DK
1985 LSF 122 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LANDBRUGSEJENDOMME
Table of Provisions (51)
Statutory Text (51 Articles)
§ 1
I lov om landbrugsejendomme, jfr. lovbekendtgørelse nr. 603 af 30.
november 1978, som ændret ved lov nr. 206 af 25. maj 1983 og lov
nr. 583 af 19. december 1985, foretages følgende ændringer
1. § 1, stk. 1, nr. 1, affattes således
»1. værne dyrkningsjorderne og de hertil knyttede landskabelige
værdier, således at både jordbrugets erhvervsøkonomiske interesser
og hensynet til det omgivende miljø tilgodeses,».
2. I § 1, stk. 2, nr. 2, udgår det sidste »og«, og nr. 3 affattes
således
»3. tilgodese heltidsbedrifterne og bevare en bred variation af
ejendomme i jordbruget samt sikre en hensigtsmæssig
ejendomsstruktur og jordarrondering og«.
3. I § 1, stk. 2, indsættes som nr. 4
»4. tilgodese befolkningsudviklingen i landdistrikterne.«.
4. I § 1, stk. 3, affattes nr. 2 således
»2. offentlige myndigheders erhvervelse af landbrugsjord og«, og
som nr. 3 indsættes
»3. forsvarlig udnyttelse af landbrugsjorderne.«.
5. I § 1, stk. 4, 1. pkt., ændres »ham« til: »landbrugsministeren«.
6. I § 2, stk. 2, 1. pkt., ændres »landbrug, gårdbrug, husmandsbrug
eller gartneri« til: »en landbrugsejendom«, og i sidste pkt.
ændres »1. september 1960« til: »1. april 1980«.
7. I § 3, stk. 2, 1. pkt., udgår »der udgør bæredygtige
driftsenheder,».
8. I § 3 a, stk. 3, 2. pkt., ændres »og han« til: »der«.
9. I § 4, stk. 5, udgår sidste pkt.
10. § 6 ophæves.
11. § 7, stk. 2, affattes således
»Stk. 2. Den, der som ejer eller forpagter driver ejendommen eller
som bestyrer varetager ejendommens drift for ejerens eller
forpagterens regning, skal have fast bopæl på ejendommen, jfr. §
18 b. Ejeren skal selv have fast bopæl på ejendommen og selv drive
ejendommen i det omfang, dette følger af betingelserne for
erhvervelsen.«.
12. I § 7, stk. 3, ændres »landbruger« til: »person« og »§ 16« til
»§ 16, stk. 1«.
13. § 7 a affattes således
»§ 7 a. Jorderne til en landbrugsejendom skal udnyttes på forsvarlig
jordbrugsmæssig måde i det omfang, de er egnede hertil. Ved
jordbrugsmæssig udnyttelse forstås, at jorderne anvendes til
landbrug, gartneri, herunder blomstergartneri, frugtplantage,
planteskole eller lignende jordbrugsvirksomhed. Inden for de i
stk. 2 og 3 angivne grænser anses skovbrug som jordbrugsmæssig
udnyttelse. Ingen del af jorderne må tages i brug til anden
anvendelse, herunder til udnyttelse af forekomster i jorden såsom
sten, grus, sand, ler, kridt og tørv, jfr. dog stk. 2, nr. 2 og 3.
Stk. 2. Ejeren kan
1) tilplante indtil 25 pct., dog højst 25 ha, af den del af
ejendommen, der ikke var tilplantet inden 1. august 1973, jfr.
tillige stk. 3,
2) udnytte forekomster i jorden i begrænset omfang til eget brug
eller give andre en tilsvarende begrænset udnyttelsesret,
3) anvende eller tillade, at andre anvender, en mindre del af
ejendommen til begrænsede ikke-jordbrugsmæssige formål, såfremt en
jordbrugsmæssig anvendelse af arealerne ikke hindres, jfr. dog §
12, stk. 2.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om skovplantning i
videre omfang end angivet i stk. 2, nr. 1.
Stk. 4. Hvor særlige forhold taler derfor, kan landbrugsministeren
gøre undtagelse fra bestemmelserne i stk. 1. Tilladelse til en
ikke-jordbrugsmæssig udnyttelse kan tidsbegrænses og bl.a. gives
på vilkår, der tager sigte på, at jorderne efterbehandles, så de
igen kan anvendes jordbrugsmæssigt. Tilladelse til udnyttelse af
særlige forekomster i jorden i videre omfang end angivet i stk. 2,
nr. 2, kan bl.a. betinges af, at de arealer, der benyttes til
gravning og materialeaflægning, ved passende behandling og
tilplantning m.m. bringes i en sådan stand, at de ikke virker
skæmmende for landskabet, og at der stilles fornøden sikkerhed for
opfyldelse af eventuelle betingelser om retablering af det areal,
hvorpå råstofudnyttelsen har fundet sted.
Stk. 5. Ved tinglysning af kontrakter om udnyttelse af
landbrugsejendommes jorder eller dele heraf til
ikke-jordbrugsmæssige formål finder bestemmelserne i § 26
tilsvarende anvendelse.«
14. I § 7 b indsættes efter »hestestutteri«: », biavl, dambrug,
ålebrug«.
15. § 9 affattes således
»§ 9. Landbrugsejendomme, der tilhører samme ejer, og
landbrugsejendomme, der forpagtes, kan uanset § 7, stk. 1, drives
sammen, hvis følgende betingelser er opfyldt
1) Vejafstanden mellem ejendommenes jorder må ikke overstige 5 km.
Afstanden regnes ad den benyttede vej fra bygningerne på den
ejendom, hvor driftslederen bor, til hver enkelt jordlod af de
øvrige ejendomme, der indgår i samdriften. Der ses bort fra
vedvarende græsningsarealer, skovarealer samt arealer helt uden
dyrkningsmæssig værdi.
2) Arealet af de samdrevne jorder må ikke overstige 100 ha. Der ses
bort fra vedvarende græsningsarealer, skovarealer samt arealer
helt uden dyrkningsmæssig værdi. Arealgrænsen gælder dog ikke,
hvis der kun er tale om samdrift af 2 landbrugsejendomme.
3) Antallet af ejendomme i samdriften må ikke overstige 5.
Stk. 2. Begrænsningerne i stk. 1 gælder også dele af ejendomme, der
forpagtes. De pågældende dele skal medregnes i det samlede areal
og hver enkelt del medregnes som en ejendom i det samlede antal.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan tillade samdrift i videre omfang end
efter stk. 1 og 2. Ved vurderingen af, om tilladelse kan gives,
tages bl.a. hensyn til, om de af samdriften omfattede arealer
drives af en person, der opfylder betingelserne i § 16, stk. 1, om
den samlede driftsenhed har en hensigtsmæssig driftsstruktur,
herunder om der er et passende forhold mellem jordtilliggendet og
ejendommens produktionsapparat, og om andre landbrugsejendomme har
aktuelt behov for arealer til samdrift.
Stk. 4. Bestemmelserne i § 7, stk. 1 og 2, finder anvendelse på den
samlede driftsenhed, og § 8, stk. 1 og 2, finder anvendelse for så
vidt angår beboelsesbygningerne på samtlige samdrevne ejendomme.
Stk. 5. Hvis et selskab, en forening, en sammenslutning eller en
institution ejer flere end 5 landbrugsejendomme eller, når der er
tale om samdrift af flere end 2 landbrugsejendomme, et samlet
jordtilliggende på over 100 ha, kan landbrugsministeren meddele
ejeren påbud om, at de overskydende ejendomme, der udgør
selvstændige driftsenheder, skal bortforpagtes efter lovens regler
for en periode, der normalt ikke må være under 8 år. Det er en
forudsætning for at meddele påbud, at ejendommene ikke på grund af
foretagne fællesinvesteringer, beskæftigelsesmæssige forhold eller
lignende må tillægges afgørende betydning for den pågældende
institutions økonomi.«.
16. § 11 affattes således
Ȥ 11. Forpagtning af en landbrugsejendom i dens helhed kan ske uden
landbrugsministerens tilladelse, hvis forpagtning sker til en
person, og hvis
1) forpagteren er fyldt 18 år,
2) forpagteren er dansk statsborger eller er statsborger i et land,
hvis borgere i medfør af Det europæiske økonomiske Fællesskabs
regler eller ifølge traktat har adgang til at erhverve
landbrugsjord i Danmark,
3) forpagteren opfylder de i medfør af § 16, stk. 2, nr. 2, fastsatte
uddannelseskrav,
4) forpagteren i hele forpagtningsperioden har fast bopæl på den
forpagtede ejendom eller på en anden landbrugsejendom, som
forpagteren ejer eller har i forpagtning, og som ligger inden for
en vejafstand på 5 km regnet som anført i § 9, stk. 1, nr. 1, og
5) arealet af de ejendomme og dele af ejendomme, som forpagteren
eller dennes ægtefælle ejer eller forpagter, ikke overstiger 100
ha og antallet ikke overstiger 5, jfr. § 9, stk. 1 og 2.
Arealgrænsen gælder dog kun, når der er tale om flere end to
ejendomme. Begrænsningerne gælder, uanset om der finder samdrift
sted.
Stk. 2. En aftale om forpagtning af en landbrugsejendom i dens helhed
skal være skriftlig og skal indeholde bestemmelser om
forpagtningens varighed, om opsigelsesfristen og om
forpagtningsafgiften.
Stk. 3. Aftale om forpagtning af en landbrugsejendom i dens helhed
kan i øvrigt uden tilladelse fra landbrugsministeren kun indgås
for et tidsrum af indtil 15 år. Såfremt den forpagtede ejendom
skal indgå som led i en forbedringsplan, jfr. lov om støtte til
forbedring af strukturen og effektiviteten i jordbruget, kan
aftale om forpagtning af en landbrugsejendom i dens helhed dog
indgås for et tidsrum af indtil 20 år. Såfremt forbedringsplanen
ikke godkendes, gælder aftalen om forpagtning kun for et tidsrum
af 15 år.
Stk. 4. Hvor særlige grunde taler for det, kan landbrugsministeren
fravige stk. 1 og 3.«.
17. § 12 affattes således
Ȥ 12. Forpagtning eller leje af en del af en landbrugsejendom kan
ske uden landbrugsministerens tilladelse for et tidsrum af indtil
10 år, jfr. §§ 1 og 11 C i udstykningsloven, hvis
1) forpagtningsforholdet vedrører jorder, eventuelt med bygninger,
der indgår i samdrift efter reglerne i § 9, stk. 1 og 2, og
betingelserne i § 11, stk. 1, er opfyldt,
2) forpagtningsforholdet alene vedrører eng-, kær-, mose- eller
marskarealer, som benyttes til vedvarende græsning, forudsat at
det forpagtede areal ikke skal tages i brug til anden anvendelse,
og at forpagteren har fast bopæl inden for en vejafstand af 15 km
fra arealet,
3) lejeforholdet alene vedrører avlsbygninger eller
4) lejeforholdet alene vedrører beboelsesbygninger, eventuelt med
tilhørende have el.lign., i det omfang beboelsen ikke er nødvendig
for ejendommens selvstændige drift.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan tillade forpagtning eller leje i
videre omfang end efter stk. 1, når særlige forhold taler for det.
Tilladelse for et længere tidsrum end 10 år kan dog kun meddeles,
når arealet skal indgå som led i en forbedringsplan, jfr. lov om
støtte til forbedring af strukturen og effektiviteten i
jordbruget.
Stk. 3. Lejemål vedrørende landbrugsejendommes beboelsesbygninger kan
uanset bestemmelserne i §§ 82 og 83 i lov om leje og uanset, om
der i lejeforholdet er fastsat længere varsel, opsiges med 6
måneders varsel, når lejligheden ønskes anvendt som bolig for
personer, der beskæftiges med ejendommens drift. Uanset om der i
lejeforholdet er fastsat et kortere varsel, tilkommer der dog
lejeren et opsigelsesvarsel af 3 måneder.«.
18. § 13 affattes således
Ȥ 13. Landbrugsministeren kan tillade, at en landbrugsejendom eller
et areal, der udstykkes fra en landbrugsejendom, sammenlægges med
en anden landbrugsejendom, når det samlede areal efter
sammenlægningen ikke overstiger 100 ha. Hvis det samlede areal vil
overstige 50 ha, kan sammenlægning i almindelighed ikke tillades,
hvis landbrugsministeren finder, at der er nærliggende
landbrugsejendomme med en væsentlig animalsk produktion eller
specialproduktion, der har behov for suppleringsjord, navnlig for
at tilvejebringe et passende forhold mellem arealet og ejendommens
produktionsapparat, og som ved sammenlægning vil få et areal, der
ikke overstiger 50 ha. Arealer, der er tilplantet og pålagt
fredskovspligt, og arealer, der er helt uden dyrkningsmæssig
værdi, herunder søarealer, strandbredder og lignende, kan
fradrages ved beregningen af det samlede areal.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan endvidere tillade sammenlægning ud
over de i stk. 1 nævnte arealgrænser, når forholdene, herunder
jordernes bonitet, taler for det.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan nægte sammenlægning,
1) hvis de jorder, der ønskes sammenlagt, ikke ligger hensigtsmæssigt
for samlet drift,
2) hvis en ejendom, der skønnes at udgøre en bevaringsværdig
driftsenhed, og hvis ejendomsværdi, ekskl. stuehusets værdi,
overstiger en beløbsgrænse på 420.000 kr. ved årsreguleringen pr.
1. april 1985, jfr. dog stk. 4, nedlægges som selvstændigt brug
eller nedbringes til en størrelse, hvor den ikke længere skønnes
at udgøre en bevaringsværdig driftsenhed,
3) hvis en ejendoms jorder vil blive opdelt på uheldig måde for
driften,
4) hvis den supplerede ejendom ikke vil få et areal på mindst 15 ha,
medmindre den skønnes at ville udgøre en bevaringsværdig
driftsenhed, eller
5) hvis der ved sammenlægningen vil opstå en uhensigtsmæssig
ejendomsfordeling,
a) fordi ejeren af den ejendom, der ønskes suppleret, ikke opfylder
de i § 16, stk. 1, anførte krav om alder, statsborgerskab, fast
bopæl, landmandsuddannelse eller ikke har eller ved
sammenlægningen tager jordbrug som væsentligste erhverv, eller
b) fordi ejeren, dennes ægtefælle og børn under 18 år i forvejen
ejer landbrugspligtige arealer, der tilsammen overstiger 100 ha.
Stk. 4. Beløbsgrænsen i stk. 3, nr. 2, reguleres hvert år på grundlag
af den gennemsnitlige udvikling i ejendomsvurderingerne for
landbrugsejendomme.«.
19. § 16 affattes således
»§ 16. Adkomst på en landbrugsejendom, der ligger i landzone, og hvis
areal overstiger 30 ha, kan erhverves af en person, hvis
1) erhververen er fyldt 18 år,
2) erhververen er dansk statsborger eller er statsborger i et land,
hvis borgere i medfør af Det europæiske økonomiske Fællesskabs
regler eller ifølge traktat har adgang til at erhverve
landbrugsjord i Danmark,
3) erhververen, dennes ægtefælle eller børn under 18 år ikke inden
erhvervelsen er ejere eller medejere af nogen landbrugsejendom,
herunder jordbrugsbedrifter i udlandet,
4) erhververen inden 6 måneder efter erhvervelsen tager fast bopæl på
ejendommen,
5) erhververen selv driver ejendommen og
6) erhververen opfylder de krav til en landmandsuddannelse, der
fastsættes af landbrugsministeren efter forhandling med
landbrugsorganisationerne.
Stk. 2. Overstiger ejendommens areal ikke 30 ha, jfr. dog stk. 3, kan
adkomst på ejendommen erhverves, hvis
1) erhververen opfylder kravene i stk. 1, nr. 1-5, og
2) erhververen opfylder de krav til en landmandsuddannelse, som for
disse ejendomme fastsættes af landbrugsministeren efter
forhandling med landbrugsorganisationerne.
Stk. 3. Overstiger ejendommens areal ikke 15 ha, og overstiger dens
grundværdi ikke 164.000 kr. ved årsreguleringen pr. 1. april 1985,
jfr. dog stk. 5, kan adkomst på ejendommen erhverves, hvis ejeren
opfylder kravene i stk. 1, nr. 1-4.
Stk. 4. Ejer erhververen, dennes ægtefælle eller børn under 18 år i
forvejen 1 landbrugsejendom, herunder jordbrugsbedrifter i
udlandet, kan den pågældende erhverve adkomst på yderligere 1
landbrugsejendom, hvis
1) erhververen opfylder kravene i stk. 1, nr. 1, 2 og 5,
2) erhververen har eller inden 6 måneder efter erhvervelsen tager
fast bopæl på en af de to ejendomme,
3) erhververen opfylder kravene i stk. 1, nr. 6, eller, hvis den
erhvervede ejendoms areal ikke overstiger 30 ha, i stk. 2, nr. 2,
4) erhververen har eller ved erhvervelsen tager jordbrug som
væsentligste erhverv,
5) de to ejendommes jorder ligger inden for en vejafstand af 5 km
regnet som anført i § 9, stk. 1, nr. 1, og
6) de to ejendommes areal ikke tilsammen overstiger 50 ha.
Stk. 5. Beløbsgrænsen i stk. 3 reguleres hvert år på grundlag af den
gennemsnitlige udvikling i ejendomsvurderingerne for
landbrugsejendomme.«
20. I § 17, stk. 1 og 2, udgår »eller på en anpart i sådan ejendom,
jfr. dog § 18 a,».
21. I § 17, stk. 2 ændres »erhververens« til: »ejerens«.
22. § 17, stk. 3, 3. pkt., affattes således
»Landbrugsministeren kan endvidere i særlige tilfælde dispensere fra
bopælskravet i stk. 2, nr. 3, såfremt ejendommen bortforpagtes for
en periode, der normalt ikke må være under 8 år, til en forpagter,
der opfylder betingelserne i § 11, stk. 1, eller såfremt
ejendommen drives af en bestyrer, der opfylder tilsvarende krav.«.
23. § 17, stk. 4, ophæves.
24. I § 17 a, stk. 1, udgår »eller på en anpart i en sådan ejendom,
jfr. dog § 18 a,», og stk. 3 ophæves.
25. I § 17 b, stk. 1, ændres »§ 17 a, stk. 1, nr. 3« til: »§ 16, stk.
1, nr. 3, § 17 a, stk. 1, nr. 3, og § 18 a, stk. 1, nr. 3«.
26. I § 17 b, stk. 2, ændres », at han er« til: »at være«.
27. I § 18, stk. 1, udgår »eller på en anpart i en sådan ejendom«.
28. § 18, stk. 2, affattes således
»Stk. 2. Landbrugsministeren kan således meddele tilladelse i
tilfælde, hvor erhververen på grundlag af tidligere beskæftigelse
eller anden uddannelse end den, der kræves i henhold til § 16, må
antages at være kvalificeret til at forestå driften af den
pågældende ejendom.«.
29. § 18, stk. 3, ophæves.
30. I § 18, stk. 4, der bliver stk. 3, ændres »personer« til: »en
person«.
31. I § 18, stk. 4, der bliver stk. 3, udgår »erhververen opfylder
betingelserne i § 16, bortset fra § 16, stk. 1, nr. 2, og«.
32. I § 18, stk. 5, der bliver stk. 4, ændres »en eller flere
personer« til: »en person«, og stk. 6 bliver herefter stk. 5.
33. I § 18 indsættes som nyt stk. 6
»Stk. 6. Er erhververen, dennes ægtefælle eller børn under 18 år i
forvejen ejere eller medejere af en landbrugsejendom, herunder
jordbrugsbedrift i udlandet, og overstiger de to ejendommes areal
tilsammen 50 ha, kan tilladelse til erhvervelse i almindelighed
ikke meddeles, hvis en landbrugsejendom som omhandlet i § 13, stk.
1, 2. pkt., har behov for jorderne som suppleringsjord og
1) denne ejendom ved sammenlægning vil få et areal, der ikke
overstiger 50 ha, og
2) lovens betingelser for sammenlægning i øvrigt er opfyldt.«.
34. § 18 a affattes således
»§ 18 a. En person kan erhverve adkomst på en anpart i en
landbrugsejendom ved deling af fællesbo, ved arv fra ægtefælle
eller ved hensidden i uskiftet bo. Herudover kan en person
erhverve adkomst på en anpart i en landbrugsejendom, hvis
1) erhvervelsen sker ved arv, eller hvis overdrageren eller de øvrige
medejere er erhververens ægtefælle, søskende eller beslægtede i
ret op- eller nedstigende linie,
2) mindst en af anpartshaverne er ejer af en anpart på 1/5 eller
derover af ejendommen og opfylder betingelserne i §§ 16, 17 eller
17 a og
3) erhververen ikke efter erhvervelsen er ejer eller medejer af mere
end 2 landbrugsejendomme, herunder jordbrugsbedrifter i udlandet.
Stk. 2. Bortset fra de i stk. 1 nævnte tilfælde kan to eller flere
personer i forening erhverve adkomst på en landbrugsejendom, hvis
1) hver enkelt anpartshaver opfylder betingelserne i § 16, stk. 1,
nr. 1-3,
2) hver enkelt anpartshaver deltager i driften af ejendommen,
3) mindst 2/3 af anpartshaverne opfylder kravene i § 16, stk. 1, nr.
6, eller, hvis ejendommens areal ikke overstiger 30 ha, i § 16,
stk. 2, nr. 2, og
4) hver enkelt anpartshaver inden 6 måneder efter erhvervelsen tager
fast bopæl på ejendommen eller, såfremt antallet af boliger ikke
gør dette muligt, højst 3 km fra ejendommen.
Stk. 3. Ejer en person, dennes ægtefælle eller børn under 18 år en
anpart på 1/5 eller derover af en landbrugsejendom eller 1/5 eller
derover af kapitalen i et selskab m.v., der ejer en
landbrugsejendom, jfr. § 20, anses vedkommende for at være medejer
af den pågældende landbrugsejendom.
Stk. 4. Landbrugsministeren kan dispensere fra bestemmelserne i stk.
1 og 2.«.
35. § 18 b affattes således
»§ 18 b. Den, der har bopælspligt på en ejendom efter loven, skal
have fast og varig bopæl på den pågældende ejendom, der samtidig
skal tjene som hovedbopæl i skattemæssig forstand.
Landbrugsministeren fastsætter efter forhandling med
landbrugsorganisationerne nærmere regler om kravet til fast og
varig bopæl.
Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter efter forhandling med
landbrugsorganisationerne nærmere regler om lovens krav om egen
drift af en landbrugsejendom og om jordbrug som væsentligste
erhverv.«.
36. § 18 c ophæves.
37. I § 21, nr. 2, ændres »moderniseringsstøtte til landbrug og
gartnerier« til: »støtte til forbedring af strukturen og
effektiviteten i jordbruget«.
38. I § 21 indsættes efter nr. 2 som nyt nummer
»3. når erhververen er et selskab, hvis deltagere opfylder
betingelserne i § 18 a, stk. 2, eller«.
Nr. 3 bliver herefter nr. 4.
39. § 23 affattes således
Ȥ 23. Tilladelser i henhold til denne lov kan betinges og
tidsbegrænses. Betingelser og tidsbegrænsninger er bindende for
indehavere af rettigheder i ejendommen uanset tidspunktet for
rettens stiftelse og kan af landbrugsministeren foranlediges
tinglyst på ejerens bekostning.
Stk. 2. En tilladelse, der er meddelt i henhold til denne lov,
bortfalder, såfremt den ikke er udnyttet inden 3 år efter at være
meddelt.«
40. § 25 affattes således
»§ 25. En ejendom, der er overtaget på auktion eller til brugeligt
pant, skal inden 1 år fra overtagelsesdagen sælges til en person,
der opfylder betingelserne i § 16. Landbrugsministeren kan dog
forlænge fristen eller tillade, at ejendommen afhændes til anden
side.«.
41. I § 27, stk. 1, udgår »i § 16, stk. 1-2,».
42. § 30 affattes således
Ȥ 30. Landbrugsministeren kan bemyndige jordbrugsdirektoratet,
jordlovsudvalget eller jordbrugskommissionerne til at udøve
beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.
Landbrugsministeren kan bemyndige amtsrådene eller anden stedlig
myndighed til efter nærmere retningslinier at træffe afgørelser i
visse sager.
Stk. 2. Afgørelser truffet af de i stk. 1 nævnte styrelser m.v. kan
påklages til landbrugsministeren. Klagefristen er 4 uger fra den
dag, afgørelsen er meddelt klageren.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at de i stk. 2
nævnte afgørelser ikke kan påklages til anden administrativ
myndighed.«.
43. § 33, stk. 1, affattes således
»Med bøde straffes den, der
1) overtræder § 7, stk. 1 og 2, § 7 a, stk. 1, § 8, stk. 1-3, § 9,
stk. 1 og 2, § 11, stk. 1-3, § 12, stk.1, § 16, § 18 a, § 24 eller
§ 1
I lov om landbrugsejendomme, jfr. lovbekendtgørelse nr. 603 af 30.
november 1978, som ændret ved lov nr. 206 af 25. maj 1983 og lov
nr. 583 af 19. december 1985, foretages følgende ændringer
1. § 1, stk. 1, nr. 1, affattes således
»1. værne dyrkningsjorderne og de hertil knyttede landskabelige
værdier, således at både jordbrugets erhvervsøkonomiske interesser
og hensynet til det omgivende miljø tilgodeses,».
2. I § 1, stk. 2, nr. 2, udgår det sidste »og«, og nr. 3, affattes
således
»3. tilgodese heltidsbedrifterne og bevare en bred variation af
ejendomme i jordbruget samt sikre en hensigtsmæssig
ejendomsstruktur og jordarrondering, og«.
3. I § 1, stk. 2, indsættes som nr. 4
»4. tilgodese befolkningsudviklingen i landdistrikterne.«.
4. I § 1, stk. 3, affattes nr. 2 således
»2. offentlige myndigheders erhvervelse af landbrugsjord, og«, og som
nr. 3 indsættes
»3. forsvarlig udnyttelse af landbrugsjorderne.«.
5. I § 1, stk. 4, 1. pkt., ændres »ham« til: »landbrugsministeren«.
6. I § 2, stk. 2, 1. pkt., ændres »landbrug, gårdbrug, husmandsbrug
eller gartneri« til: »en landbrugsejendom«, og i sidste pkt.
ændres »1. september 1960« til: »1. april 1980«.
7. I § 3, stk. 2, 1. pkt., udgår: »der udgør bæredygtige
driftsenheder,».
8. I § 3a, stk. 3, 2. pkt., ændres »og han« til: »der«.
9. I § 4, stk. 5, udgår sidste pkt.
10. § 6 ophæves.
11. § 7, stk. 2, affattes således
»Stk. 2. Den, der som ejer eller forpagter driver ejendommen eller
som bestyrer varetager ejendommens drift for ejerens eller
forpagterens regning, skal have fast bopæl på ejendommen, jfr. §
18b. Ejeren skal selv have fast bopæl på ejendommen og selv drive
ejendommen i det omfang, dette følger af betingelserne for
erhvervelsen.«.
12. I § 7, stk. 3, ændres »landbruger« til: »person« og »§ 16« til
»§ 16, stk. 1«.
13. § 7a affattes således
»§ 7a. Jorderne til en landbrugsejendom skal udnyttes på forsvarlig
jordbrugsmæssig måde i det omfang, de er egnede hertil. Ved
jordbrugsmæssig udnyttelse forstås, at jorderne anvendes til
landbrug, gartneri, herunder blomstergartneri, frugtplantage,
planteskole eller lignende jordbrugsvirksomhed. Inden for de i
stk. 2 og 3 angivne grænser anses skovbrug som jordbrugsmæssig
udnyttelse. Ingen del af jorderne må tages i brug til anden
anvendelse, herunder til udnyttelse af forekomster i jorden, såsom
sten, grus, sand, ler, kridt og tørv,jfr dog stk. 2, nr. 2 og 3.
Stk. 2. Ejeren kan
1) tilplante indtil 25 pct., dog højst 25 ha, af den del af
ejendommen, der ikke var tilplantet inden 1. august 1973, jfr.
tillige stk. 3,
2) udnytte forekomster i jorden i begrænset omfang til eget brug
eller give andre en tilsvarende begrænset udnyttelsesret,
3) anvende eller tillade, at andre anvender, en mindre del af
ejendommen til begrænsede ikke-jordbrugsmæssige formål, såfremt en
jordbrugsmæssig anvendelse af arealerne ikke hindres, jfr. dog §
12, stk. 2.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om skovplantning i
videre omfang end angivet i stk. 2, nr. 1.
