1985 BTL 92 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LIGE LØN TIL MÆND OG KVINDER NR L 92 1985-86, 1. SAMLING BLAD NR 429

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med det af

arbejdsministeren stillede og af udvalget tiltrådte

ændringsforslag.

Udvalget finder det vigtigt, at der sikres kvinder og mænd den reelle

ligeløn for faktisk udførelse af arbejdsfunktioner af samme værdi.

Derfor er det helt nødvendigt at følge, hvilke begrundelser der

resulterer i lønforskelle.

Det må fortsat være en bestræbelse at fjerne faktorer, som medfører

uacceptable forskelle i lønninger.

Endvidere må de situationer, hvor forskellige overenskomster står

over for hinanden og giver et forskelligt lønniveau, følges nøje.

Ved en sådan løbende vurdering vil det være muligt at få

klargjort, hvori faktorer til ulighed i aflønning består.

Det fremgår af arbejdsministerens besvarelse af spørgsmål fra

udvalget, at retspraksis er veldefineret.

Udvalget konstaterer, at der på nuværende tidspunkt kun foreligger få

domstolsafgørelser og opmandskendelser, og at disse har fortolket

ligelønsbegrebet forskelligt. Derfor vil der fremover være behov

for at følge en kommende retspraksis meget nøje.

I øvrigt henvises til besvarelserne af udvalgets spørgsmål nr. 1, 6,

7 og 9, som er medtaget som bilag til betænkningen.

ÆNDRINGSFORSLAG

Til § 2

Af arbejdsministeren, tiltrådt af udvalget

Paragraffen affattes således

Ȥ 2

Loven træder i kraft den 1. marts 1986.«

Flemming Jensen (KF) fmd. Henning Andersen (KF) Bo Kristensen

(KF) Jette Thomsen (KF) Jens Peter Jensen (V) Tørnæs (V)

Bente Juncker (CD) Kofod-Svendsen (KrF) Jytte Andersen (S)

Svend Auken (S) Bakholt (S) Søren B. Jørgensen (S) nfmd. Kaj

Poulsen (S) Lilli Gyldenkilde (SF) Ole Henriksen (SF)

Elisabeth Bruun Olesen (VS) Lone Dybkjær (RV)

Partierne FP og FD havde ikke medlemmer i udvalget.

0,0 Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til arbejdsministeren og dennes

besvarelse heraf

Spørgsmål 1

Hvorledes skal arbejdsgiverens forpligtelse til at give lige løn for

arbejde af samme værdi til mænd og kvinder nærmere fortolkes?

Spørgsmål 6

I bemærkningerne til § 1 står der citeret fra organisationernes

fælleserklæring af 16. december 1982: »om to arbejdsfunktioner

har samme værdi, må afgøres ud fra en af den almindelige

løndannelse uafhængig, direkte vurdering af de pågældende

arbejdsgruppers indsats i produktionen . . .

Hvorledes fortolker ministeren dette citat fra organisationerne, og

vil denne fortolkning blive den fagretligt gældende?»

Svar

Fortolkningen af begrebet lige løn for arbejde af samme værdi til

mænd og kvinder kan ikke udtømmende fastlægges i lovtekst eller

bemærkninger, men må få sit mere præcise indhold ved de

afgørelser, der træffes i retspraksis. Det forhold, at det nærmere

indhold af en bestemmelse fastlægges ved retspraksis, kendes også

fra anden ansættelsesretlig lovgivning, som f.eks.

funktionærloven.

Dernæst skal det fremhæves, at tilføjelsen af ordene »arbejde af

samme værdi« ikke ændrer den hidtidige retstilstand, men blot

klargør og præciserer retstilstanden, således som denne bl.a. er

beskrevet i den i bemærkningerne omtalte fælleserklæring af 16.

december 1982 fra DA, LO og FTF.

Dette er taget til efterretning af EF-Domstolen.

På denne baggrund kan man om fortolkningen af udtrykket »samme

arbejde eller arbejde, der tillægges samme værdi« sige følgende

Der skal ikke kun ydes lige løn for identiske arbejdsfunktioner, men

også for arbejde, der til trods for visse forskelle dog har den

samme værdi for arbejdsgiveren. Der er således tale om en

vurdering af arbejdet snarere end af den enkelte lønmodtager. I

fælleserklæringen er det udtrykt på den måde, at spørgsmålet, om

to arbejdsfunktioner har samme værdi, må afgøres ud fra en af den

almindelige løndannelse uafhængig, direkte vurdering af de

pågældende arbejdsgruppers indsats i produktionen. Denne

formulering bygger på en voldgiftskendelse fra 1977, der

vedlægges.

