Court dismisses referral request for bonus interpretation case, ruling it lacks general legal significance.

Kendelse om, hvorvidt sagen skulle være henvist til landsretten som 1. instans i sag om fortolkningen af funktionærlovens § 17a, i relation til en bonusordning

[DOKUMENT] Dom (4 sider) VESTRE LANDSRET RETSBOG

Den 2. juni 2025 holdt Vestre Landsret møde i retsbygningen i Viborg.

Landsdommerne John Lundum, Thomas Tordal-Mortensen og Nichlas Madsen (kst.) behandlede sagen.

Sag BS-23571/2025-VLR (14. afdeling)

Ledernes Hovedorganisation som mandatar for Sagsøger (advokat Sophie Becher)

mod

DI som mandatar for Sagsøgte A/S (advokat Morten Hyldgaard Schulz)

Sagen blev anlagt ved Retten i Aarhus den 30. januar 2025 (sag BS-5422/2025- ARH). Retten i Aarhus har ved kendelse af 5. maj 2025 bestemt, at sagen skal henvises til Vestre Landsret som 1. instans i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1.

Sagen angår, om Sagsøger i medfør af funktionærlovens § 17 a, stk. 1, har krav på at få udbetalt den bonus, han ville have fået udbetalt, hvis han hav-de været ansat i Sagsøgte A/S ved den aftalte bonusperiodes udløb.

Sagsøger har anmodet om, at sagen henvises til Vestre Landsret, og har til støtte herfor anført navnlig, at Højesterets afgørelse i U 2023.3826 H har skabt tvivl om anvendelsen af funktionærlovens § 17 a. Højesteret tog i den pågældende afgørelse ikke stilling til, i hvilket omfang konkurslovens veder-lagsbegreb er sammenfaldende med funktionærlovens vederlagsbegreb, hvorfor man heller ikke kan udlede af dommens præmisser, om Højesteret med afgørelsen udvider den adgang til at lade fastholdelsesbonus falde uden for funktionærlovens § 17 a, som følger af Højesterets dom i U 2012.1315. Problem-stillingen har siden Højesterets dom af 23. maj 2023 været genstand for generel uenighed mellem arbejdsmarkedsrepræsentanter, hvorfor det må forventes, at begge parter om muligt ønsker spørgsmålet forelagt for Højesteret. Flere virk-somheder anvender fastholdelsesbonus som aflønningsform, hvorfor behovet for efterprøvelse af betingelserne for at bringe disse uden for funktionærlovens vederlagsbegreb er tiltagende aktuelt.

Sagsøgte A/S har tilsluttet sig anmodningen.

Landsretten afsagde

KENDELSE

Efter retsplejelovens § 226, stk. 1, kan byretten efter anmodning fra en part henvise en sag til behandling ved landsret, hvis sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at der efter omstændighederne vil være tale om en skønspræget vurdering, hvor det navnlig må indgå, om sagen efter sin karakter er egnet til at sikre, at domstolsreformens mål vedrørende Højesterets rolle kan sikres, og derfor bør kunne indbringes for Højesteret som

2. instans uden særlig tilladelse. Det fremgår endvidere heraf, at det må tages i betragtning, at retten som alternativ til henvisning kan beslutte, at sagen skal undergives kollegial behandling i byretten.

Det følger af funktionærlovens § 17 a, stk. 1, at såfremt en funktionær, der ifølge aftale eller sædvane delvis vederlægges med tantieme, gratiale eller lignende ydelser, fratræder sin stilling i et løbende regnskabsår, tilkommer der ham en i forhold til hans ansættelsestid i regnskabsåret afpasset andel af den ydelse, han ville have fået udbetalt, dersom han havde været ansat i virksomheden ved regnskabsårets afslutning eller på det tidspunkt, ydelserne i øvrigt udbetales.

Ved vurderingen heraf skal der bl.a. tages stilling til, om den aftalte bonus alene udgør en præmiering af medarbejderen for at forblive i sin stilling indtil bonusperiodens udløb, eller om den tillige udgør en vederlæggelse for udførelse af arbejde på samme måde som løn, jf. herved U.2012.1315H og U.2017.2980 H.

Landsretten finder, at sagens udfald i det væsentlige vil bero på en konkret fortolkning af parternes aftale, herunder om den aftalte bonus alene udgør en præmiering af medarbejderen for at forblive i sin stilling indtil bonusperiodens udløb, eller om den tillige udgør en vederlæggelse for udførelse af arbejde på samme måde som løn.

Herefter og efter en samlet vurdering af sagen finder landsretten, at betingelserne for at henvise sagen til landsretten i 1. instans i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, ikke er opfyldt.

Landsretten ophæver derfor byrettens kendelse og hjemviser sagen til behandling i byretten i 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 5, jf. stk. 1.

THI BESTEMMES:

Byrettens kendelse ophæves, og sagen hjemvises til behandling i byretten i 1. instans.

Sagen sluttet. Publiceret til portalen d. 02-06-2025 kl. 08:37 Modtagere: Sagsøgte A/S, Sagsøger