Stk. 4. Hvor særlige forhold taler derfor, kan landbrugsministeren
gøre undtagelse fra bestemmelserne i stk. 1. Tilladelse til en
ikke-jordbrugsmæssig udnyttelse kan tidsbegrænses og bl.a. gives
på vilkår, der tager sigte på, at jorderne efterbehandles, så de
igen kan anvendes jordbrugsmæssigt. Tilladelse til udnyttelse af
særlige forekomster i jorden i videre omfang end angivet i stk. 2,
nr. 2, kan bl.a. betinges af, at de arealer, der benyttes til
gravning og materialeaflægning, ved passende behandling og
tilplantning m.m. bringes i en sådan stand, at de ikke virker
skæmmende for landskabet, og at der stilles fornøden sikkerhed for
opfyldelse af eventuelle betingelser om retablering af det areal,
hvorpå råstofudnyttelsen har fundet sted.
Stk. 5. Ved tinglysning af kontrakter om udnyttelse af
landbrugsejendommes jorder eller dele heraf til
ikke-jordbrugsmæssige formål finder bestemmelserne i § 26
tilsvarende anvendelse.«
14. I § 7 b indsættes efter »hestestutteri«: », biavl, dambrug,
ålebrug«.
15. § 9 affattes således
»§ 9. Landbrugsejendomme, der tilhører samme ejer, og
landbrugsejendomme, der forpagtes, kan, uanset § 7, stk. 1, drives
sammen, hvis følgende betingelser er opfyldt
1) Vejafstanden mellem ejendommenes jorder må ikke overstige 5 km.
Afstanden regnes ad den benyttede vej fra bygningerne på den
ejendom, hvor driftslederen bor, til hver enkelt jordlod af de
øvrige ejendomme, der indgår i samdriften. Der ses bort fra
vedvarende græsningsarealer, skovarealer samt arealer helt uden
dyrkningsmæssig værdi.
2) Arealet af de samdrevne jorder må ikke overstige 100 ha. Der ses
bort fra vedvarende græsningsarealer, skovarealer samt arealer
helt uden dyrkningsmæssig værdi. Arealgrænsen gælder dog ikke,
hvis der kun er tale om samdrift af 2 landbrugsejendomme.
3) Antallet af ejendomme i samdriften må ikke overstige 5.
Stk. 2. Begrænsningerne i stk. 1, gælder også dele af ejendomme, der
forpagtes. De pågældende dele skal medregnes i det samlede areal,
og hver enkelt del medregnes som en ejendom i det samlede antal.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan tillade samdrift i videre omfang end
efter stk. 1 og 2. Ved vurderingen af, om tilladelse kan gives,
tages bl.a. hensyn til, om de af samdriften omfattede arealer
drives af en person, der opfylder betingelserne i § 16, stk. 1, om
den samlede driftsenhed har en hensigtsmæssig driftsstruktur,
herunder om der er et passende forhold mellem jordtilliggendet og
ejendommens produktionsapparat, og om andre landbrugsejendomme har
aktuelt behov for arealer til samdrift.
Stk. 4. Bestemmelserne i § 7, stk. 1 og 2, finder anvendelse på den
samlede driftsenhed, og § 8, stk. 1 og 2, finder anvendelse for så
vidt angår beboelsesbygningerne på samtlige samdrevne ejendomme.
Stk. 5. Hvis et selskab, en forening, en sammenslutning eller en
institution ejer flere end 5 landbrugsejendomme eller, når der er
tale om samdrift af flere end 2 landbrugsejendomme, et samlet
jordtilliggende på over 100 ha, kan landbrugsministeren meddele
ejeren påbud om, at de overskydende ejendomme, der udgør
selvstændige driftsenheder, skal bortforpagtes efter lovens regler
for en periode, der normalt ikke må være under 8 år. Det er en
forudsætning for at meddele påbud, at ejendommene ikke på grund af
foretagne fællesinvesteringer, beskæftigelsesmæssige forhold eller
lignende må tillægges afgørende betydning for den pågældende
institutions økonomi.«.
16. § 11 affattes således
Ȥ 11. Forpagtning af en landbrugsejendom i dens helhed kan ske uden
landbrugsministerens tilladelse, hvis forpagtning sker til en
person, og hvis
1) forpagteren er fyldt 18 år,
2) forpagteren er dansk statsborger eller er statsborger i et land,
hvis borgere i medfør af Det europæiske økonomiske Fællesskabs
regler eller ifølge traktat har adgang til at erhverve
landbrugsjord i Danmark,
3) forpagteren opfylder de i medfør af § 16, stk. 2, nr. 2, fastsatte
uddannelseskrav,
4) forpagteren i hele forpagtningsperioden har fast bopæl på den
forpagtede ejendom eller på en anden landbrugsejendom, som
forpagteren ejer eller har i forpagtning, og som ligger inden for
en vejafstand på 5 km, regnet som anført i § 9, stk. 1, nr. 1, og
5) arealet af de ejendomme og dele af ejendomme, som forpagteren og
dennes ægtefælle ejer og forpagter, ikke overstiger 100 ha, og
antallet ikke overstiger 5, jfr. § 9, stk. 1 og 2. Dette gælder,
uanset om der finder samdrift sted.
Stk. 2. En aftale om forpagtning af en landbrugsejendom i dens helhed
skal være skriftlig og skal indeholde bestemmelser om
forpagtningens varighed, om opsigelsesfristen og om
forpagtningsafgiften.
Stk. 3. Aftale om forpagtning af en landbrugsejendom i dens helhed
kan i øvrigt uden tilladelse fra landbrugsministeren kun indgås
for et tidsrum af indtil 15 år. Såfremt den forpagtede ejendom
skal indgå som led i en forbedringsplan, jfr. lov om støtte til
forbedring af strukturen og effektiviteten i jordbruget, kan
aftale om forpagtning af en landbrugsejendom i dens helhed dog
indgås for et tidsrum af indtil 20 år. Såfremt forbedringsplanen
ikke godkendes, gælder aftalen om forpagtning kun for et tidsrum
af 15 år.
Stk. 4. Hvor særlige grunde taler for det, kan landbrugsministeren
fravige stk. 1 og 3.«.
17. § 12 affattes således
Ȥ 12. Forpagtning eller leje af en del af en landbrugsejendom kan
ske uden landbrugsministerens tilladelse for et tidsrum af indtil
10 år, jfr. §§ 1 og 11 C i udstykningsloven, hvis
1) forpagtningsforholdet vedrører jorder, eventuelt med bygninger,
der indgår i samdrift efter reglerne i § 9, stk. 1 og 2, og
betingelserne i § 11, stk. 1, er opfyldt,
2) forpagtningsforholdet alene vedrører eng-, kær-, mose- eller
marskarealer, som benyttes til vedvarende græsning, forudsat at
det forpagtede areal ikke skal tages i brug til anden anvendelse,
og at forpagteren har fast bopæl inden for en vejafstand af 15 km
fra arealet,
3) lejeforholdet alene vedrører avlsbygninger, eller
4) lejeforholdet alene vedrører beboelsesbygninger, eventuelt med
tilhørende have el.lign., i det omfang beboelsen ikke er nødvendig
for ejendommens selvstændige drift.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan tillade forpagtning eller leje i
videre omfang end efter stk. 1, når særlige forhold taler for det.
Tilladelse for et længere tidsrum end 10 år kan dog kun meddeles,
når arealet skal indgå som led i en forbedringsplan, jfr. lov om
støtte til forbedring af strukturen og effektiviteten i
jordbruget.
Stk. 3. Lejemål vedrørende landbrugsejendommes beboelsesbygninger kan
uanset bestemmelserne i §§ 82 og 83 i lov om leje og uanset, om
der i lejeforholdet er fastsat længere varsel, opsiges med 6
måneders varsel, når lejligheden ønskes anvendt som bolig for
personer, der beskæftiges med ejendommens drift. Uanset om der i
lejeforholdet er fastsat et kortere varsel, tilkommer der dog
lejeren et opsigelsesvarsel af 3 måneder.«.
18. § 13 affattes således
Ȥ 13. Landbrugsministeren kan tillade, at en landbrugsejendom eller
et areal, der udstykkes fra en landbrugsejendom, sammenlægges med
en anden landbrugsejendom, når det samlede areal efter
sammenlægningen ikke overstiger 100 ha. Hvis det samlede areal vil
overstige 50 ha, kan sammenlægning i almindelighed ikke tillades,
hvis landbrugsministeren finder, at der er nærliggende
landbrugsejendomme med en væsentlig animalsk produktion eller
specialproduktion, der har behov for suppleringsjord, navnlig for
at tilvejebringe et passende forhold mellem arealet og ejendommens
produktionsapparat, og som ved sammenlægning vil få et areal, der
ikke overstiger 50 ha. Arealer, der er tilplantet og pålagt
fredskovspligt, og arealer, der er helt uden dyrkningsmæssig
værdi, herunder søarealer, strandbredder og lignende, kan
fradrages ved beregningen af det samlede areal.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan endvidere tillade sammenlægning ud
over de i stk. 1 nævnte arealgrænser, når forholdene, herunder
jordernes bonitet, taler for det.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan nægte sammenlægning,
1) hvis de jorder, der ønskes sammenlagt, ikke ligger hensigtsmæssigt
for samlet drift,
2) hvis en ejendom, der skønnes at udgøre en bevaringsværdig
driftsenhed, og hvis ejendomsværdi, ekskl. stuehusets værdi,
overstiger en beløbsgrænse på 420.000 kr. ved årsreguleringen pr.
1. april 1985, jfr. dog stk. 4, nedlægges som selvstændigt brug
eller nedbringes til en størrelse, hvor den ikke længere skønnes
at udgøre en bevaringsværdig driftsenhed,
3) hvis en ejendoms jorder vil blive opdelt på uheldig måde for
driften,
4) hvis den supplerede ejendom ikke vil få et areal på mindst 15 ha,
eller
5) hvis der ved sammenlægningen vil opstå en uhensigtsmæssig
ejendomsfordeling,
a) fordi ejeren af den ejendom, der ønskes suppleret, ikke opfylder
de i § 16, stk. 1, anførte krav om alder, statsborgerskab, fast
bopæl, landmandsuddannelse eller ikke har eller ved
sammenlægningen tager jordbrug som væsentligste erhverv, eller
b) fordi ejeren, dennes ægtefælle og børn under 18 år i forvejen ejer
landbrugspligtige arealer, der tilsammen overstiger 100 ha.
Stk. 4. Beløbsgrænsen i stk. 3, nr. 2, reguleres hvert år på grundlag
af den gennemsnitlige udvikling i ejendomsvurderingerne for
landbrugsejendomme.«.
19. § 16 affattes således
»§ 16. Adkomst på en landbrugsejendom i landzone kan, jfr. dog stk.
2-4, erhverves af en person, hvis
1) erhververen er fyldt 18 år,
2) erhververen er dansk statsborger eller er statsborger i et land,
hvis borgere i medfør af Det europæiske økonomiske Fællesskabs
regler eller ifølge traktat har adgang til at erhverve
landbrugsjord i Danmark,
3) erhververen, dennes ægtefælle eller børn under 18 år ikke inden
erhvervelsen er ejere eller medejere af nogen landbrugsejendom,
herunder jordbrugsbedrifter i udlandet,
4) erhververen inden 6 måneder efter erhvervelsen tager fast bopæl på
ejendommen,
5) erhververen selv driver ejendommen, og
6) erhververen opfylder de krav til en landmandsuddannelse, der
fastsættes af landbrugsministeren efter forhandling med
landbrugsorganisationerne.
Stk. 2. Overstiger ejendommens areal ikke 30 ha, jfr. dog stk. 3, kan
adkomst på ejendommen erhverves, hvis
1) erhververen opfylder kravene i stk. 1, nr. 1-5, og
2) erhververen opfylder de krav til en landmandsuddannelse, som for
disse ejendomme fastsættes af landbrugsministeren efter
forhandling med landbrugsorganisationerne.
Stk. 3. Overstiger ejendommens areal ikke 15 ha, og overstiger dens
grundværdi ikke 164.000 kr. ved årsreguleringen pr. 1. april 1985,
jfr. dog stk. 5, kan adkomst på ejendommen erhverves, hvis ejeren
opfylder kravene i stk. 1, nr. 1-4.
Stk. 4. Ejer erhververen, dennes ægtefælle eller børn under 18 år i
forvejen 1 landbrugsejendom, herunder jordbrugsbedrifter i
udlandet, kan den pågældende erhverve adkomst på yderligere 1
landbrugsejendom, hvis
1) erhververen opfylder kravene i stk. 1, nr. 1, 2 og 5,
2) erhververen har eller inden 6 måneder efter erhvervelsen tager
fast bopæl på en af de to ejendomme,
3) erhververen opfylder kravene i stk. 1, nr. 6, eller, hvis den
erhvervede ejendoms areal ikke overstiger 30 ha, i stk. 2, nr. 2,
4) erhververen har eller ved erhvervelsen tager jordbrug som
væsentligste erhverv,
5) de to ejendommes jorder ligger inden for en vejafstand af 5 km,
regnet som anført i § 9, stk. 1, nr. 1, og
6) de to ejendommes areal ikke tilsammen overstiger 50 ha.
Stk. 5. Beløbsgrænsen i stk. 3 reguleres hvert år på grundlag af den
gennemsnitlige udvikling i ejendomsvurderingerne for
landbrugsejendomme«.
20. I § 17, stk. 1 og 2, udgår: »eller på en anpart i sådan ejendom,
jfr. dog § 18a,».
21. I § 17, stk. 2 ændres »erhververens« til: »ejerens«.
22. § 17, stk. 3, 3. pkt., affattes således
»Landbrugsministeren kan endvidere i særlige tilfælde dispensere fra
bopælskravet i stk. 2, nr. 3, såfremt ejendommen bortforpagtes for
en periode, der normalt ikke må være under 8 år, til en forpagter,
der opfylder betingelserne i § 11, stk. 1, eller såfremt
ejendommen drives af en bestyrer, der opfylder tilsvarende krav.«.
23. § 17, stk. 4, ophæves.
24. I § 17 a, stk. 1, udgår: »eller på en anpart i en sådan ejendom,
jfr. dog § 18a,», og stk. 3 ophæves.
25. I § 17 b, stk. 2, ændres », at han er« til: »at være«.
26. I § 18, stk. 1, udgår: »eller på en anpart i en sådan ejendom«.
27. § 18, stk. 2, affattes således
»Stk. 2. Landbrugsministeren kan således meddele tilladelse i
tilfælde, hvor erhververen på grundlag af tidligere beskæftigelse
eller anden uddannelse end den, der kræves i henhold til § 16, må
antages at være kvalificeret til at forestå driften af den
pågældende ejendom.«.
28. § 18, stk. 3, ophæves.
29. I § 18, stk. 4, der bliver stk. 3, ændres »personer« til: »en
person«.
30. I § 18, stk. 4, der bliver stk. 3, udgår: »erhververen opfylder
betingelserne i § 16, bortset fra § 16, stk. 1, nr. 2, og«.
31. I § 18, stk. 5, der bliver stk. 4, ændres »en eller flere
personer« til: »en person«, og stk. 6 bliver herefter stk. 5.
32. I § 18 indsættes som nyt stk. 6
»Stk. 6. Er erhververen, dennes ægtefælle eller børn under 18 år i
forvejen ejere eller medejere af en landbrugsejendom, herunder
jordbrugsbedrift i udlandet, og overstiger de to ejendommes areal
tilsammen 50 ha, kan tilladelse til erhvervelse i almindelighed
ikke meddeles, hvis en landbrugsejendom som omhandlet i § 13, stk.
1, 2. pkt., har behov for jorderne som suppleringsjord, og
1) denne ejendom ved sammenlægning vil få et areal, der ikke
overstiger 50 ha, og
2) lovens betingelser for sammenlægning i øvrigt er opfyldt.«.
33. § 18a affattes således
»§ 18a. En person kan erhverve adkomst på en anpart i en
landbrugsejendom ved deling af fællesbo, ved arv fra ægtefælle
eller ved hensidden i uskiftet bo. Herudover kan en person
erhverve adkomst på en anpart i en landbrugsejendom, hvis
1) erhvervelsen sker ved arv, eller hvis de øvrige medejere er
erhververens ægtefælle, søskende eller beslægtede i ret op- og
nedstigende linie,
2) mindst en af medejerne ejer en anpart på mindst 1/5 af ejendommen
og opfylder betingelserne for erhvervelse af en landbrugsejendom,
jfr. §§ 16, 17 og 17 a, og
3) erhververen ikke efter erhvervelsen er ejer eller medejer af mere
end 2 landbrugsejendomme, herunder jordbrugsbedrifter i udlandet.
Stk. 2. Bortset fra de i stk. 1 nævnte tilfælde kan to eller flere
personer i forening erhverve adkomst på en landbrugsejendom, hvis
1) hver enkelt anpartshaver opfylder betingelserne i § 16, stk. 1,
nr. 1 og 2,
2) ingen af anpartshaverne er ejer eller medejer af anden
landbrugsejendom,
3) hver enkelt anpartshaver deltager i driften af ejendommen,
4) mindst 2/3 af anpartshaverne opfylder kravene i § 16, stk. 1, nr.
6, eller hvis ejendommens areal ikke overstiger 30 ha, i § 16,
stk. 2, nr. 2, og
5) hver enkelt anpartshaver inden 6 måneder efter erhvervelsen tager
fast bopæl på ejendommen eller, såfremt antallet af boliger ikke
gør dette muligt, højst 3 km fra ejendommen.
Stk. 3. Ejer en person, dennes ægtefælle eller børn under 18 år en
anpart på 1/5 eller derover af en landbrugsejendom eller 1/5 eller
derover af kapitalen i et selskab m.v., der ejer en
landbrugsejendom, jfr. § 20, anses vedkommende for at være medejer
af den pågældende landbrugsejendom.
Stk. 4. Landbrugsministeren kan dispensere fra bestemmelserne i stk.
1 og 2.«.
34. § 18b affattes således
»§ 18b. Den, der har bopælspligt på en ejendom efter loven, skal have
fast og varig bopæl på den pågældende ejendom, der samtidig skal
tjene som hovedbopæl i skattemæssig forstand. Landbrugsministeren
fastsætter efter forhandling med landbrugsorganisationerne nærmere
regler om kravet til fast og varig bopæl.
Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter efter forhandling med
landbrugsorganisationerne nærmere regler om lovens krav om egen
drift af en landbrugsejendom og om jordbrug som væsentligste
erhverv.«.
35. I § 21, nr. 2, ændres »moderniseringsstøtte til landbrug og
gartnerier« til: »støtte til forbedring af strukturen og
effektiviteten i jordbruget«.
36. I § 21 indsættes efter nr. 2 som nyt nr.
»3. når erhververen er et selskab, hvis deltagere opfylder de i §
18a, stk. 2 og 3, omhandlede betingelser, eller«, og nr. 3 bliver
herefter nr. 4.
37. § 23 affattes således
Ȥ 23. Tilladelser i henhold til denne lov kan betinges og
tidsbegrænses. Betingelser og tidsbegrænsninger er bindende for
indehavere af rettigheder i ejendommen uanset tidspunktet for
rettens stiftelse og kan af landbrugsministeren foranlediges
tinglyst på ejerens bekostning.«.
38. § 25 affattes således
»§ 25. En ejendom, der er overtaget på auktion eller til brugeligt
pant, skal inden 1 år fra overtagelsesdagen sælges til en person,
der opfylder betingelserne i § 16. Landbrugsministeren kan dog
forlænge fristen eller tillade, at ejendommen afhændes til anden
side.«.
39. I § 27, stk. 1, udgår: »i § 16, stk. 1-2,».
40. § 30 affattes således
Ȥ 30. Landbrugsministeren kan bemyndige jordbrugsdirektoratet,
jordlovsudvalget eller jordbrugskommissionerne til at udøve
beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.
Landbrugsministeren kan bemyndige amtsrådene eller anden stedlig
myndighed til efter nærmere retningslinier at træffe afgørelser i
visse sager.
Stk. 2. Afgørelser truffet af de i stk. 1 nævnte styrelser m.v. kan
påklages til landbrugsministeren. Klagefristen er 4 uger fra den
dag, afgørelsen er meddelt klageren.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at de i stk. 2
nævnte afgørelser ikke kan påklages til anden administrativ
myndighed.«.
41. § 33, stk. 1, affattes således
»§ 33. Med bøde straffes den, der
1) overtræder § 7, stk. 1 og 2, § 7a, stk. 1, § 8, stk. 1-3, § 9,
stk. 1 og 2, § 11, stk. 1-3, § 12, stk.1, § 16, § 18a, § 24 eller
§ 1, stk. 4, fastlagte »bestyrerregel«, idet kravet om
væsentligste erhverv for erhververen dog bortfalder, samtidig med
at det overvejes at skærpe kravene til bestyrerens uddannelse.
De lempelige regler i §§ 17 og 17 a for erhvervelser ved arv og i
familiehandler foreslås i al væsentlighed videreført. Det er
tanken at tilrettelægge dispensationspraksis således, at papirløse
samlivsforhold i vidt omfang vil kunne sidestilles med
ægteskabelige forhold. Visse minimumskrav må dog stilles for at
modvirke omgåelse.
Anpartsreglerne, der i 1978-loven findes forskellige steder i §§
16-18 a, foreslås samlet i en ny § 18a for at forbedre
overskueligheden. Samtidig foreslås reglerne i fri handel, dvs.
uden for arve- og familiesituationerne, begrænset til tilfælde,
hvor samtlige anpartserhververe agter at deltage aktivt i driften
( såkaldte andelsbrug).
Selskabsreglerne i §§ 20 og 21 foreslås bevaret, bortset fra
indføjelsen af en dispensationsregel for andelsbrug i
selskabsform. Den hidtidige praksis, hvorefter der hovedsageligt
kun gives tilladelse til selskabserhvervelse, hvor der er tale om
forsknings- eller forsøgsformål eller visse sociale formål,
forudsættes videreført uændret.
Som nævnt under de almindelige bemærkninger, er det næppe muligt at
få et klart billede af, hvilken betydning
erhvervelsesrestriktionerne i 1978-loven har haft for
strukturudviklingen og prisdannelsen for landbrugsejendomme. Det
må dog alt andet lige antages, at de gældende restriktioner har en
prisdæmpende effekt for de lidt større ejendomme på grund af
indsnævringen af efterspørgerkredsen.
De foreslåede ændringer i erhvervelsesreglerne vil for visse
kategorier ejendomme indebære en udvidelse af efterspørgerkredsen,
samtidig med at kredsen for andre kategorier indsnævres. Alt i alt
vil de ændrede regler medføre en mere tilfredsstillende
afgrænsning af efterspørgere til forskellige ejendomskategorier.
Det kan ikke på forhånd udelukkes, at den foreslåede udvidelse af
mulighederne for at erhverve mindre ejendomme vil medføre et
forøget efterspørgselspres med deraf følgende indvirkning på
handelspriserne. Ved bedømmelsen af rækkevidden og konsekvenserne
af de foreslåede ændringer må det imidlertid tages i betragtning,
at en bred køberkreds igennem hidtidig administrativ praksis
allerede har haft adgang til at erhverve mindre
landbrugsejendomme, som forudsætter indtægter fra andet erhverv.
Hertil kommer som anført af landbokommissionen, at det under de
gældende erhvervelsesregler formentlig ikke mindst er de
etablerede landmænd, der påvirker prisniveauet i opadgående
retning.
De foreslåede ændringer, der som anført indebærer en skærpelse af
uddannelseskravet ved erhvervelse af ejendomme på 30 ha eller
derover, en tilbagevenden til 1978-lovens uddannelseskrav for
mellemgruppen og en ophævelse af uddannelseskravet for mindre
ejendomme, kombineret med en administrativ praksis, hvorefter
dispensationer kun tænkes meddelt i egentlige undtagelsestilfælde,
må det forventes, at ikke-landmænds erhvervelser vil koncentreres
om ejendomme, der typisk ikke erhverves af egentlige deltids-
eller heltidslandmænd. Hertil kommer, at det skærpede
uddannelseskrav ved de større ejendomme må antages at dæmpe
efterspørgslen efter disse ejendomme og dermed forbedre de
veluddannede landmænds etableringsmuligheder.
Med hensyn til omsætningen af tillægsjord kunne en umiddelbar
virkning af forslaget være en indskrænkning i udbudet. En sådan
tendens modvirkes imidlertid af andre elementer i forslaget.
Samtidig må det forventes, at jord fra fritids- eller
hobbybedrifter i videre omfang vil blive givet i forpagtning,
således at der alt i alt vil blive tale om en tilfredsstillende
jordmobilitet.
Lovforslaget vil samtidig som et positivt aspekt åbne mulighed for en
mere omfattende bosætning i landdistrikterne.
Til nr. 19
I overensstemmelse med Landbokommissionens indstilling foreslås det
at ophæve det hidtidige krav om, at erhververen skal tage jordbrug
som væsentligste erhverv, idet kravet dog opretholdes ved
erhvervelse af ejendom nr. 2. Endvidere foreslås en indsnævring af
anvendelsesområdet for uddannelseskravet, der samtidig skærpes ved
større ejendomme, og kravet om egen drift.
Landbokommissionen har af forskellige grunde anset kravet om
væsentligste erhverv for uheldigt, jfr. nærmere betænkningen s.
24-26. Bl.a. indebærer kravet en garanti fra erhververens side for
et vist økonomisk resultat i landbrugsdriften i en 8-års periode,
uanset konjunkturudviklingen. Desuden er det vanskeligt og
ressourcekrævende at kontrollere overholdelsen af kravet.
I det omfang kravet om væsentligste erhverv ophæves, forudsættes det,
at kravet også vil bortfalde for erhververe, som i henhold til den
gældende lov er forpligtet til at opfylde det.
Som det fremgår af den foreslåede § 16, fastlægges uddannelseskravet
som hidtil af landbrugsministeren efter forhandling med
landbrugsorganisationerne. I modsætning til gældende bestemmelser
foreskriver lovforslaget imidlertid et differentieret
uddannelseskrav for forskellige ejendomskategorier. Det er
hensigten efter forhandling med landbrugsorganisationerne i
bekendtgørelse at fastlægge kravene til uddannelsen efter følgende
retningslinier
Som det umiddelbart fremgår af forslaget, bortfalder kravet om
uddannelse ved erhvervelse af ejendomme med et jordtilliggende på
ikke over 15 ha og en grundværdi på ikke over 164.000 kr. ved
årsreguleringen i 1985.
For ejendomme over disse grænser, men med et jordtilliggende på ikke
over 30 ha vil uddannelseskravet blive fastlagt i overensstemmelse
med § 1, stk. 1-2, i landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 649
af 15. december 1978.
For ejendomme over 30 ha vil der blive stillet krav om, at
erhververen har opnået »det grønne bevis« eller anden tilsvarende
uddannelse, eller at erhververen selvstændigt har drevet en
jordbrugsbedrift i en sammenhængende periode af mindst 4 år inden
for en kort referenceperiode.
Da kravet om egen drift bortfalder for mindre ejendomme, og da
erfaringerne har vist, at kravet i dets hidtidige udformning ikke
giver tilstrækkelige garantier for opnåelsen af de nødvendige
faglige forudsætninger for erhvervelse og drift af større
ejendomme, vil det ved fastlæggelsen af rammerne for lovens
administration blive sikret, at uddannelseskravet alene anses for
opfyldt på grundlag af egen drift i tilfælde, hvor der har været
tale om egentlig erhvervsmæssig drift baseret på en væsentlig
produktion.
I henhold til den gældende landbrugslov administreres kravene i § 16
således, at der kun undtagelsesvis gives dispensation til
erhvervelse af en bæredygtig ejendom. For mindre ejendomme er
dispensation hovedreglen, idet der stilles reduceret
uddannelseskrav, nærmest efter en faldende skala i
overensstemmelse med den enkelte ejendoms størrelse, ligesom der
ses bort fra kravet om væsentligste erhverv. For de helt små,
såkaldt ikke-bevaringsværdige ejendomme gives der dog kun
dispensation, såfremt der ikke er behov for jorden til supplering
af bæredygtige brug. Kun meget sjældent dispenseres der fra
bopælspligten og kravet om egen drift.
Til stk. 1-3
Stk. 1 fastsætter de krav, der skal gælde for erhvervelse af en
ejendom over 30 ha. Arealgrænsen kan siges at træde i stedet for
det hidtidige begreb »bæredygtig driftsenhed«, som af forskellige
grunde findes uhensigtsmæssigt, jfr. de almindelige bemærkninger
til lovforslaget.
