommanditist).

Andelen består af afskrivningsberettigede driftsmidler for 100.000

kr. Den er finansieret dels ved et kontant indskud på 10.000 kr.,

dels ved et 14-årigt annuitetslån på 90.000 kr. til 10 pct. rente

p.a.

Andelen giver et overskud før afskrivning og renter på 10.000 kr. pr.

år. Overskuddet forudsættes at vokse med 5 pct. p.a., ligesom

afskrivningsgrundlaget pristalsreguleres med 5 pct. p.a.

Efter 14 år sælges aktiverne til de nedskrevne værdier og

virksomheden ophører.

Eksempel A viser forløbet efter gældende regler for en person med en

marginalskattesats på 68 pct.

I eksempel B vises forløbet, hvis personen anvender

virksomhedsordningen. Der regnes med, at underskud kan modregnes i

personlig indkomst med en skatteværdi på 68 pct., da personen

forudsættes ikke at have positiv kapitalindkomst. Overskuddene (i

år 7 til 14) opspares i virksomheden, indtil virksomheden ophører

i år 15. I dette år beskattes det opsparede overskud endeligt som

personlig indkomst (dvs. med 68 pct.) og den tidligere betalte

virksomhedsskat på 50 pct. modregnes i slutskatten.

Nettoresultatet for ejeren fremgår i hvert af eksemplerne af søjlen

»Nettobetaling til/fra ejer«

Nettobetaling til (+)/fra (¬) ejer

A) Gældende regler

B) Virksomhedsordning

A. B. --------------------------------------------------------------------- Kr. Kr. --------------------------------------------------------------------- År ¬10.000 ¬10.000 1 14.103 16.320 2 13.109 14.977 3 8.779 10.254 4 5.562 6.595 5 3.156 3.693 6 1.311 1.321 7 ¬ 51 0 8 ¬ 1.137 0 9 ¬ 2.009 0 10 ¬ 2.736 0 11 ¬ 3.365 0 12 ¬ 3.939 0 13 ¬ 4.485 0 14 ¬ 5.028 ¬20.119 15 1.370 ¬12.309 --------------------------------------------------------------------- Nutidsværdi ved diskontering med: 3,2 pct. p.a. 17.802 kr. (18.550 kr.) 5,0 pct. p.a. (18.765 kr.) 21.208 kr. ---------------------------------------------------------------------

Ved beregningen af arrangementernes nutidsværdi er anvendt en

diskonteringsrentefod på 3,2 pct. p.a. under gældende regler og på

5 pct. p.a. under virksomhedsordningen. Der er således i begge

tilfælde tale om, at diskonteringen sker med efter-skat-renten ved

et renteniveau på 10 pct. p.a.

Se det trykte materiale

Bilag 2

De danske Landboforeningers henvendelse til udvalget og kommentarer

hertil af ministeren for skatter og afgifter samt dennes kommentarer

til en henvendelse

fra Foreningen af Registrerede Revisorer

DE DANSKE LANDBOFORENINGER

Den 28. januar 1986

Til folketingets skatte- og afgiftsudvalg

Vedrørende forslaget til en virksomhedsbeskatning

De danske Landboforeninger værdsætter, at der er opnået politisk

enighed om en skattereform, og kan for så vidt tiltræde de fleste

af de principper, som den indgåede aftale bygger på. Men vi

finder, at det samlde skattesystem bliver unødigt kompliceret, og

nærer derfor alvorlig bekymring for, at retssikkerheden på

skatteområdet vil få ringere kår i fremtiden. Vi erkender, at man

med det nye system kommer et stykke vej med at begrænse

skattetænkning, men det er vor bestemte opfattelse, at den eneste

effektive løsning på dette problem vil være indførelse af en

ensartet proportional beskatning af alle former for indkomst. Det

vil samtidig medføre den forenkling af skattesystemet, som alle

finder ønskelig og mange nødvendig, og det vil løse de

komplicerede problemer omkring ægtefællebeskatningen, som ikke

bliver løst i forbindelse med skattereformen.

Det ville også overflødiggøre den foreslåede virksomhedsordning. Vi

er naturligvis enige i, at sådan som skattereformen er bygget op,

er virksomhedsordningen en nødvendighed alene med det formål at

give fuld fradragsret for erhvervsmæssige renter. Vi værdsætter

også, at der gennem opsparingsordningen indføres en nogenlunde

ligestilling med selskaber, samt at den foreslåede beregning af et

kapitalafkast tilsigter en beskatning af investeringer i

erhvervsvirksomheder på linje med beskatningen af investeringer i

værdipapirer.

Men virksomhedsordningen må i givet fald være så enkel som

overhovedet muligt, og det er den efter landboforeningernes

opfattelse ikke i det foreliggende forslag. I vedlagte bilag har

vi dels stillet en række spørgsmål, som det vil være nødvendigt at

få afklaret inden en eventuel vedtagelse af loven, dels peget på

en række områder, hvor vi finder, at forslaget bør ændres, hvis

det skal gøres blot nogenlunde administrerbart i praksis. Idet der

henvises til den nærmere uddybning i bilaget, skal som noget af

det væsentligste peges på følgende

- Manglende opfyldelse af bogføringslovens krav må ikke medføre, at

den pågældende skatteyder afskæres fra at anvende

virksomhedsordningen.

- Eventuelle ligningsmæssige korrektioner af en selvangivet indkomst

må give den pågældende skatteyder ret til at foretage heraf

følgende ønskelige korrektioner på andre områder.

- Indskud i og hævninger fra virksomheden må tillades opgjort som

nettobeløb ved regnskabsårets slutning. Det vil i praksis være

fuldstændig umuligt for en landmand at skulle arbejde med to

kassebøger, en for driften og en privat.

- Prioriteringsreglen, efter hvilken overskud skal hæves før indskud,

bør ophæves. Som påpeget flere steder i bilaget vil en ophævelse

kunne forenkle virksomhedsordningen på en række områder, og hertil

kommer, som også påpeget, at reglen vil være let at omgå i en lang

række tilfælde.

- Det forekommer yderst uhensigtsmæssigt - og unødvendigt - at

forlange renteperiodisering ved anvendelse af

virksomhedsordningen. Det tvinger i realiteten alle potentielle

brugere af ordningen til konstant at anvende renteperiodisering.

- Ud over ønsket om en afklaring af de i bilaget anførte problemer

omkring helt eller delvist virksomhedophør skal landboforeningerne

henstille, at der ved endeligt virksomhedsophør gives mulighed for

at fordele beskatningen af et opsparet overskud over en årrække.

Landmandens opsparing i sin virksomhed bør betragtes som en form

for pensionsopsparing.

- Reglerne for blandede driftsmidler forekommer fuldstændig

uoverskuelige og uadministrerbare.

- Fastlåsningen af værdien af fast ejendom ved beregning af

kapitalafkastgrundlaget medfører nogle højst besynderlige udsving

i det beregnede kapitalafkast ved ændringer i renteniveauet. Fast

ejendom bør derfor medtages i kapitalafkastgrundlaget med sin

aktuelle værdi på linje med andre aktiver.

Landboforeningerne skal henstille, at de her anførte synspunkter

bliver imødekommet ved den endelige udformning af loven. I modsat

fald er vi alvorligt bange for, at det ikke vil lykkes at få

ordningen til at fungere i praksis.

Med henblik på en uddybning af vore synspunkter skal vi anmode om et

foretræde for udvalget.

De danske Landboforeninger

H. O. A. Kjeldsen

Landboforeningernes landskontor for Driftsøkonomi

Afd. vedrørende skatteforhold

Kongsgaardsvej 28, 8260 Viby J.

Virksomhedsskat

Bilag til henvendelse

Indholdsforetegnelse Side

1. Bogføringskravet 1

2. Ligningsmæssige korrektioner 3

3. Omfanget af bogføringen 6

4. Vedrørende indskudskontoen 9

5. Vedrørende sondring imellem privat og erhvervsmæssig gæld 10

6. Overførsel af aktiver fra virksomhed til privat 12

7. Vedrørende prioriteringsreglen 13

8. Renteperiodisering, § 6, stk. 2 14

9. Vedrørende betaling af VS-skatten 15

10. Vedrørende start og ophør af en virksomhed 16

11. Vedrørende lån ifølge § 11 19

12. Blandede aktiver 20

13. Kapitalafkastgrundlaget 23

14. Underskud 25

15. Vedrørende dødsboer 25

16. Flere virksomheder 26

1. Bogføringskravet

Hvis bogføringslovens krav ikke er opfyldt, kan VS-ordningen ikke

anvendes. Dette medfører ud over en eventuel skønsmæssig

forhøjelse og eventuel kontrollovstillæg ifølge

skattekontrollovens §§ 1-2

a) at VS' renteudgifter i det pågældende indkomstår får begrænset

fradragsværdi,

b) at opsparingsordningen ikke kan anvendes i det pågældende år, og

at eventuel opsparing fra tidligere år skal efterbeskattes, og

c) at der ikke kan beregnes kapitalafkast for den i VS investerede

egenkapital.

Alt i alt kan dette medføre en betragtelig i visse tilfælde

katastrofal - merbeskatning.

Selv om det muligvis kun vil være i relativt få tilfælde, at

bogføringslovens regler ikke er opfyldt, vil det alligevel være en

usikker situaton for mange erhvervsdrivende med kravet om, at

bogføringslovens regler skal være opfyldt, for at ordningen kan

anvendes.

Regnskabskravene i VS-ordningen er principielt ikke større end i ApS

eller A/S, men konsekvenserne af en manglende opfyldelse af

kravene er ofte katastrofale i VS, medens man i ApS-sammenhæng

nødvendigvis må acceptere ApSet og blot korrigere (eventuelt

skønsmæssigt) indkomsten m.v., herunder også eventuelt udbyttet

til aktionærerne m.v.

Dertil kommer, at anvendelsen af ApS er frivillig, medens anvendelsen

af VS-ordningen ofte bliver nødvendig alene for at ophæve

begrænsningen i rentefradraget.

Hvis bogføringen ikke er god nok og myndighederne derfor med rette

helt eller delvis kan tilsidesætte opgørelsen, må denne

tilsidesættelse efter landboforeningernes opfattelse ske med

respekt for anvendelsen af VS-ordningen.

Hvis myndigheden skønsmæssigt forhøjer indkomsten med f.eks. 10.000

kr., så bør denne forhøjelse blot indpasses i VS-regnskabet,

således at VS-indkomsten forhøjes med 10.000 kr. Dette vil efter

landboforeningernes opfattelse ikke give andre problemer end

enhver anden indkomstkorrektion, jfr. nedenfor.

Man må i denne forbindelse erindre, at selve personbeskatningslovens

opdeling i personlig indkomst, kapitalindkomst og ligningsmæssige

fradrag også bevirker, at man i tilfælde af takseringen eller

øvrige skønsmæssige ansættelser nødvendigvis må taksere/ansætte

a) en personlig indkomst

b) en kapitalindkomst

c) et ligningsmæssigt fradrag.

Selv om bogføringslovens krav ikke er opfyldt, kan der derfor ikke

være større problemer med i princippet tillige at ansætte de

beløbsstørrelser, der er nødvendige i VS-ordningen.

I forbindelse med kravet til bogføringen skal i øvrigt bemærkes, at

bogføringsloven bl.a. kræver følgende forhold opfyldt

a) et kasseregnskab for ind- og udbetalinger. Regnskabet skal

afstemmes løbende.

b) en statusopgørelse ved begyndelse og slutning af hver

regnskabsperiode.

c) en indkomstopgørelse.

d) en kapitalforklaring.

Når et regnskab er blevet tilsidesat og der er foretaget skønsmæssig

ansættelse, er dette i praksis taget alle tilfælde sket, hvis

kasseregnskabet har været fejlbehæftet, f.eks. med for store

kassedifferencer eller negativ kassebeholdning.

Hvis der derimod konstateres fejl i selve indkomstopgørelsen, status

eller kapitalforklaringen, korrigeres fejlene. Man tilsidesætter i

disse tilfælde ikke selve regnskabsgrundlaget. Fejlene kan

eventuelt være bødegivende, f.eks. en manglende statuspost, men

når denne er korrigeret, lægges opgørelsen til grund.

Regnskabet/bogføringen er ikke tilsidesat, hvilket bl.a. kan ses

af, at der ikke i disse tilfælde kræves en 100 pct.s binding af

indskud på investeringsfonds.

Men hvis kassebogsføringen tilsidesættes, kræves en 100 pct.s

binding, endog selv om indkomsten i forhold til den selvangivne

ikke ændres, jfr. LSR 1974, nr. 89.

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget side 13 vil VS-ordningen kunne

anvendes, selv om der er visse mindre mangler i regnskabet m.v.,

såfremt manglerne udbedres ved supplerende oplysninger inden for

en rimelig frist. Endvidere vil myndighederne selv kunne foretage

mindre korrektioner. Der henvises i bemærkningerne i øvrigt til

gældende praksis vedrørende tilsidesættelse af regnskabet.

Henvisningen til gældende praksis om tilsidesættelse af regnskabet

kunne tyde på, at kun mangler ved selve kassebogsføringen

medfører, at VS-ordningen kan tilsidesættes. Disse mangler kan dog

i princippet ikke efterfølgende udbedres.

Derimod kan korrektionerne (også større korrektioner) ved selve

opgørelsen af regnskabet, herunder også statuskorrektioner,

normalt foretages ifølge gældende praksis uden tilsidesættelse af

bogføringen m.v.

Hvad er herefter gældende i relation til VS-ordningen?

a) Medfører tilsidesættelsen af selve kassebogføringen også

tilsidesættelse af VS-ordningen?

b) Medfører korrektioner af f.eks. afgrænsningen imellem

skattepligtig indkomst og skattefri indtægt (eller

fradragsberettiget udgift og ikke-fradragsberettiget udgift) og

korrektioner af status en tilsidesættelse af VS-ordningen?

c) Hvad er i givet fald mindre og hvad er større korrektioner?

Som anført ovenfor bør det ikke være et krav til anvendelsen af

VS-ordningen, at bogføringslovens krav er opfyldt.

Der bør endvidere kunne foretages større korrektioner af indkomst

m.v. i VS, uden at VS-ordningen tilsidesættes.

Efter landboforeningernes opfattelse vil det være en alvorlig

nedsættelse af retssikkerheden på skatteområdet med en

bestemmelse om, at bogføringslovens krav skal være opfyldt, for at

man kan anvende VS-ordningen. Man skal derfor henstille, at der

ikke stilles dette krav, jfr. i øvrigt nedenfor om omfanget af

bogføringen.

2. Ligningsmæssige korrektioner

Der er ikke i lovforslaget eller i bemærkningerne hertil anført,

hvorledes man skal forholde sig, når der sker ligningsmæssige

korrektioner. Disse korrektioner kan f.eks. være

a) En forøgelse/nedsættelse af VS-indkomsten. Dette kan f.eks. ske

ved, at en skattefri indtægt anses for skattepligtig. Forøgelsen

af VS-indkomsten kan også ske ved, at en statuspost er medregnet

med et for lille beløb. Denne korrektion vil tillige medføre, at

status og dermed typisk kapitalafkastgrundlaget korrigeres. En

ændring, f.eks. forøgelse af VS-indkomsten, kan bl.a. medføre, at

forøgelsen af VS-indkomsten

- ønskes opsparet,

- ønskes trukket ud som personlig indkomst,

- skal trækkes ud som yderligere kapitalafkast (hvis indkomsten i

forvejen ikke var så stor som det mulige kapitalafkast),

- skal modregnes i tidligere opsparet overskud, hvis VS-indkomsten

i forvejen er negativ.

b) En forøgelse/nedsættelse af kapitalafkastgrundlaget. Dette kan

f.eks. fremkomme ved, at en værdi af en statuspost, såvel aktiv

som passiv, korrigeres. Ændringen kan også skyldes, at den særlige

opgørelse af værdien af den faste ejendom korrigeres.

