Legislator Case Law & Legislation
198514K00067 DK

1985 BTL 67 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSFORMIDLING OG ARBEJDSLØSHEDSFORSIKRING M.V. (FORHØJELSE AF BIDRAG M.V.) NR L 67 1985-86, 1. SAMLING BLAD NR 292

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1985 67 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Udvalget har modtaget en skriftlig henvendelse fra Dansk

Arbejdsgiverforening.

Herefter indstiller et flertal (det konservative folkepartis,

venstres, det radikale venstres, centrum-demokraternes og

kristeligt folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til

vedtagelse med de af arbejdsministeren stillede og af flertallet

tiltrådte ændringsforslag.

Et mindretal inden for flertallet (det radikale venstres medlem af

udvalget) udtrykker stor tilfredshed med, at den uretfærdighed, som

blev begået af den socialdemokratiske regering over for en række

efterlønsmodtagere ved gennemførelsen af den fælles omregningssats,

nu fjernes.

Et mindretal (socialdemokratiets medlemmer af udvalget) indstiller

lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet finder det urimeligt, at regeringen og det radikale

venstre bevidst vil lade dem, der i forvejen er ramt hårdt af

krisens problemer - de arbejdsløse og efterlønsmodtagerne - belaste

med yderligere forhøjesel af kontingent til

arbejdsløshedsforsikring.

Vedtages lovforslaget, vil det hårdest ramme den gruppe, som har haft

størst reallønsnedgang i den periode, regeringen og det radikale

venstre har ført sin omvendte Robin Hood-politik. Reallønsnedgangen

har for de udsatte grupper været på ca. 20 pct.!

Mindretallet må på det kraftigste tage afstand fra det

ændringsforslag, de radikale har presset regeringen til at

fremsætte.

Ændringsforslaget er et klart udtryk for den asociale holdning,

flertallet ønsker fremmet i Danmark.

Forslagets gennemførelse vil betyde, at efterlønsmodtagere, som ud

over den udbetalte efterløn skal kunne oppebære en ret til pension,

skal have forøget deres indkomst med indtil kr. 40.000.

For at finansiere denne merudgift har flertallet foreslået, at

medlemmer af A-kasserne skal betale. Det gælder også arbejdsløse og

efterlønsmodtagere, som maksimalt vil kunne få udbetalt kr.

105.000. Det skal selvfølgelig bemærkes, at denne merydelse skal

betales, for at efterlønsmodtagere med ret til pension med en

indtægt på ca. kr. 130.000 skal kunne få forhøjet indkomsten indtil

kr. 170.000. Man tager altså fra de dårligst stillede for at give

til de bedre stillede.

Det radikale venstre udtalte ved 1. behandling af lovforslaget, at

man ønskede denne ordning gennemført, fordi personer, der er gået

på efterløn før 1. januar 1983, har disponeret i henhold til de

gældende regler. Efter disse ville de kunne få udbetalt de beløb,

som ændringsforslagets gennemførelse vil betyde.

Flertallet har ikke den samme sympati for de dårligst stillede

efterlønsmodtagere. Disse medborgere er også gået på efterløn i

tiltro til, at folketinget ikke med tilbagevirkende kraft ville

forringe deres forhold.

Det er mindretallets opfattelse, at det virker socialt skævt, at

flertallet kun vil fjerne urimeligheder for en bedre stillet gruppe

af efterlønsmodtagere.

Der burde have været rettet op for alle grupper, som er gået på

efterløn i god tro til de regler, der var gældende på det

tidspunkt, de besluttede at indtræde i efterlønsordningen.

Regeringen og det radikale venstre har som bekendt fjernet

reguleringen af dagpengene. Det betyder, at personer, som gik på

efterløn før 1. januar 1983, har fået deres købekraft forringet med

8 pct. Det fremgår af ministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1 til

forslag til folketingsbeslutning om regulering af efterløns- og

dagpengesatser (B 10), som er fremsat af socialdemokratiet. Denne

besvarelse samt arbejdsministerens besvarelse af et skriftligt

spørgsmål fra udvalget vedrørende omregningssatsen er på

mindretallets anmodning medtaget som bilag til denne betænkning.

