Danish Supreme Court allows service of process in Sweden based on probable contractual anchor under Brussels I Regulation.

Højesteret stadfæster Landsrettens afgørelse om hjemvisning af sag vedrørende værneting til behandling ved byretten

[DOKUMENT] Domsresumé (2 sider) Værneting i Danmark for sag anlagt mod svensk selskab

Sag BS-44759/2021-HJR

Kendelse afsagt den 27. september 2022

Kærende AB, tidligere Appelindstævnte AB mod Indkærede ApS, tidligere Appellant ApS

Der var værneting i Danmark for en sag, som et dansk selskab havde anlagt mod et svensk selskab

Ejeren af Indkærede ApS, tidligere Appellant ApS, Vidne 1, formidlede i 2017 kontakt til en advokat, der efterfølgende bistod ved købet af en ejendom i Sverige fra Kærende AB, tidligere Appelindstævnte AB. Efter at aftalen om overdragelse af ejendommen var indgået, rettede Indkærede ApS, tidligere Appellant ApS et krav på formidlingshonorar mod Kærende AB, tidligere Appelindstævnte AB. Da kravet ikke blev imødekommet, anlagde Indkærede ApS, tidligere Appellant ApS sag mod Kærende AB, tidligere Appelindstævnte AB ved Retten i Lyngby, som var hjemting for Indkærede ApS, tidligere Appellant ApS. Kærende AB, tidligere Appelindstævnte AB gjorde heroverfor gældende, at Retten i Lyngby ikke var rette værneting, idet Bruxelles I-forordningens artikel 7, nr. 1, angående sager om kontraktforhold, ikke fandt anvendelse, da der ikke var indgået en aftale mellem Vidne 1 og medejeren af Kærende AB, tidligere Appelindstævnte AB, Vidne 3.

Byretten afviste sagen under henvisning til, at det ikke var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at der var indgået en aftale, og at Retten i Lyngby dermed ikke var rette værneting. Landsretten kom til det modsatte resultat og hjemviste sagen til fortsat behandling i byretten.

Højesteret udtalte, at Bruxelles I-forordningens artikel 7, nr. 1, efter Højesterets praksis kan anvendes, selv om der er tvist om, hvorvidt der er indgået en aftale, hvis det er tilstrækkeligt sandsynliggjort, at parternes forhold er aftalemæssigt forankret. Højesteret lagde på baggrund af sagens oplysninger til grund, at Kærende AB, tidligere Appelindstævnte AB under visse omstændigheder var villig til at betale et honorar til Vidne 1, såfremt han formidlede kontakt til en køber af den svenske ejendom. På den baggrund fandt Højesteret, at det var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at forholdet mellem Kærende AB, tidligere Appelindstævnte AB og Vidne 1 var aftalemæssigt forankret, og at Retten i Lyngby dermed var rette værneting.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens kendelse.

/ /

[DOKUMENT] Retsbog med kendelse (4 sider) HØJESTERETS KENDELSE afsagt tirsdag den 27. september 2022

Sag BS-44759/2021-HJR

Kærende AB, tidligere Appelindstævnte AB (advokat Christian Zeeberg Madsen)

mod

Indkærede ApS, tidligere Appellant ApS (advokat Dan Terkildsen)

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Lyngby den 2. januar 2020 (BS- 12746/2019-LYN) og kendelse af Østre Landsrets 23. afdeling den 16. februar 2021 (BS-1737/2020-OLR og BS-3974/2020-OLR).

I påkendelsen har deltaget tre dommere: Jens Peter Christensen, Michael Rekling og Jens Kruse Mikkelsen.

Påstande Kærende AB, tidligere Appelindstævnte AB, har påstået stadfæstelse af byrettens dom.

Indkærede ApS, tidligere Appellant ApS, har påstået stadfæstelse af landsrettens kendelse.

Anbringender Kærende AB, tidligere Appelindstævnte AB har anført navnlig, at sagen skal afvises, fordi Indkærede ApS, tidligere Appellant ApS ikke har sandsynliggjort, at der er indgået en aftale, der kan begrunde værneting ved Retten i Lyngby efter Bruxelles I-forordningens artikel 7, nr. 1, jf. retsplejelovens § 247, stk. 1. Rette værneting er Kærende ABs, tidligere Appelindstævnte AB hjemting i Sverige.

/

Vidne 1 udførte ikke arbejde som køberformidler for Kærende AB, tidligere Appelindstævnte AB og Kærende AB, tidligere Appelindstævnte AB har ikke påtaget sig en retlig forpligtelse over for ham eller Indkærede ApS, tidligere Appellant ApS. Vidne 3's tilkendegivelse om at finde en ”god broker-aftale” , hvis der var interesse for porteføljen, var en betinget tilkendegivelse om i fremtiden at ”finde” en aftale, hvilket aldrig skete, da Vidne 1 alene henviste til en køberformidler, Advokat 1.

