Seizure of leased vehicle for confiscation dismissed due to disproportionate interference with owner's rights.

Højesteret stadfæster landsrettens kendelse, om at der ikke skal ske beslaglæggelse af leaset bil med henblik på konfiskation

[DOKUMENT] Domsresumé (1 sider) Sager om beslaglæggelse efter vanvidskørsel

Sag 100/2021, Sag 13/2022, Sag 14/2022, Sag 73/2022, Sag 75/2022 og Sag 76/2022

Kendelser afsagt den 27. januar 2023

Højesteret har truffet afgørelse om beslaglæggelse i en række sager om vanvidskørsel

Sagerne angik beslaglæggelse af køretøjer, der havde været anvendt til vanvidskørsel, og som var ejet af andre end dem, der havde ført dem.

Beslaglæggelse er et foreløbigt retsmiddel, og Højesteret skulle således ikke tage endeligt stilling til, om de enkelte køretøjer skulle konfiskeres, men om der ud fra de oplysninger, som forelå på tidspunktet for Højesterets kendelse, var grund til at antage, at køretøjet burde konfiskeres i forbindelse med de respektive straffesager mod føreren for overtrædelse af færdselsloven.

Efter færdselsloven skal et køretøj konfiskeres, hvis det benyttes til såkaldt vanvidskørsel. Det gælder også, selv om køretøjet ejes af en anden end føreren, medmindre konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende. Ved vurderingen heraf skal der navnlig lægges vægt på ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt til vanvidskørsel, og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet.

Højesteret anførte, at der efter forarbejderne til bestemmelsen skal foretages en samlet vurdering af, om det måtte anses for helt upåregneligt, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel. Der skal navnlig lægges vægt på ejerens forhold og adfærd, herunder om ejeren har udvist agtpågivenhed. Endvidere fremgik det, at udgangspunktet om konfiskation bl.a. skal fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre et erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at forhindre, at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende. Det må ved vurderingen af ejerens økonomiske stilling i tilfælde af konfiskation også tages i betragtning, om ejeren har andre muligheder for at få dækket sit tab.

I lyset heraf foretog Højesteret i de enkelte sager en samlet vurdering af, om konfiskation måtte antages at være uforholdsmæssigt indgribende.

I fem af sagerne fandt Højesteret, at det ikke måtte antages at være uforholdsmæssigt indgribende for ejerne, såfremt køretøjerne blev konfiskeret. I to af disse sager var køretøjet leaset. I den ene sag (sag 14/2022) var leasingtageren en privatperson, der havde udlånt bilen til en anden person. I den anden sag (sag 73/2022) var leasingtageren et biludlejningsfirma, der havde udlejet bilen i et døgn. Konfiskationen fandtes heller ikke at være uforholdsmæssigt indgribende over for leasingtagerne i nogen af de to sager. Beslaglæggelsen blev godkendt og opretholdt i alle fem sager.

I en af de seks sager (sag 76/2022) fandt Højesteret, at det måtte antages at være uforholdsmæssigt indgribende over for en leasingtager at konfiskere køretøjet, og der var derfor ikke grundlag for at beslaglægge køretøjet. Højesteret lagde vægt på, at leasingtageren var et fragtfirma, der som et nødvendigt led i sin virksomhed benyttede ansatte chauffører, og på de økonomiske konsekvenser for virksomheden af en eventuel konfiskation og den agtpågivenhed, som virksomheden havde udvist i forbindelse med ansættelsen og beskæftigelsen af chaufføren.

Landsretten var i de enkelte sager nået til det samme resultat.

[DOKUMENT] Retsbog med kendelse (7 sider) UDSKRIFT AF HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS DOMBOG

HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 27. januar 2023

Sag 76/2022

Anklagemyndigheden mod Indkærede 1, tidligere Kærende 1 og Indkærede 2, tidligere Kærende 2 (advokat Dominika Sylwia Prokop, for begge)

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Odense den 9. februar 2022 (5-213/2022) og af Østre Landsrets 9. afdeling den 31. maj 2022 (S-521-22).

