1985 BTL 90 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM FRIKOMMUNER NR L 90 1985-86, 1. SAMLING BLAD NR 1014

§ 05. Miljøministeren kan godkende regler for frikommuneforsøg, der

fraviger bestemmelserne om, hvilke myndigheder der træffer

afgørelser efter § 4, stk. 3, og §§ 48 og 49 i lov om

miljøbeskyttelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 85 af 8. marts 1985.«

Nyt kapitel

12) Efter kapitel 10 indføjes som nyt kapitel

»Kapitel 0

Ministeren for offentlige arbejders område

§ 06. Ministeren for offentlige arbejder kan godkende regler for

frikommuneforsøg, der fraviger bestemmelserne om, hvilke

myndigheder der administrerer, herunder træffer afgørelse, efter §

2, stk. 3, i lov om offentlige veje, jfr. lovbekendtgørelse nr.

368 af 6. august 1985, og § 6 i lov om private fællesveje, jfr.

lovbekendtgørelse nr. 370 af 6. august 1985.«

Til § 27

13) I nr. 2) ændres »lov nr. 262 af 6. juni 1985« til: »§ 38 i lov

nr. 217 af 23. april 1986«.

(Vedtages ændringsforslaget, foretages tilsvarende ændringer i § 28,

stk. 1, §§ 29-32 og § 33, stk. 4).

14) I nr. 4) ændres »lov nr. 261 af 6. juni 1985« til: »lov nr. 134

af 19. marts 1986«, og i nr. 5) ændres »§ 5 i lov nr. 54 af 20.

februar 1985« til: »lov nr. 195 af 9. april 1986«.

Ny paragraf

15) Efter § 29 indsættes som ny paragraf

»§ 07. Socialministeren kan godkende regler for frikommuneforsøg,

hvorefter de beløb, der er nævnt i § 37, stk 5, og § 43, stk. 4, i

lov om social bistand, jfr. lovbekendtgørelse nr. 413 af 5. juni

1985, som senest ændret ved § 38 i lov nr. 217 af 23. april 1986,

reguleres en gang om året pr. 1. januar. Det er en betingelse for

godkendelsen, at reguleringen kan beregnes på grundlag af

bistandslovens regler om regulering.«

Af

et mindretal (S og SF)

Til § 30

16) Paragraffen udgår.

Af indenrigsministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 34

17) I stk. 1, nr. 1), ændres »ændret ved lov nr. 528 af 28. december

1979« til: »senest ændret ved lov nr. 216 af 23. april 1986«.

18) I stk. 1 indsættes efter nr. 2)

»3) om nedsættelse m.v. af et repræsentantskab i § 2 i lov nr. 239

af 12. juni 1975 om amtscentraler for undervisningsmidler.«

Til § 35

19) Paragrafhenvisningen »§§ 13-17« ændres til: »§§ 3-17«.

Til § 37

20) Paragrafhenvisningen »§ 8, stk. 1,» ændres til: »§ 8, stk. 1 og

2,».

Ny paragraf

21) Efter § 37 indsættes som ny paragraf

Ȥ 08. Undervisningsministeren kan godkende regler for

frikommuneforsøg, der fraviger bestemmelserne i § 14, stk. 1, nr.

3 og 4, i lov om gymnasieskoler og studenterkursus, jfr.

lovbekendtgørelse nr. 510 af 3. oktober 1984, som ændret ved § 15

i lov nr. 217 af 23. april 1986.«

BEMÆRKNINGER

Til nr. 1

Efter ændringsforslaget har en frikommune krav på at få overført de

statslige besparelser i udgifter til arbejdsløshedsdagpenge og

social bistand, som følger af frikommunens ekstraordinære

beskæftigelses- eller uddannelsesaktiviteter.

Til nr. 2

Frikommuneforsøgene giver grundlag for vurderinger af

hensigtsmæssigheden i en række bindinger i eksisterende

lovgivning.

Det er vigtigt, at folketinget som resultat af frikommuneforsøget får

stillet et materiale til rådighed, som analyserer og dokumenterer

resultaterne af forsøgene.

Der må derfor sikres en systematisk opsamling af erfaringer fra

forsøgene, herunder oplysninger om de berørte borgeres vurdering

af forsøgenes virkninger og hensigtsmæssighed.

En del af de mindre vidtgående forsøg kan formentlig beskrives og

vurderes af kommunen selv uden større undersøgelsesapparat og uden

større omkostninger. I andre tilfælde vil en forsvarlig

erfaringsopsamling forudsætte bistand fra fagkyndige i evaluering,

og i en del mere vidtgående og kontroversielle forsøg vil en

evaluering foretaget af en uafhængig instans være nødvendig.

Udgifterne i forbindelse med en systematisk erfaringsopsamling kan

ikke med rimelighed kræves afholdt af frikommunerne selv i de

tilfælde, hvor evalueringen kræver mere omfattende fagkyndig

bistand, eller hvor den må foretages af en uafhængig instans.

Det forudsættes, at denne uafhængige evaluering foretages af

Amtskommunernes og Kommunernes Forskningsinstitut, og at det er

dette institut, der træffer beslutning om, hvilke forsøg der bør

evalueres efter denne bestemmelse.

Der henvises i øvrigt til ministerens besvarelse af spørgsmål 11,

hvoraf det fremgår, at det ikke er regeringens hensigt at lade

nogen del af forsøgene vurdere af andre end den pågældende kommune

eller fagministeriet.