Indkærede ApS, tidligere Appellant ApS har ikke sandsynliggjort, at der foreligger de sædvanlige karakteristika for en formidlingsaftale i størrelsesordenen ca. 8,1 mio. kr. Der er ingen skriftlig aftale, ingen fastsat pris, og korrespondancen fremlagt i sagen er ikke nok til at statuere et aftaleforhold eller en reaktionspligt for Kærende AB, tidligere Appelindstævnte AB. Det skal også ses i lyset af parternes venskabslignende forhold, og at de flere gange forinden havde hjulpet hinanden uden at kræve betaling.

Indkærede ApS, tidligere Appellant ApS har anført navnlig, at sagen med rette er anlagt ved Retten i Lyngby, fordi der er værneting her efter Bruxelles I- forordningens arti-kel 7, nr. 1, jf. retsplejelovens § 247, stk. 1.

Kærende AB, tidligere Appelindstævnte AB har frivilligt påtaget sig en retlig forpligtelse over for Indkærede ApS, tidligere Appellant ApS. Det bekræftes af de faktiske omstændigheder, herunder indsat-sen ydet af Vidne 1, samt Kærende ABs, tidligere Appelindstævnte AB manglende indsigelse mod for-pligtelsen til at betale honorar. Vidne 3's løfte om at finde en ”god broker-aftale” var alene betinget af, at ”der var interesse for porteføljen” , og kan ikke begrænses yderligere til, at Indkærede ApS, tidligere Appellant ApS ikke måtte bruge et mellemled til at skaffe en køber. Løftet har som minimum karakter af en forkontrakt, der opfylder kravet om en aftalemæssig forankring, jf. UfR 2005.3149 H.

Indsatsen fra Indkærede ApS', tidligere Appellant ApS direktør og ejer Vidne 1 blev bortset fra et enkelt møde leveret fra Indkærede ApS', tidligere Appellant ApS og Vidne 1's fælles adresse i By 2 og dermed fra retskredsen for Retten i Lyngby.

Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår, om der er værneting ved Retten i Lyngby for den sag, Indkærede ApS, tidligere Appellant ApS har anlagt mod Kærende AB, tidligere Appelindstævnte AB.

Efter Bruxelles I-forordningens artikel 7, nr. 1, litra a, kan en person, der har bopæl på en medlemsstats område, i sager om kontraktforhold sagsøges i en an-den medlemsstat ved retten på det sted, hvor den pågældende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes. For levering af tjenesteydelser er det i artikel 7, nr. 1,

/

litra b, specificeret, at opfyldelsesstedet er det sted, hvor tjenesteydelserne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret.

Anvendelsen af artikel 7, nr. 1, forudsætter, at der kan identificeres en kontraktlig forpligtelse. Bestemmelsen kan anvendes, uanset at der mellem parterne er tvist om, hvorvidt der er indgået en aftale, men det skal være tilstrækkeligt sandsynliggjort, at parternes forhold er aftalemæssigt forankret, jf. herved Højesterets kendelser af 25. marts 1996 i sag 249/1994 (UfR 1996.786 H) og af 15. august 2005 i sag 500/2004 (UfR 2005.3149 H).

Højesteret tiltræder, at det på baggrund af navnlig Vidne 3's mails af 1. maj 2017 om ”en god broker-aftale” og af 4. januar 2019 om et for-midlingshonorar til Vidne 1 må lægges til grund, at Kærende AB, tidligere Appelindstævnte AB under visse omstændigheder var villige til at betale et honorar til Vidne 1, såfremt denne formidlede kontakt til en køber af den svenske ejendomsportefølje.

Højesteret tiltræder herefter endvidere, at det i relation til anvendelsen af værnetingsbestemmelsen i Bruxelles I-forordningens artikel 7, nr. 1, er tilstrække-ligt sandsynliggjort, at forholdet mellem Kærende AB, tidligere Appelindstævnte AB og Vidne 1 (Indkærede ApS, tidligere Appellant ApS) var aftalemæssigt forankret.

Højesteret finder, at den omtvistede formidlingsydelse er en tjenesteydelse, jf. Bruxelles I-forordningens artikel 7, nr. 1, litra b, og at opfyldelsesstedet for denne tjenesteydelse var Vidne 1 og Indkærede ApS', tidligere Appellant ApS fælles adresse i By 2, hvorfra Vidne 1 – foruden et møde i Køben-havn – udførte den virksomhed, der ligger til grund for tvisten.

På den baggrund tiltræder Højesteret, at Bruxelles I-forordningens artikel 7, nr. 1, finder anvendelse på den foreliggende tvist, og at sagen med rette er anlagt som sket.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse.

THI BESTEMMES:

Landsrettens kendelse stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal Kærende AB, tidligere Appelindstævnte AB betale 15.000 kr. til Indkærede ApS, tidligere Appellant ApS. Det idømte beløb skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.

/ /