Forslagets stk. 2 angiver betingelserne for erhvervelse af adkomst på
ejendomme under 30 ha og større end i stk. 3 angivet. For disse
ejendomme tænkes uddannelseskravet som anført lempet.
Forslagets stk. 3 angiver betingelserne for erhvervelse af en ejendom
på ikke over 15 ha og med en grundværdi ved årsreguleringen i 1985
på ikke over 164.000 kr. i tilfælde, hvor erhververen og dennes
nærmeste familie ikke i forvejen ejer en landbrugsejendom. Der
stilles efter forslaget ikke uddannelseskrav på disse ejendomme,
hvorfor det heller ikke findes rimeligt at kræve egen drift, der
falder naturligt sammen med den landbrugsfaglige kunnen, som
uddannelseskravet forudsættes at garantere. Denne ændring
bevirker, at jorden til en nyerhvervet, mindre ejendom frit kan
bortforpagtes, hvilket vil kunne bidrage til den smidige,
midlertidige strukturtilpasning, som forpagtning giver mulighed
for. Dette er i overensstemmelse med lovforslagets generelle
sigte, jfr. de almindelige bemærkninger.
Til stk. 4
Stk. 4 omhandler regler for erhvervelse af ejendom nr. 2.
Adgangen til at eje mere end en landbrugsejendom går langt tilbage. I
1949 begrænsedes adgangen til at erhverve landbrugsejendomme til
2. I 1963 blev samdrift tilladt, og 2-ejendomsreglen kunne
herefter benyttes til udvikling af den enkelte bedrift. I 1973
begrænsedes 2-ejendomsreglen, idet der indførtes en maksimal
afstand på 15 km mellem 2 ejendomme, der er erhvervet i fri
handel. Denne begrænsning var især begrundet i ønsket om at hindre
fjerneje. Ved lov nr. 583/85 er afstandsgrænsen reduceret til 1
km, idet der ved forslagets fremsættelse i folketinget henvistes
til risikoen for spekulative opkøb af ejendom nr. 2 i tiden
umiddelbart forud for en forventet revision af landbrugsloven.
Som anført i de almindelige bemærkninger foreligger der ikke
opgørelser over antallet af bedrifter, der består af 2 eller flere
samdrevne hele landbrugsejendomme tilhørende samme ejer, men
antallet skønnes at udgøre noget over 10.000. Der er således næppe
tvivl om, at adgangen til at erhverve ejendom nr. 2 imødekommer et
strukturpolitiske behov, og at mange landmænd foretrækker at
erhverve ejendom nr. 2 fremfor at søge et eventuel behov for øget
jordtilliggende imødekommet ved forpagtning. Hertil kommer, at
muligheden for at erhverve ejendom nr. 2 inden for videre
afstandsgrænser end de for suppleringsjord gældende kan betragtes
som et nødvendigt supplement hertil.
På den anden side har adgangen til erhvervelse af ejendom nr. 2 været
under kritik. Der er herved peget på, at den som nr. 2 erhvervede
ejendom ikke - i hvert fald ikke i en længere periode - vil kunne
forventes at være til rådighed for imødekommelsen af
tillægsjordsbehov hos velbeliggende ejendomme. Der er endvidere
peget på, at såvel drifts- som beboelsesbygninger på ejendom nr. 2
ofte forfalder (antallet af indberetninger herom fra
jordbrugskommissionerne har dog været begrænset), og at disse
ejendomme ikke vil kunne danne grundlag for nyetableringer.
Med baggrund i disse synspunkter og med henblik på at gøre reglerne
om erhvervelse af ejendom nr. 2 til et smidigere instrument i
strukturudviklingen foreslås disse regler strammet.
Med hensyn til de personlige erhvervelsesbetingelser foreslås de
samme regler som ved erhvervelse af ejendom nr. 1, idet der dog
også for ejendomme med et jordtilliggende på ikke over 15 ha og en
grundværdi på ikke over 164.000 kr. ved 1985 årsreguleringen
gælder det lempelige uddannelseskrav, og idet kravet om
væsentligste erhverv opretholdes i alle tilfælde af erhvervelse af
ejendom nr. 2.
For at modvirke de kritiserede konsekvenser af adgangen til
erhvervelse af ejendom nr. 2 foreslås erhvervelsesadgangen
begrænset både med hensyn til afstand og areal. Herefter kan
erhvervelse af ejendom nr. 2 uden landbrugsministerens tilladelse
alene ske, hvis ejendommen ligger inden for 5 km fra ejendom nr.
1, og hvis de to ejendommes samlede jordtilliggende efter
erhvervelsen ikke overstiger 50 ha.
Det forudsættes, at der med hjemmel i § 18, stk. 6, administrativt
skal kunne meddeles tilladelse til erhvervelse af ejendom nr. 2
efter følgende retninglinier
Den ny afstandsgrænse på 5 km forudsættes på samme måde som den
hidtidige 15 km og den gældende 1 km grænse administreret
restriktivt, således at grænsen kun i særlige tilfælde vil blive
fraveget. Som eksempler på tilfælde, hvor grænsen, eventuelt
midlertidigt, kan tænkes fraveget, kan nævnes specialproduktioner,
herunder gartnerivirksomhed, der stiller særlige krav til
jordbonitet eller til produktionsapparatet på den erhvervede
ejendom. Midlertidige tilladelser vil også kunne komme på tale i
tilfælde, hvor ejendom nr. 2 erhverves med henblik på
videreoverdragelse til en søn eller datter, der er under
landmandsuddannelse.
Med hensyn til den ny arealgrænse kan der i almindelighed forventes
tilladelse til erhvervelse, selv om ejendom nr. 1 og 2's samlede
areal overstiger grænsen, hvis det konstateres, at der ikke inden
for den sædvanlige sammenlægningsgrænse er konkret behov for jord
fra denne ejendom til supplering af ejendomme med en væsentlig
animalsk produktion eller specialproduktion, hvis jordtilliggende
ikke står i et passende forhold til produktionen. Tilsvarende
gælder, hvis sådanne suppleringsbehov imødekommes.
Som anført i de almindelige bemærkninger foreslås kravene til alder,
statsborgerskab og bopæl videreført uændret i alle tilfælde.
Specielt med hensyn til kravet om bopæl bemærkes, at en
videreførelse af hidtidig, restriktiv dispensationspraksis må
anses for at være en nødvendig forudsætning for, at loven kan
medvirke til at bevare befolkningsgrundlaget i landdistrikterne.
Reglerne om anpartserhvervelser er foreslået samlet i en ny
formulering af § 18a, jfr. bemærkningerne til nr. 33. De særlige
regler herom i § 16 foreslås derfor ophævet.
Til nr. 20
Anpartsreglerne er foreslået samlet i § 18a.
Til nr. 21
Ordet »erhververens« i § 17, stk. 2, er en fejlskrivning.
Til nr. 22
Den foreslåede ændring er redaktionel og forudsætter ingen
realitetsændring. Den nuværende formulering af bestemmelsen har
vist sig at være uheldig, idet den ofte er blevet forstået
således, at tilladelse uden videre kan forventes. Imidlertid
administreres bestemmelsen ikke helt liberalt, idet det bl.a.
kræves sandsynliggjort, at erhververen inden for en bestemt
årrække kan opfylde bopælskravet. Den ændrede henvisning til § 11
er en konsekvens af forslaget til ændret udformning af denne
bestemmelse, jfr. bemærkningerne til nr. 16.
Til nr. 23 og 24
Anpartsreglerne er foreslået samlet i § 18a.
Til nr. 25
Redaktionel ændring, jfr. bemærkningerne til nr. 5.
Til nr. 26
Anpartsreglerne er foreslået samlet i § 18a.
Til nr. 27
Den gældende bestemmelse er grundlaget for en stor del af de
dispensationer, der gives i erhvervelsessituationerne, og som er
et af lovens væsentligste strukturpolitiske styringsinstrumenter.
Som anført foran under bemærkningerne til nr. 19-36 forventes det, at
de foreslåede ændringer i erhvervelsesreglerne vil indebære, at
der fremover i langt de fleste tilfælde vil kunne disponeres på
grundlag af lovbestemmelserne. Behovet for dispensationer vil
derfor begrænses, og § 18, stk. 2, foreslås formuleret således, at
dispensation alene kan tænkes givet i tilfælde, hvor der er særlig
grund til at fravige uddannelseskravet. Der kan f.eks. være tale
om udenlandsk landbrugsuddannelse. Landbokommissionen har desuden
bl.a. nævnt særlig uddannelse eller arbejdserfaring, som i
betragtning af særlige krav, som bedriften måtte stille, bør
sidestilles med de traditionelle landbrugsfaglige kvalifikationer.
Til nr. 28
Forslaget om at ophæve den gældende § 18, stk. 3, skal ses i
sammenhæng med den foreslåede affattelse af § 13. Der vil efter
forslaget blive lagt vægt på at bevare et stort antal små,
hobbyprægede landbrugsejendomme, og muligheden for at kræve
udstykning til bunds vil derfor ikke længere være et naturligt led
i erhvervelsesreglerne.
Til nr. 29-32
Ændringerne i de gældende stk. 4 og 5 er rent redaktionelle.
Vedrørende dispensationer efter stk. 6 henvises til bemærkningerne
til § 16, stk. 4, jfr. forslag nr. 19.
Til nr. 33
Anpartsreglerne er efter de erfaringer, der er gjort under den
gældende lov, undertiden blevet benyttet på en måde, der strider
mod sigtet med lovens øvrige restriktioner, jfr. nærmere en række
eksempler i Landbokommissionens 1. delbetænkning side 127-128.
I overensstemmelse med Landbokommissionens indstilling foreslås der
derfor en stramning af anpartsreglerne, således at disse
hovedsageligt kun bevares inden for en nærmere bestemt
familiekreds og i arvesituationer m.v., jfr. stk. 1.
Herudover giver forslaget til stk. 2 hjemmel til, at flere personer
kan erhverve en landbrugsejendom i forening, såfremt formålet er
at drive den i fællesskab. Der skabes herved, i overensstemmelse
med en indstilling fra Landbokommissionen, grundlag for oprettelse
af såkaldte andelsbrug uden dispensation. Tilsvarende foreslås en
ændring af § 21, hvorefter andelsbrug i selskabsform - som
muligvis har større praktisk interesse - skal kunne oprettes ved
rutinemæssige dispensationer.
Der er i stk. 2, nr. 4, foreslået et lempeligt uddannelseskrav, idet
det begrænses til 2/3 af deltagerne. Begrundelsen er, at der
typisk vil være tale om større bedrifter, hvor der også bør være
plads for deltagere med anden faglig kompetence end den rent
landbrugsmæssige. Bopælsreglen i stk. 2, nr. 5, er formuleret
således, at ejendommens boligmasse i videst muligt omfang skal
udnyttes. 3-km grænsen er fastsat for på den ene side at sikre en
geografisk tilknytning til bedriften og på den anden side give
rimelige muligheder for at finde en egnet bolig uden for
bedriften, hvor dette er nødvendigt. Afstanden forudsættes
beregnet på samme måde som i § 9.
Da et andelsbrug normalt vil skulle danne grundlag for flere
familiers livsførelse, vil der ofte være et særligt behov for en
fravigelse af visse af landbrugslovens bestemmelser. Dette vil
typisk gælde ha-grænserne for samdrift og sammenlægning. Endvidere
vil bl.a. en fravigelse af reglerne for stuehuse kunne komme på
tale. Det er hensigten at administrere de
dispensationsbestemmelser, der kan komme på tale i denne
sammenhæng, således at der ikke lægges unødige bånd på driften af
andelsbrug.
Samtidig er det fundet mere overskueligt at samle alle anpartsregler
i en enkelt paragraf, hvorfor § 16, stk. 2, § 17, stk. 4, og § 17
a, stk. 3, samt en række enkeltstående henvisninger til
anpartssituationer i de nævnte paragraffer foreslås ophævet.
Dispensationsbestemmelserne i stk. 4 vil bl.a. skulle benyttes i
sager om overdragelse af anparter erhvervet under den hidtidige
lovgivning. Det må her være det overordnede hensyn, at der ikke
ved fremtidige overdragelser sker en yderligere opdeling af
ejendomsretten til den enkelte landbrugsejendom.
Ved behandlingen af sådanne dispensationssager vil der tillige blive
lagt vægt på erhververens hensigt med erhvervelsen, jfr.
eksempelvis § 18, stk. 6, nr. 1, i den gældende lov. Det må
endelig normalt sikres, at de krav, loven stiller i forbindelse
med besiddelse af en landbrugsejendom (bopæl, uddannelse, osv.),
opfyldes af en person, der ejer en større del af ejendommen, om
muligt mindst halvdelen.
Til nr. 34
De foreslåede ændringer er af redaktionel karakter. Som anført i
bemærkningerne til nr. 19 er det hensigten at præcisere kravene
til egen drift. Kravet om væsentligste erhverv påtænkes fastsat i
overensstemmelse med bestemmelsen i landbrugsministeriets
bekendtgørelse nr. 649 af 15. december 1978 § 3.
Til nr. 35
Der er tale om en konsekvensændring, jfr. landbrugsministerens
lovforslag nr. L 11 af 2. oktober 1985.
Til nr. 36.
Bestemmelsen knytter sig til forslaget til § 18a, stk. 2, om de
såkaldte andelsbrug. Landbokommissionen har foreslået, at
andelsbrug både i anpartsform og i selskabsform skal kunne
oprettes uden dispensation. Ved lovforslaget søges dette sigte
fastholdt. Af kontrolmæssige grunde bør selskabsformen imidlertid
underlægges et vist administrativt tilsyn. Da det er selskabet og
ikke de enkelte deltagere, der står på det tinglyste skøde, kræves
der en permanent kontrol med personkredsen, så det sikres, at der
til stadighed vil være tale om et egentligt andelsbrug.
Det er tanken at etablere en særlig, tilpasset
dispensationsprocedure, der sikrer hurtig sagsbehandling med
forudsigeligt resultat i normaltilfældene.
Til nr. 37
Betingelser eller tidsbegrænsninger kræves ofte tinglyst på ejerens
foranledning for at sikre den bindende virkning over for
tredjemand. I en del sager har tinglysningen vist sig
uforholdsmæssigt bekostelig eller besværlig i betragtning af den
meddelte tilladelses rækkevidde. Dette har navnlig været
tilfældet, hvor godkendelse skal indhentes fra en række
panthavere. I visse tilfælde tilbagetrækkes ansøgninger på dette
grundlag.
Der er derfor fundet grundlag for at søge hjemmel til, at
tinglysningen kan finde sted på landbrugsministeriets
foranledning, og at den tinglyste deklaration umiddelbart får
prioritet fremfor alle panterettigheder i ejendommen.
Til nr. 38
Ændringsforslaget er redaktionelt. Med den gældende formulering
antydes en uoverensstemmelse mellem §§ 24 og 25, som ikke
eksisterer.
Til nr. 39
Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ændring af § 16.
Samtidig udvides bestemmelsen til udtrykkeligt at omhandle
overtrædelser af samtlige erhvervelsesregler i loven.
Til nr. 40
I overensstemmelse med anden nyere lovgivning foreslås der ved siden
af delegationsreglerne indsat bestemmelser om klageadgang.
Samtidig foreslås teksten ændret i overensstemmelse med den
administrative reform, der fandt sted i 1982, hvor statens
jordlovsudvalgs administrationskontor omdannedes til et egentligt
direktorat, jordbrugsdirektoratet. Udover at fungere som
sekretariat for jordlovsudvalget varetager jordbrugsdirektoratet
herefter selvstændige opgaver, bl.a. på jordlovsområdet. Det
forekommer derfor naturligt at åbne mulighed i loven for ved
delegation at overdrage direktoratet andre opgaver på dette
område. Som anført i de almindelige bemærkninger, afsnit C 8,
forudsættes jordbrugskommissionerne fremover at fungere som
kommissioner, således at alle medlemmer deltager i udarbejdelsen
af kommissionernes indstillinger.
Til nr. 41 og 42
Ændringerne i stk. 1 er dels redaktionelle, dels konsekvenser af
ændringer i medfør af nærværende lovforslag.
Det foreslåede stk. 2 tilsigter at udvide og klargøre området for
strafbare overtrædelser af visse af landbrugslovens bestemmelser.
Der er bl.a. tale om en præcisering af, at visse forhold skal
opfattes som tilstandsforbrydelser, hvorfor den 2-årige
forældelsesfrist efter straffelovens § 93 først kan regnes fra
forholdets afslutning og ikke fra dets begyndelse. I
erhvervelsessituationer ønskes en klar kriminalisering af alle
overtrædelser af lovens betingelser. I vidt omfang er man under
gældende lov henvist til alene at meddele genafhændelsespåbud,
fordi det strafferetlige grundlag ikke er klart, eller fordi den
strafferetlige forældelsesfrist er overskredet.
Overtrædelse af de lempelige erhvervelsesregler i §§ 17 og 17 a (arv
og familiehandler) er, som i den gældende lov, ikke udtrykkeligt
omhandlet i § 33. Dette skyldes, at de to bestemmelser efter deres
ordlyd ikke er selvstændige regelsæt, men alene lempelser i
forhold til § 16. Det er derfor i givet fald reglerne i § 16, der
overtrædes.
§ 1. Ved denne lov tilstræbes at 1. værne dyrkningsjorderne og de hertil knyttede landskabelige værdier, 2. sikre en forsvarlig udnyttelse af de jordbrugsmæssige arealressourcer og 3. sikre en hensigtsmæssig udvikling af jordbrugserhvervene og en forbedret konkurrenceevne i disse erhverv.
Stk. 2. Loven skal særlig anvendes til at 1. tilgodese, at jordanvendelsen administreres ud fra den betragtning, at landbrugsjord er en begrænset naturressource, således at forbruget af landbrugsjord til ikke-jordbrugsmæssige formål ikke bliver større end nødvendigt, og således at de bedst egnede landbrugsjorder sikres, 2. bevare større samlede landbrugsområder, som på grund af områdets karakter, de pågældende ejendommes struktur og jordernes bonitet har særlig betydning med henblik på en sikring af jordbrugets erhvervsmuligheder, og 3. sikre en hensigtsmæssig ejendomsstruktur og jordarrondering.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte vejledende retningslinjer for 1. inddragelse af landbrugsjord til ikke-jordbrugsmæssige formål, 2. offentlige myndigheders erhvervelse af landbrugsjord.
Stk. 4. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at offentlige og private projekter, anlæg og dispositioner, som vil medføre, at større landbrugsarealer vil blive beslaglagt til ikke-jordbrugsmæssige formål, eller vil medføre væsentlige indgreb i arronderingen eller driften af landbrugsejendomme, skal forelægges for ham tidligst muligt, og inden der træffes beslutning om fremme af projektet m.v. Det er herved forudsat, at der ikke tilvejebringes lokalplan, og at der ikke er tale om anlæg, der behandles efter lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Stk. 5. De i stk. 3 og 4 omhandlede retningslinjer og regler fastsættes af landbrugsministeren efter forhandling med miljøministeren og vedkommende fagminister.
/--
6. I § 2, stk. 2, 1. pkt., ændres »landbrug, gårdbrug, husmandsbrug
eller gartneri« til: »en landbrugsejendom«, og i sidste pkt.
ændres »1. september 1960« til: »1. april 1980«.
--/
§§ 1 og 11.
Stk. 2. Lejemål vedrørende landbrugsejendommes beboelsesbygninger kan uanset bestemmelserne i § 12 i lov om leje og uanset om der i lejeforholdet er fastsat længere varsel, opsiges med 6 måneders varsel, når lejligheden ønskes anvendt som bolig for personer, der beskæftiges med ejendommens drift. Uanset om der i lejeforholdet er fastsat et kortere varsel, tilkommer der dog lejeren et opsigelsesvarsel af 3 måneder.
Stk. 3. Tilladelse efter stk. 1 kan kun meddeles for et længere tidsrum end 10 år, når arealet skal indgå som led i en udviklingsplan, jfr. § 9, stk. 5.
/--
18. § 13 affattes således
Ȥ 13. Landbrugsministeren kan tillade, at en landbrugsejendom eller
et areal, der udstykkes fra en landbrugsejendom, sammenlægges med
en anden landbrugsejendom, når det samlede areal efter
sammenlægningen ikke overstiger 100 ha. Hvis det samlede areal vil
overstige 50 ha, kan sammenlægning i almindelighed ikke tillades,
hvis landbrugsministeren finder, at der er nærliggende
landbrugsejendomme med en væsentlig animalsk produktion eller
specialproduktion, der har behov for suppleringsjord, navnlig for
at tilvejebringe et passende forhold mellem arealet og ejendommens
produktionsapparat, og som ved sammenlægning vil få et areal, der
ikke overstiger 50 ha. Arealer, der er tilplantet og pålagt
fredskovspligt, og arealer, der er helt uden dyrkningsmæssig
værdi, herunder søarealer, strandbredder og lignende, kan
fradrages ved beregningen af det samlede areal.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan endvidere tillade sammenlægning ud
over de i stk. 1 nævnte arealgrænser, når forholdene, herunder
jordernes bonitet, taler for det.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan nægte sammenlægning,
1) hvis de jorder, der ønskes sammenlagt, ikke ligger hensigtsmæssigt
for samlet drift,
2) hvis en ejendom, der skønnes at udgøre en bevaringsværdig
driftsenhed, og hvis ejendomsværdi, ekskl. stuehusets værdi,
overstiger en beløbsgrænse på 420.000 kr. ved årsreguleringen pr.
1. april 1985, jfr. dog stk. 4, nedlægges som selvstændigt brug
eller nedbringes til en størrelse, hvor den ikke længere skønnes
at udgøre en bevaringsværdig driftsenhed,
3) hvis en ejendoms jorder vil blive opdelt på uheldig måde for
driften,
4) hvis den supplerede ejendom ikke vil få et areal på mindst 15 ha,
eller
5) hvis der ved sammenlægningen vil opstå en uhensigtsmæssig
ejendomsfordeling,
a) fordi ejeren af den ejendom, der ønskes suppleret, ikke opfylder
de i § 16, stk. 1, anførte krav om alder, statsborgerskab, fast
bopæl, landmandsuddannelse eller ikke har eller ved
sammenlægningen tager jordbrug som væsentligste erhverv, eller
b) fordi ejeren, dennes ægtefælle og børn under 18 år i forvejen ejer
landbrugspligtige arealer, der tilsammen overstiger 100 ha.
Stk. 4. Beløbsgrænsen i stk. 3, nr. 2, reguleres hvert år på grundlag
af den gennemsnitlige udvikling i ejendomsvurderingerne for
landbrugsejendomme.«.
--/
§ 2
Stk. 1. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af
landbrugsministeren.
Stk. 2. Loven har virkning for retshandler, der indgås efter dens
ikrafttræden, jfr. dog stk. 3.
Stk. 3. Loven har virkning for ansøgninger, der indkommer til
landbrugsministeriet, matrikeldirektoratet, jordbrugsdirektoratet,
jordlovsudvalget eller jordbrugskommissionerne efter dens
ikrafttræden. Ansøgninger om tilladelse, der indkommer inden 3
måneder efter lovens ikrafttræden, behandles dog efter de hidtil
gældende regler, såfremt det dokumenteres, at ansøgningen støtter
sig på retshandler, der er indgået inden for 6 måneder inden
lovens ikrafttræden, eller landbrugsministeren finder, at særlige
grunde taler for, at sagen behandles efter de hidtil gældende
regler.
Stk. 4. Tilladelser, der er meddelt efter den hidtidige lovgivning,
bevarer deres gyldighed. Det samme gælder de vilkår, der er
fastsat i tilladelserne, medmindre landbrugsministeren bestemmer
andet.
Stk. 5. Samdrifts- og forpagtningsforhold, der er lovligt etableret
inden lovens ikrafttræden, kan fortsættes af ejeren henholdsvis
forpagteren eller disses pårørende efter § 17 a, stk. 1. Ved
forpagtning kan samdriften dog kun fortsættes inden for den
aftalte forpagtningsperiode.
Oprindeligt fremsat lovforslag
Blad nr 400
§ 2
Stk. 1. Tidspunktet for lovens ikrafttrædelse fastsættes af
landbrugsministeren.
Stk. 2. Loven har virkning for retshandler, der indgås efter dens
ikrafttræden, jfr. dog stk. 3.
Stk. 3. Loven har virkning for ansøgninger, der indkommer til
landbrugsministeriet, matrikeldirektoratet, jordbrugsdirektoratet,
jordlovsudvalget eller jordbrugskommissionerne efter dens
ikrafttræden. Ansøgninger om tilladelse, der indkommer inden 3
måneder efter lovens ikrafttræden, behandles dog efter de hidtil
gældende regler, såfremt det dokumenteres, at ansøgningen støtter
sig på retshandler, der er indgået inden for 6 måneder inden
lovens ikrafttræden, eller landbrugsministeren finder, at særlige
grunde taler for, at sagen behandles efter de hidtil gældende
regler.
Stk. 4. Tilladelser, der er meddelt efter den hidtidige lovgivning,
bevarer deres gyldighed. Det samme gælder de vilkår, der er
fastsat i tilladelserne, medmindre landbrugsministeren bestemmer
andet.
Stk. 5. Samdrifts- og forpagtningsforhold, der er lovligt etableret
inden lovens ikrafttræden, kan fortsættes af ejeren henholdsvis
forpagteren eller disses pårørende efter § 17 a, stk. 1. Ved
forpagtning kan samdriften dog kun fortsættes inden for den
aftalte forpagtningsperiode.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
A. Indledning
Efter regeringsbeslutning nedsattes den 4. juli 1984 en
Landbokommission, der i et bredere perspektiv skulle overveje de
lovgivningsmæssige, økonomiske, fysiske og sociale rammer for
landbrugsproduktionen. Bl.a. under hensyn til, at den treårige
aftale af december 1982 mellem 6 af folketingets partier om en
lempelse af visse af lovens erhvervelsesbetingelser ville udløbe
med udgangen af 1985, indledte Landbokommissionen sit arbejde med
at overveje eventuelle ændringer i landbrugsloven. Overvejelserne
er indeholdt i Landbokommissionens 1. Delbetænkning,
Landbrugsloven, Betænkning nr. 1034 af maj 1985.
Landbokommissionen har ikke udformet noget lovforslag, men fremlagt
en række overvejelser om de væsentligste problemstillinger.
Ved nærværende forslag foreslås landbrugsloven revideret på en række
punkter på baggrund af Landbokommissionens overvejelser og de
hidtidige erfaringer fra administrationen af landbrugsloven efter
ændringen i 1978.
Om folketingets behandling af lov nr. 114 af 4. april 1967 om
landbrugsejendomme og senere ændringer henvises for så vidt angår
lov nr. 114/1967 til Folketingstidende 1966-67: 310, 1116, 2973,
3112, A 1345, B 255, C 393, lov nr. 230/1971 til Folketingstidende
1970-71: 4255, 4747, 6409, 6524, A 2917, B 1841, C 859, lov nr.
300/1973 til Folketingstidende 1972-73: 2262, 3424, 6879, 7022, A
3445, B 1827, C 1459, lov nr. 263/1978 til Folketingstidende
1977-78: 2809, 3933, 11403, 11705, A 1781, B 1611, C 761, lov nr.
206/1983 til Folketingstidende 1982-83: 5790, 6886, 10445, 10614,
A 3127, B 1335, C 361, lov nr. 583/1985 til Folketingstidende
1985-86: 3938, 4114, 4651, samt til Betænkning af 17. december
1982 over forslag til lov om ændring af lov om statsgaranti for
lån og rentetilskud til visse landmænd (gældssaneringsloven)
Folketingstidende 1982-83 B 875 og til Betænkning af 22. maj 1985
over forslag til lov om ændring af lov om indeksregulerede
realkreditlån m.fl. (Finansieringsreform for landbruget)
Folketingstidende 1984-85 B 1669.
Endvidere henvises til Betænkning afgivet af Landbokommissionen af
1960: 1. del (bet. nr. 306/1962), 3. del (bet. nr. 403/1966) og 8.
del (bet. nr. 556/1970) samt til Betænkning nr. 795/1977 om en
fremtidig landbrugspolitik. Endelig henvises til
landbrugsministerens redegørelse af 17. maj 1985 til folketinget
vedrørende landbrugsloven (Folketingstidende 1984-85: 10655).
B. Den gældende lov
1. Lovændringerne i 1973 og 1978
De i 1973 gennemførte ændringer af loven havde især til formål at
forbeholde landbrugsjorden for de egentlige landmænd samt at
modvirke prisstigninger, som skyldes økonomiske interesser af
ikke-landbrugsmæssig karakter. Midlerne hertil var først og
fremmest et hovederhvervskrav for ejendomme over 5 ha og et
bopælskrav.