Til nr. 3

Ændringsforslaget sigter på at opnå en større smidighed mellem de

forskellige tilskudsordninger, således at de forskellige

persongrupper, som ordningerne henvender sig til, også kan

benytte de muligheder, der ligger i de andre tilskudsordninger.

Efter gældende bestemmelser skal et arbejdstilbud afgivet i henhold

til lov om arbejdstilbud til ledige være et rimeligt

arbejdstilbud, hvilket efter fast praksis betyder, at arbejdet

skal tilbydes på en almindelig arbejdsplads. Et

beskæftigelsesprojekt betragtes normalt ikke som en almindelig

arbejdsplads.

Som frikommuneforsøg er stillet ændringsforslag om, at et

arbejdstilbud skal kunne tilbydes på et beskæftigelsesprojekt,

hvis arbejdstilbudsmodtageren er enig heri.

Arbejdstilbudsmodtageren på beskæftigelsesprojekter skal i øvrigt

ansættes i henhold til lov om arbejdstilbud til ledige. Dette

betyder, at den ansatte ikke skal stå til rådighed for

arbejdsmarkedet. Ovennævnte bestemmelse giver arbejdsministeren

hjemmel til at godkende et sådant forslag.

Arbejdsministeren kan endvidere godkende regler, der i øvrigt

fraviger bestemmelserne i lov om beskæftigelsesmuligheder for unge

m.v. samt § 97 a i lov om arbejdsformidling og

arbejdsløshedsforsikring m.v. med hensyn til personkredsen samt

arbejdsstedets karakter. Derimod kan de eksisterende bestemmelser

om f.eks. løn- og arbejdsvilkår ikke fraviges.

Efter gældende bestemmelser omfatter arbejde i

beskæftigelsesprojekter i henhold til § 3 i lov nr. 293 af 21.

juni 1985 om beskæftigelsesmuligheder for unge m.v. samt efter §

97 a i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.

kun arbejde, der ellers ikke ville blive udført, dvs. arbejde, som

ikke vil blive udført uden tilskud efter de to love eller som

kommunal beskæftigelsesaktivitet i øvrigt. Med ovennævnte

bestemmelse kan arbejdsministeren eksempelvis godkende regler for

frikommuneforsøg, hvorefter betingelsen ændres til et krav om, at

der alene skal være tale om en nettoudvidelse af antallet af

ansatte. Ved nettoudvidelse forstås merbeskæftigelse i forhold til

den normale beskæftigelse. Ændringen medfører, at kommunerne kan

ansætte ledige efter de to nævnte love på samme arbejdsområder som

personer, der får et tilbud efter lov om arbejdstilbud til ledige.

Ansættelsesområdet udvides således.

Kommunernes udgifter efter § 26 i lov om beskæftigelsesmuligheder for

unge m.v. kan finansieres af det beløb, som kommunerne er

forpligtet til at afsætte til bekæmpelse af

ungdomsarbejdsløsheden. Ovennævnte bestemmelse giver

arbejdsministeren bemyndigelse til at godkende, at de lovpligtige

beløb også kan finansiere frikommuneforsøg. De lovpligtige beløb

kan dog kun anvendes ved foranstaltninger, der er rettet mod unge

ledige.

I øvrigt giver ændringsforslaget mulighed for at udvide

personkredsen, der kan få fordel af tilbuddet.

Inden arbejdsministeren tager stilling til frikommunernes

regulativer, vil de sædvanlige høringsprocedurer (det vil sige

høring af landsarbejdsnævnet) blive fulgt.

Til nr. 4 og 5

I lovforslagets § 9 foreslås det, at arbejdsministeren kan godkende

frikommuneforsøg, hvorefter retten til iværksætterydelse ikke er

betinget af, at den ledige har haft arbejdstilbud.

Arbejdsministeren finder efter forslag fra en kommune, at en

tilsvarende ordning for uddannelsesydelsen bør kunne indgå som

frikommuneforsøg.

Til nr. 6

Med bestemmelsen bemyndiges arbejdsministeren til at godkende

frikommuneforsøg på arbejdsformidlingens område, således at en

kommune i forbindelse med et frikommuneforsøg om placering af

visse arbejdsformidlingsopgaver i en lokal arbejdsformidlingsenhed

kan afholde de hermed forbundne merudgifter.

Til nr. 7

Efter det foreslåede stk. 2 kan indenrigsministeren godkende regler

for frikommuneforsøg, hvorefter der henlægges

beslutningskompetence i nærmere afgrænsede kommunale anliggender

til lokaludvalg eller lignende, selv om gennemførelsen af sådanne

forsøg medfører en fravigelse af visse af de regler i den

kommunale styrelseslov, som ifølge § 15, stk. 1, ellers er

ufravigelige.

Det vil altid være nødvendigt at fravige styrelseslovens § 2, stk. 1,

hvorefter kommunens anliggender styres af kommunalbestyrelsen.