I påkendelsen har deltaget fem dommere: Jens Peter Christensen, Michael Rekling, Hanne Schmidt, Jan Schans Christensen og Søren Højgaard Mørup.

Påstande Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om stadfæstelse af Retten i Odenses kendelse, hvorved beslaglæggelse af polsk indregistreret sættevognstrækker med Reg. nr. 1 blev opretholdt.

Indkærede 1, tidligere Kærende 1 og Indkærede 2, tidligere Kærende 2 har nedlagt påstand om stadfæstelse af Østre Landsrets kendelse, hvorved beslaglæggelsen blev ophævet.

Anbringender Anklagemyndigheden har anført navnlig, at sættevognstrækkeren bør beslaglægges, idet betingelserne for konfiskation efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., må antages at være opfyldt, og beslaglæggelse ikke er uforholdsmæssigt indgribende over for Indkærede 1, tidligere Kærende 1 og Indkærede 2, tidligere Kærende 2.

For så vidt angår ejeren af sættevognstrækkeren, Indkærede 1, tidligere Kærende 1, må det forudsættes, at Indkærede 1, tidligere Kærende 1 aftaleretligt vil kunne rette et erstatningskrav mod Indkærede 2, tidligere Kærende 2. Der er der-for ikke grundlag for at antage, at Indkærede 1, tidligere Kærende 1 vil lide et økonomisk tab som følge af kon-fiskation.

For så vidt angår leasingtageren, Indkærede 2, tidligere Kærende 2, har virksomheden ikke sikret sig, at den på-gældende spirituskørsel ikke kunne ske. Indkærede 2, tidligere Kærende 2 havde således en plan for at installere alkolås i de køretøjer, virksomheden rådede over, men der var på tidspunktet for Tiltalte 1's kørsel ikke installeret alkolås i køretøjet. Det har således ikke været helt upåreg-neligt for Indkærede 2, tidligere Kærende 2, at køretøjet ville blive anvendt til spirituskørsel.

Beslaglæggelse i den foreliggende sag er af de samme grunde forenelig med artikel 1 i den første tillægsprotokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og artikel 17, stk. 1, i EU’s Chart er om grundlæggende rettigheder.

Indkærede 1, tidligere Kærende 1 og Indkærede 2, tidligere Kærende 2 har anført navnlig, at beslaglæggelsen af sættevognstrække-ren bør ophæves, idet konfiskation af sættevognstrækkeren vil være uforholdsmæssigt indgri-bende over for Indkærede 1, tidligere Kærende 1 og Indkærede 2, tidligere Kærende 2.

Indkærede 1, tidligere Kærende 1 og Indkærede 2, tidligere Kærende 2 har været i god tro og ikke haft mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt til den overtrædelse, som chaufføren foretog med sin enkelt-stående, abnorme handling. Indkærede 2, tidligere Kærende 2 og de polske myndigheder har foretaget, hvad man rimeligvis kan forlange af forudgående undersøgelser inden ansættelse af chaufføren, herun-der indhentet hans straffeattest. Indkærede 2, tidligere Kærende 2 har haft klare regler om nultolerance med hen-syn til alkohol i arbejdstiden, som chaufføren har været bekendt med og været på kursus i, og Indkærede 2, tidligere Kærende 2 var som led i sin nultolerancepolitik i gang med at installere alkolåse i sine lastvogne. Det skal ikke komme Indkærede 1, tidligere Kærende 1 eller Indkærede 2, tidligere Kærende 2 til skade, at Indkærede 2, tidligere Kærende 2 har valgt at installere et ekstra sikkerhedssystem i sine lastbiler. Indkærede 2, tidligere Kærende 2 afskedige-de chaufføren umiddelbart efter, at Indkærede 2, tidligere Kærende 2 fik kendskab til, at han havde kørt spiritus-kørsel. Et eventuelt erstatningskrav mod den nu fyrede, arbejdsløse og dømte chauffør bosiddende et ukendt sted i det krigshærgede lavindkomstland Ukraine må anses for fuldstændig illusorisk. Indkærede 1, tidligere Kærende 1 kan ikke rette et krav mod Indkærede 2, tidligere Kærende 2, eftersom Indkærede 2, tidligere Kærende 2 ikke har misligholdt leasingaftalen.

