Supreme Court allows appeal against single-cell placement decision, ruling it requires real review of escape risk.
Legislator summary
AI generatedThe Supreme Court overturned the District Court's dismissal of the appeal regarding the appellant's placement in a single cell. The appellant argued that the decision was based on political motives rather than a genuine risk of escape, while the prosecution sought to uphold the original ruling. The court held that while administrative discretion exists, the decision must be grounded in escape risk and thus requires substantive judicial review under the Constitution.
Legislator headnote
AI generatedStraffelovens § 34; bekendtgørelse nr. 423 af 21. juni 1973; cirkulære nr. 164 af 14. september 1978: Administrative decisions on single-cell placement based on escape risk are subject to judicial review under the Constitution and cannot be upheld if not grounded in actual risk.
Keywords
AI generatedCited Legislation
AI generatedRelated Decisions
AI generatedFull text
Landsrettens dom om afvisning af domstolsprøvelse af afgørelse om enrumsanbringelse ophæves og hjemvises til realitetsbehandling
[DOKUMENT] Afgørelse (3 sider) UDSKRIFf AF HØJESTERETS DOMBOG
DOM
afsagt af Højesteret fredag den 12 . oktober 2001 i sag
II 43/2001
Appellant (advokat Peter Hjørne, e.o.) mod Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen (kammeradvokaten ved advokat K. Hagel-Sør ensen )
I tidl igere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 19. afdeling den 12. januar 2001.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere : Hornslet, Wendler Pedersen, Per Sør ensen, Asbjørn J ensen og Henrik Zahle .
Appellanten , har nedlagt påstand om, at landsrettens dom ophæves, og a t sagen h j emvises til reali - tetsbehandling i landsretten .
Indstævnte, Jus titsministeriet, Direktoratet for Kriminalfor - sorgen, h ar påstået stadf æstelse .
Det er op l yst, at enrumsanbring elsen varede fra den 23 . novem - ber 1998 til den 3. august 2000 .
De dagældende bestemme l ser om enrumsanbringe lse fandtes i straffel ovens § 34, der bl.a . bemyndigede Justitsministeri et til at fastsætte nærmere r egler om fuldbyrdelsen af fængselsstraf. I medfør af bl . a . straffel ovens § 49 havde Justitsministeriet endvidere udstedt bekendtgørelse nr. 423 af 21. juni
1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf, der i § 4, stk. l og 2 - som ændret ved bekendtgørelse nr. 458 af 9. juni 1995 - bestemte:
" Straffen udstås i almindelighed i fællesskab . ..
Stk. 2. Når særlige omstændigheder tal er derfor, kan insti - tutionens leder eller den, han bemyndiger dertil, bestemme, at den indsatte midlertidigt skal have ophold i enrum. Di - rektoratet for Kriminalforsorgen fastsætter nærmere regler om adgangen til anbringelse i enrum."
Regler om enrumsanbringelse fandtes endvidere i direktor atets cirkulære nr. 164 af 14. september 1978, der i § 2 som ændret ved cirkulære nr . 76 af 2. juli 1986 - bl . a . indeholder følgende:
"§ 2. Indsatte, der er anbragt i lukket institution, an - bringes i enrum, såfremt de anmoder derom, og pladsforholdene tillader det. Indsatte, der er anbragt i åben institution, kan anbringes i enrum, såfremt vedkommende på grund af sær lige omstændigheder anmoder derom .
Stk. 2. I andre tilfælde kan anbringelse i enrum kun finde sted, såfremt
l) det findes nødvendigt for at forebygge undvigelse, Il
Højesterets bemærkninger.
Afgørelsen om, at Appellanten skulle afsone i enrum, blev truffet med henvisning til § 2, stk. 2, nr. l, i cirkulære nr . 164 af 14 . september 1978, hvorefter enrumsanbringelse kan besluttes, når det "findes nødvendigt for at forebygge undvigelse " .
Anvendelsen af denne bestemmel se kræver en afvejning, som i almindelighed ikke er underkastet domstolenes prøvelse.
Appellanten har imidlertid gjort gældende, at afgørelsen om anbringelse i enrum ikke var begrundet i en undvi - gelses risiko, men var båret af usaglige - poli t iske - hensyn. Vurderingen heraf er omfattet af den prøvelsesret, der tilkom-
mer domstolene i medfør af grundlovens § 63, stk. l, og må forudsætte en prøvelse i realiteten.
Appellanten må derfor have medhold i, at det ikke har været berettiget at afvise sagen. Højesteret tager herefter Appellantens påstand til følge.
Thi kendes for ret :
Landsrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til behandling i realiteten.
I sagsomkostninger for Højesteret skal indstævnte, Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 25.000 kr. til statskassen.
Spørgsmålet om sagsomkostninger for landsret afgøres af landsretten i forbindelse med sagens fortsatte behandling .
--ooOoo-- Udskriftens rigtighed bekræftes.
Højesteret, den 12 . oktober 2001.