Disse ændringer medfører, at kapitalafkastet forøges eller

nedsættes.

Dette må medføre, at den personlige indkomst må korrigeres

modsvarende.

Hvis kapitalafkastet forøges og hele den personlige indkomst i

forvejen var opsparet, må den del af opsparingen, der svarer til

korrektionen, igen opløses. Den forøgede kapitalindkomst skal i

princippet hæves, og når dette ikke er sket inden indgivelsen af

selvangivelsen, bliver den forøgede kapitalindkomst yderligere

indskud, osv. osv.

I den modsatte situation, hvor kapitalafkastet nedsættes, kunne en

øget del af indkomsten opspares, men hvis indkomsten er hævet,

herunder hensat til hævning, kan dette i princippet ikke ske.

c) Korrektioner af hævede beløb

Denne korrektion kan f.eks. fremkomme ved, at en kapitaludgift

eller kapitalindtægt anses at vedrøre privatområdet i stedet for

VS-området (eller omvendt). Korrektion af hævede beløb kan også

skyldes, at en skattepligtig indtægt eller en fradragsberettiget

udgift anses for at vedrøre privatområdet i stedet for VS-området

(eller omvendt).

I sidstnævnte tilfælde korrigeres også VS- og privatindkomsten samt

fordelingen heraf.

Korrektionen kan f.eks. skyldes, at en honorarindtægt er

selvangivet som en VS-indkomst, medens myndigheden anser det

pågældende honorar for at være en personlig indkomst, jfr.

følgende eksempel, hvor et honorar på 60.000 kr. er selvangivet

som VS-indkomst, medens ligningsmyndighederne anser det for

»privat« indkomst.

Eksempel

Korrigeret Selvangivet ansættelse VS-formue (kapitalafkastgrundlag) 1.000.000 1.000.000 VS-indkomst i alt 300.000 240.000 Heraf selvangivet Kapitalafkast 100.000 100.000 Personlig indkomst 30.000 0 Opsparet 170.000 140.000 Privatområdet ekskl. beløb fra VS Kapitalafkast ¬ 20.000 ¬ 20.000 Personlig indkomst 100.000 160.000 Ligningsmæssige fradrag ¬ 10.000 ¬ 10.000 Privatområdet inkl. beløb fra VS Kapitalafkast 80.000 80.000 Personlig indkomst 130.000 160.000 Ligningsmæssige fradrag ¬ 10.000 ¬ 10.000 Hævet inkl. hensat til hævning 130.000 70.000 Yderligere indskud 30.000

Under forudsætning af, at løbende indskud og hævninger i løbet af

året kan modregnes, må de 60.000 kr. udgå af det hævede beløb,

således at det hævede beløb nu bliver 70.000 kr.

Det hævede beløb bliver dermed 30.000 kr. under kapitalafkastet.

Hvis disse 30.000 kr. nu ikke kan hæves (hensættes til hævning),

bliver de anset for yderligere indskud, hvilket ofte vil være

uønsket, når opsparingsordningen er anvendt. Det bør derfor være

muligt at hensætte minimum 30.000 kr. yderligere til hævning, også

selv om det sker efter, at selvangivelsen er indleveret.

En korrektion af det hævede beløb m.v. kan medføre en række andre

korrektioner.

d) Korrektioner af indskudskontoen

Ved start af VS skal der opgøres en indskudskonto. En

ligningsmæssig korrektion heraf vil også kunne påvirke de øvrige

opgørelser i VS. Dette problem er især knyttet til selve starten

af VS, men vil dog også kunne forekomme senere, f.eks. ved

overførsel af private aktiver til VS-området, herunder øget

erhvervsmæssig anvendelse af blandet anvendte aktiver, jfr. § 3,

stk. 1.

Endvidere vil indskudskontoen kunne komme ud for ligningsmæsige

korrektioner som følge af korrektioner af bl.a. hævet beløb,

kapitalafkast m.v., jfr. ovenfor.

e) Korrektion af privat lån i VS, jfr. § 11. Dette private lån kan

også komme ud for ligningsmæssige korrektioner, i princippet på

samme måde som korrektion af indskudskontoen.

f) Et analogt problem til ovennævnte korrektioner findes i de

tilfælde, hvor VS-ordningen tilsidesættes, f.eks. på grund af fejl

i bogføringen. En sådan tilsidesættelse kan ske flere år efter

afslutningen af regnskabsåret. F.eks. kan regnskabet for 1987

blive tilsidesat i 1990. Dette vil bl.a. medføre opgørelse af en

ny indskudskonto primo 1988 og i øvrigt nye opgørelser af

indkomst., kapitalafkastgrundlag, opsparing, hævning m.v. for 1988

og følgende år.

Skatteyderen kan i disse tilfælde eventuelt være interesseret i at

foretage en anden afgrænsning imellem VS og privat.

Som det fremgår af ovennævnte, vil ligningsmæssige korrektioner af

dele af VS-regnskabet kunne medføre, at der må gennemføres diverse

konsekvensændringer af andre beløb i VS-ordningen. De

ligningsmæssige korrektioner kan endvidere medføre, at skatteyder

ønsker andre beløb ændret, f.eks. en forøgelse af hensatte beløb,

eller mulighed for efterfølgende at tilbagebetale tidligere hævede

(hensatte) beløb.

Det bør være muligt at gennemføre disse korrektioner, og man bør ikke

være bundet af, at hævningen skal være foretaget (hensat) inden

udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelsen.

I forbindelse med de ligningsmæssige korrektioner må endvidere

erindres, at korrektionen kan blive gennemført for flere år ad

gangen, og/eller at der er forløbet flere år siden det indkomstår,

der ligningsmæssigt korrigeres.

De ligningsmæssige korrektioner, der gennemføres for et givet

indkomstår, kan derfor i visse tilfælde medføre

konsekvenskorrektioner for flere efterfølgende indkomstår, for

hvilke selvangivelsen allerede er afleveret. Disse

konsekvenskorrektioner for de efterfølgende år kan dels være

tvungne, f.eks. ændring af kapitalafkastet, og dels ønskede,

f.eks. ændringer i opsparing kontra hævning som personlig

indkomst.

Hvis myndighedernes ligningsmæssige korrektioner senere underkendes

af en højere skattemyndighed eller domstolene, skal der igen

foretages korrektioner såvel for de år, hvor

ligningsmyndighedernes korrektioner underkendes, som for de år,

der er gået siden ligningsmyndighedernes korrektioner, og indtil

disse korrektioner senere underkendes.

Ud over de tilfælde, hvor der sker ligningsmæssige korrektioner, bør

der helt generelt være en mulighed for skatteyderen for at få

ændret ansættelsen i relation til VS-ordningen for de seneste 5

år.

Den samme ret har man i dag for så vidt angår ændringen af af- og

nedskrivninger, jfr. SD-cirk. 22 af 30. august 1982.

Der bør efter landboforeningernes opfattelse helt klart være mulighed

for at foretage disse efterfølgende korrektioner uden andre

begrænsninger, end der i øvrigt følger af den almindelige

skattelovgivning, jfr. bl.a. den almindelige 5-årige frist i

skattestyrelseslovens § 29, stk. 5.

Når skattelovgivningen generelt giver en skatteyder en 5-årig ret til

at få foretaget ændringer i de skattemæssige opgørelser, jfr.

skattestyrelseslovens § 29, stk. 5, og da denne bestemmelse netop

af den nuværende regering er forlænget fra 3 år til 5 år for at

styrke retssikkerheden på skatteområdet, så bør der ikke nu ske

begrænsninger af skatteyderens mulighed for omgørelsen af

tidligere indsendte selvangivelser m.v.

Der bør derfor direkte gives hjemmel i loven til at kunne foretage

efterfølgende korrektioner eller i det mindste en hjemmel til

ligningsrådet til at kunne tillade efterfølgende ændringer, jfr.

afskrivningslovens § 30, stk. 3.

En del af de administrative problemer med de ligningsmæssige

korrektioner skyldes især problemet med prioriteringsreglen.

En afskaffelse af denne regel vil bevirke en enklere styring af de

ligningsmæssige korrektioner m.v.

Afskaffelsen af prioriteringsreglen omtales i afsnit 7.

3. Omfanget af bogføringen

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget skal der udformes et

selvstændigt regnskab for VS, og der skal gennemføres en bogføring

for VS.

Det fremgår ikke klart heraf, om bogføringen for VS også må indeholde

en bogføring for private aktiver, f.eks. en bogføring, der

omfatter lån og finansielle aktiver, som er henført til

privatområdet.

Af § 4, sidste stk., i bekendtgørelse nr. 226 af 18. juni 1959 om

bogføringens omfang og indhold fremgår det, at hvis en virksomhed

ejes af en eneindehaver, skal den pågældendes samtlige aktiver og

passiver optages i status, dog ikke privat løsøre. Private aktiver

og passiver kan dog optages i et særligt tillæg. Indtægter og

udgifter vedrørende disse aktiver og passiver kan i så fald holdes

uden for bogføringen.

Bekendtgørelsen giver således mulighed for at holde private aktiver

m.v. uden for bogføringen m.v., men hvis skatteyderen ønsker at

medtage private aktiver m.v., er der intet til hinder herfor i

bogføringsbekendtgørelsen.

Det bør i relation til VS-ordningen være muligt at udarbejde

bogføringen, herunder især kassebogen m.v., således at denne også

omfatter private aktiver og private passiver samt indtægter og

udgifter vedrørende disse private aktiver m.v.

I regnskabsføringen i landbruget er ofte væsentlige dele af

privatøkonomien inddraget i den løbende kassebogsføring. Dette

giver ofte en betydelig sikrere regnskabsopgørelse end i de

tilfælde, hvor privatøkonomien ikke er inddraget i bogføringen.

Det vil derfor være et bogføringsmæssigt tilbageskridt at kræve,

at privatøkonomien ikke som hidtil kan indgå i en samlet

bogføring.

Herunder bør det også være tilladt at inddrage eventuelle

lønindtægter m.v. i bogføringen. VS- og privatområdet bør således,

hvis det ønskes, kunne anvende en fælles kasse og en fælles

kassekredit eller kassen og kassekreditten henføres i deres helhed

til VS, men privatområdet kan hæve og indskyde i kassen og på

kassekreditten. De private hævninger og udtræk fra VS kan i så

fald ved selve konteringen samles op på en art mellemregning

imellem VS og privat.

Når året er gået, viser denne mellemregning med eventuelle

statuskorrektioner i realiteten, hvad der i løbet af året netto er

hævet i VS, eventuelt netto indskudt i VS.

VS-regnskabet bør således alene fremkomme ved en opsplitning af de

nuværende regnskaber i 2 regnskaber, nemlig et for VS og et

privat, men regnskabet bør kunne baseres på samme kassebogsføring

m.v. som i dag. Det bør således, jfr. ovenfor, være muligt i selve

kassebogen m.v. også at inddrage private aktiver m.v.

I modsat fald skal den enkelte skatteyder ved selve kassebogsføringen

tage stilling til de enkelte poster vedrørende privat eller VS.

Dette kan være vanskeligt at holde rede på, og der vil let kunne

opstå fejl.

Hvis VS-bogføringen kun må og skal indeholde VS-indtægter og

VS-udgifter, vil dette bl.a. kræve, at skatteyderen nøjagtigt skal

kunne afgøre, om en given indtægt/udgift, såvel skattepligtig som

skattefri, vedrører VS eller privat. Denne afgrænsning må

imidlertid ofte udskydes til revisorens afgørelse.

Når VS-ordningen anvendes, skal den anvendes på al VS-aktivitet i det

pågældende år for begge ægtefæller. Ifølge § 2 kan manglende

opfyldelse af diverse regnskabskrav medføre tilsidesættelse af

anvendelsen af VS-ordningen for begge ægtefæller. Dette kan

indirekte medføre, at afgrænsingen af, hvad der ifølge § 1 er

VS-aktivitet eller ej, bliver af væsentlig betydning også for en i

øvrigt ubetydelig aktivitet.

Eksempel

En erhvervsdrivende har f.eks. en mindre biindtægt som

foredragsholder, indtægt for at skrive artikler eller lignende.

Hvis disse indtægter selvangives som VS-aktivitet, medens

skattemyndighederne tilsidesætter dette, vil dette ifølge § 2

principielt kunne medføre tilsidesættelse af VS-ordningen for hele

erhvervsvirksomheden. Eller omvendt: honorarer selvangives som

B-indkomst (eventuelt A-indkomst), men myndighederne anser

indkomsten for VS-aktivitet; så har skatteyderen ikke opfyldt sin

bogføringspligt m.v. for disse honorarer, og hele VS-ordningen

tilsidesættes.

Disse situationer kræver en hårfin afgrænsning imellem, hvad der er

VS-aktivitet, og hvad der ikke er VS-aktivitet, og denne

afgrænsning skal være så nem at foretage, at alle skatteydere

allerede ved bogføringen kan skille tingene ad, ellers kan man

måske, jfr. ovenfor, risikere, at indtægter/udgifter, der vedrører

disse bivirksomheder, ikke indgår i selve bogføringen, og i så

fald kan hele VS-ordningen, jfr. ovenfor, tilsyneladende

principielt tilsidesættes.

I en VS-bogføring kan således være inddraget private aktiver m.v. Der

vil også kunne opstå situationer, hvor VS-aktiver m.v.

traditionelt ikke er omfattet af en bogføring. Denne situation

forekommer f.eks. i interessentskaberne, hvor selve

interessentskabet er den bogføringspligtige enhed. Den enkelte

interessent kan dog have lån og/eller finansielle aktiver, som

ikke direkte er omfattet af interessentskabet, men som den enkelte

interessent alligevel anser for en del af sin virksomhed.

Dette kan f.eks. være et personligt lån optaget for at fremskaffe

indskuddet til interessentskabet.

Det kan også være finansielle aktiver anskaffet for det overskud, der

er kommet fra interessentskabet, og som skatteyder ønsker at

opspare i sin VS.

I relation til VS-ordningen vil den enkelte interessent således ofte

have nogle personlige lån og finansielle aktiver, som sammen med

hans ideelle anpart af interessentskabet udgør hans VS.

Tilsyneladende skal der i disse tilfælde laves en særlig bogføring,

herunder kassebog for disse supplerende personlige lån m.v.

En kassebogsføring med måske kun ganske få posteringer i løbet af

året og i øvrigt ofte posteringer, hvor der foreligger meget sikre

kontroloplysninger m.v., synes at være et unødvendig stort krav at

stille som betingelse for anvendelse af VS-ordningen.

Det bør derfor være tilstrækkeligt med et VS-regnskab opgjort på

basis af regnskabet fra interessentskabet og bilag m.v. vedrørende

de supplerende personlige aktiver og passiver, som skatteyderen

anser for en del af sin VS.

Medens interessenten i dag direkte kan anvende opgørelsen fra

interessentskabet, eventuelt med korrigerende af- og

nedskrivninger, så medfører VS-ordningen, at der ofte knyttes

personlige aktiver og passiver til den ideelle anpart, og dermed,

at der for den enkelte interessent skal laves et afstemt

VS-regnskab. Derfor skal der ofte laves betydelig flere regnskaber

fremover end i dag.

Skatteydere, der udlejer fast ejendom, er ofte ikke

bogføringspligtige. Også disse skatteydere skal, hvis de vil

anvende VS-ordningen, til at opfylde bogføringslovens krav om et

selvstændigt regnskab. Også i disse tilfælde vil der ofte være så

få posteringer i løbet af året, at det synes at være meget at

kræve en egentlig kassebogsføring og regnskabsopgørelse på basis

heraf.

Det burde være tilstrækkeligt med en opgørelse på basis af bilag m.v.

Samme situation som nænt ovenfor er til stede, hvor en medarbejder i

en virksomhed også ejer en del af virksomheden.

I disse tilfælde er medarbejderen skatteretligt anset for at være

selvstændig erhvervsdrivende også for så vidt angår

»lønindtægten«. Dette gælder også, selv om skatteyderens arbejde

og lønindtægt nøjagtigt svarer til de øvrige medarbejderes i

virksomheden. Jfr. ØLD af 11. november 1982, hvor en direktør, der

ejede en anpart på 11 pct. i den virksomhed, hvori han arbejdede,

ikke blev anset for at være lønmodtager i relation til anvendelsen

af kapitalpension. Denne lønindtægt vil formentlig også kunne

omfattes af en VS-ordning og skal dermed omfattes af en bogføring

m.v.

Der bebudes i bemærkningerne m.v., at der vil blive skemapligt for

afgivelsen af en del af oplysningerne i forbindelse med

VS-ordningen.

Det henstilles, at der også gives mulighed for, at afgivelsen af

oplysningerne - med den specifikationsgrad, som skemaerne

indeholder - kan ske som f.eks. EDB-udskrevne sider i regnskabet.

Dette vil ofte være en lettelse i forbindelse med indsendelsen af

selvangivelsen, ligesom der ikke opstår fejl i forbindelse med

overførslen fra regnskabet til skemaerne.

Det skal i den forbindelse henstilles, at udformningen af skemaerne

m.v. bliver udformet så betids, at EDB-centralerne m.v. kan nå at

tilpasse EDB-regnskabssystemerne, inden regnskaberne skal opgøres.

Denne tidsfrist er ved mindre justeringer ofte ca. 1 år forud for

indsendelsen af selvangivelsen. I forbindelse med opstarten af

VS-ordningen i 1987 kræves en større tidsfrist, idet

regnskabssystemerne formentlig skal ændres på væsentlige punkter.

4. Vedrørende indskudskontoen

Ved opgørelse af indskudskontoen ifølge § 3 indgår overførte aktiver

fra skatteyderen til VS med den formueskattepligtige værdi. Hvis

der samtidig overføres gæld til VS, fragår gælden opgjort til

kursværdien.

Ved opgørelsen af kapitalafkastgrundlaget anvendes for den faste

ejendom i stedet den kontante anskaffelsessum med tillæg af

forbedringer m.v., eventuelt 1. januar 1986-vurderingen.

I de tilfælde, hvor en fast ejendom overføres til VS, bør den ved

opgørelsen af indskudskontoen i stedet for den

formueskattepligtige værdi kunne indgå med sin kontante

anskaffelsessum.

Eksempel

I 1986 købes en fast ejendom for 1 mill. kr. kontant. 1. januar

1986-vurderingen antages at være 800.000 kr. Det forekommer ikke

særlig logisk, hvis denne ejendom ikke kan indgå på

indskudskontoen pr. 1. januar 1987 med sin anskaffelsessum.

Det fremgår ikke klart, hvorledes indskudskontoen opgøres for en

nystartet VS.

En skatteyder køber f.eks. i 1987 en fast ejendom til 1 mill. kr. Der

betales 300.000 kr. kontant (af midler, skatteyderen havde i

forvejen) og overtages lån for 700.000 kr. Den

formueskattepligtige værdi er f.eks. 800.000 kr.

I dette tilfælde må indskudskontoen vel udgøre 300.000 kr., hvis

VS-ordningen starter samtidig med start af virksomheden. Men hvis

VS-ordningen først anvendes i det følgende år, bliver

indskudskontoen (forudsat uændret ejendomsværdi) på 800.000 ¬

700.000 = 100.000 kr. Dette forekommer ikke logisk; derfor bør

fast ejendom valgfrit kunne medregnes til den formueskattepligtige

værdi eller til den faktiske anskaffelsessum.

Da vurderingsterminen er 1. januar, og da man ved opgørelsen af

indskudskontoen anvender primostatusværdier, opstår det problem,

om man ved opgørelsen af den formueskattepligtige værdi, jfr. § 3,

stk. 4, for de VSer, der anvender kalenderåret som regnskabsår,

kan/skal anvende vurderingen pr. 1. januar 1987 eller den senest

ansatte vurdering forud for 1. januar 1987, dvs. typisk

vurderingen 1. januar 1986, ved opgørelsen af indskudskontoen.

5. Vedrørende sondring imellem privat og erhvervsmæssig gæld

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget skal myndighederne ikke

gennemføre en nærmere kontrol af fordelingen af lån og finansielle

aktiver imellem VS og privatområdet, når indskudskontoen blot ikke

er negativ ved starten af VS.

Landboforeningerne går hermed ud fra, at så længe indskudskontoen ved

start af VS blot er positiv (eller nul), så er man fuldstændig

frit stillet med hensyn til, hvilke lån og finansielle aktiver der

overføres til VS.

Dette må bl.a. bevirke, at f.eks. hele gælden på en landbrugsejendom

kan overføres til VS, såfremt ejendomsværdien af den del af

landbrugsejendommen, der anvendes erhvervsmæssigt, og værdien af

det erhvervsmæssige løsøre m.v. er lig med eller større end

kursværdien af den overførte gæld.

Der må derfor også være mulighed for at lade en afbetalingskontrakt

på f.eks. et privat aktiv indgå i VS, hvis der i øvrigt er plads i

VS, dvs. indskudskontoen fortsat er positiv.

Denne frihed til fordeling af finansielle aktiver og passiver burde

fremgå af selve loven.

Selv om man ville begrænse friheden til fordelingen af finansielle

aktiver og passiver, så ville denne begrænsning alligevel kunne

omgås ved at »tømme« VS ved at hæve et beløb i VS svarende til

indskudskontoen.

Dette vil kunne ske ved at optage et lån af samme størrelse som

indskudskontoen, uden at man dermed kommer i konflikt med § 11.

Kun en eventuel opsparingsordning og prioriteringsreglen vil kunne

forhindre dette, men som anført nedenfor om prioriteringsreglen,

herunder muligheden for at omgå denne, er denne begrænsning

formentlig alligevel uden betydning.

I øvrigt vil de landmænd, som fremover forventer at få problemer med

prioriteringsreglen, dvs. de landmænd, som vil anvende

opsparingsordningen til permanent udskydelse af progressionen i

personbeskatningen, altid kunne »tømme« VS for kapital, hvis dette

blot sker i året, inden opsparingsordningen påbegyndes.

Den selvkontrollerende effekt i VS-beskatningen bevirker, at det

normalt er uden betydning, om et lån er placeret i VS eller i

privatområdet. De problemer, der er anført ovenfor, vil derfor

normalt ingen reel betydning have for beskatningen.

Denne selvkontrollerende effekt er dog ikke effektiv i følgende

tilfælde

- Hvor indkomsten i VS er negativ, og hvor der ikke er positiv

kapitalindkomst uden for VS, og hvor den personlige indkomst uden

for VS er så stor, at den er omfattet af tillægsskatterne.

I disse tilfælde vil det være en fordel at have så megen gæld i VS

som muligt og dermed så stor negativ indkomst i VS som muligt.

Denne forøgelse i den negative VS-indkomst er fradragsberettiget i

den personlige indkomst uden for VS.

Det vil således i disse tilfælde være en fordel at tømme

indskudskontoen, eventuelt forsøge at starte med negativ formue i

VS, jfr. § 3, stk. 6.

- Hvor kapitalafkastgrundlaget er negativt, og hvor indskudskontoen

fortsat er positiv. I disse tilfælde vil det være en fordel at få

»tømt« indskudskontoen og få den del af renterne, der svarer til

indskudskontoen, ud af VS til kapitalafkastbeskatning uden for VS.

- Hvor forrentningen af gæld og finansielle aktiver set i forhold til

kursværdien af gælden og finansielle aktiver afviger fra

kapitalafkastprocenten.

Selv om der i ovennævnte 3 situationer (som formentlig forekommer

forholdsvis sjældent) vil være en reel interesse hos

ligningsmyndighederne for at tilsidesætte fordelingen imellem VS

og privat, så vil det af hensyn til retssikkerheden alligevel være

en fordel med en ubetinget ret til fri fordeling af finansielle

aktiver og passiver imellem VS og privat og kun begrænset af

kravet om positiv indskudskonto samt lånet ifølge § 11.

6. Overførsel af aktiver fra VS til privat

Af bemærkningerne til § 5 fremgår det, at man ved overførslen af

aktiver fra VS til privat samtidig kan overføre en gældspost,

således at det kun er friværdien, der overføres. Det fremgår dog

ikke direkte af bemærkningerne, om man også kan overføre aktiver

fra privat til VS som betaling for de fra VS til privat overførte

aktiver.

Det fremgår ikke klart af lovforslaget eller bemærkningerne,

hvorledes værdien skal fastsættes af aktiver, der overføres fra VS

til privat, herunder f.eks. overførsel af en hidtil

erhvervsmæssigt anvendt ejendom til privat benyttelse.

Det fremgår heller ikke, om man alene kan overføre et passiv fra VS

til privat. Dette vil i realiteten svare til et indskud i VS

svarende til kursværdien af det til privat overførte passiv. Og

tilsvarende fremgår det ikke, om et passiv fra privat kan

overføres til VS, hvilket i givet fald vil svare til en hævning i

VS svarende til kursværdien af det overførte passiv.

Men når der kan overføres aktiver fra VS til privat (eller omvendt)

og dette også må gælde finansielle aktiver, så bør det også være

muligt at overføre passiver. Man vil nemlig alligevel i realiteten

kunne omgå et eventuelt forbud mod overførsel af passiver ved

f.eks. at optage et privat lån, overføre pengene herfra til VS og

derefter indfri et VS lån. Dette svarer i realiteten til

overførslen af et lån fra VS til privat.

Ved overførsel af finansielle aktiver og passiver må der af hensyn

til renteberegning m.v. skulle fastsættes et tidspunkt for

overførslen. Da overførslen ikke bliver registreret af modparten

til det finansielle aktiv eller passiv, foreligger der egentlig

ingen registrering af overførslen. Et krav om en registrering i

kassebogen synes ej heller rimelig, idet der jo netop ikke sker

nogen bevægelse i kassen.

Den tidsmæssige afgrænsning for overførslen bør derfor enten frit

kunne fastsættes og således, at beslutningen herom kan træffes

helt hen til opgørelsen af regnskabet, eller der bør ske en

lovmæssig afgrænsning f.eks. således at opgørelsen over aktiver og

passiver, der er i skatteyderens besiddelse såvel i primo som

ultimo status og som af skatteyder ønskes flyttet fra VS til

privat eller omvendt i relation til den skattemæssige afgrænsning

af indkomst, konjunktur m.v., sker ved begyndelsen eller

slutningen af året.

Formentlig vil en tidsmæssig afgrænsning til begyndelsen af året

synes acceptabel. Derved medregnes hele årets indtægt, konjunktur

m.v. vedrørende samme aktiv/passiv enten til VS eller til privat.

Samtidig ville det også blive lovfæstet, at samme finansielle aktiv

og passiv pr. år kun kunne overføres een gang imellem VS og

privat.

Dette ville formentlig også begrænse mulighederne og konsekvenserne

af den »oppustning« af kapitalafkastgrundlaget, som er anført i

bemærkningen til § 8.

7. Vedrørende prioriteringsreglen

Prioriteringsreglen skal forhindre, at man bruger kapital fra VS dvs.

hæver af indskudskontoen eller etablerer lån ifølge § 11 samtidig

med, at opsparingsordningen anvendes eller bevares for så vidt

angår tidligere år.

Da kreditorer m.v. er ligeglade med, om et passiv er omfattet af VS

eller er i privatområdet, vil skatteyderen blot i stedet for at

hæve i VS kunne optage et privat lån i et pengeinstitut og bevare

en tilsvarende kapital i VS.

Hvis VS i stedet for at udbetale et indskud, hvilket f.eks.

forhindres på grund af anvendelse af opsparingsordningen, opsparer

kapitalen i et pengeinstitut, vil formuen stige i VS og dermed

kapitalafkastgrundlaget.

Indkomsten stiger også svarende til forrentningen af indskuddet i

pengeinstituttet. Denne merindkomst i VS vil blive kapitalafkast

(på grund af det højere kapitalafkastgrundlag i VS).

På privatsiden optages et privat lån l pengeinstituttet. Dette

bevirker en privat renteudgift, som modsvares af det øgede

kapitalafkast fra VS.

Der er således ingen skattemæssige ulemper ved på denne måde at omgå

prioriteringsreglen.

I mange tilfælde behøver man end ikke lave disse

dobbelttransaktioner. Hvis man f.eks. alligevel skal optage et

lån, fordi investeringer i VS og privatforbruget m.v. overstiger

indtjening, så kan lånet optages privat, medens indtjening i VS

anvendes til investeringer.

Den skattemæssige balance er til stede, hvis kapitalafkastpct. svarer

til rentesatserne på ind- og udlån.

Hvis derimod rentesatserne sættes væsentlig lavere eller højere end

kapitalafkastpct., vil der opstå en skattemæssig konsekvens af

transaktionerne. Hvis rentesatsen er lavere end kapitalafkastpct.,

transformeres i realiteten en større del af VS' øvrige indkomster

fra personlig indkomst til kapitalafkast.

Prioriteringsreglen kan således ofte omgås uden skattemæssige

konsekvenser.

Dette skyldes den generelle selvkontrollerende effekt, som er

indbygget i VS-ordningen og hvorefter det i de fleste tilfælde er

uden betydning, om et lån er placeret i privat eller VS-området.

På grund af dette selvkontrollerende system er der således ikke behov

for prioriteringsreglen. Når dette er tilfældet, kan reglen lige

så godt afskaffes.

Ved en afskaffelse af prioriteringsreglen vil der kunne ske

væsentlige forenklinger i VS-loven samt i administrationen heraf.

Der vil således ikke være behov for regler om hensættelser af

indkomst til hævning i det følgende år og der vil ikke være behov

for regler om tilbagebetaling af for meget hævet. Det vil heller

ikke få betydning, om årets indskud og hævning kan modregnes i

hinanden eller ej.

Også de ovenfor nævnte problemer med ligningsmæssige korrektioner vil

blive administrativt enklere at tackle, hvis prioriteringsreglen

ophæves.

Det er derfor landboforeningernes opfattelse, at prioriteringsreglen

bør afskaffes og at denne afskaffelse i betydelig grad vil lette

administrationen af hele VS-ordningen.

Hvis prioriteringsreglen bevares, opstår derimod en lang række

problemer med styring af, hvor meget det kan betale sig at hæve.

Dette gælder især, hvis det ikke bliver muligt at hensætte private

beløb til tilbagebetaling til VS i det følgende år. Hvis det

samtidig ikke bliver muligt at modregne indskud i hævede beløb,

bliver det endnu vanskeligere at styre VS-ordningen.