I 1978 skærpedes erhvervelsesbetingelserne ved indførelse af et
uddannelseskrav og en ændring af hovederhvervskravet til et krav
om jordbrug som væsentligste erhverv gældende for alle
landbrugsejendomme, også bedrifter på 5 ha og derunder. Antallet
af disse bedrifter havde siden 1973 vist en stabilisering, hvilket
ansås for uheldigt.
Samtidig fastlagdes på baggrund af de foregående årtiers forbrug af
landbrugsjord til ikke-landbrugsmæssige formål en særlig
målsætning om værn af jordressourcen.
I strukturpolitisk henseende skulle landbrugsloven især sikre
udviklingen af heltidsfamiliebruget og de egentlige landmænds
fortrinsret hertil. Samtidig sigtedes mod bevarelse af en passende
variation af brugstyper.
Denne strukturpolitiske målsætning førte til en betydelig
administration, der især skulle sikre, at jorden fra mindre
ejendomme, der ikke ansås egnede til opretholdelse som
selvstændige bedrifter, anvendtes til supplering af bestående
landbrug.
2. 1978-lovens hovedsigte
Den gældende lovs hovedsigte kan kort sammenfattes således: værn af
jordressourcen og udvikling af det selvejede, konkurrencedygtige
familiebrug.
De ovenfor under 1. nævnte regler og restriktioner, der indførtes med
henblik på at opnå dette sigte, gælder principielt for alle
ejendomme. Med henblik på at undgå konkret urimelige afgørelser
åbner loven dog mulighed for dispensation fra så godt som alle
bestemmelser, og en vis forøgelse af administrationen på grund af
de mange dispensationsbestemmelser var forudset i 1978. Loven
bygger på en henførelse af landbrugsejendommene til en af tre
kategorier, der imidlertid vanskeligt lader sig definere med blot
nogen entydighed: »bæredygtige driftsenheder«, som skønnes at
kunne danne grundlag for en families heltidsbeskæftigelse,
»reelle« (»bevaringsværdige«) ejendomme, som bør opretholdes som
deltidsbrug, og ejendomme, der ikke er egnede til opretholdelse,
og hvis jordtilliggende bør anvendes til dækning af omliggende
jordbrugsbedrifters behov for suppleringsjord eller, hvis et
sådant behov ikke konkret er tilstede, kan erhverves af
ikke-landmænd. På dette grundlag skulle hensynet til udviklingen
og opretholdelsen af det konkurrencedygtige selvejede familiebrug
tilgodeses.
Af det samlede antal årlige handler med landbrugsejendomme på omkring
5-6.000 behandles nu 3-4.000 af jordlovsudvalget. Langt den
overvejende del af sagerne angår de ikke-bæredygtige ejendomme.
Ca. 90 pct. af disse sager resulterer i tilladelse, hvortil der i
400-500 tilfælde er knyttet betingelser. Under 100 afgørelser er
betinget af frasalg af jord. Langt den største del af sagerne
angår betingelserne om jordbrug som væsentligste erhverv og om
landmandsuddannelse i kombination.
En enkeltsagsbehandling af dette omfang, der baseres på et upræcist
begrebsapparat, kombineret med et konkret, lokalt skøn vedrørende
ejendommens karakter, giver anledning til betydelige retspolitiske
betænkeligheder. Det har i praksis vist sig vanskeligt at
fastholde en konsekvent, ensartet praksis og at sikre en ligelig
behandling af borgerne. Hertil kommer, at borgerne i mange
tilfælde ikke på forhånd kan vurdere deres muligheder for at
erhverve eller afhænde en landbrugsejendom. Tilsvarende gælder i
en vis udstrækning i sager om sammenlægning, nedlægning og
forpagtning.
Et af formålene med lovens regler er at beskytte ejendomme af en vis
størrelse mod nedlægning. Omkring en fjerdedel af
landbrugsejendommene har en sådan størrelse, at de som bæredygtige
driftsenheder er omfattet af beskyttelsesreglerne. Til
sammenlægning med anden landbrugsejendom nedlægges årligt mellem
1.500 og 1.600 ejendomme. Dette kan tages som udtryk for et
naturligt behov for en erhvervsøkonomisk baseret
strukturtilpasning, idet administrationen af erhvervelsesreglerne
kun i et meget beskedent omfang resulterer i dispensationer, der
betinges af frasalg af jordtilliggendet.
De i 1983 gennemførte lempelser vedrørende uddannelseskravet og
kravet om jordbrug som væsentligste erhverv, der i 1985 er
videreført indtil 1. juli 1986, har ikke medført en påviselig
nedgang i antallet af dispensationsansøgninger.
3. Erfaringer efter ændringen i 1978
Det har ikke i praksis været muligt at fastholde 1978-lovens
strukturpolitiske sigte fuldt ud. Udviklingen blev stærkt påvirket
af de betydelige økonomiske vanskeligheder i landbruget i
begyndelsen af 1980'erne med stærkt faldende ejendomspriser. Dette
medførte, at dispensationsmulighederne måtte udnyttes i større
omfang end forudset, uden at omfanget af dispensationer er
mindsket i de seneste år.
Som begrundelse for 1978-lovens meget restriktive bestemmelser
anførtes først og fremmest, at en begrænsning af køberkredsen
ville have en prisdæmpende virkning.
De kraftige konjunkturudsving, der har præget perioden efter 1978,
gør det umuligt at påvise, hvilken indflydelse landbrugsloven
efter ændringen måtte have haft på strukturudviklingen og
prisniveauet for landbrugsejendomme.
Som påpeget i Landbokommissionens betænkning (side 22) kompliceres en
vurdering heraf yderligere af, at administrativ praksis reelt
indebærer, at en væsentligt videre kreds end forudsat ved
1978-landbrugslovens vedtagelse faktisk har adgang til at erhverve
en landbrugsejendom.
Andre faktorer end efterspørgerkredsens størrelse har indflydelse på
prisniveauet for landbrugsejendomme. Som eksempler nævner
Landbokommissionen forventningerne til prisudviklingen for
landbrugsprodukter og den generelle samfundsudvikling, herunder
navnlig realrentens højde. Ikke-landmænds interesse for
landbrugsejendomme antages i øvrigt at være påvirket af
mulighederne for alternative investeringer, mulighederne for anden
passende bolig, skattebetragtninger m.v.
Endelig fremhæver Landbokommissionen, at det under de gældende
erhvervelsesregler ikke mindst er de etablerede landmænd, der
påvirker prisniveauet i opadgående retning, fordi de i kraft af
gældende skatteregler og på grund af
marginalomkostningsovervejelser ofte vil kunne betale en højere
pris end landmænd i etableringsfasen.
4. De senere års udvikling
Igennem de senere år er bedrifternes gennemsnitsstørrelse steget fra
ca. 15 ha i 1960 til ca. 30 ha i 1984.
Samtidig er antallet af bedrifter med over 0,5 ha dyrket areal faldet
fra ca. 195.000 i 1960 til ca. 95.000 i 1984. I samme periode
indskrænkedes det dyrkede areal med ca. 240.000 ha fra godt 3
mill. ha til ca. 2,8 mill. ha. Udviklingen har medført et både
absolut og relativt fald i antallet af de mindre bedrifter og en
mindre stigning i antallet af større bedrifter.
Sammenholdes udviklingen i bedrifternes størrelse og antal med
antallet af landbrugsejendomme, der i den nævnte periode er faldet
fra ca. 195.000 til ca. 145.000, ses en udvikling i retning af
mere udbredt samdrift enten med anden ejet ejendom eller med
tilforpagtede arealer. Omkring 50.000 ejendomme eller
dyrkningsjorden herfra samdrives med hovedejendommen.
I perioden er samtidig antallet af tilforpagtninger steget, således
at omkring 28.000 bedrifter nu har tilforpagtede arealer. Disse
arealer omfatter omkring 40.000 parceller, hvoraf godt halvdelen
består af en ejendoms hele areal. Gennemsnitsstørrelsen af
bedrifter med tilforpagtede arealer er noget større end
gennemsnittet af alle bedrifter, nemlig ca. 45 ha, hvoraf lidt
under en tredjedel er tilforpagtet.
Der foreligger ikke opgørelser over bedrifter, der består af 2 eller
flere samdrevne hele landbrugsejendomme tilhørende samme ejer, men
antallet skønnes at udgøre noget over 10.000.
Årligt er der siden 1978 nedlagt gennemsnitligt omkring 1.700
landbrugsejendomme, hvoraf 1.500-1.600 er sammenlagt med anden
landbrugsejendom. Resten er nedlagt i forbindelse med arealets
overgang til anden arealanvendelse (byudviklingsformål m.v.).
Medens jorden fra de nedlagte ejendomme i 1970 hovedsageligt
supplerede ejendomme på 20 ha og derover, er det nu navnlig
ejendomme på 30 ha og derover, som suppleres. De ejendomme, der
nedlægges i forbindelse med supplering, er især ejendomme under 20
ha.
På en del bedrifter udføres en større eller mindre del af arbejdet af
maskinstationer. Dette kan skyldes, at det ikke anses for
økonomisk hensigtsmæssigt at opretholde den til driften nødvendige
maskinpark, eller at den fornødne arbejdskraft ikke er tilstede.
Aftalerne mellem landmændene og maskinstationerne kan være af
forskelligt indhold og har i en række tilfælde udviklet sig til
mere permanente pasningsaftaler. Der findes ikke oplysninger om
antallet af sådanne aftaler eller deres nøjagtige indhold. Det er
imidlertid utvivlsomt, at denne driftsform tilgodeser et reelt
behov.
Den beskrevne strukturudvikling er forløbet parallelt med en ændring
af den tidligere almindelige alsidige driftsform til fordel for
specialiserede brug med ensidig vegetabilsk eller animalsk
produktion. Denne udvikling i jordbrugets primærproduktion
indebærer nogle miljømæssige koncentrationsproblemer: større
indsats af produktionsfaktorer pr. arealenhed (gødning,
sprøjtemidler, etc.), i sædskifteændringer, som giver øgede
miljømæssige belastninger, og - i den animalske produktion - flere
dyr i forhold til jordtilliggendet, anvendelse af nye fodertyper
etc. Udviklingen er beskrevet i »En miljøvenlig
landbrugsproduktion Et strategioplæg«, landbrugsministeriet,
januar 1986.
Samtidig er fremkommet en række specialproduktioner knyttet enten til
jordens anvendelse, f.eks. hjorteavl, eller til bygningerne,
f.eks. åleproduktion, samt økologiske produktioner.
5. Den forventede udvikling
Det er sandsynligt, at den beskrevne udvikling vil fortsætte for
heltidsbrugene: Jordbrugserhvervenes udøvere vil søge deres
virksomheder udviklet således, at der opnås størst muligt udbytte
af den anvendte arbejdskraft og kapital. Landmændene må antages at
søge at tilrettelægge driften af deres virksomhed så rationelt som
muligt og herunder også udnytte de størrelsesøkonomiske fordele.
Den drivende kraft bag strukturudviklingen er produktionsøkonomien
og den tekniske og bioteknologiske udvikling, som til stadighed
øger produktiviteten i erhvervet, og som fortsat vil øve stærk
indflydelse på driftsformer og dyrkningssystemer. Også
konkurrencen fra udlandet har produktivitetsfremmende effekt.
Det må forventes, at heltidsbrugenes antal i fremtiden vil blive
yderligere reduceret. Det skønnes, at antallet af heltidsbrug vil
falde fra omkring 50.000 i dag til omkring 30.000 i 1995.
Endvidere må det antages, at anvendelse af visse jorder af ringe
dyrkningsmæssig værdi vil blive ekstensiveret, eller at disse
jorder vil blive opgivet som dyrkningsjord.
De beskrevne udviklingstendenser gør sig i øvrigt også gældende i de
øvrige fællesskabslande, og EF-Kommissionen har i dokumentet KOM
(85) 333 af 25. juli 1985 »Perspektiver for den fælles
landbrugspolitik« fremlagt en række tanker herom. Den reform af
den fælles landbrugspolitik, som måtte blive gennemført på
fællesskabsplan, må forventes at ville øve indflydelse på
udviklingen inden for de danske jordbrugserhverv.
Endelig må det antages, at de investeringer, der som følge af
NPO-handlingsplanen i den nærmeste fremtid vil blive pålagt et
stort antal landbrugsejendomme, vil få indflydelse på
strukturudviklingen, navnlig i det omfang, restriktionerne knyttes
til bestemte bedriftsstørrelser.
C. Lovforslaget
1. Lovforslagets sigte i hovedtræk
Med nærværende lovforslag søges landbrugslovens bestemmelser bragt i
bedre overensstemmelse med udviklingen, således at loven giver
grundlag for en bedre tilpasning af landbrugets udvikling og
funktion i samfundet. Det kan ikke længere anses for at være
tilstrækkeligt alene at have landbrugsstrukturen og
heltidsfamiliebruget for øje. Landbrugsloven må fremtidig
medvirke til bevarelsen af et befolkningsgrundlag og dermed til
opretholdelsen af beskæftigelses- og udfoldelsesmuligheder i
landdistrikterne. Disse målsætninger danner baggrund for
forslagene om revision af en række af lovens bestemmelser, særligt
vedrørende samdrift, sammenlægning, nedlægning, forpagtning og
erhvervelse.
Forslagets bredere strukturpolitiske målsætning medfører dog ikke, at
der ikke fortsat må lægges vægt på at fremme det selvejede
heltidsfamiliebrug som grundlaget for langt den største del af
landbrugsproduktionen. Dette vil forudsætte muligheder for
strukturel tilpasning af virksomhederne til skiftende tiders krav.
Bevarelsen af et antal konkurrencedygtige og selvhjulpne
bedrifter, der kan give beskæftigelse til fremmed medhjælp, er i
øvrigt en nødvendig forudsætning for etableringen af nødvendige
uddannelsespladser til unge landmænd.
Ved forslaget søges tilvejebragt et grundlag for en afbalanceret
varetagelse af disse forskelligartede hensyn.
Ved administrationen af den gældende lov - både med hensyn til
bopælspligten og afstandskravet ved samdrift - har det været et
bærende element, at fjerneje af landbrugsejendomme i videst muligt
omfang skal undgås. I forbindelse hermed har praksis været
restriktiv med hensyn til ophævelse af landbrugspligten - også på
ejendomme, hvis produktionsmæssige værdi er lav. Denne praksis
forudsættes videreført.
Den stigende anerkendelse af jordbrugserhvervenes påvirkning af det
omgivende miljø indebærer, at landbrugslovens traditionelle
produktionsorienterede hovedmålsætninger må suppleres med hensynet
til varetagelsen af de miljømæssige forhold omkring den
jordbrugsmæssige arealanvendelse.
Endelig er hensynet til en styrkelse af borgernes retssikkerhed taget
i betragtning ved udformningen af forslaget. I det omfang, det er
foreneligt med hovedretningslinierne i lovforslaget, er der
tilstræbt en større klarhed og enkelhed i lovens opbygning og
regler og mindst mulig anvendelse af subjektive skøn.
Forslaget vil kunne medføre en reduktion af enkeltsagsbehandlingen
gennem ophævelse af kravet om jordbrug som væsentligste erhverv
for erhvervelse af ejendom nr. 1 og kravet om landmandsuddannelse
for de ejendomme, som må antages kun at være af mindre interesse
for jordbrugere, som ønsker at bygge en tilværelse helt eller
delvist på grundlag af erhvervsmæssig landbrugsdrift. Forslagets
bestemmelser vedrørende sammenlægning og erhvervelse af ejendom
nr. 2 vil på den anden side inddrage nye elementer i lovens
administration. Dette må imidlertid anses for et nødvendigt led i
den samtidige varetagelse af lovens forskelligartede formål.
2. Forslagets strukturpolitiske sigte
I strukturpolitisk henseende bygger lovforslaget i højere grad end
den gældende lov på en flerstrenget målsætning. Det grundlæggende
hensyn er fortsat ønsket om spredning af ejendomsretten og
bevarelsen af selvejet som den fremherskende ejerform. I en
situation, hvor de konkurrencedygtige heltidsfamiliebrug er
stadigt faldende i antal og gennemsnitsstørrelsen stigende, kan
disse hensyn imidlertid kombineres med andre hensyn, som tilsigter
at bevare og til en vis grad i fornyet form genskabe
livskvaliteter og udfoldelsesmuligheder i landdistrikterne ved at
give andre befolkningsgrupper adgang til at udnytte de mindre
landbrugsejendommes boliger og jordtilliggender til boligformål og
bibeskæftigelse ved jordbrug. Herigennem vil det blive muligt at
fastholde et befolkningsgrundlag for en økonomisk og social
udvikling i landdistrikterne, som det med det hidtil faldende
befolkningstal vil være stadigt vanskeligere at fremme.
Målsætningen om opretholdelse og udvikling af en kerne af
produktionsbedrifter som grundlag for egentlig
deltidsbeskæftigelse eller heltidsbeskæftigelse ved jordbrug
foreslås tilgodeset gennem en række ændringer i bestemmelserne om
samdrift, sammenlægning, erhvervelse og forpagtning. Der foreslås
ændringer i reglerne om samdrift, sammenlægning og forpagtning,
der tilsigter at fastlægge rammerne for bedrifterne på en sådan
måde, at ikke blot de lidt større bedrifter får mulighed for at
imødekomme den økonomiske og miljømæssige udviklings krav om
større jordtilliggende, men at også andre bedrifter, der har
behov for at skabe bedre balance mellem en intensiv animalsk
produktion eller specialproduktion og jordtilliggendet, kan få
opfyldt et suppleringsjordsbehov. De ændrede regler tilsigter
samtidig at skabe mulighed for en forbedring af
arronderingsforholdene.
Samtidig foreslås kravet om, at erhververe af ejendomme selv skal
drive deres ejendomme, lempet for derved at skabe mulighed for en
fleksibel strukturudvikling for den enkelte større bedrift, der
ved tilforpagtning vil kunne tilpasses den enkelte ejers
muligheder og formåen.
Heltidsbedrifterne og de egentlige deltidsbedrifter søges forbeholdt
landmænd, der i kraft af deres uddannelses- eller erhvervsmæssige
baggrund må antages at ville drive egentlig erhvervsmæssig
jordbrugsvirksomhed på bedrifterne. For disse ejendomme stilles
derfor krav om landmandsuddannelse som erhvervelsesbetingelse. I
lyset af de krav, der stilles til driftslederen på en moderne
heltidsbedrift, er det i øvrigt hensigten ved lovens gennemførelse
at skærpe uddannelseskravet for ejendomme over 30 ha.
De foreslåede lempelser for de mindre ejendomme kunne isoleret set
tænkes at indebære en tilsidesættelse af egentlige jordbrugeres
suppleringsjordsbehov. Bestemmelserne må imidlertid ses i nær
sammenhæng med andre elementer i forslaget, der som anført vil
give grundlag for en løbende, fleksibel strukturtilpasning. I
denne retning virker de ændrede regler om egen drift, der vil
bringe forpagtningsjord frem, og om nedlægning, frastykning,
sammenlægning, og om erhvervelse af ejendom nr. 2, hvor det
foreslåede afstandskrav virker for bedre arronderingsforhold.
Målsætningen om opretholdelse af et stort antal brug søges opfyldt
gennem mindre restriktive regler vedrørende erhvervelsen af mindre
ejendomme og strammere regler for nedlægning af ejendomme. Herved
bidrages også til opfyldelsen af målsætningen om at medvirke til
udnyttelse af landbrugets boligmasse og forøgelse af befolkningen
i landdistrikterne og dermed forbedring af det sociale og
kulturelle miljø.
De foreslåede ændringer af erhvervelsesreglerne vil medføre, at knap
halvdelen af landbrugsejendommene fremover vil kunne erhverves af
personer, der alene opfylder kravene om alder, statsborgerskab og
bopæl. Samtidig indebærer den ændrede udformning af reglerne, at
den enkelte borger i højere grad end hidtil vil kende sin
retsstilling.
3. Udviklingen i landdistrikterne
Det generelle serviceniveau må antages fortsat at ville være mere
beskedent end i byområderne. Det må dog også antages, at der dette
til trods er ikke ubetydelige befolkningsgrupper, som ønsker
gennem erhvervelse af en landbrugsejendom med et mindre
jordtilliggende at kombinere hel- eller deltidsarbejde uden for
jordbrugserhvervene med bolig i landlige omgivelser og mulighed
for at deltage i jordbrugsmæssige aktiviteter. Det må dog
forudses, at en del købere af egentlige fritids- eller hobbybrug
ikke vil ønske eller ikke magter selv at opretholde
landbrugsmæssige aktiviteter, men vil foretrække at bortforpagte
jorden. Lovforslaget åbner mulighed herfor.
4. Jordbrugsmæssig drift
Med hensyn til afgrænsningen af begrebet jordbrugsmæssig drift
foreslås det gennem en udbygning af lovens bestemmelser herom
anerkendt, at der er sket en udvikling med hensyn til alternative
produktioner, herunder forskellige former for skovplantning,
specialafgrøder til industrielle formål, hjortefarme m.v.
En ændring af de gældende regler om tilplantning må anses for at være
nødvendig, idet tilplantning kan være et alternativ til anden
jordbrugsmæssig udnyttelse, især på visse typer marginaljorder.
Landbokommissionen har overvejet en fri adgang til tilplantning,
således at skovbrug henregnes til jordbrugsmæssig udnyttelse.
Under hensyn til de uheldige konsekvenser, som en egentlig fri
tilplantningsadgang kan medføre både i forhold til landbrugslovens
strukturpolitiske målsætninger og erhvervelsesregler og i forhold
til landskabelige og planlægningsmæssige hensyn, er det imidlertid
ikke fundet hensigtsmæssigt at foreslå en fuldstændig ophævelse af
begrænsningene i adgangen til tilplantning.
Der foreslås herefter alene en vis lempelse af reglerne om
tilplantning kombineret med den gældende dispensationshjemmel og
en mulighed for fastsættelse af regler om tilplantning i videre
omfang end lovens almindelige regler tillader. Der skulle herved
være tilvejebragt mulighed for på den enkelte ejendom at foretage
tilplantning i noget videre omfang end hidtil, og
tilplantningsreglerne vil være bragt i bedre overensstemmelse med
de ved Rådets forordning (EØF) nr. 797/85, jfr. forslag til lov om
støtte til forbedring af strukturen og effektiviteten i jordbruget
(L 11), etablerede støttemuligheder.
Det bemærkes i øvrigt, at de foreslåede bestemmelser, der alene
vedrører forholdet til bestemmelserne om jordbrugsmæssig
udnyttelse af landbrugsjorder (landbrugspligten), ikke skal
præjudicere resultaterne af det arbejde, der foregår i
skovpolitisk udvalg.
Det bemærkes endvidere, at de foreslåede lempelser ikke påregnes at
medføre tilplantning i større omfang (der henvises herom til
Landbokommissionens betænkning). Hvis udviklingen på grund af
offentlige økonomiske incitamenter fører til tilplantninger i et
større omfang, og udviklingen ikke kan styres via administrationen
af tilskudsmidlerne, vil den lempede tilplantningsret blive
revurderet, lige som det i så tilfælde må overvejes, om sådanne
mere omfattende skovplantninger bør sikres for fortsat skovdrift.
Ved de foreslåede ændringer af bestemmelserne om forsvarlig
erhvervsmæssig udnyttelse af landbrugsejendomme bringes lovens
indhold i bedre overensstemmelse med praksis for så vidt angår
produktioner som biavl og dambrug m.v.
5. Landbrug og miljø
Udviklingen inden for jordbrugserhvervene indebærer, at jordbruget i
mange forhold påvirker det omgivende miljø og de landskabelige
værdier.
Der foreligger derfor et øget behov for at tage langsigtede hensyn
til landbrugsjorden og det omgivende miljø. Det er både i
landbrugets og samfundets interesse at sikre, at udnyttelsen af
landbrugsarealerne sker på en sådan måde, at de grundlæggende
biologiske processer og økologiske systemer ikke skades, samt at
der sikres en vedvarende forsvarlig produktiv udnyttelse af
landbrugsarealet under hensyntagen til de tilgrænsende
økosystemer.
Et centralt element i denne sammenhæng vil være landbrugets rolle som
forvalter af samfundets arealressourcer i bredere forstand.
Den stigende erkendelse af disse forhold må forventes at influere på
udviklingen i landbrugets produktion og driftsmetoder. Det er
derfor nødvendigt, at hensynet til det omgivende miljø får en
tydeligere plads i landbrugspolitikken, og at
landbrugslovgivningen sideløbende med anden lovgivning bidrager
til en harmonisk udvikling i landbrugets primærproduktion under
hensyntagen til de miljø- og ressourcemæssige forhold.
En tilpasning af lovens begrebsapparat vil kunne danne grundlag for
indgreb, der tilsigter at nedbringe jordbrugets påvirkninger af
det omgivende miljø, forbedre udnyttelsen af jordbrugets
produktionsfaktorer og samtidig reducere samfundets omkostninger
ved miljøforanstaltninger til bekæmpelse af forurening m.v.
Landbrugsloven skal som en væsentlig reguleringsramme for anvendelsen
og udnyttelsen af de landbrugspligtige arealer på miljøområdet
kunne fungere i en afbalanceret sammenhæng med den øvrige
lovgivning. En hensyntagen til de miljømæssige forhold omkring den
jordbrugsmæssige arealanvendelse vil mest hensigtsmæssigt kunne
ske gennem en udbygning og konkretisering af landbrugslovens
formål og område.
Med udgangspunkt i de gældende bestemmelser foreslås derfor en
præcisering i landbrugslovens formålsbestemmelser af, at loven
udover at værne dyrkningsjorderne og sikre en forsvarlig
udnyttelse af de jordbrugsmæssige arealressourcer skal tilgodese
det omgivende miljø.
Det vil herigennem være fastslået, at der ved administrationen af
landbrugsloven skal foretages en afvejning af de jordbrugsmæssige
interesser overfor de miljømæssige hensyn. Dette svarer til
administrationen af miljølovgivningen, hvor der skal foretages en
afvejning af forskellige samfundsmæssige og økonomiske interesser
over for de miljømæssige hensyn. Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til nr. 1.
6. Planlægning. Anden arealanvendelse
Forslaget berører ikke de gældende planlægningsbestemmelser i lovens
§ 2. Landbrugsejendomme er undergivet landbrugspligt efter reglerne i denne lov.
Stk. 2. Ved en landbrugsejendom forstås en ejendom, der i matriklen er noteret som landbrug, gårdbrug, husmandsbrug eller gartneri. Medmindre landbrugsministeren i særlige tilfælde fritager herfor, henregnes til en landbrugsejendom tillige arealer, der uden at være omfattet af noteringen i matriklen ved den seneste vurdering til ejendomsværdi og grundværdi er vurderet under ejendommen. Der bortses dog fra arealer, der af landbrugsministeren er tilladt fraskilt ejendommen efter 1. september 1960.
/--
7. I § 3, stk. 2, 1. pkt., udgår: »der udgør bæredygtige
driftsenheder,».
--/
§ 3. Landbrugsministeren foretager notering i matriklen som angivet i § 2 af ejendomme på 2 ha eller derover, såfremt mindst 2 ha af ejendommens jordtilliggende anvendes til landbrug, gartneri, herunder blomstergartneri, frugtplantage, planteskole eller lignende jordbrugsvirksomhed, og ejendommen er forsynet med beboelsesbygning, hvorfra jorden drives af beboerne.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan endvidere efter ansøgning lade foretage notering af gartnerier, specielt væksthusgartnerier, der udgør bæredygtige driftsenheder, uanset at ejendommens jordtilliggende er under 2 ha. Det forudsættes, at de i stk. 1, sidste led, fastsatte betingelser er opfyldt.
Stk. 3. Notering kan undlades, når forholdene taler derfor.
/--
8. I § 3a, stk. 3, 2. pkt., ændres »og han« til: »der«.
--/
§ 3a. Det udvalg, der blev nedsat af regeringen i 1984 om
arealanvendelse og regulering af fast ejendom (»Arealudvalget«),
har afgivet en 1. delbetænkning vedrørende planlægningsreglerne
inden for miljøministeriets område. Betænkningens forslag vil
blive lagt til grund for en ændring af § 3a, og det er hensigten
efter forhandling med interesserede ministerier og organisationer
at fremsætte ændringsforslag vedrørende en revision af
landbrugslovens planlægningsbestemmelse.
Forslaget ændrer ejheller indholdet af de gældende bestemmelser i
landbrugsloven om overgang til anden anvendelse af jord eller
bygninger (ophævelse af landbrugspligt).
7. Den øvrige jordlovgivning
Ved udformningen af forslaget er der henset til, at landbrugsloven
indgår i et bredere jordlovskompleks.
De foreslåede ændringer i erhvervelsesreglerne, især vedrørende
uddannelse og væsentligste erhverv, må således ses i sammenhæng
med de særlige støtteordninger, der tilsigter at hjælpe den yngre
jordbruger. Såvel lov nr. 150 af 17. april 1985 om statsgaranti og
rentetilskud m.m. ved udlån til yngre jordbrugere som forslaget
til lov om støtte til forbedring af strukturen og effektiviteten i
jordbruget (L 11), der indeholder en særlig
investeringsstøtteordning for yngre jordbrugere, forudsætter, at
støttemodtagerne opfylder visse uddannelseskrav (som hovedregel
»det grønne bevis«), og at de har jordbrug som hovederhverv. Disse
ordninger kombineret med forslagets skærpede krav om en
jordbrugsfaglig uddannelse ved ejendomme over 30 ha antages at
give den yngre jordbruger et godt udgangspunkt for at etablere sig
på en landbrugsejendom.
For så vidt angår forslagets strukturpolitiske instrumenter må disse
bl.a. ses i sammenhæng med bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 61
af 14. februar 1983 af lov om statens fremskaffelse af jord og
udlån til jordbrugsmæssige formål m.v. og i bekendtgørelse nr. 63
af 14. februar 1983 af lov om jordfordeling mellem landejendomme.
Gennem disse ordninger tilbydes inden for de forholdsvis
begrænsede midler, der er til rådighed, støtte til at gennemføre
en strukturtilpasning. Det bemærkes i denne sammenhæng, at det er
hensigten i det videre arbejde i Landbokommissionen at overveje,
hvorledes disse ordninger kan gøres mere effektive.
8. Administrative konsekvenser
Den administrative opbygning af jordlovsmyndighederne foreslås ikke
umiddelbart ændret i forbindelse med lovændringen. Opmærksomheden
henledes imidlertid på, at en turnusgennemgang af
landbrugsministeriets administration, som fornylig er igangsat af
administrationsdepartementet bl.a. omfatter
jordlovsadministrationen. Endvidere henvises til forslag til
frikommunelov nr. 2, hvorefter bl.a. visse opgaver i henhold til
landbrugsloven som led i frikommuneforsøg vil kunne varetages på
amtsplan.
Forslagene om forenkling af lovens bestemmelser, navnlig af
erhvervelsesbestemmelserne, forventes imidlertid at kunne danne
baggrund for en effektivisering af kontrollen med opfyldelsen af
lovens krav og af vilkår, der knyttes til de dispensationer, der
fremtidig vil blive givet.
Forslagene vedrørende forpagtning, sammenlægning og erhvervelse af
ejendom nr. 2, der er centrale elementer i strukturpolitikken,
forudsætter, at der som grundlag for administrative afgørelser
foreligger veldokumenterede indstillinger fra
jordbrugskommissionerne. Medens sagsbehandlingen efter den
gældende ordning formelt er henlagt til jordbrugskommissionernes
formænd i disses egenskab af medlemmer af jordlovsudvalget, vil
det fremover være af betydning, at jordbrugskommissionerne
fungerer som kommissioner, hvor alle medlemmer deltager i
udarbejdelsen af indstillingerne.
Lovens bestemmelser om straf foreslås ændret med henblik på en
forøgelse af mulighederne for en mere effektiv strafforfølgning.
Med de hidtidige regler har man i en række tilfælde måttet opgive
strafforfølgning på grund af indtrådt forældelse efter
straffelovens regel om 2 års forældelsesfrist.
9. Finansielle konsekvenser for staten og kommunerne
Forslaget indebærer ikke finansielle konsekvenser for staten og
kommunerne.
Den foreslåede forenkling af loven og den forventede begrænsning af
dispensationsansøgninger forventes at ville kunne danne basis for
en effektivisering af kontrolopgaverne uden personalemæssige
ændringer.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til nr. 1
Gennem den foreslåede ændring af landbrugslovens formålsbestemmelser
fastslås, at der ved administrationen af landbrugsloven skal
foretages en afvejning af de jordbrugsmæssige interesser over for
de miljømæssige hensyn. Dette svarer til administrationen af
miljølovgivningen, hvor der skal foretages en afvejning af
forskellige samfundsmæssige og økonomiske interesser over for de
miljømæssige hensyn. Det bemærkes, at forslaget ikke ændrer den
hidtidige retstilstand, hvorefter regler og vejledninger med det
formål at varetage miljømæssige hensyn udstedes af miljøministeren
med hjemmel i miljølovgivningen.
Forslaget skal ses på baggrund af den nære sammenhæng, der er mellem
et produktivt landbrug og natur og miljø, jfr. de almindelige
bemærkninger, afsnit C 5.
Til nr. 2 og 3
Herom henvises til de almindelige bemærkninger, særligt afsnit C 1-3.
Til nr. 4
Bestemmelsen må ses i sammenhæng med bl.a. bestemmelsen i § 1, stk.
1, nr. 2, der med et ressource- og produktionsøkonomisk sigte blev
indsat i 1978, og hvorefter loven skal sikre en forsvarlig
udnyttelse af de jordbrugsmæssige arealressourcer. Ved
fastlæggelsen af vejledende retningslinier for den forsvarlige
udnyttelse af landbrugsjorderne i landbrugslovens forstand vil
hovedsigtet være produktionsøkonomisk. Med baggrund i den ændrede
formulering af § 1, stk. 1, nr. 1, vil der imidlertid ved
udstedelsen af eventuelle vejledende retningslinier vedrørende den
forsvarlige udnyttelse af landbrugsjorderne skulle foretages en
afvejning af de landbrugsmæssige interesser over for de
miljømæssige hensyn.
Det forudsættes, at fastlæggelsen af sådanne retningslinier sker
efter forhandling med miljøministeren og
landbrugsorganisationerne.
Til nr. 5
Ændringen tilsigter at gøre lovteksten kønsneutral, jfr.
statsministeriets cirkulæreskrivelse af 5. december 1980.
Til nr. 6
Den foreslåede ændring i § 2 er en konsekvens af, at noteringen i
matriklen - og dermed i tingbogen og kommunernes ejendomsregister
- som »landbrug«, »gårdbrug«, »husmandsbrug« eller »gartneri« er
bortfaldet og erstattet af noteringen »landbrugsejendom«, jfr.
landbrugsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 69 af 24. maj 1984.
Noteringen som »gårdbrug«, »husmandsbrug« eller »gartneri«
tilkendegav, at der er ydet statslån til oprettelsen af de
pågældende ejendomme, og at ejendommene er undergivet reglerne i
lovgivningen om opretholdelse og supplering af mindre landbrug
m.m., jfr. bemærkningerne til nr. 10, hvori § 6 foreslås ophævet
som overflødig.
Bestemmelsen i stk. 2, sidste punktum foreslås ajourført, så der
herefter ved landbrugspligten kun ses bort fra arealer, der er
tilladt fraskilt den pågældende ejendom efter 1. april 1980.
Til nr. 7
Udtrykket »bæredygtig driftsenhed«, der efter den gældende lov især
har haft betydning ved sammenlægning af landbrugsejendomme efter §
13 og ved administrationen af erhvervelsesreglerne, foreslås
udtaget af lovteksten i § 3 som følge af, at udtrykket ikke
længere anvendes i de nævnte bestemmelser i landbrugsloven, jfr.
de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Der vil fortsat kunne foretages notering af gartnerier, specielt
væksthusgartnerier, såfremt der er tale om en erhvervsmæssig,
jordbrugsmæssig udnyttelse, og der ikke er grund til at antage, at
hovedformålet med noteringen er ønsket om opførelse af en bolig.
Til nr. 8
Ændringen er af redaktionel karakter, jfr. bemærkningerne til nr. 5.
Til nr. 9
Efter den gældende bestemmelse i § 4, stk. 5, sidste punktum kan
landbrugsministeren ophæve landbrugspligten på landbrugsejendomme,
der ved udstykning eller på anden måde er nedbragt under 2 ha,
uanset om ejeren ønsker landbrugspligten opretholdt eller ej.
Bestemmelsen blev indføjet ved lovændringen i 1973, men foreslås nu
ophævet som følge af, at det i højere grad end hidtil skal være
muligt at bevare restejendomme som fritidslandbrug med
landbrugspligt.
I praksis har § 4, stk. 5, sidste punktum meget sjældent været
anvendt, idet landbrugspligten som hovedregel kun ophæves efter
ansøgning, og når ejendommens landbrugsjorder er fraskilt, jfr. §
4, stk. 3. I en del tilfælde, hvor ejere af mindre
landbrugsejendomme ønsker landbrugspligten ophævet, har
bestemmelsen givet anledning til misforståelser.
Den lempede holdning til deltidsbrug og fritidslandbrug medfører også
en lempelse af praksis med hensyn til krav om udstykning til bunds
efter bestemmelserne i § 4, stk. 3, ved fraskillelse af
landbrugsjorder til bymæssige formål. Der henvises til
bemærkningerne til nr. 18 ad § 13, stk. 3, om restejendommes
størrelse.
Der er derimod ikke tale om en lempelse af praksis med hensyn til
udstykning af jordbrugsparceller uden landbrugspligt.
Til nr. 10
§ 3a. Landbrugsministeren foretager klassificering af landbrugsjorden.
Stk. 2. På grundlag af den i stk. 1 nævnte klassificering udarbejder amtsrådene - inden for hovedstadsområdet hovedstadsrådet - i samarbejde med vedkommende kommunalbestyrelser planer for sikring af særlig værdifulde landbrugsområder. Planerne indgår i region- og kommuneplanlægningen.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte retningslinjer for udarbejdelsen og indholdet af de i stk. 2 nævnte planer. Planerne skal godkendes af landbrugsministeren, og han kan bestemme, at en godkendt plan skal revideres.
/--
9. I § 4, stk. 5, udgår sidste pkt.
--/
§ 4. Landbrugsministeren kan tillade ophævelse af landbrugpligt på en landbrugsejendom eller på en del af en landbrugsejendom ved udstykning. Tilladelsen kan i almindelighed forventes meddelt, 1. når jorden i nær fremtid kan påregnes inddraget til udbygning af bysamfund med boliger, arbejdspladser m.m., til offentlige formål eller til sommerhusbebyggelse m.m. og jorden ligger i byzone, i sommerhusområde eller i områder af landzone, som i en endeligt vedtaget eller godkendt lokalplan er udlagt til de nævnte formål, 2. når jorden i nær fremtid kan påregnes anvendt til bebyggelse m.v. og parcellen normalt ikke overstiger 2.000 m2, 3. når særlige forhold taler derfor.
Stk. 2. Ophævelse af landbrugspligt efter stk. 1 kan bl.a. betinges af, at det pågældende areal drives jordbrugsmæssigt, jfr. § 7a, stk. 1, indtil det tages i brug til andet formål, og at arealet på ny pålægges landbrugspligt og afhændes, hvis det ikke inden en nærmere fastsat frist på mindst 18 måneder er taget i brug til formålet. Pålæggelse af landbrugspligt kan i dette tilfælde ske, enten ved at ejendommen genoprettes som landbrugsejendom, eller ved at arealet afhændes til sammenlægning med en bestående landbrugsejendom efter reglerne i § 13.
Stk. 3. Ophævelse af landbrugspligt kan ligeledes betinges af, at ejendommens øvrige jorder, bortset fra en restparcel med ejendommens bygninger, frastykkes ejendommen og sammenlægges med anden landbrugsejendom. Restparcellen kan omfatte bygninger, gårdsplads, have og eventuelle andre mindre, tilgrænsende arealer uden væsentlig landbrugsmæssig betydning og må i almindelighed ikke overstige 0,5 ha. Såfremt jorden agtes anvendt til skov eller til rekreative formål, kan tilladelsen bl.a. betinges af, at jorden tilplantes og pålægges fredskovspligt i henhold til skovlovens § 4, eller at jorden pålægges forpligtelser, der tager sigte på bevarelse af landskabelige værdier eller tilgodeser ordensmæssige og almene samfundsmæssige hensyn, herunder bl.a., at der sikres offentligheden adgang til arealerne. Såfremt jorden agtes anvendt til udnyttelse af råstofforekomster, kan der for tilladelsen bl.a. stilles betingelser som angivet i § 7a, stk. 3, sidste pkt.
Stk. 4. Ophævelse af landbrugspligten på en del af en landbrugsejendom ved udstykning kan bl.a. nægtes, når der ved udstykning ønskes fraskilt beboelses- eller avlsbygninger, der hører til ejendommen, eller når restejendommen vil blive opdelt på uheldig måde for driften.
Stk. 5. Når en landbrugsejendom ved udstykning eller på anden måde nedbringes under 0,5 ha, bortfalder landbrugspligten. Når en landbrugsejendom ved udstykning eller på anden måde er nedbragt under 2 ha, kan landbrugsministeren ophæve landbrugspligten, såfremt forholdene i øvrigt taler derfor.
/--
10. § 6 ophæves.
--/
§ 4, stk. 1, nr. 1, og ejendommen i nær fremtid kan påregnes udlagt til det pågældende formål, 2. erhvervelsen sker i erhvervsøjemed med henblik på en ikke-jordbrugsmæssig anvendelse, som i øvrigt må anses som ønskelig ud fra en almindelig samfundsmæssig vurdering, 3. erhvervelsen sker med henblik på særlige formål, herunder anvendelse til videnskabelige, undervisningsmæssige, almene sociale, sundhedsmæssige eller almene rekreative formål, eller 4. særlige forhold i øvrigt taler derfor.
Stk. 6. Tilladelse kan i almindelighed ikke meddeles, hvis 1. det skønnes, at erhvervelsen hovedsagelig tager sigte på kapitalanbringelse, eller der er et misforhold mellem købesum og ejendommens reelle værdi, eller 2. erhvervelsen vil medføre en uhensigtsmæssig driftsstruktur eller ejendomsfordeling, eller 3. erhververen ikke har dansk statsborgerskab eller ikke er statsborger i et land, hvis borgere i medfør af Det europæiske økonomiske Fællesskabs regler har adgang til at erhverve landbrugsjord i Danmark.
/--
33. § 18a affattes således
»§ 18a. En person kan erhverve adkomst på en anpart i en
landbrugsejendom ved deling af fællesbo, ved arv fra ægtefælle
eller ved hensidden i uskiftet bo. Herudover kan en person
erhverve adkomst på en anpart i en landbrugsejendom, hvis
1) erhvervelsen sker ved arv, eller hvis de øvrige medejere er
erhververens ægtefælle, søskende eller beslægtede i ret op- og
nedstigende linie,
2) mindst en af medejerne ejer en anpart på mindst 1/5 af ejendommen
og opfylder betingelserne for erhvervelse af en landbrugsejendom,
jfr. §§ 16, 17 og 17 a, og
3) erhververen ikke efter erhvervelsen er ejer eller medejer af mere
end 2 landbrugsejendomme, herunder jordbrugsbedrifter i udlandet.
Stk. 2. Bortset fra de i stk. 1 nævnte tilfælde kan to eller flere
personer i forening erhverve adkomst på en landbrugsejendom, hvis
1) hver enkelt anpartshaver opfylder betingelserne i § 16, stk. 1,
nr. 1 og 2,
2) ingen af anpartshaverne er ejer eller medejer af anden
landbrugsejendom,
3) hver enkelt anpartshaver deltager i driften af ejendommen,
4) mindst 2/3 af anpartshaverne opfylder kravene i § 16, stk. 1, nr.
6, eller hvis ejendommens areal ikke overstiger 30 ha, i § 16,
stk. 2, nr. 2, og
5) hver enkelt anpartshaver inden 6 måneder efter erhvervelsen tager
fast bopæl på ejendommen eller, såfremt antallet af boliger ikke
gør dette muligt, højst 3 km fra ejendommen.
Stk. 3. Ejer en person, dennes ægtefælle eller børn under 18 år en
anpart på 1/5 eller derover af en landbrugsejendom eller 1/5 eller
derover af kapitalen i et selskab m.v., der ejer en
landbrugsejendom, jfr. § 20, anses vedkommende for at være medejer
af den pågældende landbrugsejendom.
Stk. 4. Landbrugsministeren kan dispensere fra bestemmelserne i stk.
1 og 2.«.
--/
§ 6 foreslås ophævet som overflødig. Der gælder ikke mere særlige
lovregler for udstykning og sammenlægning samt for samdrift af
brug, der er oprettet efter lovgivningen om oprettelse og
supplering af mindre landbrug, og noteringerne i matriklen om
»husmandsbrug« og »gartneri« m.v. er afskaffet, jfr.
bemærkningerne til forslag nr. 6.
Selvom noteringen af de nævnte jordbrug i matriklen er ændret til
»landbrugsejendom«, gælder der dog stadig visse særlige regler for
disse ejendomme. Disse regler fremgår af udlånsloven (lovbkg. nr.
61 af 14. februar 1983) og af landbrugsministeriets bekendtgørelse
nr. 547 af 15. oktober 1973 om statshusmandsbrug m.m. og
jordrente, der senest er ændret ved bkg. nr. 223 af 3. juni 1983.
En række af forpligtelserne for disse ejendomme fremgår endvidere
af tinglyste servitutter og pantebreve efter fornævnte lovgivning.
Til nr. 11
Bestemmelsen i lovens § 7 om landbrugsejendommes forsvarlige
erhvervsmæssige drift, der har sammenhæng med bestemmelsen i § 7a,
stk. 1, om forsvarlig jordbrugsmæssig udnyttelse, har først og
fremmest haft til formål at sikre et erhvervsmæssigt,
jordbrugsmæssigt sigte med landbrugsejendommes drift. Bestemmelsen
har blandt andet skullet modvirke hobbyprægede anvendelsesformer.
Landbrugsministerens adgang til efter forhandling med
landbrugsorganisationerne at fastsætte regler for
landbrugsejendommes forsvarlige erhvervsmæssige drift har ikke
tidligere været benyttet.
Ved fortolkningen og anvendelsen af bestemmelserne i §§ 7 og 7 a må
lovens ændrede formålsbestemmelse fremover indgå i de hensyn, der
søges varetaget. Der foreslås i øvrigt ikke ændringer i lovens §
7, stk. 1.
Den foreslåede ændring af § 7, stk. 2, er en konsekvens af, at der
ikke længere ved erhvervelse af landbrugsejendomme, bortset fra
erhvervelse af ejendom nr. 2, stilles krav om, at erhververen skal
have jordbrug som væsentligste erhverv, jfr. bemærkningerne til
nr. 19.
Ved lovændringen i 1978 blev der tilvejebragt overensstemmelse mellem
bopælskravet i § 7 og i lovens § 16, og der tilsigtes ingen
ændringer med hensyn til indholdet af bopælskravet eller gældende
praksis vedrørende bopælskravet.
Til nr. 12
Ændringen er alene af teknisk karakter.
Til nr. 13
Bestemmelserne i § 7a tilsigter at sikre en forsvarlig
jordbrugsmæssig udnyttelse af landbrugsjorderne i det omfang, de
er egnede hertil. Inddragelse af landbrugsjorder til
ikke-jordbrugsmæssig anvendelse forudsætter tilladelse efter
landbrugsloven. Bestemmelserne har en nøje sammenhæng med
bestemmelserne i §§ 7 og 7 b, hvorefter en landbrugsejendom (jord
og bygninger) skal drives på forsvarlig erhvervsmæssig måde, og
med lovens formålsbestemmelser.
Bestemmelserne giver en betydelig dispositionsfrihed for ejere af
landbrugsejendomme til at tilpasse driftsformerne til
konjunkturerne inden for jordbrugserhvervene.
Der stilles således ikke efter § 7a krav om, at dyrkede jorder skal
drives intensivt med henblik på størst muligt udbytte. Udviklingen
inden for jordbrugserhvervene kan medføre driftsomlægninger på
marginaljorder. Det må i denne forbindelse fremhæves, at
marginaljorder er et dynamisk begreb, og at anvendelsen af
marginaljorder ændres efter udviklingen inden for
jordbrugserhvervene. Jorder, der er uegnede til dyrkning, græsning
eller tilplantning, kan henligge helt uden jordbrugsmæsssig
udnyttelse.
Skovdrift har efter landbrugsloven hidtil været betragtet som en
ikke-jordbrugsmæssig anvendelse. Skovplantning forudsætter således
tilladelse efter landbrugsloven, idet der dog ved lovændringerne i
1971 og 1973 er åbnet mulighed for en fri tilplantning af mindre
egnede landbrugsjorder inden for nærmere angivne arealgrænser,
jfr. § 7a, stk. 2, i den gældende landbrugslov.
Bestemmelserne i § 7, stk. 1, jfr. § 7b, om forsvarlig erhvervsmæssig
drift tilsigter - som nævnt under nr. 11 - primært, at en
landbrugsejendom drives med et jordbrugsmæssigt, erhvervsmæssigt
sigte. Der er på baggrund af bestemmelserne sket en samordning
mellem reglerne i landbrugsloven og reglerne vedrørende bygninger
på landbrugsejendomme i lov om by- og landzoner og i
naturfredningsloven.
Efter bestemmelserne i § 7, stk. 1, kan der ske etablering af mindre
virksomheder af ikke-jordbrugsmæssig karakter på en
landbrugsejendom, forudsat at ejendommens erhvervsmæssige,
jordbrugsmæssige udnyttelsesmuligheder ikke forringes. Det gælder
bl.a. en række supplerende erhvervsaktiviteter af begrænset
omfang, herunder f.eks. rideskoler, ridehaller, dyrepension,
dyreklinik, turisme i form af bondegårdsferie m.v. Der kan også
nævnes fællesanlæg for oplagring, behandling eller forarbejdning
af korn, foderstoffer, lucerne, grøntpiller, halm, minkfoder,
maskinstationer m.v. Disse virksomheder forudsætter i
almindelighed tilladelse efter lov om by- og landzoner.
Efter de gældende bestemmelser i § 7b kan der på landbrugsejendomme
etableres specialiserede, intensive driftsformer af
jordbrugsmæssig karakter, f.eks. svinefarme, kyllingefarme,
pelsdyrfarme m.v., når en sådan virksomhed indgår som et led i en
landbrugsejendoms jordbrugsmæssige udnyttelse.
Landbokommissionen har i sin betænkning fremhævet, at indholdet af
begrebet jordbrugsmæssig udnyttelse bør være åben, således at
begrebet kan tilpasses udviklingen i landbrugets
produktionsmønster. Landbrugsloven bør ikke lægge hindringer i
vejen for erhvervsmæssige aktiviteter, der er naturligt forbundet
med jorden.
Landbokommissionen har endvidere fremhævet, at skovplantning kan være
en naturlig jordbrugsmæssig anvendelse, der bør ligestilles med
andre jordbrugsmæssige aktiviteter.
Der er også i »Perspektiverne for den fælles landbrugspolitik inden
for EF« peget på, at det er nødvendigt at fremme en række
alternative produktioner, herunder forskellige former for
skovplantning, specialafgrøder til industrielle formål m.v.
På baggrund heraf foreslås ændringer i §§ 7a og 7 b for at give
yderligere muligheder for alternative produktionsformer i
landbruget, såvel i relation til anvendelsen af landbrugsjorderne
som i relation til virksomheder, der kan indgå som et led i
driften af en landbrugsejendom. Der henvises til bemærkningerne
til de enkelte bestemmelser i §§ 7a og 7 b.
Udviklingen har bl.a. medført, at hjortefarme anses som en
jordbrugsmæssig udnyttelse efter § 7a. Andre, nye driftsformer vil
også kunne betragtes som jordbrugsmæssig udnyttelse efter § 7a
eller som forsvarlig erhvervsmæssig drift efter § 7, stk. 1, jfr.
§ 6. For husmandsbrug og andre jordbrug, som er undergivet reglerne i lovgivningen om oprettelse og supplering af mindre landbrug m.m., skal disse regler iagttages.
/--
11. § 7, stk. 2, affattes således
»Stk. 2. Den, der som ejer eller forpagter driver ejendommen eller
som bestyrer varetager ejendommens drift for ejerens eller
forpagterens regning, skal have fast bopæl på ejendommen, jfr. §
18b. Ejeren skal selv have fast bopæl på ejendommen og selv drive
ejendommen i det omfang, dette følger af betingelserne for
erhvervelsen.«.
12. I § 7, stk. 3, ændres »landbruger« til: »person« og »§ 16« til
»§ 16, stk. 1«.
--/
§ 7, stk. 3, § 7 a, stk. 4, § 8, stk. 5 og 6, § 9, stk. 3, § 11,
stk. 4, § 12, stk. 2, § 13, stk. 1 og 2, § 14, § 17, stk. 3, § 17
a, stk. 2, § 18, stk. 2-4 og 6, § 18 a, stk. 4, eller § 21,
3) undlader at efterkomme påbud efter § 8, stk. 4 og 6, § 9, stk. 5,
eller § 27.«.
44. I § 33 indsættes efter stk. 1 som nye stykker
»Stk. 2. På samme måde straffes den, der opretholder et
forpagtningsforhold eller lejemål i strid med loven. På
tilsvarende måde straffes den, der bevarer adkomst på en
landbrugsejendom i strid med loven.
Stk. 3. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt
fællesskab, jfr. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der
pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 4 og 5.
45. Efter § 36 indsættes
»§ 37. Forslag om revision af denne lov fremsættes for folketinget i
folketingsåret 1990-91.«.
§ 7, stk. 3, § 7a, stk. 3, § 8, stk. 5 og 6, § 9, stk. 3, § 11,
stk. 4, § 12, stk. 2, § 13, stk. 1 og 2, § 14, § 17, stk. 3, § 17
a, stk. 2, § 18, stk. 2-4 og 6, § 18a, stk. 4, eller § 21,
3) undlader at efterkomme påbud efter § 8, stk. 4 og 6, § 9, stk. 5,
eller § 27.«.
42. I § 33 indsættes efter stk. 1
Stk. 2. På samme måde straffes den, der opretholder et
forpagtningsforhold eller lejemål i strid med loven. På
tilsvarende måde straffes den, der bevarer adkomst på en
landbrugsejendom i strid med loven.', og stk. 2 og 3 bliver
herefter stk. 3 og 4.
§ 7. En landbrugsejendom skal opretholdes som selvstændigt brug og holdes forsynet med en passende beboelsesbygning, hvorfra jorderne drives af beboerne. Ejendommen skal drives på forsvarlig erhvervsmæssig måde. Landbrugsministeren fastsætter efter forhandling med landbrugsorganisationerne regler for landbrugsejendommes forsvarlige erhvervsmæssige drift.
Stk. 2. Den, der som ejer eller forpagter driver ejendommen eller som bestyrer varetager ejendommens drift for ejerens eller forpagterens regning, skal have fast bopæl på ejendommen, jfr. § 16, stk. 1, nr. 4. For ejendomme, der er erhvervet efter 15. august 1973, gælder, at ejeren selv skal have fast bopæl på ejendommen og selv drive jordbrug som hovederhverv eller væsentligste erhverv, hvis dette følger af betingelserne for erhvervelsen.
Stk. 3. Hvor særlige grunde taler for det, kan landbrugsministeren fravige stk. 1 og 2. En sådan dispensation kan bl.a. betinges af, at ejendommens jorder bortforpagtes for en periode, normalt ikke under 8 år, til samdrift med en anden landbrugsejendom, der drives af en landbruger, der opfylder betingelserne i § 16, eller at ejendommen i dens helhed bortforpagtes for en periode, normalt ikke under 8 år, til en person, der opfylder betingelserne i § 11.
/--
13. § 7a affattes således
»§ 7a. Jorderne til en landbrugsejendom skal udnyttes på forsvarlig
jordbrugsmæssig måde i det omfang, de er egnede hertil. Ved
jordbrugsmæssig udnyttelse forstås, at jorderne anvendes til
landbrug, gartneri, herunder blomstergartneri, frugtplantage,
planteskole eller lignende jordbrugsvirksomhed. Inden for de i
stk. 2 og 3 angivne grænser anses skovbrug som jordbrugsmæssig
udnyttelse. Ingen del af jorderne må tages i brug til anden
anvendelse, herunder til udnyttelse af forekomster i jorden, såsom
sten, grus, sand, ler, kridt og tørv,jfr dog stk. 2, nr. 2 og 3.
Stk. 2. Ejeren kan
1) tilplante indtil 25 pct., dog højst 25 ha, af den del af
ejendommen, der ikke var tilplantet inden 1. august 1973, jfr.
tillige stk. 3,
2) udnytte forekomster i jorden i begrænset omfang til eget brug
eller give andre en tilsvarende begrænset udnyttelsesret,
3) anvende eller tillade, at andre anvender, en mindre del af
ejendommen til begrænsede ikke-jordbrugsmæssige formål, såfremt en
jordbrugsmæssig anvendelse af arealerne ikke hindres, jfr. dog §
12, stk. 2.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om skovplantning i
videre omfang end angivet i stk. 2, nr. 1.
Stk. 4. Hvor særlige forhold taler derfor, kan landbrugsministeren
gøre undtagelse fra bestemmelserne i stk. 1. Tilladelse til en
ikke-jordbrugsmæssig udnyttelse kan tidsbegrænses og bl.a. gives
på vilkår, der tager sigte på, at jorderne efterbehandles, så de
igen kan anvendes jordbrugsmæssigt. Tilladelse til udnyttelse af
særlige forekomster i jorden i videre omfang end angivet i stk. 2,
nr. 2, kan bl.a. betinges af, at de arealer, der benyttes til
gravning og materialeaflægning, ved passende behandling og
tilplantning m.m. bringes i en sådan stand, at de ikke virker
skæmmende for landskabet, og at der stilles fornøden sikkerhed for
opfyldelse af eventuelle betingelser om retablering af det areal,
hvorpå råstofudnyttelsen har fundet sted.
Stk. 5. Ved tinglysning af kontrakter om udnyttelse af
landbrugsejendommes jorder eller dele heraf til
ikke-jordbrugsmæssige formål finder bestemmelserne i § 26
tilsvarende anvendelse.«
--/
§ 7, stk. 1, drives sammen, hvis ejendommenes jorder, bortset fra isolerede græsningsarealer, skovarealer samt arealer uden større dyrkningsmæssig værdi, ligger inden for en vejafstand af 15 km. Afstanden beregnes ad den benyttede vej fra bygningerne på den ejendom, hvor driftslederen bor, til hver enkelt jordlod af de øvrige ejendomme, der indgår i samdriften. Efter lovens ikrafttræden kan en ejer ikke uden landbrugsministerens tilladelse inddrage yderligere landbrugsejendomme under samdrift, hvis antallet af ejendomme i samdrift derved vil overstige 5, eller, når der er tale om samdrift af flere end to landbrugsejendomme, hvis de samdrevne jorder derved vil overstige 100 ha. Ejendomme, der ved lovens ikrafttræden drives i lovlig samdrift, og som af ejeren gives i forpagtning, kan ved forpagtningens udløb på ny inddrages under samdrift, såfremt forpagtningsperioden er på mindst 8 år, forpagteren opfylder betingelserne i § 11, stk. 2, og forpagtningskontrakten er approberet af landbrugsministeriet.
Stk. 2. Dersom et selskab, en forening, en sammenslutning eller en institution ejer flere end 5 landbrugsejendomme eller, når der er tale om samdrift af flere end to landbrugsejendomme, et samlet jordtilliggende på 100 ha eller mere, kan landbrugsministeren meddele ejeren påbud om, at de overskydende ejendomme, der udgør selvstændige, bæredygtige driftsenheder, og som ikke på grund af foretagne fællesinvesteringer, beskæftigelsesmæssige forhold el.lign. må tillægges afgørende betydning for den pågældende institutions økonomi, skal bortforpagtes efter lovens regler for en periode, der normalt ikke må være under 8 år.
Stk. 3. Landbrugsejendomme, der forpagtes, kan, uanset § 7,
Stk. 1, for et tidsrum af indtil 15 år drives sammen med landbrugsejendomme, som forpagteren ejer eller har i forpagtning, hvis ejendommenes jorder ligger inden for en vejafstand af 15 km. Afstanden regnes som anført i stk. 1, 2. pkt. Samdriften må ikke omfatte flere end 5 ejendomme. Hører de samdrevne jorder til flere end to ejendomme, må samdriften ikke omfatte mere end 100 ha.
Stk. 4. Begrænsningerne i stk. 3 gælder også ved forpagtning af dele af landbrugsejendomme. Sådanne dele kan kun indgå i samdriften for et tidsrum af indtil 10 år.
Stk. 5. Såfremt de af samdriften omfattede forpagtningsarealer indgår som led i en af landbrugsministeren godkendt udviklingsplan, jfr. lov om støtte til modernisering af jordbrugsbedrifter, kan samdriften uanset bestemmelserne i stk. 3 finde sted for et tidsrum af indtil 20 år.
Stk. 6. Landbrugsministeren kan tillade samdrift i videre omfang end efter stk. 1 og stk. 3-4, jfr. dog § 12, stk. 3. Tilladelse kan bl.a. gives i tilfælde, hvor de af samdriften omfattede arealer drives af en landbruger, der opfylder betingelserne i § 16, og den samlede driftsenhed har en hensigtsmæssig driftsstruktur.
Stk. 7. I tilfælde af samdrift finder § 7, stk. 1 og 2, anvendelse på den samlede driftsenhed, og § 8, stk. 1 og 2, finder anvendelse for så vidt angår beboelsesbygningerne på samtlige samdrevne ejendomme.
/--
16. § 11 affattes således
Ȥ 11. Forpagtning af en landbrugsejendom i dens helhed kan ske uden
landbrugsministerens tilladelse, hvis forpagtning sker til en
person, og hvis
1) forpagteren er fyldt 18 år,
2) forpagteren er dansk statsborger eller er statsborger i et land,
hvis borgere i medfør af Det europæiske økonomiske Fællesskabs
regler eller ifølge traktat har adgang til at erhverve
landbrugsjord i Danmark,
3) forpagteren opfylder de i medfør af § 16, stk. 2, nr. 2, fastsatte
uddannelseskrav,
4) forpagteren i hele forpagtningsperioden har fast bopæl på den
forpagtede ejendom eller på en anden landbrugsejendom, som
forpagteren ejer eller har i forpagtning, og som ligger inden for
en vejafstand på 5 km, regnet som anført i § 9, stk. 1, nr. 1, og
5) arealet af de ejendomme og dele af ejendomme, som forpagteren og
dennes ægtefælle ejer og forpagter, ikke overstiger 100 ha, og
antallet ikke overstiger 5, jfr. § 9, stk. 1 og 2. Dette gælder,
uanset om der finder samdrift sted.
Stk. 2. En aftale om forpagtning af en landbrugsejendom i dens helhed
skal være skriftlig og skal indeholde bestemmelser om
forpagtningens varighed, om opsigelsesfristen og om
forpagtningsafgiften.
Stk. 3. Aftale om forpagtning af en landbrugsejendom i dens helhed
kan i øvrigt uden tilladelse fra landbrugsministeren kun indgås
for et tidsrum af indtil 15 år. Såfremt den forpagtede ejendom
skal indgå som led i en forbedringsplan, jfr. lov om støtte til
forbedring af strukturen og effektiviteten i jordbruget, kan
aftale om forpagtning af en landbrugsejendom i dens helhed dog
indgås for et tidsrum af indtil 20 år. Såfremt forbedringsplanen
ikke godkendes, gælder aftalen om forpagtning kun for et tidsrum
af 15 år.
Stk. 4. Hvor særlige grunde taler for det, kan landbrugsministeren
fravige stk. 1 og 3.«.
--/
§ 7, stk. 3, § 7a, stk. 3, § 8, stk. 5 og 6, § 9, stk. 3, § 11,
stk. 4, § 12, stk. 2, § 13, stk. 1 og 2, § 14, § 17, stk. 3, § 17
a, stk. 2, § 18, stk. 2-4 og 6, § 18a, stk. 4, eller § 21,
3) undlader at efterkomme påbud efter § 8, stk. 4 og 6, § 9, stk. 5,
eller § 27.«.
42. I § 33 indsættes efter stk. 1
Stk. 2. På samme måde straffes den, der opretholder et
forpagtningsforhold eller lejemål i strid med loven. På
tilsvarende måde straffes den, der bevarer adkomst på en
landbrugsejendom i strid med loven.', og stk. 2 og 3 bliver
herefter stk. 3 og 4.
--/
§ 7a. Jorderne til en landbrugsejendom skal udnyttes på forsvarlig jordbrugsmæssig måde i det omfang, de er egnede hertil. Ved jordbrugsmæssig udnyttelse forstås, at jorderne anvendes til landbrug eller gartneri, herunder blomstergartneri, frugtplantage, planteskole eller lignende jordbrugsvirksomhed. Ingen del af jorderne må tages i brug til anden anvendelse, herunder til tilplantning eller til udnyttelse af forekomster i jorden, såsom sten, grus, sand, ler, kridt og tørv.
Stk. 2. Ejeren kan dog: 1. tilplante jorder, der er mindre egnede til landbrugsdrift, dog ikke mere end 1/5 af den del af ejendommen, der ikke er tilplantet inden den 1. august 1973, og ikke over 10 ha, 2. udnytte forekomster i jorden i begrænset omfang til eget brug eller give andre en tilsvarende begrænset udnyttelsesret. 3. anvende eller tillade, at andre anvender en mindre del af ejendommen til begrænsede ikke-jordbrugsmæssige formål, såfremt en jordbrugsmæssig anvendelse af arealerne ikke hindres, jfr. dog § 12, stk. 1.
Stk. 3. Hvor særlige forhold taler derfor, kan landbrugsministeren gøre undtagelse fra bestemmelserne i
Stk. 1. Tilladelse til tilplantning i videre omfang end angivet i stk. 2, nr. 1, kan bl.a. betinges af, at ejendommens skovarealer pålægges fredskovspligt i henhold til skovlovens § 4. Tilladelse til udnyttelse af særlige forekomster i jorden i videre omfang end angivet i stk. 2, nr. 2, kan bl.a. betinges af, at de arealer, der benyttes til gravning og materialeaflægning, ved passende behandling og tilplantning m.m. bringes i en sådan stand, at de ikke virker skæmmende for landskabet, og at der stilles fornøden sikkerhed for opfyldelse af eventuelle betingelser om retablering af det areal, hvorpå råstofudnyttelsen har fundet sted.
Stk. 4. Ved tinglysning af kontrakter om udnyttelse af landbrugsejendommes jorder eller dele heraf til ikke-jordbrugsmæssige formål finder bestemmelserne i § 26 tilsvarende anvendelse.
/--
14. I § 7 b indsættes efter »hestestutteri«: », biavl, dambrug,
ålebrug«.
--/
§ 7b.
Det følger i øvrigt af den ændrede målsætning med hensyn til at
bevare mindre ejendomme som deltidsbrug eller fritidslandbrug, at
der også åbnes mulighed for, at disse ejendomme i forhold til
bestemmelserne i § 7, stk. 1, om forsvarlig, erhvervsmæssig drift
i højere grad end tidligere kan anvendes til supplerende
erhvervsaktiviteter af ikke-jordbrugsmæssig karakter eller til
fritids- og hobbyprægede formål i tilknytning til jordbrug.
Til stk. 1
Som nævnt i de almindelige bemærkninger til lovforslaget (afsnit C 4)
er der ved lovændringen foreslået en lempelse af reglerne
vedrørende skovplantning samtidig med, at skovbrug inden for disse
regler henregnes til jordbrugsmæssig udnyttelse. Der tilsigtes
herved at give jordbrugerne friere valgmuligheder med hensyn til
produktionssammensætningen på den enkelte ejendom. Der skal være
mulighed for træplantning af meget forskellig karakter og
varighed, herunder egentlige skovtræer, der anvendes i
trævareindustrien, eller hurtigvoksende træarter, der fældes med
få års mellemrum til energiproduktion, eventuelt kombineret med
græsning m.v.
Til stk. 2
Der foreslås en forhøjelse af de gældende grænser (fra 20 pct., dog
højst 10 ha, til 25 pct., dog højst 25 ha) og bortfald af kravet
om, at skovplantning skal ske på jorder, der er mindre egnede til
landbrugsdrift. Dette krav har ikke en sådan klarhed, at det kan
anses for egnet som generelt tilplantningskriterium. De
foreslåede lempelser skønnes at kunne imødekomme behovet for en
friere tilplantningsadgang i store dele af landet.
Til stk. 3
Der tilsigtes samtidig en mere lempelig dispensationspraksis, navnlig
på marginaljorder, med hensyn til skovplantning, idet bl.a.
regionplanlægningen vil indgå som grundlag i administrationen jfr.
bemærkningerne til stk. 4. På baggrund heraf foreslås, at der
gives landbrugsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om
skovplantning i videre omfang end angivet i stk. 2, nr. 1. Der vil
herved kunne opnås en forenkling af administrationen, idet
ansøgning om tilplantning indenfor nærmere fastlagte områder, hvor
skovplantning ønskes fremmet, helt eller delvist vil kunne
bortfalde.
Udformningen af sådanne regler vil ske under hensyn til såvel de
jordbrugsmæssige interesser, herunder jordernes bonitet og
ejendomsstrukturen, som de landskabelige værdier og
befolkningsudviklingen i landdistrikterne. Inddragelsen af de
landskabelige værdier og lignende hensyn forudsættes at ske i
samarbejde med miljøministeren, ligesom den nærmere afgrænsning af
områder, hvor tilplantningsreglerne lempes, forudsættes at ske i
et samarbejde med amterne som et led i regionplanlægningen.
Endvidere vil de erfaringer, der indvindes gennem de i
miljøministerens redegørelse om marginale jorder og
miljøinteresser omtalte pilotprojekter, undersøgelser, kortlægning
m.v., indgå i beslutningsgrundlaget.
Til stk. 4
I stk. 4 foreslås de hidtil gældende regler vedrørende betingelser om
fredskovpligt ophævet, og der tilsigtes samtidig en mere lempelig
dispensationspraksis med hensyn til skovplantning, idet bl.a.
regionplanlægningen og landbrugsplanlægningen vil indgå som
grundlag i administrationen. Der vil således blive lagt vægt på
såvel jordernes bonitet som de landskabelige værdier og
befolkningsudviklingen i landdistrikterne. Der vil også blive lagt
vægt på, at der tilvejebringes en god arrondering af såvel
skovarealer som landbrugsarealer.
Tilladelse til tilplantning kan betinges, bl.a. med hensyn til
tilplantningens art og placering på ejendommen. Som hovedregel
forudsættes, at skovarealer ikke pålægges fredskovspligt, med
mindre det ud fra andre hensyn, f.eks. skovstøtteordninger, findes
hensigtsmæssigt.
I ganske særlige tilfælde vil der kunne gives tilladelse efter § 4,
stk. 1, nr. 3, til, at landbrugspligten ophæves på skovarealer,
når arealerne pålægges fredskovspligt, jfr. § 4, stk. 3.
Der tilsigtes ikke nogen ændring af den hidtidige praksis, hvorefter
spørgsmålet om ophævelse af landbrugspligten beror på en konkret
vurdering og afvejning af skovbrugsmæssige og landbrugsmæssige
hensyn, herunder om skoven har en sådan størrelse og karakter, at
der skønnes at være grundlag for en selvstændig, rationel,
erhvervsmæssig skovdrift (i almindelighed mindst 100-200 ha,
afhængig af skovens beskaffenhed, beplantning m.v.). Langt de
fleste småskove ligger på landbrugsejendomme og indgår i driften
af disse. Der er dog også efter gældende praksis mulighed for, at
mindre skovarealer kan tillades fraskilt uden landbrugspligt, når
det sker med henblik på at samle arealerne i større driftsenheder,
og det sikres, at skoven ved videresalg afhændes til sammenlægning
med en landbrugsejendom eller en skovejendom. Det bemærkes, at den
friere adgang til skovplantning må medføre en vis skærpelse af
praksis med hensyn til ophævelse af landbrugspligten på
fredskovsarealer.
I forbindelse med ændringen i stk. 4 foreslås indføjet en
bestemmelse, hvorefter det præciseres, at en tilladelse til en
ikke-jordbrugsmæssig anvendelse kan tidsbegrænses og bl.a. gives
på vilkår, der tager sigte på, at jorderne efter endt anvendelse
efterbehandles, så de igen kan anvendes jordbrugsmæssigt.
Forslaget er i overensstemmelse med gældende praksis, f.eks. i
forbindelse med tilladelser efter § 7a til anvendelse af
landbrugsjorder til losseplads, fyldplads, golfbane, campingplads,
motorbane, skydeanlæg m.v.
Til stk. 5
Forslagets stk. 5 er identisk med de hidtil gældende regler i § 7a,
stk. 4.
Til nr. 14
Det foreslås indføjet i § 7b, at biavl, dambrug og ålebrug betragtes
som virksomheder, der naturligt kan indgå som led i en
landbrugsejendoms jordbrugsmæssige udnyttelse. Forslaget er
udtryk for en mere åben holdning til alternative
produktionsformer, nicheproduktioner m.v., der naturligt kan indgå
i driften af landbrugsejendomme. Der kan også nævnes andre
virksomheder som f.eks. sneglefarme til fødevareproduktion,
regnormefarme til jordforbedringsmidler eller proteinfoder,
kaninhold til uldproduktion, fasanerier til produktion af rugeæg
og afsætning af kyllinger til jagtformål m.v., akvakulturer af
forskellig art m.v. Der kan i øvrigt henvises til bemærkninger
til nr. 13.
Til nr. 15
Reglerne om samdrift af landbrugsejendomme blev indført ved en
ændring af landbrugsloven i 1963 og var oprindelig kun tænkt som
en midlertidig foranstaltning for at imødekomme udviklingen i
landbruget. Reglerne er videreført og revideret ved lovændringerne
i 1967, 1971, 1973 og 1978. Adgangen til samdrift begrænses efter
de gældende regler ved afstand (indtil 15 km), arealgrænse (100
ha, når der er tale om flere end 2 landbrugsejendomme) og antal
ejendomme (højst 5). Reglerne er ens, hvad enten ejendommene ejes
sammen, eller der er tale om forpagtning. Samdriftens varighed er
dog ved forpagtning begrænset til 15 år for hele
landbrugsejendomme og 10 år ved dele af landbrugsejendomme.
Landbokommissionen har fremhævet, at samdriftsreglerne giver mulighed
for en smidig strukturtilpasning, men at der bør ske en forenkling
af reglerne. Kommissionen har også peget på, at der i et ikke
ubetydeligt omfang anvendes aftaleformer, f.eks. pasningsaftaler,
bonusordninger, driftsselskaber m.v., der ikke reguleres af
landbrugsloven, og at der herved i en række tilfælde etableres
hensigtsmæssige driftsfællesskaber, der ikke kan karakteriseres
som forpagtning eller samdrift.
Som anført i de almindelige bemærkninger til lovforslaget tilsigtes
der ved lovændringen at give mulighed for en bred variation af
bedriftstyper i landbruget. Der lægges vægt på, at
heltidsbedrifterne kan udvikle sig i takt med den tekniske og
økonomiske udvikling, dels ved køb af suppleringsjord til
sammenlægning, dels ved forpagtning til samdrift. Der lægges på
den anden side også vægt på bevarelse af landbrugsejendomme som
deltidsbrug og fritidslandbrug.
På baggrund heraf foreslås lempelser af erhvervelsesreglerne, således
at erhververe af mindre ejendomme ikke selv behøver at drive
ejendommene i en årrække efter erhvervelsen, men frit kan
bortforpagte jorderne til samdrift med anden landbrugsejendom,
jfr. bemærkningerne til nr. 19.
I konsekvens af, at afstandsreglen ved erhvervelse af ejendom nr. 2
er foreslået ændret til 5 km, foreslås, at afstanden ved samdrift
og forpagtning nedsættes fra 15 km til 5 km. Det bemærkes, at
hovedparten af de eksisterende forpagtningsforhold (ca. 90 pct.)
ligger inden for en vejafstand på 5 km, og at der tilsigtes
lempelige overgangsregler og dispensationspraksis, jfr. nedenfor.
Endelig foreslås det, at tidsbegrænsningerne for samdrift ved
forpagtning ophæves, således at samdrift frit kan fortsætte i
flere efterfølgende forpagtningsperioder. Forslaget er i nær
overensstemmelse med gældende dispensationspraksis. Det er
begrundet i, at langvarige forpagtningsforhold ofte giver en bedre
landbrugsmæssig udnyttelse af arealerne end kortere
aftaleperioder, f.eks. for 1 år ad gangen.
Samdrift af landbrugsejendomme betragtes fortsat som en midlertidig
strukturtilpasning, idet de enkelte ejendomme ved ejerskifte eller
ophør af en forpagtningsaftale på ny skal kunne drives som
selvstændige brug.
På baggrund heraf og i overensstemmelse med flertallet i
Landbokommissionen opretholdes bygningskravet i § 7, stk. 1, jfr.
§ 7b. Kravet i § 7 om, at en landbrugsejendom skal udnyttes på forsvarlig erhvervsmæssig måde, er ikke til hinder for, at der på en landbrugsejendom drives hønseri, kyllingefarm, anderi, pelsdyrfarm, svinefarm, hestestutteri el.lign., såfremt sådan virksomhed indgår som et led i ejendommens jordbrugsmæssige udnyttelse.
/--
15. § 9 affattes således
»§ 9. Landbrugsejendomme, der tilhører samme ejer, og
landbrugsejendomme, der forpagtes, kan, uanset § 7, stk. 1, drives
sammen, hvis følgende betingelser er opfyldt
1) Vejafstanden mellem ejendommenes jorder må ikke overstige 5 km.
Afstanden regnes ad den benyttede vej fra bygningerne på den
ejendom, hvor driftslederen bor, til hver enkelt jordlod af de
øvrige ejendomme, der indgår i samdriften. Der ses bort fra
vedvarende græsningsarealer, skovarealer samt arealer helt uden
dyrkningsmæssig værdi.
2) Arealet af de samdrevne jorder må ikke overstige 100 ha. Der ses
bort fra vedvarende græsningsarealer, skovarealer samt arealer
helt uden dyrkningsmæssig værdi. Arealgrænsen gælder dog ikke,
hvis der kun er tale om samdrift af 2 landbrugsejendomme.
3) Antallet af ejendomme i samdriften må ikke overstige 5.
Stk. 2. Begrænsningerne i stk. 1, gælder også dele af ejendomme, der
forpagtes. De pågældende dele skal medregnes i det samlede areal,
og hver enkelt del medregnes som en ejendom i det samlede antal.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan tillade samdrift i videre omfang end
efter stk. 1 og 2. Ved vurderingen af, om tilladelse kan gives,
tages bl.a. hensyn til, om de af samdriften omfattede arealer
drives af en person, der opfylder betingelserne i § 16, stk. 1, om
den samlede driftsenhed har en hensigtsmæssig driftsstruktur,
herunder om der er et passende forhold mellem jordtilliggendet og
ejendommens produktionsapparat, og om andre landbrugsejendomme har
aktuelt behov for arealer til samdrift.
Stk. 4. Bestemmelserne i § 7, stk. 1 og 2, finder anvendelse på den
samlede driftsenhed, og § 8, stk. 1 og 2, finder anvendelse for så
vidt angår beboelsesbygningerne på samtlige samdrevne ejendomme.
Stk. 5. Hvis et selskab, en forening, en sammenslutning eller en
institution ejer flere end 5 landbrugsejendomme eller, når der er
tale om samdrift af flere end 2 landbrugsejendomme, et samlet
jordtilliggende på over 100 ha, kan landbrugsministeren meddele
ejeren påbud om, at de overskydende ejendomme, der udgør
selvstændige driftsenheder, skal bortforpagtes efter lovens regler
for en periode, der normalt ikke må være under 8 år. Det er en
forudsætning for at meddele påbud, at ejendommene ikke på grund af
foretagne fællesinvesteringer, beskæftigelsesmæssige forhold eller
lignende må tillægges afgørende betydning for den pågældende
institutions økonomi.«.
--/
§ 8, stk. 1 og 2, på enhver landbrugsejendom, der indgår i
samdrift.
En dispensation fra bygningskravet bør således i overensstemmelse med
hidtil gældende praksis kun gives, når ganske særlige forhold
taler for det. Det må i almindelighed være en forudsætning, at
jorderne inden en frist, eventuelt ved førstkommende ejerskifte,
afhændes til sammenlægning med en nærliggende landbrugsejendom,
jfr. bestemmelserne i § 8, stk. 6. Det er også en forudsætning, at
de øvrige hensyn, der varetages gennem loven, herunder såvel
hensynet til nærliggende landbrugsejendommes
suppleringsjordsbehov, som hensynet til bevarelsen af mindre
ejendomme som deltids- eller fritidsbrug, ikke tilsidesættes.
I forbindelse med de nævnte ændringer i samdriftsreglerne er der
foreslået en forenkling og tydeliggørelse af reglerne i § 9.
Det bemærkes, at der ved den ændrede affattelse af § 9 ikke tilsigtes
at gribe ind over for samdrifts- og forpagtningsforhold, der er
lovligt etableret i overensstemmelse med reglerne i tidligere
landbrugslove, jfr. lovforslagets § 2, stk. 5. Bestående samdrift
i ejesituationer kan således fortsætte, sålænge ejendommene ejes
sammen. Bestående samdrifts- og forpagtningsforhold kan fortsætte
inden for den indgåede forpagtningsperiode, jfr. også bemærkninger
til nr. 15 ad § 9, stk. 3.
Til stk. 1 og 2
I forslagets stk. 1, jfr. stk. 2, er anført de fremtidige betingelser
for samdrift af landbrugsejendomme. Reglerne gælder både for
ejendomme, der tilhører samme ejer, og ved forpagtning af hele
landbrugsejendomme og dele af landbrugsejendomme.
Reglerne er ens, hvad enten samdriften foretages af personer eller
selskaber. Der gælder dog fortsat særlige regler, hvorefter det
kan pålægges selskaber og institutioner m.v. at opløse store
samdriftsenheder, der er etableret i henhold til tidligere
landbrugslove, jfr. bemærkningerne til nr. 15 ad § 9, stk. 5.
Ved forpagtning af hele landbrugsejendomme gælder tillige reglerne i
§ 9. Landbrugsejendomme, der tilhører samme ejer, kan uanset
§ 9, stk. 1, 3 og 4, § 11, stk. 1-4, § 16, stk. 1-2, § 24 eller § 25, 2. tilsidesætter vilkår, knyttet til en tilladelse efter § 4, stk. 1, § 7, stk. 3, § 7a, stk. 3, § 8, stk. 5 og 6, § 9,
Stk. 6, § 11, stk. 5, § 12, stk. 1, 1. pkt., § 17, stk. 3, § 17 a, stk. 2, § 18, stk. 2-5, eller § 21, 3. undlader at efterkomme påbud efter § 8, stk. 4 og stk. 6,
§ 9, stk. 2, eller § 27.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3. For overtrædelser, der er begået af et aktieselskab, et andelsselskab el.lign., kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
/--
§ 11. Ved forpagtning af dele af landbrugsejendomme gælder tillige
reglerne i § 12.
Det fremgår af forslaget, at der ved arealgrænsen - ligesom ved
afstandsreglen (5 km) - kan ses bort fra vedvarende
græsningsarealer, skovarealer samt arealer helt uden
dyrkningsmæssig værdi.
Overgangsordningen i den gældende lovs § 9, stk. 1, sidste punktum,
er foreslået ophævet, idet bestående samdriftsforhold kan
fortsætte efter reglen i lovforslagets § 2, stk. 5. Der har i
øvrigt ikke efter 1978-loven vist sig behov for anvendelse af de
nævnte overgangsregler.
Til stk. 3
Den hidtidige dispensationsbestemmelse i § 9, stk. 6, foreslås
overført til stk. 3, idet bestemmelsen er udbygget med en
angivelse af de forhold, der kan indgå i vurderingen ved en
dispensation.
Der vil således kunne tages hensyn til bedrifter med en væsentlig
animalsk produktion, hvor jordtilliggendet er for lille i forhold
til produktionen. Der vil herved kunne opnås en bedre harmoni i
bedriften, både i miljømæssig og produktionsmæssig henseende. Der
vil også kunne tages hensyn til bedrifter med en
specialproduktion, hvor der er foretaget væsentlige investeringer
i driftsbygninger og anlæg m.v., f.eks. større gartneri- og
planteskolevirksomheder, frugtplantager.
På den anden side kan der tages hensyn til, om andre landmænd, der
opfylder betingelserne for samdrift og forpagtning, har behov for
forpagtningsarealer i deres bedrift.
Ved nedsættelsen af afstandsreglen fra 15 km til 5 km er forudsat en
noget mere lempelig dispensationspraksis end efter de hidtil
gældende regler, f.eks. for at tilgodese ejendomme med en
væsentlig animalsk produktion eller specialproduktion. Det gælder
navnlig ejendomme i nærheden af byer, større skove m.v., hvor
mulighederne for at forpagte landbrugsjord inden for 5 km er
begrænsede.
