1985 BTL 68 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN NR L 68 1985-86, 1. SAMLING BLAD NR 264
Statutory Text (5 Articles)
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren
og dennes svar herpå
Spørgsmål
Der udbedes typiske eksempler på åbenbart grundløse asylansøgninger?
Spørgsmål
Hvor mange og hvilke typer sager har været behandlet som åbenbart
grundløse efter de ændringer i udlændingeloven, der blev vedtaget
den 31. maj 1985?
Svar
Begrebet »åbenbart grundløse« sager omfatter for det første sager,
hvor de omstændigheder, ansøgeren påberåber sig, ikke i henhold
til udlændingelovens § 7 kan være asylbegrundende, og tilfælde,
hvor det kan fastslås, at ansøgerens påberåbelse af
asylbegrundende omstændigheder er klart urigtig.
I denne gruppe sager må ansøgningen nærmest betragtes som misbrug
eller som urimelig brug af asylinstituttet.
Dernæst omfatter begrebet sager, som i lyset af den danske
udlændingelovs bestemmelser og den af flygtningenævnet fastlagte
praksis klart vil føre til afslag. Det kan f.eks. dreje sig om
sager, hvor ansøgeren ikke personligt er forfulgt på nogen måde,
men alene er utilfreds med den almindelige økonomiske eller
sociale situation i hjemlandet eller er utryg ved de almindelige
forhold i hjemlandet.
I disse tilfælde kan man nærmest tale om, at ansøgningen er åbenbart
udsigtsløs.
Siden der ved lov nr. 232 af 6. juni 1985 blev indført en særlig
regel i § 56, stk. 4, i udlændingeloven om flygtningenævnets
behandling af åbenbart grundløse klager, har nævnet behandlet i
alt 114 sager efter denne regel. Der har været tale om sager af
den ovennævnte karakter, som direktoratet for udlændinge ved sin
afgørelse har anset for åbenbart grundløse.
Spørgsmål
Hvorved vil det påtænkte center til registrering og modtagelse af
asylansøgere adskille sig fra det center, der allerede findes i
Kongelunden?
Spørgsmål
Er det hensigten, at direktoratet for udlændinge skal overtage den
politiafhøring af asylansøgere, der finder sted i dag, straks ved
ankomsten?
Svar
Den nyordning, som er indeholdt i lovforslaget, forudsætter en række
ændringer i det eksisterende modtagelsessystem for asylansøgere.
Dette hænger sammen med, at der på et tidligt tidspunkt i
sagsforløbet skal foretages en fordeling af sager til
»åbenbart-grundløs-proceduren« og til »den sædvanlige procedure«.
Endvidere vil det være sådan, at sager, der skal behandles efter
»åbenbart-grundløs-proceduren« er undergivet en stærkt
koncentreret sagsbehandling med henblik på at muliggøre en
endelig afklaring i løbet af ganske kort tid. Dette forudsætter en
art integreret registreringscenter, som drives af Dansk Røde Kors,
men som også er fast arbejdsplads for direktoratet for udlændinge,
for Dansk Flygtningehjælp og for politiet.
Direktoratet for udlændinge har efter lovforslagets fremsættelse haft
forhåndsdrøftelser med såvel Dansk Røde Kors, Dansk
Flygtningehjælp som rigspolitichefen om en eventuel gennemførelse
af lovforslaget.
Den systemskitse, som tegner sig efter disse forhåndsdrøftelser, går
ud på, at alle asylansøgere uanset indrejsested straks føres til
et registreringscenter. Dette er en del af modtagelsessystemet.
Politiet drager her omsorg for den indledende registrering og
identitetsfastlæggelsen blandt andet gennem en kort afhøring på
samme måde, som det sker i dag. Alle asylansøgere skal herefter
udfylde et ansøgnings-/ spørgeskema. Efter generelle kriterier,
som direktoratet for udlændinge løbende ajourfører, skilles en
række sager ud til »sædvanlig procedure«, og de resterende sager
forbliver foreløbig i »åbenbart-grundløs-proceduren«.
En juridisk sagsbehandler fra direktoratet for udlændinge vil på
baggrund af en grundig gennemgang af de skriftligt oversatte
skemaer tage stilling til, om sagen kan fortsætte i denne
procedure. Hvis det skønnes at være tilfældet, skal
direktoratsmedarbejderen have en samtale gennem tolk med
asylansøgeren til erstatning for den politiafhøring, som finder
sted i dag. Skønner direktoratsmedarbejderen, at sagen efter
samtalen kan fortsætte i »åbenbart-grundløs-proceduren«, skal en
medarbejder fra Dansk Flygtningehjælp have en samtale gennem egen
tolk med asylansøgeren, inden direktoratet kan tage endelig
stilling til, om asylansøgningen fortsat kan betragtes som
åbenbart grundløs, og da, om afslaget skal meddeles med eller uden
klagemulighed.
For at alle de nævnte sagsbehandlingsskridt i
»åbenbart-grundløs-proceduren« sammen med sundhedsundersøgelsen
hos Dansk Røde Kors skal kunne afvikles i løbet af kort tid, gerne
ofte inden for en lille uges tid, skønnes det nødvendigt at
oprette det i lovforslagets bemærkninger nævnte særlige
registreringscenter med et passende stort antal sengepladser,
kombineret med betydelige kontorfaciliteter i forskellige
bygninger, der muliggør en uforstyrret sagsbehandling m.v. for
såvel direktoratet for udlændinge, Dansk Røde Kors og Dansk
Flygtningehjælp som for politiet med bevarelse af den enkelte
myndigheds eller organisations integritet i asylansøgerens øjne.
Spørgsmål
Ministeren bedes oplyse, i hvor mange af de 114 sager, der er blevet
behandlet efter reglen i § 56, stk. 4, flygtningenævnet har
omgjort henholdsvis stadfæstet direktoratets afgørelse.
Svar
Flygtningenævnet har i 98 sager, der er behandlet efter reglen i
udlændingelovens § 56, stk. 4, stadfæstet direktoratet for
udlændinges afgørelse, mens nævnet i 16 sager har omgjort
direktoratets afgørelse.
De nævnte 16 sager er, som nævnt i besvarelsen af spørgsmål 15, i det
væsentlige sager, hvori ansøgerne efter at have fået meddelt
direktoratets afslag er fremkommet med oplysninger, som ikke
forelå for direktoratet, og som nævnet ikke har fundet at kunne
tilsidesætte.
Tillægsbetænkning afgivet af retsudvalget den 8. december 1985
Blad nr 293
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i to møder og har
herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har
besvaret skriftligt.
Nogle af udvalgets spørgsmål er optrykt som bilag til betænkningen
tillige med justitsministerens svar herpå.
Herefter indstiller et flertal (socialdemokratiets, det konservative
folkepartis, venstres, centrum-demokraternes og kristeligt
folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse
uændret.
Et mindretal (socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget)
bemærker, at de seneste besvarelser af udvalgets spørgsmål med al
ønskelig tydelighed understreger, at hensigten med lovforslaget
udelukkende har været at nedbringe antallet af personer, der får
flygtningestatus.
Denne hensigt har man søgt at sløre ved at formulere lovforslaget som
rene procedureændringer, der formelt tilsigter en hurtigere
sagsbehandling. Mindretallet kan ikke tiltræde dette og indstiller
lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et andet mindretal (det radikale venstres medlem af udvalget)
beklager, at et flertal i folketinget ved separatforhandlinger har
sprængt den enighed om dansk flygtningepolitik, der hidtil,
bortset fra fremskridtspartiet, har hersket i folketinget.
Flertallet fastholder det aftalte indgreb og mener endog ifølge et
svar fra justitsministeren til retsudvalget: »Det kan ikke
udelukkes, at det vil vise sig nødvendigt senere at overveje nye
justeringer eller eventuelt mere omfattende omlægninger i
reglerne.«
Den nødtørftigste definition af den gruppe asylansøgere, der ikke for
fremtiden skal være omfattet af appelmuligheder, er beklageligvis
ikke fremsendt. Et forhold, der naturligvis er ødelæggende for
alle retsgarantier.
Justitsministeren har afvist det af mindretallet til 2. behandling af
lovforslaget stillede ændringsforslag om advokatbeskikkelse før
samtalen med repræsentanten for Dansk Flygtningehjælp, skønt
justitsministeren oplyser, at de væsentlige oplysninger (der
medfører godkendelse) »i flere tilfælde er fremkommet i
forbindelse med samtale med den af flygtningenævnet beskikkede
advokat eller under mødet i forbindelse med selve
nævnsbehandlingen«.
Mindretallet henstiller, at man i det mindste lader udarbejde en
pjece, der klart oplyser om de snævre betingelser, der gælder for
godkendelse af flygtninge. Disse betingelser er ikke gengivet i de
pjecer, udvalget har fået.
På den baggrund indstilles lovforslaget til forkastelse ved 3.
behandling.
Hagen Hagensen (KF) fmd. Barfoed (KF) Karen Thurøe Hansen (KF)
Agnete Laustsen (KF) Bjørn Elmquist (V) Birthe Rønn Hornbech
(V) Birgith Mogensen (CD) Inger Stilling Pedersen (KrF) Ole
Espersen (S) Jytte Andersen (S) Torben Lund (S) Lissa
Mathiasen (S) Erik B. Smith (S) Jimmy Stahr (S) Leif Hermann
(SF) Ebba Strange (SF) nfmd. Bernhard Baunsgaard (RV)
Partierne VS, FP og FD havde ikke medlemmer i udvalget.
Bilag
Udvalgets spørgsmål til justitsministeren
og dennes svar herpå
Spørgsmål 34
Ministerens kommentarer udbedes til det af Lise Østergaard i en
kronik i Berlingske Tidende den 5. december 1985 i sp. 5 f anførte
om administrationen af den gældende lov sammenholdt med det af
Gammeltoft-Hansen i sin artikel side 17-18 anførte, om nye
oplysninger, der først fremføres under flygtningenævnets
behandling af sagen.
Spørgsmål 35
Ministerens kommentarer udbedes til det store antal af direktoratets
afgørelser, der omgøres af flygtningenævnet.
Svar
Som følge af det stigende antal flygtninge har det været nødvendigt
at forøge bevillingerne til udlændingeadministrationen. Der er
således sket væsentlige udvidelser af personalet, og
sagsbehandlingskapaciteten i direktoratet for udlændinge er
væsentlig forøget. Der er endvidere sket en betydelig udvidelse af
antallet af medlemmer i flygtningenævnet. Justitsministeriet må
således afvise, at administrationen af den gældende lov ikke har
været helhjertet.
I de af direktoratet for udlændinge trufne afgørelser, der ændres af
flygtningenævnet, er der ofte tale om, at asylansøgeren afgiver en
ny forklaring i forbindelse med sagens behandling i
flygtningenævnet. Nævnets ændrede vurdering har således ofte
sammenhæng med denne nye forklaring og ikke med en ændret
vurdering af det grundlag, som direktoratet for udlændinge traf
afgørelse på. Nævnets afgørelser træffes i øvrigt ikke sjældent
med betydelig dissens.
Når der ofte afgives nye forklaringer i nævnet, skyldes dette ikke,
at asylansøgeren har manglet muligheder for at fremkomme med
forklaringen på et tidligere tidspunkt. Efter registrering og
identifikation skal alle asylansøgere udfylde et spørgeskema, og
det fremgår af spørgeskemaet, at alle relevante oplysninger skal
opgives, og dette indskærpes også ved bl.a. lysbilledforedrag. I
forbindelse med afhøringen af asylansøgeren indskærpes det
ligeledes, at alle oplysninger skal gives, og efter afhøringen
bliver forklaringen almindeligvis oplæst af tolken, og
asylansøgeren vedstår ved sin underskrift forklaringen.
Der er således gjort, hvad der med rimelighed kan forlanges, for at
få alle relevante oplysninger frem i 1. instans, og det kan i
øvrigt fremhæves, at flygtningenævnet i det overvejende antal
tilfælde, hvor ansøgeren afgiver en ny forklaring, afviser denne
som utroværdig og stadfæster direktoratets afgørelse.
Spørgsmål 36
Ministerens kommentarer udbedes til direktør for
udlændingedirektoratet Claus Tornøes udtalelser til Berlingske
Tidende den 5. december 1985 om, at 1/3 af de fremtidige
asylansøgninger vil skulle behandles efter de foreslåede regler om
åbenbart grundløse sager, jfr. vedlagte artikel.
Svar
Det er ikke muligt at danne sig et nærmere skøn over, hvor mange
asylsager der vil kunne afgøres hurtigt efter lovforslagets § 53
a, stk. 3.
Dette skyldes blandt andet, at der er tale om en helt ny
behandlingsmåde, som tillige formentlig først efter en vis
overgangsperiode vil kunne tilrettelægges i alle detaljer.
Endvidere er det ikke muligt at forudse, hvilke hovedkategorier af
asylansøgere der vil komme her til landet, og dette må antages at
ville være af stor betydning for, hvor stor en andel der må anses
for åbenbart grundløse.
Som nævnt i bemærkningerne til lovforslaget andrager andelen af
»åbenbart grundløse« sager i Sverige et sted mellem 10 og 20 pct.
af asylansøgningerne. Umiddelbart er det nærliggende at antage, at
der vil være en tilsvarende andel af asylsager i Danmark, der vil
kunne afgøres hurtigt. Det må antages, at spørgsmålet om, hvorvidt
en ansøgning er åbenbart grundløs, vil opstå i et noget større
antal sager.
Det er derfor efter justitsministeriets opfattelse ikke muligt at
angive, hvor mange procent af sagerne der vil kunne afgøres efter
proceduren for åbenbart grundløse ansøgninger.
Berlingske Tidende den 5. december 1985
Direktoratet for Udlændinge
Hver 3. asylansøgning grundløs
Ændringen af udlændingeloven til 2. behandling i folketinget i dag
Af Henrik Grunnet
Når Sandholmlejren i begyndelsen af det ny år bliver taget i brug som
registreringscenter for alle udlændinge, der ønsker
flygtningestatus, vil cirka en tredjedel af ansøgerne med det
samme få prædikatet »åbenbare grundløse« hæftet på sig.
Det er direktoratet for udlændinge, der anslår dette tal.
»Tallet bygger på, hvor mange procent af dem vi modtager i
øjeblikket, som vi vil give betegnelsen åbenbare grundløse«, siger
direktør i direktoratet, Claus Tornøe.
Han oplyser, at de asylsøgere, der i første omgang bliver betegnet
som åbenbare grundløse, får mulighed for at tale med
Flygtningenævnet.
»Og så regner vi med, at Flygtningehjælpen omstøder mellem 10 og 20
pct. af asylansøgningerne, så de kommer tilbage i systemet«,
siger Claus Tornøe.
De resterende cirka 15 pct. af ansøgningerne, hvor direktorat og
flygtningehjælp er enige, vil alle blive sendt ud af landet igen.
Sådan bliver reglerne efter den ændring af udlændingeloven, der er
til 2. behandling i folketinget i dag.
Men selv når flygtningehjælpen i modsætning til direktoratet mener,
at en sag ikke er åbenbar grundløs, står disse asylsøgere stadig
anderledes end resten, når de kommer tilbage i ansøgningsmøllen.
Deres sag vil ifølge Claus Tornøe blive behandlet af
flygtningenævnets mininævn, fordi de stadig har betegnelsen
»åbenbare grundløse« hæftet på sig fra direktoratet. Mininævnet,
der kun består af tre nævnsmedlemmer, vil ifølge lovændringen få
lov at afgøre en sag på ren skriftlig basis, hvilket ellers har
været et princip, som folketingsflertallet hidtil har modsat sig.
Advokat Niels Forsby betegner den nye lovændring som håbløs.
»Jeg har flere gange været advokat for asylsøgere, der fik asyl af
flygtningenævnet, selv om de på forhånd var blevet betegnet som
åbenbare grundløse. To iranere havde fået den betegnelse, men da
vi fik dokumenteret, at de havde siddet i fængsel i Iran, kunne de
få asyl. De to ville ikke have fået asyl efter den ny ordning,
siger Niels Forsby.
Ifølge justitsministeriet vil de åbenbare grundløse asylansøgninger
gælde for ansøgere fra lande, hvor der ikke er krig, samt en række
ansøgere fra Libanon.
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
I et bilag til betænkningen er optrykt nogle af udvalgets spørgsmål
og justitsministerens besvarelse heraf.
Herefter indstiller et flertal (socialdemokratiets, det konservative
folkepartis, venstres, centrum-demokraternes og kristeligt
folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse
uændret.
Flertallet bemærker, at det fremgår af bemærkningerne til
lovforslaget (punkt 7), at direktoratet for udlændinges afgørelse
om, at afslag på en åbenbart grundløs asylansøgning ikke skal
kunne indbringes for flygtningenævnet, forudsættes truffet meget
hurtigt efter indrejsen. Justitsministeren har imidlertid i den
forbindelse over for udvalget oplyst, at ordningen vil blive
tilrettelagt således, at direktoratets og Dansk Flygtningehjælps
samtaler med asylansøgeren tidsmæssigt er helt adskilte. Det vil
således blive tilstræbt, at der normalt går mindst en dag mellem
samtalerne. Også herved vil det blive markeret over for
asylansøgeren, at der er tale om to uafhængige instanser.
Justitsministeren har endvidere oplyst, at lovforslagets
ikrafttrædelsesbestemmelse indebærer, at direktoratet alene for
asylansøgere, der indrejser efter ikrafttrædelsestidspunktet, kan
træffe bestemmelse om at afskære klage til flygtningenævnet i
medfør af § 53 a, stk. 3. Derimod vil sager, der på
ikrafttrædelsestidspunktet er indbragt for flygtningenævnet, men
endnu ikke er afgjort, kunne behandles i nævnet i overensstemmelse
med lovforslagets regler om nævnets sammensætning og
sagsbehandlingsform. Sagerne vil således i givet fald kunne
behandles efter reglerne i lovforslaget om det lille nævn og om
skriftlig sagsbehandling.
Et mindretal (socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) anser
lovforslaget for at være en klar forringelse af asylansøgeres
retsstilling.
På et tidspunkt, hvor asylansøgeren er i en meget vanskelig
følelsesmæssig og fysisk situation lige efter ankomsten til
Danmark, kan han meget vel være bange for at komme med de
oplysninger, der er nødvendige for at sikre ham asyl, hvorfor man
med lovforslaget risikerer at få flere forkerte afslag på
asylansøgninger, end man får i dag.
Det fremgår af ministerens besvarelser af udvalgets spørgsmål, at
hidtil er kun 114 sager blevet afgjort efter bestemmelsen om
åbenbart grundløse ansøgninger. På denne baggrund synes en
lovændring helt urimelig.
Mindretallet frygter, at der med opbygning af et nyt center ud over
modtagelsescenteret i Kongelunden vil blive skabt en speciallejr,
hvori tvivlsomme ansøgere anbringes, med de spændinger, det
uvægerlig vil medføre.
Efter mindretallets opfattelse vil nyordningen skabe en meget usikker
situation for asylansøgere. Enten vil kun få blive behandlet efter
den nye regel, og så vil den nye konstruktion være urimelig
ressourceforbrugende og usikkerhedsskabende, eller også vil mange
blive overført til det nye center, og sagsbehandlingstiden vil da
medføre, at asylansøgerne skal opholde sig længere i det nye
center, end det åbenbart er planen, og risikoen for fejlafgørelser
vil blive større.
På denne baggrund indstiller mindretallet lovforslaget til
forkastelse ved 3. behandling, men har dog stillet
ændringsforslag.
Et andet mindretal (det radikale venstres medlem af udvalget) ønsker
at udtale følgende
Behandlingen af asylansøgeres ansøgning om at blive godkendt som
flygtning i Danmark er nu i en menneskealder sket efter de
retningslinjer, der omtales i FNs flygtningekonvention af 1951.