Hvis prioriteringsreglen bevares, vil det derfor ofte være den meget

forudseende skatteyder, som forstår at planlægge hævninger m.v.,

der opnår den optimale anvendelse af VS-reglerne, hvorimod den

mindre forudseende skatteyder ikke vil komme til at anvende

reglerne optimalt.

Dette er en uheldig situation og vil i betydelig grad reducere

skatteyderens retssikkerhed - især den mindre forudseende

skatteyders retssikkerhed.

Hvis man af politiske årsager vil begrænse anvendelse af

opsparingsordningen, bør dette i stedet være en generel

begrænsning set i forhold til virksomhedens art og omfang udfra

visse objektive kriterier, f.eks. sat i relation til værdien af

fysiske aktiver i VS og/eller omsætning eller lign. i VS.

En fjernelse af prioriteringsreglen vil kunne bevirke en nemmere

administration bl.a.

- af hele regnskabsopgørelsen m.v., jfr. afsnit 1-3

- af overførsel af aktiver/passiver imellem VS og privat

- af kontrol med at hensatte hævninger i regnskabet sker rettidigt

- af sambeskatningsreglen i § 14

- af forskydninger i anvendelsen af blandede aktiver, jfr. afsnit 12

herom

- af ophørs- og genanbringelsesreglen i § 15 og 16, jfr. afsnit 10.

8. Renteperiodisering § 6, stk. 2

Det forekommer umiddelbart ikke særlig indlysende, hvorfor der er

tvungen renteperiodisering i VS, selv om der er det i ApS.

Den tvungne renteperiodisering vil medføre, at der bl.a. skal tages

stilling til, hvordan den periodiserede renteudgift/renteindtægt

skal behandles ved start/ophør af VS. I denne forbindelse må

bl.a. erindres, at anvendelse af VS-beskatningen kan skifte fra år

til år, hviket jo ikke er tilfældet i ApS. Skal/kan der også

foretages renteperiodisering af de private lån og finansielle

aktiver?

Dertil kommer yderligere problemer med rentekontrolsystemerne ud over

dem, der allerede er til stede i dag. Ovennævnte vil typisk

medføre, at rentekontrollen ikke er anvendelig for de skatteydere

inkl. ægtefæller, som har en VS-aktivitet, ej heller for så vidt

angår renter uden for VS, medmindre rentekontrollen indrettes

således, at pengeinstitutter bliver pålagt at skille lånene ad i

dem, der er VS-lån, og de private lån. Tilsvarende for

obligationer m.v.

Eksempel

Pr. 1. januar 1987 er der en latent periodiseret renteudgift på de

til VS overførte lån på 50.000 kr. I 1987 forfalder 200.000 kr.

netto i renteudgifter. Pr. 31. december 1987 er der en

periodiseret nettorenteudgift på 60.000 kr. I 1988 forfalder

150.000 kr. i renteudgifter. VS ordningen anvendes i 1987, men

ikke i 1988 (regnskabet tilsidesættes eventuelt). Der er ikke for

privat anmodet om periodisering af renter, hvilket ofte nægtes af

hensyn til netop rentekontrolsystemerne, jfr.

statsskattedirektoratets afgørelse SD. 380-4300-861.

Skal de 50.000 kr. periodiserede renteudgifter pr. 1. januar 1987

fradrages i det personlige 1986-regnskab (der så må genoptages)

eller i VS-regnskabet for 1987 eller i det private regnskab for

1987? Er de 50.000 kr. en VS-gæld, der fragår på indskudskontoen

pr. 1. januar 1987? De 60.000 kr. i periodiseret renteudgift pr.

31. december 1987 skal formentlig fradrages i VS-indkomsten i

1987.

9. Vedrørende betaling af VS-skatten

Beløb, der overføres fra VS til privat til dækning af VS-skatten og

den særlige indkomstskat i VS, omfattes ikke af hævesystemet.

Det er uklart, hvorledes der skal forholdes hermed, hvis der f.eks.

er forskudsregistreret en VS-indkomst, der afviger fra den

endelige VS-indkomst, jfr. følgende eksempel

Eksempel

Der er forskudsregistreret en personlig indkomst på 100.000 kr. og en VS-indkomst på 300.000 kr. ------------ Dvs. en samlet indkomst på 400.000 kr. ------------

Dette medfører en samlet skattebetaling på ca. 25.000 kr. i personlig

skat og 150.000 kr. i VS-skat.

I årets løb hæves i VS 100.000 kr. og VS-skatten på 150.000 kr., i

alt 250.000 kr.

Når året er gået, viser det sig at indkomsten i alt kun blev 280.000

kr. Heraf ønskes 100.000 kr. anset for hævet personlig indkomst.

VS-indkomsten bliver herefter kun 180.000 kr. dvs., at VS-skatten kun

bliver 90.000 kr.

Den for meget betalte a conto VS-skat tilbagebetales til skatteyderen

personligt, dvs. der tilbagebetales 60.000 kr. Dette sker dog

først i det følgende år eventuelt først i det næstfølgende år, når

indkomstårene er forskudte. Eventuelt modregnes de 60.000 kr. i en

restskat på personområdet, hvis indkomsterne på personområdet

bliver større end forskudsregistreret.

Der er dog i året rent faktisk hævet 250.000 kr., der - når året er

gået - umiddelbart må fordeles imellem

Indkomst, der beskattes som personlig indkomst 100.000 kr. VS-skat af VS' faktiske indkomst (180.000 kr.) 90.000 kr. For meget hævet beløb 60.000 kr. ----------------- I alt 250.000 kr. -----------------

Hvis de 60.000 kr. ikke kan anses for et for meget hævet beløb, vil

det medføre, at de 60.000 kr. må anses for hævning af indkomsten,

dermed må opsparingen nedsættes og dermed den faktiske VS-skat

osv.

Hvis regnskabet skal stemme, fås derfor

Opsparet indkomst 60.000 kr.

VS-skatten heraf 30.000 kr. Resterende indkomst (280.000-60.000 kr.) 220.000 kr. ----------------- I alt hævet 250.000 kr. -----------------

Hvis sidstnævnte fordeling af indkomsten og de hævede beløb er det

rigtige, vil det medføre, at det er farligt at få

forskudsregistreret for stor VS-indkomst - eller i hvert fald at

hæve i VS til at betale skatten.

Generelt må dette medføre, hvis der gennemføres skrappe bestemmelser

til regnskabsføringen og manglende mulighed for omgørelse af

beslutningerne, at man anbefaler landmændene ikke at foretage

hævninger i VS i årets løb, men afvente, til regnskabet er gjort

op, og så afsætte beløb i regnskabet til hævning i det følgende

år.

Der bør ske en afklaring af, hvorledes ovennævnte problemer skal/kan

behandles i forbindelse med regnskabsopgørelse,

forskudsregistrering m.v.

Man må i disse tilfælde også tage højde for, at regnskabsårene i en

del tilfælde er forskudte, således at de i regnskabsåret betalte

VS-skatter ikke svarer til regnskabsårets indkomst.

Også ovennænte situation vil blive lettere at tackle, hvis

prioriteringsreglen ophæves.

10. Vedrørende start og ophør af en virksomhed

Det er uklart, hvorledes man skal forholde sig, når en virksomhed

starter i løbet af året, f.eks. ved at man 1. april 1987 køber et

landbrug.

I disse tilfælde må VS-ordningen vel i alle relationer starte pr. 1.

april 1987, dvs. at bogføringen jfr. § 2, stk. 2, kun kommer til

at omfatte perioden 1. april 1987 til 21. december 1987.

Indskudskontoen må vel i disse tilfælde skulle opgøres pr. 1.

april 1987, jfr. dog ovenfor.

Kapitalafkastgrundlaget, jfr. § 8 opgøres i primo status. Betyder

dette, at der ikke kan beregnes kapitalafkast i det år, hvori

virksomheden påbegyndes; eller vil der kunne beregnes et

kapitalafkast på basis af en status pr. 1. april 1987?

Skal dette beregnede kapitalafkast i givet fald reduceres

forholdsmæssigt, jfr. § 7, stk. 2?

Ved salg af virksomheden og køb af en ny virksomhed i samme eller

følgende år kan opsparingskontoen på visse betingelser bevares,

jfr. § 15.

På grund af § 2, stk. 1, må det antages, at bogføringen skal

fortsætte også i den periode, hvori der ikke drives VS. Denne

bogføring må omfatte de finansielle aktiver og passiver, som ikke

anvendes ved salget af landbruget. Dette må vel i så fald også

medføre, at reglerne om kapitalafkast kan anvendes i såvel det år,

hvori den hidtidige VS sælges og i det år, hvori den nye VS købes

og i begge tilfælde opgjort på basis af primostatus, men dette vil

i så fald medføre, at konjunkturtab og gevinster m.v. i den

ophørende VS bliver overført som kapital til den nye VS, uden at

indskudskontoen ændres (medmindre der konkret indskydes nye

private penge til den nye VS). En konsekvens heraf må vel så være,

at også en nettogæld kan overføres fra den hidtidige VS til den

nye VS?

Eller skal reglerne forstås på en anden måde og i så fald hvilken?

Hvis en VS ophører og der er i forvejen drives en anden VS, vil en

negativ formue i den ophørende VS, (dvs. gældsposter i den

ophørende VS, som bliver tilbage, efter at aktiverne er solgt)

kunne overføres til den anden VS? Vil dette gælde, uanset om der

overføres en opsparingsordning eller ej fra den tidligere VS?

Vil denne overførsel i givet fald også kunne ske til en nystartet VS

inden for fristen i § 15, stk. 2, sidste punktum, herunder også

til en af ægtefællen drevet VS?

Hvis en VS ophører og der i forvejen drives en anden VS og hvis der

ingen opsparingskonto er i den ophørende VS, vil en formue f.eks.

hidrørende fra konjunkturgevinster i den ophørende VS da frit

kunne hæves, også selv om der er anvendt en opsparingsordning i

den fortsættende VS?

I forbindelse med påbegyndelse og ophør med VS, vil opstå adskillige

vanskelige afgrænsninger.

Disse afgrænsninger omfatter f.eks. situationer, hvor en eksisterende

VS udvides eller reduceres. F.eks. hvor en landmand, der har

forpagtet et landbrug, senere køber landbruget eller omvendt

sælger landbruget, men fortsætter med at forpagte landbruget.

Hvis man anser disse forhold som en kontinueret fortsættelse af samme

VS skal bl.a.

1. Kapitalafkastgrundlaget opgøres i primo status, uafhængigt af køb

og salg af selve den faste ejendom.

2. Ophørsreglen og genanskaffelsesreglen i § 15 skal ikke anvendes.

3. Indskudskontoen reguleres alene med et faktisk kontant indskud

eller hævning i VS, dvs. indskudskontoen skal ikke korrigeres med

forskellen imellem kontantanskaffelsesprisen og den

formueskattepligtige værdi.

Hvis man i stedet anser situationen for ophør med en VS og start af

en ny VS skal

1) Kapitalafkastgrundlagene opgøres efter de regler, der gælder for

køb og salg af VS og hvor regnskabsperioden ikke er et helt år.

2) Ophørsreglen og genanskaffelsesreglen i § 15 skal anvendes.

3) Indskudskontoen skal opgøres ved påbegyndelsen af det nye VS bl.a.

måske med regulering af købspris til formueskattepligtig værdi,

dog skal eventuelle konjunkturgevinster og tab fra den ophørende

VS overføres til den nye VS, måske kun i de tilfælde, hvor der

også overføres en opsparingsordning, jfr. ovenfor.

Hvis ophørsreglen og genanskaffelsesreglen skal anvendes, må aktiver,

der overføres fra den ophørende VS (typisk hele løsøret), skulle

overføres til bogført værdi til den nye VS, jfr. bemærkningerne

til § 5.

Når en VS sælges og der købes en ny VS, kan opsparingskontoen

overføres til den nye VS.

Hvis den kontante købspris for den nye VS er mindre end salgsprisen

for den afståede VS (i begge tilfælde ekskl. finansielle aktiver)

kan dog kun en forholdsmæssig del af opsparingskontoen overføres.

Dette må give betydelige afgrænsningsproblemer med hensyn til, hvor

meget af en VS der kan sælges eller i øvrigt ophøre, uden at der

foreligger salg eller ophør af selve VS.

Hvis der kun skal genanskaffes en ny VS svarende til salgsprisen for

den sidste del af den tidligere VS, vil dette lettere kunne

opfyldes ved forinden at frasælge dele af den oprindelige VS.

Hvis en landmand kan fortsætte sin hidtidige VS, selv om den faste

ejendom sælges, men han fortsætter som forpagter, vil salgsprisen

for de aktiver, der sælges ved ophør af forpagtningen ofte være

beskedne, og dermed vil det være lettere at etablere en

fortsættende VS.

F.eks. sælger en landmand efterhånden løsøret, eventuelt sælger dele

af den faste ejendom, således at salgsprisen for den sidste del er

relativ beskeden i forhold til den oprindelige VS.

Også fastlæggelse af købsprisen vil give problemer, f.eks. hvor man

umiddelbart efter købet af en ny ejendom køber løsøre m.v.

Vil dette løsøre eventuelt købt indenfor fristen i § 15, stk. 2,

sidste punktum kunne tælle med ved opgørelse af købsprisen? Vil

løsøre købt med VS, men senere frasolgt, kunne tælle med?

Også afgrænsningen imellem en eller 2 VSer får betydning i disse

tilfælde.

Hvis en landmand f.eks. driver et landbrug og en minkfarm og disse 2

dele er betragtet som 2 VS, vil han ikke kunne sælge den ene VS

uden en efterbeskatning af den opsparingskonto, der er knyttet til

denne VS.

(Dette vil i øvrigt bevirke en interesse i at få foretaget den

største del af opsparingen for tidligere år i den VS, han

beholder).

Hvis begge aktiviteter betragtes som een VS, vil opsparingen muligvis

kunne bevares fuldt ud, jfr. ovenfor om delsalg af en VS.

Ved salg af en ideel anpart af en VS skal en ideel anpart af

opsparingskontoen efterbeskattes. Denne efterbeskatning må vel

kunne overføres til en ny VS, hvis der indenfor fristen i § 15,

stk. 2, sidste punktum anskaffes en ny VS for salgsprisen for den

afståede ideelle anpart.

Ved anvendelsen af ophørsreglen i § 15 vil en VS med beskedne fysiske

aktiver f.eks. liberalt erhverv, drevet fra lejede lokaler, ofte

have en begrænset salgspris ofte kun good-will (som vel i relation

til § 15 må anses for et fysisk aktiv?). Der vil i disse tilfælde

kun skulle genanskaffes en mindre VS f.eks. en mindre

udlejningsejendom for at kunne opretholde en større

opsparingsordning. Opsparingskontoen kan i disse tilfælde i

realiteten anvendes som en art pensionsordning.

Hvis det derimod er et stort landbrug, der sælges, vil

opsparingskontoen ikke lige så let kunne opretholdes. Den

genanskaffede VS skal være for stor (jfr. dog ovenfor om den

eventuelle mulighed for først at sælge den faste ejendom og så

fortsætte som forpagter i en periode) og derfor er det i disse

tilfælde meget sværere at bevare opsparingskontoen som en art

pensionsordning.

Disse konsekvenser forekommer ikke særlig rimelige.

Hvis man sælger een VS og køber en ny VS, herunder også sælger en

ideel anpart af een VS, bør opsparingskontoen kunne blive stående

i den udstrækning, der stadig er fysiske aktiver eller lignende i

den fortsættende VS, der mindst svarer til det indestående på

opsparingskontoen, eller der bør generelt anvendes den objektive

begrænsning på opsparingskontoen, som er anført ovenfor om

prioriteringsreglen.

En sådan begrænsning af opsparingskontoens størrelse kunne medføre

både en afskaffelse af prioriteringsreglen og en lettere

administrerbar ophør/genanbringelsesregel.

11. Vedrørende lån ifølge § 11

Det private lån, der etableres ifølge § 11, er reelt et aktiv i VS.

Vil dette aktiv i VS kunne indgå ved opgørelsen af

kapitalafkastgrundlaget, jfr. § 8?

Hvis dette ikke er tilfældet, vil det samme skattemæssige resultat

alligevel kunne opnås. I den udstrækning, det er muligt at

overføre et lån fra VS til privat, vil man også reelt kunne opnå

samme resultat ved at optage et privat lån i f.eks. et

pengeinstitut.

Når dette derfor er muligt, skal det henstilles, at et lån ifølge §

11 er et finansielt aktiv i VS, som indgår ved opgørelse af

kapitalafkastgrundlaget i § 8.

Hvis prioriteringsreglen ikke ophæves, bør der være mulighed for at

yde private lån til VS. Den pågældende situation kan alligevel

opnås ved at lade VS låne på det normale pengemarked og at

privatpersonen f.eks. indskyder et tilsvarende beløb privat i

pengeinstituttet.

Der bør i givet fald fastsættes forrentningsbestemmelser på et

eventuelt privat udlån til VS f.eks. svarende til de private lån i

VS, jfr. § 11.

12. Blandede aktiver

Reglerne vedrørende blandede aktiver vil tilsyneladende give en del

problemer.

Blandede aktiver optræder i princippet i 2 tilfælde, nemlig

a) Aktiver, som på visse tider anvendes privat og til andre tider

anvendes erhvervsmæssigt f.eks. biler og sommerhuse m.v., som

udlejes i nogle uger og i andre uger bruges privat.

b) Aktiver, hvoraf een del hele tiden anvendes privat og en anden

del hele tiden anvendes erhvervsmæssigt. F.eks. er en

landbrugsejendom ifølge hidtidig skattelovgivning at opfatte som

eet aktiv og på dette aktiv anvendes stuehuset hele tiden privat

og resten hele tiden erhvervsmæssigt.

Det fremgår ikke klart af lovforslaget med bemærkninger, om begge

typer blandede aktiver skal behandles efter reglerne for blandede

aktiver, eller om der kun er tænkt på type a, medens type b i

relation til VS-ordningen skal anses for 2 adskilte aktiver.

Aktiver, som har en blandet anvendelse, såvel før som i VS-ordningen,

må jfr. § 3, stk. 4 og stk. 5 indgå på indskudskontoen med den til

det erhvervsmæssige formål anvendte del af den

formueskattepligtige værdi.

En senere relativ forskydning i den erhvervsmæssige anvendelse må,

jfr. § 3, stk. 1, og § 5, stk. 3 anses for hævning/indskud af

kapital i VS.

Efter hvilke regler skal disse forskydninger værdiansættes? Der synes

i hvert fald at være følgende muligheder

a) handelsværdi

b) formueskattepligtig værdi

c) for fast ejendom kan også værdien ved opgørelsen af

kapitalafkastgrundlaget eventuelt komme på tale, dvs.

anskaffelsessummen eventuelt 18. almindelige vurdering.

Eksempel

En bil, der normalt anvendes 25 pct. erhvervsmæssigt, har den 1.

januar 1987 f.eks. en formueskattepligtig værdi på 100.000 kr.

(inkl. en eventuelt ikke afskrivningsberettiget del (post 2)) og

en handelsværdi på 70.000 kr.

Ved opgørelsen af indskudskontoen indgår bilen med 25 pct. af 100.000

kr. dvs. 25.000 kr. 1. januar 1988 er den formueskattepligtige

værdi f.eks. 85.000 kr. og handelsværdien 50.000 kr. I 1988

anvendes bilen 60 pct. erhvervsmæssigt. Dette må tilsyneladende

medføre et indskud i VS på (60 ¬ 25 =) 35 pct. af 50.000 kr. dvs.

17.500 kr.

Vil dette »tvungne« indskud kunne udbetales til skatteyderen uden om

opsparingsordningen og uden om hævesystemet, dvs. som om de 35

pct. af bilen var blevet solgt til VS for 17.500 kr.

Året efter er værdien faldet til 75.000 kr. i formueskattepligtig

værdi og 35.000 kr. i handelsværdi. Bilen anvendes nu igen 25 pct.

erhvervsmæssigt, dvs. at der er hævet 35 pct. af 70.000 kr. =

24.500 kr. (eventuelt 35 pct. af 35.000 kr.?). Kan denne hævning

indbetales til VS eller skal hævningen være omfattet af det

generelle hævesystem?

Eksempel

Et sommerhus eller anden boligejendom udlejes 100 pct. og indgår i en

samlet udlejningsvirksomhed indtil f.eks. 1990, herefter overgår

den til 100 pct. privat anvendelse. Det forudsættes, at

skatteyderen (eller ægtefællen) i øvrigt fortsætter

VS-virksomheden efter 1990.

1986-vurderingen antages at være 300.000 kr. Vurderingen i 1990

antages at være 400.000 kr. Handelsværdien i 1990 skønnes at være

450.000 kr.

Ifølge § 5, stk. 2 må dette medføre, at der i 1990 er hævet 400.000

kr. (eventuelt 450.000 kr.) og dette vil i givet fald kunne

bevirke en større efterbeskatning af en eventuel opsparingskonto.

Vil de relative forskydninger kunne finansieres/betales f.eks. ved at

skatteyderen overfører andre aktiver til VS for 400.000 kr.

eventuelt 450.000 kr. eller overtager hidtidige VS-lån med en

kontantgæld på 400.000 kr. eventuelt 450.000 kr.?

Hvis det antages, at den faste ejendom overføres til f.eks. 400.000

kr. og der samtidig overtages gæld for 400.000 kr., vil

overførslen reelt bevirke, at kapitalafkastgrundlaget, hvori

ejendommen f.eks. er indgået med værdien pr. 1. januar 1987 med

300.000 kr., bliver forøget med 100.000 kr.

Hvis en landbrugsejendom med stuehus anses for en blandet ejendom,

vil relative værdiforskydninger imellem stuehusværdi og

restejendomsværdi indgå i hæve/indskudssystemet.

Disse forskydninger opstår såvel ved vurderingerne, f.eks. stiger

stuehusværdien ved 1. januar 1986 vurderingen formentlig mere end

ejendomsværdien generelt.

Forskydningerne opstår endvidere, når der bygges eller frasælges

herunder brænder dele af ejendommen.

Eksempel på forskydning i den relative stuehushandel

Ejendomsværdi 31. decmber 1986 1.000.000 kr. heraf stuehusværdi 300.000 kr. (= 30 pct.) Ejendomsværdi 31. 12 1987 1.200.000 kr. heraf stuehusværdi 380.000 kr. (= 31,66 pct.)

Dvs. at der er hævet værdier svarende til (31,66 ¬ 30,0) = 1,66 pct.

af 1.200.000 kr. = 19.920 kr.

Eksempel på byggeudgifter på fast ejendom

Ejendomsværdi 1. januar 1987 1.000.000 kr. heraf stuehusværdi 300.000 kr. (= 30 pct.)

I 1987 bygges der for 400.000 kr. driftsbygninger. Dette medfører en

vurdering pr. 1. januar 1988 på

Ejendomsværdi 1.500.000 kr. heraf stuehus 380.000 kr. (= 25,33 pct.)

Ifølge § 3, stk. 1, er der indskudt i VS på indskudskontoen

30 ¬ 25,33 = 4,67 pct. af 1.500.000 kr. = 70.050 kr. på grund af, at

stuehuset nu kun udgør 25,33 pct. af ejendomsværdien, uden at

stuehuset er ændret og uden at stuehuset i øget omfang anvendes

erhvervsmæssigt.

På kapitalafkastkontoen må opgørelsen af den faste ejendom opgøres som

Erhvervsmæssig del pr. 1. januar 1988 700.000 kr. + byggeudgifter 400.000 kr. -------------- I alt 1.100.000 kr. -------------- Eller Ejendomsværdi i alt pr. 1. januar 1988 1.000.000 kr. + byggeudgifter 400.000 kr. -------------- I alt 1.400.000 kr. -------------- ¬ Stuehusets relative andel 25,33 pct. af 1.400.000 kr. 354.620 kr. -------------- Erhvervsmæssig del af fast ejendom 1.045.380 kr. --------------

Eller ????

Reglerne for blandede aktiver er meget indviklede og i denne

forbindelse må det erindres, at mange - langt de fleste - af de

skatteydere, der skal anvende VS-ordningen, har en blandet

ejendom.

Det må for disse ejendomme nok anbefales at betragte ejendommen - på

trods af, at det formueretligt kun er eet aktiv - som 2 aktiver i

relation til VS-ordningen. Dermed vil de nævnte problemer kun

opstå, når en hidtidig privat anvendt del overgår til

erhvervsmæssig anvendelse (eller omvendt). Sidstnævnte situationer

vil f.eks. opstå, hvor stuehuset fraflyttes og udlejes.

I den udstrækning, der sker forskydninger imellem privat og

erhvervsmæssig anvendelse, bør der også kunne overføres gæld eller

betales for overførslen uden om indskud/hævesystemet. Ellers vil

der tilsyneladende kunne opstå situationer, hvor der hæves store

beløb, som kan bevirke en større efterbeskatning.

En ophævelse af prioriteringsreglen vil fjerne nogle af de problemer,

der er ved forskydningen i anvendelsen af blandede aktiver.

Kan aktiver, der hverken anvendes erhvervsmæssigt eller privat,

omfattes af en VS-ordning? Dette kan f.eks. gælde ubebyggede

grunde.

I § 3, stk. 4 er ikke fastsat regler om overgang fra fuldt privat til

blandet anvendelse.

§ 3, stk. 8. Gælder denne fastfrysning af værdien også ved skifte

imellem en fast ejendoms anvendelse til privat og erhverv, f.eks.

hvor en tidligere erhvervsmæssig del af fast ejendom efter en

periode med privat anvendelse igen anvendes erhvervsmæssigt, eller

gælder de almindelige regler om skifte i erhvervsmæssig anvendelse

dvs. handelsværdien.

13. Kapitalafkastgrundlaget

Fast ejendom skal ved opgørelsen af kapitalafkastgrundlaget indgå

med sin kontante anskaffelsessum. Det fremgår ikke, hvorledes der

skal forholdes, når der sælges en del af en fast ejendom, herunder

når noget af ejendommen beskadiges og der modtages erstatning

herfor.

Disse salgssummer og erstatninger må formentlig indgå i VS, men skal

værdien af den faste ejendoms kontante anskaffelsessum reduceres

og i givet fald efter hvilke regler. Umiddelbart må man vel gå ud

fra, at den del af den kontante anskaffelsessum, herunder

forbedringer m.v., som vedrører den frasolgte m.v. skal udgå af

kapitalafkastgrundlaget.

Det vil dog ofte være forholdsmæssigt vanskelige fordelinger, der

skal foretages i disse tilfælde, i øvrigt tilfælde, som ikke er så

sjældne.

Ved opgørelsen af kapitalafkastgrundlaget fastlåses værdien af den

faste ejendom, hvorimod gældsomregningen følger kursudviklingen.

Dette vil kunne give følgende eksempel.

En fast ejendom købes til 1 mill. kr., heraf gæld 800.000 kr. og

kontant 200.000 kr. Kapitalafkastgrundlaget er 200.000 kr. På

købstidspunktet er renten 10 pct. dvs. et kapitalafkast på 20.000

kr. Senere ændres renteniveauet til f.eks. 15 pct. Dette bevirker,

at gældens kursværdi ændres til f.eks. 500.000 kr.

Kontantværdien af den faste ejendom ændres typisk samtidig til ca.

700.000 kr., men dette får ingen betydning for afkastgrundlaget.

Efter rentestigningen bliver kapitalafkastgrundlaget 1 mill. kr. ¬

500.000 kr. dvs. 500.000 kr. og kapitalafkastet bliver 15 pct.

heraf, dvs. 45.000 kr.

Kapitalafkastdelen af indkomsten vil således i høj grad blive

påvirket af ændringer i renteniveauet. Dette skyldes bl.a., at

gæld omregnes til kontant efter det til enhver tid gældende

kursniveau, medens anskaffelsessummen for fast ejendom fastlåses.

VS-ordningen vil formentlig blive enklere at administrere i disse

tilfælde, hvis den faste ejendom altid kan medregnes til den

seneste kontante ejendomsværdi, dog at skatteyderen eventuelt

valgfrit kan anvende den kontante anskaffelsessum, hvis denne er

større.

Ved opgørelsen af kapitalafkastgrundlaget kan fast ejendom anskaffet

før 1. januar 1987 i stedet for den kontante anskaffelsesum

anvende 18. vurdering. Har skatteyderen valgfrihed imellem disse

muligheder f.eks. også således, at han vælger det laveste grundlag

for dermed eventuelt at begrænse konsekvensen af overgangsreglen

for stort positivt kapitalafkast?

Vil et sådant valg for opgørelse af den faste ejendom i

kapitalafkastgrundlaget kunne ændres for senere år?

I bemærkningerne til § 8 er anført, at en oppustning af

kapitalafkastgrundlaget omkring status kan tilsidesættes ved

ligningen.

Sker denne tilsidesætning alene ved opgørelsen af

kapitalafkastgrundlaget, dvs. at dette reduceres skønsmæssigt med

den del af kapitalen i VS, der anses for »oppustning«, eller

tilsidesættes indskuddet før status og hævninger efter status også

i relation til styringen af hævesystemet og i andre relationer til

VS-ordningen herunder eventuelt lånesystemet i § 11.

Ifølge § 8, stk. 4 kan fast ejendom, som både anvendes til

skatteyderens private bolig og til hans erhvervsvirksomhed, ikke

indgå ved opgørelsen af kapitalafkastgrundlaget, hvis der ikke er

foretaget en ejerboligvurdering. Derimod kan den erhvervsmæssigt

anvendte del i disse tilfælde tilsyneladende indgå ved opgørelsen

af indskudskontoen, jfr. bemærkningen til § 3.

Ligeledes synes bestemmelsen at udelukke, at udlejningsejendom med

mere end 3 lejligheder og hvor skatteyderen selv anvender den ene

lejlighed, kan indgå ved opgørelsen af afkastgrundlaget. Som

anført i afsnit 11 om lån ifølge § 11 så bør dette private lån

være et aktiv i VS og indgå i kapitalafkastgrundlaget, jfr. den

begrundelse, der er anført i afsnit 11.

14. Underskud

Hvis VS har underskud, skal man, jfr. § 13, stk. 1 hæve et til

underskuddet svarende beløb på en eventuel opsparingskonto.

Den til det hævede beløb svarende VS skat kan dog kun modregnes i

slutskatten og kan ikke direkte udbetales. VS-ordningen indeholder

således ikke en carry back regel.

Et af formålene med VS-ordningen var at udligne gode og dårlige år.

Dette gælder også for så vidt angår den progression, der ligger i

tillægsskatten. Derimod løses problemerne ikke, hvis indkomsten

svinger omkring 0 kr.