Ved tilladelse til forlængelse af bestående samdrifts- og
forpagtningsforhold, der er lovligt etableret inden lovens
ikrafttræden, vil der kunne gives dispensation fra 5 km-reglen,
når forholdene taler for det. Tilladelsen kan tidsbegænses, f.eks.
for 5 år, med henblik på muligheden for at tilvejebringe en bedre
driftsstruktur i området. Der vil også kunne blive tale om
tilladelse for længere tidsrum, hvis særlige forhold taler for
det. På den anden side kan det dog også indgå i vurderingen, om
landmænd inden for 5 km-grænsen har behov for forpagtningsarealer
i deres bedrift.
Til stk. 4 og 5
I forslagets stk. 4 præciseres forholdet til bestemmelserne i §§ 7 og
8 i tilfælde af samdrift. Reglerne er uændrede i forhold til de
hidtil gældende regler i § 9, stk. 7.
Forslagets stk. 5 er en videreførelse og ajourføring af de hidtil
gældende regler i § 9, stk. 2, vedrørende ejendomme, der tilhører
selskaber og institutioner m.v. Udtrykket »bæredygtig« er udtaget
af lovteksten, jfr. bemærkningerne til forslag nr. 7, men der
tilsigtes ikke herved nogen ændring af praksis.
Til nr. 16
De foreslåede ændringer i § 11 er - bortset fra ændringer, der følger
af samdriftsreglerne i § 9 - alene af teknisk og redaktionel
karakter. Der tilsigtes ikke nogen ændring af gældende regler og
praksis.
Reglerne i § 11 omhandler forpagtning af hele landbrugsejendomme,
dels til selvstændig drift (gårdforpagtning), dels til samdrift
med anden landbrugsejendom efter reglerne i § 9 (delforpagtning).
Ved lovændringen i 1978 koordineredes forpagtningsreglerne med
erhvervelsesreglerne ved krav, der skal opfyldes af forpagteren
(alder, statsborgerskab, fast bopæl og landmandsuddannelse).
Endvidere indførtes regler, hvorefter en forpagter og dennes
ægtefælle ikke uden tilladelse fra landbrugsministeren kan drive
flere landbrugsejendomme, end samdriftsreglerne i § 9 giver adgang
til.
Selskabers forpagtning af landbrugsejendomme forudsætter tilladelse
efter landbrugsloven. Efter gældende praksis meddeles der kun
tilladelse i ganske særlige tilfælde, f.eks. i forbindelse med
generationsskifte eller i forbindelse med store investeringer i
specielle produktionsanlæg m.v. i væksthusgartnerier og større
planteskoler. Der kan også nævnes forpagtningsforhold som et led i
andelsbrugskonstruktioner, jfr. bemærkningerne til nr. 33, hvor
det også vil kunne komme på tale at dispensere fra arealgrænsen på
100 ha. Som nævnt ovenfor tilsigtes der ikke nogen ændring af
denne praksis.
For så vidt angår driftsformer, hvor selskaber alene lejer
landbrugsbygninger, henvises til bemærkningerne til nr. 17.
Til stk. 1-4
Forslagets stk. 1 er en videreførelse af de hidtil gældende regler i
§ 11, stk. 2 og 3.
Det bemærkes, at det lempelige uddannelseskrav efter § 16, stk. 2,
ved forpagtning gælder for alle ejendomsstørrelser, navnlig af
hensyn til smidige regler for delforpagtning efter § 12, stk. 1,
nr. 1, der henviser til § 11, stk. 1.
Der er i øvrigt alene tale om redaktionelle ændringer med henblik på
en forenkling og tydeliggørelse af reglerne.
Forslagets stk. 2 er identisk med de hidtil gældende regler i § 11,
stk. 1.
Forslagets stk. 3 svarer til den gældende lovs § 11, stk. 4, idet der
dog er foretaget en ændring som følge af fremsættelse af
lovforslag til lov om støtte til forbedring af strukturen og
effektiviteten i jordbruget.
Forslagets stk. 4 svarer til dispensationsbestemmelsen i § 11, stk.
5, i den gældende lov.
For så vidt angår forpagtning til samdrift kan henvises til
retninglinier for dispensation i § 9, stk. 3.
Til nr. 17
De foreslåede ændringer i § 12 er - ligesom i § 11 - alene af teknisk
og redaktionel karakter, herunder konsekvensændringer, som følger
af ændringerne af samdriftsreglerne i § 9. Der tilsigtes ingen
ændring af gældende praksis.
Reglerne i § 12 omhandler forpagtning af dele af landbrugsejendomme.
Varigheden af et forpagtningsforhold er som hidtil begrænset til
10 år, jfr. §§ 1 og 11 C i udstykningsloven.
Med hensyn til forpagtning af dele af landbrugsejendomme til samdrift
med anden landbrugsejendom (delforpagtning) kan oplyses, at
omfanget af delforpagtninger i de senere år har været stærkt
stigende, jfr. de almindelige bemærkninger, afsnit B 4.
For så vidt angår lejeforhold, der alene vedrører avlsbygninger, er
der i de seneste år opstået en særlig form for selskabsdrift i
landbruget, hvor et selskab (typisk med landmanden som ejer af
hovedparten af anparterne) i medfør af fornævnte bestemmelser
lejer avls- eller driftsbygninger, navnlig med henblik på
svineproduktion, minkavl m.v. Selskabskonstruktionen er tilpasset
gældende lovregler, således at ordningen som hovedregel ikke
forudsætter tilladelse efter landbrugsloven eller
udstykningsloven. Ordningen er især begrundet i fordele i relation
til den gældende skattelovgivning, og den synes kun at have
interesse for velkonsoliderede landmænd med høj skatteevne.
De omhandlede selskabskonstruktioner har givet anledning til
overvejelser om ændring af landbrugsloven eller
skattelovgivningen. Landbokommissionen har dog ikke fundet behov
for at gribe ind over for denne driftsform, og regeringen har ved
lovforslaget ikke fundet det nødvendigt at foreslå ændringer i de
nævnte regler, bl.a. under hensyn til, at der ved skattereformen,
der gennemføres den 1. januar 1987, vil ske en udjævning af
beskatningen af personligt drevne virksomheder i forhold til
virksomheder, der drives i selskabsform.
Til stk. 1-3
Forslagets stk. 1 er udformet på baggrund af, at langt de fleste
forpagtnings- og lejeforhold vedrørende dele af landbrugsejendomme
ikke forudsætter tilladelse efter landbrugsloven, idet de falder
inden for rammerne for lovlig samdrift i § 9. Der er alene tale om
en redaktionel ændring med henblik på tydeliggørelse af reglerne.
Det bemærkes, at man ikke har fundet anledning til at ændre
afstandsreglen for vedvarende græsningsarealer m.v. (15 km), idet
der ved afstandsreglen i § 9, stk. 1, bortses fra sådanne arealer.
Forslagets stk. 2 svarer til dispensationsbestemmelserne i den
gældende lovs § 12, stk. 3, idet der er foretaget en ændring som
følge af fremsættelse af lov om støtte til forbedring af
strukturen og effektiviteten i jordbruget. For så vidt angår
delforpagtninger kan henvises til retningslinier for dispensation
i § 9, stk. 3.
Forslagets stk. 3 svarer til den gældende lovs § 12, stk. 2, idet der
er sket en ajourføring med henvisning til de nugældende
bestemmelser i lov om leje (lovbkg. nr. 375 af 11. juli 1984).
Til nr. 18
Udviklingen inden for landbruget har i de sidste årtier medført en
række ændringer af reglerne om nedlægning og sammenlægning af
landbrugsejendomme. Ved ændringen af landbrugsloven i 1962 åbnedes
der mulighed for sammenlægning af mindre brug, og reglerne er
revideret og udbygget ved lovændringerne i 1967, 1971, 1973 og
1978 med henblik på at give mulighed for en smidig
strukturtilpasning.
Sammenlægningsreglerne har således siden lovændringen i 1967
tilsigtet at give mulighed for en udvikling i retning af større
brug i takt med den tekniske og økonomiske udvikling i landbruget.
Siden 1967 er arealgrænsen for sammenlægning således øget fra 35
ha til 100 ha, idet den dog i 1978 blev nedsat til 75 ha.
Reglerne har endvidere til formål at sikre en god jordarrondering ved
sammenlægning. Den administrative praksis med hensyn til kravet om
en hensigtsmæssig beliggenhed af jorder, der sammenlægges, har i
det store og hele været uændret siden 1967.
Ved lovændringen i 1973 koordineredes sammenlægningsreglerne med
erhvervelsesreglerne, således at de egentlige landmænd fik en
fortrinsstilling til suppleringsjord. Nedlægningen af mindre brug,
der ikke skønnedes egnede til opretholdelse, blev fremmet ved
kravet om udstykning til bunds, således at alle landbrugsjorder
blev fraskilt til supplering af andre brug.
Ved lovændringen i 1978 blev endvidere indført regler med henblik på
at beskytte bæredygtige driftsenheder mod nedlægning ved
sammenlægning. Disse bestemmelser blev ved lovændringen i december
1985 skærpet, således at også ikke-bæredygtige driftsenheder, der
skønnes at udgøre en bevaringsværdig driftsenhed, kan hindres
nedlagt eller reduceret. Bestemmelsen gælder ejendomme, hvis
ejendomsværdi, ekskl. stuehusets værdi, overstiger en beløbsgrænse
på 300.000 kr. (kontantværdi) ved årsreguleringen pr. 1. april
1982.
Reglerne for sammenlægning har sammen med reglerne for samdrift været
grundlaget for den strukturtilpasning, der har fundet sted, jfr.
de almindelige bemærkninger, afsnit B 4.
Landbokommissionen har bl.a. fremhævet, at der fortsat gennem
sammenlægningsreglerne bør sikres mulighed for en løbende
strukturtilpasning, og at en bred variation af ejendomsstørrelser
er et vigtigt grundlag for en dynamisk strukturtilpasning inden
for landbrugserhvervet.
For at imødekomme denne udvikling foreslås der ved lovændringen - som
omtalt i de almindelige bemærkninger til lovforslaget - en bredere
strukturpolitisk målsætning. Der skal således fortsat sikres
mulighed for en udvikling af heltidsbrugene, der skal videreføre
størsteparten af landbrugsproduktionen. På den anden side skal der
også være mulighed for at bevare et stort antal deltidsbrug og
fritidslandbrug. Disse giver ganske vist kun et beskedent bidrag
til den samlede landbrugsproduktion, men de kan medvirke til at
bevare et befolkningsgrundlag og dermed en økonomisk og social
aktivitet i landdistrikterne.
Sammenlægningsreglerne foreslås derfor ændret ved indførelse af to
arealgrænser, nemlig 50 ha og 100 ha, idet der herved i højere
grad end efter de gældende regler, vil kune sikres
udviklingsmuligheder i landbruget. Det gælder såvel de mindre
ejendomme (under 50 ha), der har behov for suppleringsjord for at
skabe et mere harmonisk landbrug, som de ejendomme, hvis
produktion primært er baseret på et større jordtilliggende. Der
henvises til bemærkningerne til stk. 1 og 2.
Reglerne skal fortsat sikre en god jordarrondering ved sammenlægning.
Det er væsentligt at sikre, at den igangværende strukturudvikling
ikke medfører en forringelse af den i europæisk sammenhæng
relativt gode jordfordeling, der eksisterer i størstedelen af
landet. Der foreslås dog en begrænset lempelse af administrativ
praksis med hensyn til beliggenhedskravet ved sammenlægning, jfr.
bemærkningerne til forslagets stk. 3, nr. 1.
Den gældende bestemmelse om beskyttelse af bevaringsværdige
driftsenheder mod nedlægning, der blev indføjet ved lovændringen i
december 1985, opretholdes i princippet uændret. Der henvises til
bemærkningerne til stk. 3, nr. 2.
Reglerne foreslås samtidig lempet således, at der gives mulighed for
i forbindelse med udstykning af landbrugsejendomme at bevare
restejendomme som deltidsbrug eller fritidslandbrug (med
landbrugspligt og bopælspligt), og at der i udstykningssituationer
ikke længere stilles krav om udstykning til bunds, jfr.
bemærkningerne nedenfor til stk. 3.
Reglerne tilsigter endvidere fortsat at give de egentlige landmænd en
vis fortrinsstilling til suppleringsjord i lighed med de
foreslåede erhvervelsesregler. Der bør således principielt kunne
varetages de samme hensyn ved erhvervelse af dele af
landbrugsejendomme til supplering af bestående landbrugsejendomme
som ved erhvervelse af ejendom nr. 2 til samdrift, jfr.
bemærkningerne til forslagets stk. 3, nr. 5.
Til stk. 1 og 2
I forbindelse med fornævnte lempelser af sammenlægningsreglerne er
der sket en ændret opbygning af reglerne i stk. 1 analogt med
bestemmelserne i § 4, stk. 1, om ophævelse af landbrugspligt. Den
ændrede formulering giver grundlag for, at tilladelse til
sammenlægning kan betinges, jfr. de foreslåede ændringer af §§ 23
og 33.
Det bemærkes, at loven fortsat skal give mulighed for en
strukturtilpasning, idet adgangen til sammenlægning dog begrænses
af reglerne i stk. 3.
Sammenlægning kan tillades op til en arealgrænse på 100 ha. Hvis
arealet efter sammenlægning overstiger 50 ha, kan tilladelse
normalt ikke gives, hvis landbrugsministeren finder, at der er
nærliggende landbrugsejendomme med en væsentlig produktion, der
har behov for suppleringsjord for at skabe et bedre forhold mellem
jordtilliggende og ejendommens produktionsapparat.
Der skal herved navnlig kunne tages hensyn til ejendomme med
væsentlig animalsk produktion, der har behov for suppleringsjord
for at skabe et harmonisk forhold mellem ejendommens produktion og
jordtilliggende. Der skal også kunne tages hensyn til ejendomme
med en specialproduktion, hvor der er foretaget væsentlige
investeringer i driftsbygninger og anlæg m.v., f.eks. større
gartneri- og planteskolevirksomheder, frugtplantager.
Spørgsmålet om suppleringsjordsbehov afgøres efter undersøgelse af
forholdene på stedet. De nye bestemmelser vil medføre et øget
arbejde for jordbrugskommissionerne, og der vil være behov for
nærmere retningslinier, dels vedrørende oplysninger fra ansøgerne,
dels vedrørende jordbrugskommissionernes arbejde, for at sikre, at
suppleringsjordsbehovet tilgodeses på forsvarlig måde. Der kan
henvises til de almindelige bemærkninger, C 8, og bemærkningerne
til nr. 19 og 40.
Det er en forudsætning, at der er tale om et aktuelt behov, og at
betingelserne for sammenlægning i øvrigt, jfr. stk. 3, er opfyldt.
Det er endvidere en forudsætning, at den landmand, der ønsker
suppleringsjord, er indstillet på at betale en jordpris, der
svarer til sædvanlig handelspris for landbrugsjorder i området.
Der kan således i almindelighed ikke forventes tilladelse til
sammenlægning, der overstiger 50 ha, hvis en anden
landbrugsejendom med en væsentlig animalsk produktion eller
specialproduktion har behov for suppleringsjord og denne ejendoms
areal ikke bringes op over 50 ha.
Hvis der ikke er behov for suppleringsjord, giver
sammenlægningsgrænserne mulighed for sammenlægning op til 100 ha.
Det bemærkes, at der ved arealgrænserne - som hidtil kan ses bort fra
fredskovsarealer m.v.
Efter bestemmelsen i stk. 2 kan landbrugsministeren endvidere tillade
sammenlægning, der overstiger sammenlægningsgrænserne, når
forholdene, herunder jordernes bonitet, taler for det. Der kan
herved tages hensyn til væsentlige forskelle i boniteten i
forskellige dele af landet.
Til stk. 3
Forslagets stk. 3 indeholder en række bestemmelser, der med enkelte
ændringer svarer til de gældende regler. Rækkefølgen af de
tilfælde, hvor landbrugsministeren kan nægte sammenlægning, er
samtidig ændret. Nr. 1-4 angår forhold vedrørende
ejendomsstrukturen, medens nr. 5 tager sigte på at sikre, at der
kan varetages de samme hensyn ved supplering af bestående
landbrugsejendomme som ved erhvervelse af hele landbrugsejendomme.
Det bemærkes, at forslaget indeholder en lempelse af gældende regler
og praksis om udstykning til bunds, idet bestemmelsen i den
gældende lovs § 13, stk. 3, nr. 5, foreslås ophævet. Der åbnes
således mulighed for i forbindelse med jordomlægninger mellem
landbrugsejendomme at bevare deltidsbrug og fritidslandbrug med en
størrelse, som aftaleparterne ønsker det. Dette gælder også i
situationer, hvor der eventuelt måtte være fremsat ønske om
suppleringsjord fra ejere af nærliggende landbrugsejendomme.
Hvis parterne derimod ønsker landbrugspligten ophævet på
restejendommen i forbindelse med udstykningen, må der som hidtil
efter reglerne i lovens § 4, stk. 3, ske udstykning til bunds,
således at restparcellen alene kommer til at omfatte det bebyggede
areal, gårdsplads og have m.v. (i almindelighed et naturligt
afgrænset areal på ikke over 0.5 ha). Der tilsigtes ikke nogen
ændring af den hidtil gældende praksis.
De foreslåede lempelser med hensyn til krav om udstykning til bunds
vil også få betydning i tilfælde, hvor landbrugsjorder fraskilles
til bymæssig bebyggelse m.v. efter reglerne i § 4, stk. 1, og hvor
der ønskes bevaret en restejendom (med landbrugspligt) som
deltidsbrug eller fritidslandbrug.
De foreslåede lempelser vil tillige få betydning i tilfælde, hvor der
efter gældende praksis siden 1973-loven i forbindelse med
udstykning er blevet tinglyst deklaration på restejendomme om, at
ejendommens landbrugsjorder senest ved ejerskifte skal fraskilles
til sammenlægning med bestående landbrugsejendomme. Sådanne
deklarationer om udstykning til bunds vil efter lovændringen kunne
frafaldes i forbindelse med afhændelse af ejendommen som deltids-
eller fritidslandbrug.
Den lempede praksis med hensyn til udstykning til bunds vil endvidere
kunne få betydning i tilfælde, hvor nedlagte landbrugsejendommes
bygninger med gårdsplads og have m.v. efter gældende praksis siden
1973-loven er blevet fraskilt uden landbrugspligt. Disse ejendomme
vil, når særlige forhold taler for det, kunne suppleres med
velbeliggende jorder og på ny noteres som en landbrugsejendom. Det
er herved forudsat, at ejeren opfylder bopælspligten, og at der
ikke er landmænd, der ønsker suppleringsjord, jfr. bemærkningerne
neden for til stk. 3, nr. 4 og 5.
Den ændrede holdning til fritidslandbrug indebærer ikke en mere
lempelig praksis med hensyn til udstykning og oprettelse af nye
landbrugsejendomme, hvor der ønskes opført ny beboelse eller med
hensyn til »jordbrugsparceller« uden landbrugspligt. Ved
udstykning med henblik på oprettelse af nye landbrugsejendomme
efter § 14 lægges der fortsat vægt på, at ejendommen på en
hensigtsmæssig måde kan drives erhvervsmæssigt som en selvstændig
jordbrugsbedrift.
Til stk. 3, nr. 1
Bestemmelsen i forslagets stk. 3, nr. 1, om, at sammenlægning kan
nægtes, hvis de jorder, der ønskes sammenlagt, ikke ligger
hensigtsmæssigt for samlet drift, opretholdes uændret.
Tilladelse til sammenlægning kan efter gældende praksis som
hovedregel ikke forventes meddelt, hvis den naturlige
forbindelsesvej mellem bygningerne og de enkelte jordlodder, der
tillægges ejendommen, overstiger 1 km. Hvis der er tale om
arealer, der kun er egnet til græsning, eller arealer helt uden
landbrugsmæssig værdi m.v., vil der dog kunne opnås tilladelse til
sammenlægning inden for afstande på indtil ca. 5-8 km, afhængig af
forholdene i den konkrete situation. Efter gældende praksis tages
der også hensyn til andre forhold. Der lægges således vægt på, at
færdslen til jorderne ikke vil komme til at foregå ad, eventuelt
tværs over hovedlandevej, landevej eller stærkere trafikeret
kommunevej eller gennem landsbybebyggelse eller andet tæt bebygget
område.
Det er hensigten i forbindelse med lovændringen at gennemføre en
begrænset lempelse af den gældende praksis ved sammenlægning med
landbrugsfærdsel tværs over stærkere befærdede veje. Der kan også
i særlige tilfælde være behov for at fravige afstandsreglen (1
km-reglen), f.eks. i områder med store afstande mellem jorder og
landbrugsbygninger. Det er dog en forudsætning, at der ikke er
nærliggende ejendomme med suppleringsjordsbehov, jfr.
bemærkningerne til stk. 3, nr. 5. Der kan herved tages hensyn til
særlige forhold i forskellige dele af landet.
Lovens hovedsigte, en fortsat forbedring af arronderingsforholdene,
vil dog blive fastholdt.
Til stk. 3, nr. 2
Bestemmelsen i forslagets stk. 3, nr. 2, der er en videreførelse af
de gældende regler i § 13, stk. 3, nr. 3, om nedlægning af
bevaringsværdige driftsenheder, tilsigter at bevare
landbrugsejendomme, der gennem supplering eller tilforpagtning kan
være grundlaget for en videre, dynamisk strukturudvikling.
Den foreslåede beløbsgrænse på 420.000 kr. (kontantværdi) ved
årsreguleringen pr. 1. april 1985 er en ajourføring af den ved
lovændringen i december 1985 fastsatte beløbsgrænse på 300.000 kr.
pr. 1. april 1982. Det bemærkes, at ca. halvdelen af det samlede
antal landbrugsejendomme er over de anførte beløbsgrænser, der
efter landsgennemsnit svarer til et areal på ca. 15 ha.
Det forudsættes, at beløbsgrænsen reguleres efter hver årsregulering
af ejendomsværdierne, idet der herved vil kunne tages hensyn til
ændringer af vurderingen af den enkelte ejendom, f.eks. på grund
af arealomlægninger, nyinvesteringer i bygninger, nedrivning af
bygninger m.v.
Bestemmelsen giver mulighed for at bevare landbrugsejendomme med et
passende jordtilliggende, når forholdene taler for det. Der kan
herved i den konkrete situation tages hensyn til, om ejendommen
har en god arrondering og jordbonitet, og om den har gode og
velindrettede beboelses- og avls- eller driftsbygninger m.v. Der
kan også tages hensyn til særlige forhold i forskellige dele af
landet, herunder til bevarelse af mindre erhvervsvirksomheder
inden for landbruget i tyndt befolkede dele af landet eller i
mindre øsamfund.
Er der derimod tale om ejendomme, der ikke har velegnede bygninger,
eller hvis jorder har en ringe arrondering eller ringe bonitet,
vil der kunne gives tilladelse til nedlægning, eller - hvis
parterne ønsker det - fraskillelse af jorder, således at der
bevares en mindre landbrugsejendom til fritidslandbrug. Også
hensynet til den eller de ejendomme, der ønskes suppleret, kan
tale for, at der meddeles tilladelse til nedlægning eller
fraskillelse af jorder.
Til stk. 3, nr. 3
Bestemmelsen i forslagets stk. 3, nr. 3, om, at sammenlægning kan
nægtes, hvis en ejendoms jorder vil blive opdelt på uheldig måde
for driften, opretholdes uændret som i den gældende lov.
Bestemmelsen skal sikre, at ejendommen efter fraskillelse af
jorder har en god jordarrondering, og den svarer til bestemmelsen
i lovens § 4, stk. 4, sidste punktum.
Til stk. 3, nr. 4
Bestemmelsen i forslagets stk. 3, nr. 4, om, at sammenlægning kan
nægtes, hvis den supplerede ejendom vil få et areal under 15 ha,
tilsigter at modvirke en uhensigtsmæssig ejendomsstruktur.
Bestemmelsen giver mulighed for at nægte godkendelse af supplering
af små ejendomme, herunder fritidslandbrug, og give landmænd, der
ejer et heltids- eller deltidsbrug, en fortrinsstilling til
suppleringsjord i forhold til fritidslandbrug, jfr. også stk. 3,
nr. 5. Bestemmelsen påtænkes dog ikke anvendt ved supplering af
gartneriejendomme.
Til stk. 3, nr. 5
Forslagets stk. 3, nr. 5, om uhensigtsmæssig ejendomsfordeling er en
videreførelse af den gældende lovs § 13, stk. 3, nr. 2. Der
påtænkes i øvrigt ikke nogen ændring af gældende praksis.
Reglen tilsigter som nævnt i de indledende bemærkninger til § 13, at
der ved sammenlægning og supplering af landbrugsejendomme
principielt kan varetages de samme hensyn som ved erhvervelse af
landbrugsejendomme.
Reglerne tilsigter således at give landmænd, der opfylder
erhvervelsesbetingelserne for ejendom nr. 2, jfr. § 16, stk. 4, en
fortrinsret til suppleringsjord forud for andre erhververe.
Der er her tale om at tilgodese et bredere suppleringsjordsbehov end
angivet i § 13, stk. 1, ved sammenlægning over arealgrænsen på 50
ha.
Reglen indebærer også, at der vil kunne ske en prioritering mellem
landmænd, således at landmænd, der opfylder uddannelseskravet
efter § 16, stk. 1, og kravet om jordbrug som væsentligste
erhverv, vil kunne få en fortrinsstilling til suppleringsjord
forud for landmænd, der opfylder de lempeligere uddannelseskrav
efter § 16, stk. 2, og som eventuelt ikke opfylder kravet om
jordbrug som væsentligste erhverv.
Selv om der i en konkret ansøgning om sammenlægning er en anden
landmand, der efter erhvervelsesreglerne kunne få fortrinsret til
at få sin ejendom suppleret, vil der dog af hensyn til
ejendomsstrukturen på længere sigt - som hidtil - ved afgørelsen
kunne lægges mere vægt på, om den ejendom, der efter ansøgningen
ønskes suppleret, vil få en hensigtsmæssig størrelse og
arrondering, end på det forhold, at ejendommens ejer på
suppleringstidspunktet ikke fuldt ud opfylder
erhvervelsesbetingelserne.
Til nr. 19-36 (§§ 16-21, erhvervelsesreglerne)
Reglerne i § 16 om personerhvervelser i fri handel foreslås ændret
både indholdsmæssigt og redaktionelt. I den nuværende bestemmelses
stk. 1 er opregnet samtlige betingelser for erhvervelse uden
hensyn til de nærmere omstændigheder. De gældende
dispensationsregler viser imidlertid, at det ikke har været
tanken, at enhver erhverver skal opfylde samtlige betingelser. Ved
at tilpasse dispensationspraksis i henhold til § 18, navnlig
vedrørende kravene om uddannelse og jordbrug som væsentligste
erhverv, har man administrativt søgt at styre erhvervelserne i
overensstemmelse med den strukturpolitiske tankegang, der lå til
grund for 1978-loven. I forslaget er § 16 opbygget således, at
erhvervelsesbetingelserne udtrykkeligt er tilpasset forskellige
ejendomskategorier, og således, at kravene er strengest ved
erhvervelse af større ejendomme. I forbindelse med en foreslået
skærpelse af adgangen til erhvervelse af ejendom nr. 2 er reglerne
herom udskilt i § 16, stk. 4. Med de foreslåede ændringer
forventes det, at der i langt de fleste tilfælde vil kunne
disponeres direkte på grundlag af loven, og dispensationer vil
derfor kun komme på tale i egentlige undtagelsestilfælde.
Kravet om jordbrug som væsentligste erhverv opretholdes ved køb af
ejendom nr. 2, men foreslås i øvrigt i overensstemmelse med
landbokommissionens indstilling ophævet ved erhvervelse af ejendom
nr. 1. Uddannelseskravet og kravet om egen drift foreslås ophævet
for mindre ejendomme (jordtilliggende under 15 ha og grundværdi
ved årsreguleringen i 1985 ikke over 164.000 kr., idet
uddannelseskravet dog samtidig foreslås skærpet ved erhvervelse af
ejendomme over 30 ha. Det er hensigten at opretholde den i
landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 644 af 20. december 1985
§ 11. En aftale om forpagtning af en landbrugsejendom i dens helhed skal være skriftlig og skal indeholde bestemmelser om forpagtningens varighed, om opsigelsesfristen og om forpagtningsafgiften.
