Appeal dismissed; claim to bind developer to co-op rules rejected due to vague pleading and lack of standing.

Byrettens dom blev stadfæstet

[DOKUMENT] Afgørelse (3 sider) B1980005 - LSA

UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG ____________ DOM

Afsagt den 26. april 2012 af Østre Landsrets 2. afdeling (landsdommerne Anne Thalbitzer, Hedegaard Madsen og Gitte Arildsen (kst.)).

2. afd. nr. B-1980-11: 1) Part 1

2) Part 2

(begge v/advokat Kjeld Jørgensen) mod Part A ApS

(advokat Jan Børjesson)

Københavns Byrets dom af 19. maj 2011 (BS 18C-5019/2011) er anket af Part 1 og Part 2 med påstand om, at indstævnte tilpligtes at anerkende, at indstævnte er bundet af § 24 i vedtægten for Ejerlejlighedsforening

, hvorefter lejligheder i foreningen ikke uden bestyrelsens tilladelse må anvendes til andet det sædvanlige butikseller kontorformål.

Over for indstævntes afvisningspåstand påstås frifindelse.

Indstævnte, Part A ApS , har påstået stadfæstelse, subsidiært frifindelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af Vidne , der har forklaret bl.a., at ejendomsselskabet fortsat ejer lejligheden i stuen og kælderen. Ejerlejligheden er p.t. tom, og han ønsker at leje den ud. Der er udarbejdet et projekt, der også omfatter nabolejemålet, og det mest aktuelle vedrørende stueog kælderejerlejligheden er nok, at Ældre Sagen vil kunne overtage lejemålene.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten finder, at appellanterne, der ejer og bebor lejligheden på 1. sal i ejendommen, har retlig interesse i at få afklaret, hvorvidt der gælder særlige begrænsninger i adgangen til at drive restaurant i stueetagen, selv om der ifølge indstævnte ikke er aktuelle planer herom. Landsretten har herved lagt vægt på, dels at indstævnte som ejer af stueetagen efter appellanternes køb af 1. salslejligheden rent faktisk har søgt om dispensation fra lokalplanen til restaurantdrift *må anses for at have betydning for appellanterne, såvel mens de bebor 1. salslejligheden som ved eventuelt videresalg.

Appellanterne har nedlagt påstand om, at indstævnte skal anerkende at være bundet af bestemmelsen i § 24 i ejerforeningens vedtægter, hvorefter anvendelse af lejligheder i ejerforeningen ikke uden bestyrelsens tilladelse kan ske til andet end sædvanlige butikseller kontorformål. Bestemmelsen, hvorefter ejerforeningens bestyrelse er påtaleberettiget, er ikke en del af foreningens tinglyste vedtægter. Appellanterne har ved påstandsnedlæggelsen over for indstævnte ikke angivet, i hvilken egenskab – som sælger af appellanternes lejlighed eller som ejer af stueog kælderlejligheden – der ønskes anerkendelsesdom over for indstævnte, og rækkevidden heraf blandt andet i relation til de øvrige medlemmer af ejerforeningen er således allerede af den grund uklar og for ubestemt til at kunne danne grundlag for en domstolsprøvelse.

Således som påstanden er formuleret, afvises sagen herefter.

Med denne begrundelse stadfæster landsretten byrettens dom om afvisning.

Appellanterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til indstævnte med i alt 10.000 kr. Ved fastsættelsen heraf er der lagt vægt på sagens begrænsede omfang.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanterne, Part 1 og Part 2 , betale 10.000 kr. til indstævnte, Part A ApS

.

Det idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

(Sign.)

___ ___ ___ Udskriftens rigtighed bekræftes. Østre Landsret, den

*) Berigtiget i medfør af retsplejelovens § 221, stk. 1, således at der i afsnittet på side 2, 2. sidste afsnit 6. linie efter ”restaurantdrift” og før ”må anses” indsættes følgende: ”men har fået afslag herpå, dels at Kommunalplan 2010 nu indeholder mulighed for at kunne etablere sådan indretning i stueetagen. Landsretten finder, at restaurantdrift”

Østre Landsrets 2. afdeling den 15. maj 2012.

(Sign.)

___ ___ ___ Udskriftens rigtighed bekræftes. Østre Landsret, den