Den nye udlændingelov, der blev vedtaget i 1983, ændrede intet i
dette forhold. Den nye lovs væsentligste ændring af proceduren var
sikringen af asylansøgernes retsstilling. Det blev fastslået, at
det var en ret for disse mennesker at få behandlet deres anmodning
om asyl, og det blev fastslået, at de havde ret til at appellere
en afgørelse til flygtningenævnet, således at en afgørelse ikke
alene kunne træffes administrativt.
Det, som regeringspartierne og socialdemokratiet nu ønsker, er at
fratage visse asylansøgere deres appelret. Den gruppe, der ikke
mere skal bevare appelretten, er en gruppe, hvis ansøgninger
betegnes som »åbenbart grundløse« eller »åbenbart udsigtsløse«.
Det er korrekt, at der i denne gruppe findes en række mennesker,
der ikke er flygtet af de grunde, der er opregnet i
FN-konventionen: forfølgelse på grund af race, religion, tro,
social stilling eller politisk holdning, og som derfor ikke kan
godkendes som flygtninge efter dansk lovgivning. Forligspartierne
overser imidlertid, at gruppen også omfatter netop folk, der har
været forfulgte som beskrevet i FN-konventionen, og som netop på
grund af forfølgelsen fra deres egne myndigheders side har
vanskeligt ved at åbne sig for et fremmed lands myndigheder, jfr.
blandt andet Inge Kemp-Genefkes udtalelser om torturofre.
Forligspartierne letter således situationen for de mennesker, der er
flygtet fra krigen eller borgerkrigen, mens det går ud over
flygtninge, som vi har lovet at hjælpe ved vor tiltrædelse af FNs
flygtningekonvention.
De mennesker, der ikke er flygtninge efter FN-konventionen, bør
hjælpes ved bedre rådgivning og oplysning, både før de rejser
hertil og ved indrejsen til Danmark.
Ved en sådan fremgangsmåde ville man undgå at ofre de ansøgere, der
mest har hjælp behov.
Mindretallet kan ikke medvirke til forringelsen af den gældende lov
og beklager stærkt, at regeringspartierne og socialdemokratiet
sprænger den enighed, der hidtil - bortset fra fremskridtspartiet
- har rådet, ved at føre separate forhandlinger om ændringer af
loven. Mindretallet henstiller så indtrængende som muligt, at man
beskikker en advokat for disse forfulgte mennesker, før man
endeligt udviser dem.
Professor Gammeltoft-Hansen har i sin afhandling Ȯndringer i
asylproceduren« kraftigt understreget værdien af
advokatbeskikkelse.
På den baggrund indstiller mindretallet lovforslaget til forkastelse
ved 3. behandling, men har dog stillet ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af et mindretal (SF og RV)
Til § 1
I den under nr. 2 foreslåede nye § 53 a indsættes i stk. 3 efter 1.
punktum som nye punktummer
»Forinden sagen forelægges for Dansk Flygtningehjælp, skal der
beskikkes en advokat for udlændingen. Udlændingen skal have
lejlighed til at drøfte sin sag med advokaten, inden samtalen med
en repræsentant for Dansk Flygtningehjælp finder sted.«
Bemærkninger
I sin afhandling »Ændringer i asylproceduren« påpeger professor
Gammeltoft-Hansen flere steder, bl.a. i den maskinskrevne udgave
side 17-18, at netop advokaten i hovedparten af sagerne fremkalder
de nye væsentlige oplysninger.
Hagen Hagensen (KF) fmd. Barfoed (KF) Karen Thurøe Hansen (KF)
Agnete Laustsen (KF) Bjørn Elmquist (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Birgith Mogensen (CD) Inger Stilling Pedersen (KrF) Ole
Espersen (S) Jytte Andersen (S) Torben Lund (S) Lissa
Mathiasen (S) Erik B. Smith (S) Jimmy Stahr (S) Leif Hermann
(SF) Ebba Strange (SF) nfmd. Bernhard Baunsgaard (RV)
Partierne VS, FP og FD havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 68
Betænkning over Forslag til lov om ændring af udlændingeloven
Nr L 68 1985-86, 1. samling Blad nr 264
Afgivet af retsudvalget
Afgivet: 19851203