Court partially allows contempt charge for insulting police officer with strong insult but dismisses weaker insult.

Byrettens dom for hån mod politiet, jf. straffelovens § 121, stadfæstet

[DOKUMENT] Dom (4 sider) ____________ DOM

Afsagt den 25. juni 2012 af Østre Landsrets 5. afdeling (landsdommerne Lone Kerrn-Jespersen, Michael Sjöberg og Karen Moestrup Jensen (kst.)).

5. afd. nr. S-3959-11: Anklagemyndigheden mod Tiltalte (CPR nr. - Født 1985) (advokat Hanne Reumert, besk.)

Roskilde Rets dom af 30. september 2011 (11A-3645/2011) er med Procesbevillingsnævnets tilladelse af 20. december 2011 anket af Tiltalte med påstand om frifin-delse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne Forurettede og Vidne, der alle har forklaret i det væsentlige som i byretten.

Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at der var 7-8 personer til stede foran retten. Han ved ikke, hvor mange der havde tilknytning til Hells Angels. De bar ikke rygmærker.

Han mener, at tilhørerne til retsmødet kom ud af to omgange. Han husker ikke, hvor mange betjente, der var til stede ved varebilen, men han så kun to betjente i alt ved retsbygningen. De var vel 2-3 stykker, der gik over til varebilen. Han gik derover af ren og skær nysgerrighed. Politiet sad og ventede på, at situationen skulle opstå. Politiet tog hunden ud og opførte sig i det hele taget meget opfarende. Politiet sagde gå væk, og de gik straks. Den ene betjent følte åbenbart, at det var nødvendigt at skubbe dem væk. Betjenten skubbede til dem samtidig, en med hver hånd. Tiltalte blev irriteret, og det viste han ved at vifte betjen-tens arm væk. Hans kammerat tog fat i betjenten. Tiltalte blev vist stående. Betjenten hen-vendte sig på ny til til talte. Han ved ikke hvorfor. Han sagde på intet tidspunkt ”narrøv” eller ”fjols” . Tiltalte h usker ikke anholdelsen, og han husker ikke, hvornår hunden kom ind i billedet. Ved den anden henvendelse havde betjenten hunden med. Den bed tiltalte. Han husker ikke, om han blev bidt før eller efter anholdelsen.

Da de kom ud af retsbygningen, var stemningen god. Der havde været ro i retten. Tiltalte kendte en af de sigtede i fristforlængelsen - en ekssvigerfader til tiltalte, og de andre tilstedeværende var hans bekendte. De havde set betjentene og var derfor forundrede over, at ejeren af varebilen i politiets nærvær kunne finde på at køre i den uden nummerplader. Han kender ikke ejeren til bilen. Da betjenten skubbede til dem, blev hans bekendt meget opfarende. Han husker ikke, om hans bekendt sagde noget, men det kan han sagtens have gjort. Det var imidlertid tiltalte, som betjenten ville tale med igen. De havde en kort ordveksling, før hunden bed. Han husker ikke, hvad der blev sagt. Det hele gik ret stærkt, og hunden står tydeligst i hans erindring. Der var ikke andre til stede ved retten end tiltaltes bekendte og de to betjente.

Vidnet Forurettede har supplerende forklaret blandt andet, at han dengang var hundefører. Det havde han været ca. 8 år. Han har snart været i politiet i 25 år. Der kom omkring 10 personer ud af retsbygningen. En 6-8 af dem gik over til varebilen, efter at den var kørt over på parkeringspladsen. Hans kollega var alene med føreren af varebilen. Han tog hunden ud af bilen og beordrede den til at ligge ved nogle parkerede biler. Selv gik han imellem flokken og kollegaen og bad flokken trække sig tilbage. Persongruppen og bag-grunden for politiets tilstedeværelse taget i betragtning, skønnede han det nødvendigt at holde gruppen væk fra kollegaens politiforretning. Alle undtagen to fulgte henstillingen om at gå. De to fik at vide, at de skulle gå, men en af dem pustede sig op og skubbede til vid-net. Vidnet kaldte nu på hunden, og i det samme begyndte de to at gå fra stedet. Den ene, som vidnet er sikker på, er tiltalte, sagde herefter henvendt til vidnet ”fjols” og ”narrøv” .

De blev bedt om at stoppe op, men da de i stedet gik hurtigt fra stedet, besluttede vidnet at anholde dem. Flokken blev opløst, og kun tiltalte blev anholdt. Vidnet valgte at gå med hunden i kort line hen til tiltalte. Hunden bed tiltalte i låret, og vidnet tog fat i tiltaltes skulder. To fra gruppen foran Tinghuset var kvinder. Det var kun en del af gruppen, der gik i retning af varebilen. Tiltalte sagde ”fjols” og ”narrøv” , før hunden bed.

Vidne har supplerende forklaret blandt andet, at han i 3 1/2 år har været hundefører. Han har været ansat i politiet i 9 år. Der var 7-9 personer, måske færre foran retsbygningen. Vidnet gik alene til varebilen, og Forurettede gik imellem, da gruppen gik i retning mod vidnet. Langt hovedparten fulgte Forurettedes opfordring om at gå væk, men to blev stående. Vidnet kunne på afstand se, at de to på provokerende måde pustede sig op over for Forurettede. Han hørte højt og tydeligt, at tiltalte med front mod Forurettede i kort afstand råbte ”fjols” og ”narrøv” til Forurettede. Vidnet er overbevist om, at ordene kom fra tiltalte. Den anden fortrak. Anholdelsen skete efter, at ordene var faldet.

Der var et par kvinder til stede, og i hvert fald en gik med i retning af bilen. Hunden blev kaldt frem umiddelbart efter ordene faldt. Den person, der fik et stille skub af Forurettede, var den, der sagde ”fjols” og ”narrøv” .

Landsrettens begrundelse og resultat

Også efter bevisførelsen for landsretten findes det bevist, at tiltalte henvendt til politiassistent Forurettede sagde ” fjols” og ”na r røv” .

Efter vidneforklaringerne lægges det til grund, at de pågældende udtalelser blev fremsat før, tiltalte blev bidt i låret af politihunden.

Landsretten finder, at udtrykket ”fjols” falder under det strafbare niveau i straffelovens §

121. Tiltalte frifindes derfor for denne del af tiltalen.

Uanset at ikke enhver tilsidesættelse af god tone over for politiet kan anses for retsstridig, finder landsretten, at udtrykket ’narrøv’, der er et stærkt nedsættende skældsord, er af en sådan karakter, at det er omfattet af straffelovens § 121.

To dommere (Lone Kerrn-Jespersen og Karen Moestrup Jensen (kst.)) finder herefter, at tiltalte er skyldig i denne del af tiltalen. Vi stemmer derfor for at stadfæste byrettens dom.

En dommer (Mikael Sjöberg) lægger efter bevisførelsen til grund, at de eneste, der overhørte tiltalte sige ”narrøv” var de pågældende betjente, og at udtalelsen faldt, medens tilta lte bevægede sig væk fra politiassistent Forurettede, og at der på tidspunktet for udta-lelsen ikke var en igangværende politiforretning. Under disse omstændigheder bør tiltalte frifindes også for denne del af tiltalen.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet.

Straffen findes passende.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.