Eksempel

Et ægtepar forventer i en årrække at have et gennemsnitligt

indkomstniveau på ca. 100.000 kr., dvs. ca. 50.000 kr. over

personfradragene. I et enkelt år får de en indkomststigning på

f.eks. 200.000 kr. og året efter en tilsvarende indkomstnedgang.

Dette giver i år 1 en indkomst på 300.000 kr. og i år 2 en indkomst

på ¬100.000 kr. Hvis opsparingsordningen kunne virke som en carry

back ordning, ville man i år 1 opspare f.eks. 150.000 kr. Dette

ville give en VS skat på 75.000 kr. I år 2 opløses opsparingen

igen. Dette giver i år 2 en indkomst på ¬100.000 kr. + 150.000 kr.

= +50.000 kr. svarende til pesonfradragene og den i år 1 betalte

VS skat blev tilbagebetalt.

Dette ville netto bevirke, at skatten i de 2 år set under eet vil

svare til skatten af en indkomst i begge år på 100.000 kr./år.

På grund af, at de 75.000 kr. ikke direkte tilbagebetales, vil de

først kunne udnyttes ved modregning i slutskatten på ca. 25.000

kr./år i år 3, 4 og 5.

Efter landboforeningernes opfattelse bør en tidligere betalt VS skat

direkte kunne tilbagebetales, når der som ovenfor opstår negative

indkomster i et efterfølgende år og den hævede VS skat overstiger

slutskatten.

15. Vedrørende dødsboer

Vedrørende dødsboer skal bemærkes, at der bl.a. opstår de samme

problemer som nævnt ovenfor ved delsalg og salg og genkøb m.v.

Det fremgår ikke af lovforslaget, om den beskatning på 25 pct. af

opsparingskontoen, jfr. § 20 der sker af den del af en

opsparingskonto, der opløses i forbindelse med bobehandlingen, kan

reduceres med bofradragene på 3.500 kr./mdr., jfr.

personbeskatningslovens § 15, stk. 2.

Når bofradragene generel kan reducere skatten i boet, så bør det også

være tilfældet for så vidt angår 25 pct.-skatten ved opløsning i

opsparing.

Reglen burde derfor eventuelt udformes således, at der i boets

indkomst indgår 50 pct. af den del af en opsparingskonto, som

opløses i dødsboet. Disse 50 pct. bliver herefter i den

udstrækning, de ikke kan modregnes i underskud i boet, beskattet

med 50 pct. og skatten bliver reduceret med skatteværdien af

bofradragene.

16. Flere virksomheder

Når man driver flere VSer, herunder hvis ægtefællen driver en VS,

skal man i de fleste situationer foretage samlede opgørelser bl.a.

af kapitalafkastgrundlaget. Ligeledes skal prioriteringen af

hævningerne m.v. administreres under eet. Dette må medføre, at der

opstår udligningskonti imellem de forskellige VSer.

I disse »koncernregler« opstår også problemer med, om man frit kan

overføre værdier herunder finansielle aktiver og lån imellem de

enkelte VSer, herunder eventuelt overføre opsparingskonti. Vil en

eksisterende VS kunne opdeles i 2 VSer, eller omvendt vil 2

eksisterende VSer kunne sammenlægges til een VS.

Disse problemer med »Koncernreglerne« i § 14 vil efter

landboforeningernes opfattelse også kunne væsentlig forenkles,

hvis prioriteringsreglen afskaffes.

MINISTERIET FOR SKATTER OG AFGIFTER

Den 15. februar 1986

Til folketingets skatte- og afgiftsudvalg

De danske Landboforeninger har i skrivelse af 28. januar 1986 rettet

henvendelse til udvalget vedrørende lov om indkomstbeskatning af

selvstændige erhvervsdrivende.

I det følgende knyttes kommentarer til hovedpunkterne i henvendelsen.

1. Landboforeningerne anfører bl.a., at manglende opfyldelse af

bogføringslovens krav ikke må medføre, at den pågældende

skatteyder afskæres fra at anvende virksomhedsordningen.

Kommentar: Der henvises til svaret på spørgsmål 23.

2. Landboforeningerne anfører, at eventuelle ligningsmæssige

korrektioner af en selvangivet indkomst må give den pågældende

skatteyder ret til at foretage heraf følgende ønskelige

korrektioner på andre områder.

Kommentar: Udligning af ligningsmæssige korrektioner vil fortsat

kunne ske i henhold til gældende regler.

Ifølge praksis kan den skattepligtige således inden for rammerne af

afskrivningsloven, varelagerloven og loven om husdyrbesætninger få

ændret af- og nedskrivninger. Det kan ske i et sådant omfang, at

en af ligningsmyndighederne påtænkt forhøjelse eller nedsættelse

af den selvangivne eller ansatte indkomst udlignes helt eller

delvis.

Denne praksis må tilpasses virksomhedsordningen, når der i 1988 eller

senere opstår spørgsmål om efterfølgende ligningsmæssige

korrektioner af virksomheds indkomst.

3. Landboforeningerne anfører, at fast ejendom, der indskydes i

virksomheden, bør indgå på indskudskontoen med den kontante

anskaffelsessum i stedet for den formueskattepligtige værdi.

Kommentar: Der vil blive stillet ændringsforslag til § 3, der giver

den skattepligtige mulighed for at vælge den kontante

anskaffelsessum eller vurderingen på den faste ejendom. Herved vil

resultatet af opgørelsen af indskudskontoen blive det samme, hvad

enten det er den kontante anskaffelsessum eller ejendommen, der

indskydes i virksomheden.

4. Landboforeningerne anfører, at der ikke skal foretages en

ligningsmæssig kontrol af opdelingen mellem privat og

erhvervsmæssig gæld ved start af virksomhedsordningen.

Landboforeningerne går herefter ud fra, at den skattepligtige er

fuldstændig frit stillet med hensyn til, hvilke lån og finansielle

aktiver der kan overføres til virksomheden ved start på

virksomhedsordningen.

Kommentar: Princippet i virksomhedsordningen er, som også anført i

Landboforeningernes henvendelse, at hvis indskudskontoen ved start

af virksomhedsordningen er nul eller positiv, skal der ikke

foretages en ligingsmæssig kontrol af, om opdelingen mellem privat

og erhvervsmæssig gæld er foretaget korrekt. Dette princip er helt

afgørende for, om virksomhedsordningen i praksis kan fungere.

Det er imidlertid ikke helt korrekt, når Landboforeningerne foretager

den følgeslutning, at den skattepligtige så er fuldstændig frit

stillet med hensyn til, hvilke lån og finansielle aktiver der kan

overføres til virksomheden ved start på virksomhedsordningen.

Det fremgår både af selve lovforslaget og af bemærkningerne hertil,

at den skattepligtige ved udarbejdelse af åbningsbalancen skal

foretage en regnskabsmæssig opdeling på virksomhed og

privatøkonomi.

Den skattepligtige vil derfor ikke ved udarbejdelse af åbningsbalance

for virksomheden kunne medtage private aktiver i

virksomhedsregnskabet som f.eks. privat indbo, værdien af en

livsforsikringspolice samt de finansielle aktiver, der efter det

ændringsforslag, der vil blive stillet til § 1, ikke kan indgå i

virksomheden.

Det er derimod som nævnt uden betydning for opdelingen i virksomhed

og privatøkonomi, om et lån er anvendt til privat eller

erhvervsmæssigt formål, når indskudskontoen i åbningsbalancen er 0

eller positiv.

Som det fremgår af svaret på spørgsmål 10 (bilag 9) til skatte- og

afgiftsudvalget, vil det som regel være uden betydning, om

finansielle aktiver og passiver indgår i virksomheden eller holdes

udenfor. Ligningsmyndighederne skal derfor normalt ikke undersøge

den regnskabsmæssige opdeling, som den skattepligtige har

foretaget.

Der kan imidlertid være en vis forskel på den beregnede

kapitalafkastsats efter lovforslaget og den faktiske rente i

forhold til kontantværdien af fordringer og gæld. Hvis der er tale

om meget store beløb, kan denne forskel betyde, at der kan være en

skattemæssig fordel i, at de finansielle aktiver og passiver

indgår under virksomhedsordningen.

I de tilfælde, hvor der klart kun foreligger en skattemæssig

begrundelse for at medtage en stor post finansielle aktiver og

passiver i regnskabet, kan der være anledning til at foretage en

nærmere efterprøvelse af, om disse finansielle aktiver og passiver

må karakteriseres som erhvervsmæssige eller private. Det kan

f.eks. være en interessent med en leasinganpart på 50.000 kr., der

i sit regnskab for denne selvstændige virksomhed supplerer med

finansielle aktiver og passiver på et større millionbeløb. Der kan

således undtagelsesvis blive tale om at ændre den skattepligtige

opdeling af virksomhed og privatøkonomi. Ønsker

ligningsmyndighederne i enkeltstående tilfælde at foretage en

sådan ændring, bør spørgsmålet forinden forelægges

statsskattedirektoratet.

I øvrigt er det tanken at følge udviklingen på

virksomhedsskattelovens område for at sikre, at ordningen virker

som tilsigtet. Dette gælder også spørgsmålet om, hvilke

aktiviteter der kan anses for omfattet af lovens

virksomhedsbegreb.

5. Landboforeningerne anfører, at indskud og hævninger fra

virksomheden må tillades opgjort som nettobeløb ved regnskabsårets

slutning. Det anføres endvidere, at det i praksis vil være

fuldstændig umuligt for en landmand at skulle arbejde med to

kassebøger, en for driften og en for privat.

Kommentar: Efter lovforslaget anses enhver overførsel fra

virksomheden til den skattepligtige for sket efter hæverækkefølgen

i § 5. Tilsvarende anses enhver overførsel fra den skattepligtige

til virksomheden for indskud efter § 3, stk. 1

(bruttooverførsler).

I bemærkningerne til § 5 er det anført, at der i praksis kan være

tale om at opgøre overførslerne som nettoværdier. Det betyder, at

overførsel af værdier fra virksomheden til den skattepligtige

beregnes efter fradrag af værdier, der overføres fra den

skattepligtige til virksomheden. Nettoværdi kan tolkes dels som

nettoværdien af årets samlede overførsler dels nettoværdien af

overførsel af et aktiv med fradrag af tilhørende passiver. Det er

dog ikke nærmere angivet under hvilke omstændigheder, en sådan

nettoopgørelse kan finde sted.

Som følge heraf vil der blive stillet et ændringsforslag til § 11,

stk. 3, der giver den skattepligtige en udtrykkelig adgang til at

opgøre overførslerne som nettobeløb.

Med hensyn til Landboforeningernes tilkendegivelse af at det er

umuligt at skulle arbejde med to kassebøger, en for driften og en

for privatdelen skal det bemærkes, at dette ikke er nødvendigt.

Det skal blot ved bogføringen registreres, hvorvidt bevægelsen

vedrører virksomheden eller privatdelen.

6. Landboforeningerne påpeger, at prioriteringsreglen, efter hvilken

overskud skal hæves før indskud, bør ophæves. En ophævelse vil

kunne forenkle virksomhedsordningen, ligesom det påpeges, at

reglen vil være til at omgå i en lang række tilfælde.

Kommentar: Hæverækkefølgen i lovforslagets § 5 sikrer, at den

skattepligtige bliver beskattet i fuldt omfang af virksomhedens

overskud, før der kan hæves på indskudskontoen.

En ophævelse af prioriteteringsreglen vil formentlig medføre, at den

skattepligtige vil henføre alle hævningerne til indskudskontoen,

hvorimod hele virksomhedens overskud med fradrag af kapitalafkast

spares op. Selv efter at hele indskuddet er hævet, vil der kunne

hæves over indskudskontoen mod rentekorrektion.

Ophævelse af prioriteringsreglen synes således ikke at medføre de

åbenbare lettelser i administrationen af virksomhedsordningen, som

Landboforeningerne anfører. Det gælder, uanset der som anført

indføres objektive kriterier for begrænsning af

opsparingsordningen, f.eks. efter værdien af fysiske aktiver i

virksomheden og/eller omsætning eller lignende i virksomheden.

Opsparingsmuligheden under virksomhedsordningen skal åbne mulighed

for indkomstudjævning over en vis årrække. Ophævelse af

prioriteringsreglen vil derimod give mulighed for udskydelse af

endelig beskatning til virksomhedsophør.

7. Ifølge Landboforeningerne forekommer det yderst uhensigtsmæssigt -

og unødvendigt - at forlange renteperiodisering ved anvendelse af

virksomhedsordningen. Det anføre, at det i realiteten tvinger alle

potentielle brugere af ordningen til konstant at anvende

renteperiodisering.

Kommentar: Som anført i bemærkningerne til § 6, er det nødvendigt med

en regel om fuld periodisering, fordi den skattepligtige kan

skifte mellem at anvende virksomhedsordningens og

personskattelovens regler fra det ene år til det andet. Uden en

periodiseringsregel ville man i visse tilfælde kunne flytte

renteindtægter og -udgifter til de år, hvor det skattemæssigt er

mest fordelagtigt.

8. Landboforeningerne henstiller, at der ved endeligt

virksomhedsophør gives mulighed for at fordele beskatningen af et

opsparet overskud over en årrække, idet opsparingen bør betragtes

som en form for pensionsopsparing.

Kommentar: Efter lovforslagets § 15, stk. 1 skal indestående på konto

for opsparet overskud medregnes i den personlige indkomst for året

efter virksomhedsophøret.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, er

baggrunden for at indføre en opsparingsordning, at der herved

gives de selvstændige erhvervsdrivende en mulighed for at udjævne

de skattemæssige virkninger af svingende indkomster. Endvidere

giver opsparingsordningen mulighed for at konsolidere

virksomheden, idet overskud, der opspares, kun beskattes med 50

pct. i virksomhedsskat.

Det opsparede overskud skal derimod ikke som anført af

Landboforeningerne betragtes som en form for pensionsordning for

de selvstændige erhvervsdrivende. Beskatningen af det opsparede

overskud ved virksomhedsophør kan derfor ikke fordeles over en

årrække.

9. Landboforeningerne spørger, om virksomhedsordningen er gældende i

perioden mellem salg af en virksomhed og køb af en ny virksomhed i

samme eller følgende år i henhold til § 15, stk. 2.

Endvidere spørges der, om en formue i den ophørende virksomhed frit

kan hæves, uanset om der er en opspringskonto i den fortsættende

virksomhed.

Kommentar: Hvis den skattepligtige ophører med en virksomhed og

overtager en anden virksomhed inden udløbet af indkomståret efter

ophørsåret, kan indestående på konto for opsparet overskud helt

eller delvis overgå som indestående på konto for opsparet overskud

i den nye virksomhed efter reglen i § 15, stk. 2.

I perioden fra ophøret af den gamle virksomhed og til overtagelsen af

den nye virksomhed finder virksomhedsordningen ikke anvendelse.

Dette skyldes, at den skattepligtige ikke driver selvstændig

virksomhed i den mellemliggende periode og derfor ikke opfylder

betingelsen for at anvende reglerne.

For så vidt angår spørgsmålet, om en formue i den ophørende

virksomhed frit kan hæves, uanset om der er en opsparingskonto i

den fortsættende virksomhed kan henvises til forslagets § 15, stk.

4. Det fremgår heraf, at hvis en skattepligtig ophører med en ud

af flere virksomheder, gælder reglen i § 14, stk. 1 ikke på den

ophørte virksomhed. Det vil sige, at hæverækkefølgen i § 5, som

normalt gælder for virksomhederne under et ikke finder anvendelse.

Den skattepligtige vil således frit kunne hæve en formue i den

ophørende virksomhed, uanset om der er en opsparingskonto i den

fortsættende virksomhed.

10. Landboforeningerne påpeger, at afgrænsningerne i forbindelse med

påbegyndelse og ophør af virksomhed vil volde vanskeligheder,

f.eks. hvor en landmand, der har forpagtet sit landbrug, senere

køber landbruget eller omvendt sælger landbruget, men fortsætter

med at forpagte landbruget.

Kommentar: Ved afgrænsninger i forbindelse med påbegyndelse og ophør

af virksomhed må der lægges vægt på gældende praksis på

skatteområdet. Dette gælder i relation til ophør af hidtidig

virksomhed og anskaffelse af ny virksomhed. Det gælder også i

relation til spørgsmålet, om der foreligger udvidelse af

eksisterende virksomhed eller etablering af en ny selvstændig

virksomhed. Der kan henvises til svaret på spørgsmål 82.

11. Landboforeningerne anfører, at private lån, der etableres ifølge

§ 5, må betragtes som et finansielt aktiv i virksomheden, der må

kunne indgå ved opgørelsen af kapitalafkastgrundlaget.

Kommentar: Når hele indeståendet på indskudskontoen er overført til

den skattepligtige efter § 5, vil yderligere overførsler, hvorved

indskudskontoen bliver negativ, blive anset for »lån« fra

virksomheden til den skattepligtige.

Hvis dette »private lån« indgår i afkastgrundlaget, forsvinder

effekten af rentekorrektionen, idet kapitalafkastet forøges med et

beløb svarende til rentekorrektionen.

12. Landboforeningerne anfører, at reglerne om aktiver, der benyttes

både til erhvervsmæssige og private formål, forekommer fuldstændig

uoverskuelige og uadministrerbare.

Kommentar: Der vil blive stillet et ændringsforslag, hvorefter

aktiver, der benyttes både til erhvervsmæssige og private formål,

som hovedregel ikke indgår i den selvstændige erhvervsvirksomhed.

Dog kan biler og vindmøller, der benyttes både erhvervsmæssigt og

privat, indgå fuldt ud i virksomheden. Herved imødegås de

problemer, som Landboforeningerne omtaler.

13. Landboforeningerne anfører, at fastlåsningen af værdien af fast

ejendom ved opgørelse af grundlaget for beregning af kapitalafkast

medfører nogle højst besynderlige udsving i det beregnede

kapitalafkast ved ændringer i renteniveauet. Fast ejendom bør

derfor medregnes i afkastgrundlaget med sin aktuelle værdi på

linie med andre aktiver.

Kommentar: Værdiansættelsen på den faste ejendom ved opgørelsen af

kapitalafkastgrundlaget er direkte nævnt i aftalen om

skattereformen.

MINISTERIET FOR SKATTER OG AFGIFTER

Den 15. februar 1986

Til folketingets skatte- og afgiftsudvalg

I skrivelse af 10. februar 1986 har Foreningen af Registrerede

Revisorer rettet henvendelse til udvalget vedrørende forslag til

lov om indkomstbeskatning af selvstændige erhvervsdrivende

(Virksomhedsskatteloven).

1. Foreningen anfører, at der er behov for i det lovforberedende

arbejde nærmere at klarlægge, hvilke personer der kan anvende de

foreslåede regler. I samme forbindelse peges på, at personer, der

ikke er selvstændige erhvervsdrivende, men lønmodtagere med

betydelige driftsomkostninger, også burde kunne anvende

forslagets regler. Det skyldes den fradragsomlægning, der skal

foretages efter personskatteloven.

Kommentar: Efter lovforslaget er det alene personer, der driver

selvstændig erhvervsvirksomhed, der skal kunne anvende

virksomhedsordningen. Vedrørende afgrænsningen af, hvornår der

foreligger en selvstændig erhvervsvirksomhed, kan henvises til

svarene på spørgsmål 58, 59 og 60.

De udgifter, lønmodtagere afholder i forbindelse med arbejdet, er

reelt arbejdsgiverens driftsudgifter. Reduktion af fradragsværdien

kan undgås i det omfang, arbejdsgiveren afholder omkostningerne

enten direkte, eller ved at lønmodtagerne får refunderet disse

udgifter efter regning. Herved opnås, at udgifterne behandles

skattemæssigt som arbejdsgiverens direkte driftsomkostninger.

I visse tilfælde er det dog vanskeligt eller umuligt at fremskaffe

bilag for afholdte udgifter (f.eks. ved kørsel i egen bil). For så

vidt angår rejse- og befordringsudgifter er det i lovforslag nr. L

181 (forslag til lov om ændring af ligningsloven og

kildeskatteloven) foreslået, at arbejdsgiverens godtgøelse for

rejse- og befordringsudgifter ikke medregnes ved

indkomstopgørelsen. Det er dog en betingelse, at godtgørelsen ikke

overstiger satser, der fastsættes af ligningsrådet. Herved opnås,

at godtgørelsen behandles skattemæssigt neutralt.

2. Foreningen er betænkelig ved eventuelle konsekvenser af forslagets

krav om, at den erhvervsdrivende, der ønsker at anvende

virksomhedsordningen, skal udarbejde et selvstændigt regnskab for

virksomheden, der opfylder bogføringslovens krav.

Kommentar: Der henvises til svaret på spørgsmål 23.

3. Foreningen anfører, at hvis indskudskontoen er positiv ved start

af virksomhedsordningen, kan man også medtage andre passiver end

erhvervsmæssige. Det forekommer dog usikkert, om man også kan

medtage private aktiver under virksomhedsordningen. Endvidere

henstiller foreningen, at der gives retningslinier for, hvornår et

aktiv/passiv har den fornødne tilknytning til den erhvervsmæssige

virksomhed.

Kommentar: Det er ikke korrekt, når foreningen anfører, at man frit

kan overføre private passiver til virksomheden, hvis

indskudskontoen ved start af virksomheden er positiv. Der henvises

her til punkt 4 i besvarelsen af henvendelsen fra De danske

Landboforeninger.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt private aktiver kan indgå i

virksomheden, henvises til svaret på spørgsmål 49.

Det er ikke muligt at give retningslinier for, hvornår et aktiv kan

anses for privat, og hvornår det anses for erhvervsmæssigt. Dette

må bero på en konkret ligningsmæssig vurdering.

4. Foreningen anfører, at det ikke forekommer rimeligt, at afskrevet

eller selvoparbejdet good-will ikke kan indgå som et aktiv ved

opgørelsen af indskudskontoen. Foreningen mener i øvrigt generelt,

at man ved opgørelsen af indskudskontoen bør anvende værdien i

handel og vandel. Endvidere anføres det, at reglen i § 3, stk. 5,

vedrørende aktiver, der benyttes såvel erhvervsmæssigt som privat,

ikke er ganske klar.

Kommentar: Med hensyn til erhvervet good-will stilles der

ændringsforslag om, at denne skal nedskrives med 15 pct. årligt

fra anskaffelsestidspunkt og frem til tidspunktet for

indskudskontoens opgørelse. Bestemmelsen har kun betydning ved

opgørelsen af indskudskontoen og har således ingen betydning for,

om der kan foretages skattemæssige afskrivninger på den erhvervede

good-will med virkning fra indkomstopgørelsen.

En selvoparbejdet good-will anses ikke som en investering i

virksomheden og kan derfor ikke indgå på indskudskontoen.

For så vidt angår værdiansættelsen for de aktiver, der indgår på

indskudskontoen, bemærkes, at der vil blive stillet

ændringsforslag om, at man kan vælge at medtage den faste ejendom

til den kontante anskaffelsessum eller vurderingen.

For aktiver, der benyttes såvel erhvervsmæssigt som privat, vil der

blive stillet ændringsforslag om, at disse som hovedregel ikke

indgår i den selvstændige erhvervsvirksomhed. Dog kan biler og

vindmøller, der benyttes såvel erhvervsmæssigt som privat, indgå

fuldt ud i virksomheden.

5. Foreningen anfører, at det ikke synes velbegrundet, når man i

kapitalafkastgrundlaget ikke kan medregne en række værdipapirer

som nævnt i forslagets § 8, stk. 4.

Kommentar: Afkastet af aktiver, som nævnt i § 8, stk. 4, dvs. aktier,

indeksobligationer m.v., kan som også anført af foreningen

fremkomme gennem skattefri kursgevinster og indekstillæg. Når

disse aktiver ikke medregnes ved opgørelsen af afkastgrundlaget,

skyldes det, at der i så fald normalt vil blive beregnet et

kapitalafkast, der er langt større end aktivernes skattepligtige

afkast.

Som følge af, at der i visse tilfælde også kan opnås en skattemæssig

fordel ved at belåne sådanne aktiver, vil der blive fremsat

ændringsforslag om, at disse aktiver holdes uden for

virksomhedsordningen.

6. Foreningen anfører, at det er betænkeligt, at ægtefæller ikke

uafhængigt af hinanden kan afgøre, om de vil anvende

virksomhedsordningen.

Kommentar: Der henvises til svaret på spørgsmål 52 og på spørgsmål

74.

7. Foreningen anfører, at det ved ophør af en ud af flere

virksomheder er uklart, hvorledes en eventuel efterbeskatning skal

ske af en fælles konto for opsparet overskud.

Kommentar: Efter lovforslagets § 2, stk. 2, skal den skattepligtige

ved indsendelse af selvangivelse bl.a. oplyse størrelsen af

indestående på konto for opsparet overskud.

Hvis den skattepligtige har flere virksomheder, skal der efter stk. 3

bl.a. gives oplysning om virksomhedernes samlede indestående på

konto for opsparet overskud. Der er alene tale om en

sammentælling, idet der skal føres en særskilt konto for opsparet

overskud for hver enkelt virksomhed.

Kapitel 6-8 bliver herefter kapitel 7-9.

Til § 17

20) Efter »indestående på konto for opsparet overskud« indsættes: »og

indskudskonto«.

Til § 18

21) Paragraffen udgår.

§ 10, stk. 3.«

15) Efter stk. 4 indsættes som nyt stykke

»Stk. 5. Virksomhedsunderskud, der er konstateret i et indkomstår,

hvor reglerne i denne lov har været anvendt, skal fremføres efter

reglerne i stk. 2-4, uanset om den skattepligtige ikke anvender

lovens regler i hele eller en del af 5 års perioden.«

Til § 14

16) Stk. 2 affattes således

»Stk. 2. Summen af de enkelte virksomheders kapitalafkast efter § 7

kan ikke overstige det kapitalafkast, der kan beregnes for

virksomhederne under et.«

Til § 15

17) I stk. 1 indsættes efter 1. pkt.

»Ophører skattepligten her til landet efter kildeskattelovens § 1

eller efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, med hensyn til den

begrænsede skattepligt af virksomhedsdriften, skal opsparet

overskud medregnes i den personlige indkomst for det indkomstår,

hvor skattepligten ophører. Skattepligt efter kildeskattelovens §

1 anses endvidere for ophørt, når den skattepligtige ifølge en

dobbeltbeskatningsaftale mellem Danmark og en fremmed stat får

skattemæssigt hjemsted i den fremmede stat.«

18) I stk. 3 indsættes efter 1. pkt.

»Ved overførsel af beløbet gælder den i § 5 nævnte rækkefølge for

overførsel af værdier fra virksomheden til den skattepligtige

ikke.«

2. pkt. bliver herefter 3. pkt.

19) Før § 17 indsættes som overskrift

»Kapitel 6

Dødsfald«.

§§ 18 B-18 C i ligningsloven og af eventuel ikke medregnet

anskaffelsessum for ombygning, forbedringer m.v. Øvrige aktiver

medregnes til den formueskattepligtige værdi med tillæg af

eventuelt nedslag efter ligningslovens § 18 A.«

2.-4. pkt. bliver herefter 3.-5. pkt.

6) Stk. 5 affattes således

»Stk. 5. Vederlag for erhvervelse af kundekreds,

forretningsforbindelser eller lignende (goodwill) skal nedskrives

med 15 pct. årligt og anses for indskudt til den nedskrevne

værdi.«

7) I stk. 8 indsættes efter 1. pkt.

»Er den faste ejendom erhvervet, mens den skattepligtige har anvendt

reglerne i denne lov, skal ejendommen medregnes til den kontante

anskaffelsessum.«

Til § 5

8) Stk. 3 udgår.

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.

Til § 6

9) Stk. 3 udgår.

Til § 8

10) I stk. 1 indsættes efter 1. pkt.

»Ved etablering af ny virksomhed opgøres afkastgrundlaget dog på

tidspunktet for virksomhedens start.«

11) St. 4 og stk. 5 udgår.

Til § 10

12) Stk. 3, 2. og 3. pkt., udgår, og i stedet indsættes

»Ved skatteberegningen for det indkomstår, hvor beløb overføres fra

konto for opsparet overskud, fradrages den hertil svarende

virksomhedsskat i den skattepligtiges slutskat med tillæg af

eventuel overført restskat m.v. Er den skattepligtige gift og

samlevende med ægtefællen ved udgangen af det pågældende

indkomstår, skal en resterende virksomhedsskat fradrages i

ægtefællens slutskat m.v. Virksomhedsskat, der ikke kan rummes i

årets slutskat m.v., fremføres til fradrag i den beregnede

slutskat m.v. i de nærmest efterfølgende 5 indkomstår.«

Til § 11

13) Paragraffen affattes således

»§ 11. Er saldoen på indskudskontoen efter § 3 negativ, medregnes

til virksomhedens indkomst for det pågældende indkomstår et beløb,

der svarer til den negative saldo ganget med afkastsatsen efter §

9. Beløbet kan dog højst udgøre afkastsatsen ganget med det

negative afkastgrundlag ved udgangen af indkomståret. Der skal

endvidere højst medregnes et beløb svarende til virksomhedens

nettorenteudgifter med tillæg af kursgevinster og fradrag af

kurstab, der er skattepligtige efter lov om skattemæssig

behandling af gevinst og tab på fordringer og gæld.

Stk. 2. Overføres værdier til den skattepligtige efter § 5, og

foretages i samme indkomstår indskud efter § 3, stk. 1, medregnes

et beløb til virksomhedens indkomst for det pågældende indkomstår.

Beløbet udgør kapitalafkastsatsen efter § 9 ganget med værdier

overført efter § 5, stk. 1, nr. 5, og stk. 2. Beløbet kan dog

højst udgøre afkastsatsen ganget med indskuddet efter § 3, stk. 1.

Stk. 3. Den skattepligtige kan opgøre årets indskud efter § 3, stk.

1, og overførsler efter § 5 som en nettoværdi. Overstiger

indskuddet overførslen, medregnes til virksomhedens indkomst for

det pågældende indkomstår et beløb, der svarer til overførslen

ganget med afkastsatsen efter § 9. Overstiger overførslen

indskuddet, medregnes til virksomhedens indkomst for det

pågældende indkomstår et beløb, der svarer til indskuddet ganget

med afkastsatsen efter § 9.

Stk. 4. Beløb, der er opgjort efter stk. 1-3, anses for overført fra

virksomheden til den skattepligtige. Den skattepligtiges

kapitalindkomst for det pågældende indkomstår nedsættes med

beløbene.«

Til § 13

14) Stk. 1, 3.-5. pkt., udgår, og i stedet indsættes

»Den til det hævede beløb svarende virksomhedsskat fradrages i den

skattepligtiges slutskat med tillæg af eventuel overført restskat

m.v. En eventuel resterende virksomhedsskat overføres til

ægtefællen eller fremføres til følgende indkomstår efter reglen i

§§ 19-20 bliver herefter §§ 18-19.

