1985 BTL 10 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV FOR GRØNLAND OM FORSYNING, TRAFIK, POSTBESØRGELSE M.V. NR L 10 1985-86, 1. SAMLING BLAD NR
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Udvalgets spørgsmål til ministeren for Grønland og dennes svar
Spørgsmål 1
»Det bedes oplyst, om der er udestående spørgsmål med
personaleorganisationerne, jfr. lovforslagets bemærkninger p. 8,
1. sp., 2. afsnit, ad § 10, generelt.«
Svar
Der er ikke udestående spørgsmål med personaleorganisationerne
omkring § 10, idet personaleorganisationerne er indforstået med
den foreslåede formulering.
Spørgsmål 2
»Findes der i anden lovgivning bestemmelser, der svarer til
lovforslagets § 10, stk. 10?»
Svar
En bestemmelse svarende til lovforslagets § 10, stk. 10, findes i §
14 i lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægning af
åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v.
Spørgsmål 3
»Ministeren bedes oplyse om de eventuelle bemærkninger, der ledsagede
hjemmestyrets tiltrædelse af lovforslaget.«
Svar
Der vedlægges kopi af skrivelse af 28. juni 1985 fra Grønlands
Hjemmestyre, Landsstyreområdet for Handel og Erhvervsuddannelser.
Vedrørende de af hjemmestyret anførte bemærkninger kan til udvalgets
orientering oplyses følgende
ad § 6
Det er med landsstyret aftalt, at spørgsmålet om kompetencen med
hensyn til søtransport i forbindelse med forundersøgelse,
efterforskning og udnyttelse af ikke-levende ressourcer kan indgå
i de forestående drøftelser i Fællesrådet for Mineralske Råstoffer
om eventuelle ændringer i råstofordningen.
ad § 9, stk. 2
Spørgsmålet om hjemmestyrets overtagelse af KGH's funktioner på
forsvarsområderne drøftes som nævnt i lovforslagets bemærkninger
for tiden mellem ministeren for Grønland og hjemmestyret.
De af hjemmestyret nævnte spørgsmål vedrørende postvæsenets logo,
samarbejdet med farvandsdirektoratet og KGH's bygninger i
Strandgade drøftes for tiden mellem hjemmestyret og de berørte
danske myndigheder. Der er mellem landsstyret og ministeren
enighed om, at de nævnte spørgsmål må anses for mindre væsentlige
detaljer, som vil blive bragt på plads i tiden op til overførslen
pr. 1. januar 1986.
Spørgsmål 4
»Med henblik på et eventuelt senere samråd herom bedes ministeren
tilstille udvalget en redegørelse for KGH's nuværende virksomhed
på de dansk-amerikanske forsvarsområder.«
Svar
KGH udfører i dag en lang række funktioner i Søndre Strømfjord, som
stort set kan opdeles i rene forretningsmæssige funktioner og
funktioner, hvor KGH repræsenterer den danske stat, først og
fremmest i relation til de amerikanske myndigheder i
forsvarsområdet.
De forretningsmæssige funktioner består i driften af statens
transithotel, postkontoret samt en butik (et mindre supermarked).
Hotellet, der råder over ca. 400 sengepladser samt cafeteria,
tjener i altovervejende grad det formål at underbringe rejsende
til, fra eller i Grønland, der afventer lejlighed til
videretransport enten til de grønlandske kystbyer eller til
Danmark.
Postvæsenet sorterer al post fra Danmark til de grønlandske kystbyer
og omvendt og fungerer samtidig som lokalposthus for den
fastboende stab af civile og for ventende transitpassagerer.
Butikken har dagligvaresalg til de fastboende civile og til ventende
transitpassagerer.
Ud over disse rene forretningsmæssige funktioner varetager KGH som
nævnt en lang række opgaver, der har karakter af egentlige
myndighedsfunktioner. Disse er i første række koncentreret om
administration af det område inden for det dansk-amerikanske
forsvarsområde, der i henhold til aftale med USA er overladt til
civil benyttelse - det civile område - hvor en række civile danske
institutioner (statens luftfartsvæsen, Dansk Esso, SAS m.fl.) samt
hotellet, posthuset og butikken er beliggende.
KGH varetager kontakterne til de amerikanske myndigheder og indgår en
lang række aftaler på statens vegne med de amerikanske myndigheder
eksempelvis om levering af vand, elektricitet og renovation.
Desuden koordinerer KGH skibsanløb, herunder losning, lastning og
transport til og fra havnen og indgår aftaler med USAF om betaling
af start- og landingsafgifter. Endelig kan det oplyses, at KGH
repræsenterer den danske stat i bl.a. det lokale miljøudvalg.
