Legislator Case Law & Legislation
198514K00013 DK

1985 BTL 13 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM DAGPENGE VED SYGDOM ELLER FØDSEL OG OM OPHÆVELSE AF LOV OM BEGRÆNSNING AF LØN UNDER SYGDOM (OPHÆVELSE AF KARENSDAG) NR L 13 1985-86, 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1985 13 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har i denne

forbindelse modtaget en skriftlig henvendelse fra Dansk

Musikpædagogisk Forening.

Herefter indstiller et flertal (det konservative folkepartis,

venstres, det radikale venstres, centrum-demokraternes og

kristeligt folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til

forkastelse ved 3. behandling.

Flertallet fremhæver, at regeringen efter aftale med det radikale

venstre har iværksat en undersøgelse af karensdagens virkninger.

Undersøgelsen forestås af Amtskommunernes og Kommunernes

Forskningsinstitut og forventes færdig 1. september 1986.

Flertallet ønsker på denne baggrund at afvente resultatet af

undersøgelsen med det sigte at afskaffe karensdagen 1. januar

1987.

Et mindretal (socialdemokratiets medlemmer af udvalget) indstiller

lovforslaget til vedtagelse med det af mindretallet tiltrådte

ændringsforslag.

Da lovforslaget er identisk med det af socialdemokratiet fremsatte

lovforslag nr. L 23 om ophævelse af karensdag, finder mindretallet

ikke anledning til at kræve afgivet betænkning over dette

lovforslag.

Mindretallet erindrer i øvrigt om, at socialdemokratiet både i

folketingsårene 1983-84 (1. samling) og i 1984-85 fremsatte

lovforslag om karensdagens ophævelse (lovforslag nr. L 66 af 15.

november 1983 og lovforslag nr. L 19 af 9. oktober 1984).

Lovforslaget er blevet endnu mere aktuelt, fordi karensdagen i

forbindelse med påskepakken tynger den enkeltes økonomi endnu

hårdere end før og derfor er en ekstra belastning for de

lavtlønnede og især for kvinderne, fordi de privatansatte i vidt

omfang gennem lokale overenskomster er fritaget for karensdagen,

mens de offentligt ansatte er underlagt den og dermed er udsat for

en urimelig forskelsbehandling, fordi det radikale venstre og

centrum-demokraterne ved flere lejligheder gennem de seneste år og

sidst i forbindelse med påskepakkens fremsættelse har erklæret sig

som modstandere af karensdagen, og endelig fordi karensdagen som

ide er udtryk for en helt urimelig mistillid til og

mistænkeliggørelse af lønmodtagerne, som regeringen burde holde

sig for god til.

Et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af mindretallet

stillede ændringsforslag.

Under den borgerlige regerings efterårsfelttog i 1982 lykkedes det

blandt andet regeringen at skaffe flertal i folketinget for at

indføre en karensdag ved sygdom for lønmodtagere. Karensdagen

betød, at der igen blev indført en slags skat på sygdom, fordi

lønmodtagere i almindelighed herefter skulle betale for den første

sygedag.

Mindretallet har bemærket, at der langt ind i de borgerlige partier

er en stigende erkendelse af, at karensdagen er en misforståelse -

en erkendelse, der blandt andet skyldes, at karensdagen i vidt

omfang har udviklet sig til en særlovgivning vendt mod offentligt

ansatte. Mindretallet håber, at denne gryende holdningsændring

betyder, at der nu er flertal i folketinget for at afskaffe

ordningen igen.

Mindretallet så naturligvis helst, at karensdagen blev ophævet med

det samme, men mener, at det er mest realistisk at få den

afskaffet pr. 1. januar 1987. Mindretallet har derfor stillet et

ændringsforslag i overensstemmelse med denne opfattelse.

Ændringsforslag

Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (S)

Til § 3

Paragraffen affattes således

»§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 1987.«

Bemærkninger

Forslagsstillerne finder, at den 1. januar 1987 er en realistisk dato

for ophævelsen af karensdagen.

Agnete Laustsen (KF) fmd. Karen Højte Jensen (KF) Lizzie

Lichtenberg (KF) Merete Aarup (KF) Birthe Rønn Hornbech (V)

Hanne Severinsen (V) Birgith Mogensen (CD) Arne Bjerregaard

(KrF) Hanne Andersen (S) Mette Groes (S) Jytte Andersen (S)

Joanna Rønn (S) Erik B. Smith (S) nfmd. Taanquist (S)

Agerschou (SF) Birthe Hansen (SF) Aase Olesen (RV)

Partierne VS, FP og FD havde ikke medlemmer i udvalget.

Betænkning over lovforslag 1985 13 Valid

Nr BTL 13

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og om ophævelse af lov om begrænsning af løn under sygdom (Ophævelse af karensdag)

Nr L 13 1985-86, 1. samling

Afgivet af socialudvalget

Afgivet: 19860318

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →