Court dismisses transfer pricing case remittal, ruling it lacks precedent-setting significance for first instance.

Landsretten hjemviser sagen til behandling ved byretten. Sagen vedrører spørgsmålet, om hvorvidt Viking Life-Saving Equipment A/S har solgt varer til koncernforbundne selskaber i overensstemmelse med armslængdeprincippet i ligningslovens § 2

[DOKUMENT] Retsbog med kendelse (5 sider) VESTRE LANDSRET RETSBOG

Den 22. oktober 2020 holdt Vestre Landsret møde i retsbygningen i Viborg.

Landsdommerne Lars Christensen, John Lundum og Joen Sode (kst.) behandle-de sagen.

Sag BS-32876/2020-VLR (14. afdeling)

Viking Life-Saving Equipment A/S (advokat Hans Severin Hansen og advokat Lasse Esbjerg Christensen)

mod

Skatteministeriet (advokat Steffen Sværke)

og

Sag BS-32874/2020-VLR (14. afdeling)

Kærende A/S, tidligere Sagsøger A/S (advokat Hans Severin Hansen og advokat Lasse Esbjerg Christensen)

mod

Skatteministeriet (advokat Steffen Sværke)

/

Sagerne er anlagt ved Retten i Esbjerg den 21. december 2018 (BS-50961/2018- ESB og BS-50970/2018-ESB).

Byretten har ved kendelse af 24. august 2020 bestemt, at sagerne skal henvises til Vestre Landsret som 1. instans i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1.

Sagerne vedrører i første række spørgsmålet om, hvorvidt Viking Life-Saving Equipment A/S har solgt varer til koncernforbundne selskaber i overensstemmelse med armslængdeprincippet i ligningslovens § 2.

Ved SKATs afgørelse af 4. juni 2012 blev Viking Life-Saving Equipment A/S’ selvangivne skattepligtige indkomst for indkomstårene 2006-2009 samlet forhøjet med 165.872.000 kr., da SKAT ikke fandt, at det var dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort, at prisfastsættelsen ved koncerninterne salg var sket på armslængdevilkår. Som konsekvens heraf blev Kærende A/S', tidligere Sagsøger A/S sambeskatningsindkomst ændret med et tilsvarende beløb.

Landsskatteretten traf den 27. september 2018 afgørelse. Landsskatterettens flertal var enig med SKAT i, at Viking Life-Saving Equipment A/S ikke havde handlet på armslængdevilkår, men Landsskatterettens flertal var dog ikke enig med SKAT i, hvad der var korrekt markedsmæssigt vederlag. Landsskatteretten nedsatte derfor forhøjelsen for de fire indkomstår til 84.523.000 kr. Som konsekvens heraf blev Kærende A/S', tidligere Sagsøger A/S sambeskatningsindkomst tilsvarende æn-dret.

Viking Life-Saving Equipment A/S og Kærende A/S, tidligere Sagsøger A/S har indbragt afgørel-serne fra Landsskatteretten for byretten. Sagsøgerne har gjort gældende, at Viking Life-Saving Equipment A/S ikke har solgt varer til koncernforbudne sel-skabet uden at have modtaget markedsmæssigt vederlag herfor, og at transfer pricing-dokumentationen i det hele opfylder lovens krav. Der er således ikke noget grundlag for en transfer pricing-regulering. Som konsekvens heraf skal Kærende A/S', tidligere Sagsøger A/S sambeskatningsindkomst nedsættes tilsvarende.

Ved anlæggelse af sagerne for byretten har sagsøgerne anmodet om, at sagerne behandles under medvirken af 3 dommere, jf. retsplejelovens § 12, stk. 3.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Skatteministeriet har anmodet om, at sagerne henvises til behandling ved landsretten som første instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.

Skatteministeriets har anført, at sagerne er af principiel karakter og har en generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller en væsentlig samfundsmæssige rækkevidde i øvrigt.

/

Som begrundelse herfor henviser Skatteministeriet til, at afgørelse forudsætter stillingtagen til principperne i OECD Transfer Pricing Guidelines og navnlig stillingtagen til, hvornår det interkvartile interval kan anvendes. Spørgsmålet har ikke tidligere været behandlet i retspraksis, og afgørelsen kan få betydning for samtlige transfer pricing-sager, hvor den anvendte metode fører til et inter-val af mulige sammenligningsgrundlag, og det samtidig ikke er muligt at fast-slå, om alle de mulige sammenligningsgrundlag er sammenlignelige med virksomhederne i de kontrollerede transaktioner.

Sagsøgerne har gjort gældende, at afgørelsen i sagerne primært beror på en sædvanlig bevisbedømmelse af, om de koncerninterne salg har været på armslængdevilkår. Spørgsmål om, hvornår det interkvartile interval kan anvendes, er alene relevant, for det tilfælde, at retten finder, at der ikke har været handlet på armslængdevilkår.

Vestre Landsret har den 2. juli 2020 afsagt dom i en anden sag om transfer-pricing (BS-714/2016-VLR). I dommen behandlede landsretten ikke spørgsmålet om, hvornår det interkvartile interval kan anvendes, da landsretten fandt, at der var handlet på armslængdevilkår.

Retten i Esbjerg har den 24. august 2020 henvist sagerne til Vestre Landsret med den begrundelse, at uanset at der i sagerne skal foretages en konkret bevismæs-sig vurdering af en række momenter, så har denne afvejning vidererækkende betydning, da det kan lægges til grund, at afgørelsen vil kunne få betydning for andre lignende sager. Afgørelsen vil således få betydning for samtlige transfer pricing-sager, hvor den anvendte metode fører til et interval af mulige sammenligningsgrundlag, og det samtidig ikke er muligt at fastslå, om alle de mulige sammenligningsgrundlag er sammenlignelige med virksomhederne i de kontrollerede transaktioner.

Landsretten afsagde

KENDELSE

Efter retsplejelovens § 226, stk. 5, skal landsretten af egen drift påse, at betingelserne for at henvise sagen til behandling ved landsretten i 1. instans er opfyldt, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.

Sagen vedrører spørgsmålet, om hvorvidt Viking Life-Saving Equipment A/S har solgt varer til koncernforbundne selskaber i overensstemmelse med armslængdeprincippet i ligningslovens § 2.

/

Afgørelsen beror i første omgang på en konkret bevisvurdering af, om transfer pricing-dokumentation giver skattemyndighederne et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om armslængdeprincippet har været overholdt.

Spørgsmålet om anvendelsen af det interkvartile interval, som efter Skatteministeriets opfattelse er et spørgsmål af principiel karakter, vil alene blive aktuelt, såfremt der ikke har været handlet på armslængde vilkår.

Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering af sagerne i øvrigt findes betingelserne for at henvise sagerne til landsretten i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, ikke opfyldt. Landsretten ophæver derfor byrettens kendel-se og hjemviser sagerne til behandling i byretten i 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 5, jf. stk. 1.

THI BESTEMMES:

Byrettens kendelse ophæves, og sagerne hjemvises til behandling i byretten i 1. instans.

Sagerne sluttet.

/ /