1985 BTL 97 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AFGIFT AF VISSE OLIEPRODUKTER NR L 97 1985-86, 1. SAMLING BLAD NR 303
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til ministeren for skatter og afgifter, som denne
har besvaret skriftligt og i samråd.
Udvalget har endvidere modtaget skriftlige og/ eller mundtlige
henvendelser fra
Danske Fjernvarmeværkers Forening og
Oliebranchens Fællesrepræsentation.
Ministeren for skatter og afgifter har stillet nedenstående
ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et mindretal (det konservative folkepartis,
venstres, det radikale venstres, centrum-demokraternes og
kristeligt folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til
vedtagelse med de af ministeren for skatter og afgifter stillede
ændringsforslag.
Et andet mindretal (socialdemokratiets medlemmer af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men kan
dog stemme for de stillede ændringsforslag.
Mindretallet er tilhænger af, at der i en situation med faldende
energipriser målt i danske kroner sker en forhøjelse af
energiafgifterne således, at tilskyndelsen til at foretage
energibesparende investeringer fastholdes, men de forslag,
regeringen har fremsat om forhøjelse af energiafgifterne, mere end
modsvarer det konstaterede fald i forbrugerpriserne, således at
nettoresultatet bliver en stigning i energipriserne, selv i forhold
til marts/ april måned 1985, hvor dollarkursen var højest.
Faktisk er forbrugerprisen på fjernvarme og elektricitet steget siden
marts måned i år, mens gasprisen har været uændret. Det er således
kun benzinprisen og prisen på flydende brændsel, der er faldet med
henholdsvis 6 pct. og 10 pct.
Dette skal sammenholdes med de foreslåede afgiftsstigninger på 6,3
pct. af forbrugerprisen på fjernvarme baseret på kul, 8,3 pct. på
fjernvarme baseret på olie, 6,3 pct. på elektricitet, 3,4 pct. på
autogas, 15,1 pct. på benzin og 8,5 pct. på flydende brændsel
(fyringsolie).
Forslagene har således et andet formål, nemlig at begrænse forbruget
generelt.
Det understreges også af, at forslagene indgår som en del af et
samlet regeringsindgreb.
Mindretallet er enig i, at der er behov for en begrænsning af
forbruget, men finder, at regeringsindgrebet mangler en rimelig
social balance.
For så vidt angår forslagene om forhøjelse af energiafgifterne kommer
dette til udtryk i, at regeringen ikke har fremsat forslag om
sociale kompensationer, således som den socialdemokratiske regering
gjorde ved forhøjelsen af energiafgifterne i 1982.
Regeringen har ikke ønsket at give tilsagn om at henstille til
ligningsrådet, at fradragssatserne for kørsel i egen bil og
befordring mellem hjem og arbejdsplads for 1986 ændres under
hensyntagen til forhøjelsen af energiafgifterne, på trods af at
satserne er fastsat under forudsætning af et vist forventet fald i
energipriserne.
Endelig har regeringen gennem sin nedskæringspolitik begrænset
befolkningens muligheder for at spare på energiregningen.
Det gælder også mulighederne for at skifte fra privatbilkørsel til
kollektive transportmuligheder.
Nedskæringerne af bloktilskuddene har forringet mulighederne for at
udbygge den kollektive trafik, og det forslag om en yderligere
beskæring af tilskuddene til kommunerne i 1986 og 1987, der indgår
i regeringsindgrebet, vil kun gøre ondt værre.
De mennesker, der bor i private udlejningsejendomme, kommer også til
at bære den fulde afgiftsbyrde, fordi regeringen har fjernet
tilskuddet til isolering.
På samme måde har regeringen forringet mulighederne for, at
befolkningen i de områder, hvor der hverken kommer fjernvarme eller
naturgas, kan spare på energiregningen, ved gang på gang at stemme
imod socialdemokratiets forslag om at afsætte flere penge til
vedvarende energi.
Socialdemokratiet må derfor afvise regeringens forslag.
Et tredje mindretal (socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse, men kan stemme for de
stillede ændringsforslag.