GRØNLANDS HJEMMESTYRE
28. juni 1985
Til ministeriet for Grønland
Vedrørende forslag til lov for Grønland om forsyning, trafik,
postbesørgelse m.v.
I overensstemmelse med hjemmestyrelovens § 12 har landsstyret efter
anmodning fra rigsmyndighederne forelagt ovennævnte lovforslag for
Grønlands Landsting den 30. maj 1985.
Til ministeriets brug vedlægges
- Forelæggelsesnotat
- Redegørelse vedrørende forhandlingerne om hjemmestyrets overtagelse
af KGH m.v. pr. 1. januar 1986
- Handels- og trafikdirektoratets referat af landstingets behandling
af lovforslaget.
Landstinget tiltrådte, at »lov for Grønland om forsyning, trafik,
postbesørgelse m.v.« kan sættes i kraft for Grønland, med følgende
bemærkninger
ad § 6
Landstinget tager forbehold for spørgsmålet angående skibstransport i
forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding
af råstoffer i Grønland, idet man finder, at hjemmestyret bør have
kompetencen til ensidigt at regulere denne del af trafikken også -
en kompetence, som ministeriet hidtil har haft i kraft af
søtransportloven.
ad § 9, stk. 2
Landstingets holdning er, at hjemmestyret som et minimum pr. 1.
januar 1986 overtager ansvaret for butik, hotel og postvæsen samt
de bygninger, hvorfra disse funktioner varetages.
ad § 12
Landstinget tilsluttede sig, at Grønland modtager en forholdsmæssig
andel af Nationalbankens overskud, og at andelen beregnes som en
procentdel af det beløb, som tilfalder staten svarende til
forholdet mellem folketallet i Grønland og det samlede folketal i
hele riget ved slutningen af Nationalbankens regnskabsår. Det skal
dog fremhæves, at landstinget med denne tiltrædelse ikke har
opgivet princippet om kompensation for besparelser, der fremkommer
som følge af hjemmestyrets overtagelse af statslige områder.
Endvidere havde Grønlands Landsting følgende bemærkninger til det
forhandlingsresultat, hvorpå lovforslaget bygger, og som betragtes
som en forudsætning for den kommende bemyndigelseslov
- Postvæsenets logo, den stående bjørn, ønskes overført til
hjemmestyret, da det er landstingets opfattelse, at isbjørnen
netop er symbolet for Grønland.
- Landstinget har accepteret den opnåede løsning m.h.t. Grønlandsflys
aktier og den fremtidige sammensætning af bestyrelsen, hvor
hjemmestyret overtager en af statens bestyrelsesposter. Det skal
dog fremhæves, at landstinget med denne accept ikke har fraveget
ønsket om, at hjemmestyret havde overtaget samtlige KGHs aktier i
Grønlandsfly A/S. Grønlands Landsting forudsætter, under
henvisning til det opnåede resultat, at staten opretholder
selvforsikringsordningen vedrørende Grønlandsflys Dash-7 fly og
helikoptere.
- Landstinget forudsætter, at der fremover etableres et tættere
samarbejde mellem hjemmestyret og farvandsdirektoratet m.h.t.
farvandsafmærkningen i de grønlandske farvande.
- Med hensyn til KGHs bygninger i Strandgade forudsætter landstinget,
at staten enten sikrer hjemmestyrets fortsatte brug af disse
bygninger eller anviser andre egnede faciliteter i København samt
betaler de dermed forbundne omkostninger.
Det forudsættes, at ministeriet foretager det videre nødvendige i
sagen.
Med venlig hilsen
Josef Motzfeldt
/ Fl. Bodø
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til ministeren for Grønland, som denne har
besvaret skriftligt. Spørgsmål og svar er medtaget som bilag til
denne betænkning.
Udvalget har desuden modtaget en skriftlig henvendelse fra Danmarks
Rederiforening.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse uændret.
Udvalget indstiller endvidere, at folketinget vedtager, at udvalget
vedbliver at bestå til samlingens slutning.
Karen Thurøe Hansen (KF) nfmd. Ikast (KF) Iversen (KF)
Steenholdt (Grønl.) fmd. Povl Brøndsted (V) Ivar Hansen (V)
Birgith Mogensen (CD) Kofod-Svendsen (KrF) Søren Hansen (S)
Arne Jensen (S) Søren B. Jørgensen (S) Preben Lange (S) Tove
Lindbo Larsen (S) Henning Nielsen (S) Margrete Auken (SF)
Lilli Gyldenkilde (SF) Lone Dybkjær (RV)
Partierne VS, FP og FD havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 10
Betænkning over Forslag til lov for Grønland om forsyning, trafik, postbesørgelse m.v.
Nr L 10 1985-86, 1. samling Blad nr
Afgivet af udvalget
Afgivet: 19851023