Da tredjemandskonfiskation vil være uforholdsmæssigt indgribende, kan der ikke ske beslaglæggelse med henblik på konfiskation.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstilling Den 9. januar 2022 blev Tiltalte 1 standset af Fyns Politi og sigtet for overtrædelse af færdselslovens § 53, stk. 1, ved at have ført en sættevognstrækker med anhænger ad Fynske Motorvej med en alkoholpromille på 3,05. Sættevognstrækkeren blev samtidig beslaglagt.

Sættevognstrækkeren tilhører det polske selskab Indkærede 1, tidligere Kærende 1, der har leaset den til Tiltalte 1's daværende arbejdsgiver, fragtfirmaet Indkærede 2, tidligere Kærende 2.

Ved byrettens kendelse af 12. januar 2022 blev beslaglæggelsen godkendt og opretholdt, jf. retsplejelovens § 802, stk. 1, med henvisning til, at der var grund til at antage, at sættevognstrækkeren skal konfiskeres efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt.

Ved byrettens dom af 21. januar 2022 blev Tiltalte 1 i overensstemmelse med sin tilståelse fundet skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 117, stk. 2, jf. § 53, stk. 1. Anklagemyndighedens påstand om konfiskation af sættevognstrækkeren blev ikke taget til følge. Anklagemyndigheden har anket dommen med påstand om skærpelse, navnlig således at sættevognstrækkeren konfiskeres.

Da Indkærede 1, tidligere Kærende 1 og Indkærede 2, tidligere Kærende 2 ikke havde fået lejlighed til at udtale sig i forbindelse med byrettens kendelse om beslaglæggelse og heller ikke havde fået kendelsen tilsendt, gen-optog byretten sagen. Byretten bestemte ved kendelse af 9. februar 2022, at beslaglæggelsen skulle opretholdes, jf. retsplejelovens § 802, stk. 1, med henvisning til, at dommen af 21. ja-nuar 2022 var anket.

Ved landsrettens kendelse af 31. maj 2022 blev byrettens kendelse om beslaglæggelse ophæ-vet. Politiet udleverede den 15. juni 2022 sættevognstrækkeren til Indkærede 2, tidligere Kærende 2. Sagen angår, om der er grundlag for at foretage beslaglæggelse.

Retsplejelovens regler om beslaglæggelse Efter retsplejelovens § 802, stk. 1, kan genstande, som en mistænkt har rådighed over, beslaglægges, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og der er grund til at antage, at genstanden bør konfiskeres.

Efter retsplejelovens § 803, stk. 1, 1. pkt., kan genstande, som en person, der ikke er mis-tænkt, har rådighed over, beslaglægges som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, hvis der er grund til at antage, at genstanden bør konfiskeres.

Beslaglæggelse er et foreløbigt retsmiddel, og der skal således ikke ved denne afgørelse tages endeligt stilling til, om sættevognstrækkeren skal konfiskeres, men om der ud fra de oplysninger, som foreligger på nuværende tidspunkt, er grund til at antage, at sættevognstrækkeren bør konfiskeres i forbindelse med straffesagen mod Tiltalte 1 for overtrædelse af færdselsloven.

Færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt. Efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., skal der i tilfælde af såkaldt vanvidskørsel ske konfiskation af køretøjet, selv om køretøjet ejes af en anden end den person, der har ført det. Det gælder dog ikke, hvis konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende, navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en sådan kørsel, og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person.