Denne sag drejede sig om, hvorvidt der skulle udbetales samme

grundløn for arbejde, der bestod i ved pakkeborde at pakke frugt

og grønt med henblik på salg i detailbutikker, og arbejde, der

bestod i at bringe det uindpakkede frugt og grønt samt emballage

til pakkebordene og transportere de færdige, klargjorte varer bort

derfra til videre ekspedition.

Den ene type arbejde blev udført af medlemmer af Kvindeligt

Arbejderforbund (KAD) til en lavere grundløn end den anden type

arbejde, der blev udført af medlemmer af Specialarbejderforbundet

i Danmark (SiD).

Det blev i kendelsen statueret, at de to gruppers arbejde fandtes,

under hensyn til arbejdernes indsats, at være af samme værdi for

og i produktionen på arbejdspladsen, og at der derfor i medfør af

ligelønsloven burde ydes den samme grundløn til medarbejdere under

KAD-overenskomsten som til medarbejdere under SiD-overenskomsten.

Loven er imidlertid ikke til hinder for, at der lønmæssigt

differentieres ud fra uddannelse, erfaring m.v., der har betydning

for arbejdets udførelse. I det hele taget skal det understreges,

at loven alene forbyder forskelsbehandling på grund af køn, men

ikke forskelsbehandling - heller ikke af mænd og kvinder - som

skyldes andre forhold.

I øvrigt henvises til besvarelsen af spørgsmål 2.

Næstved, den 8. december 1977

Sigurd Wechselmann, amtmand,

Formand for statens forligsinstitution

i arbejdsstridigheder

Ved skrivelse af 28. september 1977 har Fællesforeningen for Danmarks

Brugsforeninger (FDB) og Landsorganisationen i Danmark (LO) - på

Kvindeligt Arbejderforbunds (KADs) vegne - anmodet mig om en

udtalelse om et ligelønsproblem, der ikke har kunnet løses under

overenskomstforhandlingerne mellem FDB og KAD Efter en

skriftudveksling er sagen blevet forhandlet og det omtvistede

arbejde besigtiget i Albertslund den 18. november 1977.

På grundlag af det nedenfor citerede protokollat af 12. september

1977 skal jeg herefter svare således

Efter en række forhandlinger om fornyelsen af parternes

overenskomster af 5. maj 1975 om løn- og arbejdsforhold

henholdsvis i og uden for hovedstadsområdet blev der den 12.

september 1977 mellem parterne oprettet følgende protokollat

»Ved et møde den 12. september 1977 mellem på den ene side

Landsorganisationen i Danmark (LO) og Kvindeligt Arbejderforbund i

Danmark (KAD) og på den anden side Fællesforeningen for Danmarks

Brugsforeninger (FDB) drøftedes den videre procedure i de pågående

forhandlinger om nye overenskomster (betegnet 31.14.0 og 3.15.0)

for KAD-medlemmer med beskæftigelse i FDB.

Mødets hovedtema var, om KADs medlemmer beskæftiget ved FDBs

pakkerier ved centralafdelinger m.v. på grundlag af lov om

ligeløn og mæglingsforslaget fra 1973 kan kræve aflønning på linie

med Specialarbejderforbundets medlemmer på de samme

arbejdspladser. Der opnåedes ikke enighed om dette spørgsmål.

Under hensyn hertil enedes man om, at overenskomstforhandlingerne

genoptages mellem KAD og FDB på basis af mæglingsforslaget fra

april 1977, og at KAD/ LO uafhængigt heraf ønsker spørgsmålet om

ligeløn afklaret. Dette kan ske ved, at parterne i fællesskab

indhenter et respondum fra en opmand, hvis konklusion parterne vil

være bundet af. Parterne er enige om at anmode amtmand S.

Wechselmann om at påtage sig hvervet som opmand.«

Herefter blev overenskomstforhandlingerne ført videre og afsluttet

ved protokollater af 29. september 1977. Disse protokollater

indeholder bestemmelser om grundlønnen. Men efter protokollatet af

12. september 1977 står det spørgsmål tilbage, om grundlønnen for

de medlemmer af KAD, der er beskæftiget i FDBs pakkerier ved

centralafdelinger m.v., skal være den samme som den grundløn, der

ydes til medlemmer af SiD, som beskæftiges på de samme

arbejdspladser. Denne grundløn er aftalt ved en overenskomst af

26. april 1977 mellem FDB og SiD.