Denne bestemmelse må fraviges i den udstrækning, der henlægges

selvstændig beslutningskompetence i kommunale anliggender til et

andet organ end kommunalbestyrelsen (et lokaludvalg eller

lignende). Der vil tillige kunne være behov for at fravige

styrelseslovens § 11, stk. 1, 1. punktum, hvorefter ethvert medlem

af kommunalbestyrelsen kan indbringe ethvert spørgsmål om

kommunens anliggender for kommunalbestyrelsen samt fremsætte

forslag til beslutninger herom. Denne bestemmelse må fraviges i

det omfang, spørgsmål om de anliggender, som er henlagt til

lokaludvalg, ikke skal kunne indbringes for kommunalbestyrelsen.

Det må i øvrigt afhænge af det enkelte forsøgs udformning, hvilke

andre bestemmelser i den kommunale styrelseslov der skal fraviges.

Der er også behov for at kunne fravige en række bestemmelser i andre

ministeriers lovgivning med hensyn til de opgaver, som henlægges

til lokaludvalgene. Herom henvises til ændringsforslag nr. 11 og

12.

Af retssikkerhedsmæssige grunde må det fastholdes, at lokaludvalgenes

afgørelser kan indbringes for overordnede myndigheder i samme

omfang, som hvis de var truffet af kommunalbestyrelsen, jfr. § 15,

stk. 2, 2. punktum.

Det vil være en betingelse for indenrigsministerens godkendelse af

sådanne forsøg, at der i frikommuneregulativet fastsættes regler

om tilsyn med og ansvar for medlemmer af lokaludvalgene svarende

til de regler, der gælder for kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Til nr. 8 og 10

Mindretallet kan ikke støtte den hjemmel, der gives i nr. 1) i

lovforslagets § 23, og som åbner for at flytte zonelovens

kompetence til primærkommuner. Spørgsmålet om zonelovskompetence

blev afvist af et flertal i folketinget i maj 1985. Det

foreliggende lovforslag er endnu mere vidtgående end det i 1985

afviste. Endvidere indeholder lovforslaget en urimelig begrænsning

i klagemulighederne.

Med hensyn til lovforslagets § 23, nr. 2), overfører hjemmelen

kontrolforpligtelsen til primærkommunerne, som derved bliver

selvkontrollerende, hvorved kontrollen reelt ophæves. Endvidere

indebærer hjemmelen ændringer i tidsfristerne, som afvistes så

sent som i maj 1985.

Hjemmelen i lovforslagets § 23, nr. 3), indebærer ændring af

klageadgangene. Hertil kommer, at forslaget er administrativt

uigennemsigtigt, og konsekvenserne af forslaget er derfor helt

uoverskuelige.

Med hensyn til hjemmelen i lovforslagets § 23, nr. 4), indebærer den

mulighed for meget vidtgående ændringer i naturfredningsloven,

herunder adgang til ophævelse af bygge- og beskyttelseslinier. Det

kan føre til resultater, som, hvis forsøgene bedømmes som ikke

vellykkede, ikke kan tilbageføres f.eks. i byggesager. Endvidere

er de foreslåede ændringer af fredningssystemet ikke acceptable.

Som konsekvens heraf må også lovforslagets § 24 afvises.

Mindretallet giver i ændringsforslagene hjemmel til godkendelse af

projekter, der overfører amtsrådets/ hovedstadsrådets kompetence

for så vidt angår indgreb i vådområder til en primærkommune.

Ændringen i § 24 er en konsekvens af den forsøgsvise

kompetenceoverføring fra hovedstadsråd til kommunalbestyrelse,

således at det bliver hovedstadsrådet og ikke kommunalbestyrelsen,

der i henhold til naturfredningslovens § 45 bliver ankeberettiget.

Til nr. 9

Bestemmelserne i nr. 5) og 6) i § 23 giver hjemmel til, at

miljøministeren kan godkende forsøg, hvorefter

vandforsyningslovens og miljøbeskyttelseslovens bestemmelser om,

at hovedstadsrådet i hovedstadsområdet varetager de opgaver, der

efter de gældende love er henlagt til amtsrådet, kan fraviges.

Til nr. 11

Bestemmelsen i § 04 giver hjemmel til, at miljøministeren kan

godkende forsøg, hvorefter kommunalbestyrelsens kompetence

vedrørende lokalplanlægning og kompetence til at give

dispensationer fra lokalplaner og byplanvedtægter overføres til

lokaludvalg for så vidt planerne vedrører områder for boligformål

inden for lokalområdet.

Bestemmelsen i § 05 giver hjemmel til at godkende frikommuneforsøg,

hvorefter visse afgørelser i henhold til bekendtgørelse nr. 664 af

16. december 1982 af reglement om miljøbeskyttelse træffes af et

lokaludvalg.

Til nr. 12

Bestemmelsen giver ministeren for offentlige arbejder adgang til at

godkende forsøg, hvorefter en kommunalbestyrelses opgaver som

vejbestyrelse (vejmyndighed) overføres til andre.

Bestemmelsen har baggrund i et forslag fra en kommune, der ønsker at

overlade beslutningskompetencen i bl.a. visse vejsager til

lokalråd, jfr. det foreslåede stk. 2 til § 15 (ændringsforslag nr.

7). Der sigtes særligt til overladelse af kompetencen efter

vejlovgivningen med hensyn til vedligeholdelse og istandsættelse

af private fællesveje i byområder samt trafiksaneringer og andre

færdselsregulerende foranstaltninger, jfr. § 10 i lov om

offentlige veje og § 44 i lov om private fællesveje.

Til nr. 13 og 14

Ændringerne er redaktionelle.