Bestemmelsen blev indsat i færdselsloven ved lov nr. 534 af 27. marts 2021 (Folketingstiden-de 2020-21, tillæg A, lovforslag nr. L 127). Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at formålet med lovændringen er at forhindre meget alvorlige færdselsforseelser, der i særlig grad kan udsætte andre mennesker for livsfare, og forslaget skal ses i lyset af, at såkaldt vanvidskørsel kan have – og gennem en årrække har haft – særdeles alvorlige og i værste tilfælde fatale konsekvenser, at det i praksis er tæt på umuligt for almindelige borgere at sikre sig herimod, og at problemets omfang er væsentligt. Dertil kommer de praktiske vanskeligheder, der var forbundet med at forhindre vanvidskørsel efter den tidligere regulering.

Af forarbejderne (Folketingstidende 2020-21, tillæg B, lovforslag nr. L 127, betænkning af 15. marts 2021, s. 4 f. og s. 8) fremgår, at der ved bedømmelsen af, om konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende, skal anlægges en helhedsvurdering af sagens samlede omstændigheder. Det forudsættes, at der er tale om en snæver undtagelse, idet udgangspunktet er, at køretøjer benyttet til vanvidskørsel konfiskeres, og ejeren herefter må søge sit tab dæk-ket gennem et erstatningskrav mod føreren. Endvidere er det nærmere beskrevet, i hvilke til-fælde betingelserne for at undlade konfiskation skal anses for opfyldt.

Med hensyn til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt til vanvidskørsel, fremgår bl.a., at der skal foretages en samlet vurdering af, om det måtte anses for helt upåregneligt for ejeren, at køretøjet ville blive anvendt på denne måde. Der skal navnlig lægges vægt på ejerens forhold og adfærd, herunder om ejeren har udvist agtpågivenhed.

Sådanne forhold vil eksempelvis kunne være oplysninger om, hvorvidt den person, der ønsker køretøjet overdraget til sig, tidligere har begået flere eller grovere færdselslovsovertrædelser eller andre relevante lovovertrædelser. Det må således normalt tale for, at det er påregneligt for ejeren, at køretøjet vil blive anvendt ved en eller flere af de omfattede lovovertrædelser, hvis den person, der ønsker køretøjet overdraget til sig, tidligere har begået flere eller grovere færdselslovsovertrædelser eller andre relevante lovovertrædelser. Med henblik på at indhente oplysninger herom kan ejeren bl.a. udbede sig førerens private straffeattest. Ejeren kan der-med undersøge, om den person, køretøjet overdrages til, tidligere er straffet for f.eks. van-vidskørsel eller andre grovere overtrædelser af færdselsloven. Ejeren kan også anmode den person, køretøjet overdrages til, om en tro og love-erklæring på, at vedkommende ikke tidli-gere har begået bestemte relevante lovovertrædelser.

For så vidt angår ejerens mulighed for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling fremgår bl.a., at udgangspunktet om konfiskation skal fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at forhindre, at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende. Dette kan efter forarbejderne f.eks. være tilfældet, hvis ejeren godtgør, at særlige omstændigheder konkret gør et erstat-ningskrav illusorisk.

Endelig fremgår det, at det er forudsat, at leasingog udlejningsselskaber ved indgåelse af kontrakter og eventuelt ved tilpasning af deres forretningsmodel har mulighed for at indrette sig på den risiko, der følger af, at køretøjer kan konfiskeres.

Højesteret bemærker, at en person, der har ført et køretøj på en sådan måde, at der er grundlag for at konfiskere køretøjet i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2, som udgangspunkt vil være erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige regler over for den, der lider et økonomisk tab, hvis køretøjet konfiskeres.

Den konkrete sag Spørgsmålet om konfiskation af sættevognstrækkeren skal pådømmes under straffesagen i landsretten mod Tiltalte 1, og det er først i denne sag, der skal tages stilling til, om konfiskation vil være uforholdsmæssigt indgribende. På nuværende tidspunkt skal der alene tages stilling til, om der er grundlag for at beslaglægge sættevognstrækkeren ud fra en anta-gelse om, at der vil være grundlag for at konfiskere sættevognstrækkeren under straffesagen.