På det således foreliggende grundlag udgør forskellene i

grundlønningerne pr. 29. august 1977 følgende beløb i øre pr.

time

--------------------------------------------------------------------- Hovedstad Provins --------------------------------------------------------------------- SiD-overenskomsten: 2069 1735 KAD-overenskomsten: 1862 1654 ----------------- Forskel: 207 81

Parterne er enige om, at hovedstads- og provinsoverenskomsterne -

bortset fra grundlønssatserne og visse af tillæggene - er

identiske og dækker identiske funktioner for så vidt angår det

spørgsmål, der her er til behandling.

De arbejdsfunktioner, for hvis vedkommende KAD har rejst

ligelønskravet, er pakkearbejdet, der udføres af ca. 150

medarbejdere. Hovedområdet herfor er frugt- og grøntpakkerierne

ved FDBs centralafdelinger m.v.

FDB har beskrevet dette arbejde således

»En væsentlig del af den frugt og de grøntsager, der omsættes i

landets brugser, leveres af leverandørerne til FDBs afdelinger

uindpakket i hele kasser, sække m.v., og disse varer ompakkes i

pakkerierne i detailsalgspakninger. Varerne og den nødvendige

emballage bringes til pakkeområdernes pakkeborde af lager- og

pakhusarbejdere, der arbejder under SiD-overenskomsten.

Medarbejdere under KAD-overenskomsterne tager herefter varerne op på

pakkebordene, hvor der ud fra en bestemt arbejdsdeling mellem de

medarbejdere, der står ved hvert bord, udføres pakning, vejning og

etikettering (hvor dette ikke sker maskinelt). Herefter anbringes

de færdige detailsalgspakker stadig af medarbejdere under

KAD-overenskomsterne - i modulkasser, og disse sættes på

transportpaller.

De fyldte paller køres af LPere fra pakkeområdet til

centralafdelingens lagerhal, hvorfra den videre ekspedition til

butikkerne foregår.

Transporten af råvarerne til centralafdelingens lagerhal udføres af

LPere. Dette er også tilfældet m.h.t. transporten fra lagerhallen

til pakkeområdet og med hensyn til transporten af de detailpakkede

varer tilbage til lagerhallen, hvorfra LPere foretager selve

ekspeditionsarbejdet og læsning af de lastbiler, der bringer

varerne til butikkerne.«

Lagerarbejdet for arbejdere under SiD-overenskomsten er beskrevet

således

»Varemodtagelse fra lastvogne og jernbanevogne

Varerne læses af vognene med gaffeltruck, hvorefter der finder

påpladssætning sted ved hjælp af gaffeltrucks.

For så vidt angår frugt og grønt, der skal detailpakkes, gælder, at

dette fra vognene bliver bragt til kølerum, hvorfra det

transporteres til pakkeområdet og fra pakkeområderne igen - efter

pakning - ud til ekspeditionsområderne. Dette arbejde udføres ved

hjælp af trucks eller de såkaldte elheste »(elektrisk drevne

køretøjer)». I alt er 15-20 medarbejdere i hele landet beskæftiget

med dette arbejde.

Det egentlige ekspeditionsarbejde udgør den væsentligste del af

LPernes arbejdsfunktioner, der udføres ved hjælp af elheste og i

øvrigt således, at ekspedienten på grundlag af forskellige numre i

EDB-udskrevne lister finder frem til de varer, der skal

ekspederes, læsser disse på paller og krydser varerne af

EDB-listerne. Ekspedienten kører herefter den fyldte palle til det

såkaldte rankeområde. Fra rankeområdet læsses de fyldte paller ved

hjælp af gaffeltrucks i lastbiler, der kører varerne til

butikkerne. En del LP-medarbejdere er herudover beskæftiget med

modtagelse af tom returemballage (f.eks. tomme modulkasser),

rengøring af denne og påpladssætning af den.«

For fuldstændigheds skyld er det nævnt, at der udover de nævnte SiD-

og KAD-medarbejdere samt overordnede funktionærer tillige findes

HK-medarbejdere på centralafdelingernes lagerområder. Disse har

kontrolfunktioner samt visse funktioner med opsplitning af hele

kolli. Om kønsfordelingen på de nævnte opgaver er det oplyst, at

det i alt væsentligt er kvinder, der udfører arbejdet under

KAD-overenskomsterne, og at det i alt væsentligt er mænd, der

udfører arbejde under SiD-overenskomsten.

Der er imidlertid kvinder, der under SiD-overenskomsten udfører

finfordelingsarbejde, dvs. arbejde med fordeling af varer fra FDBs

landslagre til de enkelte butiksekspeditioner. Undtagelsesvis har

der været kvinder beskæftiget med egentligt ekspeditionsarbejde. I

disse situationer er der ydet aflønning efter den

SiD-overenskomst, der dækker dette arbejde.

I de få tilfælde, hvor SiD-medarbejdere undtagelsesvis har udført

KAD-arbejde, er der af hensyn til de pågældendes individuelle

ansættelsesaftaler ydet aflønning med SiD-løn.

Denne fremstilling af arbejdsgangen har KAD ikke bestridt.

Ved besigtigelsen af frugt- og grøntpakkeriet i Albertslund er det

iagttaget, at de kvindelige arbejderes tempo er relativt hurtigt;

dette blev forklaret med, at der arbejdes under en bonusordning.

Det blev ligeledes iagttaget, at deres arbejde medfører en særlig

fysisk belastning, dels ved arbejdsstillingerne, dels ved

anbringelsen af de fyldte modulkasser på transportpallerne. En

tilsvarende belastning for de mandlige arbejdere ved deres kørsel

og arbejdsoperationer som foran beskrevet er ikke iagttaget.

FDB har til støtte for sit standpunkt anført følgende

Mæglingsforslaget af 28. marts 1973 bestemmer i afsnit A I, 1., at

der i overenskomstforhold, der omfatter såvel kvinder som mænd,

fastsættes de overenskomstmæssige normallønssatser . . . til samme

beløb for kvinder som for mænd . . . KAD-overenskomsten omfatter

alene kvinder. SiD-overenskomsten har ingen gyldighed på

KAD-overenskomstens område.

Selv om det kunne statueres, at FDB på grund af årelang praksis var

forpligtet til at følge mæglingsforslaget, kan der således ikke

heraf udledes nogen forpligtelse for FDB til at yde KADs medlemmer

den samme grundlønssats som den, der er fastsat i

SiD-overenskomsten.

Ligelønsloven forpligter arbejdsgiveren til at yde lige løn for samme

arbejde. Det er uden for tvivl, at de medarbejdere, der arbejder

under KAD-overenskomsten, ikke udfører det samme arbejde som de

medarbejdere, der arbejder under SiD-overenskomsten.

Der er derfor heller ikke i lovens ord noget grundlag for at

imødekomme KADs krav.

Imidlertid er FDB enig i den af Arbejdsgiverforeningen og LO

anerkendte opfattelse, at selv om ligelønsloven anvender begrebet

»samme arbejde«, må dette opfattes som »arbejde af samme værdi«,

således som dette udtryk er anvendt i det EF-direktiv, der er

baggrund for ligelønsloven. Men FDB bestrider, at det arbejde, der

udføres af medarbejdere under KAD-overenskomsten, har samme værdi

som det arbejde, der udføres af medarbejdere under

SiD-overenskomsten. Herom har FDB anført følgende

Når der - som her - er tale om sammenligning af arbejdsydelser, der

reguleres af forskellige overenskomster, må værdien af disse

arbejdsydelser umiddelbart være den pris i kroner og øre, som

arbejdsydelserne hver for sig takseres til ved forhandlingerne om

de enkelte overenskomster. Skal der gøres afvigelser herfra, må

der skulle opstilles sammenligningskriterier. Det må da være den

part, der vil gøre afvigelse, der skal opstille disse kriterier og

dokumentere, at det herudfra kan statueres, at der foreligger

arbejde af samme værdi. Hverken LO eller KAD, der har ønsket denne

afvigelse, har opstillet sådanne kriterier og herudfra foretaget

en acceptabel sammenligning.

Ved en vurdering af arbejdets værdi i den foreliggende sag må man

have for øje, at lønnen for henholdsvis pakkearbejdet på

centralafdelingen og centralafdelingens lagerarbejde må skulle

vurderes for hver af grupperne som helhed. Der har således været

en tilbøjelighed i diskussionen til udelukkende at sammenligne

pakkearbejdet med det arbejde, LPerne har med råvarer og

emballagetil- kørsel til pakkeområdet samt transporten herfra. I

alt 15-20 LPere i hele landet er beskæftiget med dette arbejde;

der er altså her tale om knap 4 pct. af LPernes forskelligartede

lagerarbejde.

Det synspunkt har i forhandlingerne været fremført fra LOs og

forbundets side, at værdien af arbejdet for forskellige ufaglærte

grupper i en virksomhed må forudsættes at være den samme.

FDB afviser dette synspunkt, idet det vil medføre kunstige og

urimelige konsekvenser både indbyrdes mellem de ufaglærte grupper

og i relation til faglærte grupper, som af forskellige årsager

ikke har en løn, der er på højde med den løn, der kræves ligeløn

med.

LO og KAD har gjort gældende, at arbejdet i frugt- og

grøntpakkerierne er en samlet arbejdsproces. Den omstændighed, at

det dækkes af to forskellige overenskomster, skyldes, at det

udføres af medlemmer af to forskellige organisationer. At anføre

dette forhold som et argument imod at yde ligeløn forekommer

nærmere som en art omgåelse af loven. De to grupper af arbejdere

er begge ufaglærte; der er ingen relevant forskel i deres

uddannelse og kvalifikationer, og det er i denne sag irrelevant,

at LPernes arbejde på den omtvistede arbejdsplads kun udgør 4 pct.

af deres samlede arbejde. De kvindelige arbejderes

arbejdsbetingelser er - ved den fysiske belastning, arbejdet

medfører ringere end de mandliges; deres ansvar er lige så stort

som deres mandlige kollegers. Det er i det hele arbejdersidens

opfattelse, at grunden til, at der ydes de kvindelige arbejdere en

lavere løn end den, der ydes under SiD-overenskomsten, alene er

den, at der traditionelt ydes en lavere løn til kvindelige

arbejdere. Denne kønsdiskrimination er i strid med, hvad der er

tilsigtet såvel med mæglingsforslaget af 25. marts 1973 som ved

ligelønsloven af 4. februar 1976.

I bemærkningerne til forslaget til lov om ligeløn hedder det bl.a.

»Særligt hvad angår udtrykket »samme arbejde« er dette i Danmark -

bl.a. af de implicerede organisationer blevet fortolket så bredt,

at en tilføjelse af direktivets udtryk »arbejde, der er blevet

tillagt samme værdi« næppe vil indebære nogen reel udvidelse af

området for ligeløn i Danmark.

I de få tilfælde, hvor der ved en jobklassificering er tillagt et

arbejde samme værdi som et andet, vil det helt naturligt være

omfattet af bestemmelserne om ligeløn.

Danmark tog derfor i forbindelse med vedtagelsen af direktivet

forbehold om, at man - af klarhedsgrunde - i den danske

følgelovgivning alene ville anvende udtrykket »samme arbejde«.

Hertil har såvel Dansk Arbejdsgiverforening som Landsorganisationen

henholdt sig, da The Committee of Experts over for regeringen i

1977 rejste det spørgsmål, om »ligeløn for samme arbejde« måtte

anses for et snævrere begreb end begrebet »ligeløn for arbejde af

samme værdi«.

Under lovforslagets behandling i folketinget havde

arbejdsmarkedsudvalget ønsket en uddybning af dette spørgsmål.

Arbejdsministerens svar af 9. december 1975 lyder således

»Udgangspunktet for overvejelserne om, hvilket udtryk man skal

anvende, har været ønsket om at bruge samme formulering som i de

kollektive overenskomster, således at den ret, der tilsikres efter

loven, er den samme som den, de kollektive overenskomster giver.

Ved at bruge samme udtryk begge steder opnår man, at der ikke

bliver anledning til at fortolke loven på en måde, der adskiller

sig fra overenskomsterne.

Når direktivet tillige bruger udtrykket »arbejde, som tillægges samme

værdi« - uanset at Romtraktatens art. 119 alene taler om »samme

arbejde« - må dette ses i lyset af forholdene i enkelte af de

øvrige medlemslande, hvor man har set eksempler på, at ligeløn for

»samme« arbejde kun er blevet ydet i de sjældne tilfælde, hvor

mænd og kvinder udøver nøjagtigt samme arbejdsfunktioner.

Kommissionen ønskede at lægge hindringer i vejen for en sådan

bogstavelig eller spidsfindig fortolkning - som man ikke kan

antage at danske domstole vil anlægge - ved gennem det nævnte

udtryk at inddrage de såkaldte jobklassificeringssystemer under

direktivets område. Ved sådanne systemer tillægges de enkelte job

samme værdi uafhængigt af, om de udføres af mænd eller af kvinder.

Sådanne meget formelle og stive systemer anvendes kun lidt i Danmark,

og under forberedelserne af lovforslaget har der mellem

arbejdsmarkedets parter været enighed om, at erfaringerne har

vist, at indførelse af disse i noget videre omfang ikke var

ønskelig, idet der er risiko for, at kvinderne bliver anbragt i de

lavere klasser.

I stedet for at operere med et jobklassificeringssystem er det

organisationernes opfattelse, at en reel ligestilling bedre kan

tilvejebringes ved de fagretlige instansers og domstolenes

fortolkning af det fra overenskomsterne kendte og i loven anvendte

udtryk »samme arbejde«.

Nogen klassificering af de her omtvistede arbejder har ikke fundet

sted.

Det spørgsmål, der er forelagt opmanden, vedrører alene

ligelønsproblemet i FDBs frugt- og grøntpakkerier ved

centralafdelinger m.v.

Allerede mæglingsforslaget af 28. marts 1973 gør indgreb i den frie

prisdannelse, der har bestemt visse lønforskelle mellem mænd og

kvinder. Efter forarbejderne til ligelønsloven af 4. februar 1976

finder opmanden det rigtigt, at det spørgsmål, denne sag drejer

sig om, må afgøres ud fra en af den almindelige løndannelse

uafhængig, direkte vurdering af de pågældende arbejdergruppers

indsats i det omtvistede led af produktionen.

Arbejdet i frugt- og grøntpakkerierne har til formål at gøre varerne

parat til levering til FDBs butikker. Det udføres af to grupper af

ufaglærte arbejdere.

Disse gruppers arbejde findes under hensyn til arbejdernes indsats at

være af samme værdi for og i produktionen på arbejdspladsen.

Derfor finder opmanden, at der i medfør af ligelønsloven bør ydes

den samme grundløn til medarbejdere under KAD-overenskomsten som

til medarbejdere under SiD-overenskomsten.

Wechselmann

Spørgsmål 7

Hvorledes sikrer ligelønsloven, at der ved den fagretlige behandling

og domstolsbehandlingen af ligelønstvister ydes lige løn for

arbejde af samme værdi, når der ikke i lovbemærkningerne er givet

nogen fortolkningsbidrag?

Svar

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget og besvarelsen af

spørgsmålene 1 og 6, er der ikke med ændringen af § 1 tilsigtet

nogen ændring i den hidtidige retstilstand. Der er alene tale om,

at den hidtidige retstilstand skal klargøres og præciseres.

Direktivets tekst, hvorefter der skal ydes lige løn for samme

arbejde og for arbejde, der tillægges samme værdi, var alene

indeholdt i de almindelige bemærkninger til ligelønsloven og ikke

i selve lovteksten. Denne uklarhed for borgerne skal efter

EF-Domstolens afgørelse rettes.

Tilføjelsen af ordene »arbejde af samme værdi« lægger med andre ord

ikke noget til den hidtidige retstilstand, og der er derfor ikke

anledning til i bemærkningerne at give nogen fortolkningsbidrag.

Den hidtidige retstilstand er beskrevet i svaret på spørgsmålene 1

og 6. Hvad angår forholdet mellem den fagretlige og den

civilretlige behandling af ligelønstvister henvises til svaret på

spørgsmål 2.

Spørgsmål 9

Skal det tillægges betydning, at de to arbejdsfunktioner, der

sammenlignes, er omfattet af to forskellige kollektive

overenskomster?

Svar

I forhold til ligelønsloven kræves det af en arbejdsgiver, at alle

grupper af ansatte får ligeløn uanset køn.

Det fritager derfor ikke en arbejdsgiver fra kravet om ligeløn, at

der kan henvises til forskellige overenskomster for forskellige

grupper. På den anden side må lønvilkårene for en gruppe

lønmodtagere i henhold til en given overenskomst bedømmes som en

helhed. Derfor kan det ikke kræves, at 2 forskellige

overenskomster er identiske punkt for punkt på det lønmæssige

område.

Der kan i den forbindelse henvises til bemærkningerne til lov nr. 161

af 12. april 1978 om ligebehandling af mænd og kvinder

(Folketingstidende 1977-78, Tillæg A II, sp. 3088-3089).

Ingen

Nr BTL 92

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om lige løn til mænd og kvinder

Nr L 92 1985-86, 1. samling Blad nr 429

Afgivet af arbejdsmarkedsudvalget

Afgivet: 19860124