Til nr. 15

Efter den foreslåede bestemmelse kan socialministeren godkende

frikommuneforsøg, hvorefter reguleringen af underholdsbeløbet i

bistandslovens kontanthjælpsafsnit skal ske en gang om året pr. 1.

januar i stedet for som nu to gange om året, henholdsvis 1. april

og 1. oktober. Formålet med ændringsforslaget er at nedbringe det

administrative ressourceforbrug til omberegninger.

Ændringsforslaget vil medføre, at samtlige sager kun skal

gennemgås en gang om rådet i forbindelse med reguleringen.

Tilladelsen må betinges af, at det fremtidige reguleringssystem

pr. 1. april 1987 giver mulighed for på forhånd - dvs. den 1.

januar - at have kendskab til, hvor stor reguleringen bliver pr.

1. april. Med det nuværende, midlertidige reguleringssystem giver

dette ingen problemer, da de halvårlige reguleringers størrelse

pr. 1. april og 1. oktober er angivet i loven.

Til nr. 16

Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslag nr. 1.

Til nr. 17

Ændringen er redaktionel.

Til nr. 18

Bestemmelsen giver undervisningsministeren mulighed for at godkende,

at reglerne i lov om amtscentraler for undervisningsmidler om et

repræsentantskab fraviges med henblik på gennemførelse af

frikommuneprojekter.

I henhold til § 2 i amtscentralloven nedsætter amtsrådet et

repræsentantskab, hvis medlemmer udpeges for 2 år ad gangen af

amtsrådet efter indstilling fra kommunalbestyrelserne i

amtskommunen, de i denne beliggende skoler og andre

undervisningsinstitutioner og folkebiblioteker samt de

interesserede faglige organisationer.

Sammensætningen af dette repræsentantskab ønskes ændret og forenklet,

ligesom der ønskes tillagt dette organ ikke blot rådgivende og

indstillende, men efter delegation fra amtsrådet også besluttende

beføjelser, bl.a. med hensyn til den økonomiske kompetence, for på

denne måde at få en smidig og hurtigtarbejdende enhed, der selv

kan tage stilling til de enkelte bevillinger inden for de

fastsatte økonomiske rammer.

Til nr. 19

Ændringen er redaktionel.

Til nr. 20

Ændringen indebærer, at det bliver muligt at fravige bestemmelserne

om deltagergebyr i § 8, stk. 2, i lov om prøveforberedende

enkeltfagsundervisning m.v. for voksne, f.eks. således at visse

grupper fritages for betaling af deltagergebyr.

Til nr. 21

Bestemmelsen giver undervisningsministeren hjemmel til at godkende

frikommuneforsøg med forenkling af procedurer for optagelse i

gymnasiet. Det vil bl.a. være en forudsætning for godkendelse af

sådanne forsøg, at balancen mellem gymnasieuddannelsen og andre

ungdomsuddannelser ikke antastes. Det er således ikke hensigten

med bestemmelsen at øge tilgangen til gymnasiet i de pågældende

områder.

Bestemmelsen giver ikke hjemmel til at godkende forsøg, som fraviger

regler og procedurer, der tilsigter at beskytte elevernes

rettigheder.

Karen Højte Jensen (KF) nfmd. Flemming Jensen (KF) Lizzie

Lichtenberg (KF) Lis Aaltonen (KF) Svend Heiselberg (V) Niels

Anker Kofoed (V) Maisted (FD) Steffensen (KrF) Hanne Andersen

(S) Dorte Bennedsen (S) Tove Lindbo Larsen (S) Lerke (S)

Henning Rasmussen (S) fmd. Taanquist (S) Agerschou (SF)

Tommy Dinesen (SF) Ole Vig Jensen (RV)

Partierne CD, VS og FP havde ikke medlemmer i udvalget.

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren og dennes svar

herpå

Spørgsmål 11

Landbrugslovens bestemmelser om landbrugspligt sikrer, at

landbrugspligtig jord ikke kan fjernejes - og der lægges ved

administrationen af reglerne stor vægt på, at der ikke fremkommer

fri omsættelig jord (frijord). Bestemmelserne giver også

myndighederne en omsætningskontrol.

Hvorledes vil man kunne sikre bestemmelserne med fjerneje,

omsætningskontrollen og undgå en uønsket etablering af frijord,

såfremt kompetencen til at træffe afgørelse om ophævelse af

landbrugspligt og til at tillade ikke-jordbrugsmæssig udnyttelse

af jorderne til en landbrugsejendom overgår til en frikommune -

som foreslået i § 21?

Svar

Jeg har fra landbrugsministeren indhentet følgende udtalelse, hvortil

jeg kan henholde mig

»Indenrigsministeriet har ved skrivelse af 28. januar 1986 anmodet om

en udtalelse fra landbrugsministeriet til brug for besvarelse af

spørgsmål 11 til forslag til lov om frikommuner. I den anledning

skal man anføre følgende

Ved administrationen af landbrugsloven lægges der stor vægt på

bopælskravet i lovens § 16, hvorefter en erhverver af en

landbrugsejendom inden 6 måneder efter erhvervelsen skal tage fast

bopæl på ejendommen. Der er tale om en bestemmelse, der kun

fraviges i ganske særlige tilfælde.

Når en ejendom er undergivet landbrugspligt, er den således gennem

lovens regler om erhvervelse af landbrugsejendomme sikret mod

fjerneje.

Bestemmelserne om ophævelse af landbrugspligt administeres på

baggrund af lovens formålsbestemmelser efter faste retningslinier,

der bl.a. tager sigte på at modvirke en uønsket etablering af

frijord, dvs. landbrugsjord uden landbrugspligt og dermed

bopælspligt. Der er tale om en yderst restriktiv praksis med

hensyn til udstykning og ophævelse af landbrugspligt på arealer

til private rekreative formål, jagt m.v. Det gælder både arealer,

der er mindre egnede til jordbrugsbedrift, og skovarealer m.v.

Landbrugsministeren skal godkende reglerne for frikommuneforsøg om

afgivelse af kompetence efter landbrugsloven. Kompetencen til at

træffe afgørelse om tilladelse til ophævelse af landbrugspligt og

til, at landbrugspligtige jorder anvendes til ikke

jordbrugsmæssige formål, vil derfor kun kunne delegeres til en

frikommune, såfremt der fastsættes retningslinier for

administrationen, der sikrer en fastholdelse af gældende praksis.

I forbindelse hermed vil der kunne blive tale om fastsættelse af

regler, hvorefter frikommunen inden for en nærmere afgrænset

kategori af sager kun vil kunne give tilladelse til ophævelse af

landbrugspligt efter forud indhentet bemyndigelse fra

landbrugsministeriet.

Herudover kan der som yderligere sikkerhed indføres klageregler i

henhold til lovforslagets § 21, stk. 2.

Endelig skal det bemærkes, at man i landbrugsministeriet er opmærksom

på, at afgørelser om ophævelse af landbrugspligt og tilladelser

til, at landbrugspligtige jorder anvendes til ikke

jordbrugsmæssige formål, i vidt omfang er definitive. Dette er

baggrunden for, at man fra landbrugsministeriets side har

erklæret, at tilladelse til forsøg på området kun kan forventes

givet til et enkelt amt i forsøgsperioden.«

Spørgsmål 19

Under henvisning til indenrigsministerens bemærkninger under

førstebehandlingen om evalueringen af forsøgene ønskes en nærmere

redegørelse for den foreslåede evalueringsmetode, herunder

specielt for, hvilke ressourcer der vil blive stillet til rådighed

for evalueringen af de større projekter, og hvem der skal udføre

evalueringen og have det faglige ansvar.

Svar

Frikommuneforsøgene har et meget forskelligt indhold.

Et yderpunkt er forsøg, der er helt »interne« i den forstand, at de

ikke umiddelbart berører borgerne. Det gælder bl.a. for en række

forsøg med ændringer i de kommunale styrelsesregler. Et eksempel

er forsøg med observatører i økonomiudvalget, hvorefter formændene

for de politiske partigrupper, der ikke er repræsenteret i

økonomiudvalget, får ret til at overvære møderne.

Et andet yderpunkt er forsøg, der har direkte betydning for indholdet

af de ydelser, som kommunen stiller til rådighed for borgerne. Det

gælder f.eks. forsøg, hvor en kommune etablerer en særlig

beskæftigelses- og uddannelsesgaranti for kontanthjælpsmodtagere

mod, at kommunen får overført statens besparelser på

kontanthjælpsområdet ved forsøget.

Det er efter min mening uden videre klart, at den erfaringsindsamling

(evaluering), der skal ledsage forsøgene, nødvendigvis må

tilrettelægges og gennemføres på en måde, der er afpasset efter

forsøgets indhold. Og da forsøgene er så forskellige, må

erfaringsindsamlingen også blive det.

Det er imidlertid muligt at give gode råd om erfaringsindsamling i

almindelighed og herunder at pege på faldgruber, som

erfaringsmæssigt optræder hyppigt. Indenrigsministeriet har derfor

deltaget i et samarbejde med socialministeriet og Amtskommunernes

og Kommunernes Forskningsinstitut om fremstilling af en vejledning

om evaluering. Vejledningen ventes udsendt til frikommunerne om

kort tid.

Ansvaret for erfaringsindsamlingen om konkrete forsøg hviler i første

række på frikommunerne. Det er jo grundideen i

frikommuneprojektet, at ideerne til og udformningen af

frikommuneforsøg stammer fra kommunerne. Da frikommuneforsøg skal

godkendes af vedkommende fagminister, vil fagministeriet forinden

godkendelse påse, at kommunens forslag til erfaringsindsamling er

forsvarligt. Det er et naturligt led i denne virksomhed, at

fagministerierne nærmere drøfter erfaringsindsamlingen for i al

fald de store og banebrydende forsøg med kommunerne. Det vil

herunder kunne overvejes, om forsøget har en så kompliceret

karakter, at der bør søges ekstern bistand til tilrettelæggelse og

gennemførelse af erfaringsindsamlingen.

Omkostningerne ved frikommuneforsøgs gennemførelse, herunder

erfaringsindsamling, afholdes af frikommunerne. Forsøgene skal

være udgiftsneutrale stat og kommuner imellem. Kommunerne har

imidlertid mulighed for at søge forskellige fonde og lignende om

penge til at dække udgifterne ved erfaringsindsamling. I

vejledningen fra Amtskommunernes og Kommunernes Forskningsinstitut

er optaget en række eksempler på disse fonde.

§ 23 godkende regler, der fraviger bestemmelserne om klage i § 45

i naturfredningsloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 530 af 10.

oktober 1984.'