Stk. 2. Bortforpagtning af en landbrugsejendom i dens helhed kan kun ske uden landbrugsministerens tilladelse, såfremt bortforpagtningen sker til en person, der 1. er fyldt 18 år, 2. er dansk statsborger eller er statsborger i et land, hvis borgere i medfør af Det europæiske økonomiske Fællesskabs regler eller ifølge traktat har adgang til at erhverve landbrugsjord i Danmark, 3. har gennemgået den af De samvirkende danske Landboforeninger og Danske Husmandsforeninger fastlagte landmandsuddannelse (det »grønne« bevis') eller har bevis for anden tilsvarende uddannelse eller i øvrigt opfylder de uddannelseskrav, der fastsættes af landbrugsministeren efter forhandling med landbrugsorganisationerne, og 4. i hele forpagtningsperioden har fast bopæl på den forpagtede ejendom eller på en anden landbrugsejendom, som forpagteren ejer eller har i forpagtning, forudsat at ejendommenes jorder ligger inden for en vejafstand af 15 km. Afstanden regnes som anført i § 9, stk. 1, 2. pkt..
Stk. 3. En person og dennes ægtefælle, der i forvejen ejer eller har forpagtet en eller flere landbrugsejendomme, kan uden tilladelse fra landbrugsministeren kun forpagte en landbrugsejendom i dens helhed, hvis den tilforpagtede ejendom ligger inden for en vejafstand af 15 km, regnet som anført i § 9, stk. 1, 2. pkt., og hvis antallet af landbrugsejendomme, som han derefter ejer eller forpagter, ikke overstiger 5. Er der tale om flere end to landbrugsejendomme, må deres samlede jordtilliggende ikke overstige 100 ha. Hvis forpagteren i forvejen har forpagtet dele af landbrugsejendomme, skal disse ejendomme medregnes i det samlede antal, og de pågældende dele skal medregnes i det samlede areal.
Stk. 4. Aftale om forpagtning af en landbrugsejendom i dens helhed kan i øvrigt uden tilladelse fra landbrugsministeren kun indgås for et tidsrum af indtil 15 år. Såfremt den forpagtede ejendom skal indgå som led i en udviklingsplan, jfr. lov om støtte til modernisering af jordbrugsbedrifter, kan aftale om forpagtning af en landbrugsejendom i dens helhed dog indgås for et tidsrum af indtil 20 år. Såfremt udviklingsplanen ikke godkendes, gælder aftalen om forpagtning kun for et tidsrum af 15 år.
Stk. 5. Hvor særlige grunde taler derfor, kan landbrugsministeren fravige stk. 2, 3 og 4.
/--
17. § 12 affattes således
Ȥ 12. Forpagtning eller leje af en del af en landbrugsejendom kan
ske uden landbrugsministerens tilladelse for et tidsrum af indtil
10 år, jfr. §§ 1 og 11 C i udstykningsloven, hvis
1) forpagtningsforholdet vedrører jorder, eventuelt med bygninger,
der indgår i samdrift efter reglerne i § 9, stk. 1 og 2, og
betingelserne i § 11, stk. 1, er opfyldt,
2) forpagtningsforholdet alene vedrører eng-, kær-, mose- eller
marskarealer, som benyttes til vedvarende græsning, forudsat at
det forpagtede areal ikke skal tages i brug til anden anvendelse,
og at forpagteren har fast bopæl inden for en vejafstand af 15 km
fra arealet,
3) lejeforholdet alene vedrører avlsbygninger, eller
4) lejeforholdet alene vedrører beboelsesbygninger, eventuelt med
tilhørende have el.lign., i det omfang beboelsen ikke er nødvendig
for ejendommens selvstændige drift.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan tillade forpagtning eller leje i
videre omfang end efter stk. 1, når særlige forhold taler for det.
Tilladelse for et længere tidsrum end 10 år kan dog kun meddeles,
når arealet skal indgå som led i en forbedringsplan, jfr. lov om
støtte til forbedring af strukturen og effektiviteten i
jordbruget.
Stk. 3. Lejemål vedrørende landbrugsejendommes beboelsesbygninger kan
uanset bestemmelserne i §§ 82 og 83 i lov om leje og uanset, om
der i lejeforholdet er fastsat længere varsel, opsiges med 6
måneders varsel, når lejligheden ønskes anvendt som bolig for
personer, der beskæftiges med ejendommens drift. Uanset om der i
lejeforholdet er fastsat et kortere varsel, tilkommer der dog
lejeren et opsigelsesvarsel af 3 måneder.«.
--/
§ 12. Bortforpagtning eller udleje af en del af en landbrugsejendom kan kun ske med landbrugsministerens tilladelse. Bestemmelsen gælder ikke 1. forpagtningsforhold som omhandlet i § 9, stk. 4, forudsat, at forpagteren opfylder de i § 11, stk. 2, anførte betingelser, og at de i § 11, stk. 3, anførte begrænsninger med hensyn til antal ejendomme og areal, som forpagteren derefter ejer eller forpagter, ikke overskrides, 2. forpagtningsforhold, der alene vedrører eng-, kær-, mose- eller marskarealer, som benyttes til vedvarende græsning, forudsat at det forpagtede areal ikke skal tages i brug til anden anvendelse, at forpagteren har fast bopæl inden for en vejafstand af 15 km fra arealet, og at forpagtningsaftalen ikke indgås for et længere tidsrum end 10 år, jfr. udstykningslovens §§ 1 og 11, 3. lejeforhold vedrørende avlsbygninger samt lejeforhold vedrørende beboelsesbygninger, eventuelt med tilhørende have el.lign., i det omfang beboelsen ikke er nødvendig for ejendommens selvstændige drift, jfr. dog udstykningslovens
§ 13. En landbrugsejendom kan sammenlægges med anden landbrugsejendom, såfremt det samlede jordtilliggende ikke overstiger 75 ha. På samme betingelse kan et areal, der udstykkes fra en landbrugsejendom, sammenlægges med en anden landbrugsejendom. Arealer, der er tilplantet og pålagt fredskovspligt, samt søarealer, strandbredder og andre arealer, der er helt uden dyrkningsmæssig værdi, kan fradrages ved beregningen af det samlede jordtilliggende.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan tillade sammenlægning, der overstiger sammenlægningsgrænsen efter stk. 1, når forholdene, herunder jordernes bonitet, taler for det.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan nægte sammenlægning, 1. hvis de jorder, der ønskes sammenlagt, ikke ligger hensigtsmæssig for samlet drift, 2. hvis der ved sammenlægningen vil opstå en uhensigtsmæssig ejendomsfordeling, enten fordi ejeren af den ejendom, der ønskes suppleret, ikke opfylder de i § 16, stk. 1, anførte krav om uddannelse, jordbrug som væsentligste erhverv og fast bopæl, eller fordi ejeren, dennes ægtefælle og børn under 20 år i forvejen ejer landbrugsarealer, der tilsammen overstiger 100 ha, 3. hvis en ejendom, der skønnes at udgøre en bevaringsværdig driftsenhed, og hvis ejendomsværdi, ekskl. stuehusets værdi, overstiger en beløbsgrænse på 300.000 kr. ved den almindelige vurdering pr. 1. april 1982, nedlægges som selvstændigt brug eller nedbringes til en størrelse, hvor den ikke længere skønnes at udgøre en bæredygtig driftsenhed, 4. hvis en ejendoms jorder vil blive opdelt på uheldig måde for driften, eller 5. hvis en ejendom vil blive nedlagt til en uhensigtsmæssig størrelse.
/--
19. § 16 affattes således
»§ 16. Adkomst på en landbrugsejendom i landzone kan, jfr. dog stk.
2-4, erhverves af en person, hvis
1) erhververen er fyldt 18 år,
2) erhververen er dansk statsborger eller er statsborger i et land,
hvis borgere i medfør af Det europæiske økonomiske Fællesskabs
regler eller ifølge traktat har adgang til at erhverve
landbrugsjord i Danmark,
3) erhververen, dennes ægtefælle eller børn under 18 år ikke inden
erhvervelsen er ejere eller medejere af nogen landbrugsejendom,
herunder jordbrugsbedrifter i udlandet,
4) erhververen inden 6 måneder efter erhvervelsen tager fast bopæl på
ejendommen,
5) erhververen selv driver ejendommen, og
6) erhververen opfylder de krav til en landmandsuddannelse, der
fastsættes af landbrugsministeren efter forhandling med
landbrugsorganisationerne.
Stk. 2. Overstiger ejendommens areal ikke 30 ha, jfr. dog stk. 3, kan
adkomst på ejendommen erhverves, hvis
1) erhververen opfylder kravene i stk. 1, nr. 1-5, og
2) erhververen opfylder de krav til en landmandsuddannelse, som for
disse ejendomme fastsættes af landbrugsministeren efter
forhandling med landbrugsorganisationerne.
Stk. 3. Overstiger ejendommens areal ikke 15 ha, og overstiger dens
grundværdi ikke 164.000 kr. ved årsreguleringen pr. 1. april 1985,
jfr. dog stk. 5, kan adkomst på ejendommen erhverves, hvis ejeren
opfylder kravene i stk. 1, nr. 1-4.
Stk. 4. Ejer erhververen, dennes ægtefælle eller børn under 18 år i
forvejen 1 landbrugsejendom, herunder jordbrugsbedrifter i
udlandet, kan den pågældende erhverve adkomst på yderligere 1
landbrugsejendom, hvis
1) erhververen opfylder kravene i stk. 1, nr. 1, 2 og 5,
2) erhververen har eller inden 6 måneder efter erhvervelsen tager
fast bopæl på en af de to ejendomme,
3) erhververen opfylder kravene i stk. 1, nr. 6, eller, hvis den
erhvervede ejendoms areal ikke overstiger 30 ha, i stk. 2, nr. 2,
4) erhververen har eller ved erhvervelsen tager jordbrug som
væsentligste erhverv,
5) de to ejendommes jorder ligger inden for en vejafstand af 5 km,
regnet som anført i § 9, stk. 1, nr. 1, og
6) de to ejendommes areal ikke tilsammen overstiger 50 ha.
Stk. 5. Beløbsgrænsen i stk. 3 reguleres hvert år på grundlag af den
gennemsnitlige udvikling i de offentlige ejendomsvurderingerne for
landbrugsejendomme«.
--/
§ 16. Adkomst på en landbrugsejendom i landzone eller på en anpart i en sådan ejendom, jfr. dog § 18a, kan erhverves af personer, hvis 1. erhververen er fyldt 18 år, 2. erhververen, dennes ægtefælle og børn under 20 år efter erhvervelsen ikke tilsammen vil være ejer eller medejer, jfr. herved § 18a, af mere end 1 landbrugsejendom, herunder jordbrugsbedrifter i udlandet, eller af mere end 2 landbrugsejendomme, hvis jorder ligger inden for en vejafstand af 1 km, regnet som anført i § 9, stk. 1, 2. pkt., 3. erhververen er dansk statsborger eller er statsborger i et land, hvis borgere i medfør af Det europæiske økonomiske Fællesskabs regler eller ifølge traktat har adgang til at erhverve landbrugsjord i Danmark, 4. erhververen inden 6 måneder efter erhvervelsen tager fast bopæl på ejendommen, 5. erhververen dokumenterer, at han har gennemgået den af De samvirkende danske Landboforeninger og Danske Husmandsforeninger fastlagte landmandsuddannelse (det »grønne bevis«) eller dokumenterer, at han har bevis for anden tilsvarende uddannelse eller i øvrigt opfylder de uddannelseskrav, der fastsættes af landbrugsministeren efter forhandling med landbrugsorganisationerne, og 6. erhververen enten har eller ved erhvervelsen tager jordbrug som væsentligste erhverv og selv driver ejendommen.
Stk. 2. Personer, der opfylder betingelserne i stk. 1, nr. 1, 2 og 3, kan erhverve adkomst på en anpart i en landbrugsejendom, jfr. dog § 18a, hvis en medejer opfylder samtlige betingelser i stk. 1 og er ejer af en anpart på mindst 2/5 af ejendommen eller, hvis der er tale om slægtninge, mindst 1/5.
/--
20. I § 17, stk. 1 og 2, udgår: »eller på en anpart i sådan ejendom,
jfr. dog § 18a,».
21. I § 17, stk. 2 ændres »erhververens« til: »ejerens«.
22. § 17, stk. 3, 3. pkt., affattes således
»Landbrugsministeren kan endvidere i særlige tilfælde dispensere fra
bopælskravet i stk. 2, nr. 3, såfremt ejendommen bortforpagtes for
en periode, der normalt ikke må være under 8 år, til en forpagter,
der opfylder betingelserne i § 11, stk. 1, eller såfremt
ejendommen drives af en bestyrer, der opfylder tilsvarende krav.«.
23. § 17, stk. 4, ophæves.
--/
BILAG
I dette bilag er (markeret med --/ og /-- ) indsat den gældende
formulering af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget
1. § 1, stk. 1, nr. 1, affattes således
»1. værne dyrkningsjorderne og de hertil knyttede landskabelige
værdier, således at både jordbrugets erhvervsøkonomiske interesser
og hensynet til det omgivende miljø tilgodeses,».
2. I § 1, stk. 2, nr. 2, udgår det sidste »og«, og nr. 3, affattes
således
»3. tilgodese heltidsbedrifterne og bevare en bred variation af
ejendomme i jordbruget samt sikre en hensigtsmæssig
ejendomsstruktur og jordarrondering, og«.
3. I § 1, stk. 2, indsættes som nr. 4
»4. tilgodese befolkningsudviklingen i landdistrikterne.«.
4. I § 1, stk. 3, affattes nr. 2 således
»2. offentlige myndigheders erhvervelse af landbrugsjord, og«, og som
nr. 3 indsættes
»3. forsvarlig udnyttelse af landbrugsjorderne.«.
5. I § 1, stk. 4, 1. pkt., ændres »ham« til: »landbrugsministeren«.
--/
§ 17. Uanset bestemmelserne i § 16 kan ejerens ægtefælle erhverve adkomst på en landbrugsejendom eller på en anpart i en sådan ejendom, jfr. dog § 18a, ved overtagelse til hensidden i uskiftet bo, ved deling af fællesbo eller ved arv.
Stk. 2. Uanset bestemmelserne i § 16 kan andre end erhververens ægtefælle erhverve adkomst på en landbrugsejendom eller på en anpart i sådan ejendom, jfr. dog § 18a, ved arv, såfremt 1. arveladeren har haft lovlig, tinglyst endelig adkomst på den pågældende ejendom i mindst 3 år før det fyldte 67. år, 2. erhververen er dansk statsborger eller er statsborger i et land, hvis borgere i medfør af Det europæiske økonomiske Fællesskabs regler eller ifølge traktat har adgang til at erhverve landbrugsjord i Danmark, og 3. erhververen inden 2 år efter erhvervelsen tager fast bopæl på ejendommen eller på en af de landbrugsejendomme, den pågældende måtte være ejer af.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan dispensere fra bestemmelserne i stk. 2, såfremt særlige forhold taler derfor, og kan navnlig meddele tilladelse i tilfælde, hvor ejendommen i længere tid har været i slægtens eje og ønskes overdraget til en slægtning. Landbrugsministeren kan navnlig dispensere fra bopælskravet i stk. 2, nr. 3, i tilfælde, hvor erhververen på grund af uddannelse er midlertidigt forhindret i at opfylde bopælskravet. Landbrugsministeren kan endvidere dispensere fra bopælskravet i stk. 2, nr. 3, såfremt ejendommen bortforpagtes for en periode, der normalt ikke må være under 8 år, til en forpagter, der opfylder betingelserne i § 11, stk. 2, eller såfremt ejendommen drives af en bestyrer, der opfylder tilsvarende krav. Dispensation fra bopælskravet kan gøres tidsbegrænset og kan normalt ikke gives for et længere tidsrum end 15 år.
Stk. 4. Med hensyn til anpartserhvervelser finder bestemmelserne i § 16, stk. 2, tilsvarende anvendelse.
/--
24. I § 17 a, stk. 1, udgår: »eller på en anpart i en sådan ejendom,
jfr. dog § 18a,», og stk. 3 ophæves.
--/
§ 17 a. Uanset bestemmelserne i § 16 kan adkomst på en landbrugsejendom eller på en anpart i en sådan ejendom, jfr. dog § 18a, overdrages til ejerens ægtefælle eller til en person, der er beslægtet med ejeren i ret op- eller nedstigende linje, hvis: 1. overdrageren har haft lovlig, tinglyst endelig adkomst på den pågældende ejendom i mindst 3 år før det fyldte 67. år, 2. erhververen er fyldt 18 år, 3. erhververen, dennes ægtefælle og børn under 18 år efter erhvervelsen ikke tilsammen vil være ejer eller medejer af mere end 2 landbrugsejendomme, herunder jordbrugsbedrifter i udlandet, 4. erhververen er dansk statsborger eller er statsborger i et land, hvis borgere i medfør af Det europæiske økonomiske Fællesskabs regler eller ifølge traktat har adgang til at erhverve landbrugsjord i Danmark, 5. erhververen inden 2 år efter erhvervelsen tager fast bopæl på ejendommen eller på en anden landbrugsejendom, den pågældende måtte være ejer af.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan dispensere fra bestemmelserne i stk. 1, såfremt særlige forhold taler derfor, og kan navnlig meddele tilladelse i tilfælde, hvor ejendommen i længere tid har været i slægtens eje og ønskes overdraget til en slægtning. Landbrugsministeren kan endvidere dispensere fra bopælskravet som angivet i § 17,
Stk. 3.
Stk. 3. Med hensyn til anpartserhvervelser finder bestemmelserne i § 16, stk. 2, tilsvarende anvendelse.
/--
25. I § 17 b, stk. 2, ændres », at han er« til: »at være«.
--/
§ 17 b. Ved beregning af antal landbrugsejendomme i § 17 a,
Stk. 1, nr. 3, bortses fra landbrugsejendomme, for hvilke der i tingbogen er foretaget notering i henhold til § 11,
Stk. 1, sidste punktum, i lov nr. 291 af 31. marts 1949 om landbrugsejendomme eller notering i henhold til § 17, stk. 3, i lov nr. 114 af 4. april 1967 om landbrugsejendomme om, at ejendommen er en familieejendom.
Stk. 2. Notering i henhold til § 17, stk. 3, i lov nr. 114 af 4. april 1967 om landbrugsejendomme skal slettes ved ejerskifte, medmindre erhvervelsen sker som anført i § 17,
Stk. 1, i nævnte lov eller erhververen dokumenterer, at han er beslægtet eller besvogret med overdrageren som anført i nævnte lovs § 17, stk. 2. Noteringen skal tillige slettes, hvis ejendommens tilliggende forøges efter 1. januar 1965.
/--
26. I § 18, stk. 1, udgår: »eller på en anpart i en sådan ejendom«.
27. § 18, stk. 2, affattes således
»Stk. 2. Landbrugsministeren kan således meddele tilladelse i
tilfælde, hvor erhververen på grundlag af tidligere beskæftigelse
eller anden uddannelse end den, der kræves i henhold til § 16, må
antages at være kvalificeret til at forestå driften af den
pågældende ejendom.«.
28. § 18, stk. 3, ophæves.
29. I § 18, stk. 4, der bliver stk. 3, ændres »personer« til: »en
person«.
30. I § 18, stk. 4, der bliver stk. 3, udgår: »erhververen opfylder
betingelserne i § 16, bortset fra § 16, stk. 1, nr. 2, og«.
31. I § 18, stk. 5, der bliver stk. 4, ændres »en eller flere
personer« til: »en person«, og stk. 6 bliver herefter stk. 5.
32. I § 18 indsættes som nyt stk. 6
»Stk. 6. Er erhververen, dennes ægtefælle eller børn under 18 år i
forvejen ejere eller medejere af en landbrugsejendom, herunder
jordbrugsbedrift i udlandet, og overstiger de to ejendommes areal
tilsammen 50 ha, kan tilladelse til erhvervelse i almindelighed
ikke meddeles, hvis en landbrugsejendom som omhandlet i § 13, stk.
1, 2. pkt., har behov for jorderne som suppleringsjord, og
1) denne ejendom ved sammenlægning vil få et areal, der ikke
overstiger 50 ha, og
2) lovens betingelser for sammenlægning i øvrigt er opfyldt.«.
--/
§ 18. Bortset fra de i §§ 16, 17 og 17 a omhandlede tilfælde kan adkomst på en landbrugsejendom i landzone eller på en anpart i en sådan ejendom kun erhverves med landbrugsministerens tilladelse.
Stk. 2. Landbrugsministeren kan navnlig meddele tilladelse i tilfælde, hvor erhververen tidligere har været beskæftiget ved jordbrug i nogen tid og det godtgøres, at ansøgeren enten straks eller i løbet af kortere tid vil tage jordbrug som væsentligste erhverv og tager fast bopæl på ejendommen.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan endvidere meddele tilladelse til, at en eller flere personer erhverver adkomst på en landbrugsejendom med henblik på ejendommens anvendelse til beboelse, såfremt den pågældende ejendom må anses for uegnet til opretholdelse som en selvstændig landbrugsbedrift. Tilladelsen kan bl.a. betinges af, at erhververen inden en vis frist afhænder de under ejendommen hørende jorder til sammenlægning med en bestående landbrugsejendom, jfr. § 4,
Stk. 2, og § 13.
Stk. 4. Landbrugsministeren kan endvidere meddele tilladelse til, at personer erhverver adkomst på mere end 2 landbrugsejendomme, hvis erhververen opfylder betingelserne i § 16, bortset fra § 16, stk. 1, nr. 2, og erhvervelsen sker med henblik på sammenlægning, der kan tillades efter § 13.
Stk. 5. Landbrugsministeren kan endvidere meddele tilladelse til, at en eller flere personer erhverver adkomst på en landbrugsejendom, når 1. erhvervelsen sker med henblik på anvendelse som anført i
§ 18a. Som medejer af en ejendom anses en person, der alene eller sammen med sin ægtefælle og børn under 18 år ejer en anpart på 1/5 eller derover af ejendommen eller, hvis ejendommen ejes af et selskab m.v., jfr. § 20, 1/5 eller derover af selskabets kapital.
Stk. 2. Erhvervelse af adkomst på en anpart i mere end 2 landbrugsejendomme kræver altid tilladelse fra landbrugsministeren.
Stk. 3. Såfremt antallet af anpartshavere i en landbrugsejendom efter erhvervelsen vil overstige 5, kræves altid tilladelse fra landbrugsministeren.
/--
34. § 18b affattes således
»§ 18b. Den, der har bopælspligt på en ejendom efter loven, skal have
fast og varig bopæl på den pågældende ejendom, der samtidig skal
tjene som hovedbopæl i skattemæssig forstand. Landbrugsministeren
fastsætter efter forhandling med landbrugsorganisationerne nærmere
regler om kravet til fast og varig bopæl.
Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter efter forhandling med
landbrugsorganisationerne nærmere regler om lovens krav om egen
drift af en landbrugsejendom og om jordbrug som væsentligste
erhverv.«.
--/
§ 18b. Ved det i §§ 16 -17 a nævnte bopælskrav forstås, at erhververen har fast og varig bopæl på den pågældende ejendom, og at denne tjener som den pågældendes hovedbopæl i skattemæssig forstand.
Stk. 2. Ved det i §§ 16 -17 a nævnte krav om jordbrug som væsentligste erhverv forstås, at over halvdelen af den pågældendes arbejdstid anvendes i bedriften, og at over halvdelen af den pågældendes arbejdsindkomst hidrører fra bedriften.
Stk. 3. Landbrugsministeren fastsætter efter forhandling med landbrugsorganisationerne nærmere regler om forståelse af de i denne lov anvendte udtryk: »fast bopæl« og »jordbrug som væsentligste erhverv«, og fastsætter retningslinjer for administrationen af nævnte krav.
/--
35. I § 21, nr. 2, ændres »moderniseringsstøtte til landbrug og
gartnerier« til: »støtte til forbedring af strukturen og
effektiviteten i jordbruget«.
36. I § 21 indsættes efter nr. 2 som nyt nr.
»3. når erhververen er et selskab, hvis deltagere opfylder de i §
18a, stk. 2 og 3, omhandlede betingelser, eller«, og nr. 3 bliver
herefter nr. 4.
--/
§ 21. Tilladelse efter § 20 kan kun meddeles, 1. når erhvervelsen sker med henblik på jordens anvendelse til forsøgs-, forsknings- eller forædlingsvirksomhed, 2. når adkomst erhverves med henblik på fælles drift af en sammenslutning, der er godkendt af landbrugsministeren i overensstemmelse med regler fastsat i henhold til lov om moderniseringsstøtte til landbrug og gartnerier, 3. når særlige forhold i øvrigt taler derfor.
/--
37. § 23 affattes således
Ȥ 23. Tilladelser i henhold til denne lov kan betinges og
tidsbegrænses. Betingelser og tidsbegrænsninger er bindende for
indehavere af rettigheder i ejendommen uanset tidspunktet for
rettens stiftelse og kan af landbrugsministeren foranlediges
tinglyst på ejerens bekostning.«.
--/
§ 23. Tilladelser efter §§ 11, 12, 18 eller 20 kan tidsbegrænses og betinges.
/--
38. § 25 affattes således
»§ 25. En ejendom, der er overtaget på auktion eller til brugeligt
pant, skal inden 1 år fra overtagelsesdagen sælges til en person,
der opfylder betingelserne i § 16. Landbrugsministeren kan dog
forlænge fristen eller tillade, at ejendommen afhændes til anden
side.«.
--/
§ 25,
2) tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse efter § 4, stk. 1,
§ 25,
2) tilsidesætter vilkår, knyttet til en tilladelse efter § 4, stk. 1,
§ 25. Bestemmelserne i § 24 er ikke til hinder for, at ejendommen sættes til auktion eller overtages til brugeligt pant. Dog skal ejendommen inden 1 år fra overtagelsesdagen sælges til en person, der opfylder betingelserne i § 16. Landbrugsministeren kan dog forlænge fristen eller tillade, at ejendommen afhændes til anden side.
/--
39. I § 27, stk. 1, udgår: »i § 16, stk. 1-2,».
--/
§ 25,
2) tilsidesætter vilkår, knyttet til en tilladelse efter § 4, stk. 1,
§ 27. Hvis erhververen ikke opfylder betingelserne i § 16,
Stk. 1-2, for at erhverve adkomst på en landbrugsejendom eller anpart i en sådan ejendom, kan landbrugsministeren meddele den pågældende påbud om at afhænde ejendommen inden en frist på mindst 6 måneder og højst 1 år.
Stk. 2. Hvis ansøgning om tilladelse til erhvervelse af en landbrugsejendom eller ansøgning om tilladelse til forpagtning af en landbrugsejendom ikke indgives rettidigt, kan landbrugsministeren meddele ejeren påbud om at afhænde ejendommen inden en frist på mindst 6 måneder og højst 1 år eller meddele forpagteren eller lejeren påbud om inden en tilsvarende frist at fratræde brugsforholdet. Det samme gælder, hvis tilladelse nægtes eller bortfalder eller de for tilladelsen stillede vilkår ikke opfyldes. I tilfælde af en ejendoms overtagelse til brugeligt pant kan der under samme omstændigheder meddeles panthaveren pålæg om inden nævnte frist at lade ejendommen sælge ved tvangsauktion eller fravige pantet.
/--
40. § 30 affattes således
Ȥ 30. Landbrugsministeren kan bemyndige jordbrugsdirektoratet,
jordlovsudvalget eller jordbrugskommissionerne til at udøve
beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.
Landbrugsministeren kan bemyndige amtsrådene eller anden stedlig
myndighed til efter nærmere retningslinier at træffe afgørelser i
visse sager.
Stk. 2. Afgørelser truffet af de i stk. 1 nævnte styrelser m.v. kan
påklages til landbrugsministeren. Klagefristen er 4 uger fra den
dag, afgørelsen er meddelt klageren.
Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at de i stk. 2
nævnte afgørelser ikke kan påklages til anden administrativ
myndighed.«.
--/
§ 30. Landbrugsministeren kan bestemme, at beføjelser, der tilkommer ham efter denne lov, kan udøves af statens jordlovsudvalg eller de i henhold til § 33 i lov om statens fremskaffelse af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål m.m. nedsatte jordbrugskommissioner, samt bemyndige amtsrådene eller anden stedlig myndighed til efter nærmere retningslinjer at meddele tilladelser i visse sager.
/--
41. § 33, stk. 1, affattes således
»§ 33. Med bøde straffes den, der
1) overtræder § 7, stk. 1 og 2, § 7a, stk. 1, § 8, stk. 1-3, § 9,
stk. 1 og 2, § 11, stk. 1-3, § 12, stk.1, § 16, § 18a, § 24 eller
§ 33. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der 1. overtræder § 7, stk. 1 og 2, § 7a, stk. 1, § 8, stk. 1-3,
Ingen
Nr LSF 122
Forslag til lov om ændring af lov om landbrugsejendomme
Fremsat af landbrugsministeren
den 23. januar 1986