Hvis der tages udgangspunkt i, hvorledes efterlønssatsen ville have

været, hvis ikke reguleringen var ophørt, har

købekraftstilbagegangen for almindelige efterlønsmodtagere været på

ca. 12 pct.

Mindretallet finder, at denne tilkendegivelse fra regeringspartierne

og det radikale venstre er udtryk for grov foragt for de mennesker,

som er hårdt ramt af den førte politik, og mindretallet vil stemme

imod både ændringsforslag og lovforslaget ved 3. behandling.

Et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget)

mener, at en forhøjelse af bidraget til efterlønsordningen skal ses

i sammenhæng med en regulering af dagpenge og efterløn. Der er ikke

foretaget regulering siden 1982, hvilket har medført et fald i

realværdien af dagpenge og efterløn på 14 pct. ifølge regeringens

egne tal. Derfor ville der være rimelig grund til at forhøje

satserne. Dette kan der desvære ikke samles flertal for på

nuværende tidspunkt. Af den grund kan mindretallet ikke indstille

lovforslaget til vedtagelse, men indstiller det derimod til

forkastelse ved 3. behandling.

Ændringsforslagene, som arbejdsministeren har fremsat, og som

regeringspartierne og det radikale venstre støtter, kan

mindretallet heller ikke stemme for.

Mindretallet er enig i, at der er visse grupper, der med rette kan

påberåbe sig, at de er blevet stillet ringere end forventet

tidligere; dette ville mindretallet sådan set gerne rette op på.

Men ikke på den helt urimelige måde, der her er foreslået, nemlig

at det udelukkende er lønmodtagernes del af finansieringen, der

skal stige, men ikke arbejdsgivernes. Dertil kommer, at

lønmodtagernes andel jo ikke falder igen, når den påberåbte

urimelighed er løst. Det er efter mindretallets mening klart vist i

lovforslaget og i ændringsforslaget, at lønmodtagerne stadig er

dem, der skal betale mere for lavere ydelse, hvilket vi ikke finder

rimeligt.

Et tredje mindretal (venstresocialisternes medlem af udvalget) skal

med følgende bemærkninger indstille lovforslaget og

ændringsforslagene til forkastelse.

Medlemsbidraget er allerede steget fra 1.079 kr. til 2.345 kr. i

perioden 1982-1985, samtidig med at de maksimale dagpenge har været

frosset fast.

Dette har ifølge arbejdsministeren betydet, at dagpengemaksimums

købekraft i samme periode er faldet med ca. 14 pct.! Nu påberåber

regeringen sig det såkaldte nettofinansieringsprincip for

efterlønsordningen som legitimation for endnu en forhøjelse. Men

tingene hænger sammen. Og mindretallet tager skarpt afstand fra

stadigt forhøjede medlemsbidrag og fastfrosne dagpenge, idet

mindretallet ser dette som en uhyggelig snigende privatisering af

finansieringen af dagpengene.

Hvad angår ændringsforslagene om en forhøjelse til 7,35 gange højeste

dagpengesats i stedet for 7,25 som først udtænkt, skal mindretallet

udtale, at det erkender, at grupper af efterlønsmodtagere, som

samtidig modtager pension, er blevet ramt på grund af indførelse af

en fælles omregningssats. Mindretallet mener, at HKs forslag om en

overgangsordning i forbindelse med de nye regler for fastsættelse

af omregningssatsen var noget, der burde have været set nærmere på.

Men mindretallet kan ikke gå ind for, at en gruppe af

efterlønsmodtagere nu skal have mulighed for efterbetaling

finansieret af øvrige A-kassemedlemmer, hvoraf mange, og i alle

tilfælde alle arbejdsløse, har langt dårligere økonomiske vilkår

end den gruppe, forslaget vil tilgodese. Vi går ikke ind for at

tage fra de fattige og give til de mere velhavende og lidt mindre

fattige.