Af indenrigsministeren, tiltrådt af udvalget

Nye paragraffer

11) I kapitel 10 indsættes efter § 25 som nye paragraffer

»§ 04. Miljøministeren kan godkende regler for frikommuneforsøg,

der fraviger bestemmelserne om, hvilke myndigheder der

administrerer, herunder træffer afgørelse, efter kapitel 3 samt §

47, stk. 3 og 5, og § 48 i lov om kommuneplanlægning, jfr.

lovbekendtgørelse nr. 391 af 22. juli 1985.

§ 24. Miljøministeren kan i forbindelse med godkendelse i henhold til

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til indenrigsministeren,

undervisningsministeren, miljøministeren, socialministeren og

boligministeren, som disse har bevaret skriftligt.

Udvalget har endvidere modtaget mundtlige og/ eller skriftlige

henvendelser fra

Amtsrådsforeningen i Danmark,

Bolig-, Motor og Hjælpemiddeludvalget,

Danmarks Naturfredningsforening,

Dansk Arbejdsgiverforening,

De Samvirkende Invalideorganisationer,

Herlev kommune,

Landsforeningen af Vanføre,

Morsø kommune og

Storstrøms amtskommune.

Der er af indenrigsministeren og et mindretal stillet

ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Nogle af udvalgets spørgsmål er optrykt som bilag til betænkningen

tillige med indenrigsministerens svar herpå.

Herefter indstiller et flertal (det konservative folkepartis,

venstres, det radikale venstres, kristeligt folkepartis og de frie

demokraters medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med

de af indenrigsministeren stillede ændringsforslag.

Vedrørende det af mindretallet under nr. 1 stillede ændringsforslag

har flertallet lagt vægt på, at overførsel af statens besparelser

i udgifter til arbejdsløshedsdagpenge ved merbeskæftigelse m.v. i

frikommunerne er i strid med den måde, hvorpå man opgør økonomiske

konsekvenser af lovgivning m.v. Besparelser i udgifter til

arbejdsløshedsdagpenge kompenseres således ikke. Den af

mindretallet foreslåede model bryder endvidere lovens princip om,

at der til grund for ethvert forsøg skal ligge en

projektbeskrivelse og et regulativ, som vedkommende fagminister

kan tage stilling til, herunder stille betingelser f.eks. til

tilrettelæggelse af forsøgsbedømmelsen. Ændringsforslaget vil

betyde, at hver af de 22 frikommuner kan kræve refusion for

ordninger, som er helt ukontrollable. Der vil f.eks. kunne kræves

refusion for projekter, som ikke indeholder et egentligt

forsøgselement.

Efter flertallets opfattelse må ansvaret for erfaringsindsamling om

konkrete forsøg i første række hvile på frikommunerne. En række

forsøg har dog vist sig så store og banebrydende, at det vil være

urimeligt at lade en kommune bære udgifterne til

erfaringsindsamling alene. På nuværende tidspunkt, hvor indholdet

af de næste års forsøg naturligvis ikke kendes, finder flertallet

det ikke hensigtsmæssigt at fastsætte en bestemt økonomisk ramme

for en sådan statslig deltagelse. Imidlertid er det aftalt mellem

regeringen og det radikale venstre, at der afsættes de nødvendige

midler til at sikre en kvalificeret erfaringsindsamling og

bearbejdning af forsøgsmaterialet. Flertallet tager endvidere

afstand fra mindretallets forslag om, at en bestemt

forskningsinstitution skulle have monopol på at yde denne bistand.

Flertallet er imidlertid indstillet på, at der under

fagministerierne må afsættes de nødvendige midler til ekstern

bistand, f.eks. fra forskningsinstitutioner, til dette formål.

Der er stor interesse fra frikommunernes side for forsøg, som vil

kunne gennemføres efter lovforslagets § 23 og § 24. Hvis

mindretallets ændringsforslag vedtages, vil 33 forhåndsgodkendte

forsøg fra frikommuner af meget forskellig politisk observans

bortfalde.

Det er efter flertallets opfattelse vigtigt at fastholde den meget

åbne linje i frikommunearbejdet, som betyder, at der er medtaget

bestemmelser i lovforslaget, som giver mulighed for forsøg, hvis

perspektiver muligvis ikke finder udelt tilslutning fra alle

sider.

Det er i overensstemmelse med ideen i frikommunearbejdet, at det er

frikommunerne, der selv fastlægger forsøgenes konkrete indhold på

baggrund af de lokale krav og synspunkter. Det må så ved forsøgets

afslutning vise sig, om der er politisk tilslutning i folketinget

til at lade forsøgsresultatet danne grundlag for ændringer i

lovgivningen.

Flertallet har tillid til, at frikommunerne kan gennemføre de

omhandlede forsøg på forsvarlig vis.

Flertallet skal derfor indstille, at mindretallets ændringsforslag

forkastes.

Et mindretal inden for flertallet (det radikale venstres medlem af

udvalget) ønsker at udtale følgende

For den del af lovforslaget, der hører under miljøministerens område,

gælder, at det giver hjemmel til forsøg med ændrede

beslutningsgange m.v. - kompetenceflytninger, fristændringer,

bortfald af godkendelsesbetingelser - medens der ikke er hjemmel

til at afholde forsøg, der indebærer en forringelse af de

kvalitetsmæssige krav til miljøet. Dette følger i øvrigt af den

almindelige formålsangivelse for frikommunearbejdet, der findes i

lovforslagets (og i gældende lovs) § 1.