Til § 19

22) Stk. 1 i § 19, der bliver § 18, affattes således

»Stk. 1. En person, der får udlagt virksomheden fra et dødsbo, der

ikke er fritaget for beskatning efter kildeskattelovens § 16, kan

overtage indestående på kontoen for opsparet overskud. Det er en

forudsætning, at den pågældende ægtefælle, arving eller legatar

opfylder kravene i denne lov. Overtagelsen kan ske, selv om

virksomhedens værdi overstiger modtagerens andel i boet, jfr. dog

stk. 2. En efterlevende ægtefælle, som overtager virksomheden, kan

dog overtage indestående på indskudskontoen.«

Til § 20

23) 2. pkt. i § 20, stk. 1, der bliver § 19, stk. 1, affattes

således

»Indestående på dødsdagen på konto for opsparet overskud med fradrag

af beløb, der er overtaget efter § 18, stk. 1, samt fradrag af

65.000 kr. beskattes med 25 pct.«

Til § 21

24) Paragraffen udgår.

§ 22 bliver herefter § 20.

Til § 23

25) Paragraffen udgår.

§§ 24-28 bliver herefter §§ 21-25.

BEMÆRKNINGER

Til nr. 1 og 11

Efter forslagets § 8, nr. 4, kan aktier, indeksobligationer m.v. ikke

medregnes ved opgørelsen af virksomhedens afkastgrundlag. Afkastet

af disse aktiver kan fremkomme gennem skattefri kursgevinster og

indekstillæg. Når disse aktiver ikke medregnes ved opgørelsen af

afkastgrundlaget, skyldes det, at der i så fald normalt ville

blive beregnet et kapitalafkast, der er langt større end

aktivernes skattepligtige afkast.

I visse tilfælde kan den skattepligtige imidlertid opnå en

skattemæssig fordel ved at belåne sådanne aktiver. I disse

tilfælde kan aktiverne belånes og provenuet hæves, uden at det

medfører en nedsættelse af det beregnede kapitalafkast - fordi

dette allerede er nul - eller medfører rentekorrektion efter § 11,

der modsvarer renteudgiften på den øgede gæld. Herved får

renteudgiften på det reelt private lån en skatteværdi på op til

ca. 68 pct.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 2, holdes disse aktiver

uden for virksomhedsordningen, når der ikke er tale om, at den

skattepligtige driver næring med sådanne aktiver. Herved sikres

det, at den skattepligtige ikke kan opnå en fordel ved at optage

lån i virksomheden og anvende provenuet privat.

Hvis aktier m.v. erhverves for virksomhedens midler, anses et beløb

svarende til aktiernes værdi for overført til den skattepligtige i

overensstemmelse med den almindelige hæverækkefølge i § 5.

Til nr. 2, 3, 8 og 11

Den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 3, betyder, at aktiver, der

benyttes både til erhvervsmæssige og private formål, som

hovedregel ikke kan beskattes efter forslagets regler.

Sådanne aktiver kan derfor ikke indgå i virksomhedsregnskabet opgjort

efter lovforslagets § 2. Indtægter og udgifter vedrørende den

erhvervsmæssige del af aktivets anvendelse medregnes til den

skattepligtiges indkomst efter reglerne i personskatteloven. Det

betyder, at indkomsten er personlig indkomst efter § 3, stk. 1, i

personskatteloven, ligesom erhvervsmæssige driftsomkostninger,

herunder skattemæssige afskrivninger, kan fragå i sådan indkomst

efter § 3, stk. 2. Er aktivet finansieret ved lån, vil

renteudgifter, uanset at de er delvis erhvervsmæssige, være

kapitalindkomst efter § 4 i personskatteloven.

Det foreslås, at biler og vindmøller, der benyttes såvel

erhvervsmæssigt som privat, efter den skattepligtiges valg enten

fuldt ud kan indgå i den selvstændige virksomhed under

virksomhedsordningen eller fuldt ud kan holdes uden for

virksomheden. Med ligningsrådets tilladelse kan samme valgfrihed

gælde andre blandet benyttede aktiver.

Vælger den skattepligtige at lade en blandet benyttet bil indgå i en

selvstændig virksomhed, der beskattes efter lovforslagets regler,

skal den behandles som et fuldt erhvervsmæssigt aktiv. Den

medregnes ved opgørelse af indskudskontoen efter forslagets § 3 og

afkastgrundlaget efter § 8. Skattemæssige afskrivninger og øvrige

driftsudgifter fratrækkes endvidere ved opgørelsen af

virksomhedens skattemæssige resultat.

Den skattepligtige skal beskattes af værdien af den faktiske private

benyttelse i indkomståret på samme måde som en person, der får

stillet fri bil til rådighed af arbejdsgiveren. Den beregnede

værdi skal medregnes til den skattepligtiges personlige indkomst.

I tilfælde, hvor der ikke er ført kilometerregnskab, må den

skattepligtige angive kilometerantallet for sin private kørsel

efter skøn. Den gældende praksis for selvstændige

erhvervsdrivendes fordeling af den samlede årlige kørsel på

henholdsvis privat og erhvervsmæssig kørsel kan således fortsat

anvendes.

Fradraget for omkostninger vedrørende den private benyttelse i

virksomhedsindkomsten modsvares således af en forøgelse af den

personlige indkomst med et tilsvarende beløb.

Vælger den skattepligtige at holde bilen uden for virksomheden, der

beskattes efter lovforslagets regler, sker den skattemæssige

opgørelse som nævnt ovenfor efter personskattelovens regler.

I det omfang bilen stilles til rådighed for den virksomhedsbeskattede

virksomhed og derfor anvendes erhvervsmæssigt, kan den

skattepligtige få godtgjort udgifterne herved - en beregnet »leje«

- i virksomheden. Godtgørelsen fragår i virksomhedens

driftsresultat, og den skattepligtige skal medregne den til sin

personlige indkomst, men uden at der er tale om en overførsel

efter den almindelige prioritetsorden efter lovforslagets § 5.

Dette skyldes, at godtgørelsen ikke er en overførsel af overskud

m.v., men en driftsomkostning for virksomheden, der er afholdt af

den skattepligtige.

Udgifterne til den erhvervsmæssige drift af bilen efter regnskab -

eventuelt på grundlag af et skønsmæssigt fastsat kilometerantal

for privat kørsel - kan den skattepligtige fratrække ved

indkomstopgørelsen. Eventuelle erhvervsmæssige renteudgifter

fragår - ligesom private - ved opgørelse af kapitalindkomst, mens

øvrige udgifter f.eks. forholdsmæssige afskrivninger efter § 8 i

afskrivningsloven fragår i den personlige indkomst. I stedet for

fradraget for udgifter efter regnskab kan den skattepligtige

foretage fradrag med de satser, der er fastsat af ligningsrådet

for ehvervsmæssig benyttelse af egen bil.

Når de erhvervsmæssige omkostninger vedrørende bilen svarer til den

beregnede leje, betyder det i realiteten, at omkostningerne

fradrages i virksomhedens indkomst. Dog er der ikke fuld

overensstemmelse med fradragets virkning i henholdsvis

virksomheden og i privatdelen, fordi en del af udgifterne, nemlig

renten, fragår ved opgørelse af kapitalindkomsten.

For så vidt angår andre aktiver end biler og vindmøller, betyder den

foreslåede bestemmelse som regel, at et hidtil fuldt

erhvervsmæssigt benyttet aktiv i en selvstændig virksomhed under

virksomhedsordningen, der skifter over til både erhvervsmæssig og

privat anvendelse, skal anses for overført fra virksomheden til

den skattepligtige i den almindelige prioritetsorden efter § 5.

Overføres aktivet som en del af årets overskud, vil overførslen

derfor medføre beskatning enten som kapitalafkast eller som

personlig indkomst. Dette gælder for de blandet benyttede aktiver,

der ikke kan indgå i en virksomhed under virksomhedsordningen

eller for en bil eller vindmølle, som den skattepligtige ønsker at

holde uden for den øvrige erhvervsmæssige virksomhed.

Til nr. 4

Efter ændringsforslaget kan indskud på investeringsfondskonto ikke

medregnes ved opgørelsen af indskudskontoen, selv om indskuddet er

et formueskattepligtigt aktiv.

Indskud på investeringsfondskonto omfatter i denne forbindelse såvel

ubenyttede indskud som indskud for forudgående indkomstår, der

endnu ikke er indbetalt. Tilskrevne renter fragår ikke ved

opgørelsen af indskudskontoen.

Foretagne investeringsfondshenlæggelser skal i det omfang, de ikke er

benyttet eller hævet, opgøres som en særlig passivpost i

skatteregnskabet. Henlæggelserne kan imidlertid ikke trækkes fra

ved opgørelsen af den skattepligtige formue. Passivposten fragår

derfor heller ikke ved opgørelsen af indskudskontoen.

Til nr. 5

Efter lovforslaget indgår den faste ejendom ved opgørelsen af

indskudskontoen som udgangspunkt med den formueskattepligtige

værdi. Til denne værdi skal dog lægges eventuelt formuenedslag

efter §§ 18 B-C i ligningsloven og eventuel anskaffelsessum for

ombygning, forbedringer m.v., der ikke er medregnet ved

formueopgørelsen.

Ved anskaffelse af en fast ejendom, hvor vurderingen er lavere end

anskaffelsessummen, vil resultatet ved opgørelse af

indskudskontoen blive forskelligt afhængigt af, om det er den

kontante anskaffelsessum eller ejendommen, der indskydes i

virksomheden.

I den situation, hvor indskudskontoen bliver nul ved at indskyde den

kontante anskaffelsessum, men negativ ved at indskyde den faste

ejendom til vurderingen - dvs. at ejendommens belåning overstiger

vurderingen - vil det som udgangspunkt ikke få betydning, om det

er anskaffelsessummen eller ejendommen, der indskydes. Det

skyldes, at den skattepligtige i denne situation har mulighed for

at dokumentere, at hele gælden er erhvervsmæssig. Herefter vil

indskudskontoen efter § 3, stk. 6, blive sat til nul.

Hvis indskudskontoen derimod bliver positiv, selv om vurderingen

anvendes, fordi der er ubelånte aktiver i virksomheden, vil det få

betydning, om det er anskaffelsessummen eller ejendommen, der

indskydes. Når ejendommen indskydes til vurderingen, vil en

kontant udbetaling ikke påvirke opgørelsen af indskudskontoen. Den

skattepligtige kan således have foretaget et større indskud, end

indskudskontoen viser.

Ændringsforslaget giver den skattepligtige mulighed for at vælge

anskaffelsessummen eller vurderingen på den faste ejendom, således

at man undgår denne vilkårlighed ved opgørelsen af

indskudskontoen.

Til nr. 6

Lovforslagets § 3, stk. 5, er udgået som følge af ændringsforslagets

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til ministeren for skatter og afgifter, som

denne har besvaret skriftligt.

Nogle af disse besvarelser er optrykt som bilag til betænkningen.

Udvalget har endvidere modtaget mundtlige og skriftlige henvendelser

fra

Dansk Erhvervsgartnerforening,

Dansk Skovforening,

De danske Landboforeninger,

Erhvervenes Skatteudvalg,

Foreningen af registrerede Revisorer,

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer,

Skatterevisorforeningen og

Tolvmandsforeningerne.

Vedrørende nogle af disse henvendelser har udvalget udbedt sig

ministerens kommentarer, der ligeledes er optrykt som bilag til

betænkningen.

Der er af ministeren for skatter og afgifter stillet ændringsforslag,

hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (socialdemokratiets, det konservative

folkepartis, venstres, det radikale venstres,

centrum-demokraternes og kristeligt folkepartis medlemmer af

udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af ministeren

stillede ændringsforslag.

Et mindretal (socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) ønsker

at anføre, at da sagen ikke er færdigbehandlet af udvalget, vil

mindretallet redegøre for sin stilling i et bidrag til en

tillægsbetænkning.

Mindretallet har adskillige gange under udvalgsarbejdet bedt om

ministerens grundige gennemgang af henvendelsen fra

Landboforeningerne. Netop fordi Landboforeningernes detaljerede

henvendelse rejste en lang række af de spørgsmål, som mindretallet

fandt det væsentligt at få belyst, har mindretallet undladt at

stille spørgsmål, som i forvejen var omfattet af den omtalte

henvendelse. I 11. time fremkommer så ministerens besvarelse

sammen med en meget lang række ændringsforslag. Der har efter

mindretallets opfattelse ikke været den nødvendige tid til at

kunne gennemarbejde disse ting tilstrækkeligt.

Mindretallet anser virksomhedsbegrebet for vagt defineret i

lovforslaget og forudser endog meget store fortolkningsmæssige

problemer, ligesom mindretallet langtfra føler sig sikker på, at

blot tilnærmelsesvis alle de problemer, der har været rejst under

udvalgsarbejdet af rent teknisk karakter, er blevet løst med

ministerens ændringsforslag.

Mindretallet anmoder derfor om fornyet udvalgsbehandling.

Mindretallet må endelig forudse, at skatteudvalgets største

arbejdsindsats i resten af 80-erne bliver at lappe huller i denne

del af skattereformen.

Et andet mindretal (fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil

redegøre for sin stilling til lovforslaget ved dettes 2.

behandling. Mindretallet vil i øvrigt fremkomme med sine

bemærkninger til skattereformen som helhed i tillægsbetænkningerne

over de enkelte lovforslag.

Ændringsforslag

Af ministeren for skatter og afgifter, tiltrådt af et flertal

(udvalget med undtagelse af SF og FP)

Til § 1

1) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke

»Stk. 2. Aktier, anparter i anpartsselskaber, andelsbeviser, beviser

for indskud i investeringsforeninger og lignende værdipapirer, der

omfattes af § 1, stk. 1, i aktieavancebeskatningsloven,

indeksobligationer og præmieobligationer indgår ikke i den

selvstændige erhvervsvirksomhed, medmindre den skattepligtige

driver næring med sådanne aktiver.«

2) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke

»Stk. 3. Aktiver, der benyttes både til erhvervsmæssige og private

formål, indgår ikke i den selvstændige erhvervsvirksomhed. Dog kan

biler og vindmøller, der benyttes både erhvervsmæssigt og privat,

indgå i virksomheden. Endvidere kan ligningsrådet tillade, at

andre aktiver, der benyttes både til erhvervsmæssige og private

formål, indgår i den selvstændige erhvervsvirksomhed.«

Til § 3

3) Stk. 1, 2. pkt., udgår.

4) Stk. 3 affattes således

»Stk. 3. Indskudskontoen opgøres som værdien af indskudte aktiver

med fradrag af gæld og af indskud på særlig konto i et

pengeinstitut efter § 5 i lov om investeringsfonds.«

5) Stk. 4, 1. pkt., udgår, og i stedet indsættes

»Fast ejendom medregnes til den kontante anskaffelsessum eller den

formueskattepligtige værdi med tillæg af eventuelt nedslag efter

Ingen

Nr BTL 107

Betænkning over Forslag til lov om indkomstbeskatning af selvstændige erhvervsdrivende (virksomhedsskatteloven)

Nr L 107 1985-86, 1. samling Blad nr 572

Afgivet af skatte- og afgiftsudvalget

Afgivet: 19860220