Ministeren afviste i sin tid HKs forslag med begrundelsen, at

efterlønsadministrationen ikke burde belastes med specielle

overgangsordninger. Men ministeren har i forbindelse med

ændringsforslagene end ikke gjort sig den ulejlighed at spørge

A-kassernes Samvirke om, hvilke administrative konsekvenser

ændringsforslaget om efterbetaling har for de enkelte kasser. Med

hensyn til bemærkningerne til ændringsforslagene skal mindretallet

i øvrigt udtale sin forundring over, at der til nr. 2 står, at den

fælles omregningssats har betydet en indtægtsnedgang på op til

40.000 kr. årligt. Man kan let få det indtryk, at en sådan

indtægtsnedgang er det almindelige. I et svar til

arbejdsmarkedsudvalget erkender ministeren, at der formentlig er

tale om ekstraordinære forhold, og at den gennemsnitlige

indtægtsnedgang er skønnet til ca. 10.000 kr. årligt. At slynge tal

ud i luften på den måde grænser til grov manipulation.

ÆNDRINGSFORSLAG

Af arbejdsministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, RV, CD og KrF)

Til § 1

1) Nr. 3 affattes således

»3. I § 76, stk. 1, 1. pkt., ændres »7 gange« til: »7,35 gange«.'

2) Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer: »01. Efter § 115 indsættes

som ny paragraf

»§ 116. En efterlønsmodtager, der i perioden 1. januar 1983-1. januar

1986 har fået foretaget fradrag i efterlønnen på grund af

pensionsindtægter, kan få eftergivet en del af dette fradrag, hvis

a) medlemmet er gået på efterløn før den 1. januar 1983 og

b) den omregningssats, der var gældende i medlemmets kasse før den 1.

januar 1983, var højere end 63,66 kr. i timen.

Stk. 2. Det beløb, der kan eftergives, er forskellen mellem

a) det faktisk foretagne fradrag i perioden 1. januar 1983-1. januar

1986 og

b) fradraget beregnet på grundlag af den omregningssats, der var

gældende i medlemmets kasse før den 1. januar 1983.

Stk. 3. Efterbetaling sker efter personlig ansøgning fra medlemmet.

Alle efterlønsmodtagere, der den 1. januar 1983 opfyldte

betingelserne i stk. 1, kan indgive ansøgning til medlemmets

daværende arbejdsløshedskasse. Efterlønsmodtagere, som er trådt ud

af ordningen, eller som er gået på folkepension, kan ansøge om

efterbetaling for den del af perioden, de har fået udbetalt

efterløn.

Stk. 4. Medlemmet skal i ansøgningen dokumentere størrelsen af den

udbetalte pension i perioden 1. januar 1983-1. januar 1986, ellers

kan ansøgningen afvises.

Stk. 5. For efterlønsmodtagere, som er omfattet af stk. 1, og som

efter 1. januar 1986 får udbetalt pension, der skal fradrages i

efterlønnen, skal fradraget fortsat ske på grundlag af den

omregningssats, der blev anvendt før 1. januar 1983. Hvis den

fælles omregningssats, således som den fastsættes af direktøren for

arbejdsløshedsforsikringen, er højere, anvendes denne sats. Dette

gælder, indtil medlemmet træder ud af efterlønsordningen.«»

BEMÆRKNINGER

På baggrund af det ønske, som det radikale venstre fremsatte under 1.

behandling af nærværende lovforslag, foreslår regeringen, at de

efterlønsmodtagere, der er gået på efterløn før 1. januar 1983, og

som har haft en indtægtsnedgang som følge af indførelsen af den

fælles omregningssats den 1. januar 1983, får dækket dette

økonomiske tab. Det drejer sig om efterlønsmodtagere, som har fået

foretaget fradrag i efterlønnen på grund af pensionsindtægter.

Regeringen finder det rimeligt, at der ydes en kompensation til de

efterlønsmodtagere, som havde indrettet sig på et vist

indtægtsniveau i form af en kombination af efterløn og

pensionsindtægter, og hvis indtægtsniveau er blevet væsentligt

forringet på grund af den fælles omregningssats.

Merudgiften foreslås dækket ved en ekstraordinær forhøjelse af

medlemsbidraget på ca. 34 kr. om året ud over den regulering, der

allerede er foreslået.

Til nr. 1

Ved ændringsforslaget sker der en forhøjelse af medlemsbidraget med

0,10 gange dagpengenes størrelse set i forhold til det fremsatte

lovforslag. Forslaget skal dække merudgifterne ved forslaget om

ændring af omregningssatsen for visse efterlønsmodtagere.

Merudgifterne ved dette ændringsforslag forudsættes dækket af

medlemmerne og skønnes at udgøre ca. 95 mill. kr., såfremt alle

berettigede indgiver ansøgning. Merindtægterne ved forhøjelse i

1986 og 1987 vil dække disse merudgifter. Der henvises i denne

forbindelse til bemærkningerne i det fremsatte lovforslag om, at

finansieringsspørgsmålet (vedrørende efterlønnen) i øvrigt vil

blive overvejet i udvalget om supplerende dagpenge og

fejludbetalinger, idet dette udvalg også skal overveje forslag til

et ændret finansieringssystem for arbejdsløshedsforsikringen.

Til nr. 2

Forslaget får betydning for de efterlønsmodtagere, som samtidig har

en pensionsindtægt, som medfører fradrag i efterlønnen.

Fradraget i efterlønnen foretages ved, at pensionsindtægten omregnes

til et antal timer ved hjælp af en særlig omregningssats. Der

udbetales så efterløn for de resterende timer.

Indtil 1. januar 1983 svarede omregningssatsen i de fleste

arbejdsløshedskasser til den gennemsnitlige timeløn inden for de

pågældende kassers områder.

Ved arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 138 af 31. marts 1982 om

fastsættelse af en omregningssats blev der fastsat en

omregningssats, der var fælles for alle kasser.

Omregningssatsen svarer til timelønnen for en faglært arbejder inden

for håndværk og industri i hele landet.

Der bliver således foretaget samme fradrag i efterlønnen for samme

pension, uanset hvilken kasse man er medlem af.

For de efterlønsmodtagere, som før 1. januar 1983 havde en høj

omregningssats, har ændringen betydet en indtægtsnedgang på op til

40.000 kr. årligt.

Efterlønsmodtagere, som gik på efterløn før offentliggørelsen af

bekendtgørelsen om den fælles omregningssats, har ikke haft

mulighed for at forudse denne indtægtsnedgang.

Efter forslaget sker efterbetalingen efter personlig ansøgning fra

medlemmet, som selv skal dokumentere størrelsen af den udbetalte

pension.

For efterlønsmodtagere, som er omfattet af ordningen, og som stadig

får udbetalt pension, skal fradraget fortsat ske på grundlag af den

omregningssats, medlemmet havde før 1. januar 1983. Der sker ingen

regulering af denne sats, men hvis den fælles omregningssats, der

fastsættes af direktoratet for arbejdsløshedsforsikringen,

overstiger dette beløb, anvendes den fælles sats.

Flemming Jensen (KF) fmd. Henning Andersen (KF) Bo Kristensen

(KF) Jette Thomsen (KF) Jens Peter Jensen (V) Tørnæs (V)

Bente Juncker (CD) Kofod-Svendsen (KrF) Jytte Andersen (S)

Sonja Mikkelsen (S) Bakholt (S) Søren B. Jørgensen (S) nfmd.

Kaj Poulsen (S) Lilli Gyldenkilde (SF) Ole Henriksen (SF)

Elisabeth Bruun Olesen (VS) Lone Dybkjær (RV)

Partierne FP og FD havde ikke medlemmer i udvalget.