Frikommuneforsøg, der medfører miljøskader, kan derfor ikke godkendes

af miljøministeren. Hvis det skulle ske, at der under et forsøgs

afvikling opstår risiko for sådanne skader, er forudsætningen for

en meddelt godkendelse faldet bort, og det er da miljøministerens

ansvar at bringe forsøget til ophør.

For den del af frikommuneforsøgene, der omhandler forsøg inden for

planlovgivningen, vil det radikale venstre ikke modsætte sig, at

der kan gennemføres forsøg med ændrede beslutningsgange,

fristændringer m.v., men det radikale venstre ønsker at fremhæve,

at der allerede i den eksisterende lovgivning er sikret en

betydelig decentralisering. Det radikale venstre ønsker også at

påpege, at med de hidtil kendte forsøgsprojekter vil man ikke med

rimelighed kunne forvente at drage landspolitiske konsekvenser af

de pågældende forsøg.

Imidlertid må en endelig stillingtagen, som det gælder alle andre

forsøg, afvente forsøgsresultaterne og vurderingerne heraf.

Et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis

medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med

de af mindretallet stillede ændringsforslag samt de af

indenrigsministeren stillede ændringsforslag, bortset fra nr. 9.

Såfremt mindretallets ændringsforslag nr. 8 bliver forkastet, vil

mindretallet dog stemme for ministerens ændringsforslag nr. 9.

Mindretallet gav ved lovforslagets 1. behandling udtryk for skuffelse

over, at en del af forsøgene er meget små og ubetydelige, og at en

lang række interessante forsøgsforslag ikke var færdigbehandlet af

de forskellige ministerier, så der kunne søges hjemmel til at

gennemføre dem. Det fremgik også, at der blandt de få mere

vidtgående forsøg i lovforslaget er et overtal af forsøg, som er i

overensstemmelse med regeringspartiernes opfattelse, og et fåtal,

der er kontroversielle for regeringen.

Dette indtryk er blevet forstærket under udvalgsbehandlingen dels ved

de ændringsforslag om yderligere hjemmeler, som

indenrigsministeren har stillet, dels ved de mange oplysninger,

der er fremkommet om forsøgsønsker, som er blevet nægtet fremme

af fagministrene. Det gælder forsøg med udvidet barselorlov, med

sabbatordninger, udvidede muligheder for at sætte kommunal

virksomhed i gang, ændrede regler for forældrebetaling i

daginstitutioner, en række beskæftigelsesforslag m.m.

Mindretallet må på et punkt generelt afvise de foreslåede hjemmeler

til forsøg. Det gælder de hjemmeler, som miljøministeren søger på

nogle miljø- og planlægningsområder, hvor der er alvorlig risiko

for, at der træffes kritisable beslutninger, som ikke senere kan

gøres om. Det drejer sig i øvrigt i næsten alle tilfælde om

forsøg, hvor et flertal i folketinget har afvist at ændre på

lovgivningen til skade for vort miljø.

Mindretallet ser meget gerne, at primærkommuner og amtskommuner laver

en samlet planlægning, der også indbefatter naturfredning,

vedligeholdelse og forbedring af vådområder, byggeafstande til

fortidsminder, skove og søer, herunder også forslag til

dispensationer fra gældende regler. En sådan samlet planlægning er

overordentlig værdifuld. Det bør imidlertid fortsat være de

myndigheder, der i dag har ansvaret for at værne om disse miljø-

og fredningsområder, som tager stilling til, om de dispensationer,

der foreslås i en sådan samlet plan for et geografisk område,

forsvarligt kan gives. Dispensationer givet på et uholdbart

grundlag, f.eks. til byggeri eller anlæg, kan jo ikke gøres om.

Mindretallet er imidlertid indstillet på, at der gives klart

afgrænsede hjemmeler på konkrete miljøområder, og har derfor

stillet ændringsforslag om en ny udformning af det foreliggende

lovforslags §§ 23 og 24.

Mindretallet ønsker også, at en række forsøg af større eller mindre

generel betydning skal vurderes af en uafhængig, videnskabelig

institution. Det er ikke tilstrækkeligt som foreslået af

ministeren at lade den enkelte kommune og/ eller fagministeren

træffe beslutning om form og omfang af den evaluering, der skal

foregå, og gennemføre den selv.

Mindretallet mener, at frikommuner og friamter skal have ret til, og

ikke blot mulighed for (hvis ministeren godkender det), at få

overført det beløb, som staten sparer i refusion på udbetalt

kontanthjælp, hvis der sættes ekstraordinære beskæftigelses- eller

uddannelsesaktiviteter i gang. Reglen må også gælde for statens

besparelser på arbejdsløshedsdagpenge.

Mindretallet vil gerne stærkt understrege, at det er en forudsætning

for at acceptere den hjemmel, landbrugsministeren får efter § 21,

at den administreres stramt, og at det bl.a. sikres, at der ikke

etableres såkaldt frijord i strid med den administration, der er

på dette område.

Mindretallet finder det videre ubetænkeligt at iværksætte forsøg i

henhold til lovforslagets § 25 under den forudsætning, at

førstegangsplanlægningen gennemføres som forudsat i lovgivningen

om sektorplanlægning.