I en anden social sammenhæng kunne mindretallet støtte de foreslåede
afgiftsforhøjelser. Men på baggrund af regeringens brutale
nedskæringer over for modtagere af sociale ydelser og den hårde
indkomstpolitik over for flertallet af lønmodtagere samtidig med,
at selverhvervende, kuponklippere og højere funktionærer har fået
uset store indkomstforhøjelser, kan mindretallet ikke medvirke til
at lægge nye byrder på de grupper, der i forvejen har betalt så
rigeligt.
Mindretallet har noteret sig, at regeringen hævder, at hensigten med
afgiftsforhøjelser kun er at sikre, at fald i importpriserne ikke
slår igennem i forbrugerpriserne, men har samtidig hæftet sig ved,
at regeringen ikke har kunnet dokumentere, at afgiftsforhøjelserne
kun får den virkning. Mindretallet har derfor stillet
ændringsforslag om, at afgiftslovene tages op til revision, hvis
priserne viser sig at stige.
Et fjerde mindretal (fremskridtspartiets medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
ÆNDRINGSFORSLAG
Til § 2
Af ministeren for skatter og afgifter, tiltrådt af udvalget
1) I stk. 2 ændres »5. december 1985« til: »13. december 1985«.
2) I stk. 3 ændres »4. december 1985« til: »12. december 1985«.
Af et mindretal (SF)
3) Efter stk. 3 indsættes som nyt stykke
»Stk. 4. Såfremt forbrugerprisen på de i § 1 nævnte olieprodukter den
1. marts 1986, den 1. juni 1986, den 1. september 1986 eller den 1.
december 1986 overstiger forbrugerprisen pr. 1. oktober 1985 med
mere end 5 pct., fremsætter ministeren for skatter og afgifter
forslag til revision af loven.«
BEMÆRKNINGER
Til nr. 1 og 2
Ændringen foreslås ud fra et praktisk hensyn til oliebranchens
afregning af afgift.
Til nr. 3
Ifølge regeringens oplysninger er hensigten med afgiftsforhøjelsen
ikke at forhøje forbrugerpriserne, men alene at undgå, at fald i
importpriserne slår igennem i forbrugerpriserne. Derfor foreslås
indsat en revisionsbestemmelse i loven, så ministeren forpligtes
til at fremsætte forslag om en justering af afgiftssatserne i
overensstemmelse med regeringens erklærede hensigt, hvis
udviklingen i forbrugerpriserne forløber anderledes end forventet
af regeringen.
Hagen Hagensen (KF) nfmd. Collet (KF) Houe (KF) Fogh Rasmussen
(V) Birthe Rønn Hornbech (V) Bente Juncker (CD) Dohrmann (FP)
Arne Bjerregaard (KrF) Jytte Hilden (S) Sonja Mikkelsen (S)
Lohmann (S) Lykketoft (S) Stavad (S) fmd. Tastesen (S)
Rahbæk Møller (SF) Thoft (SF) Bernhard Baunsgaard (RV)
Partierne VS og FD havde ikke medlemmer i udvalget.
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.
Udvalget har modtaget mundtlig og skriftlig henvendelse fra
Postarbejdernes Fagforening.
Herefter indstiller et flertal (socialdemokratiets, socialistisk
folkepartis og fremskridtspartiets medlemmer af udvalget)
lovforslaget til forkastelse.
Et mindretal (det konservative folkepartis, venstres, det radikale
venstres, centrum-demokraternes og kristeligt folkepartis medlemmer
af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse i den
affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Hagen Hagensen (KF) nfmd. Collet (KF) Houe (KF) Fogh Rasmussen
(V) Skrumsager Skau (V) Bente Juncker (CD) Dohrmann (FP) Arne
Bjerregaard (KrF) Jytte Hilden (S) Henning Jensen (S) Lohmann
(S) Kaj Poulsen (S) Stavad (S) fmd. Tastesen (S) Rahbæk
Møller (SF) Thoft (SF) Bernhard Baunsgaard (RV)
Partierne VS og FD havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 97
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om afgift af visse olieprodukter
Nr L 97 1985-86, 1. samling Blad nr 303
Afgivet af skatte- og afgiftsudvalget
Afgivet: 19851208