Tiltalte 1 er fundet skyldig i kørsel som nævnt i færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt. (vanvidskørsel), og mistankekravet må derfor anses for opfyldt. Spørgsmålet er herefter, om konfiskation må antages at være uforholdsmæssigt indgribende.

Som nævnt fremgår det af forarbejderne, at der skal foretages en samlet vurdering af, om det måtte anses for helt upåregneligt, at sættevognstrækkeren ville blive anvendt til vanvidskør-sel. Ved vurderingen af Indkærede 1's, tidligere Kærende 1 og Indkærede 2's, tidligere Kærende 2 forhold og adfærd, herunder om Indkærede 2, tidligere Kærende 2 har udvist agtpågivenhed i forbindelse med Tiltalte 1 ansættelsesfor-hold som chauffør, lægger Højesteret vægt på, at Indkærede 2, tidligere Kærende 2 har en nultolerancepolitik med hensyn til alkohol og sikrede sig, at Tiltalte 1 ikke var straffet, at han modtog undervisning i alkoholpolitikken, at han underskrev et tillæg til ansættelseskontrakten om, at manglende overholdelse af alkoholpolitikken var bortvisningsgrund, og at han blev afskediget på grund af sagen. Højesteret finder, at det er godtgjort, at Indkærede 2, tidligere Kærende 2 har udvist en sådan agtpågivenhed, som kan forventes i forbindelse med ansættelse og beskæftigelse af en chauf-før.

Efter forarbejderne skal udgangspunktet om konfiskation bl.a. fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre et erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at forhindre, at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende. Det må ved vurderingen af ejerens økonomiske stilling i tilfælde af konfiskation også tages i betragtning, om ejeren har an-dre muligheder for at få dækket sit tab.

Ved vurderingen af de økonomiske konsekvenser for Indkærede 1, tidligere Kærende 1 og Indkærede 2, tidligere Kærende 2 i tilfæl-de af konfiskation lægger Højesteret til grund, at værdien af sættevognstrækkeren er ca. 450.000 kr. Tiltalte 1, der er bosiddende i Ukraine, har om sine økonomiske forhold

forklaret, at han forventede fremover at kunne have en meget beskeden månedlig indkomst. Under disse omstændigheder finder Højesteret, at det er behæftet med betydelig usikkerhed, om Tiltalte 1 vil kunne erstatte sættevognstrækkerens værdi.

I forarbejderne er det forudsat, at leasingog udlejningsselskaber ved indgåelse af kontrakter og eventuelt ved tilpasning af deres forretningsmodel har mulighed for at indrette sig på den risiko, der følger af, at køretøjer kan konfiskeres. Der er ikke holdepunkter for at antage, at denne forudsætning også kan lægges til grund for så vidt angår andre virksomheder, og der er ikke tilvejebragt oplysninger, som sandsynliggør, at Indkærede 2, tidligere Kærende 2, der er en mindre fragt-virksomhed med 10-11 ansatte, vil kunne overvælte tabet på sine kunder.

Det er et nødvendigt led i Indkærede 2's, tidligere Kærende 2 virksomhed at benytte ansatte chauffører. Som følge af det anførte og efter oplysningerne om den agtpågivenhed, som Indkærede 2, tidligere Kærende 2 har udvist, og om de økonomiske konsekvenser for virksomheden af en eventuel konfiskation, finder Høje-steret, at der er grund til at antage, at konfiskation vil være uforholdsmæssigt indgribende.

Sammenfatning og konklusion Efter det anførte finder Højesteret, at der ikke er grund til at antage, at den omhandlede sættevognstrækker under straffesagen mod Tiltalte 1 for overtrædelse af færdselsloven bør konfiskeres.

Højesteret stadfæster derfor landsrettens kendelse.

Thi bestemmes :

Landsrettens kendelse stadfæstes.