Mindretallet ønsker også at understrege, at der må skabes sikkerhed

for, at den hjemmel, socialministeren får efter § 28, stk. 1, til

at overlade kompetencen til at afgøre sager om hjælp til

oprettelse af selvstændig virksomhed og til anskaffelse af

motorkøretøj til det sociale udvalg overalt administreres således,

at der ikke sker forringelser for de berørte mennesker.

Mindretallet er ikke enig i, at eventuelle nettomerudgifter for den

enkelte frikommune ved forsøgsvirksomheder skal holdes inden for

den samlede økonomiske ramme. Det vil i en række tilfælde kunne

betyde, at forsøg vil blive opgivet. Der er især en alvorlig

risiko herfor, efter at regeringen har foreslået, at der også i

årene 1987 og 1988 skal være økonomiske straffeforanstaltninger

over for de kommuner og amtskommuner, der overskrider den i

lovgivningen fastsatte ramme for driftsudgifterne.

ÆNDRINGSFORSLAG

Af et mindretal (S og SF)

Nye paragraffer

1) Efter § 3 indsættes som ny paragraf

»§ 01. Statens besparelser i udgifter til arbejdsløshedsdagpenge og

social bistand som følge af en frikommunes ekstraordinære

beskæftigelses- eller uddannelsesaktiviteter udbetales til

frikommunen. Vedkommende minister fastsætter nærmere regler for

dokumentation af besparelserne.«

2) I kapitel 1 indsættes efter § 4 som ny paragraf

»§ 02. Der afsættes 5 mill. kr. til videnskabelig vurdering af

frikommuneforsøg.«

Af indenrigsministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 8

3) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke

»Stk. 3. Arbejdsministeren kan godkende regler for frikommuneforsøg,

der fraviger bestemmelserne i

1) § 1 i lov om arbejdstilbud til ledige, jfr. lovbekendtgørelse nr.

535 af 21. november 1985, for så vidt angår beskæftigelse af

arbejdstilbudspersoner på beskæftigelsesprojekter,

2) § 97 a i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring

m.v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 407 af 3. september 1985, som

ændret ved lov nr. 575 af 19. december 1985 og lov nr. 197 af 9.

april 1986, for så vidt angår arbejdsstedets karakter og

personkredsen,

3) lov nr. 293 af 21. juni 1985 om beskæftigelsesmuligheder for unge

m.v. for så vidt angår arbejdsstedets karakter og personkredsen

samt anvendelsen af det lovpligtige beløb, som kommuner afsætter

til bekæmpelsen af ungdomsarbejdsløssheden.«

Til § 9

4) Ordene »bestemmelsen i § 9« udgår, og i stedet indsættes

»bestemmelserne i § 9 og § 10, stk. 3,».

5) Efter »retten til« indføjes: »uddannelsesydelse eller«.

Ny paragraf

6) I kapitel 3 indsættes efter § 9 som ny paragraf

»§ 03. Arbejdsministeren kan godkende regler for frikommuneforsøg,

hvorefter en kommune kan yde arbejdsformidlingen bistand ved

løsningen af arbejdsformidlingens opgaver inden for den pågældende

kommunes område.«

Til § 15

7) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke

»Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan indenrigsministeren

godkende regler for frikommuneforsøg, hvorefter der henlægges

beslutningskompetence i nærmere afgrænsede kommunale anliggender

til lokaludvalg eller lignende. Lokaludvalgenes afgørelser kan

indbringes for overordnede myndigheder i samme omfang, som hvis de

var truffet af kommunalbestyrelsen.«

Til § 23

Af

et mindretal (S og SF)

8) § 23 affattes således

»§ 23. Miljøministeren kan godkende regler for frikommuneforsøg, der

fraviger bestemmelserne om, hvilke myndigheder der træffer

afgørelse efter § 43 i naturfredningsloven, jfr. lovbekendtgørelse

nr. 530 af 10. oktober 1984, om, at hovedstadsrådet i

hovedstadsområdet efter § 5 i lov om vandforsyning m.v., jfr.

lovbekendtgørelse nr. 337 af 4. juli 1985, varetager de opgaver,

som ved loven er henlagt til amtsrådet, samt om, at

hovedstadsrådet i hovedstadsområdet efter § 34 og § 44, stk. 5, i

lov om miljøbeskyttelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 85 af 8. marts

1985, varetager de opgaver, som ved loven er henlagt til

amtsrådet.«

Af

indenrigsministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, RV, KrF og FD)

9) Efter nr. 4) indsættes

»5) om, at hovedstadsrådet i hovedstadsområdet efter § 5 i lov om

vandforsyning m.v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 337 af 4. juli

1985, varetager de opgaver, som ved loven er henlagt til

amtsrådet,

6) om, at hovedstadsrådet i hovedstadsområdet efter § 34 og § 44,

stk. 5, i lov om miljøbeskyttelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 85

af 8. marts 1985, varetager de opgaver, som ved loven er henlagt

til amtsrådet.«

Af et mindretal (S og SF)

Til § 24

10) § 24 affattes således

Ingen

Nr BTL 90

Betænkning over Forslag til lov om frikommuner

Nr L 90 1985-86, 1. samling Blad nr 1014

Afgivet af kommunaludvalget

Afgivet: 19860521