1985 BTL 102 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM REALKREDITINSTITUTTER (BEGRÆNSNING I LÅNGIVNINGEN TIL VISSE EJENDOMME) NR L 102 1985-86, 1. SAMLING BLAD NR 301
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til boligministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Udvalget har endvidere modtaget mundtlig og/ eller skriftlig
henvendelse fra
Håndværksrådet,
Komgas - Det fælleskommunale Naturgasselskab og
Realkreditrådet.
Der er af boligministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises
til de ledsagende bemærkninger.
Boligministeren har over for udvalget oplyst, at det påtænkte loft
for realkreditinstitutternes værdiansættelse alene vil blive
anvendt i forbindelse med udmåling af tillægslån og lån til om- og
tilbygning, men ikke til ejerskifte.
Herefter indstiller et flertal (det konservative folkepartis,
venstres, det radikale venstres, centrum-demokraternes og
kristeligt folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til
vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis
medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til de
stillede ændringsforslag ved 2. behandling, men indstiller i øvrigt
lovforslaget til forkastelse.
Mindretallet ønsker i øvrigt at bemærke følgende
Regeringens indgreb tager især sigte på en kraftig begrænsning af
byggeriet med større arbejdsløshed til følge, bl.a. ved at begrænse
låneadgangen i realkreditinstitutterne. Udvalgsarbejdet har vist,
hvor dårligt og uigennemtænkt lovforslaget er, hvad der
understreges af, at boligministeren har været nødsaget til at ændre
lovforslaget på centrale punkter.
Det er dokumenteret, at et ensidigt indgreb over for realkreditten, i
det omfang de nugældende regler vil blive berørt, vil medvirke til
en forskydning af låneoptagningen til alternativt lånemarked.
Banker, sparekasser, forsikringsselskaber, pensionskasser og ikke
mindst det grå og sorte lånemarked vil få en fordel af regeringens
indgreb.
Derfor er et ensidigt indgreb over for realkreditten virkningsløst
eller skadeligt.
Det er specielt de økonomisk dårligt stillede, som ofte er tvunget
til at søge lån på det grå eller sorte lånemarked, der må betale
prisen. Lovforslagets begrænsning for lån til om- og tilbygning kan
begrænse nyinvesteringer i energibesparende foranstaltninger,
alternativ energi og tilslutning til naturgas, hvad mindretallet
finder beklageligt.
ÆNDRINGSFORSLAG
Til § 1
Af boligministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, RV, CD og KrF)
1) Nr. 3 affattes således
»3. I § 10 indsættes efter stk. 7 som nyt stykke
»Stk. 8. Lån efter stk. 7 til de i stk. 2, 2. pkt., nævnte ejendomme,
hvor den offentlige ejendomsvurdering overstiger 500.000 kr., samt
de i stk. 6 nævnte ejendomme kan kun ydes, hvis låneprovenuet udgør
mindst 5 pct. af ejendommens værdi efter foranstaltningens
gennemførelse.«
Stk. 8-13 bliver herefter stk. 9-14.'
2) Nr. 8 affattes således
»8. § 13, stk. 1, nr. 8 og 9, affattes således
»8) 20 år for lån til ejerskifte, vedligeholdelse, opretning samt om-
og tilbygning af ejendomme til helårsbeboelse.
9) 15 år for lån til vedligeholdelse, opretning samt om- og
tilbygning af fritidshuse.«»
3) Nr. 9 affattes således
»9. Efter § 18 indsættes som ny paragraf
»§ 18 a. Boligministeren kan ved långivning til parcel- og rækkehuse,
ejerlejligheder til helårsbeboelse til brug for ejeren samt
fritidshuse fastsætte nærmere regler om obligationsudstedelsens
omfang og sammensætning i forbindelse med ydelse af tillægslån samt
lån til om- og tilbygning.«»
Til § 2
4) Stk. 3 udgår.
BEMÆRKNINGER
Til nr. 1
Den foreslåede ændring vil indebære en begrænsing af lovforslagets
virknnger for parcelhuse m.v. med en offentlig ejendomsvurdering på
mindre end 500.000 kr. Begrænsningen omfatter ikke fritidshuse.
Til nr. 2
Ændringsforslaget indebærer, at den gældende amortisationstid på 20
år for lån til ejerskifte og om- og tilbygning m.v. opretholdes.
Til nr. 3
Den ændrede affattelse indebærer en præcisering af omfanget af den
foreslåede bemyndigelse til boligministeren.
Til nr. 4
Den foreslåede ændring er en konsekvens af den under nr. 2 foreslåede
ændring.
Agnete Laustsen (KF) Birgit Fogh-Andersen (KF) Svend Åge Petersen
(KF) Merete Aarup (KF) Bente Nielsen (V) Fogh Rasmussen (V)
nfmd. Birgith Mogensen (CD) Arne Bjerregaard (KrF) Svend
Andersen (S) Bakholt (S) Baadsgaard (S) Knud Damgaard (S)
fmd. Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S) Agerschou (SF) Finn
O. Christensen (SF) Estrup (RV)
Partierne VS, FP og FD havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 102
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om realkreditinstitutter (Begrænsning i långivningen til visse ejendomme)
Nr L 102 1985-86, 1. samling Blad nr 301
Afgivet af boligudvalget
Afgivet: 19851208