Bilag I

ARBEJDSMINISTERIET

December 1985

Et af udvalgets spørgsmål til arbejdsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål

Ministeren bedes oplyse om den realforringelse af dagpenge- og

efterlønssatser, som er sket siden oktober 1982.

Svar

Spørgsmålet kan belyses ved købekraftsudviklingen for højeste

dagpengesats.

A) Dagpenge maksimum

B) Til rådighed efter skat og betaling af medlemsbidrag

C) Forbrugerprisindeks

D) Indeks for købekraften

A B B C D kr. årligt kr. årligt indeks 1982=100 1980 99.065 66.100 100 100 100 1983 104.855 67.800 102,6 106,9 96 1984 104.855 67.600 102,3 113,7 90 1985 104.855 67.500 102,1 119,01) 85,8

Anm.: Ved skatteberegningen er forudsat, at den skattepligtige

indkomst er lig med 90 pct. af bruttoindkomsten, her A-dagpengene,

og der er anvendt gennemsnitlige skatteprocenter for landet.

Noter: 1) Skøn.

Det fremgår, at dagpengemaksimums købekraft fra 1982 til 1985 er

faldet med ca. 14 pct.

Dette er imidlertid ikke den typiske situation for

dagpengemodtagerne, idet omkring halvdelen er på individuelle

dagpengesatser. I disse tilfælde kan den enkelte under visse

betingelser få beregnet ny dagpengesats. Dagpengene er for denne

gruppe således ikke fastfrosset. Endvidere har efterlønsmodtagere,

der er tilgået ordningen inden 1. januar 1983, fået en regulering

på ca. 8 pct., i alt fire gange 2 pct. og første gang pr. 1. april

1983.

Dernæst betyder den forbedrede beskæftigelsessituation - et resultat

af regeringens politik - at færre modtager arbejdsløshedsdagpenge.

Bilag II

ARBEJDSMINISTERIET

Juli 1984

Et af udvalgets spørgsmål til arbejdsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål

Agter ministeren at tage noget initiativ til fordel for de

efterlønsmodtagere, der allerede var gået på efterløn før

indførelsen af den fælles omregningssats, for at de kan holdes

skadesløse for den senere indførte regel?

Svar

Konsekvenserne for efterlønsmodtagere af reglerne om den fælles

omregningssats, som trådte i kraft den 1. januar 1983, er beskrevet

i min besvarelse af 26. april 1983 af spørgsmål nr. 60 fra

folketingets arbejdsmarkedsudvalg (alm. del - bilag 127).

I spørgsmålet synes at ligge et ønske om overvejelse af en ordning,

hvorefter efterlønsmodtagere, der gik på efterløn før 1. januar

1983, skal stilles, som om reglerne om den fælles omregningssats

ikke var blevet gennemført - dog kun dem, for hvem ordningen har

været til ugunst.

En sådan ordning ville indebære, at kasserne for hver enkelt

efterlønsmodtager skulle foretage efterberegning af efterlønnen

tilbage til 1. januar 1983 med udgangspunkt i den omregningssats,

som blev beregnet for medlemmet før 1. januar 1983, og sammenholde

det med det faktisk udbetalte beløb.

Dette ville i sig selv medføre et administrativt merarbejde for

arbejdsløshedskasserne, men hertil kommer, at hver enkelt kasse i

givet fald i de kommende år skulle arbejde med flere forskellige

omregningssatser alt efter, hvornår medlemmet gik på efterløn - og

alt efter, om medlemmet har fordel af den fælles omregningssats

eller ej.

Under hensyn hertil og under hensyn til de øgede offentlige udgifter,

en sådan ordning ville medføre, agter jeg ikke at tage initiativ

til at fremkomme med et sådant forslag.

Betænkning over lovforslag 1985 67 Valid

Nr BTL 67

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (Forhøjelse af bidrag m.v.)

Nr L 67 1985-86, 1. samling Blad nr 292

Afgivet af arbejdsmarkedsudvalget

Afgivet: 19851206

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →