1985 BTL 89 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM TIL- OG OMBYGNING M.V. AF NATIONALMUSEET NR L 89 1985-86, 1. SAMLING BLAD NR 903
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
STATENS MUSEUMSNÆVN
Den 6. maj 1986
Folketingets kulturudvalg
Vedrørende forslag til lov
om til- og ombygning m.v. af Nationalmuseet - og planlagte
besparelser
inden for Nationalmuseets budget
Statens museumsnævn har med interesse erfaret om lovforslaget til
udbygning af Nationalmuseet. Det spændende projekt vil på markant
vis styrke Nationalmuseets formidlingsmuligheder og uden tvivl
give museet en helt anden profil i det danske samfund.
Med vedtagelsen af 1984-museumsloven var det et enigt museumsvæsen,
der bakkede op om de to central-museer, ikke mindst
Nationalmuseet. Det var dengang helt klart for museumsvæsenet, at
de økonomiske beskæringer af Nationalmuseet var begyndt at true
dets centrale funktion. Det var derfor ikke mindst lokalmuseernes
ønske, at Nationalmuseet måtte blive styrket og udvikle sig i et
naturligt samspil med det lokalmuseumsvæsen, som i Nationalmuseets
økonomiske trangstid fik skabt lokale muligheder for at varetage
vitale dele af museumsarbejdet.
Nationalmuseets opgaver er formulerede i museumsloven og i
grundindhold identiske med hele det danske museumsvæsens
arbejdsgrundlag. Intet museum svarer til museumsbegrebets indhold,
hvis det ikke som forudsætning for formidlingen har såvel
indsamling, forskning og bevaring.
En så kraftfuld - og helt afgjort ønskelig - formidlingsindsats, som
der lægges op til i Nationalmuseets kommende udvikling, vil helt
klart have afsmittende ressourcefordringer til museets øvrige
hovedfunktioner, som må tilgodeses, hvis projektet skal lykkes.
Disse betragtninger kunne finde svar i bemærkningerne til
lovforslaget, afsnit C, p. 6, sidste afsnit, hvor det anføres
»Med den nye museumslov har Nationalmuseet fået et udgangspunkt
for sit arbejde som landets centrale kulturhistoriske museum,
hvilket det både har forudsætninger for og ressourcer til at
udføre.«
Men de for 1987 forelagte konsekvenser af budgettekniske ændringer og
pålagte faktiske besparelser må give anledning til alvorlige
overvejelser. Ifølge museets budget for 1987 betyder det bl.a.
afskedigelse af cirka 30 medarbejdere (der set i sammenhæng med,
at 17 stillinger i forvejen er indefrosset i 1985-86, udgør en
personalereduktion på ca. 10 pct.) og lukning af »eksterne«
monumenter og udstillinger.
Besparelsernes konsekvenser betyder, at der efter Statens
museumsnævns mening i dag reelt kan sættes spørgsmålstegn ved
Nationalmuseets evne til at efterleve museumslovens bestemmelser.
For yderligere at underbygge dette kan for eksempel anføres, at en
halvering af 1. afdelings i forvejen reducerede
undersøgelsesbudget betyder, at museet i realiteten ikke længere
er engageret i det forhistorisk-arkæologiske undersøgelsesarbejde.
Ligeledes vil Frilandsmuseet ifølge det forelagte ikke længere
kunne foretage indsamling og rekonstruktion af den danske
bygningskultur.
Blot disse to eksempler understreger museets manglende muligheder for
at varetage opgaver, som helt naturligt er en del af museets
virkeområde.
Som nævnt vil forslaget til lov om til- og ombygning m.v. af
Nationalmuseet have fremtidige afsmittende ressourcefordringer til
indsamlings- og forskningsarbejdet.
Under indtryk af det fremlagte budget for 1987 kan det imidlertid
forekomme umuligt at udlede den sammenhæng i museets vilkår, som
kan betinge en usvækket tillid til Nationalmuseets muligheder for
at løfte dette ressourcekrav. Især så længe museet på
indsamlings- og forskningsområdet er i en situation, hvor det
lovbundne arbejde selv i dag må anses for utilstrækkeligt.
Det fremgår endvidere ikke af lovforslagets budgettal, hvordan
museets indsamlings- og forskningsvirksomhed vil blive tilgodeset
i den kommende udvikling.
På den baggrund har nævnet som et resultat af de forelagte
konsekvenser af Nationalmuseets budget for 1987 vedtaget følgende
forslag
Nationalmuseet friholdes for de økonomiske konsekvenser af
besparelser og budgettekniske ændringer i 1987. Det kommende år
bruges til en analyse af museets muligheder for at efterleve
museumslovens krav med henblik på en samlet stillingtagen til
museets fremtidige udvikling og status.
Nævnet har samtidig vedtaget at ville medvirke til en finansiering af
friholdelsen med et beløb fra rådighedssummen på op til 750.000
kr., idet beløbet stilles til rådighed efter almindelig gældende
betingelser for ophjælpningstilskud, hvorefter den myndighed, der
finansierer institutionen selv overtager en tilsvarende
forpligtelse ved tilskudsperiodens ophør.
Det er nævnets opfattelse, at et sådant forslag kan tjene til både at
understrege det ekstraordinære i Nationalmuseets nuværende
økonomiske situation og samtidig skabe baggrund for en fremtidig
sikret udviklingsmodel for det nationale kulturhistoriske
hovedmuseum.
Afslutningsvis skal nævnet understrege, at dansk museumsverden -
under hensyntagen til ovenstående - må anse det for en helt
nødvendig styrkelse af Nationalmuseet, at der tilføres
institutionen de i lovforslaget anførte midler og muligheder for
en fremtidig udvikling.
P. N. V.
Frank Birkebæk
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til ministeren for kulturelle anliggender, som
denne har besvaret skriftligt.
Udvalget har endvidere modtaget skriftlige henvendelser fra
Dansk Kulturhistorisk Museums Forening,
Foreningen af Danske Kunstmuseer og
Nationalmuseet.
Herefter indstiller et mindretal (det konservative folkepartis,
venstres, det radikale venstres og kristeligt folkepartis
medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret, idet
mindretallet ikke finder, at den foreslåede udvidelse og fornyelse
af Nationalmuseets virksomhed bør sættes i stå.
Et andet mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis
medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med
det af mindretallet stillede ændringsforslag.
Et tredje mindretal (fremskridtspartiets medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Ændringsforslag
Af et mindretal (S og SF)
Til § 1
Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke
»Stk. 3. Anvendelse af bevillingerne efter stk. 1 er tillige betinget
af, at Nationalmuseet friholdes for de økonomiske konsekvenser af
besparelser og budgettekniske ændringer i 1987, samt at der i
1986-87 igangsættes og gennemføres en analyse af museets
muligheder for at efterleve museumslovens krav med henblik på en
samlet stillingtagen til museets fremtidige udvikling og status.«
Bemærkninger
Under 1. behandling af lovforslaget udtalte ordføreren for
mindretallet bl.a.
»Kulturministerens forslag om vort nationalmuseums fremtid er
spændende og omfattende . . .
Mange mennesker har arbejdet på rapporten, som lovforslaget bygger
på, og takket være disse mennesker vil vi hen ad vejen kunne tage
et helt anderledes nationalmuseum i brug. Der har virkelig været
tænkt nye tanker, der er virkelig kommet nye og spændende
muligheder på bordet . . . »
Mindretallet er fortsat af den opfattelse, at lovforslaget åbner for
mange nye muligheder. Men konsekvenserne af de budgettekniske
ændringer og pålagte faktiske besparelser på Nationalmuseets
budget har givet anledning til alvorlige overvejelser. Ifølge
museets foreløbige budget for 1987 skal der bl.a. afskediges ca.
30 medarbejdere, lukkes afdelinger uden for museet og aflyses
udstillinger.
En gennemførelse af nærværende forslag vil stille store krav til
Nationalmuseets ressourcer og personale, og formidlingsafdelingen
må fremtidig skulle stille store krav til det daglige indsamlings-
og forskningsarbejde, som er en del af Nationalmuseets
grundfunktion. Mindretallet finder det derfor forkert at
gennemføre lovforslaget, før der foreligger en analyse af museets
nuværende og kommende muligheder for at efterleve museumslovens
krav og af sammenhængen mellem museets grundfunktioner og dets
fremtidige udvikling og status. Statens museumsnævn har i
skrivelse af 6. maj 1986 til folketingets kulturudvalg tilbudt at
stille 750.000 kr. til rådighed for en sådan analyse; skrivelsen
er optrykt som bilag til betænkningen.
Per Stig Møller (KF) Annelise Gotfredsen (KF) Connie Hedegaard
(KF) Flemming Jensen (KF) Helge Sander (V) Hanne Severinsen
(V) nfmd. Dohrmann (FP) Inger Stilling Pedersen (KrF) Ole
Espersen (S) Søren Hansen (S) Jytte Hilden (S) Qvist
Jørgensen (S) Jimmy Stahr (S) Tastesen (S) Birthe Hansen
(SF) Ingerlise Koefoed (SF) fmd. Bernhard Baunsgaard (RV)
Partierne CD, VS og FD havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 89
Betænkning over Forslag til lov om til- og ombygning m.v. af Nationalmuseet
Nr L 89 1985-86, 1. samling Blad nr 903
Afgivet af kulturudvalget
Afgivet: 19860514