Supreme Court holds patient damage claim not time-barred as knowledge of potential claim arose later than 3 years prior to filing.

Landsrettens dom stadfæstet

[DOKUMENT] Domsresumé (2 sider) Muligt krav på patientskadeerstatning var ikke forældet

Sag BS-45328/2020-HJR

Dom afsagt den 13. oktober 2021

Ankenævnet for Patienterstatningen mod A

Et muligt krav på erstatning var ikke forældet på tidspunktet for anmeldelsen til Patienterstatningen

A pådrog sig den 3. januar 2013 en skade i venstre ben. Han blev i den forbindelse behandlet på hospitalet, hvor man vurderede, at der var mistanke om fibersprængning. Han fik smertebehandling, og det blev anbefalet, at han skulle holde sig i ro 4-5 dage.

Efterfølgende konsulterede A adskillige gange sundhedspersoner på grund af fortsatte gener som følge af skaden. Frem til slutningen af maj 2013 konsulterede han sin egen læge, der fortsatte behandlingen med smertestillende medicin og henviste ham til fysioterapi. Han blev derefter henvist til videre undersøgelse hos speciallæge, hvor en MR-scanning i juli 2013 viste en seneoverrivning, der kunne forklare hans symptomer. Speciallægen blev i den forbindelse bekendt med, at A ’s gener muligvis kunne have været mindsket, hvis han var blevet opereret på et tidligere tidspunkt. A blev i marts 2014 henvist til en anden speciallæge. Det var i sagen et centralt spørgsmål, om A i forbindelse med konsultationerne hos speciallægerne fik eller burde havde fået kendskab til, at der kunne være grundlag for et krav om patientskadeerstatning som følge af den sene diagnosticering.

A anmeldte den 22. maj 2017 skaden til Patienterstatningen, der afviste sagen på grund af forældelse, da kravet var anmeldt mere end 3 år efter, at han havde eller burde have fået kendskab til skaden. Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæstede afgørelsen.

Sagen angik for Højesteret, om der var indtrådt forældelse ved anmeldelsen den 22. maj 2017.

Højesteret anførte med henvisning til tidligere højesteretspraksis, at forældelsesfristen for patientskader regnes fra det tidspunkt, hvor den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab ikke alene til selve skaden, men også til at denne kunne være forårsaget af behandlingen eller muligvis kunne være undgået ved en anden behandling og dermed til, at der kan være grundlag for et krav om erstatning.

Højesteret kom herefter frem til, at A ikke før den 22. maj 2014 (3 år før anmeldelsen) havde eller burde have haft kendskab til omstændigheder, der kunne give grundlag for krav på erstatning i anledning af behandlingen i 2013. Der var derfor ikke indtrådt forældelse ved anmeldelsen den 22. maj 2017.

Landsretten var kommet til samme resultat.

/ /

[DOKUMENT] Dom (4 sider) HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 13. oktober 2021

Sag BS-45328/2020-HJR (2. afdeling)

Ankenævnet for Patienterstatningen (advokat Christina Steen)

mod

Appelindstævnte (advokat Jakob Fink, beskikket)

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Næstved den 27. september 2019 (BS-34566/2018-NAE) og af Østre Landsrets 7. afdeling den 6. juli 2020 (BS- 45394/2019-OLR).

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Vibeke Rønne, Lene Pagter Kristensen, Jon Stokholm, Jørgen Steen Sørensen og Rikke Foersom.

Påstande Appellanten, Ankenævnet for Patienterstatningen, har påstået frifindelse.

Appelindstævnte, har påstået stadfæstelse.

Retsgrundlag Lov om klageog erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (lovbekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 med senere ændringer) indeholder i § 59, stk. 1, følgende bestemmelse:

”§ 59. Erstatningskrav efter kapitel 3 skal være anmeldt til Patienterstat-ningen senest 3 år efter, at den erstatningsberettigede har fået eller bur-de have fået kendskab til skaden.”

/

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår bl.a. (Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 75, s. 3298-3299):

”Forældelsesbestemmelserne i §§ 59-60 er en uændret videreførelse af de gældende bestemmelser herom i lov om patientforsikring (§ 19) og lov om erstatning for lægemiddelskader (§ 22).”

Anbringender Ankenævnet for Patienterstatningen har supplerende anført navnlig, at landsretten tilsyneladende har ændret retstilstanden i forhold til Højesterets dom i UfR 2003.0. Efter landsrettens dom er det en forudsætning for, at forældelsesfri-sten efter klageog erstatningslovens § 59, stk. 1, begynder at løbe, at skadelidte ikke blot ved eller burde vide, at der er årsagssammenhæng mellem skade og behandling, men også, at der er tale om en mulig fejlbehandling. Dette er ikke i overensstemmelse med Højesterets dom.

Appelindstævnte har supplerende anført navnlig, at landsrettens dom er udtryk for, at der i den foreliggende sag er tale om forsinket diagnosticering, og at en sådan diagnosticering mest naturligt må betragtes som en fejlbehand-ling. Dommen er ikke udtryk for en ændring af den retstilstand, der er fastslået i UfR 2003.0 H. Kravene til, hvad den skadelidte ved eller burde vide, er efter landsrettens dom fortsat de samme.

Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår, om Ankenævnet for Patienterstatningen med rette har afvist Appelindstævntes anmeldelse af 22. maj 2017 på grund af forældelse, jf. § 59, stk. 1, i lov om klageog erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klageog erstatningsloven). Efter denne bestemmelse skal erstatningskrav efter lovens kapitel 3 være anmeldt til Patienterstatningen senest 3 år efter, at den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til skaden.

Bestemmelsen i § 59, stk. 1, er en uændret videreførelse af § 19, stk. 1, i den nu ophævede lov om patientforsikring. Som også anført af landsretten er det ved Højesterets dom af 8. december 2003 (UfR 2003.0) fastslået, at sidstnævnte bestemmelse skal forstås således, at forældelsesfristen først regnes fra det tidspunkt, hvor den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab ikke alene til selve skaden, men også til at denne kunne være forårsaget af behandlingen eller muligvis kunne være undgået ved en anden behandling og dermed til, at der kan være grundlag for et krav om erstatning.

Af de grunde, som landsretten har anført, finder Højesteret, at Appelindstævnte ikke før den 22. maj 2014 havde eller burde have haft kendskab til omstændigheder, der kunne give grundlag for krav på erstatning i anledning af

/

behandlingen på Herlev Hospital og hos Læge Praksis. Der var derfor ikke indtrådt forældelse ved anmeldelsen den 22. maj 2017.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

THI KENDES FOR RET:

Landsrettens dom stadfæstes.

Ankenævnet for Patienterstatningen skal i sagsomkostninger for Højesteret betale 80.000 kr. til Appelindstævnte. Sagsomkostningsbeløbet skal ind-betales til Højesteret, der efter dækning af udgifterne til fri proces afregner med retshjælpsforsikringen.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.

/ /